Snart Paris

En kort tur til Paris i november.

Min papsøn, min datters storebror, bor der – med sin kone og to børn. Det er to år siden, jeg besøgte dem sidst, og i mellemtiden er de flyttet i hus i en forstad. Jeg så det, da jeg var der sidst. Da var det under ombygning, men jeg har ikke besøgt dem, siden de er flyttet ind. Så det glæder jeg mig rigtig meget til.

Det bliver også et lille brud på efteråret. Derfor havde jeg egentlig også tænkt mig at tage helt til Bretagne. Men altså. “To ferier i én” – det bliver for meget lige nu, synes jeg. Selv om det har trukket i mig. Så tænkte jeg: Nogle dage i et buddhistkloster i Midtfrankrig, ku’ være sagen. Men også det valgte jeg fra – til fordel for at blive i Paris et par dage mere. På den måde, at jeg besøger familien fra fredag til mandag – og tager så ind til Paris centrum i to dage. Så får jeg både tid sammen med familien og tid alene. Det føles godt at være landet der.

Kontaktede en fransk veninde fra Bretagne for at høre, om hun havde tid til at komme og være sammen med mig. Det havde hun ikke. Men at skulle nyde Paris i to dage alene føles godt. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad jeg vil se, lave. Der er tid nok.

Men hotelværelset er lige bestilt. Igen har jeg brugt tid på at tjekke airbnb og hotelværelser. Det er egentlig noget, jeg nyder at gøre. Kan huske tilbage til den tid, jeg/vi tog på familielferier, hvor megen glæde der var i det at søge bestemmelsessteder, boliger, al planlægningen, som blev en vigtig del af oplevelsen. Da jeg havde været i Nepal første gang, fik jeg ligefrem lyst til at lave en lille virksomhed, hvor jeg kunne hjælpe solorejsende med at komme til Nepal, finde steder at bo, finde rundt. Evt. være der nogle gange om året som kontaktperson. Det blev aldrig til noget – men idéen kunne jeg måske tage op igen…

Var lige ved at vælge et fint lille værelse i airbnb nær Place Pigalle. Men fandt så ud af, at faktisk – når det kun er et par nætter – så er et hotelværelse fint. Jeg skal alligevel være ude en stor del af tiden og orker vist heller ikke rigtigt at engagere mig lidt socialt i værtsparret for så kort tid. Ja, somme tider elsker jeg faktisk den anonymitet, der kan være på et hotel. Og et værelse, der bare ikke har andet end det nødvendige. Intet personligt. Det kan somme tider give vældig meget ro i sindet.

Det minder mig desuden lidt om dengang, jeg boede i Frankrig, hvor jeg nogle gange tog et lille ophold i Paris. Bare én overnatning, enten på vej til Danmark eller på vej hjem. Ligesom togrejsen blev det en lille pause mellem det liv, jeg forlod, og det, jeg var på vej til.

Valget blev Hotel Cambrai. Jeg kender det – og var der sidst med Saras far, for fire år siden, da vi skulle ned og se hans nyfødte yngste barnebarn. Hotellet ligger i gåafstand fra Gare du Nord – hvad der er rigtig godt, når jeg skal af sted derfra ved 9-tiden om onsdagen for at komme til Charles de Gaulle lufthavnen.

Og så havde de lige pt. et godt tilbud. To nætter for 100 euro. Det er virkelig billigt i Paris.

Jeg kan da vist kalde mig single-rejsende et par dage igen. En lille rejse alene.

I Bosnien

Mens jeg var i Bosnien, formåede jeg ikke rigtigt at skrive, Sædvanligvis får jeg skrevet meget på rejser. Men ikke denne gang. Jeg måtte vente. Fordøje. Lade det bundfælde sig. For det blev en rejse, hvor jeg følte, at jeg hele tiden gik rundt med et åbent hjerte, der somme tider blev smerteligt bevæget, somme tider fyldt med ømhed over for de mennesker jeg mødte, det jeg så.

