En noget tvetydig overskrift. Farvel til Nepal – for denne gang. Eller for altid? Se mine refleksioner om pludselig at være for gammel til lange rejser, bl.a. dette indlæg .
Mens jeg skriver dette, ser jeg næsten en symbolsk afslutning i, at jeg ender på hotel Vajra, hvor min første Nepalrejse startede i 2010.
Efter at have sovet godt, og efter en god morgenmad, går jeg på indkøb – for at købe småting med hjem. Jeg ved, at kurset på Benchen har været i fuld gang i nogle dage, men det giver ikke så megen mening at tilbringe hele dagen der, eftersom det jo er den eneste dag, jeg kan deltage. Så hellere bare nogle timer i eftermiddag og i stedet bl.a. tjekke de forskellige former for varetransport.
Men jeg når allerede hen til klostret til middagspausen og er igen imponeret over den logistik, som er med til at gøre sådan et kæmpearrangement muligt. Der står allerede lange køer ved madbordene.
I køen møder jeg danskere, som jeg kender fra, da jeg var på et tre-ugers kursus her for fem år siden. Som det kan ses, er det et kursus, der primært henvender sig til lokale tibetanere og nepalesere – og undervisningen foregår på tibetansk. Ud af de mange hundrede deltagere er der måske 100 udlændinge, så der er sørget for, at man med sin smartphone kan lytte til den simultane oversættelse til engelsk på en fm-kanal.
Mens det stadig er frokosttomt, ser jeg, hvor velindrettet det nyrejste telt er:
Og nyder stemningen i frokostpausen (bemærk munken fra Bhutan, hvor munkebeklædningen er knækort, ligesom den traditionelle mandedragt).
Jeg kan hverken finde Karen eller en anden dansk veninde, som er kommet hertil, da kurset startede. Men vi har en aftale om at mødes i gæstehuset kl. 17. Da pausen er slut sætter jeg mig uden for teltet sammen med alle de andre, som der ikke er plads til. Klostrets øverste lama, Sangye Nyenpa Rinpoche, er underviseren, og jeg lytter nærmest mere til hans melodiøse stemme på tibetansk over højttaleren, end til den engelske oversættelse i radioen på min telefon. Den tropiske varme – der må være 30 grader, mindst – hensætter mig til en meditativ (eller halvt sovende) tilstand. Med stemmen i baggrunden.
Tid til kaffe, venindesnak, deroppe i gæstehusets have, se den nyåbnede café (hvor de spiller pomusik!), sige farvel til Döndrop, manageren, som kommer og giver et knus, hvilket absolut ikke er skikken her, så det rører mig dybt. Ned på den lille, ydmyge restaurant med den gode mad ved klosterindgangen sammen med min veninde fra Danmark. Hende har jeg kendt siden den tidlige ungdom i Aalborg, også boet sammen med hende en kort periode på Christiania, og vi ses stadig regelmæssigt. I København, i Jylland, på venindeture til Sverige. Og nu sidder vi altså pludselig sammen i Kathmandu!
Jeg er besluttet på at gå ned til mit hotel i mørket, nyde sommeraftenen, det vil kun tage 20 – 30 minutter, men efter at ha’ haft svært ved at balancere på vejsiden i bælragende mørke for at undgå at sidde fast i våd, nylagt asfalt (en mand kom og lyste for mig med en lygte, glemte, at jeg jo selv har én i telefonen) valgte jeg alligevel at hoppe ind i en taxa, da jeg kom til en plads uden våd asfalt. Hjem og sove. Jeg skal tidligt op og pakke.
Og, ja, hjemturen har jeg beskrevet andetsteds