Frankrig er aflyst

Jeg skulle ha’ været i Frankrig i fem uger. Fra i tirsdags.

Men da de nyeste rejsevejledninger kom torsdag i sidste uge, blev al unødvendig rejse til Frankrig frarådet. Corana-tallene var steget massivt. Pyt, sagde jeg. I det departement i Bretagne, hvor jeg skulle være, har smittetrykket altid været og er lavt. Lavere end i Danmark. Men fik alligevel kolde fødder, da jeg læste om rejseforsikring, der ikke dækker –  hvis nu.

Det blå kort, der skulle dække – og så alligevel. I værste fald hjemtransport af kiste for egen regning. Så aflysning. Og pyt, sagde jeg også til det. Jeg indstiller mig hurtigt på nye betingelser. Og at alt er i evig forandring.

Men – tristessen indhentede mig. Som et nedslag lørdag. Efter at alt det praktiske med aflysning var afsluttet.

Trist og lidt tom. Lidt forladt. Efter at ha’ været fyldt af rejseforberedelser. 5 uger er lang tid at være væk.

Trist over at gå glip. Gå glip af mit franske liv. Mine venner. Gå glip af ham, der efter 40 år igen er blevet mere end en ven. Gå glip af den familie, jeg er forblevet en del af i 50 år.

Og trist i erkendelsen af, at jeg har mistet én ud af de resterende rejser i den indskrumpede fremtid.

Bretagne bliver skiftet ud med Brøndum. 5 uger i Bretagne med et døgn på Brøndums Hotel i Skagen.

Og det positive: Jeg har kun spist lagkage der, nu skal jeg bo der. Et døgn med historisk kulisse.

Og noget mere positivt. Sådan rent økonomisk. Jeg har fået alle mine udgifter med leje af lejlighed, fly og tog i Frankrig tilbagebetalt pga. situationen. Lynhurtigt og fhv. nemt. Ift. fly, tror jeg, at det har været en fordel, at jeg købte direkte hos KLM i stedet for at gå på Momondo, som jeg ofte gør.

En slags knudepunkt i livet

Dette indlæg handler mere om livets rejse end rejsen som sådan.

To uger i Erquy – det er ikke nok. Da jeg havde været der i lidt over en uge, gik jeg i gang med at undersøge, om jeg kunne leje nabolejligheden på to værelser i hele september måned. Det kunne jeg. Underligt, som jeg havde været lidt forbeholden over at være der. Vist nok. I hvert fald de første dage. Men nu var jeg der. Fuldt ud. Jeg kan læse det i mine notater:

Det er sen vinter. For første gang i 40 år vender jeg tilbage på denne årstid. Jeg vil se mimoserne blomstre. Dem har jeg ikke set i al den tid. Jeg fylder mine øjne med gult. Træer i alle størrelser dækket af bitte små, fine, gule blomster, der føles som fløjl, når jeg forsigtigt rører én af dem med pegefingeren. Træerne står som kæmpestore gule buketter med alle disse gule blomster, der bugner på hver gren.  Når jeg læner mig frem, eller strækker mig på tæerne for at lugte til blomsterne, fylder den honningagtige duft mine næsebor.

Jeg er her.

At bo i den ejendom, som jeg boede i fra 1978-80, bringer erindringerne fra dengang tæt på nutiden. Så tæt på nutiden, at en gammel kærlighed bliver vakt til live. Min gamle kæreste fra dengang. Altså vi har mødt hinanden år efter år, har bevaret venskabet gennem tid og afstand. De sidste år er vi kommet endnu tættere på hinanden. Og på etagen under det, der var rammen for vores kærlighedshistorie, genfinder vi hinanden. Uden krav. Og med humor. Den humor, som man kan tillade sig at have i vores alder.

Det er som om, at hvis jeg skal finde en form for rød tråd i mit liv, så er det hernede, jeg skal finde den. Den røde tråd i det levede liv. Måske bliver det mere vigtigt med alderen at se kontinuiteten. Favne hele det liv, der har været. Når jeg kigger tilbage på det liv, jeg har levet, er det, som om der er mange liv i ét. Erquy bliver knudepunktet til mine mange liv. Det føles, som om mine forskellige liv mødes her. Herfra er der veje tilbage og frem i livet. Jeg går ved havnen og møder min ex-mand. Så levende i mindet, selv om han har været død i 18 år. På stranden sidder min mor og min mormor som i 1971. Under et af deres besøg. Min mor i min bikini (“Hvor er hun modig, din mor,” sagde vennerne. “I bikini i hendes alder.” Hun var vel 47!) min mormor med en afrikansk hat på hovedet. På en vej, hvor jeg engang boede, kigger jeg ind i haven og ser min bror og danske venner til sommerfest. En ven fra Christiania er også på besøg, han, som var med til at spore mig ind på idéen om at bo der. Og allermest møder jeg mig selv gennem årene. Med alle op- og nedturene, der i den erindring, der fylder nu, kun står som en optur i voksenlivet. En tur, jeg ikke ville have undværet.

