Harzen

Harzen. Ja, det var jo i juli. Men tiden, der haster af sted, fremtiden, der kommer anmassende hurtigere end før, alt dette lader ikke så meget tid til til at få skrevet – mens tid er.

Plus det, at når vi er 4 voksne og 3 børn, så er der ikke så meget tid til daglig skrivning, som alene på rejse. Jeg tror, at jeg har sagt det før: De daglige skriverier, når jeg rejser alene, giver mig en fornemmelse af en form for kontakt, som jeg så ikke har brug for på samme måde på en familieferie. Og, nåh ja, den hører jo strengt taget ikke ind under at rejse alene.

Men jeg er glad for disse familieferier, fordi de bl.a. minder mig om, at begge dele er godt, at rejse alene og at rejse sammen med andre. De får mig også bragt ud af den form for eneboerliv, der uvægerligt kommer efter mange års liv alene. De viser mig, at jeg sagtens kan være social et par uger i træk.

Og vi begynder at kende hinandens rytmer og behov ret godt. Det er 3. år i træk, vi tager på ferie sammen – og kærligt og godt, at vi gerne vil og kan sammen. Vi har ret stor respekt for hinandens måder at være på. Det er tilladt at gå alene, at man kan have brug for bare at sidde. At vi kan leve med det rod, der opstår, at vi kan acceptere, at fylde lidt rigeligt sammen i et lille køkken. Det er, som om vi  kan bevæge os rundt om hinanden på en næsten dansende måde. Og Harzen er et vidunderligt sted at være. Ture i skoven, op på de lave bjerge, udsigter, der kalder på at blive set. Besøge middelalderbyer med masser af bindingsværkshuse, som for mig ser mere autentiske ud, her i det gamle Østtyskland end i den gamle vesttyske del af Harzen, hvor alt ser mere poleret ud.

Og så blev jeg fuldkommen overrasket og betaget af Magdeburg. Eller et helt specielt hus i byen. En grim storby, tænkte jeg, inden vi kom dertil. En grå storby på en grå regnvejrsdag. Men nogle ville gerne shoppe, det skal der også være plads til. Og så der, forude – efter et besøg i Domkirken – der, bag bygningerne på den anden side af pladsen, stak nogle guldkugler på et tag op over de andre tage.

Jeg havde kun skimmet nogle oplysninger om Magdeburg og var slet ikke forberedt på at støde på et Hundertwasser hus der. Men, jo, det var det sidste hus, som han nåede at tegne og få opført inden sin død. Stort og lyserødt malede murstend iblandet skæve rækker af forskelligt farvede mursten. Ingen ens vinduer. Altaner og frodig beplantning. At gå ind i gården var som at træde ind i et eventyr. Hvad børnene også fornemmede straks. De organiske former og springvandet i midten indbød til leg. Søjlerne, der lignede kæmpestore perlekæder. Den bedste iscafé på ferien. Jeg var fuldkommen lykkelig over at opleve sådan en uventet gave af oplevelser for alle sanserne.

 

 

 

 

 

 

 

Floden, som leverede beroligende baggrundmusik, inden vi faldt i søvn, var en   smuk legeplads for børnene.

Den sociale fernis sprækker jo lidt, når vi er sammen i så lang tid. Forskellighederne omkring behov og styring og laisser-aller dukker op. At hvis det f.eks. for én er godt ikke at lave planer, men følge de spontane ønsker i løbet af en dag, så kan det for en anden føles som en slags ansvar at skulle være den, der tager styringen, at skulle få gruppen til at fungere. For min egen del nød jeg at øve mig i ikke at lade mig forstyrre, men bevare den indre ro, når en begyndende uenighed var på vej. Kun blande mig, hvis jeg følte mig direkte involveret.

Som 72-årig finder jeg måske igen endelig ud af, at det ikke behøver at være besværligt at være sammen med mange andre. Igen, ja. For det kunne jeg jo engang. Jeg kan kigge rundt og nyde synet af dem alle. Min bror, min niece, hendes mand, deres tre børn. Mærke kærligheden i hjertet ved tanken: De er min nærmeste familie. Hvor er det godt at have dem i mit liv.

 

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *