Snart Paris

En kort tur til Paris i november.

Min papsøn, min datters storebror, bor der – med sin kone og to børn. Det er to år siden, jeg besøgte dem sidst, og i mellemtiden er de flyttet i hus i en forstad. Jeg så det, da jeg var der sidst. Da var det under ombygning, men jeg har ikke besøgt dem, siden de er flyttet ind. Så det glæder jeg mig rigtig meget til.

Det bliver også et lille brud på efteråret. Derfor havde jeg egentlig også tænkt mig at tage helt til Bretagne. Men altså. “To ferier i én” – det bliver for meget lige nu, synes jeg. Selv om det har trukket i mig. Så tænkte jeg: Nogle dage i et buddhistkloster i Midtfrankrig, ku’ være sagen. Men også det valgte jeg fra – til fordel for at blive i Paris et par dage mere. På den måde, at jeg besøger familien fra fredag til mandag – og tager så ind til Paris centrum i to dage. Så får jeg både tid sammen med familien og tid alene. Det føles godt at være landet der.

Kontaktede en fransk veninde fra Bretagne for at høre, om hun havde tid til at komme og være sammen med mig. Det havde hun ikke. Men at skulle nyde Paris i to dage alene føles godt. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad jeg vil se, lave. Der er tid nok.

Men hotelværelset er lige bestilt. Igen har jeg brugt tid på at tjekke airbnb og hotelværelser. Det er egentlig noget, jeg nyder at gøre. Kan huske tilbage til den tid, jeg/vi tog på familielferier, hvor megen glæde der var i det at søge bestemmelsessteder, boliger, al planlægningen, som blev en vigtig del af oplevelsen. Da jeg havde været i Nepal første gang, fik jeg ligefrem lyst til at lave en lille virksomhed, hvor jeg kunne hjælpe solorejsende med at komme til Nepal, finde steder at bo, finde rundt. Evt. være der nogle gange om året som kontaktperson. Det blev aldrig til noget – men idéen kunne jeg måske tage op igen…

Var lige ved at vælge et fint lille værelse i airbnb nær Place Pigalle. Men fandt så ud af, at faktisk – når det kun er et par nætter – så er et hotelværelse fint. Jeg skal alligevel være ude en stor del af tiden og orker vist heller ikke rigtigt at engagere mig lidt socialt i værtsparret for så kort tid. Ja, somme tider elsker jeg faktisk den anonymitet, der kan være på et hotel. Og et værelse, der bare ikke har andet end det nødvendige. Intet personligt. Det kan somme tider give vældig meget ro i sindet.

Det minder mig desuden lidt om dengang, jeg boede i Frankrig, hvor jeg nogle gange tog et lille ophold i Paris. Bare én overnatning, enten på vej til Danmark eller på vej hjem. Ligesom togrejsen blev det en lille pause mellem det liv, jeg forlod, og det, jeg var på vej til.

Valget blev Hotel Cambrai. Jeg kender det – og var der sidst med Saras far, for fire år siden, da vi skulle ned og se hans nyfødte yngste barnebarn. Hotellet ligger i gåafstand fra Gare du Nord – hvad der er rigtig godt, når jeg skal af sted derfra ved 9-tiden om onsdagen for at komme til Charles de Gaulle lufthavnen.

Og så havde de lige pt. et godt tilbud. To nætter for 100 euro. Det er virkelig billigt i Paris.

Jeg kan da vist kalde mig single-rejsende et par dage igen. En lille rejse alene.

Rejsen gennem livets skift

Altså – denne blog bevæger sig vist lidt væk fra at være en blog om rejser. De lange rejser. Entusiasmen ved at rejse langt – alene. Det vil være kortere rejser. I afstand, ikke nødvendigvis i tid, for en måned på rejse føles stadig passende. Langsom, som jeg er, selv om tiden går hurtigt. En måned skal der til for at føle, at jeg kan være fuldt til stede, der, hvor jeg er.

Og det vil nok rigtig tit være rejser til Bretagne. Som jeg har fastslået mange gange: Mit andet hjem.

Så bloggen vil måske mere og mere blive denne bevægelse mellem mine to hjem. Og mellem disse rejser jeg stadig alene.

