At skriverejse

ARBEJDSREFUGIUM – en skriverejse på fem døgn.

Jeg skriver. Altid. Kan ikke lade være. Det er vel nærmest som med folk, der maler. De kan ikke lade være. Selv de, der aldrig udstiller, fortsætter med at male. Malerierne hober sig op i gange og kældre. Og de bliver ved. Sådan har jeg det med skrivning. Jeg maler med ord. Og notesbøger og hæfter hober sig op i skuffer. Ingen har set dem, læst dem. Men hvis jeg ikke havde skrevet, havde jeg forstået mit liv mindre. Skrivningen har hjulpet mig i svære og lykkelige perioder. Fastholdt flygtige tanker og oplevelser. Jeg har gennemlevet dem igen. Forstået dem bedre. Måske endda gjort virkeligheden mere sansende ved at skrive den.

Da jeg var yngre, drømte jeg somme tider om at blive forfatter, men skrinlagde det og stillede mig tilfreds med de, somme tider, næsten daglige skriverier. Men engang blev jeg spået, at jeg skulle skrive en bog.

En bog er udkommet. For jeg brugte nogle af mine hæfter til at skrive bogen Efter Sara. Var det den, den clairvoyante mente? Jeg var tilfreds med at have skrevet den – samtidig med, at jeg syntes, det var en bog, som ikke burde have været.

Og med alderen oplever jeg igen, at ”noget skal jeg da lave”, når jeg ikke længere orker frivilligt arbejde, enkelte undervisningstimer og alt det, jeg somme tider synes, at jeg bør. Så dukker ønsket om at skrive noget, ”der kan bruges af andre” op igen (og det kunne min bog om sorgprocessen jo). Derfor har jeg i flere år skrevet med tanken om en slags erindringsbog, som også fokuserer på alderdommen. Fordi få bøger gør. En slags ”coming of age” om alderdommen.

Jeg har prøvet og prøvet at strukturere og organisere alle disse skriverier. Til ”noget”. Men lige godt, hvor mange planer jeg lægger, så er jeg endnu bedre til overspringshandlinger end til at føre planerne ud i livet.

Derfor besluttede jeg at prøve et arbejdsrefugium. Flere steder tilbyder ophold til forfattere, kunstnere og andre, der af én eller anden grund har brug for at fordybe sig i et arbejde. Så jeg tog til Vester Thorup Højskole, som jeg valgte ud fra praktiske grunde: Jeg skulle kunne komme nemt til stedet med bus. Der skulle være indkøbsmuligheder i nærheden. Men ku’ det ikke også være spændende med at bo på en højskole? Jeg, der kun har besøgt nogle. Og, ja, så ligger Vesterhavet nogle km væk.

Da jeg først var der, alene, var det en lidt underlig oplevelse. Om dagen var der et par ansatte til stede, men om aftenen var jeg bogstaveligt talt alene på højskolen, som lejer værelser ud som arbejdsrefugium, når der ikke er ugekurser eller lange kurser. Den første aften var spøjs. Det, at gå gennem lange, tomme gange, hvor lyset tænder, når man træder ind i et nyt område og slukker efter én. Altså – jeg var ikke urolig på den bekymrede måde. Det skal ikke lyde, som om det gjorde mig bange. Faktisk bliver jeg sjældent bange – og slet ikke for at være alene. Nej, det var nærmere et spørgsmål, om jeg nu kunne finde ro og struktur på så stort et sted.

Overvejede, om de lange gange kunne inspirere mig til historier. Finde energien, livsglæden, optimismen gennem alle de unge liv, der har udfoldet sig her. I tiden som folkeskole, som efterskole.

Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det var godt at være her alene. Hvordan jeg ville have svært ved at klare at bo med en ukendt anden, at spise i flok, vaske op, rydde op i grupper, indordne mig under en fællesnævner. Selv om jeg elskede at bo i kollektiv i en årrække, så overvejede jeg aldrig et højskoleophold, da jeg var ung.

Ok, jeg er 72 – og det er jo heller ikke det, der er meningen. Det var bare forstyrrende tanker om også mit eget levede liv, før jeg nærmest blev eneboer.

Og allerede dagen efter gik det godt, rigtig godt. Jeg mærkede, at energien, skriveenergien kom. Næsten helt af sig selv. Fandt ud af, at det ville være en god idé at gøre, som Anni, forstanderen, foreslog, at bruge et hyggeligt grupperum på første sal som arbejdsrum. Jeg er jo alene. Og at bevæge mig væk fra mit værelse for at arbejde føltes rigitg. Jeg gik på arbejde for at skrive. Flere hundrede meter vist, gennem gangene.

Jeg fandt hurtigt en rytme, langt nemmere end jeg havde forestillet mig. Stå op ved 6-tiden, lave yoga. Gå gennem gangene til køkkenet og lave kaffe. Drikke den første kop på værelset, meditere på dagens skrivning. Skrive lidt i hånden. Tage bad, gå i køkkenet, lave morgenmad, tage den med op i arbejdsrummet, være klar til at skrive ved 9-tiden.

Skrive hele formiddagen med få minutters pause en gang i timen (min telefon var sat til at ringe). Frokost, gå en tur (som regel til Brugsen eller den gode fiskehandel. En enkelt gang købte jeg også der 18 cl rosévin. Festaften!) Og kun én tur til stranden, fordi der var 8 km frem og tilbage. Det ville tage for megen arbejdstid ud. Skrive videre resten af eftermiddagen. Aftensmad. Lidt mails. Lidt avis-på-nettet-læsning. Måske lidt TV. Og så i seng.

Ikke siden jeg skrev Efter Sara har jeg været så arbejdsom i min skrivning og på så struktureret en måde. Og ligesom dengang, synes jeg hver anden dag, at det er rigtig godt, det, jeg har skrevet. Hver anden dag, at det er noget bras -og-hvordan-kan-jeg-tro-at-det-vil-være-interessant-for-andre. Og, også ligesom dengang, gør jeg det, som man helst ikke skal gøre. Jeg redigerer i gårsdagens skrivning, inden jeg går videre. Men – sådan fungerer det altså bedst for mig.

Jeg var træt og glædede mig til at komme hjem efter fem døgn. Mest pga. den form for rastløshed om aftenen, når der ikke var andet at lave end at se lidt tv på den bærbare. Forstanderen og den lærer eller to, som sad på skolen og arbejdede i løbet af dagen, gik ved 15-16-tiden. Så jeg var virkelig alene – og oplevede en slags ensomhedsfølelse, som jeg ellers ikke kender. Eller snarere en forladthedsfølelse. Altså jeg talte jo heller ikke med de andre om dagen. De respekterede min arbejdsro, jeg deres. Men der var ”nogen”. Andres tilstedeværelse, selv uden interaktion, betyder noget. Selv når jeg rejser langt alene, oplever jeg ikke ensomhed eller forladthed. For jeg ser mennesker omkring mig. Kan række ud efter dem.

