Inden sommerferien

Ikke en “rejse”, men en “ferie” står for døren. Og – alligevel – det er en rejse i noget nyt: At prøve at tage til min franske hjemby sammen med min bror, min niece, hendes mand og deres børn. Min bror kom der ofte, mens jeg boede der, men har ikke været der siden. Og det er nu snart 38 år siden, jeg flyttede tilbage til Danmark. De andre har aldrig været der. Jeg glæder mig til at vise dem “mit” Frankrig. Lidt af mit franske liv.

Jeg tager derned nogle dage før de andre, besøger min franske ex-svigerfamilie. Derefter har jeg lejet en stor lejlighed sammen med min familie. Når de tager hjem, flytter jeg ind i “min” lejlighed – den, jeg altid lejer, når jeg er der alene.

Den sidste tid har jeg deltaget i endnu ét af kurserne på nettet, hvor jeg får små skub og input til at skrive fortællinger. Igen en skriverejse, som samtidig, ligesom tidligere, hjælper mig med at favne alderen, rejsen i livet, rejsen mod alderdommen. Overskriften er “Between Stories”, den tærskel, man står på, når én historie er slut, og noget nyt, som man ikke ved, hvad bliver, begynder. Den titel sagde mig rigtig meget. Det er der, jeg står, lige nu. I vinterfortællingerne for 1½ år siden kom det til at handle om broen til vinteren. For mig, livets vinter (læs indlæg her) 

PÅ TÆRSKLEN

Jeg står på tærsklen til noget. Men til hvad? Er det mit efterår? Eller allerede min vinter. Eller min Indian Summer, som en ven foreslog.

Jeg plejer at se det som en bro foran mig, en overgang. Men i dette kursus bruger vi begrebet “tærskler” lige nu står jeg på tærsklen. Altså står jeg på en tærskel. En af livets tærskler. En tærskel markerer tydeligt det punkt, hvor jeg står. Lige her. Lige her er der noget, der slutter, noget nyt, der begynder. En tærskel på livets rejse. Det forrige skridt er taget. Jeg standser op. Overvejer. Ser mig rundt. Inden næste skridt. Eller – måske er jeg standset op lige ved tærsklen, og mit næste skridt bliver hen over tærsklen. Ja. Det er nok sådan, det er. En tærskel – som et dørtrin – står man ikke på, man løfter foden hen over. Men det er sandt nok. Hvad enten jeg er “på” eller “ved” , så er det her tærsklen til noget nyt.

Livet, der har bestået af en endeløs række af tærskler. Til forår, sommer, efterår, vinter. Til skolen, til uddannelse, til arbejde, til studie, til arbejde igen, til hvert et nyt arbejde. Over tærsklen til ungdommen, til voksenlivet, til modenhed, til aldring, til ælde. Eller tærskler til nye faser i livet. Til moderskab, til ansvar, til at slippe ansvaret. Til tab, til at leve med sorg og til at finde et nyt ståsted i livet.

Hvis jeg vender mig og kigger tilbage fra den tærskel, jeg står ved nu, ser jeg et langt, et meget langt liv. Eller – jeg ser nærmere mange liv i ét. Et landskab, der folder sig ud, med lys og mørke, natur og byer – og en lang række fortællinger med masser af mennesker. Grønt og frodigt iblandet forrevne klipper og oprørt hav. Bjerge, der skulle bestiges. Og ovenover er der en himmel, der skifter fra dyb blå, til grå, til torden og regn – og tilbage igen. Men solen har altid været der, selv når jeg ikke kunne se den. Det ser jeg tydeligt nu – at den er der, ovenover vejret.

Lige nu fornemmer jeg hverken farver, områder eller historier, der venter på at blive foldet ud, der, forude.

Jeg konstaterer det bare, uden at der er specielle følelser forbundet med det manglende “syn”. En konstatering af, at jeg har haft et langt og rigt liv, og at jeg på en måde gør mig klar til at møde afslutningen, til en dag at stå på den endelige tærskel – og acceptere den.

Men den tærskel kan ligge langt forude. Så ét eller andet nyt må forme sig inden. I den fremtid, som jeg træder ind i. Men hvad? Jeg har ikke lyst til at rejse som før. Ikke lyst til at engagere mig i arbejdsprojekter, f.eks. begynde at arbejde terapeutisk igen, engagere mig lang tid frem. Det synes uoverskueligt, næsten absurd. I min alder.

Så tærsklen er måske overgangen til noget mere spontant. En fremtid med plads til pludselige indfald.

Det er vel det, jeg træder ind i.

———–

 

Farvel til Nepal

En noget tvetydig overskrift. Farvel til Nepal – for denne gang. Eller for altid?  Se mine refleksioner om pludselig at være for gammel til lange rejser, bl.a. dette indlæg .

Mens jeg skriver dette, ser jeg næsten en symbolsk afslutning i, at jeg ender på hotel Vajra, hvor min første Nepalrejse startede i 2010.

Efter at have sovet godt, og efter en god morgenmad, går jeg på indkøb – for at købe småting med hjem. Jeg ved, at kurset på Benchen har været i fuld gang i nogle dage, men det giver ikke så megen mening at tilbringe hele dagen der, eftersom det jo er den eneste dag, jeg kan deltage. Så hellere bare nogle timer i eftermiddag og i stedet bl.a. tjekke de forskellige former for varetransport.

IMG_20180320_164927

Men jeg når allerede hen til klostret til middagspausen og er igen imponeret over den logistik, som er med til at gøre sådan et kæmpearrangement muligt. Der står allerede lange køer ved madbordene.