Jeg forstår, hvorfor jeg blev her i et par år efter skilsmissen. Ikke bare for at gøre en uddannelse færdig. Men fordi jeg valgte at være her. Jeg var flyttet hertil, hvor jeg er nu, i den der lejlighed ovenpå. De sidste to år af mit franske liv var det mig i Frankrig. Byen her, omgivelserne, naturen, vennerne. Alt det, der var blevet MIT liv. Når lysten til at flytte tilbage til Danmark viste sig, var det fordi jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde det nu, ville jeg aldrig kunne gøre det. Jeg var i en slags overgangsfase, hvor jeg følte mig fransk, når jeg var i Danmark, og stadig dansk, når jeg var her. Jeg måtte vælge. Også fordi kollektivtanken kaldte. Gamle venner, der var flyttet på Christiania. Sådan et liv, ville jeg ikke kunne få her.

Den beslutning – om at vende tilbage til Danmark – er jeg glad for at have taget. Men sådan var det slet ikke i starten. Livets skift kan være svære, og jeg fik det sværere, end jeg havde regnet med, da jeg kom til Danmark for at blive. Så svært, at jeg skulle kæmpe imod lysten til at flytte “hjem til Frankrig”. Jeg aftalte f.eks. med institutionen, jeg havde arbejdet på i Frankrig, at hvis det ikke gik bedre, kunne jeg komme tilbage.

I Danmark følte jeg mig fremmed. Det var meget anderledes at bo her end at være hjemme på ferie. Noget, der var medvirkende til, at jeg oplevede det som svært, var helt sikkert det, at nu var jeg “bare en dansker i Danmark”. I Frankrig fik jeg gennem alle årene ret meget opmærksomhed på min “fremmedhed”. Døre åbnede sig, jeg blev ved med at være interessant qua det at være dansker. I Danmark var jeg bare én ud af massen. Nye mennesker var ikke særligt interesseret i min “anderledeshed”, i mine år i Frankrig. Jeg måtte arbejde langt mere på at finde og skabe mig min plads, end jeg nogen sinde havde gjort gennem mine 10 år i Frankrig.

Og meget ændrer sig på 10 år. Jeg lagde især mærke til, hvor  meget sproget havde ændret sig. Nye ord og udtryk, som jeg næsten ikke kunne tage i min mund. De var ikke kommet ind gradvist, de var der bare alle sammen på én gang. Udtryk, som andre brugte, men som længe lød fremmede. Savnet efter Frankrig (og kæresten). Og så var jeg blevet voksen i Frankrig. Væk fra danske sammenhænge. Det tog tid at få den coming of age historie med i mit danske liv. Det tog tid at slå rødder. Men da jeg gjorde det, vidste jeg, at jeg havde gjort det rigtige.

 

 

At være en del af

Passer det mig mon rigtig godt, at jeg har skrevet forkerte mailadresser til flere venner, som jeg skulle lave aftaler med? Har fået ny bærbar og kunne ikke finde ud af at kopiere adressekartotek fra min stationære, så jeg kopierede først i hånden. Det betyder, at jeg på forhånd kun fik lavet én fast aftale. Med dem, der bor i byen kan de laves fra dag til dag.

Og jo, det passer mig godt, når jeg kun er her i 2 uger. Jeg kunne blive helt forpustet ved tanken om at gå fra aftale til aftale.Tænkte “bare jeg kunne være der lidt anonymt for en gangs skyld”. Og det er jeg, på en måde. Selv om jeg efterhånden har fået kontakt med folk, så er jeg så sent ude, at de fleste er på vinterferie, passer børnebørn (der er også vinterferie i Frankrig),  har forpligtelser. Så jeg har tid til at skrive. Tid til ro, som jeg nyder. Jeg gamle introverte eneboer!

Jeg spammer fotos af mimoser på facebook og må allerede én af de første dage foretage en slags pilgrimsvandring, som jeg altid går alene første gang. Ud til Cap d’Erquy. Den tur jeg gik så ofte, da jeg boede her. Derude på de forblæste klipper kunne jeg gå mig fra alt det besværlige.

Den første dag eller to bliver jeg forpustet og føler mig øm i lårene efter de lange gåture. Nej, ikke bare øm, mine ben flekser næsten under mig, når jeg skal tage lidt høje skridt. Men efter et par dage har jeg allerede vænnet mig til alle de stigninger og fald.

