Mit andet hjem

Jeg er her igen. I Erquy. I Bretagne. Mit andet hjem. Så fortsættelsen af Algeriet 1984 må vente. Fortiden forsvinder aldrig. Mens nu’et i nutiden skal leves, strækkes ud, indtil det også bliver fortid og kan hentes frem til evig tid.

Der er såmænd ikke så meget nyt at fortælle. Jeg er her for første gang i 1 1/2 år. Rejsen hertil er blevet udsat to gange pga. rejserestiktionerne. Tredje gang lykkedes det at komme af sted. 5 uger. Nogle dage i Rennes, fire uger i en lejet lejlighed i Erquy, og til sidst igen et lille ophold i Rennes.

Ja, jeg er tilbage i Erquy. Min by. Mine omgivelser. Jeg er hjemme igen. Her, i mit andet hjem. Lige så meget som i Nibe, Nordjylland. Jeg er en del af byen, omgivelserne, vennerne. Kender folk, der bor her. Også dem, jeg bare er på “hilsefod” og smalltalk med. I en radius af 50 til 100 km bor flere venner, ex-svigerfamilie. Hvor er jeg heldig. At have alt dette stadigvæk. Efter at være vendt tilbage til Danmark for 41 år siden.

Dagene her er som derhjemme. Skiften mellem venner og familie på besøg, biograf- og caféaftaler med veninder – og dage alene, som jeg bruger til lange gåture, rundt på klipperne, strandene, hedearealerne. 8-13-14 km om dagen. Naturen og luften her er god for mig. Det er, som om min sundhedstilstand bliver løftet. Jeg ser bedre ud. Får farve i kinderne. Har badet hver dag siden i søndags, hvor jeg blev lokket med af de andre badende i ex-svigerfamilien. Og det vil jeg fortsætte med: Et havbad om dagen. Jeg har stadig 2 1/2 uge tilbage her.

Somme tider drømmer jeg om at bo her igen. Hele tiden. Mit sociale liv er lige så rigt som i Danmark. Og med en natur, som jeg aldrig bliver træt af.

Ville jeg turde? Et så stort skift igen? Nej, der vil være alt for mange følelser omkring at forlade. Forlade familien, vennerne, det danske liv.

Men jeg drømmer.

Drømmer videre: Så da 1/2 år i Danmark og 1/2 år her? For dyrt at beholde en lejlighed på årsbasis i DK og samtidig én det halve af året her.

Men 3/4 år i Danmark og 1/4 år her? Det kunne lade sig gøre.

Erquy

Jeg er her igen. I den lille by, som jeg altid vender tilbage til. Engang havde jeg et liv her. Boede her – i et andet liv, som var mit. Dengang. Et andet liv i dette.

Jeg nærmer mig de 70 med en følelse af at have haft mange liv i ét. Et liv delt op i perioder, steder. Temaer, næsten.

Måske derfor har jeg altid haft behov for at “gemme” de mennesker, som har betydet noget fra hver fase, hvert liv. Have dem med mig – helt op til nutiden.

Og nu er jeg her igen. Erquy, Bretagne, Frankrig. Havde egentlig ikke planlagt at rejse. Netop fordi jeg bliver 70, vil jeg – endelig – fejre min fødselsdag igen, med en stor fest. Den måtte blive dette års rejse, tænkte jeg. Men længslen efter et skift i dagligdagen,  vidder, en mere barsk natur, lokkede mig alligevel ud. Og – det er aldrig til at vide, hvad fremtiden bringer, så hellere følge nuets indskydelser.

Så jeg er her igen. I mit franske liv.

Ikke det liv, der var – men som alligevel er. Lidt. De gamle venner, den gamle svigerfamilie. Udsigten, havet, klipperne. Byen er blevet større. Men naturen er den samme. Vandreturene er de samme. Engang imellem mødes de to liv. Dengang og nu smelter sammen.

Jeg går rundt og fylder øjnene med omgivelsernes skønhed. Havnen, havet, klipperne i den tidlige morgensol. Landskaberne under vandreturene. Fylder lungerne med havluften. Sanserne med oplevelsen af den lette vind, der giver små kuldegysninger, solens stråler, der lander på huden, lyden af bølgerne og fuglene. Eller der, hvor sanserne er allermest skærpede – på gåture hjem gennem en natsort by, når alle gadelygter er slukkede og intet lys trænger ud fra husene pga. skodderne. Kun stjernerne højt oppe. Og alt er tyst og trygt. Hjertet, der røres, i mødet med de mennesker, der har betydet noget for mit liv her. Vennerne – os, der var unge sammen. En omsorgsfuld ex-kæreste. Min franske familie hvor jeg midt i støjen af stemmer, der stiger, mærker en stille glæde over stadig at være en del af den.

De er her stadig – alle – når jeg dukker op.

Og som en snegl kan jeg trække mig tilbage til mit eget hus.Jeg rejste alene hertil. Jeg er meget sammen med andre. Men jeg kan være alene, når jeg har behov for det. Sikken en glæde at kunne leje den samme lejlighed igen og igen.

Mine celler optager alle indtrykkene – helt ind i sjælen, der hvor fortid og nutid smelter sammen.