IMG_20180321_110759_resized_20180517_054433656IMG_20180321_110810_resized_20180517_054434364

 

 

 

 

 

I køen møder jeg danskere, som jeg kender fra, da jeg var på et tre-ugers kursus her for fem år siden. Som det kan ses, er det et kursus, der primært henvender sig til lokale tibetanere og nepalesere – og undervisningen foregår på tibetansk.  Ud af de mange hundrede deltagere er der måske 100 udlændinge, så der er sørget for, at man med sin smartphone kan lytte til den simultane oversættelse til engelsk på en fm-kanal.

Mens det stadig er frokosttomt, ser jeg, hvor velindrettet det nyrejste telt er:

IMG_20180321_111233_resized_20180517_053323331

Og nyder stemningen i frokostpausen (bemærk munken fra Bhutan, hvor munkebeklædningen er knækort, ligesom den traditionelle mandedragt).

IMG_20180321_113335_resized_20180517_053416598

 

IMG_20180321_201943_resized_20180517_053415429

 

 

 

 

 

Jeg kan hverken finde Karen eller en anden dansk veninde, som er kommet hertil, da kurset startede. Men vi har en aftale om at mødes i gæstehuset kl. 17. Da pausen er slut sætter jeg mig uden for teltet sammen med alle de andre, som der ikke er plads til. Klostrets øverste lama, Sangye Nyenpa Rinpoche, er underviseren, og jeg lytter nærmest mere til hans melodiøse stemme på tibetansk over højttaleren, end til den engelske oversættelse i radioen på min telefon. Den tropiske varme – der må være 30 grader, mindst – hensætter mig til en meditativ (eller halvt sovende) tilstand. Med stemmen i baggrunden.

IMG_20180321_202807_resized_20180517_053415790

 

IMG_20180321_123749_resized_20180517_053416110

 

Tid til kaffe, venindesnak, deroppe i gæstehusets have, se den nyåbnede café (hvor de spiller pomusik!), sige farvel til Döndrop, manageren, som kommer og giver et knus, hvilket absolut ikke er skikken her, så det rører mig dybt. Ned på den lille, ydmyge restaurant med den gode mad ved klosterindgangen sammen med min veninde fra Danmark. Hende har jeg kendt siden den tidlige ungdom i Aalborg, også boet sammen med hende en kort periode på Christiania, og vi ses stadig regelmæssigt. I København, i Jylland, på venindeture til Sverige. Og nu sidder vi altså pludselig sammen i Kathmandu!

Jeg er besluttet på at gå ned til mit hotel i mørket, nyde sommeraftenen, det vil kun tage 20 – 30 minutter, men efter at ha’ haft svært ved at balancere på vejsiden i bælragende mørke for at undgå at sidde fast i våd, nylagt asfalt (en mand kom og lyste for mig med en lygte, glemte, at jeg jo selv har én i telefonen) valgte jeg alligevel at hoppe ind i en taxa, da jeg kom til en plads uden våd asfalt. Hjem og sove. Jeg skal tidligt op og pakke.

Og, ja, hjemturen har jeg beskrevet andetsteds

Fra min altan

Livet her – og tanker om min tilgang til buddhismen

Jeg sidder på min altan. Tilstrækkeligt højt oppe, til at jeg ikke er generet af støv og bilos her.

Tidlig morgen og om aftenen er her stille. Skal anstrenge mig for at høre trafikken. Men – når jeg tænker efter – så er den nepalesiske nat aldrig helt stille. Overalt, i byen som på landet, er der ofte et kor af gøende hunde. Når én sætter i, spreder det sig til hundene i området. Men det generer mig aldrig. Om natten er der også aber, som løber rundt på klosterområdet, og de kan hoppe, springe og larme på de bliktage, der er. Men heller ikke disse lyde forstyrrer. De er en del af natten her.

Nu – midt på formiddagen – er der lyde fra håndværkerne, som saver og hamrer, travlt beskæftigede med at gøre gæstehusets nye café klar til det store rykind om en uges tid, når klostret tilbyder det årlige forårskursus.

Caféen bliver virkelig en perle med panoramaudsigt over det sydlige Kathmandu – og en gevinst for klostret, hvis man vil tiltrække flere til at benytte caféen. Jeg har lagt mærke til, at flere kommer udefra (burde vel sige nedefra) for at drikke kaffe, spise her. F.eks. møder jeg hver morgen to ældre spanske par, som forcerer alle trapperne for at nyde morgenmaden her.

Og, som sagt, trapper er der ca. 100 af. Her er nogle af de øverste – og nederste:

IMG_20180308_082310_resized_20180308_121202569

IMG_20180308_082210_resized_20180308_045723481

Kurset, som starter om en uge, skal jeg ikke deltage i. Jeg var for sent ude med at booke værelse, så jeg har det kun til den 15. Jeg kunne sådan set bare flytte ud og komme dagligt fra 8-16, som jeg gjorde for 5 år siden, da jeg også var for sent ude med at booke. Da boede jeg dels på hotel, dels airbnb, indtil jeg fik en lejlighed på klosterområdet.

Men det er noget andet, der afholder mig fra at deltage. Den undervisning, som skal foregå, er langt over mit niveau i buddhismen, og jeg er slet ikke parat til at engagere mig i det videre, personlige arbejde, som faktisk er en forudsætning for at deltage.

Min tilgang til buddhismen har altid været mere pragmatisk. Selv om jeg har deltaget i mange kurser, er det den helt basale viden, som jeg har taget til mig, og det er meditation, den helt elementære, der har været og er min daglige praksis.