Jeg kan huske, da jeg første gang kom på besøg hos mine senere svigerforældre i deres hus ved kysten. Jeg kiggede beundrende på min franske svigermor, som dengang – i en alder af 62 – sprang rundt på klipperne, mens jeg var lidt bange og bevægede mig langsomt bagefter. Men se, nu er jeg 72 og har allerede længe levet med klipperne. De er blevet en del af mit liv. Ligesom byen.

Erquy er mit åndehul. Bogstaveligt talt. En by, et område med ren luft. Ingen tung gennemgående trafik. Biler, der kommer her, er med nogen, der skal hertil. Bor her, har et ærinde. De lastbiler, der kommer, henter fisk, kammuslinger, krabber, hummere ved havnen. Andre leverer varer til forretningerne. Der er ingen, der bare kører igennem.

Jeg er i Erquy, som grundlæggende ikke har forandret sig meget. Godt nok er den vokset. Masser af nye villaer. Moderne. Eller forsøgte efterligninger af de gamle huse, selv om grundelementet er beton, pyntet op med sokler af granit. Men de grå skifertage dominerer stadig, når jeg ser ud over byen.  Og bykernen er stadig fyldt med ældre og gamle huse i granit. De fleste bygget af rosa granit. Erquys specielle.

Jeg er endda kommet tilbage til ejendommen, som jeg boede i de sidste to år her. Dengang, da jeg blev skilt, turde jeg ikke blive boende i det lille hus omgivet af skov. Så her fandt jeg et refugium. En stor lejlighed øverst oppe i to etager. Her læste jeg Doris Lessings Den gyldne bog og Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden. Skumsprøjt fra kvindebevægelsens bølger nåede mig helt herude. Her udfoldede mit franske livs sidste kærlighedshistorie sig. Nu sidder jeg nedenunder, i en 1-værelses. Dog med altan og med den samme udsigt som dengang. Havet fylder nok ikke helt så meget i horisonten, men jeg kan se det. Jeg kan se byen, der breder sig nede foran mig. Jeg kan skimte havnen, når jeg kigger til højre, mod vest, og Cap d’Erquy’s høje klipper, der beskytter havnen. Jeg kan se kirken i grå granit lidt til venstre, mod øst, og når jeg strækker mig ud over altanen, helt til venstre, næsten mod nordøst, ser jeg sømandskapellet med sit høje spir, hævet  på en bakketop ved byens nordøstlige udkørsel.

At være i Erquy er mere end at VÆRE andre steder i udlandet. En rejse, hvor jeg ikke føler mig udenfor som på rejser til fjerne steder. Jeg har ofte tænkt under mine senere rejser, at jeg er udenfor. Udenfor på den måde, at jeg betragter det liv, der leves der. Udefra. Som tilskuer. Aldrig en del af det. Måske er det også noget af det, jeg ikke orker mere på lange rejser?

Her er jeg for altid en del af livet. Jeg glider ind i en dagligdag, der var min. Der ER min. Der forbliver min. Hvad enten jeg er alene, sammen med venner, på vandring i naturen. Selv på indkøb. Supermarkedet. Markedet om lørdagen. Overalt møder jeg mennesker, som jeg kender. Tid til korte samtaler. Jeg er ikke fremmed. Jeg hører til de steder, jeg færdes. Efter en dag eller to vokser følelsen af glæde over at være i mit andet hjemland.

Jeg føler mig faktisk lykkelig her. To år efter Saras død var det også her, jeg for første gang oplevede 24 timers glæde i træk.

Nu er jeg her for mindst 8. gang inden for de sidste otte år. Hvis det ikke var så langt væk, ville jeg komme oftere. Meget oftere.

Atter i Erquy

Mimoser, tænkte jeg en dag sidst i december. Det er 40 år siden, jeg har set mimoserne blomstre. Dem må jeg se – mindst én gang mere i mit liv. Som tænkt, så gjort. Fik bestilt fly og en 1-værelses lejlighed i 2 uger. For altså – igen et alderstegn? – den store lejlighed, som jeg plejer at leje, og som er lige så billig som denne 1-værelses, den begynder altså at være lidt trættende. Eftersom udlejeren er englænder og bor i Australien har han fuldkommen tillid til sine lejere. Den ene lægger nøglen til den næste osv. Alle skal sørge for rengøring og vask af sengetøj, håndklæder, viskestykker. Jeg har været så glad for al den tillid. Og det var her, jeg begyndte og afsluttede skrivning af min bog.

Men – de sidste gange har lejere forladt lejligheden uden at gøre ordentlig rent. Jeg har skullet starte mit ophold med grundig rengøring for at kunne holde ud at være der. En af gangene var støvsugeren gået i stykker – uden at det var blevet signaleret til udlejer. Altså tykt lag støv overalt – og jeg måtte ud at købe støvsuger (straks refunderet, men alligevel).