Men det var i bund og grund godt at opleve. Den hjalp mig bl.a. til at indse, at så meget eneboer er jeg alligevel ikke. Og at forstyrrelser også kan være gode. Jeg behøver jo ikke reagere på dem midt i en arbejdsproces. Ikke bruge dem til overspringshandlinger. Det kan jeg i hvert fald tage med mig hjem. Plus en idé om, at det vil være godt at bruge bibliotekets læsesal, når jeg vil fordybe mig. Altså gå ud og arbejde, så jeg ikke forfalder til at gøre alt det, der skal vaskes, laves, ordnes.

Det var simpelthen guld værd at tage på det ophold.

 

 

Livø

En rejse alene til Livø?

Godt nok kun en dagstur. Men alligevel – en rejse alene.

En dag sad jeg med to veninder – og den ene fortalte om en dejlig tur til Livø. Jeg blev så inspireret. Tænkte: “Hvorfor pokker er det 17-18 år siden, jeg har været derovre? Rønbjerg Havn, hvorfra man kan tage færgen til Livø, ligger jo kun 45 km fra Nibe. Færgeturen tager 20 minutter.” Engang elskede jeg at komme der. I min datters barndom tog vi tit derover, Sara, hendes far og mig. Oftest sammen med venner og andre børn. Og nu var der gået så lang tid siden sidst

Øen stod pludselig klar for mit indre blik: Den variede natur, der er så enestående. Indenfor den lille ø’s grænser, rummer den simpelthen hele den danske natur. Ege-, bøge- og granskove. Hedearealer. Moser. Strande. Biler ingen adgang, så ingen forurening. Ingen beboelse udover nær den lille havn. Resten af øen er øde stilhed.

Jamen der ville jeg over. Og det skulle være på min fødselsdag. En fødselsdagsgave til mig selv.

Som tænkt, så besluttet.

Der drog jeg af sted en tidlig morgen. En af de gode sommerdage med sol og en svag vind. Bussen til Rønbjerg (har jeg fortalt, at jeg lever uden bil – for at ha’ bedre råd til rejser og alt det andet). En times ventetid på havnen inden færgen sejlede. En kort tur på Limfjorden, men alligevel tid til duften af salt, sollysets flimrende mosaik på vandet, tid til at nyde at være på vej til en ø.

“Byen” er hurtigt overstået. Den består af de gamle institutionsbygninger fra dengang “Åndssvageforsorgen”, som det hed, havde en stor institution herovre. Dengang “de” skulle gemmes væk. Ikke en rar tanke. Men bygningerne består, de fleste af dem velbevarede, og rummer købmand, kro, vandrehjemsagtige overnatningsmuligheder, enkelte lejligheder. Et landbrug med kvægavl og afgrødedyrkning. De menesker, der bor her fast, er dem, der arbejder på gården eller med kro og overnatning og naturcampingpladsen. Alt er stille, for det er en hverdag lige inden skolernes sommerferie. Der var vel kun 10 andre turister med mig på færgen, og tilsyneladende er her kun få mennesker, som har overnattet.

Så øen var næsten min alene. Jeg fik dagen lige præcis, som jeg ville ha’ den. Meditativ vandring i stilhed kun afbrudt af mangfoldig fuglesang, biernes summen, en let brise. Taknemmelig over livet, mens jeg gik rundt på de fleste af de mærkede stier, krydsede af og til ind gennem skov og krat, tilbage igen, hvis det spor, jeg havde begivet mig ud på, pludselig stoppede. Engang imellem blev minderne om Sara (min datter) vakt til live. Egeskoven, der mindede mig om, engang vi i 5. klasses forældreråd havde planlagt en skattejagt for børnene der. Fjerne børnestemmer i mit øre. Børnenes ivrighed i små grupper på jagt efter skatten.

Gennem ege-, bøge- og granskov, over hederne, langs strandene, blev jeg langsomt 72, vænnede mig til den tanke (allerede 72 – jeg er jo lige blevet 70).

En ikke særlig kopiøs frokost. Havde ikke villet bære på mere end sammenklappet rugbrød med ost, gulerodsstave, æblebåde og vand. Men – kroen var åben på min tilbagetur, og det var vidunderligt at spise lun kage, mens jeg drak kaffe i solen og gradvis indstillede mig på andre, lidt larmende mennesker, der nød kroen på deres måde.

Livø! Kan varmt anbefales.

 

Cambodia

I morgenens stilhed og mørke, som jeg elsker at være omgivet af, kun med stearinlysets skær, indtil dagen gradvist bryder frem, kom jeg til at tænke på tropemørket, som jeg oplevede i Cambodia. Og det gik op for mig, at jeg aldrig har skrevet om dette – eller rejsen til Cambodia – undtagen at jeg kørte i bus tilbage til Thailand. Det vil jeg rette op på og er i gang med at skrive et indlæg, som bl.a. skal indeholde Ankor Wat og et ophold i et fantastisk lille retreat center Angkor Zen Garden…

Min første rejse til Thailand var i begyndelsen af 2014. Min bror skulle derover og besøge en ven, som bor der med sin thailandske kone. Min bror ville gerne ha’ mig med, så det blev til, at vi kunne foretage flyrejsen sammen og tilbringe et par dage i Bangkok, inden vi tog videre, hver vores vej. Han sydpå i Thailand, jeg østpå til Cambodia. For målet for den rejse, jeg ville på, var Angkor Wat, som jeg længe havde drømt om at se. Derfor havde jeg bestilt flybillet fra Bangkok til Siem Riep – ikke retur, for jeg vidste ikke, hvor længe, jeg ville være i Cambodia. Jeg havde surfet lidt på nettet for at finde yoga eller meditations retreat centre og opdagede tilfældigt https://www.angkorzen.com/

Ankomst til Siem Riep lufthavn en sen aften, hvor jeg følte mig vældig underholdt af alle de lufthavnsansatte (9 eller 10), som på en lang række efter tur behandlede visumansøgningerne, en læste grundigt, sendte videre til den næste, som også læste grundigt. Næste igen, tror jeg, overførte oplysninger til visaet, som blev klæbet ind i passet. Videre til den næste, som satte et første stempel. Videre igen til underskrift, ekstra kontrol, ekstra stempel. Jeg ville tage et foto, opstemt over, at her var arbejde til så mange mennesker. Men blev beordret til at fjerne kameraet.

Ud i mørket. Fra Ankor Zen havde man lovet at sende én ud for at hente mig, og der stod han, en ung mand med mit navn på et skilt, ved siden af sin tuk-tuk. Langsomt ind mod Siem Riep, hvor der tydeligvis var mange turister, videre ud ad en mørk, gruset landevej. Jeg at trak mit sjal godt hen over den nederste del af ansigtet, sådan som jeg havde lært i Nepal, for at skåne luftvejene mod alt støvet, der hvirvlede op.

Endelig ankommet til Angkor Zen, blev jeg modtaget af Resa. Stedet var på det tidspunkt ejet af et fransk-cambodiansk par, Bruno og Resa, som havde bygget det hele op fra bunden.

