Bretagne – igen

En uges tid efter sidste indlæg rejste jeg igen til Bretagne i en måned. Lidt, eller meget dårligt planlagt. Jeg havde jo ikke lejet ferielejligheden i Erquy i en hel måned i foråret, hvis jeg havde vidst, at jeg skulle flytte.

Men nu var den lejet – så pyt, det bliver nok godt alligevel, tænkte jeg, da jeg så vidste, at jeg skulle flytte.  Jeg havde dog overvurderet mine evner ud i flytningens kunst – dengang, inden jeg stod midt i den. Da april kom, ville jeg hellere blive hjemme i min nye bolig, se foråret komme her, få de sidste ting på plads – og jeg tog af sted i en indre modstand, der bare voksede. Og spurgte mig selv det første par dage. Hvad laver jeg her? Hvad fanden laver jeg her? En måned? Hvad har jeg gang i? Først farvel til Asienrejser – nu også til Frankrigsrejser?

Gider ikke flytte mere. Gider ikke rejse mere. Vil bare det stille liv.

Udsigten udskiftet. Min fjordudsigt ændret til udsigten over Erquy, havnen, klipperne, havet.

Velkendt, hjemlig, tryg. Jeg kan jo li’ at sidde her. På min altan. Hvor jeg har siddet så mange gange før.

Kunne jeg bare sidde her. De næste fire uger. Orker ikke at lave alle de aftaler. Jeg kommer jo lige fra masser af aftaler, der stod i kø efter to måneder, der næsten kun drejede sig om flytning.

Nu er jeg gammel. Træt. Asocial.

De første gange jeg går op ad de stejle gader, veje, stier, kan jeg næsten ikke få vejret. Især ikke med indkøbsposen eller rygsækken med dagligvarer. Sådan var det da ikke for syv år siden, da jeg lejede denne lejlighed for første gang? Eller for fem år siden? Hvornår begyndte det egentlig?

Men så – næste dag og næste igen – går det allerede bedre, og efter nogle dage er det igen nemt. Jeg skal bare vænne mig til det.

Tiden går, som derhjemme, med de små, daglige ting: Indkøb, madlavning. Hvor har jeg allerede haft mange på besøg – og besøgt mange. Er det ikke det, jeg vil? De små tings liv. Her ligner mit liv en almindelig dagligdag. Bortset fra vandringerne ude i den vilde natur.

Som dagene, ugerne går, føler jeg den velkendte glæde ved at være her. Det, der engang var mit liv, er det stadigt. Omgivelserne. Vennerne. Den gamle svigerfamilie. Føler mig elsket og værdsat. Jeg er heldig at have to lande, hvor jeg føler mig lige meget hjemme.

Og som tiden går, får jeg mere og mere at vide, at nu ser jeg bedre ud, godt ud, udhvilet ud. De siger ikke, at jeg lignede et udslidt hylster ved ankomsten. Fuldkommen energiforladt. De siger bare, at nu ser jeg bedre ud. Og jeg ved det, kan mærke det. Energien er kommet igen. Jeg kan se det, når jeg kigger mig i spejlet.

Jeg gør mig klar til hjemrejsen, løftet af det energiboom, som jeg skal huske, jeg altid får her. Så skal jeg bare gennem pakning af kuffert, som volder mere og mere besvær (selv om jeg altid gør, som jeg fortalte tidligere). Rengøring af lejlighed. To dage i storbyen Rennes. Flystrejke med lufthavnskaos. Og så hjemme igen. Parat til foråret her. Det, der allerede var blevet næsten sommer i Bretagne. Jeg føler mig som Den Lille Prins, der kunne opleve solnedgangen mange gange, bare ved at flytte sin stol lidt. Efter at ha’ flyttet mig lidt, starter foråret næsten forfra.

 

Rejsen til en ny bolig

Ja – at flytte blev i den grad vinterens rejse. På den hårde måde.

At flytte er som at dø – lidt. Alt andet går i stå. Alt er koncentreret om dette eneste: At flytte. Livet er derude, mens jeg er optaget af andre ting. Livet sker, uden at jeg rigtigt er der. Jeg er i det rum, der er fyldt med bekymringer, tanker, planer (hvordan indrette det nye sted, hvordan får jeg pakket, flyttet…) Jeg er i en slags Bardo med kalden, udfordringer, skræmmebilleder undervejs. Indtil livet genopstår det nye sted.

Jeg bildte mig ind, at jeg levede minimalt. Det gjorde jeg så ikke – kan jeg se allerede da jeg begynder at rydde op i kælderen, sortere til udsmidning og til at gemme. Jeg var ellers god til at smide ud. For hvert nye stykke tøj, røg et gammelt til genbrug. Regelmæssig udlugning i bøger og gamle papirer.

