Bretagne i 5 uger eller Brøndums Hotel et døgn?

Bretagne eller Brøndums? Det minder mig om “Husk lige tandbørsten” fra 90’erne, hvor deltagerne kunne vinde en rejse til et fjernt land, hvis de var heldige, eller til et eller andet sted i Danmark, hvis de var uheldige. Husker specielt den aften, hvor mulighederne var Nepal eller Nibe – og deltageren måtte nøjes med Nibe.

Nu er Brøndums Hotel ikke noget jeg nøjes med, men noget jeg vælger i stedet for Bretagne

(skal færdigskrives)

Canariernes venlighed

Da jeg skulle hjem fra Kaffeplantagen, gik det op for mig, at der først var en bus tilbage til Puerto de las Nieves ca. 3 timer senere. Men 6 km. Det kunne jeg jo nemt gå. Ja, jeg fandt faktisk lynhurtigt ud af, at der ikke var noget, jeg hellere ville bruge tiden på end at gå hjem. Godt nok på den almindelige vej, for google map kunne ikke vise mig stier. Men langs vejen og med udsigt til dalen, ville det være en vidunderlig tur alligevel.

Men så begyndte noget, jeg allerede oplevede forleden på vej hjem fra gravpladsen. Jeg var standset op for at tjekke, om jeg nu gik i den rigtige retning (og det gjorde jeg ikke). Og mens jeg stod og tjekkede, standsede først én bil, så en anden, folk, der spurgte, om jeg havde brug for at få et lift (på engelsk – jeg kan vist ikke camouflere mig som ikke-turist). Begge gange, mens de bagvedkørende biler stoppede med hvinende bremser, og jeg venligt afslog. Jeg ville gerne gå.

Det samme i dag. Jeg havde ikke gået langt, før biler begyndte at standse – og der blev igen råbt, om jeg ville med. Og igen med fare for harmonikasammenstød. Så jeg blev helt stresset – og opgav at sige nej. Jeg sagde i stedet nej til min vandretur og goddag til nogle venlige mennesker, som kørte mig lige til hotellet. Vi snakkede tysk sammen – og med mit sparsomme tysk opgav jeg at spørge, om det var den generelle venlighed på øen, der gjorde, at folk standsede – eller om det var for at hjælpe en gammel kvinde. Jeg takkede bare for hjælpen

En kaffeplantage

Ca 6 km fra, hvor jeg bor, ligger de eneste kaffeplantager i Europa. Ja, jeg troede kun, der var én, men der er tre. Jeg synes, det er lidt af en tilsnigelse at kalde det “kaffeplantage i Europa”. Det er jo nærmest Afrika. Men det skal jeg måske ikke diskutere.

Fandt en busrute, der bragte mig næsten helt derop. Jeg havde valgt at besøge den mindste – og det tror jeg var et godt valg, for ved den, der ligger nærmest ved siden af mit valg, holdt der store busser parkeret. Her fik jeg rundvisning alene. 350 kaffeplanter, hvis jeg husker rigtigt, på et fhv. lille område. Beplantningen er tæt. I lysninger er der også plads til mango, lime og andre frugttræer. Kaffebønner i forskellige stadier, fra blomst, til grøn, til rød. Økologisk dyrkning. Alle bønner bliver håndplukket. Det eneste industrielle er ristningen, fordi det vil tage alt for lang tid at riste så meget i pander, og bønnerne ville blive meget uensartede (jeg prøvede dog at riste en lille portion og oplevede, hvor nemt nogle blev næsten sortbrændte, mens andre var lyse).

Jeg undrede mig en del over, at man kan leve af så lille en produktion – ca 3000 kg om året. Bønnerne mister 10% i vægt for hvert led i bearbejdningen. Så fra 30.000 kg skrumper de til 3.000. Men så koster en pose på 250 g altså også 30 euro. Så omsætningen bliver alligevel 360.000 euro om året. Ved hurtig udregning sku’ det vist give 27 millioner kroner. Jeg var lige ved at ynke familien, men det behøver jeg vist ikke.