Selv om jeg havde været interesseret i og bevæget mig omkring buddhismen i måske 30 år, var det først for otte år siden, jeg begyndte at søge længere ind. Jeg havde, som så mange andre, deltaget i mindfulness- og meditationskurser, og tænkte vel, at det ville være godt at opsøge den rene vare. Så under mit første ophold i Nepal havde jeg tilmeldt mig et 10 døgns kursus på Kopan Klostret (se dette indlæg om indhold i rejser alene – eller indlæg om “Nepal 2010”).

Siden har jeg været på andre uge-eller 10 døgns kurser i Nepal, en 10-døgns Vipassana-retreat i Thailand (ren åndedrætsmeditation og stilhed alle 10 dage), et ophold nogle dage på et lille retreatcenter syd for Pattaya. I Thailand var det dejligt at se, hvordan Thailænderne brugte disse retreatcentre “til at finde ro igen, når der var brug for det”. Og på alle disse kurser har det været meditationsdelen, som jeg har fået mest ud af. Den buddhistiske filosofi, på et overordnet plan, har også hjulpet mig.

Men selv om jeg også har været på kurser, hvor man begynder at bevæge sig ned i de mere esoteriske tekster, så er der en del af mig, der ikke helt har villet. Eller også er jeg bare intellektuelt doven på det område. Det ER svære tekster – og jeg synes ikke, at jeg har energi til at lære, læse i dybden. Glemmer meget igen. Det er ikke det samme som ikke at få noget ud af kurser/ belæringer, for pludselig er der sætninger, som går lige ind, falder på plads i min egen spirituelle opfattelse af livet. Energien og kraften, som jeg kan mærke.

I lang tid vægrede jeg mig også ved at tage tilflugt – et buddhistisk ritual, hvor man med en lærers hjælp “hengiver” sig til det, som han eller hun står for, den viden, som er transmitteret i den pågældende retning. Jeg var jo – erkendte jeg – ikke “rigtig buddhist”, men også så meget andet. Men ved lærerens hjælp erkendte jeg også, at jeg derigennem åbnede mig for egne muligheder, at blive et ordentligt menneske, der, hvor jeg var, om det var som kristen eller buddhist eller andet.

Hvis jeg sammenligner mig selv med mange af de vesterlændinge, som jeg møder herovre, kan jeg føle mig som en ren analfabet, når jeg hører dem citere navne på den ene store mester efter den anden og det specifikke ved den enkelte. Der er dem, der ved lige nøjagtigt, hvornår og med hvem den tibetanske buddhisme delte sig i flere retninger, hele rækkefølgen af mestre i en bestemt linje. Jamen, altså, det ved jeg ikke. Har aldrig brugt den fornødne tid og energi til at sætte mig ind i det. Er jeg for doven? For dum? Og har jeg så lov til at være her?

Men HER får jeg stoppet mig selv. Husker og værdsætter, at det er godt nok at bruge min lille viden til det for mig væsentlige: Fokus, opmærksomhed, væren i nuet. Stoppe det urolige sind, når det er nødvendigt. Være ordentlig i mit liv. Og – så vigtigt – at have lært at flytte fokus fra det, jeg ikke har til taknemmelighed over det, jeg har. (For at anskueliggøre dette sidste var det efter min datters død et vigtigt skift, da jeg fandt ud af, at jeg kunne flytte fokus, når sorgen blev uudholdelig med en tendens til at ynke mig selv, over til taknemmelighed over at have haft min datter i livet i næsten 24 år).

Som foreløbig konklusion flytter jeg, når jeg ikke længere har mit værelse her. Til Pharping syd for Kathmandu. Og så har jeg fundet et hotel ikke langt herfra de sidste tre nætter – og vil deltage i undervisningen, nede bagi, og suge det til mig, som jeg nu kan.

 

 

 

 

 

 

Stille dage

Internettet fungerer upåklageligt, bedre end nogen sinde her – fordi Kathmandu dalen ikke længere lider af de lange strømafbrydelser. Men det vender jeg tilbage til.

Derimod fungerer min lille bærbare ikke ret godt længere. Skulle nok ha’ givet mig selv en ny, samtidig med den nye mobil. Mobilen fungerer på nettet hele tiden, men den bærbare går i stå, kører i tomgang længe om at skifte side osv., så det tager alt for lang tid, når jeg vil skrive, opdatere. Redigeringsværktøjet med klip og copy/paste fungerer heller ikke mere.

Så jeg skriver – og venter under afbrydelserne, omredigerer langsomt. Mobilen er for lille, synes jeg, til at jeg har overblik over det skrevne.

En uge siden jeg rejste hjemmefra. Stille dage her, efter at jeg besluttede at blive hjemme søndag. Ro i sindet. Tankerne, der ikke længere flyver rundt. Glæde i hjertet. Hverdagens små oplevelser:

At sætte mig et sted og se på livet, der folder sig ud her, for øjnene af mig.

Ikke nødvendigvis opsøge socialt samvær, men indgå i det, når det føles rigtigt. Spontane møder med f.eks. de andre beboere i gæstehuset. (At rejse alene er ikke det samme som at være alene hele tiden. Der er altid masser af muligheder for kontakt. Nu er jeg selv sådan skruet sammen, at jeg befinder mig godt alene – vel fordi jeg samtidig har muligheden for ikke at være det. Men jeg elsker stilhed og ro, så jeg udvælger med omhu “nye” mennesker, der ikke virker for støjende)

Den gode grøntsags karryret i den lille ydmyge café lige ved klosterporten. Ventetiden kan være lidt lang. Men alt bliver lavet fra bunden. Masser af grønt. Utrolig lækker. Serveret med lassi (drikkeyoghurt). Lidt over 12 kroner i alt (det er én af de dyre retter).