Det er første gang, jeg har været på rejse i et land, som har været i krig for nylig. Og 20 år er virkelig ”for nylig”, fandt jeg ud af. Derfor blev det en meget anderledes rejse end ellers, med borgerkrigen, som hele tiden lå under overfladen, hele tiden parat til at blive fortalt i mødet med andre eller på udstillinger og muséer. Eller fortalt på en meget synlig og konkret måde med udbombede huse, som stod der, midt mellem andre, der var ubeskadigede. Bombede huse, som hverken var blevet revet ned eller bygget op igen. De stod bare der som overlevende billeder på, hvad en krig er. Eller de høje beboelsesejendomme med masser af skudhuller, ved siden af huse, som ikke var ramt. Hvem boede der? Hvem døde? Hvem overlevede i tilfældighedernes skudlinje? Og hvordan kan man bo der, nu, med alle disse synlige minder?

Da jeg efter et par dage rejste fra Sarajevo, var det for at tage til Mostar, som var mit egentlige mål på rejsen. Jeg nåede at læse, at der havde været militærkup i Tyrkiet. En tid med voldsomme begivenheder hver dag.

Aida og Edo kørte mig til rutebilstationen. Jeg ville betale for det, men de afslog. Jeg oplevede de mennesker som godheden selv, og jeg besluttede mig for at tage en sidste overnatning hos dem inden hjemrejsen til Danmark.

Busrejse til Mostar, eftersom togene er under reparation. Jeg havde ellers glædet mig til den togtur., som skulle være én af Europas smukkeste. Men fra bussen så jeg vel nogenlunde det samme: Masser af smukke og/ eller vilde landskaber. Og derforuden, noget, som jeg måske ikke ville have oplevet i toget – en voldsom nærkontakt med håndtasker og albuer i øjenhøjde, jakkelynlåse ind i nakken. For der var virkelig fyldt op.

I Mostar skulle jeg, som sagt, mødes med bosniske venner fra Nibe. To bosniske familier, som har boet i Danmark, siden de kom som flygtninge i 90’erne. Min datter, Sara, blev gode venner med døtrene fra familien – og hun kom, som jeg også beskrev i et tidligere indlæg,  specielt meget i én af familierne, som hun nærmest betragtede som sin reservefamilie, mens hun var i puberteten.

Selv om jeg var blevet tilbudt overnatning hos både den ene og den anden familie, havde jeg valgt en airbnb igen. Dels tænkte jeg, at de bosniske venner jo var der for at mødes med deres familier, og at de ikke skulle have et ansvar for at tage sig af mig. Dels er jeg selv så lidt social efterhånden, at jeg kan opleve det som svært at skulle være gæst blandt mange mennesker.

Denne airbnb var noget anderledes end i Sarajevo. Mindre familiær, og den første dag havde jeg næsten ikke lyst til at være der.

For det første var fotos taget med vidvinkel. I realiteten var det et lillebitte værelse (hvor kunne jeg lave morgenyoga?) . Skabet vendte forkert. Det stod med et lille klapbord/skrivebord lige foran, så skabsdøren ikke kunne åbnes. Fattede ikke, det var placeret sådan. Flyttede lidt om, ikke på skabet, men på bordet, så jeg kunne åbne døren. Men det gav endnu mindre gulvplads. Delt bad på gangen til tre værelser. Det havde jeg ikke lige set komme. Nu skulle jeg i tøjet for at gå på badeværelset, havde intet nattøj med. Og de andre brugte vist lang tid i badet! Ingen mulighed for selv at lave kaffe. Men der var dog et fælles køleskab, hvor jeg kunne opbevare morgenmad  Fotoet fra hjemmesiden, med kig ned til den gamle bro, måtte være taget højt oppe på bakken. Jeg havde virkelig ikke rigtig lyst til at blive der.

Næste morgen, da nogle gæster tog af sted, bad jeg om at få deres værelse. Det fik jeg. Det var meget mørkt, men til gengæld lidt større – og lige ved siden af badeværelset. Jeg klagede til værtinden over, at der ikke var en el-kedel, så gæsterne selv kunne lave kaffe/te – foreslog hende endda, hvor et bord med kedel og kopper kunne stå. Jamen jeg vil gerne lave kaffe til dig om morgenen, sagde hun.