Det meste af kaffen bliver solgt til besøgende og til en forretning i Las Palmas. Den sidste del bliver sendt til udlandet, købt af kaffeentusiaster.

Besøget sluttede med kaffesmagning, lidt hjemmebag, banan- og mangolikør. Og kaffen ER unik. Det er første gang, jeg i den grad har nydt en kop kaffe uden fløde – eller bare mælk.

Jeg købte en pose til 30 euro. Aldrig har jeg da troet, at jeg ville købe så dyr en kaffe. Og den skal nydes uden fløde!

 

At overvurdere mig selv

Altså – jeg overvurderer mig selv, når jeg tror, at jeg kan tage til et ukendt sted og så bare skrive (fortsætte alt det, jeg fik struktur på, da jeg var på skriverefugium). Det er jo ikke til at lukke døren til omverdenen, der kalder. Og maven, der skal have lidt sol. Og den sol, der for øvrigt skal lagres i kroppen og på nethinden, inden vinteren bliver helt mørk.

Lille tur, men langsom, til Las Salinas lige nord for byen. Naturlige swimmingpools beskyttet mod oceanet af vulkanske rør og sten. For mig var det dog for koldt at bade. Luften 23 grader, men blæsende – og vandet køligt, mildt sagt. Men at ligge og lytte til Atlanterhavet var lige så godt.

I morgen tager jeg nok en lokalbus for at komme så tæt på, som jeg kan, til  Europas eneste kaffeplantage, og så gå det sidste stykke.

Konsultation på klostrets klinik

Kathmanduophold afsluttes med et klinikbesøg – og et farvel til Benchen.

I går sad jeg så og kiggede på denne dør, mens jeg ventede på at komme ind til en konsultation på Benchen Free Clinic. Den åbnede kl. 8. Jeg tænkte, at jeg måtte være der i god tid, men allerede lidt over 7:30 var disse bænke fyldt. Jeg viser dem tomme – igen – for jeg kunne ikke få mig selv til at fotografere patienterne:

IMG_20180302_151406_resized_20180305_035253657

Det er tre lange jernbænke med lige så lange læderpuder. Der sad alle dem, der allerede var kommet. Derudover er der en ekstra bænk, men uden pude. Den satte jeg mig først på – isnende kold var den. Jeg nåede at tænke, jeg kommer med hoste og risikerer nu blærebetændelse. Men de andre patienter rykkede beredvilligt sammen, de vidste selvfølgelig, hvor kold jernbænken var, og der blev også plads til mig med pude under bagdelen.

Der sidder vi så alle, tæt sammen på én række. 10-12 patienter, et par mænd, flest kvinder, én af dem med to børn. Nogle klædt i smukt, rent tøj, andre lidt miserable, én meget snavset. Og så lægger jeg mærke til hende, jeg allerede har døbt “den pæne dame” i pink tunika og blålilla bukser i lækkert stof. Nogle begynder at lytte til nyheder på deres mobiler, én lytter til høj nepalesisk pop.

Klokken er 8. Lægen er nu kommet og går hurtigt hilsende forbi sammen med en ung assistent. En munk, som også er kommet, gør vist tegn til, at vi skal blive siddende. Eller kalder han os ind? De fleste begynder at storme ind ad døren og står på nakken af hinanden i den lille gang. “What now?” spørger jeg “den pæne dame” – jeg har registreret, at hun forstår lidt engelsk. Hun er én af de få, der bliver siddende – og hun siger da også “Wait, wait.”

Nogle kommer ud igen, men en del er tilsyneladende kommet ind ad døren til konsultationsrummet. Jeg undrer mig. Så mange? Jeg ved jo, hvor lille rummet er. Var de mon alle i familie. Og har de andre mon fået numre? For det er jo det, der mangler. Det var det første, jeg ville foreslå, hvis jeg blev spurgt: Uddel numre. Lad folk trække numre i den rækkefølge, de kommer. For se nu. En ny kvinde går bare lige igennem og ind. Er der et system? Eller er det, som i trafikken, at man maser sig ind i krydset, indtil der bliver en sprække at køre igennem?

Den pæne dame siger stadig “Wait”, da jeg ser spørgende ud.