Men se nu her. Hele gulvet, der er fyldt. Jeg må væk fra kaos. Det, der fylder både indeni, udenom og snart i hele huset. Det gør mig fysisk dårlig. Kan kun klare det under en halv time ad gangen. Forstyrrer min nattesøvn. Jeg, der aldrig har haft søvnproblemer, ligegyldgt hvad, der skete i mit liv.

Og så – en indsigt. Jeg kender det kaos. Fra dengang Finn (min ex), Peter (min datters kæreste) og jeg tømte hendes kollegieværelse i København tre uger efter hendes død. Det mest forfærdelige. Værre end dødsdagen. Værre end bisættelsen. At slette sporene efter hendes liv.

Endnu et flyttekaos vækker dette gamle til live. Mens der dukker mange af hendes ting, minder om hende, frem fra hylderne.

Det er et indre arbejde, der fylder – sammen med det ydre.

Det letter faktisk lidt. Jeg tager det alvorligt. Accepterer, at jeg må arbejde mig langsomt igennem flytningen. Lidt efter lidt.

Rejsen til min nye bolig tager tid. Rejsen mod min efterårs- eller vinterbolig. Boligen, som jeg gerne vil blive i resten af livet. Gider ikke flytte igen. 16-17 gange har jeg gjort det i mit voksne liv.

Og nu er jeg her. Har været her lidt over en måned. Jeg er faldet til, faldet ind. Har straks vænnet mig til de nye omgivelser. Som når jeg er på rejse.

Jamen sådan var det lidt i starten. Som at være på en ferierejse. Med al den udsigt over vandet, følte jeg mig som i en ferielejlighed. Det krævede næsten en drink eller et glas rosévin om aftenen, mens solen gik ned og skabte de flotteste udsigter her fra lejligheden.

Det er et godt sted at lande resten af livet (jeg tror, jeg må skrive mere om disse tanker – om fremtiden, der nødvendigvis er kort, nu. Ikke dramatisk. Bare, at sådan er det. Nøgternt, konstaterende). Her er rummeligt. Lyst. Panoramaudsigt over byen og Limfjorden. Tænk, her har jeg boet i 30 år – uden at se fjorden hver dag. Nu har jeg de smukkeste solnedgange, jeg kan forestille mig. Jeg bor i mågehøjde – de flyver rundt foran mig – og skyerne lige over mit hoved.

At flytte bliver vinterens rejse

Jeg skal flytte midt i februar, og det bliver min rejse denne vinter. At flytte ER en rejse. En kæmpestor rejse faktisk. En rejse uden at rejse ud, men videre. Til et andet sted i livet.

Nu har jeg boet her, hvor jeg bor, i lidt over 10 år. Det er faktisk den bolig, jeg har boet næstlængst i. Vinderen er huset, hvor jeg boede med min ex-mand og datter i 15 år.

Da jeg flyttede hertil, var min datter flyttet til København året før. Jeg havde boet et par år på landet, lige udenfor byen, sammen med hende – og flyttet ind til Nibe igen, da hun skulle til København for at læse. I en lille lejlighed – men da jeg flyttede til denne her, var det lidt af en drømmebolig. En rummelig, lys lejlighed i et gammelt byhus, med udgang til min egen lille del af haven. Et sandt paradis om sommeren. Og med gode naboer (bl.a. en nær veninde) og en form for fællesskab, der kunne minde mig lidt om Christiania-tiden.

Men igennem længere tid har jeg været på udkig efter noget andet. Behovene ændrer sig med tiden. Jeg begyndte at længes efter lidt mere komfort. Men sagde nej tak til mange tilbudte lejligheder eller rækkehuse (Altid lejeboliger, for siden jeg blev alene, har jeg valgt at bo til leje – og leve uden bil. Vil hellere bruge penge på at rejse.) Jeg sagde nej, fordi jeg ikke ville gå på kompromis med f.eks. lys eller plads. Og jeg var absolut ikke i bolignød. Men jeg begyndte – efter hjemkomst fra Paris – pludselig at længes efter at bo anderledes. Længtes efter et skift, en form for ny begyndelse et sted, hvor jeg ville kunne forestille mig at blive gammel.

Og så blev jeg tilbudt en lejlighed med udsigt. Udsigt over Nibe by og over fjorden. Så snart jeg så lejligheden, vidste jeg, at her ville jeg bo. Det var stedet, jeg ledte efter. Selv om jeg også tænkte, at på anden sal, ville jeg savne min have. Men – der er en fælles.