Samtidig er det rejsen i denne del af livet, der fylder. Den har jeg været inde på nogle gange, f.eks. HER og HER

Og den rejse – rejsen i livet – er også en rejse alene. Jeg har boet alene længe, lever ikke i parforhold, deler ikke bolig med nogen. Så min rejse i livet er på vigtige punkter en rejse alene. Og – uden at ville fortabe mig i refleksioner over andres livsrejse – så kan jeg ikke lade være med at tænke, at selv om man lever i parforhold, så er det måske altid en rejse alene. Rejsen i tid og alder.

Livets skift

Hun har flere gange i sit liv brudt med det velkendte. Brudt med trygheden i dagligdagens trivialiteter. Flyttet over afstande. Skabt nyt liv, nyt sted. Rejser alene – uden sikkerhedsnet. Men alt har været et valg. Bortset fra et skift, som hun var tvunget til. Et skift, som tvang hende til at bryde med forestillingen om, hvordan resten af hendes liv skulle være.

Og hun rejser, når hun ikke kan andet. Hun rejser for at få ro, være alene, finde mening. Hun rejser somme tider væk fra en indre uro, en slags kaos til et nyt – ydre – kaos, som er nemmere at finde mening i .

Hun bor på fredelige klostre eller deltager i kurser på andre. Mediterer. Holder mund i 10 døgn, Sidder alene og spiser eller sammen med tilfældige mennesker mødt på rejsen.

Hun lader sig synke ned ved et bord i “Fine grains bakery” i Kathmandu, omgivet af bekendte.

Hun sidder på bjergsider og prøver at finde sjælens ro.

Hun bor alene på hoteller, guesthouses, airbnb, men føler sig aldrig alene.

Hun bevæger sig ud og ind i strømmen af mennesker i fjerne storbyer, sætter sig og glor og bliver for et øjeblik vidne til de liv, der går forbi. Kan forestille sig alt muligt, men ved intet om dem.

Hun tager gang på gang på lange flyrejser. På vejen ud oftest med spørgsmålet: ”Hvorfor gør jeg dog det igen.? Men ankommet og med udmattelsen, der hurtigt viger for nysgerrigheden er svaret ”Derfor.” På vejen hjem er det altid mere strabadserende, og i stedet for spørgsmål om hvorfor, sværger hun, at hun gør det aldrig igen. Slet ikke når udmattelsen efter rejsen sætter sig til en forkølelse, som bare ikke vil forsvinde. Men efter en tid dukker uroen op igen sammen med tanken om, at ”Derude er der ro.” Og lysten til endnu en rejse er allerede opstået.

Somme tider giver det en indre stress at tænke på alt det, hun vil nå at se, opleve, være i. Med den fremtid, der svinder for hvert år.

Derude kan hun føle sig i live. Føle, at kroppen stadig er stærk At hun lever. At hun stadig kan det, som mange andre hverken kan eller tør.

Så sidder hun der igen. Et fremmed sted. Eller måske et sted, hun har været før, vender tilbage til, fordi det trods alt bliver en slags hjem, et udgangspunkt. Parat til at møde de mennesker, der krydser hendes vej. Spørger måske sig selv igen, hvorfor hun egentlig tog ud, men mest sidder hun med en følelse af frihed, fred, ro, som hun ikke kender andre steder fra, Og et fravær af den længsel efter hun ved ikke hvad, som ofte fylder derhjemme. Nu er hun måske ved sine længslers mål.

 

 

 

Familieferie

Bretagne igen. Ja, det er ved at være noget siden. Kom hjem for lidt over en måned siden med fire gode uger i bagagen. Det var jo en familieferie denne gang i de to af ugerne. Min bror, hans datter/min niece, hendes mand og børn kom derned. Jeg var ankommet og kunne tage imod dem i den lejlighed, vi havde lejet sammen. Nemt og godt og ligetil at holde fælles ferie. Jeg nød, at dele mit franske liv lidt med dem, at de lærte min by, Erquy, og Bretagne at kende. Ja, min bror kendte det jo i forvejen. Han besøgte mig tit, mens jeg boede der. Men det var trods alt 40 år siden, han havde været der sidst. Nød hans glæde over at være her igen. Nød alle vores samtaler. De fine øjeblikke med min niece, hvor jeg følte den nærhed, som er kommet mellem os. Diskussioner om alt muligt med hendes mand. Strand og udflugter. At se børnene nyde havet, klipperne. Gå ture med dem i et terræn, de ikke har oplevet før.