Pludselig så det hele meget bedre ud: et godt sted, tæt på den gamle bydel, den gamle bro. Kun få hundrede meter nede ad vejen. En fredfyldt fælles  terrasse, som jeg som regel havde for mig selv til min tidlige morgenyoga, meditation, morgenmad. Hvor jeg kunne sidde og nyde aftenklokkerne fra kirken overfor, samtidig med at der blev indkaldt til aftenbøn fra moskéerne i nærheden. Et sted, hvorfra jeg kunne gå til fods over hele Mostar (fandt jeg hurtigt ud af, efter at være blevet ”dumpet” i byens udkant efter busture i omegnen). Så jeg forlængede de 4 bestilte nætter til 9. Til prisen (under 100 kr. pr. nat) kunne jeg tillade mig at beholde værelset, mens jeg evt. tog en tur til kysten.

Mit første indtryk af Mostar var næsten overvældende, da jeg stod på den berømte bro om eftermiddagen den første dag.. For mig var det næsten som at se Vesten til den ene side, Østen til den anden. Og med en klump i halsen ved tanken om byens historie for ca. 20 år siden.

At rejse alene er jo også at spise alene ret ofte. Her sad jeg midt i Mostars bazargade den første aften og spiste på en fortovsrestaurant, som første gæst, fordi jeg var virkelig sulten. Så altså lidt udstillet: Her sidder ældre, kvindelig turist og spiser alene i selskab med et glas hvidvin, mens alle andre går forbi i grupper eller par. Jamen jeg havde det faktisk godt med at sidde der. Jeg var der jo for noget så nødvendigt som at spise! Og en mand, som lige var gået forbi med sin kone, vendte sig, smilede til mig og gav mig tommelfingeren opad. Sådan.

Aftenen efter havde jeg haft en dag, hvor Saras venindes mor viste mig rundt i SIT Mostar: Hendes barndoms og ungdoms Mostar. Hendes uddannelsessteder, de steder, hun havde arbejdet. Moskeer og gravpladser med de mange krigsofre. Men det sted, hvor de havde boet, til efter at borgerkrigen brød ud, det magtede hun ikke at vise mig. Og pludselig var vi der alligevel. Krigsfortællingen. Flugten. Rædselsvækkende, nærværende – også for mig, der dog kun lytter. Det gør jeg, lytter, med tilbageholdt åndedræt. Ordene transporterer alt det forfærdelige, flugten, så jeg næsten kan mærke det. Og der, om aftenen, spiser jeg ved floden, med udsigt til den gamle bro. Alt er igen skønhed. Mens jeg kigger ned i vandet, kommer der minder om en anden restaurant, på klipperne lige over vandet. Der, hvor Sara og jeg spiste en aften i Tunesien for 6 år siden.

Sara følger stille med. Her, hvor hun kunne ha’ været med os: En fredfyldt aften nede på en klippe ved Neretva floden, hvor Saras veninde, hendes mor og jeg tilbringer solnedgangstimen, inden vi skal spise. En tur med begge veninderne og deres mødre, en kvindetur ud til dervish klostret i Blagaj. Sara mangler – og hun er der alligevel. I samtalen med dem, der også savner hende, smyger hun sig ind i vores midte på dette fredfyldte sted.

Dagene i Mostar flyder stille. Jeg går på muséet og ser en film om byen: 60’erne, 70’erne, 80’erne. Alt ånder fred. Glade mennesker. Unge mænd, der springer ud fra broen. Flere turister, byen blomstrer. Og så: 1992. Bombardementerne lyder. Alt er gråt. Få mennesker går frysende rundt i sneen i en allerede sønderskudt by. Jamen det er her jeg/ vi går rundt nu. Så der sådan ud for lidt over 20 år siden? Flere bombardementer. Nu bliver broen sønderbombet. Falder sammen som var den af barndommens træklodser. Jeg græder – hulker. 2004: byen og broen er blevet genopbygget. titusindvis er til genåbningsfesten, mennesker overalt, glæde, fyrværkeri. Jeg kan ånde igen. Græder stadig, men af lettelse. Sådan er det endt. Her er fred.

Men er der nu det? Undervejs i dagene her, spørger jeg mig selv – når jeg hører om samarbejdsproblemer i regeringen, om fattigdom, om underliggende mistillid og had befolkningsgrupperne imellem – hvad har landet lært af borgerkrigen?