Så det, der tæller, er udsigten. Alle de solnedgange, jeg skal se over fjorden. At komme lidt i højden. Få udsigt og perspektiv. Perspektiv på mit liv? Overblik. Er jeg ikke kommet i overblikkets alder.?

Så solnedgangen på billedet herover, bliver snart udskiftet med solnedgangen over fjorden.

Jeg glæder mig. Så meget, at en flytning – som altid har stået som noget næsten uoverkommeligt for mig – ser nem ud. Jeg bliver båret af det flow, jeg føler lige nu.

Rejsen gennem livets skift

Altså – denne blog bevæger sig vist lidt væk fra at være en blog om rejser. De lange rejser. Entusiasmen ved at rejse langt – alene. Det vil være kortere rejser. I afstand, ikke nødvendigvis i tid, for en måned på rejse føles stadig passende. Langsom, som jeg er, selv om tiden går hurtigt. En måned skal der til for at føle, at jeg kan være fuldt til stede, der, hvor jeg er.

Og det vil nok rigtig tit være rejser til Bretagne. Som jeg har fastslået mange gange: Mit andet hjem.

Så bloggen vil måske mere og mere blive denne bevægelse mellem mine to hjem. Og mellem disse rejser jeg stadig alene.

Samtidig er det rejsen i denne del af livet, der fylder. Den har jeg været inde på nogle gange, f.eks. HER og HER

Og den rejse – rejsen i livet – er også en rejse alene. Jeg har boet alene længe, lever ikke i parforhold, deler ikke bolig med nogen. Så min rejse i livet er på vigtige punkter en rejse alene. Og – uden at ville fortabe mig i refleksioner over andres livsrejse – så kan jeg ikke lade være med at tænke, at selv om man lever i parforhold, så er det måske altid en rejse alene. Rejsen i tid og alder.

Livets skift

Hun har flere gange i sit liv brudt med det velkendte. Brudt med trygheden i dagligdagens trivialiteter. Flyttet over afstande. Skabt nyt liv, nyt sted. Rejser alene – uden sikkerhedsnet. Men alt har været et valg. Bortset fra et skift, som hun var tvunget til. Et skift, som tvang hende til at bryde med forestillingen om, hvordan resten af hendes liv skulle være.

Og hun rejser, når hun ikke kan andet. Hun rejser for at få ro, være alene, finde mening. Hun rejser somme tider væk fra en indre uro, en slags kaos til et nyt – ydre – kaos, som er nemmere at finde mening i .

Hun bor på fredelige klostre eller deltager i kurser på andre. Mediterer. Holder mund i 10 døgn, Sidder alene og spiser eller sammen med tilfældige mennesker mødt på rejsen.

Hun lader sig synke ned ved et bord i “Fine grains bakery” i Kathmandu, omgivet af bekendte.

Hun sidder på bjergsider og prøver at finde sjælens ro.

Hun bor alene på hoteller, guesthouses, airbnb, men føler sig aldrig alene.

Hun bevæger sig ud og ind i strømmen af mennesker i fjerne storbyer, sætter sig og glor og bliver for et øjeblik vidne til de liv, der går forbi. Kan forestille sig alt muligt, men ved intet om dem.

Hun tager gang på gang på lange flyrejser. På vejen ud oftest med spørgsmålet: ”Hvorfor gør jeg dog det igen.? Men ankommet og med udmattelsen, der hurtigt viger for nysgerrigheden er svaret ”Derfor.” På vejen hjem er det altid mere strabadserende, og i stedet for spørgsmål om hvorfor, sværger hun, at hun gør det aldrig igen. Slet ikke når udmattelsen efter rejsen sætter sig til en forkølelse, som bare ikke vil forsvinde. Men efter en tid dukker uroen op igen sammen med tanken om, at ”Derude er der ro.” Og lysten til endnu en rejse er allerede opstået.

Somme tider giver det en indre stress at tænke på alt det, hun vil nå at se, opleve, være i. Med den fremtid, der svinder for hvert år.

Derude kan hun føle sig i live. Føle, at kroppen stadig er stærk At hun lever. At hun stadig kan det, som mange andre hverken kan eller tør.

Så sidder hun der igen. Et fremmed sted. Eller måske et sted, hun har været før, vender tilbage til, fordi det trods alt bliver en slags hjem, et udgangspunkt. Parat til at møde de mennesker, der krydser hendes vej. Spørger måske sig selv igen, hvorfor hun egentlig tog ud, men mest sidder hun med en følelse af frihed, fred, ro, som hun ikke kender andre steder fra, Og et fravær af den længsel efter hun ved ikke hvad, som ofte fylder derhjemme. Nu er hun måske ved sine længslers mål.

