Bretagne i 5 uger eller Brøndums Hotel et døgn?

Bretagne eller Brøndums? Det minder mig om “Husk lige tandbørsten” fra 90’erne, hvor deltagerne kunne vinde en rejse til et fjernt land, hvis de var heldige, eller til et eller andet sted i Danmark, hvis de var uheldige. Husker specielt den aften, hvor mulighederne var Nepal eller Nibe – og deltageren måtte nøjes med Nibe.

Nu er Brøndums Hotel ikke noget jeg nøjes med, men noget jeg vælger i stedet for Bretagne. Noget skal der ske.

Da jeg begyndte at fortælle, at jeg skulle to dage til Skagen, med en overnatning på Brøndums, var spørgsmålet: Hvem skal du af sted sammen med? Jamen det havde jeg slet ikke tænkt på – at skulle af sted med nogen. Jeg skulle bare af sted og samle tanker og følelser, lade vind og forhåbentlig lys og sol klare det arbejde.

Jeg begyndte at skrive ovenstående den 9. september, tror jeg. så det er snart to måneder siden jeg havde mit eget lille stille retreat deroppe.

Lyset fik jeg ind på flere måder. Den høje himmel over stiv kuling. Lyset i Anna Anchers malerier på den vidunderlige særudstilling om hende på Skagen Museum, hvor jeg startede, så snart jeg ankom.

Ophold på Brøndums Hotel, der selvfølgelig måtte begynde med ét af deres kæmpestore lagkagestykker med kaffe til, mens jeg sad der og vænnede mig til, at her er man “De’s”.

En eftermiddag med gåtur langs Sønderstrand mod Grenen, delvis afskærmet for vinden, der måtte komme fra Vest. Indtil jeg nåede på højde med Grenens parkeringsplads og var i åbent landskab og næsten ikke kunne stå på benene. Jeg så bagefter, at der havde været vindstød op til 88 km i timen. Opgav at nå Grenen og kæmpede mig hjem til hotellet langs vejen.

Godt gennemblæst nød jeg at komme ind på mit værelse, hvor jeg næsten kunne fornemme historien træde ud af væggene med en gammel skolefrøken, der trængte sig på i mine tanker. En historie, der måske skal fortælles på et tidspunkt.

Da der ikke var plads til mig til spisning i hotellets restaurant om aftenen, valgte jeg at gå hen på Hotel Skagen. Jeg er så vant til at gå ud og spise alene, når jeg rejser i udlandet, men her var jeg opmærksom på, hvordan alles øjne rettede sig mod mig (okay, de flestes), da jeg bad om et bord til én og blev vist derhen af tjeneren. Det eneste ledige bord i en fyldt restaurant. Det føltes lidt ubehageligt i starten, men så hengav jeg mig til én af mine yndlingsbeskæftigelser, når jeg spiser alene: Opdage de par, som sidder tavse overfor hinanden og kigger hver deres vej. Eller ned i mobitelefonen. Mens jeg da kan glæde mig over ikke at være en del af det. Sidde og føle mig fri og let.

Hjem til hotellet. Krybe i den bløde, hvide badekåbe, som er lagt frem.

Eneste minus er, at toilet og badeværelse er på gangen. Lidt træls for én som mig, der skal op og tisse om natten. Men hellere være i den gamle bygning uden toilet og bad end i et anneks med det hele.

Morgenmad og strandtur. Nu blæser det ikke længere, og jeg kan sidde/ ligge en times tid i sandet, mens solen varmer mig med de sidste stråler af sommer. Bytur og spisning på en lille café inden jeg skal med toget om eftermiddagen.

Hensigten med at samle tanker og følelser, ønsket om at få en slags overblik over mit liv med lige nu og hvad så, lykkedes ikke. Tiden var for kort, må jeg erkende. Men tankerne blev blæst rundt og landede vel på en ny måde, og det var godt nok og en dejlig pause lige der, hvor jeg havde brug for den.

I december tager jeg derop igen. Med to veninder fra den tidlige ungdom. En kvindetur, som vi længe har talt om. Det blev Skagen, vi besluttede os for.