Jeg var på to smutture, mens jeg var i Mostar: En dag til Medjugorje, som gjorde mig MEGET træt.

Medjugorje, som skulle være verdens næststørste katolske valfartssted (efter Lourdes i Frankrig). Mellem 20 og 30 millioner har efter sigende besøgt stedet, siden 6 teenagere så Jomfru Maria flere gange fra 1981. Da jeg læste om det første gang for nogle år siden, var jeg parat til at tage dertil på ferie , næsten straks. Godt jeg ikke gjorde det, tænkte jeg, mens jeg gik rundt i Medjugorje.

Det, jeg så – og jeg ved godt, at jeg er meget kritisk nu – det var en meget grim, anonym og kedelig by, en grim kirke, butikker i stribevis med religiøst tingel-tangel. Jeg gik mindst 10 km rundt i mine klip-klapper, til kirken, til stedet, hvor Jomfru Maria havde vist sig osv. Uden at mærke det mindste. Sædvanligvis indstiller jeg mig på en slags pilgrimsvandring, når jeg besøger sådanne steder. Her lykkedes det mig bare ikke at få bare den mindste lille fornemmelse af at være i en spirituel energi. Jeg sammenlignede med, at i Assisi, f.eks.,  er det umuligt at gå rundt, selv for ikke-troende, uden at mærke en speciel form for fred. Her blev jeg bare irriteret og træt og begyndte at forestille mig, at de seks teenagere måske bare havde røget sig skæve og fortalt om deres hallucinationer.

Så var det godt at komme hjem til Mostar. Det gav meget mere mening at sidde på min terrasse, høre kirkeklokkerne, der ringede solen ned, moskeerne i nærheden indkalde til solnedgangsbøn, se det specielle skær over byen fra solen, der var ved at forsvinde, se himlen blive mørk – mens jeg drak en bosnisk øl uden at få høfeber (jeg er allergisk overfor humle!)

Mens jeg sad der blev jeg mindre kritisk overfor Medjugorje. Jeg hverken kan eller skal dømme. Måske var jeg bare – af én eller anden grund – lukket den dag. Gad ikke, ville ikke. Og anerkende, at der er mange, mange millioner, der finder trøst og mening lige der.

Den anden tur var en døgntur til Neum ved Adriaterhavet. Adriaterhavet, som jeg husker fra 1968. Det måtte jeg se igen. Kunne ha’ valgt Dubrovnik, men det ville blive et stort nostalgitrip med minder om aftener i byen – på vej til Tyrkiet (Afghanistan, troede jeg). Jeg ville højst sandsynligt gå rundt og nynne “500 miles away from home”, som en ung amerikaner sang på gaden dengang, så tårerne flød. Nu var jeg i Bosnien. Så skulle det også være det lille stykke bosniske kyst, som landet har fået tildelt.

Jeg rejste “let”, kun med en gul nettopose som bagage. Jeg havde fået at vide, at der var værelser til leje overalt i den eneste bosniske kystby. Forøvrigt skulle man alligevel krydse grænsen til Kroatien og efter 10-20 km eller deromkring, så ind i Bosnien igen. Bosnien har kun 20 km kyst, omgivet af Kroatien. Meget anderledes grænseovergang, med buschauffør, der indsamler alle pas og går ind og viser dem, og så kommer og uddeler dem igen. Jeg tænkte, her må da forsvinde nogle pas…Men folk er jo mest ærlige. Så det var en lille tur tilbage i EU.

Men altså, de værelser i Neum. Alle steder blev jeg mødt med et “rejser du alene?” og følte mig suspekt som alene kvinde. Andre kiggede vurderende på mig, på min plastikpose og sagde nej (og så opdagede jeg senere, at jeg havde en stor kaffeplet på mit kjolebryst – jeg så nok sølle ud). Andre steder igen: “Vi lejer kun ud til familier.” – Jamen …. hvis jeg nu betaler for hele værelset???? Så på en travel agency, hvor en ansat fik fat i en mand med et værelse til leje. Manden kom og hentede mig. Hele vejen måtte jeg høre på aldersracistiske udsagn, som “Hvis min kone vidste, at jeg hentede en kvindelig turist alene – så ville hun blive jaloux. Men beroliget, når hun så, at det ikke var en ung kvinde.” Slobodan, hed han. Hed Milosovic ikke også det?