 

 

 

Inden sommerferien

Ikke en “rejse”, men en “ferie” står for døren. Og – alligevel – det er en rejse i noget nyt: At prøve at tage til min franske hjemby sammen med min bror, min niece, hendes mand og deres børn. Min bror kom der ofte, mens jeg boede der, men har ikke været der siden. Og det er nu snart 38 år siden, jeg flyttede tilbage til Danmark. De andre har aldrig været der. Jeg glæder mig til at vise dem “mit” Frankrig. Lidt af mit franske liv.

Jeg tager derned nogle dage før de andre, besøger min franske ex-svigerfamilie. Derefter har jeg lejet en stor lejlighed sammen med min familie. Når de tager hjem, flytter jeg ind i “min” lejlighed – den, jeg altid lejer, når jeg er der alene.

Den sidste tid har jeg deltaget i endnu ét af kurserne på nettet, hvor jeg får små skub og input til at skrive fortællinger. Igen en skriverejse, som samtidig, ligesom tidligere, hjælper mig med at favne alderen, rejsen i livet, rejsen mod alderdommen. Overskriften er “Between Stories”, den tærskel, man står på, når én historie er slut, og noget nyt, som man ikke ved, hvad bliver, begynder. Den titel sagde mig rigtig meget. Det er der, jeg står, lige nu. I vinterfortællingerne for 1½ år siden kom det til at handle om broen til vinteren. For mig, livets vinter (læs indlæg her) 

PÅ TÆRSKLEN

Jeg står på tærsklen til noget. Men til hvad? Er det mit efterår? Eller allerede min vinter. Eller min Indian Summer, som en ven foreslog.

Jeg plejer at se det som en bro foran mig, en overgang. Men i dette kursus bruger vi begrebet “tærskler” lige nu står jeg på tærsklen. Altså står jeg på en tærskel. En af livets tærskler. En tærskel markerer tydeligt det punkt, hvor jeg står. Lige her. Lige her er der noget, der slutter, noget nyt, der begynder. En tærskel på livets rejse. Det forrige skridt er taget. Jeg standser op. Overvejer. Ser mig rundt. Inden næste skridt. Eller – måske er jeg standset op lige ved tærsklen, og mit næste skridt bliver hen over tærsklen. Ja. Det er nok sådan, det er. En tærskel – som et dørtrin – står man ikke på, man løfter foden hen over. Men det er sandt nok. Hvad enten jeg er “på” eller “ved” , så er det her tærsklen til noget nyt.

Livet, der har bestået af en endeløs række af tærskler. Til forår, sommer, efterår, vinter. Til skolen, til uddannelse, til arbejde, til studie, til arbejde igen, til hvert et nyt arbejde. Over tærsklen til ungdommen, til voksenlivet, til modenhed, til aldring, til ælde. Eller tærskler til nye faser i livet. Til moderskab, til ansvar, til at slippe ansvaret. Til tab, til at leve med sorg og til at finde et nyt ståsted i livet.

Hvis jeg vender mig og kigger tilbage fra den tærskel, jeg står ved nu, ser jeg et langt, et meget langt liv. Eller – jeg ser nærmere mange liv i ét. Et landskab, der folder sig ud, med lys og mørke, natur og byer – og en lang række fortællinger med masser af mennesker. Grønt og frodigt iblandet forrevne klipper og oprørt hav. Bjerge, der skulle bestiges. Og ovenover er der en himmel, der skifter fra dyb blå, til grå, til torden og regn – og tilbage igen. Men solen har altid været der, selv når jeg ikke kunne se den. Det ser jeg tydeligt nu – at den er der, ovenover vejret.

Lige nu fornemmer jeg hverken farver, områder eller historier, der venter på at blive foldet ud, der, forude.

Jeg konstaterer det bare, uden at der er specielle følelser forbundet med det manglende “syn”. En konstatering af, at jeg har haft et langt og rigt liv, og at jeg på en måde gør mig klar til at møde afslutningen, til en dag at stå på den endelige tærskel – og acceptere den.

Men den tærskel kan ligge langt forude. Så ét eller andet nyt må forme sig inden. I den fremtid, som jeg træder ind i. Men hvad? Jeg har ikke lyst til at rejse som før. Ikke lyst til at engagere mig i arbejdsprojekter, f.eks. begynde at arbejde terapeutisk igen, engagere mig lang tid frem. Det synes uoverskueligt, næsten absurd. I min alder.