Hvis kommunegrænserne nu ellers åbner igen den 3. december efter Nordjyllands nedlukning pga. Covid19 mutationen til Cluster 5 gennem mink.

 

Paris

Hjemme igen siden onsdag aften i sidste uge. Som altid er jeg meget langsom efter hjemkomst og langsom til at pakke inden. Okay, jeg fik pakket ud og lagt væk og til vask efter tre dage – fordi jeg fik gæster. Og mellem pakning og udpakning har der været 5 dejlige dage i Paris. To en halv dag hos min papsøn, hans kone og to børn i én af Paris smukke forstæder, Croissy. Det regnede voldsomt, så vi holdt os mest inde. Og det var dejligt bare at dykke ned i deres liv, for en stund være en del af det, uden at skulle alt muligt. Have lidt mere tid sammen med dem, end andre gange de sidste år, hvor jeg næsten kun har været på gennemrejse, inden jeg skulle videre til Bretagne. Eller når de er i Danmark og skal rundt til familie og venner i løbet af en ferie. Masser af samtaler. Se børnene lege. Huske, hvor meget min datter havde glædet sig til at blive faster, da de ventede den store dreng for otte år siden. Men som hun ikke nåede at se, fordi hun blev dræbt i trafikulykken to uger inden vores planlagte rejse ned til den nyfødte. Men hun er med – på en måde – i samtalerne med hendes storebror.

Blot et par gåture ud under regnen, til ét marked lørdag, et andet søndag. Forstaden, de bor i, ligger klos op ad en anden forstad, Chatou. To små forstæder, der ligger så tæt, at de tilsammen er Chatou-Croissy, men alligevel med adskilte markeder. To om ugen i den ene by, to i den anden. De kan det der med markeder i Frankrig. Og gennem regnen øjnede jeg alle de smukke, gamle huse omgivet af store haver, masser af træer og grønt. Søndag eftermiddag en tur ind til Paris til en to års fødselsdag i min papsvigerdatters familie, hvor ortodokse og sekulære jøder mødes. I en stor lejlighed i Haussmann-kvarteret, en lejlighed med lange korridorer, der fortaber sig  ind i ejendommens midte – som et sandt paradis for de legende børn.

Derefter to hele dage i Paris, hvor jeg havde lejet et hotelværelse. Det er meget længe siden, jeg bare har haft tid til at drive rundt i byen og være turist med de andre turister. Flokkes med dem ved Sacre Coeur, Montmartre, Notre Dame, Latinerkvarteret. Besøge et par gode udstillinger. Sætte mig og spise ved vinduet i en restaurant, eller ude på den overdækkede terrasse, glo på de forbipasserende, drikke kaffe et andet sted, spise kage, glo igen.

Ved Sacre Coeur og Montmartre var min datter igen med. Metrostationen i nærheden gav næsten genlyd af hendes stemme. For sidst, jeg besøgte det område, var med hende for 15 år siden. Vi kiggede på brudekjoler i det arabiske kvarter nær Montmartre. Hun elskede stadig masser af glimmer på det tidspunkt i sit 16-årige liv – og jeg lovede hende, at hvis hun engang skulle giftes, ville jeg tage hende med derned for at købe brudekjole.

Samme aften gik jeg hen på et buddhistcenter i nærheden af mit hotel for at meditere. Da jeg havde lagt et foto på facebook fra markedet i Chatou, blev jeg kontaktet af min eks-svigerinde, som spurgte, om vi skulle mødes til en kop kaffe. Hun, hendes mand, søn, svigerdatter og barnebarn var altså også i Paris. Ingen af os havde talt om den forestående tur, da vi mødtes nogle uger inden. Og så mødtes vi, næsten tilfældigt i Paris med et øjebliks oplevelse af, at verden er lille.

Jamen – de fem dage føltes som 10 på den gode måde. Tiden, der for nogle dage, foldede sig langsomt, meget langsomt ud.