Og så var værelset en slags kosteskab, lille, mørkt – med al mulig opmagasinering. Til 12 en halv euro. Jamen det er hvad jeg har givet for gode værelser indtil nu.

Så gik jeg på luksushotel, hvor man ikke skelner til sølle udseende eller enlig kvinde, hvis man har plasikkort og kan betale for 2 værelser en suite til 4 personer for 600 kr. Dog med morgen- og aftensmad incl.

Det blev min adriaterhavstur. Men smuk udsigt, let brise i de mellem 35 og 40 graders varme – og masser af minder, der boblede op om den anden adriaterhavstur for snart 50 år siden. Jeg ER da gammel, når jeg kan sige, det er snart 50 år siden, jeg var her sidst. Som en ung mand i bussen sagde, da jeg fortalte ham om min jugoslavienstur: “Alt det, jeg kun har læst om i historiebøger, det har du oplevet.”

Sjovt, som et sted hurtigt bliver “hjem”, når man er ude. Mostar var igen det, jeg kom hjem til. de sidste to dage inden hjemrejsen.

Inden jeg forlod stedet, hvor jeg havde boet, ville jeg betale udlejeren for min morgenkaffe. Hun ville ikke tage imod pengene, men jeg insisterede. Da så min taxa, der skulle køre mig til rutebilstationen, kom, gav hun det, der svarer til 10 euro, som jeg lige havde givet hende, til taxachaufføren, mens hun sagde: Nu er taxaen betalt.

Farvel til Mostar, et kort gensyn med Sarajevo. Hos Aida og Edo., der gav mig aftensmad, da jeg kom. Det regnede og tordnede igen i Sarajevo, så jeg spurgte, om jeg kunne låne en paraply for at gå ned i byen og spise lidt. Få minutter efter bankede Aida på døren. Hun stod med en stor bakke med mad: “Du skal da ikke gå ud i det vejr. Kan du nøjes med resterne fra vores aftensmad? ” En gave, sagde hun – og jeg spiste bedre end på nogen restaurant. Senere sad vi igen og talte sammen til langt ud på aftenen, mens regnen faldt på terrassetaget.

Næste formiddag insisterede Edo på at køre to tyrkere og mig til lufthavnen.

Så megen venlighed hele vejen igennem.

(fortsættes…)

Sarajevo, en tur i den nære fortid

Den første nyhed, der dukkede op, da jeg åbnede for Politikens netavis i morges, var om det, der højst sandsynligt er en terrorhandling: Lastbilen, der dræbte 80 mennesker i Nice. Igen er helt almindelige mennesker, som bare er samlet i glæde, blevet ofre for en gal mands handling. Der er en god debat artikel i Politiken “10 ting, vi har lært af terror” – bl.a. om, at man ikke kan kontrollere og bekrige sig ud af det. Jeg tror, at også denne gang vil man finde ud af, at det er en galning, vokset op i Frankrig, radikaliseret der, pga. tilfældigheder. Eller én, som i sit had kan identificere sig med IS.

Dette ekko af terroren i Frankrig følger mig, mens jeg går rundt på udstillinger om borgerkrig og folkemord hernede. Menneskets galskab og ondskab, der i perioder i historien overskygger al kærligheden, venskabet og lysten til at leve og lade leve.

Jeg har besøgt en mindeudstilling for ofrene i Srebrenica. Det gjorde et voldsomt stærkt indtryk pludselig at stå overfor mellem 8000 og 9000 fotos og navne på ofrene. Pludselig var de ikke bare tal, men mennesker med ansigter og navne. Jeg har jo VIDST det – men dette var noget af et spark i hjertet. Sådan er krig. Sådan er had. Sådan er folkemord.

Disse hele vægge fyldt med fotos af ofrene gjorde disse døde meget mere virkelige end alt, hvad jeg har læst om det.