           

 

Bagefter havde jeg en uge i den lejlighed, jeg plejer at leje, en uge til at dykke ned i mit franske liv. Men jeg savnede dem faktisk, da de var rejst. Og en uge er lidt for kort til det franske liv. Det var også min datters dødsdag, mens jeg var der. En grund til at isolere mig lidt, mindes hende, meditere for at have en slags møde. se indlæg i bloggen Efter Sara HER 

Inden Erquy havde jeg et par dage i Rennes med min franske ex-svigerfamilie. Boede hos min svigerinde og svoger, mødtes med hele familien, deres børn på nu 47 og 48, som  stadig kalder mig Tante Benthe, svigerbørn, børnebørn. Nød igen at være en del af dén familie, som stadig er min. Efter Erquy igen Rennes nogle dage, denne gang hos en veninde.

Da jeg kom hjem var det med følelsen af ikke at ha’ fået nok. Jeg må derned snart igen.

Ville gerne dele min tid lidt mere mellem Bretagne og Danmark. Hellere det end de lange rejser. Det har jeg allerede fortalt. Men det bliver mere og mere tydeligt.

Det går op for mig, at jeg er glad der. Erquy gør mig glad.

På en anden måde end hjemme. Ikke, at jeg ikke er glad her. Men, hvordan forklare det? Næsten lykkelig. Det, som man ellers kun bliver i glimt. Og jeg undrer mig lidt over hvorfor. Jeg lever jo et dagligliv der. Ikke meget anderledes end herhjemme. Små, banale daglige ting. Indkøb, mad, gåture, mødes med vennerne. Ligesom herhjemme. Vennerne er ikke “bedre” der end her. Og alligevel er der denne lykkefølelse. Husker, at første gang jeg oplevede 24 timer uden overvældende sorg efter min datters død, det var i Erquy. To år efter hendes død. Jeg kan huske, at jeg på andendagen var gået ud for at sætte mig på en klippe, kigge ud over havet i den begyndende solnedgang. Og det gik op for mig, at jeg havde oplevet et helt døgn uden sorg og negative tanker.

Da jeg igen tænkte på alt dette, huskede jeg pludselig min franske svigerfars ord fra for snart 40 år siden. Om, hvordan han næsten ikke kunne holde ud at være væk fra havet. At han følte sig bedst til pas, lettere til mode, når han var i sit sommerhus. Han mente, at det var den jodholdige luft, der var god for ham. At han havde brug for disse jod-ioner, som han udtrykte det. Jeg googlede lidt om jodholdig luft – og fandt faktisk et par resultater, hvor et område i Bretagne og ved den spanske Allicante-kyst bliver fremhævet pga. den specielt jodholdige luft.

Er det det, der sker, når naturen der gør mig så glad? At det ikke bare er at jeg fylder øjnene med udsigter, mens jeg mærker vinden, solen, regnen, livet ved at bevæge mig rundt. Men at jeg bogstaveligt fylder lungerne med en luft, der er god for mig? Jeg ved det ikke. Men ved bare, at det mere og mere igen er blevet mit andet hjem. Og mere vigtig end de lange rejser. Som jeg ikke har brug for som engang.

 

 

70 år

Det var min fødselsdag i går. Her – i det franske. 70 år. Det er mange år. Jeg har levet så længe, at det vel er en kendsgerning, at jeg står foran mit livs vinter.

70 levede år.

Som alle andre dage startede jeg dagen i dag med en meditation.

Denne gang en morgenmeditation på alder og taknemmelighed. Taknemmelig over alle årene, alle årtierne. Går tilbage i livet. Dvæler ved hvert årti.

Fra 2017 til 2007, 2007 – 1997, 1997 – 1987 osv.

Jeg genser alt det, og alle dem, som jeg har været taknemmelig over i hvert årti.

