Om tidligere rejser – og Sahara 1984

At rejse har været en effektiv kamp mod tiden. Hele planlægningsfasen, hvor tiden næsten står stille. Følelsen af, at der er lang tid til afrejsen. Spændingen. Rejsens første dage. Intensiteten i opdagelsen, udforskningen af det nye sted. Langt fra dagligdagens små gentagelser, rutiner, vaner. I skæret af, at alt er nyt, får tiden den fylde, som nogle gange kan mangle i dagligdagen.

Når jeg tænker på mine mange rejser, kan jeg se, at motivationen også lå i at finde ro, være alene, finde mening. Nogle gange for at komme væk fra en form for kaos til et nyt kaos, som var nemmere at finde mening i .

Jeg har boet på fredelige klostre eller deltaget i kurser på andre. Mediteret. Holdt mund i 10 døgn, Siddet alene og spist eller sammen med tilfældige mennesker mødt på rejsen. Eller kaffebord i Sweet Seed Bakery i udkanten af Kathmandu omgivet af nye bekendte fra klostrets Guest House..

Jeg har siddet på bjergsider og prøvet at finde sjælens ro.

Jeg har boet alene på hoteller, guesthouses, airbnb.

Jeg har bevæget mig ud og ind i strømmen af mennesker i fjerne storbyer, sat mig for at glo og for et øjeblik være vidne til de liv, der går forbi. Forestillet mig alt muligt, uden at vide ret meget.

Gang på gang på lange flyrejser. På vejen ud oftest med spørgsmålet: ”Hvorfor gør jeg dog det igen.? Men ankommet og med udmattelsen, der hurtigt veg for nysgerrigheden var svaret ”Derfor.” På vejen hjem blev det med tiden mere strabadserende, og i stedet for spørgsmål om hvorfor, svor jeg – næsten – at jeg aldrig ville gøre det igen. Slet ikke når udmattelsen efter rejsen satte sig til en forkølelse, som bare ikke vil forsvinde. Men efter en tid dukkede uroen op igen sammen med tanken om, at ”Derude er der ro.” Og lysten til endnu en rejse var allerede opstået. Det lykkedes stadigvæk at bilde mig selv ind, at derude følte jeg mig mere i live. Følte, at kroppen stadig var stærk. At jeg levede mere intenst. At jeg stadig kunne det, som mange andre hverken kan eller tør.

Jeg har før fortalt, at de lange rejser nok er et overstået kapitel. Men coronatiden har vækket længslen. Og mange minder om tidligere rejser er dukket op. Algeriet, som jeg vist aldrig fik fortalt om, dukkede op flere gange. Første gang, fordi jeg blev mindet om Sahara under en tur langs Limfjorden i stormvejr!

Derude gik jeg rask til. For at sprede tankerne, lade dem blæse i vinden. Og for at holde varmen gik jeg endnu hurtigere end ellers. Løb næsten. Indtil jeg følte mig varm, næsten svedende. Tankerne var draget på langfart. Båret af blæsten. Eller tankeassociationer, der ledte mod varmere himmelstrøg. Måske fordi kroppen var varm nu, huskede kroppen Sahara. Den algierske del af ørkenen, hvor der var sandstorm i det minde, der dukkede op.

Sandstorm i Sahara. Vi skulle ellers have været videre allerede i går. Men vi var strandet i den lille oaseby, jeg og algieren, som jeg havde slået følge med for at komme gennem ørkenen sydpå. Jeg havde været ude i byen og forundret oplevet, hvordan morgenens hvide sollys, næsten uden varsel, blev overtaget af mørket. Et mørke, som jeg først troede var en solformørkelse, som jeg ikke havde hørt om, indtil jeg mærkede sandkornene piske i ansigtet, så jeg måtte tage tørklædet af håret og vikle det om ansigtet, mens jeg gik hjem til det sted, jeg havde overnatt. Der så jeg, hvordan det rødgule sand trængte ind ad hver en sprække, lagde sig i små dynger på gulvet.

Senere på dagen forsøgte de at komme videre. Men så snart de var uden for den lille by, kunne vi næsten intet se. Hun havde aldrig oplevet noget lignende. Jo længere væk vi kom, jo mere lignede det en snestorm, vi bevægede os ind i. Men i stedet for snefnug var der mørkt af sand omkring dem. Vejsporet forsvandt. En gang kørte vi fast og måtte ud og grave jeepens hjul fri, mens sandet piskede omkring os. Vi måtte erkende, at det var umuligt, og vendte tilbage til den lille by. Fik igen husly der, hvor vi kom fra.

Da sandstormen var ovre, og vi kunne fortsætte, var min rygsæk så fyldt med sand, at det tøj, jeg tog frem de næste dage måtte rystes godt og grundigt. Indtil jeg fik tid til at tømme rygsækken, tømme den for sand, tørre fotografiapparat, alt, for de fine sandkorn.

Det skal de næste blogindlæg handle om. Algeriet 1984.

.