Jeg fik anvist min hytte af Resa. Rummelig, bygget i bambus og træ. Et stort rum med to brede senge, myggenet, hylder, et lille bord og en stol. Alt, hvad der var brug for. Da Resa med lygten viste mig rundt til fælles toiletter og baderum, kunne jeg se omridsene af de andre hytter i en cirkel omkring en åben plads.

 

Da hun gik, slukkede jeg lyset i hytten, inden jeg åbnede døren for at gå ud igen (for at undgå at myggene skulle komme ind i massevis) – og derude, da jeg stod på terrassen, var alt kulsort. Ikke bare en talemåde. Virkelig kulsort, som jeg aldrig har oplevet det før, ikke engang i Sahara, hvor jeg syntes, at Mælkevejen næsten oplyste rummet omkring mig.

Og så kom lydene. Alle lydene fra tropenatten. Gekkoer, som jeg genkendte. Mens alle de andre dyrelyde var fremmede. Det var overvældende. Og en sand lykkefølelse ramte mig, mens jeg stod der i mørket og ikke kunne se en hånd frem for mig, men i en verden af lyde, som var totalt fremmede. Kiggede op mod stjernerne. De var der. I hundredetusindvis. Men ufatteligt langt oppe.

Næste morgen startede jeg dagen med fælles morgenmeditationen fra kl. 6 til 7. Bruno indledte med lidt fælles tai chi øvelser, og det var så meningen, at hver især lavede deres egen meditative praksis i stilhed, mens det gradvist blev lyst, og morgenens kølighed veg for varmen. Morgenmad fra ved halvottetiden. Fra 9 til 10 yogaundervisning af en indisk lærer, derefter en times åndedrætsmeditation, også med ham. Frokost, som man kunne betale sig til (morgenmad, aftensmad, al undervisning og hytten var inkl. i prisen, som på det tidspunkt var ca. 300 kr. i døgnet). Om eftermiddagen en times tai chi for dem, der ville (jeg ville ikke). Aftensmad og afslutning på dagen med aftenmeditation.

No automatic alt text available.

Meditations- og yogarum

Jeg gled hurtigt ind i dagsrytmen. Nød stedet. Den store have med junglevegetation, de fælles mødesteder, som var medtationsrummet og huset, hvor vi alle spiste omkring et stort bord, den dejlige vegetarmad tilberedt af en indisk kok. På et tidspunkt var alle 8-9 hytter beboet, så snakken var livlig mellem nationaliteter og aldersgrupper. Det var nemt at benytte baderum og toiletter. Jeg tror, der var fem af hver slags. Selv om natten, hvor jeg altid skal op for at tisse, var det nemt at gå derover med en lille lommelygte.

Jeg kunne også læne mig tilbaget til det stille liv på min hyttes terrasse med skrivning og læsning eller små gåture til den nærliggende landsby og over markerne. Selv larmen sen aften og nat nød jeg, når de omkringboende bønder var færdige med dagens rishøst. Så blev der nemlig drukket og festet til cambodiansk popmusik, og hvis jeg ikke kunne falde i søvn, stak jeg ørepropper i ørerne. Det eneste, der ærgrede mig var, at larmen overdøvede nattens tropelyde.

           

 

 

 

 

 

Jeg havde forudbestil 5 døgn, men blev der i 10. Havde ikke lyst til at bevæge mig rundt. Tidligere, når jeg kom til et nyt land, ville jeg se så meget som muligt. Men med alderen har det mere og mere drejet sig om at være. Være, der hvor jeg er. Fordybe mig lige der.

 

 

Et par gange bestilte jeg cambodiansk massage., der kostede ca. 60 kr. Meget ligesom thailandsk. Massage af alle muskler – udenpå let tøj eller en sarong. En nabokvinde stod for dette. Kom til hytten, så jeg lå i min egen seng og kunne blive og slappe fuldkommen af bagefter.

Siem Riep, en storby på næsten 140.000 indbyggere, tiltrak mig ikke specielt. For megen larm, for mange turister, for mange fester. Kun markedshallerne lokkede mig derind. Og posthuset. For min ex-svigermor og min moster, de eneste uden mail, skulle ha’ postkort.

Men Angkor Wat. Det var jo det, jeg var kommet for.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev grinet lidt ad, da jeg sagde, jeg havde tænkt mig at tage en taxa derud – og så gå rundt og kigge. Jeg blev nødt til at tage en rundtur. Booke en tuk-tuk en halv eller hel dag, sagde Bruno, for området er enormt stort.

Og det gjorde jeg så. Bookede samme tuk-tuk, som hentede mig i lufthavnen. To gange 6-7 timer kom jeg til at tilbringe derude. Og det var godt at splitte besøget op. Se, opleve, fordøje et par dage, komme igen

(fortsættes i næste indlæg)

Paris

Hjemme igen siden onsdag aften i sidste uge. Som altid er jeg meget langsom efter hjemkomst og langsom til at pakke inden. Okay, jeg fik pakket ud og lagt væk og til vask efter tre dage – fordi jeg fik gæster. Og mellem pakning og udpakning har der været 5 dejlige dage i Paris. To en halv dag hos min papsøn, hans kone og to børn i én af Paris smukke forstæder, Croissy. Det regnede voldsomt, så vi holdt os mest inde. Og det var dejligt bare at dykke ned i deres liv, for en stund være en del af det, uden at skulle alt muligt. Have lidt mere tid sammen med dem, end andre gange de sidste år, hvor jeg næsten kun har været på gennemrejse, inden jeg skulle videre til Bretagne. Eller når de er i Danmark og skal rundt til familie og venner i løbet af en ferie. Masser af samtaler. Se børnene lege. Huske, hvor meget min datter havde glædet sig til at blive faster, da de ventede den store dreng for otte år siden. Men som hun ikke nåede at se, fordi hun blev dræbt i trafikulykken to uger inden vores planlagte rejse ned til den nyfødte. Men hun er med – på en måde – i samtalerne med hendes storebror.

Blot et par gåture ud under regnen, til ét marked lørdag, et andet søndag. Forstaden, de bor i, ligger klos op ad en anden forstad, Chatou. To små forstæder, der ligger så tæt, at de tilsammen er Chatou-Croissy, men alligevel med adskilte markeder. To om ugen i den ene by, to i den anden. De kan det der med markeder i Frankrig. Og gennem regnen øjnede jeg alle de smukke, gamle huse omgivet af store haver, masser af træer og grønt. Søndag eftermiddag en tur ind til Paris til en to års fødselsdag i min papsvigerdatters familie, hvor ortodokse og sekulære jøder mødes. I en stor lejlighed i Haussmann-kvarteret, en lejlighed med lange korridorer, der fortaber sig  ind i ejendommens midte – som et sandt paradis for de legende børn.

Derefter to hele dage i Paris, hvor jeg havde lejet et hotelværelse. Det er meget længe siden, jeg bare har haft tid til at drive rundt i byen og være turist med de andre turister. Flokkes med dem ved Sacre Coeur, Montmartre, Notre Dame, Latinerkvarteret. Besøge et par gode udstillinger. Sætte mig og spise ved vinduet i en restaurant, eller ude på den overdækkede terrasse, glo på de forbipasserende, drikke kaffe et andet sted, spise kage, glo igen.