At bo på et velfungerende gæstehus, have et godt værelse med eget bad, toilet og altan. Morgenmad i haven. Se/ høre klosterlivet. Deltage i det, hvis jeg har lyst, ved at gå til morgen puja eller aften Mahakala, eller blot lytte på afstand og alligevel føle mig som en del af det. Lydene fra de små munke i klosterbygningen bagved, lytte til undervisningen, høre dem lege, specielt om aftenen inden sengetid. Støjende og glade som børn er.

Morgener med god tid til yoga og meditation, mens solen stiger op over Kathmandu, bader værelset i lys, opvarmer det.

Glide ind i Koraen, pilgrimsruten omkring Swayambhunath, højen med én af de mest betydningsfulde stupaer, følge menneskestrømmen morgen eller aften, føle mig som en del af noget urgammelt.

Alt det, der er at se, sanse, på de 3-4 km rundt: De hundredevis af bedemøller, små og store, det farvestrålende tøj, butikkerne med alle duftene, senere de små boder med frugt og grønt – og endnu senere med lys, som man kan købe og tænde, med en bøn. Børn på vej til eller fra skole.

IMG_20180308_075114_resized_20180308_112132128

IMG_20180308_111401_resized_20180308_112755253 IMG_20180308_111938_resized_20180308_112131443

IMG_20180308_073009_resized_20180308_112754842

IMG_20180308_073026_resized_20180308_112755565

IMG_20180308_111830_resized_20180308_112131904

Ligbrændingspladsen, hvor et bål kan være i gang, mens gløderne fra tidligere bål stadig lever. Familier, der flokkes om deres døde. Døden, der ikke er gemt væk.

Flokkene af aber. Ha’ nu ikke noget mad fremme, eller andet, som de kan hugge. De er temmelig nærgående.

004

009

Ja, det har været en lise for sjælen at lande her. Så meget, at jeg i går var parat til en udflugt til Patan.

Når jeg rejser, er jeg  – som det vist fremgår tydeligt allerede – ikke den store forbruger af oplevelser. Jeg er aldrig ude i at nå så meget som muligt, styrte fra det ene sted til det næste. Vide så meget som muligt. Jeg vil hellere lære et eller to områder godt at kende i stille tempo, stykke min forståelse af landet sammen af, hvad folk fortæller mig.

Men i går var jeg altså parat til en udflugt til Patan, den ene af de tre store byer i dalen.

Indtil slutningen af det 18. århundrede var Nepal delt i en mængde små kongeriger. Kathmandu, Bakhtapur og Patan var tre af disse små selvstændige kongeriger. I det næste par hundrede år, var de afgrænsede byer i Kathmandudalen, men med den demografiske eksplosion fra sidste fjerdedel af det 20. århundrede, er specielt Patan og Kathmandu vokset så enormt, at de flyder sammen til én stor by. Alligevel havde jeg endnu ikke været i Patan, men beskrivelserne af bl.a. dens Durbar Square (pladsen omkring det gamle kongepalads med templer) gav mig lyst til endelig at tage en taxa de relativt få km.

Så jeg tog på sightseeing sammen med en anden beboer fra gæstehuset, tilbragte det meste af dagen der – og oplevede foruden den smukke arkitektur, et par fredfyldte templer og en god frokost, at støj- og støvniveau var noget lavere end i Kathmandu.

IMG_20180306_123717_resized_20180307_071936696

IMG_20180306_125718_resized_20180308_114047298

IMG_20180306_125938_resized_20180308_114047848 IMG_20180306_204336_resized_20180308_114047605

Nu går noget i stå igen. Altså ikke nettet, men pc’en. For strømmen fungerer. Det var det, jeg ville fortælle noget mere om.

På mine tidligere rejser oplevede jeg et Kathmandu med flere timers strømafbrydelser hver dag. For at spare på den. Det undrede mange, for adgang til den energi, der skulle til for at levere strøm, måtte der da være nok af. Og for et par år siden kom sandheden så frem. En højt ansat – vist nok i energiministeriet – havde i årevis sørget for at sælge/levere strøm til Indien, altså dirigeret Kathmandus strøm ud af landet. Efter afsløringen har der været el nok.

 

 

 

 

Nepal 2010, fortsat…

(Indlæg starter HER )

“Kathmandu er en sansemæssig oplevelse, som jeg ikke har oplevet andre steder. Jeg er fuldkommen fascineret af dens larm, trafik, affald, lugt, farver, mennesker. Jeg er næsten lige kommet, og jeg synes jeg har været her længe. Ind imellem som et dyk ned i fjerne tider. Et glimt af middelalderen. Kunne jeg forestille mig. Byen har overvældet mig. Jeg har ikke lyst til at rejse videre. Komme på trekking? Er trekking lige mig? Gåture, jo. Men trekking? Det var noget, jeg troede, jeg skulle. For det er da det, man tager til Nepal for.”

“Mødtes med Karen fra mit gamle kollektiv. 80’ernes Christiania. Nu sidder vi her – på et hotel i Kathmandu – og spiser frokost og snakker, som om vi så hinanden i går. Men det var sidste år. Eller året før. Bagefter viser hun mig rundt i “sit” Kathmandu, hvor hun er kommet næsten hvert år siden -81. Vi ender på det kloster, hvor hun bor, hvor hun altid bor, når hun er her. På klostrets “Guest House”. Da vi bevæger os ind på gårdspladsen omgivet af klosterbygningerne, mærker jeg en ro og som en hvisken af “velkommen hjem”. Gæstehuset ligger øverst oppe med udsigt over Kathmandu. Altaner. Lille have. Her vil jeg bo. Jeg kan næsten ikke tro, at det er muligt at finde så dejligt et sted.”