Og så ligger lejligheden ret højt over byen. Må erkende, at de første dage er det virkelig udmattende at bære indkøb op.

Lang historie for at fortælle, at det er en ny bolig denne gang.

Jeg fik planlagt et besøg hos et vennepar i storbyen Nantes på vejen ned, og et besøg hos ex-svigerinde og svoger i Bretagnes største by, Rennes, på vejen hjem.

Så var jeg parat til at møde mimoserne. Men vennemails fortalte om tidlig blomstring i år, allerede fra starten af januar. Altså indstillede jeg mig på at gå glip af dem.

To dage før afrejsen begyndte jeg at pakke. For ikke at stresse med det denne gang. Har tidligere fortalt, hvordan denne del af rejsen bliver mere uoverkommelig.

Disse pakkedage. Engang kunne jeg nå det en aften efter arbejde og rejse næste morgen. Og nu: To hele dage!

Den første dag ligger alt det, jeg gerne vil have med spredt ud over soveværelse, badeværelse, stue og ligner noget, der aldrig vil kunne være i en lille kuffert og en skuldertaske, subsidiært lille rygsæk. Det kunne det altså heller ikke. Det er også vinter i Bretagne, så strikketrøjer fylder. Selv efter udelukkelsesmetoden måtte jeg indse, at jeg blev nødt til at bestille “medfølgende bagage”. Det viste sig senere, at kufferten faktisk vejede lige under 8 kg – rygsækken 3, så jeg kunne ha’ skåret lidt mere ned og haft plads til det i kabinen. Alligevel var jeg næsten lykkelig over ikke at skulle ha’ det hele med i flyet. Al den bæren op og ned ad trapper, løfte op på hylden i flyet efter at ha’ snoet mig gennem kabinen med det hele. Det bliver mere udmattende med tiden.

Og følelsen af endelig at sidde i flyet efter al den pakken ned (flyskammen, som begynder at plage mig, blev også pakket væk) er så meget større og afslappende.

Jeg er nået frem. Efter besøget i Nantes, det varme gensyn med vennerne. Næste dag videre med tog. Et vennepar, der hentede mig og kørte mig de sidste 20 km. Undervejs var vi ude og gå en tur. Mimoserne blomstrer stadig. Ren fryd for øje og sjæl.

Nu er jeg nået frem. Og måske er jeg ikke bare nået frem, men på en måde hjem. Jeg boede i denne ejendom de to sidste år af mit liv her, fra 1978-80. I en stor lejlighed på to etager øverst oppe med masser af havudsigt. Her er, i min lille bitte lejlighed, føler jeg mig alligevel hjemme. Altan og havkig. Hvad kan jeg ønske mere?

 

Bretagne – igen

En uges tid efter sidste indlæg rejste jeg igen til Bretagne i en måned. Lidt, eller meget dårligt planlagt. Jeg havde jo ikke lejet ferielejligheden i Erquy i en hel måned i foråret, hvis jeg havde vidst, at jeg skulle flytte.

Men nu var den lejet – så pyt, det bliver nok godt alligevel, tænkte jeg, da jeg så vidste, at jeg skulle flytte.  Jeg havde dog overvurderet mine evner ud i flytningens kunst – dengang, inden jeg stod midt i den. Da april kom, ville jeg hellere blive hjemme i min nye bolig, se foråret komme her, få de sidste ting på plads – og jeg tog af sted i en indre modstand, der bare voksede. Og spurgte mig selv det første par dage. Hvad laver jeg her? Hvad fanden laver jeg her? En måned? Hvad har jeg gang i? Først farvel til Asienrejser – nu også til Frankrigsrejser?

Gider ikke flytte mere. Gider ikke rejse mere. Vil bare det stille liv.

Udsigten udskiftet. Min fjordudsigt ændret til udsigten over Erquy, havnen, klipperne, havet.

Velkendt, hjemlig, tryg. Jeg kan jo li’ at sidde her. På min altan. Hvor jeg har siddet så mange gange før.

Kunne jeg bare sidde her. De næste fire uger. Orker ikke at lave alle de aftaler. Jeg kommer jo lige fra masser af aftaler, der stod i kø efter to måneder, der næsten kun drejede sig om flytning.

Nu er jeg gammel. Træt. Asocial.

De første gange jeg går op ad de stejle gader, veje, stier, kan jeg næsten ikke få vejret. Især ikke med indkøbsposen eller rygsækken med dagligvarer. Sådan var det da ikke for syv år siden, da jeg lejede denne lejlighed for første gang? Eller for fem år siden? Hvornår begyndte det egentlig?