Det er overvældende, som taknemmeligheden fylder. Jeg har så meget at være taknemmelig over.

Til sidst lader jeg alle de mennesker, som har betydet og betyder noget for mig stå omkring mig. Det er én stor masse, som står beskyttende omkring mig. Jeg ser ikke den enkelte, men mærker hvordan deres tilstedeværelse fylder mit hjerte med glæde.

Kun én træder tydeligt frem. Sara. Jeg græder, ikke af sorg, men af glæde over, at hun har været her en tredjedel af mit liv, og jeg græder i taknemmelighed over alle de mennesker, der har fyldt mit liv.

Og især Sara, som jeg omfavner.

Jeg mærker både tyngden og letheden af mit liv.

Men jeg har bevaret fokus på det, jeg er taknemmelig over. Sikken et liv. Sikke nogle år. Sikke nogle årtier. Jeg føler mig glad og tilfreds over livet, oplevelserne.

Livet sluttede ikke, det sidste årti – til trods for længsel og sorg, så blev det et årti, hvor jeg rejste mere end nogen sinde, tog langt væk alene, oplevede nye lande, deltog i kurser i østen, genoptog mit franske liv i perioder på en måned ad gangen.

Jeg kan fortsætte min fødselsdag. Pandekagerestaurant med veninderne fra Erquy til frokost. Champagne og pandekager, både galettes og crêpes.

Og sen eftermiddagstur med venner til den mondæne badeby, Dinard, hvor rige franskmænd og englændere i starten af 1900-tallet fik bygget deres sommerresidenser som små slotte. Coctails i baren på Thalassoterapi-hotellet.

018

039

041

Jeg er parat til det næste årti. Og jeg vil møde livets vinter i sommertøj.

045

 

Erquy

Jeg er her igen. I den lille by, som jeg altid vender tilbage til. Engang havde jeg et liv her. Boede her – i et andet liv, som var mit. Dengang. Et andet liv i dette.

Jeg nærmer mig de 70 med en følelse af at have haft mange liv i ét. Et liv delt op i perioder, steder. Temaer, næsten.

Måske derfor har jeg altid haft behov for at “gemme” de mennesker, som har betydet noget fra hver fase, hvert liv. Have dem med mig – helt op til nutiden.

Og nu er jeg her igen. Erquy, Bretagne, Frankrig. Havde egentlig ikke planlagt at rejse. Netop fordi jeg bliver 70, vil jeg – endelig – fejre min fødselsdag igen, med en stor fest. Den måtte blive dette års rejse, tænkte jeg. Men længslen efter et skift i dagligdagen,  vidder, en mere barsk natur, lokkede mig alligevel ud. Og – det er aldrig til at vide, hvad fremtiden bringer, så hellere følge nuets indskydelser.

Så jeg er her igen. I mit franske liv.

Ikke det liv, der var – men som alligevel er. Lidt. De gamle venner, den gamle svigerfamilie. Udsigten, havet, klipperne. Byen er blevet større. Men naturen er den samme. Vandreturene er de samme. Engang imellem mødes de to liv. Dengang og nu smelter sammen.

Jeg går rundt og fylder øjnene med omgivelsernes skønhed. Havnen, havet, klipperne i den tidlige morgensol. Landskaberne under vandreturene. Fylder lungerne med havluften. Sanserne med oplevelsen af den lette vind, der giver små kuldegysninger, solens stråler, der lander på huden, lyden af bølgerne og fuglene. Eller der, hvor sanserne er allermest skærpede – på gåture hjem gennem en natsort by, når alle gadelygter er slukkede og intet lys trænger ud fra husene pga. skodderne. Kun stjernerne højt oppe. Og alt er tyst og trygt. Hjertet, der røres, i mødet med de mennesker, der har betydet noget for mit liv her. Vennerne – os, der var unge sammen. En omsorgsfuld ex-kæreste. Min franske familie hvor jeg midt i støjen af stemmer, der stiger, mærker en stille glæde over stadig at være en del af den.

De er her stadig – alle – når jeg dukker op.