Et nyt par kommer ind. Ubestemmelig alder. Måske 35? De går også lige ind i den trange gang, men bliver sendt ud igen. Manden sætter sig på bænken ved siden af mig, kvinden bliver stående foran ham, med front mod mig – som hun glor på. Helt uhæmmet. Hun står bare der og kigger. Op og ned ad mig. Siger noget til sin mand, som også glor uhæmmet. Så jeg vender mig mod dem, kigger også på dem. Forsøger mig med et smil og et “Namaste” – en hilsen, der altid besvares (hænderne mødes foran brystet, mens man siger Namaste – en slags “Jeg hilser guden i dig”). Intet svar, intet smil. De kigger videre. Måske er jeg dagens underholdning. Måske er jeg udsat for racisme?

Et nyt par kommer ind, kvinden halt, manden svagtsynet. Lidt snavsede, lidt pjaltede. De prøver ikke på at komme ind i konsultationen, men sætter sig på den anden side af mig, og begynder at tale til mig, uden ophold, selv om jeg gør tegn til, at jeg intet forstår. Lidt senere begynder de at tigge. Tror jeg. Kvinden åbner i hvert fald munden og peger ind i den med fingrene på venstre hånd. Eller fortæller hun bare, at de ikke har haft tid til at spise? Eller at det er tænderne, det er galt med?

Munken kommer ud og siger, at jeg bliver kaldt ind om fem minutter. Han har måske bemærket, at jeg sidder pænt afventende. Efter 10 – 15 minutter bliver jeg kaldt ind. Bliver lidt flov over at komme ind før “den pæne dame”, som var her før mig. Og nu forstår jeg mylderet i konsultationsværelset. Man bliver kaldt ind, to eller tre ad gangen, når en patient er færdig. Der står tre stole langs væggen. Lige nu er de to af stolene optaget af en anden kvinde og mig. Vi sidder der og venter på vores tur, mens dr. Tsering og assistenten (læge i praktikforløb?) sidder på hver deres side af et overfyldt skrivebord – med hver deres patient.

Vi andre sidder og lytter til lægernes udspørgen og patienternes svar. Ja, jeg kan jo intet forstå, men det kan alle andre, der kommer her. Hvordan mon det er at blive undersøgt under nysgerrige blikke? Og ører? Jeg synes, at den unge læges patient, en ung kvinde, er noget tavs. Det lyder – og ser ud som om at lægen skal trække hvert et ord ud af hende.

Så i stedet for at kigge på patienterne, kigger jeg rundt i rummet. Lille. Overfyldt. Masser af medicin, udpakket og i pakkevis. Når at glæde mig over at se, ja, det går vores penge til. Læger, der tager sig af patienterne. Og gratis medicin til området. Der er meget. På hylder, på skrivebord – selv på briksen er der en masse, som venter på at blive pakket ud. Jeg tror, jeg vil tage imod medicin denne gang. Sidst sagde jeg beskedent nej tak og insisterede på at gå ud i byen og købe – ikke tage af nepalesernes gratis medicin.

Som sagt er her ikke megen plads til to læger, to patienter + dem, der venter. Og så hende, der pludselig kommer masende ind ad døren, mens munken siger noget til hende, og prøver at lukke døren igen. Hun råber op – men smilende. Dr. Tsering siger ét eller andet, som får hende til at gå udenfor og vente.

Min tur. Heldigvis hos dr. Tsering. Udveksling af høfligheder – “Vi har jo set hinanden før” osv. Temperaturen bliver taget – under armen. Lungerne bliver der lyttet til, grundigt, og uden på skjorten, mens  jeg trækker vejret dybt og hoster. Ingen feber. Ingen betændelse i lungerne. Lægen mener, at mine bronkier reagerer på støv og forurening, en slags allergisk reaktion. Jeg får noget hostesaft med antihistaminer. Hvis det ikke er bedre om tre dage, skal jeg komme igen. Han er på Benchen Klostret i Pharping om mandagen, så jeg kan komme der.