“Gåtur hjem i skumringen. Glad og mæt på oplevelser.”

“Glider ind i rytmen her. Nu, hvor trekking er droppet, skal jeg ikke skynde mig videre. Jeg har slået mig ned i mit midlertidige liv på klostret. Næste weekend har jeg bestilt to overnatninger på et hotel oppe i bjergene ved Nagarkot. Der er 2½ uge til det 10 døgns kursus, jeg har meldt mig til på Kopan Klostret. Men lige nu bor jeg på Benchen Klostrets gæstehus. ”

“Som i Tyrkiet er mændene kun ude efter mine penge. De vil være guider eller sælge noget. Tiden med invitationer til andet og mere ligger i fortiden. Det gør det hele lidt nemmere. Eller lidt vemodigt? Måske hjalp det lidt, at der så var en ung kvinde, hvor jeg købte en trøje, som sagde: “Du er smuk.” Selv om hun tilføjede “Old, but very beautiful.” Eller hvad med den her? Var inde for at købe en tangka (buddhistisk maleri) til Sara, og sælgeren spurgte: “Hvor gammel er du?” Og jeg, der kækt svarede med et spørgsmå, som jeg nok ikke skulle ha’ gjort: “Ja, hvor gammel tror du?.” – “Fifty? (det begynder jo godt) – men han fortsætter straks: “Sixty? Seventy? More? I really don’t know.” Det kan lære mig, kan det”

“Drøner gennem byen i sand dødsforagt i helt igennem rustne minibusser. Minibusser er virkelig minibusser. Troede ikke, at hverken trafik eller køretøjer ku’ bli’ værre end i Kina. Men det er de her. Og jeg sidder der, som en stor, svedende europæer, enten klemt ind på forsædet mellem så nepalesere, eller bagi, hvor jeg med store europæiske fødder får trådt alle over tærene, inden jeg får mig klemt ned med den ene balle på30 cm plads. Man sku’ tro, der ikke var plads til flere, men vi kommer op på 15 passagerer i den lille bitte minibus, da de to – tre sidste nærmest ligger bukket hen over alle vi andre. Jeg får åndenød og galopperende hjerte, når at tænke: “Sådan starter et angstanfald vist.” Men når at tænke videre: “Det behøver jeg jo ikke at få.” Og så var det væk igen.”

“Namaste. Jeg hilser guden (det guddommelige) i dig. Smuk måde at hilse på. Og når nepaleserne spørger, hvad man synes om Nepal, spørger de: “How are you feeling about Nepal?”

“Bare være. Lytter til de små munkes undervisning i haven bagved. Lige før var det engelsk. Nu lyder det som matematik. Går somme tider til Mahakala Puja tidlig morgen. Bliver alligevel vækket af instrumenter og de reciterende stemmer. Eller går koraen, pilgrimsruten rundt om Swayambhu-højen sammen med alle de andre, der starter deres dag på denne måde, inden arbejde og andre gøremål. Glider ind i flowet af mennesker, gør som de andre, sætter små og store bedemøller i sving. Undervejs er der boder med salg af smørlamper, farvestrålende blomster til ofringer, unge drenge, der sælger fugle (ved at betale, lukker man dem ud, befrir dem for deres fangenskab). Overalt aber (også hjemme i gæstehuset: “Don’t leave your room windows open” – aberne kan gøre stor skade). Forbi ligbrændingspladsen, hvor ligene venter på at blive brændt, eller gløderne fra aftenens og nattens bål. Jeg har fundet freden i udkanten af en millionby, i stedet for der, hvor jeg troede, jeg skulle hen.”

“Naturen har kaldt. Lidt. To døgn. Fredfyldt sted i de lave bjerge (op til 2000 m, og som bliver kaldt bakker) uden for Nagarkot. Om morgenen, lige når solen står op, skulle man kunne se de højeste bjerge. To morgener i træk stirrede jeg mod Everest. Troede jeg så en tydelig trekant. Selv om der var for diset til at se noget som helst. Gik 10 km ad stier og småveje mod udkanten af Kathmandu. Sammen med en amerikansk kvinde, som bor i Laos, enke efter laotisk mand. Så fik jeg også lavet – en slags – trekking. Ned ad bjerget.”

De sidste 11 døgn i Nepal, tog jeg til Kopan Klostret lige nord for Kathmandu for at deltage i et 10 døgns kursus som introduktion til buddhismen. Fantastisk godt tilrettelagt. Vekslende mellem meditationer, indføring i den buddhistiske filosofi, velstyrede diskussioner. Fra om aftenen efter den sidste undervisningstime indtil næste dag kl. 14, når diskussionstimen startede, var der stilhed. De sidste to døgn i fuldkommen stilhed. Den stilhed. Jeg nød den. Kunne næsten ikke have, når den blev brudt og alle mødtes til te/ kaffe efter diskussionstimen. Stemmerne, der steg og steg i styrke.

Disse kurser på Kopan er virkelig anbefalelsesværdige. På de 10 døgn kurset varede, lærte jeg mere om meditation, livets forgængelighed, altings evige skiften, accepten af døden end jeg nogen sinde før havde gjort. Jeg vil faktisk sige, at de 10 døgn var mere befordrende for mig end års terapi (siger jeg – psykoterapeut). Og en forberedelse til at klare den rejse gennem sorg og savn, som startede tre måneder senere. (Jeg har skrevet en bog om det at miste min datter – og en blog eftersara.dk )

Du kan se fotos fra Kopan Klostret samt noget om, hvordan man tilmelder sig HER

På rejsen hjem til Danmark lagde askeskyen sig over Europa, mens jeg sad i transit i Istanbul Lufthavn. Det betød 6 dages ophold i Istanbul. Ikke det værste sted at sidde fast.

