Vinterrejse

Alt det der med at finde en billig afbudsrejse – det opgav jeg. Og de rejsebureauer, der reklamerer med singlerejser: “Du skal ikke betale ekstra for eneværelse”, lyder det flot. Nej, det skal jeg vel ikke, når en uge koster over 6000 kr!

Så jeg gik i gang med at finde flyrejse. Nu var jeg for sent ude til at nyde efteråret i nærheden af Malaga. November er den måned, hvor det regner mest der. Tyrkiet – også for koldt. Tunesien – der var jeg engang på familietur i november, og aftenerne og nætterne var altså meget kolde. Marrakech virkede tillokkende. Meget endda. Det er længe siden, jeg har været i arabisk kultur. Men – jeg længes også så meget efter sol på kroppen. Fik slet ikke sol på maven i sommer. Så – ikke Marrakech. En anden gang. Måske.

Så så jeg tilfældigt en rejsereportage om Gran Canaria. Og sikken en natur. Google fortalte mig, at her er i hvert fald ca 20 grader i november. Det blev så Gran Canaria. Og straks jeg havde valgt, sendte Norwegian tilbud om ekstra billige rejser på en udsalgsdag. De holder vist godt nok udsalg tit, men jeg tog det som et tegn. Og fandt en rejse til Gran Canaria den sidste uge i november for under 1800 kr. incl. valgt sæde. Men allerede der begyndte jeg at føle mig lidt snydt, for jeg følte mig næsten presset til at vælge et sæde for næsten 200 kr. Altså med andre flyselskaber kan jeg gå ind dagen før afrejsen og checke ind og finder som regel et sæde, der passer mig. Måske kan man også det her, hvis man har is i maven til at se bort fra alt det, de tilbyder ekstra.

Og, hvad er nu det for noget. At synes, at en flybillet til Gran Canaria til 1800 kr. er dyr? Burde den ikke koste dobbelt så meget, så jeg kan tænke mig om, inden jeg vælger endnu en gang at flyve? Ja, jeg kommer næsten til at skamme mig over at flyve for anden gang i år.

Men lysten til sol og en oplevelse af sommer vinder altså. Og der er ingen tog dertil.

Så skulle jeg finde et sted at sove. Ikke på sydkysten, som er det mest turistede (men også med garanti for sol og varme – der kan være nogle graders forskel mellem nord og syd, selv om øen er lille). Men altså IKKE Sydkysten. Jeg er bange for at havne i et turisthelvede. Husker nummer to sted, jeg var på Koh Chang i Thailand, der, hvor alle de unge festede hele natten og overdøvede junglens lyde.

Da det skulle være billigt, fandt jeg først en airbnb på nordvest-kysten til ca. 1000 kr. for en uge. Men efter at have talt med en veninde – og vel vidende, at jeg også vil bruge tid på at skrive – kunne jeg godt se, at jeg havde valgt noget lidt skrabet. Et værelse, der ville være ok til en helt igennem aktiv ferie, men hvis jeg også ville have noget, der føltes rart at bo i, så var det ikke lige det. Afbestilte igen. Og fandt så et sted, lidt længere nord på. Et hotel i Puerto de las Nieves. En lille by/ havn, som ser rar ud. Ingen sandstrand, så det afholder i hvert fald inkarnerede strandturister fra at bo der. Høje klipper langs kysten. Naturpark lige i nærheden. En god tagterrasse, hvor jeg kan få sol på maven, og en natur at gå rundt i. Når jeg ikke skriver.

Og – så har jeg allerede haft det første besvær. Jeg havde valgt Norwegian, dels pga. tilbud, dels pga., at de havde et fly fra Aalborg en lørdag morgen ca. kl. 9. Jeg kunne nå at være i lufthavnen kl. 8 med den første bus fra Nibe. Sådan noget er vigtigt, når man lever uden bil. Desuden ville jeg være fremme allerede ved 13-tiden. Jeg ville kunne tage en bus og nyde at se øen stille og roligt på vej mod mit hotel. Se, om der evt. var steder på vejen, som jeg ville besøge.

Men et par uger efter købet modtog jeg en besked om ændring af afgangstidspunkt til kl. 6 om morgenen. Jeg tænkte, at så måtte jeg tage et hotelværelse i Aalborg og en taxa ud til lufthavnen inden flyafgang (for selv fra Aalborg centrum, er der ingen bus til lufthavnen så tidligt en lørdag morgen). Og straks ville rejsen koste mindst 800 kr. ekstra. Jamen, det er lige præcis sådan noget, der har afholdt mig fra Norwegian i årevis. Deres ændringer af tidspunkter.