Så tærsklen er måske overgangen til noget mere spontant. En fremtid med plads til pludselige indfald.

Det er vel det, jeg træder ind i.

———–

 

Ingen Østen-rejse denne vinter

Ingen Østen-rejse. Hverken Nepal med Himalaya som baggrund. Eller Thailands varme.

Hvorfor nu ikke det?

Jeg har vist opbrugt mine rejsepenge for denne vinter.: Frankrig i oktober, Assisi i nytåret. Jeg vidste jo godt, da jeg tog til Assisi, at det så nok måtte være min ”lysrejse” denne vinter.

Men savner jeg ikke lyset, varmen, spændingen? Eller jeg savner at rejse væk for at komme dybere i mig selv.

Jeg fandt et citat om at rejse af Albert Camus:

” There is no pleasure in traveling, and I look upon it as an occasion for spiritual testing… Travel, which is like a greater and graver science, brings us back to ourselves.”

Ja, det er sådan, det også er. Det at rejse. Især alene.
Bare ikke denne vinter.

Men spørgsmålet fylder stadig: Skal jeg være fornuftig – eller bare rejse?

Jeg har en slags rejsekonto. Den sum, som jeg fik udbetalt fra min efterlønsopsparing, da jeg gik på pension. Brugt fornuftigt er der til rigtig mange rejser. Det blev jeg i den grad bevidst om for nylig, da jeg så en meget smuk hjemmeside om rejser til Nepal. En to-ugers rejse indeholdt meditationskursus på et kloster og masser af kontakt med det nepalesiske liv. Indkvarteret i smukke omgivelser med meget vestligt interiør. Over 24.000 kr. for to uger! Eksklusiv flybillet. Jeg anfægter hverken indhold eller pris, og der er nok mange, der vil betale det, det koster. Der er helt sikkert tænkt på – og taget hånd om – alt. Men hold da op, tænkte jeg. For de penge ville jeg kunne være der i 4-5 måneder. Med samme indhold. Dog ikke i samme lækre rum og møbler.

Så ufornuften kommer ind og siger: ”Så smut da.” Det er jo ikke dyrere at være en måned derovre end herhjemme. Kun flybillet er en reel udgift.

Fornuften: ”Jamen, jamen….Du skal jo nok til Bosnien til sommer. Og til Nice på venindetur i september. Du savner allerede Bretagne og vil gerne snart kunne tilbringe en måned der. Og var der ikke noget om evt. Canada næste år? Og du skal da også finde ud af, om du vil gøre noget ud af at vandre Caminoen engang, inden du bliver for gammel.”

Ufornuften: ”Jamen – solen – den har jeg brug for. Jeg kan jo også bare snuppe en billig charterrejse sydpå, og – hvis området er forfærdeligt – så rejser jeg ind i landet. Sådan som vi gjorde på familieferie til Tyrkiet for mange år siden.”

Fornuften: ”Husk flytning. Det skal der også være råd til, for på et tidspunkt skal du flytte. Og det koster. Meget. Mindst lige så meget som 5, 6, 7 måneder i Østen!”

Jeg lader fornuften bestemme. Eller – er der noget andet? Dybest set – hvis jeg er helt ærlig – så har jeg vist slet ikke lyst til at rejse lige nu. Jeg har ikke energi til at organisere, planlægge, tage på en lang flyrejse. Orker ikke lige nu. Vinteren har taget over og gjort mig stille, inaktiv.

Den indre rejse fylder – og jeg vil ikke ud for at komme ind i den. Jeg vil ikke væk fra vinteren i år. Jeg vil blive her. Standse op, give mig selv ro, lade fylde, det, der fylder. Vinterens stilstand og tilstand, som siver ind i mig, disse dage, hvor alt er gråt. Den gamle sorg siver med ind. Give slip og give efter, bare mærke, hvad der sker. Tro på, at livet ikke bare forsvinder, selv om jeg ikke sætter en rejse i scene. Når det, det drejer sig mindst om lige nu, er iscenesættelse.

Lyder jeg negativ overfor rejser? Forsvandt begejstringen? Det her er jo en rejseblog. Om alle de fantastiske oplevelser, du kan få ved at rejse alene. Og så sidder jeg her og siger, at jeg ikke har lyst til at rejse.

Men livet i sig selv er en rejse. Og den rejse har lært mig, at jeg nogle gange skal stoppe op. Lade den grundstemning, der er, fylde – og på et tidspunkt opløser den sig. Det er ikke altid, jeg finder årsagen, og det gør ikke noget. Det vigtige er at give slip og være i det, der er.