Og snart er jeg igen i Nepal

 

70 år

Det var min fødselsdag i går. Her – i det franske. 70 år. Det er mange år. Jeg har levet så længe, at det vel er en kendsgerning, at jeg står foran mit livs vinter.

70 levede år.

Som alle andre dage startede jeg dagen i dag med en meditation.

Denne gang en morgenmeditation på alder og taknemmelighed. Taknemmelig over alle årene, alle årtierne. Går tilbage i livet. Dvæler ved hvert årti.

Fra 2017 til 2007, 2007 – 1997, 1997 – 1987 osv.

Jeg genser alt det, og alle dem, som jeg har været taknemmelig over i hvert årti.

Det er overvældende, som taknemmeligheden fylder. Jeg har så meget at være taknemmelig over.

Til sidst lader jeg alle de mennesker, som har betydet og betyder noget for mig stå omkring mig. Det er én stor masse, som står beskyttende omkring mig. Jeg ser ikke den enkelte, men mærker hvordan deres tilstedeværelse fylder mit hjerte med glæde.

Kun én træder tydeligt frem. Sara. Jeg græder, ikke af sorg, men af glæde over, at hun har været her en tredjedel af mit liv, og jeg græder i taknemmelighed over alle de mennesker, der har fyldt mit liv.

Og især Sara, som jeg omfavner.

Jeg mærker både tyngden og letheden af mit liv.

Men jeg har bevaret fokus på det, jeg er taknemmelig over. Sikken et liv. Sikke nogle år. Sikke nogle årtier. Jeg føler mig glad og tilfreds over livet, oplevelserne.

Livet sluttede ikke, det sidste årti – til trods for længsel og sorg, så blev det et årti, hvor jeg rejste mere end nogen sinde, tog langt væk alene, oplevede nye lande, deltog i kurser i østen, genoptog mit franske liv i perioder på en måned ad gangen.

Jeg kan fortsætte min fødselsdag. Pandekagerestaurant med veninderne fra Erquy til frokost. Champagne og pandekager, både galettes og crêpes.

Og sen eftermiddagstur med venner til den mondæne badeby, Dinard, hvor rige franskmænd og englændere i starten af 1900-tallet fik bygget deres sommerresidenser som små slotte. Coctails i baren på Thalassoterapi-hotellet.

018

039

041

Jeg er parat til det næste årti. Og jeg vil møde livets vinter i sommertøj.

045

 

En rejse ind i vinteren

Jeg vil skrive om en anden slags rejse. En skriverejse. Jeg har skrevet mig gennem vinteren. Ind i vinteren. Omfavnet vinteren. Ladet den omfavne mig med mørke, kulde, langsomhed, ro. En rejse indad. Altså en hel anden slags vinterrejse, end når jeg søger sol og varme.

Siden sidste sommer har jeg deltaget i skrivekurser på nettet. Skrivecirkler, som varer 4 måneder, opkaldt efter årstiderne. Jeg har deltaget i Sommercirklen, Vintercirklen – og er nu i gang med Forårscirklen. Underviseren opretter en lukket facebookgruppe for deltagerne. Den første dag i hver måned får vi tilsendt månedens skriveopgaver og andre oplæg om det at skrive. Vi deler vore tekster i den lukkede facebookgruppe.

Sådan som jeg oplever det, handler det om at skrive fra sjælen, uden kontrol, lade ordene flyde, lade fortællingen fortælle sig selv – ud fra det emne, der nu er givet. Hver årstidscirkel handler dog især om at indfange årstiden, være i den, følge dens rytme, opleve det unikke, som netop denne tid på året er.

I disse cirkler har jeg genopdaget glæden ved at skrive løs. Skrivning har tidligere og altid været en metode for mig til at forstå mit liv. Efter min datters død brugte jeg i den grad skrivningen til at forstå og leve med alle detaljerne i sorgprocessen. Det kom der så en bog ud af. Men siden har jeg været lidt tømt for ord. Bloggen her har virket godt for mig, når jeg har været på rejse. Netop fordi jeg tit rejser alene, så har jeg kunnet fastholde indtryk, reflektere over rejsen på denne måde. Men skrivecirklerne har åbnet for min skriveenergi på en ny måde. Jeg har endda oplevet, at jeg kan skrive fiktion, oplevet hvor sjovt og kreativt det er.

Og især Vintercirklen har været befordrende for mig. En rejse ind i vinteren, hvor jeg i stedet for at være i modstand mod kulde og mørke, flygte fra vinteren, så har jeg ladet mig omfavne af den i en sådan grad, at jeg ikke har villet eller kunnet rejse fra den. Jeg kom på en anden slags rejse – uden at rejse. En skriverejse og en spirituel rejse.

For  – på et andet plan – erkendte og accepterede jeg mere og mere, at jeg er på vej mod mit livs vinter. Jeg ved, at jeg ikke er udødelig. Jeg ved, at jeg snart bliver 70. Jeg ved, at fremtiden skrumper ind. Og gennem mine vinterskriverier, så jeg hvordan alderen tit sneg sig ind i fortællingerne med råb om accept af, at sådan er det. Jeg begyndte at erkende og acceptere ordet gammel og ikke de forblommede vendinger som “moden” eller “ældre”, som  er eufemismer, der vil ha’ os til at benægte alderen, ikke tale om at være gammel. Vi er børn i kort tid og unge meget, meget længe, før vi bliver voksne, og mærkværdigvis nogle gange yngre (tænk over sætningen: “Hun er en yngre kvinde”)  modne og ældre. Ældre end hvem?