Neydo Kloster/ hotel. Nær Pharping

Efter to uger i Kathmandu er dette min nye udsigt fra min seng. Neydo Klostret nær Pharping, hvor jeg bliver boende i fem dage. Klostret har lavet, ikke bare et gæstehus, men et hotel i luksusklassen. 75 dollars pr. nat. Dyrt efter nepalesiske forhold. Mere end dobbelt så dyrt som det 3-stjernede og rigtig gode Hotel Vajra inde i Kathmandu. Og 10 gange så dyrt for værelse og morgenmad, som det gæstehus jeg lige kommer fra.

Jeg er lidt flov over at betale så meget i et fattigt land. Som om jeg er et rigt svin, der smider om mig med pengene. Som om en imperialistisk arv tynger mig.

Aldrig har jeg vist betalt så meget for et værelse så mange nætter i træk.

Når det er sagt, så kan jeg godt mærke, at det er skønt med lidt luksus. Det hjælper faktisk allerede på min tilstand.004

006

007

010Altså et meget stort værelse og et stort badeværelse. Og aldrig har jeg set så ren en wc kumme i Nepal:

008

Pænt er det – hele vejen igennem. Også fællesarealerne, som f.eks. den lækre stue og nogle gode terrasser, både i haveplan og på 1. sal.

013

034

038


Der er lagt op til fælles spisning med et stort fællesbord og et par mindre. De to første dage er de fleste andre gæster delt op i grupper. En gruppe unge amerikanske kvinder, som er her på yogaretreat – og som sidder sammen ved den ene ende af det store bord. To mindre grupper, som er på rundrejse med guider – og de optager de to mindre borde.

Ved den anden ende af det store bord sidder to kvinder. Så hvad gør jeg? Jeg sætter mig mellem gruppen af de unge amerikanere, som er fuldt optaget af at tale om deres kursus, og de to kvinder. Kan ikke undgå at høre, at de taler fransk, så jeg hilser på dem på fransk, hvilket får dem til at tale lavere.

Okay, tænker jeg. Her kan jeg lave min egen silent retreat, hvis der ikke er plads til mig i nogen gruppe. Uden beklagelse. Om morgenen kan jeg sætte mig ud i haven og spise morgenmad i solen.

(Se desuden dette indlæg om at spise alene blandt andre. Noget, man ikke kan undgå, når man rejser alene. http://rejsalene.dk/?p=149

Så det første par dage bliver som en stille retræte – tid til læsning, tid til mere meditation, tid til små ture på klosterområdet. Og en lidt udfordende tur til Pharping.

Og jeg accepterer og værdsætter lidt efter lidt denne nye luksus – og at dette så er en anden måde at organisere ophold for rejsende på klostre. Ved at satse på en anden slags rejsende, der vil betale mere, tjener de flere penge til undervisningen af munkene, til vedligeholdelse af klostre, til godgørende arbejde.

Hverdag på øen – og at spise alene

Jeg er, som sagt, mildere stemt over for den lille by her på Lonely Beach. Så slem er den heller ikke:

010

011

012

Caféen er min yndlingscafé, indehaverne er søde, god udsigt til livet omkring.

Men her festes – meget:

018

020

Man kan have sine egne beholdere med og købe den ønskede kvantitet alkohol.

Men det er jo om aftenen og natten, der festes. Om dagen er her roligt. Jeg begynder også at sætte pris på stranden. Den bedste plet, helt nede ved vandkanten, med medbragt frokost-frugt og under en skøn trækrone:

025

027

028

Jeg skrev forleden, at jeg ville fortælle noget om at spise alene blandt andre. Hvordan er det at være omgivet af familier og par – og sidde alene? Det er jo noget af det, man må være opmærksom på, når man rejser alene: At måltiderne ofte foregår alene. Og du skal ha’ noget at spise hver dag.

Jeg fik tidligt øvet mig i at spise alene, når jeg var nødt til det: På de tidligere omtalte utallige rejser mellem Frankrig og Danmark kunne jeg finde glæde ved at spise alene under nogle timers ophold i Paris. Og da jeg boede i København, hvor jeg i en periode havde et arbejde, der indebar, at jeg ofte var flere dage rundt i landet for at føre tilsyn med plejefamilier. Jeg spiste så alene på restaurant, havde aldrig svært ved det, kunne nyde at sidde og glo – ud i luften, eller på de andre. Men alligevel kunne jeg aldrig drømme om at gå ud at spise alene derhjemme. At gå ud at spise der indebærer et samvær med andre. Det er ikke bare for at spise, men for at dele oplevelsen, tale sammen, have god tid. Jeg går tit på café alene, drikker kaffe, spiser kage, hvis jeg under en bytur pludselig trænger til det. Men altså aldrig på restaurant.