Jeg var også ude i at tage natbus og ankomme til lufthavnen ved 2-tiden om natten. Men da jeg forhørte mig i lufthavnen, fik jeg at vide, at jeg sagtens kunne komme ind, men at jeg nok ville være den eneste, der sad der i flere timer. Og på de trælse stole i forhallen, for der var ikke åbent til afgangshallen – og de gode lænestole – før ved 5-tiden.

Ved at ringe til Norwegian, fik jeg lavet min billet om, så jeg tager over København og videre derfra til Gran Canaria. Det betyder dog, at jeg først er fremme kl. 18 – to timers ophold i København – og jeg bliver nødt til at tage en taxa dernede. Og ser ikke øen ved dagslys. Øv.

Da jeg så bestilte en taxa, satte de konsekvent mit ankomsttidspunkt til ved 15-tiden om eftermiddagen, for de havde ingen oplysninger om Norwegian fly med ankomst fra København kl. 18:10. Igen opkald til Norwegian: “Kan jeg nu være sikker på, at I sender det fly af sted? I er kendte for at fylde én afgang op, hvis passagererne er for få på en anden afgang.” (Altså alt det, jeg vidste, hvorfor havde jeg glemt det?) Jo, jo, som det ser ud nu, er der rigeligt på afgangen, du er med…

Så jeg er spændt. Mere spændt end sædvanligt. Og, ærlig talt, det lærer mig, at det er ganske formålsløst at spare noget på flybilletten, når det indebærer ændringer og masser af arbejde.

Til tider glæder jeg mig. Til andre tider spørger jeg mig selv om “hvorfor ikke bare Bretagne?” Fordi – der er ingen varme på denne tid. Og jeg er gået glip af sommervarmen.

Mere planlægning – alene med fly, tog, bus

Når du har styr på, hvor du vil hen, hvordan du vil bo, hvad du vil lave osv. er det kun at gå i gang med at booke fly, tog eller busbillet.

Det helt enkle er selvfølgelig at vælge et flyselskab, gå ind på hjemmesiden og se, om der er rejser til det pågældende sted – og så booke. Der er to grunde til, at det sjældent er det, jeg gør:

  1. Som regel er det dyrere, end hvis jeg booker gennem en rejsesøgemaskine.
  2. Hvis du ikke bor i København, er det ikke sikkert, at flyselskabet har rejser fra den by, du vil rejse fra – og så skal du udover flyet til din feriedestination også købe togrejse eller indenrigsfly. Hvorimod du fra en søgemaskine kan sætte din nærmeste lufthavn ind som startsted. Jeg bor f.eks. 20 km fra Aalborg, og selvfølgelig er det nemmest for mig at rejse derfra.

Da jeg nu igen besluttede mig for Nepal, kiggede jeg udover på søgemaskinen på Qatar Airlines og Turkish Airlines hjemmesider. Men afgangssted var København, og selv om billetten Kbh.-Kathmandu umiddelbart så billigere ud, så løb den ved tilkøb af SAS- eller Norwegian billet til og fra København op i fra 800 til 1000 kr. ekstra. Med tog kunne jeg gøre det billigere, men stadigvæk penge oveni flybillettens pris samt ekstra lang rejsetid.

Hvis du ikke ved, hvad en rejsesøgemaskine er, så er det, meget kort fortalt, en hjemmeside, som hjælper dig til at få overblik over f.eks. flypriser til dit bestemmelsessted. Med et par klik, hvor du indtaster afrejse- og bestemmelsessted samt dato for afrejse og hjemkomst, får du et hurtigt overblik over billetpriserne. De bliver vist i kategorier som f.eks.  “billigste”, “bedst til prisen” og “mindst rejsetid”. Den sidste er altid den dyreste. Når jeg tjekker de billigste, gennemgår jeg altid omhyggeligt rejsetiden, for hvis der er flere mellemlandinger med lange ophold i lufthavne, kan det bedst betale sig at give lidt mere ovre i “bedst til prisen”.

Jeg bruger mest den søgemaskine, som hedder Momondo, fordi jeg synes, at det er den mest overskuelige. Bl.a. fordi den viser en lille søjle for hver dag. Hvis der f.eks. er lavere søjler før eller efter din valgte afrejsedag, betyder det, at du kan få en lidt billigere rejse ved at vælge en anden dato.

Hvis du nu ikke vil rejse hjem fra samme lufthavn, som den du ankommer til på udrejsen, kan du også bestille en “round trip”. Hvis jeg f.eks. på en Frankrigsrejse vil besøge familie i Paris, tage toget til Bretagne og derefter hjem fra Rennes, kan jeg booke udrejse rejse til Paris, hjemrejse fra Rennes. Eller på en tur til Nepal, vil jeg videre med fly fra Kathmandu til Bangkok og senere hjem derfra, så kan det også lade sig gøre. Sidst jeg søgte, blev sådan en rejse i Asien kun lidt over 15oo kr. dyrere end returbilletten til Kathmandu – og altså ikke særlig meget dyrere end en returbillet til Bangkok.