Ved Sacre Coeur og Montmartre var min datter igen med. Metrostationen i nærheden gav næsten genlyd af hendes stemme. For sidst, jeg besøgte det område, var med hende for 15 år siden. Vi kiggede på brudekjoler i det arabiske kvarter nær Montmartre. Hun elskede stadig masser af glimmer på det tidspunkt i sit 16-årige liv – og jeg lovede hende, at hvis hun engang skulle giftes, ville jeg tage hende med derned for at købe brudekjole.

Samme aften gik jeg hen på et buddhistcenter i nærheden af mit hotel for at meditere. Da jeg havde lagt et foto på facebook fra markedet i Chatou, blev jeg kontaktet af min eks-svigerinde, som spurgte, om vi skulle mødes til en kop kaffe. Hun, hendes mand, søn, svigerdatter og barnebarn var altså også i Paris. Ingen af os havde talt om den forestående tur, da vi mødtes nogle uger inden. Og så mødtes vi, næsten tilfældigt i Paris med et øjebliks oplevelse af, at verden er lille.

Jamen – de fem dage føltes som 10 på den gode måde. Tiden, der for nogle dage, foldede sig langsomt, meget langsomt ud.

Farvel til Nepal

En noget tvetydig overskrift. Farvel til Nepal – for denne gang. Eller for altid?  Se mine refleksioner om pludselig at være for gammel til lange rejser, bl.a. dette indlæg .

Mens jeg skriver dette, ser jeg næsten en symbolsk afslutning i, at jeg ender på hotel Vajra, hvor min første Nepalrejse startede i 2010.

Efter at have sovet godt, og efter en god morgenmad, går jeg på indkøb – for at købe småting med hjem. Jeg ved, at kurset på Benchen har været i fuld gang i nogle dage, men det giver ikke så megen mening at tilbringe hele dagen der, eftersom det jo er den eneste dag, jeg kan deltage. Så hellere bare nogle timer i eftermiddag og i stedet bl.a. tjekke de forskellige former for varetransport.

IMG_20180320_164927

Men jeg når allerede hen til klostret til middagspausen og er igen imponeret over den logistik, som er med til at gøre sådan et kæmpearrangement muligt. Der står allerede lange køer ved madbordene.

IMG_20180321_110759_resized_20180517_054433656IMG_20180321_110810_resized_20180517_054434364

 

 

 

 

 

I køen møder jeg danskere, som jeg kender fra, da jeg var på et tre-ugers kursus her for fem år siden. Som det kan ses, er det et kursus, der primært henvender sig til lokale tibetanere og nepalesere – og undervisningen foregår på tibetansk.  Ud af de mange hundrede deltagere er der måske 100 udlændinge, så der er sørget for, at man med sin smartphone kan lytte til den simultane oversættelse til engelsk på en fm-kanal.

Mens det stadig er frokosttomt, ser jeg, hvor velindrettet det nyrejste telt er:

IMG_20180321_111233_resized_20180517_053323331

Og nyder stemningen i frokostpausen (bemærk munken fra Bhutan, hvor munkebeklædningen er knækort, ligesom den traditionelle mandedragt).

IMG_20180321_113335_resized_20180517_053416598

 

IMG_20180321_201943_resized_20180517_053415429

 

 

 

 

 

Jeg kan hverken finde Karen eller en anden dansk veninde, som er kommet hertil, da kurset startede. Men vi har en aftale om at mødes i gæstehuset kl. 17. Da pausen er slut sætter jeg mig uden for teltet sammen med alle de andre, som der ikke er plads til. Klostrets øverste lama, Sangye Nyenpa Rinpoche, er underviseren, og jeg lytter nærmest mere til hans melodiøse stemme på tibetansk over højttaleren, end til den engelske oversættelse i radioen på min telefon. Den tropiske varme – der må være 30 grader, mindst – hensætter mig til en meditativ (eller halvt sovende) tilstand. Med stemmen i baggrunden.

IMG_20180321_202807_resized_20180517_053415790

 

IMG_20180321_123749_resized_20180517_053416110

 

Tid til kaffe, venindesnak, deroppe i gæstehusets have, se den nyåbnede café (hvor de spiller pomusik!), sige farvel til Döndrop, manageren, som kommer og giver et knus, hvilket absolut ikke er skikken her, så det rører mig dybt. Ned på den lille, ydmyge restaurant med den gode mad ved klosterindgangen sammen med min veninde fra Danmark. Hende har jeg kendt siden den tidlige ungdom i Aalborg, også boet sammen med hende en kort periode på Christiania, og vi ses stadig regelmæssigt. I København, i Jylland, på venindeture til Sverige. Og nu sidder vi altså pludselig sammen i Kathmandu!

Jeg er besluttet på at gå ned til mit hotel i mørket, nyde sommeraftenen, det vil kun tage 20 – 30 minutter, men efter at ha’ haft svært ved at balancere på vejsiden i bælragende mørke for at undgå at sidde fast i våd, nylagt asfalt (en mand kom og lyste for mig med en lygte, glemte, at jeg jo selv har én i telefonen) valgte jeg alligevel at hoppe ind i en taxa, da jeg kom til en plads uden våd asfalt. Hjem og sove. Jeg skal tidligt op og pakke.

Og, ja, hjemturen har jeg beskrevet andetsteds

Neydo Kloster/ hotel. Nær Pharping

Efter to uger i Kathmandu er dette min nye udsigt fra min seng. Neydo Klostret nær Pharping, hvor jeg bliver boende i fem dage. Klostret har lavet, ikke bare et gæstehus, men et hotel i luksusklassen. 75 dollars pr. nat. Dyrt efter nepalesiske forhold. Mere end dobbelt så dyrt som det 3-stjernede og rigtig gode Hotel Vajra inde i Kathmandu. Og 10 gange så dyrt for værelse og morgenmad, som det gæstehus jeg lige kommer fra.

Jeg er lidt flov over at betale så meget i et fattigt land. Som om jeg er et rigt svin, der smider om mig med pengene. Som om en imperialistisk arv tynger mig.

Aldrig har jeg vist betalt så meget for et værelse så mange nætter i træk.

Når det er sagt, så kan jeg godt mærke, at det er skønt med lidt luksus. Det hjælper faktisk allerede på min tilstand.004

006

007

010Altså et meget stort værelse og et stort badeværelse. Og aldrig har jeg set så ren en wc kumme i Nepal:

008

Pænt er det – hele vejen igennem. Også fællesarealerne, som f.eks. den lækre stue og nogle gode terrasser, både i haveplan og på 1. sal.

013

034

038


Der er lagt op til fælles spisning med et stort fællesbord og et par mindre. De to første dage er de fleste andre gæster delt op i grupper. En gruppe unge amerikanske kvinder, som er her på yogaretreat – og som sidder sammen ved den ene ende af det store bord. To mindre grupper, som er på rundrejse med guider – og de optager de to mindre borde.