Men så – næste dag og næste igen – går det allerede bedre, og efter nogle dage er det igen nemt. Jeg skal bare vænne mig til det.

Tiden går, som derhjemme, med de små, daglige ting: Indkøb, madlavning. Hvor har jeg allerede haft mange på besøg – og besøgt mange. Er det ikke det, jeg vil? De små tings liv. Her ligner mit liv en almindelig dagligdag. Bortset fra vandringerne ude i den vilde natur.

Som dagene, ugerne går, føler jeg den velkendte glæde ved at være her. Det, der engang var mit liv, er det stadigt. Omgivelserne. Vennerne. Den gamle svigerfamilie. Føler mig elsket og værdsat. Jeg er heldig at have to lande, hvor jeg føler mig lige meget hjemme.

Og som tiden går, får jeg mere og mere at vide, at nu ser jeg bedre ud, godt ud, udhvilet ud. De siger ikke, at jeg lignede et udslidt hylster ved ankomsten. Fuldkommen energiforladt. De siger bare, at nu ser jeg bedre ud. Og jeg ved det, kan mærke det. Energien er kommet igen. Jeg kan se det, når jeg kigger mig i spejlet.

Jeg gør mig klar til hjemrejsen, løftet af det energiboom, som jeg skal huske, jeg altid får her. Så skal jeg bare gennem pakning af kuffert, som volder mere og mere besvær (selv om jeg altid gør, som jeg fortalte tidligere). Rengøring af lejlighed. To dage i storbyen Rennes. Flystrejke med lufthavnskaos. Og så hjemme igen. Parat til foråret her. Det, der allerede var blevet næsten sommer i Bretagne. Jeg føler mig som Den Lille Prins, der kunne opleve solnedgangen mange gange, bare ved at flytte sin stol lidt. Efter at ha’ flyttet mig lidt, starter foråret næsten forfra.

 

Snart Paris

En kort tur til Paris i november.

Min papsøn, min datters storebror, bor der – med sin kone og to børn. Det er to år siden, jeg besøgte dem sidst, og i mellemtiden er de flyttet i hus i en forstad. Jeg så det, da jeg var der sidst. Da var det under ombygning, men jeg har ikke besøgt dem, siden de er flyttet ind. Så det glæder jeg mig rigtig meget til.

Det bliver også et lille brud på efteråret. Derfor havde jeg egentlig også tænkt mig at tage helt til Bretagne. Men altså. “To ferier i én” – det bliver for meget lige nu, synes jeg. Selv om det har trukket i mig. Så tænkte jeg: Nogle dage i et buddhistkloster i Midtfrankrig, ku’ være sagen. Men også det valgte jeg fra – til fordel for at blive i Paris et par dage mere. På den måde, at jeg besøger familien fra fredag til mandag – og tager så ind til Paris centrum i to dage. Så får jeg både tid sammen med familien og tid alene. Det føles godt at være landet der.

Kontaktede en fransk veninde fra Bretagne for at høre, om hun havde tid til at komme og være sammen med mig. Det havde hun ikke. Men at skulle nyde Paris i to dage alene føles godt. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad jeg vil se, lave. Der er tid nok.

Men hotelværelset er lige bestilt. Igen har jeg brugt tid på at tjekke airbnb og hotelværelser. Det er egentlig noget, jeg nyder at gøre. Kan huske tilbage til den tid, jeg/vi tog på familielferier, hvor megen glæde der var i det at søge bestemmelsessteder, boliger, al planlægningen, som blev en vigtig del af oplevelsen. Da jeg havde været i Nepal første gang, fik jeg ligefrem lyst til at lave en lille virksomhed, hvor jeg kunne hjælpe solorejsende med at komme til Nepal, finde steder at bo, finde rundt. Evt. være der nogle gange om året som kontaktperson. Det blev aldrig til noget – men idéen kunne jeg måske tage op igen…

Var lige ved at vælge et fint lille værelse i airbnb nær Place Pigalle. Men fandt så ud af, at faktisk – når det kun er et par nætter – så er et hotelværelse fint. Jeg skal alligevel være ude en stor del af tiden og orker vist heller ikke rigtigt at engagere mig lidt socialt i værtsparret for så kort tid. Ja, somme tider elsker jeg faktisk den anonymitet, der kan være på et hotel. Og et værelse, der bare ikke har andet end det nødvendige. Intet personligt. Det kan somme tider give vældig meget ro i sindet.

Det minder mig desuden lidt om dengang, jeg boede i Frankrig, hvor jeg nogle gange tog et lille ophold i Paris. Bare én overnatning, enten på vej til Danmark eller på vej hjem. Ligesom togrejsen blev det en lille pause mellem det liv, jeg forlod, og det, jeg var på vej til.