Og som en snegl kan jeg trække mig tilbage til mit eget hus.Jeg rejste alene hertil. Jeg er meget sammen med andre. Men jeg kan være alene, når jeg har behov for det. Sikken en glæde at kunne leje den samme lejlighed igen og igen.

Mine celler optager alle indtrykkene – helt ind i sjælen, der hvor fortid og nutid smelter sammen.

 

 

September i Frankrig

Har været i Frankrig i ca. 3½ uge. Kom hjem igen den 7. oktober.

Det var ikke en rejs-alene-tur – undtagen lige det, at jeg til sidst rejste til Bretagne, hvor jeg igen boede i en lejlighed i 11-12 dage alene, men omgivet af gamle franske venner.

Rejsen startede nord for Nice. I Tourrettes-sur-Loups, hos et helt utroligt omsorgsfuldt og generøst værtspar. En veninde og hendes mand har haft et hus der i ca. 10 år, og vi veninder har på skift været på besøg, én til fire ad gangen. Denne gang var vi alle syv veninder fra Nibe inviteret til at komme derned og tilbringe en uge sammen. Otte kvinder og én mand.

Da det jo ikke kan kategoriseres som en rejse alene, vil jeg kun fortælle lidt om, hvor dejligt det var at opleve, hvordan vi ni personer kunne fungere let og ubesværet sammen. De store linjer havde vi besluttet på forhånd: Madlavning på skift, indkøb, når der var marked eller ifm. en køretur, morgenmad individuelt, alt efter hvornår man stod op, frokost spontan og sammen, hvis man var hjemme, aftensmad sammen, hvem, der skulle have eneværelse (jeg var én af de heldige), enhver kunne trække sig efter behov. Og når nu værtsparret lagde hus, vin, basisingredienser til os, så lagde vi gæster penge i en fælles pung til indkøb – hvor den enkeltes behov skulle tilgodeses.

Så ugen og samspillet kom til at foregå næsten organisk. Vi samarbejdede, var fleksible overfor hinanden, vi trak os og var sammen – alle eller nogle stykker ad gangen. Virkelig en god oplevelse for mig at se, at jeg absolut ikke er helt så asocial, som jeg somme tider tror, at jeg er blevet. Bare jeg har muligheden for at bevæge mig ind i og ud af samværet. Så nemt kan det være.

003

010

022

043

Da mine veninder rejste hjem til Nibe, tog jeg toget fra Nice til Paris, og mht. togrejser i Frankrig (med SNCF), vil jeg lave et indlæg specifikt om dette, for der er mulighed for at få gode og nogle gange store rabatter, der betyder, at man somme tider kan få en 1. klasses billet til ikke meget mere end en 2. klasses.

Her rejste jeg f.eks. kl. 7 morgen på en 1. klasses billet. Vognene på 1. klasse er ofte indrettet på den måde, at i én af siderne i vognen er det enkeltsæder. Dvs. en række med “enepladser”. En behagelig stol og et bord til hver enkelt. Sådan en plads havde jeg valgt. Jeg kunne bare læne mig tilbage og nyde udsigten de 900 km. 5 timer 3/4 i et højhastighedstog. For 50 euro!

På rejsen og mens jeg ventede på Gare de Lyon i Paris, nød jeg disse timer alene. Jeg havde længe ønsket at besøge “Le train bleu” igen. Det er den smukke art déco restaurant på Gare de Lyon. Jeg har kun været der én gang tidligere, men nu blev der tid til kage og kaffe her.

wp_20160920_005

Gare de Lyon udefra – så mangler jeg at finde et foto af “Le train bleu” – og kagerne.

I Paris besøgte jeg min papsøn, Morten, min datters gode storebror. Han bor i Paris med sin fransk/engelske kone og deres to børn. De har boet midt i Paris, men er nu flyttet i en lejet lejlighed i Chatou, mens de venter på, at det hus, de har købt der, bliver istandsat.

Det var dejligt at besøge dem i deres dagligdag. Have tid til at se deres nye område, det hus, de skal flytte ind i, tage med drengen, Jonathan, på 6 år i svømmehallen, se hans skole og lillesøsterens børnehave, tage på marked med Déborah, Mortens kone. Igen nyde, at i alle byer i Frankrig, store som små, og i alle forstæder, der er der et ugentligt marked. En afstikker til Paris en dag alene. Passe børnene en aften, mens forældrene var ude.