Ved den anden ende af det store bord sidder to kvinder. Så hvad gør jeg? Jeg sætter mig mellem gruppen af de unge amerikanere, som er fuldt optaget af at tale om deres kursus, og de to kvinder. Kan ikke undgå at høre, at de taler fransk, så jeg hilser på dem på fransk, hvilket får dem til at tale lavere.

Okay, tænker jeg. Her kan jeg lave min egen silent retreat, hvis der ikke er plads til mig i nogen gruppe. Uden beklagelse. Om morgenen kan jeg sætte mig ud i haven og spise morgenmad i solen.

(Se desuden dette indlæg om at spise alene blandt andre. Noget, man ikke kan undgå, når man rejser alene. http://rejsalene.dk/?p=149

Så det første par dage bliver som en stille retræte – tid til læsning, tid til mere meditation, tid til små ture på klosterområdet. Og en lidt udfordende tur til Pharping.

Og jeg accepterer og værdsætter lidt efter lidt denne nye luksus – og at dette så er en anden måde at organisere ophold for rejsende på klostre. Ved at satse på en anden slags rejsende, der vil betale mere, tjener de flere penge til undervisningen af munkene, til vedligeholdelse af klostre, til godgørende arbejde.

Fra min altan

Livet her – og tanker om min tilgang til buddhismen

Jeg sidder på min altan. Tilstrækkeligt højt oppe, til at jeg ikke er generet af støv og bilos her.

Tidlig morgen og om aftenen er her stille. Skal anstrenge mig for at høre trafikken. Men – når jeg tænker efter – så er den nepalesiske nat aldrig helt stille. Overalt, i byen som på landet, er der ofte et kor af gøende hunde. Når én sætter i, spreder det sig til hundene i området. Men det generer mig aldrig. Om natten er der også aber, som løber rundt på klosterområdet, og de kan hoppe, springe og larme på de bliktage, der er. Men heller ikke disse lyde forstyrrer. De er en del af natten her.

Nu – midt på formiddagen – er der lyde fra håndværkerne, som saver og hamrer, travlt beskæftigede med at gøre gæstehusets nye café klar til det store rykind om en uges tid, når klostret tilbyder det årlige forårskursus.

Caféen bliver virkelig en perle med panoramaudsigt over det sydlige Kathmandu – og en gevinst for klostret, hvis man vil tiltrække flere til at benytte caféen. Jeg har lagt mærke til, at flere kommer udefra (burde vel sige nedefra) for at drikke kaffe, spise her. F.eks. møder jeg hver morgen to ældre spanske par, som forcerer alle trapperne for at nyde morgenmaden her.

Og, som sagt, trapper er der ca. 100 af. Her er nogle af de øverste – og nederste:

IMG_20180308_082310_resized_20180308_121202569

IMG_20180308_082210_resized_20180308_045723481

Kurset, som starter om en uge, skal jeg ikke deltage i. Jeg var for sent ude med at booke værelse, så jeg har det kun til den 15. Jeg kunne sådan set bare flytte ud og komme dagligt fra 8-16, som jeg gjorde for 5 år siden, da jeg også var for sent ude med at booke. Da boede jeg dels på hotel, dels airbnb, indtil jeg fik en lejlighed på klosterområdet.

Men det er noget andet, der afholder mig fra at deltage. Den undervisning, som skal foregå, er langt over mit niveau i buddhismen, og jeg er slet ikke parat til at engagere mig i det videre, personlige arbejde, som faktisk er en forudsætning for at deltage.

Min tilgang til buddhismen har altid været mere pragmatisk. Selv om jeg har deltaget i mange kurser, er det den helt basale viden, som jeg har taget til mig, og det er meditation, den helt elementære, der har været og er min daglige praksis.

Selv om jeg havde været interesseret i og bevæget mig omkring buddhismen i måske 30 år, var det først for otte år siden, jeg begyndte at søge længere ind. Jeg havde, som så mange andre, deltaget i mindfulness- og meditationskurser, og tænkte vel, at det ville være godt at opsøge den rene vare. Så under mit første ophold i Nepal havde jeg tilmeldt mig et 10 døgns kursus på Kopan Klostret (se dette indlæg om indhold i rejser alene – eller indlæg om “Nepal 2010”).

Siden har jeg været på andre uge-eller 10 døgns kurser i Nepal, en 10-døgns Vipassana-retreat i Thailand (ren åndedrætsmeditation og stilhed alle 10 dage), et ophold nogle dage på et lille retreatcenter syd for Pattaya. I Thailand var det dejligt at se, hvordan Thailænderne brugte disse retreatcentre “til at finde ro igen, når der var brug for det”. Og på alle disse kurser har det været meditationsdelen, som jeg har fået mest ud af. Den buddhistiske filosofi, på et overordnet plan, har også hjulpet mig.

Men selv om jeg også har været på kurser, hvor man begynder at bevæge sig ned i de mere esoteriske tekster, så er der en del af mig, der ikke helt har villet. Eller også er jeg bare intellektuelt doven på det område. Det ER svære tekster – og jeg synes ikke, at jeg har energi til at lære, læse i dybden. Glemmer meget igen. Det er ikke det samme som ikke at få noget ud af kurser/ belæringer, for pludselig er der sætninger, som går lige ind, falder på plads i min egen spirituelle opfattelse af livet. Energien og kraften, som jeg kan mærke.

I lang tid vægrede jeg mig også ved at tage tilflugt – et buddhistisk ritual, hvor man med en lærers hjælp “hengiver” sig til det, som han eller hun står for, den viden, som er transmitteret i den pågældende retning. Jeg var jo – erkendte jeg – ikke “rigtig buddhist”, men også så meget andet. Men ved lærerens hjælp erkendte jeg også, at jeg derigennem åbnede mig for egne muligheder, at blive et ordentligt menneske, der, hvor jeg var, om det var som kristen eller buddhist eller andet.

Hvis jeg sammenligner mig selv med mange af de vesterlændinge, som jeg møder herovre, kan jeg føle mig som en ren analfabet, når jeg hører dem citere navne på den ene store mester efter den anden og det specifikke ved den enkelte. Der er dem, der ved lige nøjagtigt, hvornår og med hvem den tibetanske buddhisme delte sig i flere retninger, hele rækkefølgen af mestre i en bestemt linje. Jamen, altså, det ved jeg ikke. Har aldrig brugt den fornødne tid og energi til at sætte mig ind i det. Er jeg for doven? For dum? Og har jeg så lov til at være her?

Men HER får jeg stoppet mig selv. Husker og værdsætter, at det er godt nok at bruge min lille viden til det for mig væsentlige: Fokus, opmærksomhed, væren i nuet. Stoppe det urolige sind, når det er nødvendigt. Være ordentlig i mit liv. Og – så vigtigt – at have lært at flytte fokus fra det, jeg ikke har til taknemmelighed over det, jeg har. (For at anskueliggøre dette sidste var det efter min datters død et vigtigt skift, da jeg fandt ud af, at jeg kunne flytte fokus, når sorgen blev uudholdelig med en tendens til at ynke mig selv, over til taknemmelighed over at have haft min datter i livet i næsten 24 år).