Alene på rejse foregår de daglige måltider på restauranter og caféer, med mindre man bor på et sted med køkken. Da du jo skal spise hver dag, er der ingen vej uden om. Så det er ihvertfald én af de ting, du skal være opmærksom på, hvis du overvejer at rejse alene.

På rejse har jeg intet imod at sætte mig ved et bord og vente på maden, spise den, mens de fleste omkring mig sidder sammen med andre og spiser. Jeg forestiller mig, at hvis jeg gjorde det derhjemme, ville det signalere ensomhed. På rejse er jeg ikke ensom, jeg er bare alene.

Jeg kan få megen tid til at gå med bare at kigge, forestille mig de andres liv. Tidligere havde jeg tit en bog med – hvis serveringen blev for langsommelig. Der er grænser for, hvor lang tid, jeg vil tillade mig at kigge på andre. Nu har jeg som regel min bærbare med, for ventetiden inden maden giver mulighed for at tjekke mail, læse nyheder, da der næsten altid er wifi på restauranter og caféer.

Tit er det at spise alene en mulighed for at komme i kontakt med andre. I Kina, f.eks., var der altid mange, der næsten stod i kø for at komme i snak. Eller man falder i snak med andre rejsende, der sidder der alene. Ofte bor jeg på steder, der lægger op til samvær, fordi der er fhv. få borde, så man kommer simpelthen til at sidde sammen.

Dette er faktisk min første rejse, hvor jeg har haft meget lidt kontakt med andre, mens jeg spiser. På retreatcentret var der jo ligefrem lagt op til, at man spiste hos sig selv.

Det første sted, jeg boede på Koh Chang, var der rigtig mange familier med børn, så det giver sig selv, at de spiser sammen og ikke ligefrem længes efter at snakke med fremmede. Og her, hvor jeg bor nu, er der enkelte familier og ellers masser af par, unge, som starter festen allerede sidst på eftermiddagen og er i gang med n’te drink inden aftensmaden.

Hvordan klarer jeg så det? Som sædvanlig. Glor, skriver, læser. Jeg har ikke lyst til at være en del af det samvær, der er lige her. Så jeg tilbringer mere tid alene, end jeg er vant til på rejser. Det giver mig ikke nogen speciel følelse. Det er bare sådan, det er.

Jeg har heldigvis en dagligdag derhjemme med et godt socialt liv – og alenetid har altid været noget tilvalgt. Og nødvendigt. Nogle mennesker får deres energi ved at være omgivet af andre, sociale hele tiden. Andre, der har det som jeg, har brug for tid alene til at genoplade.

I mine ældre år går det op for mig, at jeg nok har levet det meste af mit liv som ekstrovert – selv om jeg dybest set er en introvert person. Med tiden har jeg kunnet tillade mig at acceptere denne introverthed. Det er også den, der gør, at nogle rejser, skal jeg bare foretage alene. Hvis der er steder, jeg vil opleve mere intenst, retreats, som jeg har lyst til at deltage i… Hvis jeg er sammen med andre, bliver min indre oplevelse mere flygtig, mindre min.

Jamen er jeg så asocial? Nogle antyder dette: “Skal du ikke lære at rejse med andre?” Jamen det har jeg jo også gjort – hele mit liv og stadig væk. Sidste år var jeg på min årlige tur til Sverige med to danske og en fransk veninde. En vidunderlig uge fyldt af godt samvær, fortrolighed, sjov. Og nogle uger senere i Norditalien med en veninde og min eks-mand. Også gode og dejlige oplevelser. Finn, ex’en, har også to gange sluttet sig til mig i Nepal, hvor vi så har deltaget i kurser sammen og andre dage lavet hver vores.

Det er bare to forskellige måder at rejse på, sammen med andre eller alene. To helt forskellige behov, der bliver opfyldt.