Gran Canaria

Det bliver en mere og mere mærkelig måde at rejse ud på – når jeg allerede glæder mig til at være hjemme igen. Inden afrejsen har jeg virkelig ikke lyst til at rejse. Men har det ikke været sådan altid? Kan ikke rigtigt mindes glæde ved selve afrejsen. Inden, jo. Spændingen, længslen efter at komme ud, når billetterne var købt, en lejlighed, et hotel eller et hus bestilt. Men når selve afrejsen nærmede sig… Så dalede længslen. Jo, sådan har det været. Og jeg husker også, at når jeg så sad i flyet – eller bilen endelig kørte ud af byen, så kunne jeg læne mig tilbage og nyde.

Det er bare – som jeg nok allerede har fortalt – blevet værre med alderen. Bliver irriteret over lufthavne, fly med så mange presset sammen i flere timer. Kunne jo også bare glæde mig over al den tid til at meditere, og at det er muligt at transportere over 200 mennesker samlet gennem luften og lande på en lille bitte ø i Atlanten. (Nu ser jeg bort fra den flyskam, som jeg også begynder at lide af).

Så hver gang jeg inden afrejsen denne gang tænkte “Hvad skal jeg dog dernede?”, tænkte jeg også “Åj, jo. Væk fra regnen. Sol på maven. Skrive. Huske.”

Efter al den modvilje landede jeg her og mærkede straks den milde luft, følte en stille glæde over den forudbestilte taxi, der skulle køre mig halvvejs rundt om øen. Altså vi taler om en ø, der er lidt større end Lolland, halvt så stor som Fyn. Men det tog alligevel sin tid, for aftentrafikken omkring Las Palmas var tæt og langsom, og min undren steg: Altså så lille en ø med en storby med næsten 380.000 indbyggere. En anden ting at glæde mig over: At jeg ikke skulle bo i al den trafik.

Ud for at spise aftensmad, så snart jeg ankom. Klokken var næsten 21. Ned til havnen og alle de små hyggelige restauranter. En god salat. Et godt glas rødvin. Omgivet af spaniere og canarier. Ingen andre sprog så langt min hørelse rakte. Godt, at jeg ikke tog til den sydlige del, hvor jeg nok kun ville høre skandinaviske sprog. Her sneg der noget fordømmelse ind! Stop med det! Jeg var godt landet. Selv om her dukkede en ny skam op – sprogskam. Jeg bliver næsten flov, når jeg ikke kan kommunikere på et lands sprog. Men det må jeg så lære at leve med de næste dage. Ligesom flyskammen, når jeg skal hjem igen.

Den første morgen vågnede jeg til en våd tagterrasse. Ingen morgenyoga der, og den første kop kaffe blev nydt stående. Men udsigten var dramatisk, og luften mild. Og – jeg har jo bevidst valgt den solsikre sydkyst fra. Så ingen grimme tanker om regn og skyer.

 

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.