Som foreløbig konklusion flytter jeg, når jeg ikke længere har mit værelse her. Til Pharping syd for Kathmandu. Og så har jeg fundet et hotel ikke langt herfra de sidste tre nætter – og vil deltage i undervisningen, nede bagi, og suge det til mig, som jeg nu kan.

 

 

 

 

 

 

Nepal 2010, fortsat…

(Indlæg starter HER )

“Kathmandu er en sansemæssig oplevelse, som jeg ikke har oplevet andre steder. Jeg er fuldkommen fascineret af dens larm, trafik, affald, lugt, farver, mennesker. Jeg er næsten lige kommet, og jeg synes jeg har været her længe. Ind imellem som et dyk ned i fjerne tider. Et glimt af middelalderen. Kunne jeg forestille mig. Byen har overvældet mig. Jeg har ikke lyst til at rejse videre. Komme på trekking? Er trekking lige mig? Gåture, jo. Men trekking? Det var noget, jeg troede, jeg skulle. For det er da det, man tager til Nepal for.”

“Mødtes med Karen fra mit gamle kollektiv. 80’ernes Christiania. Nu sidder vi her – på et hotel i Kathmandu – og spiser frokost og snakker, som om vi så hinanden i går. Men det var sidste år. Eller året før. Bagefter viser hun mig rundt i “sit” Kathmandu, hvor hun er kommet næsten hvert år siden -81. Vi ender på det kloster, hvor hun bor, hvor hun altid bor, når hun er her. På klostrets “Guest House”. Da vi bevæger os ind på gårdspladsen omgivet af klosterbygningerne, mærker jeg en ro og som en hvisken af “velkommen hjem”. Gæstehuset ligger øverst oppe med udsigt over Kathmandu. Altaner. Lille have. Her vil jeg bo. Jeg kan næsten ikke tro, at det er muligt at finde så dejligt et sted.”

“Gåtur hjem i skumringen. Glad og mæt på oplevelser.”

“Glider ind i rytmen her. Nu, hvor trekking er droppet, skal jeg ikke skynde mig videre. Jeg har slået mig ned i mit midlertidige liv på klostret. Næste weekend har jeg bestilt to overnatninger på et hotel oppe i bjergene ved Nagarkot. Der er 2½ uge til det 10 døgns kursus, jeg har meldt mig til på Kopan Klostret. Men lige nu bor jeg på Benchen Klostrets gæstehus. ”

“Som i Tyrkiet er mændene kun ude efter mine penge. De vil være guider eller sælge noget. Tiden med invitationer til andet og mere ligger i fortiden. Det gør det hele lidt nemmere. Eller lidt vemodigt? Måske hjalp det lidt, at der så var en ung kvinde, hvor jeg købte en trøje, som sagde: “Du er smuk.” Selv om hun tilføjede “Old, but very beautiful.” Eller hvad med den her? Var inde for at købe en tangka (buddhistisk maleri) til Sara, og sælgeren spurgte: “Hvor gammel er du?” Og jeg, der kækt svarede med et spørgsmå, som jeg nok ikke skulle ha’ gjort: “Ja, hvor gammel tror du?.” – “Fifty? (det begynder jo godt) – men han fortsætter straks: “Sixty? Seventy? More? I really don’t know.” Det kan lære mig, kan det”

“Drøner gennem byen i sand dødsforagt i helt igennem rustne minibusser. Minibusser er virkelig minibusser. Troede ikke, at hverken trafik eller køretøjer ku’ bli’ værre end i Kina. Men det er de her. Og jeg sidder der, som en stor, svedende europæer, enten klemt ind på forsædet mellem så nepalesere, eller bagi, hvor jeg med store europæiske fødder får trådt alle over tærene, inden jeg får mig klemt ned med den ene balle på30 cm plads. Man sku’ tro, der ikke var plads til flere, men vi kommer op på 15 passagerer i den lille bitte minibus, da de to – tre sidste nærmest ligger bukket hen over alle vi andre. Jeg får åndenød og galopperende hjerte, når at tænke: “Sådan starter et angstanfald vist.” Men når at tænke videre: “Det behøver jeg jo ikke at få.” Og så var det væk igen.”

“Namaste. Jeg hilser guden (det guddommelige) i dig. Smuk måde at hilse på. Og når nepaleserne spørger, hvad man synes om Nepal, spørger de: “How are you feeling about Nepal?”

“Bare være. Lytter til de små munkes undervisning i haven bagved. Lige før var det engelsk. Nu lyder det som matematik. Går somme tider til Mahakala Puja tidlig morgen. Bliver alligevel vækket af instrumenter og de reciterende stemmer. Eller går koraen, pilgrimsruten rundt om Swayambhu-højen sammen med alle de andre, der starter deres dag på denne måde, inden arbejde og andre gøremål. Glider ind i flowet af mennesker, gør som de andre, sætter små og store bedemøller i sving. Undervejs er der boder med salg af smørlamper, farvestrålende blomster til ofringer, unge drenge, der sælger fugle (ved at betale, lukker man dem ud, befrir dem for deres fangenskab). Overalt aber (også hjemme i gæstehuset: “Don’t leave your room windows open” – aberne kan gøre stor skade). Forbi ligbrændingspladsen, hvor ligene venter på at blive brændt, eller gløderne fra aftenens og nattens bål. Jeg har fundet freden i udkanten af en millionby, i stedet for der, hvor jeg troede, jeg skulle hen.”

“Naturen har kaldt. Lidt. To døgn. Fredfyldt sted i de lave bjerge (op til 2000 m, og som bliver kaldt bakker) uden for Nagarkot. Om morgenen, lige når solen står op, skulle man kunne se de højeste bjerge. To morgener i træk stirrede jeg mod Everest. Troede jeg så en tydelig trekant. Selv om der var for diset til at se noget som helst. Gik 10 km ad stier og småveje mod udkanten af Kathmandu. Sammen med en amerikansk kvinde, som bor i Laos, enke efter laotisk mand. Så fik jeg også lavet – en slags – trekking. Ned ad bjerget.”

De sidste 11 døgn i Nepal, tog jeg til Kopan Klostret lige nord for Kathmandu for at deltage i et 10 døgns kursus som introduktion til buddhismen. Fantastisk godt tilrettelagt. Vekslende mellem meditationer, indføring i den buddhistiske filosofi, velstyrede diskussioner. Fra om aftenen efter den sidste undervisningstime indtil næste dag kl. 14, når diskussionstimen startede, var der stilhed. De sidste to døgn i fuldkommen stilhed. Den stilhed. Jeg nød den. Kunne næsten ikke have, når den blev brudt og alle mødtes til te/ kaffe efter diskussionstimen. Stemmerne, der steg og steg i styrke.

Disse kurser på Kopan er virkelig anbefalelsesværdige. På de 10 døgn kurset varede, lærte jeg mere om meditation, livets forgængelighed, altings evige skiften, accepten af døden end jeg nogen sinde før havde gjort. Jeg vil faktisk sige, at de 10 døgn var mere befordrende for mig end års terapi (siger jeg – psykoterapeut). Og en forberedelse til at klare den rejse gennem sorg og savn, som startede tre måneder senere. (Jeg har skrevet en bog om det at miste min datter – og en blog eftersara.dk )

Du kan se fotos fra Kopan Klostret samt noget om, hvordan man tilmelder sig HER

På rejsen hjem til Danmark lagde askeskyen sig over Europa, mens jeg sad i transit i Istanbul Lufthavn. Det betød 6 dages ophold i Istanbul. Ikke det værste sted at sidde fast.

Og snart er jeg igen i Nepal

 

Nepal igen?

Jeg har siden september overvejet at rejse til Nepal igen. Egentlig tog jeg – sådan en slags halv beslutning – om ikke at rejse så langt væk længere. I erkendelsen efter rejsen til Bosnien: At der indenfor få timers flyrejse findes steder, som er nemmere at besøge. Og i erkendelsen af, at jo ældre jeg bliver, jo mere træt er jeg efter lange flyrejser. Synes f.eks., at jeg, når jeg kommer hjem efter sådan en lang flytur, bruger for lang tid til at hvile ud , selv om opholdet har været afslappende.

Men lysten til Nepal dukkede op under et besøg på Christiania for et par måneder siden hos én af mine gamle medkollektivister. Det var hende, der for syv år siden fik mig til at opdage det kloster, som jeg næsten betragter som mit hjem i Nepal. Hun har selv været i Nepal næsten hvert år siden starten af 80’erne.

Siden har lysten til endnu en rejse til Nepal bundfældet sig, lidt efter lidt. Som om jeg MÅ tage derover endnu en gang. Næsten at jeg BØR tage derover.

Den første rejse til Nepal for syv år siden gav mig rigtig meget. Jeg vil næsten påstå, at det, jeg lærte der – om meditation, om væren i nu’et, om accepten af altings evige forandring – gav mig mere end alt det, jeg tidligere havde lært om disse emner. Et møde med en gammel tibetansk munk/lærer var en hjerteåbner på en anderledes måde, end jeg tidligere havde oplevet. Og alt det var en kæmpestor hjælp for mig, da jeg få måneder senere stod midt i mit livs sorg, midt i det største følelsesmæssige kaos, jeg nogensinde havde og har oplevet – da min datter døde pludseligt, efter en trafikulykke.

Jo mere rejsen måske bliver til virkelighed, jo mere oplever jeg den også som en slags pilgrimsrejse. En sidste gang til Nepal. Så ER det ikke nødvendigt med lange rejser længere.

Så hvorfor tøver jeg? Fordi et år er så kort. Og rejsebudgettet ikke er uudtømmeligt. Jeg vil til Bretagne igen, igen, ned til mit franske liv i en måned. Jeg har også overvejet Caminoen – og det skal vel være snart, hvis jeg vil gå den.

Hvis det bliver Nepal, bliver det hele marts måned.

Kina, den tibetanske provins Gansu

Nej, jeg er der ikke nu. Min Kina rejse var længe før denne blog, faktisk i 2006. Men som jeg har omtalt tidligere, var det min første “rigtige” rejse alene ud i verden som fuldvoksen, for ikke at sige gammel. Og da jeg ikke har været på en længere rejse i mere end et år (undtagen til Frankrig, som jeg ikke rigtigt tæller med pga. mit tætte forhold til landet) vil jeg fortælle lidt mere om rejsen til Kina.

Jeg oprettede faktisk en blog allerede dengang – men den eksisterede kun under den rejse, og mest for at fortælle venner og familie, hvad jeg lavede.

Som nævnt tidligere, var det min datters halve års ophold i Kina, der fik mig lokket derover. Selvfølgelig ville jeg besøge hende. Jeg organiserede det, så jeg kunne tage af sted i knap fire uger i maj måned, og da det var bedst for hende, at mødes med mig sidst på måneden, startede jeg min rejse med at tage til de vestlige tibetanske provinser alene. Jeg har beskrevet andetsteds, hvordan det var at ankomme og dagen efter stå på banegården uden at forstå de kinesiske skrifttegn på den store ankomst- og afrejsetavle. Her vil jeg lave et nedslag i min gamle blog, som vist hed sådan noget som “BEIJING OG VESTKINA UDEN SIKKERHEDSNET: kan man rejse alene som 58-årig?”

“Den 3-hjulede motorcykeltaxa kører mig gennem byen. Jeg kan ikke se ret meget. Sneen pisker mig i ansigtet, og jeg forsøger at holde på min bagage med iskolde fingre. På ladet sidder et ungt engelsk par sammen med mig. Vi er lige steget af bussen, som har kørt os fra storbyen Lanzhou i den kinesisk/tibetanske provins, Gansu, til Xiahe, som ligger i 3000 m højde på kanten af det tibetanske plateau. Det er læsning om autonome tibetanske områder i disse vestlige provinser, der har lokket mig her til, i stedet for til det officielle Tibet. Her er mindre militær og politi, nemmere at komme i kontakt med den tibetanske befolkning.

Under turen med minibussen hertil, skiftede ikke bare naturen karakter, fra lavland til højland, selve området blev synligt mere og mere tibetansk med stupaer og bedemøller spredt i bakkerne, mennesker klædt i farverige tibetanske dragter.

Negative0-21-22(1)

Negative0-15-15(1)

Negative0-04-02(1)

Negative0-02-00(1)

 

 

 

 

Få minutter efter ankomsten til Xiahe er jeg altså om bord på dette køretøj, på vej mod Tara’s Guest House, anbefalet af Lonely Planet, der allerede er blevet den rejseven, jeg kan have tillid til.

Jeg er snart 59. En operation og en skilsmisse for et par år siden fik mig til at tage nogle vigtige beslutninger om mit liv. Én af dem er at rejse.

Min 19-årige datter arbejder i en by nær Beijing i ½ år. Vi har aftalt at mødes sidst i maj, og inden da vil jeg bruge tiden til at se en flig af Tibet ved at besøge de tibetanske områder i provinserne Gansu og Quinghai.

Jeg har glædet mig, men også været lidt beklemt ved folks reaktioner: Hvordan tør du osv. Jeg sagde ikke til mange, at min egen indre uro kun gik på, at i Gansu provinsen, skal turister tegne ekstra forsikringer oveni billetten til busrejser. Fordi det er bjergrigt, dårlige veje, dårlige busser. At fortælle en veninde, hvor alle mine papirer lå – hvis jeg nu skulle falde med bussen ned i en slugt og blive glemt der – beroligede mig allerede lidt. Og i Air France’s fly mellem Paris og Beijing forsvandt uroen. Franskmænd har en anderledes tilgang til rejser. Når de omkringsiddende hørte, at jeg skulle rejse alene rundt, var deres kommentarer: Quelle aventure! (sikken et eventyr!)

Nu har jeg været i Kina i nogle dage.