Igen en positiv oplevelse af at være “social nok” til et tæt samvær i en lille lejlighed.

Efter tre dage, tog jeg toget videre til Bretagne – til Erquy, mit hjem i Frankrig, hvor jeg havde lejet en stor lejlighed i 12 dage af en englænder. Den lejlighed lejede jeg i september måned to år i træk, i 2012 og 2013. Det var her, jeg begyndte og afsluttede skrivningen af min bog, “Efter Sara”. Forøvrigt kan man også forhandle priser på lejligheder, når man har fået kontakt direkte med udlejer. Første gang lejede jeg denne lejlighed næsten til fuld pris for en måned. Men allerede året efter – ved at kontakte udlejer direkte – fik jeg den til 600 euro for en måned. Hvilket er billigt for en stor 4-værelses lejlighed med udsigt i en populær badeby. Denne gang fik jeg 12 dage for 200 euro, fordi halvdelen af dagene var i oktober.

12 dage i Erquy, hvor jeg havde mit eget, og kom lidt ind i følelsen af at være alene på rejse, samtidig med, at alt var hjemligt, fordi jeg kender stedet så godt efter de mange år, jeg boede der i 70’erne, alle vennerne, min gamle svigerfamilie (min franske nevø og niece på nu 44 og 46 år, som stadig kalder mig tante Benthe).

Noget, der altid er forunderligt for mig, når jeg er tilbage i det franske, det er måden at diskutere på, med stemmer, der stiger og stiger. Det er også den måde, hvorpå franskmænd viser, at de ikke er bange for “at tage scenen”, f.eks. med ord midt i en fortælling, som: “Et maintenant, écoutez-moi bien” (og nu – lyt nu godt efter). Taleren, der kan holde deltagerne i ånde med: “Devinez quoi…” (Kan I gætte? – underforstået, at inden fortællingen fortsætter, må vi gætte på, hvad der så kommer). Men også afbrydelser, hvor tilhørerne begynder at gætte på, hvad der nu sker. Og måden at lægge vægt på ordene, som “mag-ni-fique” eller “mer-veill-eux” med tryk på alle stavelser og med højere stemmeføring (på dansk ville det nok være “STOR-SLÅET” og “DEEEEJ-LIGT” – eller “SKØØØØN_T”.

Man bliver virkelig nødt til at tale højt og længe for at være med – på en måde, som ville virke anmasende i Danmark.

Jeg lægger også mærke til, at den ret dårlige vane jeg kan have med at åbne parenteser, bevæge mig væk fra hovedemnet, lave sløjfer i bifortællinger – den stammer herfra. Nogle franskmænd, som jeg kender, specielt dem, der er undervisere, excellerer i dette.

Der var stadig sensommer i Bretagne, der, sidst i september. Vejr til kjole og let tøj. Det var muligt at sidde ude både tidlig morgen, før det blev lyst, og om aftenen indtil mørket faldt.

Livet gik sin stille gang med skiftevis samvær og alenetid. Som derhjemme. Og jeg fik virkelig bevæget mig, gået meget lange ture, alene eller med venner.

Naturoplevelserne i Bretagne er altid overdådige. Den ene storslåede udsigt efter den anden.

En dag, jeg gik rundt, undrede jeg mig over, hvorfor jeg har denne lyst til at rejse til “Langtbortistan”, bruge mellem 15 og 20 timer på fly og ophold i lufthavne, når jeg i Erquy og omegn finder alt det, som jeg rejser ud efter: Naturoplevelser, mulighed for at gå langt, også alene, socialt samvær med mennesker, jeg kender i forvejen, og som jeg ved, jeg møder igen. Må indrømme, at det er lidt mindre slidsomt end hele tiden etablere nye kontakter, når jeg er ude i “ukendt terræn”. Okay, jeg ved godt, at jeg også går efter, hvor billigt og godt jeg kan leve i Asien – og den sikre varme. Men tanker at brygge videre på, inden en næste rejse.

024.