Valget blev Hotel Cambrai. Jeg kender det – og var der sidst med Saras far, for fire år siden, da vi skulle ned og se hans nyfødte yngste barnebarn. Hotellet ligger i gåafstand fra Gare du Nord – hvad der er rigtig godt, når jeg skal af sted derfra ved 9-tiden om onsdagen for at komme til Charles de Gaulle lufthavnen.

Og så havde de lige pt. et godt tilbud. To nætter for 100 euro. Det er virkelig billigt i Paris.

Jeg kan da vist kalde mig single-rejsende et par dage igen. En lille rejse alene.

Rejsen gennem livets skift

Altså – denne blog bevæger sig vist lidt væk fra at være en blog om rejser. De lange rejser. Entusiasmen ved at rejse langt – alene. Det vil være kortere rejser. I afstand, ikke nødvendigvis i tid, for en måned på rejse føles stadig passende. Langsom, som jeg er, selv om tiden går hurtigt. En måned skal der til for at føle, at jeg kan være fuldt til stede, der, hvor jeg er.

Og det vil nok rigtig tit være rejser til Bretagne. Som jeg har fastslået mange gange: Mit andet hjem.

Så bloggen vil måske mere og mere blive denne bevægelse mellem mine to hjem. Og mellem disse rejser jeg stadig alene.

Samtidig er det rejsen i denne del af livet, der fylder. Den har jeg været inde på nogle gange, f.eks. HER og HER

Og den rejse – rejsen i livet – er også en rejse alene. Jeg har boet alene længe, lever ikke i parforhold, deler ikke bolig med nogen. Så min rejse i livet er på vigtige punkter en rejse alene. Og – uden at ville fortabe mig i refleksioner over andres livsrejse – så kan jeg ikke lade være med at tænke, at selv om man lever i parforhold, så er det måske altid en rejse alene. Rejsen i tid og alder.

Livets skift

Hun har flere gange i sit liv brudt med det velkendte. Brudt med trygheden i dagligdagens trivialiteter. Flyttet over afstande. Skabt nyt liv, nyt sted. Rejser alene – uden sikkerhedsnet. Men alt har været et valg. Bortset fra et skift, som hun var tvunget til. Et skift, som tvang hende til at bryde med forestillingen om, hvordan resten af hendes liv skulle være.

Og hun rejser, når hun ikke kan andet. Hun rejser for at få ro, være alene, finde mening. Hun rejser somme tider væk fra en indre uro, en slags kaos til et nyt – ydre – kaos, som er nemmere at finde mening i .

Hun bor på fredelige klostre eller deltager i kurser på andre. Mediterer. Holder mund i 10 døgn, Sidder alene og spiser eller sammen med tilfældige mennesker mødt på rejsen.

Hun lader sig synke ned ved et bord i “Fine grains bakery” i Kathmandu, omgivet af bekendte.

Hun sidder på bjergsider og prøver at finde sjælens ro.

Hun bor alene på hoteller, guesthouses, airbnb, men føler sig aldrig alene.

Hun bevæger sig ud og ind i strømmen af mennesker i fjerne storbyer, sætter sig og glor og bliver for et øjeblik vidne til de liv, der går forbi. Kan forestille sig alt muligt, men ved intet om dem.

Hun tager gang på gang på lange flyrejser. På vejen ud oftest med spørgsmålet: ”Hvorfor gør jeg dog det igen.? Men ankommet og med udmattelsen, der hurtigt viger for nysgerrigheden er svaret ”Derfor.” På vejen hjem er det altid mere strabadserende, og i stedet for spørgsmål om hvorfor, sværger hun, at hun gør det aldrig igen. Slet ikke når udmattelsen efter rejsen sætter sig til en forkølelse, som bare ikke vil forsvinde. Men efter en tid dukker uroen op igen sammen med tanken om, at ”Derude er der ro.” Og lysten til endnu en rejse er allerede opstået.

Somme tider giver det en indre stress at tænke på alt det, hun vil nå at se, opleve, være i. Med den fremtid, der svinder for hvert år.

Derude kan hun føle sig i live. Føle, at kroppen stadig er stærk At hun lever. At hun stadig kan det, som mange andre hverken kan eller tør.

Så sidder hun der igen. Et fremmed sted. Eller måske et sted, hun har været før, vender tilbage til, fordi det trods alt bliver en slags hjem, et udgangspunkt. Parat til at møde de mennesker, der krydser hendes vej. Spørger måske sig selv igen, hvorfor hun egentlig tog ud, men mest sidder hun med en følelse af frihed, fred, ro, som hun ikke kender andre steder fra, Og et fravær af den længsel efter hun ved ikke hvad, som ofte fylder derhjemme. Nu er hun måske ved sine længslers mål.