Desuden var der også et par hjerteskærende film, som jeg aldrig før har set. Om dagene i Srebrenica. Om FN soldaternes totale afmagt, ude af stand til at gøre noget overfor serbernes indmarch og påbud om at skille mænd og drenge fra kvinder og piger. Forfærdelige scener og interviews, som helt sikkert ikke er blevet vist i tv i sin fulde længde. En anden film om belejringen af Sarajevo.

 

012

Min følelsesmæssige reaktion var langt stærkere, end når jeg sidder trygt på afstand og “ser billeder”. Det at være tættere på, fik mig til at kigge mig omkring en ekstra gang og undre mig over, at et folk kan rejse sig igen og leve videre efter en borgerkrigs rædsler. Eller at man kan flygte og være i stand til at skabe sig et nyt liv. Jeg tænkte på Syrien – nu. Og videre på, om det had, som nogle debattører på facebook giver udtryk for ift. fremmede og flygtninge, ”der flygter fra sikre områder i Syrien” (som åbenbart er et yndet udtryk lige nu, men modsagt af syriske venner) om disse ville tænke anderledes, hvis de selv kom tættere på, fik en fornemmelse af, hvilke rædsler, der er forbundet med krig og forfølgelse.

Da jeg deler oplevelsen på facebook, er det nærmest en trøst at læse en facebook-vens notat om, hvordan han som udsendt FN-politimand i Bosnien i 95/96 var vidne til ting der ville overstige rigtig mange danskeres forestilling af, hvordan en befolkning kan behandle (ikke på den pæne måde), andre etniske grupper, egne familiemedlemmer mv. Om at være der med kuglepennen som det stærkeste våben. Kuglepennen til indberetningerne/beskrivelsen af det gjorte. Og at mange danskere burde have haft en tur til et krigsområde, “så kunne det være, at tonen var lidt anderledes overfor personer i dyb nød.”

Min værtsfamilie har sagt, at det gamle rådhus er et MUST. Så det besøger jeg også. Det gamle rådhus, som senere blev nationalbibliotek indtil borgerkrigen: Her er der en udstilling om Sarajevos historie – og igen med hjerteskærende beskrivelser og fotos fra borgerkrigen. Under Sarajevos belejring, blev bygningen ødelagt under serbernes beskydning – og ca. en million bøger, heraf tusindvis af uerstattelige gamle skrifter, gik op i røg.

003

004

Jamen her bevæger man sig rundt med minder om borgerkrigen alle steder – og om verdenshistorien. Her er stedet hvor Gavrilo Princip skød Franz Ferdinand i 1914 og var medvirkende årsag til 1. verdenskrig – selv om hans gruppe ikke så længere end til at blive uafhængige af Østrig-Ungarn.

Og nu sidder jeg her – på mit værelse i Sarajevo. Det regner. Temperaturen er faldet til 15 grader. Den danske sommer har indhentet mig i dag, og jeg kan vel lige så godt indse, at jeg ikke slipper for den. Jeg nåede heldigvis næsten ned fra et udkigspunkt oppe i bakkerne, før regnen begyndte, og jeg startede museumsbesøg. Endte eftermiddagen med at sidde på en caféterrase og spise kage under en markise, mens jeg så paraplyer passere forbi og tænkte på, om jeg skulle investere i endnu én, eller håbe på, at vejret er bedre i Mostar.

Jeg går ikke mere ud i dag. Har droppet den restaurant, hvor jeg ville sidde i solnedgangen nede ved floden og nyde synet af rådhuset, mens jeg spiste lækker mad. Bare at gå derned ville være en overvindelse i dette vejr. I stedet købte jeg en pizza med hjem til aftensmad.

Sarajevo

Ankom til Sarajevo sent om aftenen i forgårs. Mit fly var forsinket næsten en time, men mit værtspar fra airbnb stod og ventede på mig i lufthavnen, som lovet.

Airbnb er en ret fantastisk konstruktion. Nem at kommunikere med og bestille over. Altid hurtigt svar fra værterne. Og jeg har indtryk af, at det i vid udstrækning er mennesker, som engagerer sig i dette arbejde, så det bliver en noget anderledes oplevelse end et almindeligt bed and breakfast.

Det samme her. Jeg havde kommunikeret med deres søn over sitet, og da jeg spurgte, hvordan jeg bedst kom ind til Sarajevo sent om aftenen, foreslog han, at de ville hente mig i lufthavnen for 10 euro.

