Hvorfor nu det?

Har verden brug for….

….en blog om at rejse alene? Når der nu ikke bliver rejst ret meget mere i den. Når rejsen nu mest er gennem livet, ind i alder(dommen ? Er det en dom? ). Når bloggen nu ikke samler alverdens læsere (selv om der godt nok er både fra Tyskland og Frankrig og USA og Thailand og Rusland?!). Når de nu tilsyneladende ikke læser særligt længe ad gangen. Når jeg aldrig har sat mig ordentligt ind i, hvordan jeg optimerer søgefunktioner, så bloggen ikke forbliver ret “hemmelig”. Når jeg ikke kender jer, mine læsere (i hvert fald kun få af jer). Når der sker så meget vigtigt i verden.

Jeg gik ganske vist herind for at lave et langt og – i mine egne øjne – interessant indlæg om fortsættelsen af livet, mit liv, med min egocentriske synsvinkel, i coronatiden. Men så blev jeg standset af diverse opdateringer, nye ting, jeg skulle sætte mig ind i. Det bliver fandens besværligt somme tider at holde en blog. Og deraf det relevante spørgsmål: Gider jeg mere? Og hvem har egentlig brug for den. Har jeg selv? Jeg skriver jo hele tiden, ikke alt har brug for at komme ud, noget kommer andre steder end på bloggen. Og dybest set, så skriver jeg, fordi jeg ikke kan lade være. Men det betyder ikke, at andre ikke kan lade være med at læse det. Eller skal læse det.

Masser af gode grunde til at afslutte. Tænkte først på at omdøbe bloggen til “Om alder” Hm, for blødt, for upræcist. “Rejsen mod alderdommen”. Det lyder langt bedre, mere præcist. Siden min kronik om alder i Kristeligt Dagblad, er det det, mange af mine skriverier handler mest om. Her er en kort én, resumeret ned til 200 ord:

GAMMEL

Kald mig ikke ”ældre”. Kald mig bare gammel. Ældre? En sølle eufemisme for at undgå ordet gammel. Vi er altid ældre end nogen. Ældre end de yngre end os.

Men som 73-årig er jeg gammel for dem, der er under 60. Sig det, som det er.

Alderen, der sjældent efter de 35 bliver omtalt ærligt og præcist. Engang for længe siden gik jeg fra at være en ung kvinde til at blive en ”yngre kvinde”. Hvordan i al verden kan man gå fra at være ung til at blive yngre? Jo, sådan: Yngre end de midaldrende og yngre end de ældre end midaldrende. For derefter at blive en ”moden kvinde”. Nu kunne man godt høre, at sidste udkald nærmede sig – i hvert fald som ”fuckable”. For som ”moden”, er man også midaldrende. Selv om man bliver det langt efter halvdelen af livet. Indtil man bliver ældre. Ældre end over 90% af verdens befolkning. Ja, så heldig er man, hvis man er over 65. Men det var vist ikke det, de mente. Nej, ældre forbliver de fleste, indtil døden næsten synligt står for døren.

Mens jeg foretrak at fejre livets vinter og at jeg nu var gammel, da jeg blev 70.

(Et af mine egne bidrag til e-bogen Bare skriv/200 ord red. Charlotte Heje Haase)

Så måske genopstår bloggen under et nyt navn. Måske bliver det for besværligt at ændre både wordpressnavn og domænenavn. Jeg støder allerede på besværet, når jeg går ind og tjekker hvordan.

Lige nu lader jeg det ligge. Og, hej, jeg kan ikke engang finde ud af at lægge tags og kategorier ind i den nye wordpress version. Så meget peger på, at det er tid til en afslutning.

70 år

Det var min fødselsdag i går. Her – i det franske. 70 år. Det er mange år. Jeg har levet så længe, at det vel er en kendsgerning, at jeg står foran mit livs vinter.

70 levede år.

Som alle andre dage startede jeg dagen i dag med en meditation.

Denne gang en morgenmeditation på alder og taknemmelighed. Taknemmelig over alle årene, alle årtierne. Går tilbage i livet. Dvæler ved hvert årti.

Fra 2017 til 2007, 2007 – 1997, 1997 – 1987 osv.

Jeg genser alt det, og alle dem, som jeg har været taknemmelig over i hvert årti.

Det er overvældende, som taknemmeligheden fylder. Jeg har så meget at være taknemmelig over.

Til sidst lader jeg alle de mennesker, som har betydet og betyder noget for mig stå omkring mig. Det er én stor masse, som står beskyttende omkring mig. Jeg ser ikke den enkelte, men mærker hvordan deres tilstedeværelse fylder mit hjerte med glæde.

Kun én træder tydeligt frem. Sara. Jeg græder, ikke af sorg, men af glæde over, at hun har været her en tredjedel af mit liv, og jeg græder i taknemmelighed over alle de mennesker, der har fyldt mit liv.

Og især Sara, som jeg omfavner.

Jeg mærker både tyngden og letheden af mit liv.

Men jeg har bevaret fokus på det, jeg er taknemmelig over. Sikken et liv. Sikke nogle år. Sikke nogle årtier. Jeg føler mig glad og tilfreds over livet, oplevelserne.

Livet sluttede ikke, det sidste årti – til trods for længsel og sorg, så blev det et årti, hvor jeg rejste mere end nogen sinde, tog langt væk alene, oplevede nye lande, deltog i kurser i østen, genoptog mit franske liv i perioder på en måned ad gangen.

Jeg kan fortsætte min fødselsdag. Pandekagerestaurant med veninderne fra Erquy til frokost. Champagne og pandekager, både galettes og crêpes.

Og sen eftermiddagstur med venner til den mondæne badeby, Dinard, hvor rige franskmænd og englændere i starten af 1900-tallet fik bygget deres sommerresidenser som små slotte. Coctails i baren på Thalassoterapi-hotellet.

018

039

041

Jeg er parat til det næste årti. Og jeg vil møde livets vinter i sommertøj.

045