Derfor dedikerer jeg indlægget om denne rejse gennem vinteren til alderen og det at blive gammel:

NOVEMBER

November omslutter mig.

Jeg står på tærsklen til vinteren. Lidt forstemt. Sommeren ligger allerede bag mig, og jeg har plukket de sidste brombær i haven. Hvordan kunne det gå så hurtigt? Flygtigheden, som jeg ellers accepterer, overvælder mig.

Jeg har kæmpet lidt med November. Jeg vil gøre, som jeg plejer. Drikke min første kop kaffe udenfor, tidligt om morgenen. Se lyset komme. Men November har vundet de sidste dage og holdt mig inde med kaffen.

Jamen jeg vil gøre alt, som jeg plejer, selv om energien er lav. Ligesom solens. Se, hvordan den allerede har svært ved at hive sig op over trætoppene. Dagen kommer sent nu.

Mens jeg står her med November, kan jeg alligevel mærke en stille glæde i hjertet ved øjeblikkets skønhed. Solen, der er på vej gennem disen. Træerne, der spejler sig i vandet. Åen, som jeg får lyst til at følge. Ind i vinteren. Min vinter.

Jeg mærker efterårets kulde, mørke, lave energi. Alt det, jeg mangler at nå inden vinteren. Hvorfor tænker jeg sådan? Ved jeg ikke, at der også er solskinsdage om vinteren? Sneen, der lyser op.

November puster med sin kølige luft lidt energi i mig. ”Fremad,” hvisker hun. ”Du kan ikke blive stående her og begræde, det, der er forbi.” Og jeg kigger ind i November. Overvejer, om jeg kan have tillid til hende, om jeg tør overgive mig til hende med mine dage, hvor energien er lav, behovet for hvile stort. Tro på, at det, jeg ikke har nået, stadigvæk kan gøres.

”Der er også liv om vinteren,” hvisker hun. ”Det ved du vel godt? Lad være med at tænke på måder, der dræner dig. Du kan heller ikke forudse, hvordan vinteren bliver. Bare følg mig. Kom og se.”

Jeg begynder at gå med November. Langs åen. På min spirituelle rejse mod vinteren.

004

BROEN TIL VINTER

Der står hun ved broen. Hun ved, at ovre på den anden side ligger vinteren. Hun tøver med at gå over, for hun synes, at hendes vej gennem efteråret nærmest lige er begyndt. Før det var der sensommeren og høsten, en tid, hvor livet foldede sig ud med farver, varme og pragt, som hun vist ikke havde oplevet om sommeren.

Var sommeren der overhovedet? Havde der ikke bare været et uendeligt langt forår? Hun hoppede nærmest fra våren direkte ind i høsten, hvor livets gaver begyndte at falde ned til hende, nærmest uden at hun havde forventet dem eller bedt om dem – og derfor måske heller ikke altid parat til at tage imod dem.

Hun var så optaget af livet i høsten, at hun helt glemte, at efteråret ventede. Men da hun pludselig blev kastet ind i efterårets mørke, vidste hun, at vandringen mod vinter kunne blive ubærlig. Alligevel lykkedes det hende, i samklang med evighedens kald og med gode kræfters hjælp, at lægge mere mærke til efterårets solskinsdage end til alle de grå og triste.

Og nu står hun altså ved broen. Allerede. Der, hvor vinteren begynder på den anden side. Den er vel ikke så slem, vinteren, hvis hun tør overgive sig til dens ro, dens stilhed, dens pludselige flimmer af lys og farver, som ikke behøver at vare så længe, fordi det er okay at trække sig indenfor igen.

Hun kan også blive lidt i efteråret. For er det ikke her hun stadig kan bruge sin viden, sin erfaring, her hun stadigvæk kan påtage sig opgaver udover de sociale og venskabelige? Selv om hun begynder at opdage, at hun nærmest bliver lettet, hvis én af disse opgaver alligevel ikke bliver til noget.

Men hun har brug for efterårets sysler endnu. Når hun senere kan overgive sig til visheden om, at intet er spildt, at noget nyt vil spire, at når alt er slut, vil livet alligevel fortsætte i nye forår, i andre former, når det sker, så vil hun uden tøven gå over broen.

Om vinteren bliver lang eller kort, kan hun ikke vide. Kun at den bliver lige præcis så lang, at hun får gjort det, hun SKAL gøre. Mens det er vinter.”

Og sådan fortsatte vinteren med rejser i erkendelser, rejser tilbage og frem i livet, rejser i min slægtshistorie, rejser, hvor virkelighed og fiktion levede side om side. Rejser, som startede med en opgave, men hvor opgavens udførelse aldrig var givet på forhånd, for brændstoffet var ordene, der formede sig til sætninger og fortællinger, mens jeg skrev. Uden projekter, uden kontrol. En meditativ skriverejse.