Her stod de, Aida og Edo – og havde stået der en time. Nemme at få øje på med en A4 side med mit navn. Nemme at tale med (de taler begge engelsk). Lidt fortælling om Sarajevo og deres baggrund undervejs til deres hjem i den gamle bydel.

Nærværende og hjertelig samtale på terrassen i den lune nat. Deres søn sluttede sig til os. Jeg følte mig virkelig velkommen. Værelset, nærmest en lille ét værelses lejlighed, med udsigt over en del af Sarajevo.

Alt dette påskønnede jeg virkelig efter en lang, lang rejsedag – og efter at ha’ været inde i en stemning à la “ikke lyst til at rejse, men heller ikke lyst til at blive hjemme”. Sådan har jeg vist altid haft det. Mærkeligt egentlig, at jeg så har rejst så meget. MEN – det bliver mere udpræget med alderen. Ligesom det med ikke at kunne finde ud af at pakke hurtigt.

Rejsen blev meget lang, fordi den var med en 3-timers mellemlanding i København. Og derefter ventede flyet i næsten en time på fly-tilladelse. Jeg vidste, at mit transfer i Wien i forvejen var knap. Nu skulle jeg klare det på 15-20 minutter, som skulle bruges på et utal af rulletrappper, skiftevis op og ned, jeg forstod virkelig ikke systemet – og ingen tid til at reflektere over det. Gennem næsten labyrintagtige gange, også uforståelige med højre-venstre skift hele tiden. Og så endnu et sikkerhedstjek – og paskontrol. Det er jo ind- og udgang til Schengen, blev der sagt! Men er alle internationale lufthavne ikke det?

Jeg nåede flyet. Enten fordi det ventede på et par andre og mig, alle med det samme fly fra København. Eller måske var vi heldige, at dette fly også havde fået flyforbud.

Dette flyforbud handlede om tordenvejr. Og der var stadig rigeligt af det, da vi fløj mod Sarajevo. Aldrig har jeg set så mange og flotte lyn. Nattehimlen, hvor skyerne stod klart aftegnet med zigzag lyn, som oplyste dem indefra. Noget af et magisk lysshow.

Men nu er jeg her. Og det er skønt at være i varmen. Opleve Sarajevo – med de begyndervanskeligheder, der altid er, forskellige fra den ene gang til den næste. Her opdagede jeg for sent, at jeg var blevet snydt for 50 km (ca. 25 euro) ved veksling. Og så kom jeg til at spise et elendigt sted i aftes …men jeg ved bedre nu.

004

Rejseforberedelser

Nu er min næste rejse næsten på plads. Thailand i fire uger.

Jeg ville egentlig have været i Nepal for nu fjerde gang. Nepal er et skønt land at rejse i. Og det er nemt at være kvinde alene på rejse. Nepal har siden hippiernes rejser dertil i 70’erne  satset så meget på turismen, at du kan finde hoteller i alle prisklasser, der er gode busforbindelser fra Kathmandu og rundt i landet, du kan opleve en aktiv ferie med trekkingture for alle aldersklasser og behov. Og selv om der er rigtig mange turister, så er det ikke anderledes, end at du f.eks. i Kathmandu kan vælge at gå til én side – mod Thamel og turistlivet – eller i en anden retning og bevæge dig ind i labyrinten af nepalesernes egne gader og liv

Desuden er der mulighed for at overnatte på klostres gæstehuse, ligesom flere klostre afholder kurser i buddhisme og meditation for udlændinge. Det giver en Aigtig god mulighed for et indblik i en del af den nepalesiske kultur. Og så er der det der med at have et mål for rejsen. Jeg føler mig selv rigtig godt til pas, når jeg ude i verden får skabt en slags dagligdag.