005

039

041

 

 

Sverige i august, Bretagne i oktober

Det er flere måneder siden jeg sidst var på rejse – bortset fra en lille uges tid i Sverige i august. En veninde-tur med masser af snak, gode traveture, færgen til en ø i Skærgården ved Kalskrona, vidunderlige frokostrestauranter, en magisk hjemtur langs noget af Sveriges sydkyst med besøg inden solnedgangen ved stensætningen Ales Stenar.

Egentlig skulle jeg have været i Bosnien i juli. En aftale om at besøge en bosnisk familie, som jeg kender, mens de var i deres hjemland på sommerferie. Men en operation i tårekanalen satte desværre en stopper for denne rejse. Den er nu udsat til næste sommer.

Måske led jeg endnu mere under det dårlige juli-vejr, fordi det hele tiden mindede mig om, at jeg kunne ha’ været i den varme bosniske sommer. Faktisk har jeg efterfølgende hørt, at det var den varmeste i årevis.

Men om en uge tager jeg til Bretagne. Ikke så længe, to og en halv uge. I 2012 og 2013 tilbragte jeg hele september måned i den by i Bretagne, hvor jeg engang boede i en 10-års periode. Havde lejet en lejlighed – primært for at skrive på en bog. Jeg påbegyndte den i september 2012 og afsluttede den i september 2013.

Bogen er først udkommet i år, for jeg blev selvfølgelig ikke helt færdig dernede. Efterredigering herhjemme, så den lange tur gennem forlag og endnu flere redigeringer ift. den feed back jeg fik. Og efter at have fundet et forlag, som ville udgive, ja, så var der igen finpudsning af manuskriptet.

Det var en bog, som var nødvendig for mig at skrive. Bogen om mit liv, efter at min datter døde i en trafikulykke for fem år siden. En anden slags rejse ude i sorgen og savnets land.

Når jeg nu tager til Bretagne igen, er det både for at møde gamle venner, gammel svigerfamilie, og for at skrive igen. Jeg er parat til at begynde på et nyt manuskript.

Denne gang lejer jeg en lille lejlighed på havnen i Erquy. De to andre gange boede jeg lidt udenfor byen, men eftersom turistsæsonen nu er definitivt overstået, ved jeg, at der vil være temmelig øde i det område. Så det føles bedre at være i byen. Og der er aldrig langt til naturskønne steder.

Jeg synes det har været svært og langsommeligt at booke flybilletter denne gang. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der har det sådan, men at booke fly til “langtbortistan” er på mange måder nemmere end at booke fly indenfor Europa. Når jeg tager på langtur, er der så meget, som oftest er indeholdt i flybilletten: Medfølgende bagage uden ekstra tillæg, mad på rejsen. Men skal jeg til Paris er det absolut ikke sikkert, at billige billetter er billige, når det kommer til stykket. Jeg er oppe imod afgangstider, som enten ligger alt for tidligt om morgenen, eller ankomsttider for sent til at rejse videre den dag – og så skal jeg ud og finde hotel. Eller ankomst til Orly lufthavnen, når jeg skal nå hurtigt videre fra Charles de Gaulle. Eller at jeg, når jeg er godt gennem et tilsyneladende godt tilbud, opdager, at medfølgende bagage koster over 250 kr. – hver vej.

Jeg er nu igen en gang havnet med almindelige Air France/KLM billetter til lidt over 3000 kr. Aalborg – Rennes (Frankrig) retur. Men det er absolut det bedste, jeg kan finde.

Når jeg ankommer til Rennes, bliver jeg hentet af en fransk veninde fra ungdommen, bliver der et par dage – og så videre ca. 100 km med tog. Der kommer et vennepar – også fra ungdommens tid (jamen det er de næsten alle sammen) og kører mig til Erquy, hvor de også bor.

Jeg begynder at glæde mig. Rigtig meget. Jamen at bo i Erquy, selv for en kort periode, er som at komme hjem, være i omgivelser, hvor jeg straks glider ind i et dagligliv, som jeg mærker, at jeg har savnet, når jeg pludselig er der igen. Det er meget anderledes end mine rejser til Asien. Stille, rolig glæde.