Jeg går opløftet ud. Føler mig allerede bedre. For det er IKKE lungebetændelse.  Og dejligt at se, at klinikken fungerer. Send roligt en donation. Som sagt går alt ubeskåret og direkte hertil (www.benchen.dk )

Og det blev også mit farvel til Benchen Klostret og Benchen Gæstehus. Lidt vemodigt. For ved jeg, om jeg kommer tilbage? Om det er okay at udsætte mig selv for forureningen? Og havde jeg det ikke også inden rejsen, som om det var en farvel-til-Nepal-rejse?

Det må jeg tænke over og uddybe i et senere indlæg. For lige nu er min bærbare helt stået af nettet, og jeg kan ikke skrive ret meget ad gangen på telefonen.

 

Nepal igen? …fortsat

Som jeg tidligere har fortalt, kan jeg være splittet mellem ønsket om at rejse – og ønsket om bare at blive hjemme.

Sådan har jeg det også nu. Samtidig med at ønsket om rejsen bundfældede sig – og marts begynder at nærme sig – så er der noget, der trækker i den anden retning. Hvorfor ikke bare blive hjemme og nyde det første spirende forår i Danmark?

Men jeg må ud, argumenterer jeg med mig selv. Det er snart et halvt år siden, jeg kom hjem fra Bretagne. Denne vekslen mellem ude og hjemme er nødvendig for mig. Og hvorfor nu det – spørger jeg mig selv i min indre dialog. Bl.a. for at kunne overkomme dagligdagen, det daglige liv. Jeg får ny energi af at være ude. Ja, og så bliver du træt, siger du jo selv, efter den lange rejse – og skal så bruge tid på at hvile ud. Ja – men på et andet plan, finder jeg energien. Den mentale, den følelsesmæssige. Når jeg er ude i de udfordringer, der kan være,  når jeg er i  oplevelsen af det anderledes, får jeg altid sat mit eget liv i perspektiv, får idéer, impulser til livet herhjemme. Til projekter, til nogle dimensioner i mit daglige liv, som jeg har forsømt. Det er, som om det med en vis regelmæssighed er nødvendigt at se mit liv på afstand. Og det gør jeg bedst på rejse.

Men kunne det så ikke være nok bare at gøre det, som mange andre gør? Tage på en billig charterrejse?

Hmmm. Jeg tygger lidt på det. Altså – at finde et roligt, lunt sted, en balkon med udsigt. Sidde der og skrive og måske få samlet mit større skriveprojekt til noget konkret. Det er måske heller ikke dårligt.

En pensionist på charterrejse denne gang? Eller igen være pensionist på rejse alene?

Fortsættelse følger.

Hvorfor denne blog?

Jeg har længe haft lyst til at dele alt muligt om de rejseoplevelser, jeg har haft alene. Dele erfaringer, som andre måske kan bruge.

Der kan være mange grunde til at rejse alene: De to overordnede kan helt enkelt deles op i, at du enten ikke har nogen at rejse med, eller det har du, men du gider ikke alt det bøvl, det kan give med at blive enige om hvorhen og hvordan. Når du først er begyndt at rejse alene, vil du få øjnene op for alle de muligheder, der ligger i det. Bl.a. at du er mere tilgængelig og derfor nemmere kommer i kontakt med folk i de lande, du besøger. Og du er mere i kontakt med dig selv og dine egne oplevelser.

Men hvad gør man som single, hvis man har lyst til at rejse alene? Og hvad gør man, hvis man er single, kvinde, 50-60 eller derover – og ikke kan se pakkerejser som en mulighed?

Jeg tror, at jeg selv ville dø langsomt, hvis jeg altid skulle rejse på den måde, fordi jeg synes, det er kedeligt. Og fordi jeg som single-rejsende må betale ekstra, hvis jeg ikke vil dele værelse med en komplet ukendt person.

Nogle rejsebureauer organiserer singlerejser, hvor du som single deltager i en grupperejse.

At planlægge det hele selv er både mere spændende – og langt billigere. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er, at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet. Havde faktisk først tænkt at kalde bloggen pensionistrejser.

Og, ja, I må også gerne kigge med, hvis I rejser som par eller flere – og gerne vil ud af pakkerejsereservaterne.

Verden står åben.