Men den mest uventede gave har virkelig været at gå helt ind i mørket, kulden, trætheden, langsomheden. Som vinteren gik, undrede jeg mig over, at jeg endnu ikke var blevet overmandet af forårslængsel. At jeg faktisk nød den form for vinterhi, jeg kunne glide ind i , somme tider flere dage ad gangen. Inaktiv, langsom, kun energi til læsning, skrivning gåture. Tidligere var det varmen om sommeren, der nærmest gav mig et alibi, gav mig lov til nogle dage at være helt inaktiv. Bare sidde og glo eller læse under et træ, mens solen varmede

Jeg længtes heller ikke efter lyset på samme måde som ellers. Længtes slet ikke efter at komme væk, ud til solen, til varmen. Jeg ville opleve hele vinteren. Fra start til slut. Huskede også, hvor hårdt det kunne være de to gange, jeg kom hjem fra Thailand sidst i februar eller midt i marts, hvor hårdt det faktisk var at starte på vinteren igen.

Nu hvor vinteren er ved at være forbi, synes jeg, at den er gået for hurtigt. Og det ville jeg aldrig ha’ troet, at jeg kunne sige.  Om sommeren, ja, men aldrig om vinteren. Da solen begyndte at stå tidligere op, syntes jeg, at lyset kom næsten anmassende. Jeg lærte virkelig at acceptere vinteren.

Måske til fortsættelse…

 

 

 

Rejseforberedelser2

Tilbage til forberedelserne omkring rejsen til Thailand.

Det indhold, jeg ønsker i rejsen, er at kunne deltage i meditation. Jeg har mediteret i årevis, de sidste 18 år meget regelmæssigt, altså flere gange om ugen.  Og siden min første rejse til Nepal for fem år siden, er det blevet en daglig praksis på et kvarter til en time. Det er den buddhistiske meditation, hvor du til en begyndelse bruger tid på at finde ro ved at fokusere, f.eks. på åndedrættet. I Vesten er metoden blevet udbredt de sidste mange år under betegnelsen Mindfulness. Det er en meditationsform, som kan kombineres med psykoterapeutiske metoder.

Selv om jeg har mediteret længe – og selv om jeg ved, at det er godt og nødvendigt for mig – så bliver jeg i perioder sløset med det. Tit hænger det sammen med perioder, hvor jeg har for travlt – eller som sidste år, hvor jeg i lange perioder har været ked af det (det kommer jeg ind på en anden gang). Derfor ved jeg, at det vil være godt for mig at få et skub til igen at bruge meditationen på en mere fordybende måde. Kort sagt kan meditation hjælpe dig til at finde ro i dagligdagen. Men endnu vigtigere er det, at den kan hjælpe dig til at finde glæde og taknemmelighed. I livet skal vi lære at leve med de omskiftninger, forandringer, tab, som ethvert liv indeholder. Hvis du ikke er i stand til at finde ro, glæde og taknemmelighed i dig selv, vil du hele tiden være på jagt efter, at dine omgivelser, andre, skal bringe dig det – og ofte blive frustreret.

Altså: Til Thailand med det mål at finde et retreatcenter, hvor jeg kan meditere. Søgning på nettet, indtil jeg fandt www.dhamma.org  , som er et næsten verdensomspændende netværk af meditationscentre, hvoraf mange findes i Thailand. Jeg fandt en plads på et 10-dages kursus mellem Chanthaburi og den cambodianske grænse: www.candapabha.dhamma.org fra den 4. til 15. marts. Meditation og undervisning hele dagen fra kl. 4:30 om morgenen til 9 om aftenen. Eget værelse med bad, to måltider (man spiser ligesom munkene, morgenmad og frokost, men jeg har fået lov til at få lidt let mad om aftenen, for jeg turde simpelthen ikke gå aften og nat i møde uden mad). Kurset koster intet, det fungerer på den måde, at man donerer, hvad man har råd til, eller hvad man synes, når man tager derfra. Hvordan finder man så ud af det? Jeg kan sammenligne med lignende kurser i Nepal, hvor man betaler ca. 1000 kr. for 10 døgn.

Da det var på plads, kunne jeg begynde at planlægge resten af rejsen. Jeg ville helst ikke blive i Bangkok, når jeg ankommer, så jeg fandt ud af, via nettet og Lonely Planet, at der er busafgange fra lufthavnen til Pattaya hver time. Og ved at læse artikler på nettet af folk, som havde mediteret forskellige steder i Thailand, fandt jeg ud af, at der er et lille retreatcenter lige syd for Pattaya, www.meditationboonkan.org, hvor man kan bo i individuelle hytter, få to måltider om dagen og individuel vejledning til sin meditationspraksis, alt for ca. 10 dollars i døgnet. Der var plads, så der tilbringer jeg de første dage.

Og så også noget almindelig ferie. Efter Pattaya har jeg fundet to steder, som ser vidunderlige ud, på øen Koh Chang: koh-chang-bungalows-bluelagoon.com Nogle af hytterne ligger så at sige “med fødderne i vandet”. Der skal jeg sidde på en terrasse ude over lagunens vand. Et par dage senere flytter jeg over til www.oasis-kohchang.com , for her er det tre gange så billigt, ca. 90 kr. i døgnet, for egen hytte med udendørs bad. Her bliver jeg i 6 døgn og tager så lidt ind i landet til en overnatning Chanthaburi på vej til meditationcentret.

Når jeg er færdig der, så har jeg et par døgn inden turen tilbage til Bangkok og flyet hjem. Hvis det har været godt i Pattaya, tager jeg tilbage dertil. Ellers finder jeg noget andet.

Som du kan se, så er der en del forberedelser, det kan tage tid – men det er også sjovt, for du ved, at du kommer på lige præcis den rejse, som du ønsker dig. For nogle år siden planlagde jeg mindre, men jeg kan godt li’ at være fri for besværet med at rende for meget rundt til måske overbookede steder.

Endnu en pensionistrejse ligger foran 🙂