Men der er én vigtig ting at være opmærksom på, når du begynder at søge. Du bliver hurtigt “fanget af nettet” på den måde, at man registrerer din søgning, dvs. man sporer dig, og du vil blive spammet, når du går på nettet i den følgende tid med reklameopslag om hoteller o.a.  på destinationen. Og endnu værre. Hvis du i løbet af et par timer har registreret priser, vil de nok pludselig være dyrere, når du vender tilbage 3. eller 4. gang.

Så det, der er vigtigt at gøre, er at åbne et ny vindue i din browser. Jeg bruger Firefox. Når jeg klikker i menuen (de fire vandrette streger) oppe i øverste højre hjørne, står der som 2. eller 3. mulighed “nyt privat vindue”. Det åbner jeg – og så kan jeg søge mere hemmeligt. Jeg får i hvert fald ikke længere reklamer, og priserne stiger ikke i løbet af flere søgninger samme dag.

Jeg har lige tjekket Google Chrome – og det fungerer på samme måde. Her er menuen 4 punkter under hinanden i øverste højre hjørne, og her hedder det “nyt inkognito vindue”.

Endnu en ting at være opmærksom på er, at der er perioder, hvor billetter er billigst. Til langdistance flyrejser, altså uden for Europa, har flere artikler gjort opmærksom på, at rejserne er billigst omkring 6 uger før afrejsen. Den regel bruger jeg altid, og når jeg begynder at holde øje med priserne fra lidt over 7 uger inden afrejse, kan jeg se, at de bliver billigere i dagene derefter. I år fik jeg et ekstra kriterie med ind: At tirsdagen skulle være den billigste billetkøbsdag – fordi mange simpelthen bruger weekenden til at søge/ købe, når de har fri. Det fik jeg verificeret i år. Tirsdagen ca 7 uger før min afrejse, var billetten Aalborg-Kathmandu til salg for 5.400 kr., 1000 kr. billigere end få dage tidligere. Og så tænkte jeg, at det ville være ærgerligt at vente, hvis den nu alligevel blev dyrere.

Så nu skulle du være klar til at bestille billet – og rejse ud i verden. Hvis du altså vil flyve.

Lange togrejser, som jeg foretog rigtig mange af i min ungdom, bruger jeg ikke mere (bortset fra rundt i Frankrig, lidt i Italien – fra ét sted til et andet). Jeg har enkelte gange tænkt, at det ville være dejligt med sådan en langsom rejse ned gennem Europa, gøre holdt undervejs, rejse videre. Men jeg bremsede mig selv, når jeg så, hvor besværligt det var at bestille billet, bortset fra til Sydsverige og Nordtyskland. Indtil jeg for nylig blev bekendt med en rigtig god hjemmeside, som hedder interrailguide.dk

Jeg blev kontaktet af dem, der bestyrer siden, fordi de havde læst noget fra min blog om togrejser i Frankrig – og de bad mig skrive lidt til deres side. På den fandt jeg ud af, at Interrail er for alle aldersklasser – og der er meget flexible tilbud på interrail billetter, som man kan bruge til enten et vist antal rejsedage på en måned eller til fri rejse i op til en måned. Så nu ser det pludselig nemt ud at rejse rundt i Europa med tog. Hvis jeg tager til Bosnien igen, kunne det være med tog. Eller måske Nordspanien? Du kan læse mit indlæg HER

Og busrejser til udlandet? Du kan i hvert fald rejse til storbyer i Europa med bus. Jeg kan se, at det gamle Eurolines nu er sammen med FlixBus og andre selskaber. Ligesom flere rejsearrangører, som sælger storbyferier også sælger busrejser alene. Men her ER det nok mere fordelagtigt at tage hotelophold med.

Som jeg tidligere har været inde på, så er Lonely Planet en god hjælp på mange områder. Kapitlet “going there and away”, gør, at når du befinder dig i en given by og gerne vil se området, så er der masser af forslag til at komme rundt.

Disse tre sidste indlæg har simpelthen været basisinformationer om planlægning af singlerejse.

Har jeg sagt det her før? At jeg blev så glad under en tv-udsendelse for nogle år siden, om den 100-årige Ellen Bentzen, som stadig rejste meget. Hun havde en søn i USA, en kæreste i Australien, så det blev til to lange rejser om året. “Folk spørger, jamen er det ikke svært at blive ved med at rejse?” sagde hun. “Men hvor svært kan det være. Jeg skal jo bare bestille en billet på nettet.”