For to år siden, da jeg sidst var i Nepal, fandt jeg en airbnb lige i udkanten af Kathmandu, hvor jeg boede i 10 dage hos en nepalesisk familie, indtil jeg kunne leje en lille lejlighed på det kloster, hvor jeg fulgte buddhistisk undervisning. At gå den ca. halve time frem til klostret om morgenen og hjem om aftenen, gav mig en vidunderlig følelse af at høre til. Jeg startede der i et landligt område på vej ind mod byen, omgivet af børn på vej til skole, voksne på vej til arbejde, høns, køer, hunde, lyde, lugte. Og så ind i byområdet, de små gader og stræder, hvor jeg pludselig blev en del af grupper af munke og nonner, der også var på vej til dette kloster. Hjem samme vej sidst på eftermiddagen til te på terrassen, samtaler med de forskellige familiemedlemmer, aftensmad med dem. Jeg var virkelig hele tiden en del af noget – samtidig med, at jeg kunne nyde at være alene.

Men i år vælger jeg Nepal fra af to grunde. Den ene er, at jeg har været voldsomt præget af bronkitis – så det er altså ikke godt for mine lunger og bronkier at være for lang tid i Kathmandudalens forurening lige nu. Den anden grund er, at jeg sidste år tog til Cambodia – for at se Angkor Wat og tilbringe tid på et lille retreatcenter med undervisning i yoga og meditation. På vej tilbage fra Cambodia til lufthavnen i Bangkok i bus, fik jeg set Thailands frodighed og tænkte, at der måtte jeg ud igen.

Så derfor har jeg nu flybillet til Thailand. Jeg husker, at jeg så et tv-program med en vidunderlig 100-årig kvinde, som stadig rejste alene. Udspurgt om, hvordan hun gjorde, var hendes svar: “Det er jo nemt, man går på nettet – og så køber man en flybillet.” Herligt, ikke?

Som regel er det bare ikke nok at have flybilletten. Det er fhv. nemt, jo. Momondo er en nem side til dette. Du taster bare afgangs- og ankomstlufthavne ind, så kommer der et hav af tilbud, fra den billigste rejse over den tidsmæssige korteste til den dyreste. Siden er effektiv. Der er søjler, som viser prisniveau på forskellige dage, så hvis du ikke er bundet til specielle afrejse- og hjemkomstdage, kan du rette ind, hvor det er billigst. Men jeg gør som regel det, at jeg også tjekker mine foretrukne flyselskabers egne sider, for indimellem kan jeg være heldig at få en billigere og tidsmæssig bedre rejse der. Eller jeg følger Momondo over nogle dage, for priserne kan variere.

Men okay – det er den nemmeste del. Og for mig er det altså ikke nok at stå på ankomststedet og så skulle ud og lede efter overnatning. Så jeg beslutter mig som regel for en slags rejseplan, så jeg kan finde ud af, om det er hensigtsmæssigt at booke overnatninger i forvejen.

Jeg har altid elsket at planlægge rejser, lige fra dengang det handlede om at finde og udvælge gode campingpladser, lejligheder, huse på de tidligere familierejser sydpå.

Siden jeg er begyndt at rejse alene, starter min rejse som regel med en lyst til et bestemt land, noget jeg gerne vil se, opleve der. Og så bruger jeg mange timer, somme tider rigtig mange timer, på hvilke muligheder, der er for at bo godt og billigt. Om der er noget, jeg kan deltage i.

Da jeg tog på den rejse til Kina, som jeg tidligere har omtalt, havde jeg først tænkt, at jeg ville tage direkte videre til Lhasa i Tibet, men ved at surfe på nettet, fandt jeg ud af, at hvis jeg ville i kontakt med tibetanere, var det meget bedre at rejse i Kinas vestlige provinser, hvor størstedelen af befolkningen er tibetanere. Jeg ville kunne møde en mere autentisk tibetansk kultur end omkring Lhasa, hvor der er fyldt med overvågning af kinesisk politi og militær. Så sådan måtte det blive. Og dernæst surfe rundt på nettet, finde togforbindelser, derefter busforbindelser.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at med en Lonely Planet guide er du rigtig godt hjulpet, hvis du ikke er en internet entusiast. Jeg købte min første lige inden Kinaturen. Der havde jeg kun booket en første overnatning i Beijing, og det var meget, meget nemt, i små og store byer, at gå efter de hoteller, som Lonely Planet omtalte.

Jeg kom lidt langt rundt – og vil vende tilbage til forberedelsen af min Thailandtur i næste indlæg.