Først Beijing. Og noget af et projekt at komme fra lufthavnen til vandrehjemmet, som min datter havde foreslået mig. Blev nærmest tilbageholdt af taxachauffører, der underbød hinanden med priser fra 250 yan til 200 yan. Men jeg havde gjort mit hjemmearbejde og læst alle steder, at prisen var 80, max 100 – men prøv at fortælle dem det. Så det blev bus. Da jeg steg ud ved Central Station, havnede jeg i en ny tumultagtig oplevelse. Nu var det mænd med cykeltaxier, som ville have mig med. Men også her var hjemmearbejdet i orden. Jeg vidste, at vandrehjemmet lå “lige om hjørnet”, men en særlig vedholdende chauffør fik mig sendt i den forkerte retning. Mindst to km sagde han. Så ku’ jeg lære, at jeg havde brug for kørsel. Jeg tjekkede kort en ekstra gang – og gik så i den rigtige retning. Fik et dobbeltværelse – uden vinduer. Men jeg skulle jo bare sove der. Til trods for jetlag ud og kigge på byen. MÅTTE se Den forbudte By, i hvert fald udefra. Og den Himmelske Freds Plads. Og alt muligt på vejen. “Jeg er i Kina,” tænkte jeg hele tiden. Mens jeg aldrig følte mig langt væk hjemmefra. Kun tryg. Masser af hjælpsomhed. Fantastisk fodmassage. Og så videre med tog.

Fra Beijing en 24 timers togrejse til Lanzhou i hard sleeper kupé, der giver nær kontakt med de kinesiske rejsende. En togrejse i Kina er en oplevelse. Selv de billigste sovepladser i “hardsleeper” klassen, byder på en rimelig komfort. Køjer, som i vores gamle 2. klasses liggevogne, broderede gardiner for vinduerne, broderede duge på bordene, kæmpe termokande, som altid kunne fyldes med kogende vand til te eller kaffe. fra den store kedel ude i mellemgangen mellem to vogne. Madsælgere, som kører deres små vogne med papkasser fyldt med mad gennem toget ved stationerne. Rimelige toilet- og vaskeforhold. De andre rejsende, der gavmildt tilbyder af deres medbragte mad.

De enkelte 6-personers kupéer er uden døre eller forhæng. Så det rygtes hurtigt, at der er en udlænding – en hvid, som de siger – med toget. Og det giver virkelig nærkontakt på en lang rejse. På min rejse var jeg helt sikkert den eneste udlænding, så fra morgenstunden på andendagen flokkedes kineserne omkring kupéen. Når nogle gik, kom andre til. En ung mand i min kupé, som talte godt engelsk, oversatte spørgsmål og svar, så her fik jeg allerede en god forsmag på kinesernes ikke tilbageholdte nysgerrighed omkring alder, indtægt, familieforhold.

Et døgns ophold i Lanzhou, en kinesisk by med et par millioner indbyggere ( en LILLE by belærte et ungt par mig om), beliggende ved Den Gule Flod, som her flyder 1600 moh . Det var her, jeg virkelig begyndte at sætte pris på Lonely Planet som rejseven. I løbet af få minutter havde den vist mig vej til det nærmeste hotel, og derefter direkte til området med gadekøkkener, næste dag til White Pagoda Temple, beliggende på en bakke i den nordlige del af byen, med flot udsigt – og tibetansk buddhistiske helligdomme. Jo, Lonely Planet kan. Også det med at skrive bynavne på kinesisk. Så da jeg skulle købe busbillet til Xiahe, var det bare at pege på navnet i guiden.

Og nu er jeg altså her, i Xiahe, min rejses første mål. Med en kuffert fuld af sommertøj. Jamen, hvad har jeg tænkt på. Godt nok er det maj, men byen ligger i næsten 3000 m højde. Og hvad med bjergvandringerne? Et af mine første projekter må være at gå ud og købe varmt tøj.”

Jeg fik købt det varme tøj. En uldjakke med tykt foer, et uldsjal, lange underbukser. Blev flere dage i Xiahe, hvor jeg opholdt mig en del i og omkring det store Labrang Kloster. Dvs. jeg gik hen og satte mig på den store plads mellem klosterbygningerne for at meditere i solen om formiddagen, snakke lidt med nogle af munkene, blive inviteret på smørte og lidt mad af pilgrimme, gå pilgrimsruten rundt om klosterarealet sammen med dem. En dag blev jeg også inviteret hjem af en gammel kvinde, da hun var færdig med sine bønner og glidefald. Gang på gang oplevelser, der gik lige i hjertet. En glæde ved, at vi befolker den samme verden på tværs af kulturer og levemåder. At vi gerne vil hinanden.

Negative0-11-09(1)

På hotellet mødte jeg en englænder på min egen alder, som havde rejst rundt i Asien i et år, og en ung koreansk kvinde, som lige havde afsluttet 6 måneders arbejde i Kina. Vi tre tog på ture sammen – bl.a. lidt bjergvandring, som var overraskende svær i den tynde luft. Jeg fik lidt begyndende højdesyge, men fik noget medicin, som den koreanske kvindes mor havde givet hende med.

Negative0-35-35A(1) Negative0-36-36A(1)

På en gå-tur blev vi inviteret ind til en tibetansk familie i et af de spredt beliggende huse. Vi forstod ikke hinanden, men kunne dele smil og mad og kropssprog.

Negative0-26-27(1)

En morgen, mens jeg drak kaffe, mødte jeg et dansk rejseselskab, som rejste rundt i området i 14 dage til en pris, der var langt over min formåen og med et dagsprogram, som gjorde mig træt bare ved at lytte til det. Lige der blev jeg rigtig glad for at planlægge det hele selv.

Da jeg tog bussen videre til Tongren fulgtes jeg med englænderen, og på ét af Tongrens klostre, mødte vi en munk, som var thangka-maler (thangkaer er buddhistiske billeder malet på stof)  og ansvarlig for alle thangka værkstederne i byen. Derfor besluttede jeg mig at blive der en dag ekstra, så jeg kunne tage med munken rundt og se de forskellige værksteder.

Negative0-32-30(1)

Negative0-36-34(1) Negative0-16-14(1)

Videre til  Xining i en anden tibetansk provins, Qinghai. Der mødte jeg igen englænderen, meldte mig til en dagsudflugt med kinesiske turister for at opleve en sø og lidt af snelandskabet, og fra Xining tog jeg toget, først tilbage til Lanzhou og derfra hele vejen til Beijing. Tilfreds og bekræftet i, at det stadig, ligesom i ungdommen, var nemt at komme i kontakt med mennesker på rejsen, både lokale og andre rejsende.

I Beijing ventede min datter mig på et vandrerhjem . Så vidunderligt at se hende igen. Hun var rejst midt i februar, og nu var det sidst i maj. Efter et par dages sightseeing i Beijing – og selvfølgelig ud til Den store Mur tog vi til Tianjin, hvor hun boede og arbejdede, og jeg fik rig mulighed de næste dage for at få et indblik i det liv, hun levede der.

Negative0-05-03(1)Negative0-34-32A(1)Negative0-03-01(1)

En vellykket første rejse ud i en del af verden, jeg ikke kendte.