 

 

 

Familieferie

Bretagne igen. Ja, det er ved at være noget siden. Kom hjem for lidt over en måned siden med fire gode uger i bagagen. Det var jo en familieferie denne gang i de to af ugerne. Min bror, hans datter/min niece, hendes mand og børn kom derned. Jeg var ankommet og kunne tage imod dem i den lejlighed, vi havde lejet sammen. Nemt og godt og ligetil at holde fælles ferie. Jeg nød, at dele mit franske liv lidt med dem, at de lærte min by, Erquy, og Bretagne at kende. Ja, min bror kendte det jo i forvejen. Han besøgte mig tit, mens jeg boede der. Men det var trods alt 40 år siden, han havde været der sidst. Nød hans glæde over at være her igen. Nød alle vores samtaler. De fine øjeblikke med min niece, hvor jeg følte den nærhed, som er kommet mellem os. Diskussioner om alt muligt med hendes mand. Strand og udflugter. At se børnene nyde havet, klipperne. Gå ture med dem i et terræn, de ikke har oplevet før.

           

 

Bagefter havde jeg en uge i den lejlighed, jeg plejer at leje, en uge til at dykke ned i mit franske liv. Men jeg savnede dem faktisk, da de var rejst. Og en uge er lidt for kort til det franske liv. Det var også min datters dødsdag, mens jeg var der. En grund til at isolere mig lidt, mindes hende, meditere for at have en slags møde. se indlæg i bloggen Efter Sara HER 

Inden Erquy havde jeg et par dage i Rennes med min franske ex-svigerfamilie. Boede hos min svigerinde og svoger, mødtes med hele familien, deres børn på nu 47 og 48, som  stadig kalder mig Tante Benthe, svigerbørn, børnebørn. Nød igen at være en del af dén familie, som stadig er min. Efter Erquy igen Rennes nogle dage, denne gang hos en veninde.

Da jeg kom hjem var det med følelsen af ikke at ha’ fået nok. Jeg må derned snart igen.

Ville gerne dele min tid lidt mere mellem Bretagne og Danmark. Hellere det end de lange rejser. Det har jeg allerede fortalt. Men det bliver mere og mere tydeligt.

Det går op for mig, at jeg er glad der. Erquy gør mig glad.

På en anden måde end hjemme. Ikke, at jeg ikke er glad her. Men, hvordan forklare det? Næsten lykkelig. Det, som man ellers kun bliver i glimt. Og jeg undrer mig lidt over hvorfor. Jeg lever jo et dagligliv der. Ikke meget anderledes end herhjemme. Små, banale daglige ting. Indkøb, mad, gåture, mødes med vennerne. Ligesom herhjemme. Vennerne er ikke “bedre” der end her. Og alligevel er der denne lykkefølelse. Husker, at første gang jeg oplevede 24 timer uden overvældende sorg efter min datters død, det var i Erquy. To år efter hendes død. Jeg kan huske, at jeg på andendagen var gået ud for at sætte mig på en klippe, kigge ud over havet i den begyndende solnedgang. Og det gik op for mig, at jeg havde oplevet et helt døgn uden sorg og negative tanker.

Da jeg igen tænkte på alt dette, huskede jeg pludselig min franske svigerfars ord fra for snart 40 år siden. Om, hvordan han næsten ikke kunne holde ud at være væk fra havet. At han følte sig bedst til pas, lettere til mode, når han var i sit sommerhus. Han mente, at det var den jodholdige luft, der var god for ham. At han havde brug for disse jod-ioner, som han udtrykte det. Jeg googlede lidt om jodholdig luft – og fandt faktisk et par resultater, hvor et område i Bretagne og ved den spanske Allicante-kyst bliver fremhævet pga. den specielt jodholdige luft.

Er det det, der sker, når naturen der gør mig så glad? At det ikke bare er at jeg fylder øjnene med udsigter, mens jeg mærker vinden, solen, regnen, livet ved at bevæge mig rundt. Men at jeg bogstaveligt fylder lungerne med en luft, der er god for mig? Jeg ved det ikke. Men ved bare, at det mere og mere igen er blevet mit andet hjem. Og mere vigtig end de lange rejser. Som jeg ikke har brug for som engang.

 

 

70 år

Det var min fødselsdag i går. Her – i det franske. 70 år. Det er mange år. Jeg har levet så længe, at det vel er en kendsgerning, at jeg står foran mit livs vinter.

70 levede år.

Som alle andre dage startede jeg dagen i dag med en meditation.

Denne gang en morgenmeditation på alder og taknemmelighed. Taknemmelig over alle årene, alle årtierne. Går tilbage i livet. Dvæler ved hvert årti.

Fra 2017 til 2007, 2007 – 1997, 1997 – 1987 osv.

Jeg genser alt det, og alle dem, som jeg har været taknemmelig over i hvert årti.

Det er overvældende, som taknemmeligheden fylder. Jeg har så meget at være taknemmelig over.

Til sidst lader jeg alle de mennesker, som har betydet og betyder noget for mig stå omkring mig. Det er én stor masse, som står beskyttende omkring mig. Jeg ser ikke den enkelte, men mærker hvordan deres tilstedeværelse fylder mit hjerte med glæde.

Kun én træder tydeligt frem. Sara. Jeg græder, ikke af sorg, men af glæde over, at hun har været her en tredjedel af mit liv, og jeg græder i taknemmelighed over alle de mennesker, der har fyldt mit liv.

Og især Sara, som jeg omfavner.

Jeg mærker både tyngden og letheden af mit liv.

Men jeg har bevaret fokus på det, jeg er taknemmelig over. Sikken et liv. Sikke nogle år. Sikke nogle årtier. Jeg føler mig glad og tilfreds over livet, oplevelserne.

Livet sluttede ikke, det sidste årti – til trods for længsel og sorg, så blev det et årti, hvor jeg rejste mere end nogen sinde, tog langt væk alene, oplevede nye lande, deltog i kurser i østen, genoptog mit franske liv i perioder på en måned ad gangen.

Jeg kan fortsætte min fødselsdag. Pandekagerestaurant med veninderne fra Erquy til frokost. Champagne og pandekager, både galettes og crêpes.

Og sen eftermiddagstur med venner til den mondæne badeby, Dinard, hvor rige franskmænd og englændere i starten af 1900-tallet fik bygget deres sommerresidenser som små slotte. Coctails i baren på Thalassoterapi-hotellet.

018

039

041

Jeg er parat til det næste årti. Og jeg vil møde livets vinter i sommertøj.

045

 

Erquy

Jeg er her igen. I den lille by, som jeg altid vender tilbage til. Engang havde jeg et liv her. Boede her – i et andet liv, som var mit. Dengang. Et andet liv i dette.

Jeg nærmer mig de 70 med en følelse af at have haft mange liv i ét. Et liv delt op i perioder, steder. Temaer, næsten.

Måske derfor har jeg altid haft behov for at “gemme” de mennesker, som har betydet noget fra hver fase, hvert liv. Have dem med mig – helt op til nutiden.

Og nu er jeg her igen. Erquy, Bretagne, Frankrig. Havde egentlig ikke planlagt at rejse. Netop fordi jeg bliver 70, vil jeg – endelig – fejre min fødselsdag igen, med en stor fest. Den måtte blive dette års rejse, tænkte jeg. Men længslen efter et skift i dagligdagen,  vidder, en mere barsk natur, lokkede mig alligevel ud. Og – det er aldrig til at vide, hvad fremtiden bringer, så hellere følge nuets indskydelser.

Så jeg er her igen. I mit franske liv.

Ikke det liv, der var – men som alligevel er. Lidt. De gamle venner, den gamle svigerfamilie. Udsigten, havet, klipperne. Byen er blevet større. Men naturen er den samme. Vandreturene er de samme. Engang imellem mødes de to liv. Dengang og nu smelter sammen.

Jeg går rundt og fylder øjnene med omgivelsernes skønhed. Havnen, havet, klipperne i den tidlige morgensol. Landskaberne under vandreturene. Fylder lungerne med havluften. Sanserne med oplevelsen af den lette vind, der giver små kuldegysninger, solens stråler, der lander på huden, lyden af bølgerne og fuglene. Eller der, hvor sanserne er allermest skærpede – på gåture hjem gennem en natsort by, når alle gadelygter er slukkede og intet lys trænger ud fra husene pga. skodderne. Kun stjernerne højt oppe. Og alt er tyst og trygt. Hjertet, der røres, i mødet med de mennesker, der har betydet noget for mit liv her. Vennerne – os, der var unge sammen. En omsorgsfuld ex-kæreste. Min franske familie hvor jeg midt i støjen af stemmer, der stiger, mærker en stille glæde over stadig at være en del af den.

De er her stadig – alle – når jeg dukker op.

Og som en snegl kan jeg trække mig tilbage til mit eget hus.Jeg rejste alene hertil. Jeg er meget sammen med andre. Men jeg kan være alene, når jeg har behov for det. Sikken en glæde at kunne leje den samme lejlighed igen og igen.

Mine celler optager alle indtrykkene – helt ind i sjælen, der hvor fortid og nutid smelter sammen.