Inden sommerferien

Ikke en “rejse”, men en “ferie” står for døren. Og – alligevel – det er en rejse i noget nyt: At prøve at tage til min franske hjemby sammen med min bror, min niece, hendes mand og deres børn. Min bror kom der ofte, mens jeg boede der, men har ikke været der siden. Og det er nu snart 38 år siden, jeg flyttede tilbage til Danmark. De andre har aldrig været der. Jeg glæder mig til at vise dem “mit” Frankrig. Lidt af mit franske liv.

Jeg tager derned nogle dage før de andre, besøger min franske ex-svigerfamilie. Derefter har jeg lejet en stor lejlighed sammen med min familie. Når de tager hjem, flytter jeg ind i “min” lejlighed – den, jeg altid lejer, når jeg er der alene.

Den sidste tid har jeg deltaget i endnu ét af kurserne på nettet, hvor jeg får små skub og input til at skrive fortællinger. Igen en skriverejse, som samtidig, ligesom tidligere, hjælper mig med at favne alderen, rejsen i livet, rejsen mod alderdommen. Overskriften er “Between Stories”, den tærskel, man står på, når én historie er slut, og noget nyt, som man ikke ved, hvad bliver, begynder. Den titel sagde mig rigtig meget. Det er der, jeg står, lige nu. I vinterfortællingerne for 1½ år siden kom det til at handle om broen til vinteren. For mig, livets vinter (læs indlæg her) 

PÅ TÆRSKLEN

Jeg står på tærsklen til noget. Men til hvad? Er det mit efterår? Eller allerede min vinter. Eller min Indian Summer, som en ven foreslog.

Jeg plejer at se det som en bro foran mig, en overgang. Men i dette kursus bruger vi begrebet “tærskler” lige nu står jeg på tærsklen. Altså står jeg på en tærskel. En af livets tærskler. En tærskel markerer tydeligt det punkt, hvor jeg står. Lige her. Lige her er der noget, der slutter, noget nyt, der begynder. En tærskel på livets rejse. Det forrige skridt er taget. Jeg standser op. Overvejer. Ser mig rundt. Inden næste skridt. Eller – måske er jeg standset op lige ved tærsklen, og mit næste skridt bliver hen over tærsklen. Ja. Det er nok sådan, det er. En tærskel – som et dørtrin – står man ikke på, man løfter foden hen over. Men det er sandt nok. Hvad enten jeg er “på” eller “ved” , så er det her tærsklen til noget nyt.

Livet, der har bestået af en endeløs række af tærskler. Til forår, sommer, efterår, vinter. Til skolen, til uddannelse, til arbejde, til studie, til arbejde igen, til hvert et nyt arbejde. Over tærsklen til ungdommen, til voksenlivet, til modenhed, til aldring, til ælde. Eller tærskler til nye faser i livet. Til moderskab, til ansvar, til at slippe ansvaret. Til tab, til at leve med sorg og til at finde et nyt ståsted i livet.

Hvis jeg vender mig og kigger tilbage fra den tærskel, jeg står ved nu, ser jeg et langt, et meget langt liv. Eller – jeg ser nærmere mange liv i ét. Et landskab, der folder sig ud, med lys og mørke, natur og byer – og en lang række fortællinger med masser af mennesker. Grønt og frodigt iblandet forrevne klipper og oprørt hav. Bjerge, der skulle bestiges. Og ovenover er der en himmel, der skifter fra dyb blå, til grå, til torden og regn – og tilbage igen. Men solen har altid været der, selv når jeg ikke kunne se den. Det ser jeg tydeligt nu – at den er der, ovenover vejret.

Lige nu fornemmer jeg hverken farver, områder eller historier, der venter på at blive foldet ud, der, forude.

Jeg konstaterer det bare, uden at der er specielle følelser forbundet med det manglende “syn”. En konstatering af, at jeg har haft et langt og rigt liv, og at jeg på en måde gør mig klar til at møde afslutningen, til en dag at stå på den endelige tærskel – og acceptere den.

Men den tærskel kan ligge langt forude. Så ét eller andet nyt må forme sig inden. I den fremtid, som jeg træder ind i. Men hvad? Jeg har ikke lyst til at rejse som før. Ikke lyst til at engagere mig i arbejdsprojekter, f.eks. begynde at arbejde terapeutisk igen, engagere mig lang tid frem. Det synes uoverskueligt, næsten absurd. I min alder.

Så tærsklen er måske overgangen til noget mere spontant. En fremtid med plads til pludselige indfald.

Det er vel det, jeg træder ind i.

———–

 

Den videre rejse – i livet

Nu har jeg været hjemme i snart to måneder. Oplevet en anden slags rejse – gennem forårets mange fridage og småferier. Snart seks år efter, at jeg er gået på pension, kan jeg stadig glæde mig til disse fridage i foråret. Ved de første – i påsken – havde jeg fået energi igen efter hjemkomsten og gik i gang med havearbejde. Stod der, 2. påskedag, og tænkte: “Åh, nej, jeg nåede ikke at blive færdig.” For så at huske – jamen i morgen er der også fridag.

Et langt arbejdsliv med tidsfrister sidder stadig dybt i kroppen. Jeg kan ikke li’ at skynde mig mere. Især om morgenen. Selv om jeg står tidligt op – mellem 6 og 6:30 – så hader jeg de dage, hvor jeg skal skynde mig ud. De minder mig om et langt livs travlhed. Fra 7-års alderen til jeg blev 65!

Men – der er nu også noget rart ved “at glæde sig til fridagene”. Sådan glæder jeg mig også til lørdag, søndag – fordi jeg trods alt godt kan li’ den gamle vekselvirkning mellem ugedage og weekend. Derfor har jeg ingen vækning på min telefon i weekenden. Vågner lidt senere, af mig selv. Men en gammel overbevisning om, at “livet er for dem, der står op” følger mig. På den gode måde. For med alderen og fremtiden, der skrumper, er jeg optaget af det liv, der stadig skal leves. Måske ikke med lange rejser. Men livets rejse. Om jeg vælger rigtigt på denne rejse. Det vil jeg vende tilbage til. Men det er også en rejse, som jeg foretager alene. En anden slags singlerejse. Gennem livets efterår og vinter. Eller gennem en “indian summer”?

Jeg er optaget af livets flygtighed, årstidernes skiften med en hastighed, som næsten er skræmmende. Da jeg bar mine ret tunge liggestole op fra kælderen, syntes jeg, at jeg lige havde knoklet med at få dem derned.

For kun 10 dage siden sad jeg med min morgenkaffe i haven og skrev dette:

Forsythiaens blomster daler ned over mig som store, tunge, gule regndråber. Dagen, der kommer mig i møde, mens jeg sidder på min morgenplads. Nyder øjeblikket. Foråret, der allerede har bragt sommerlige dage. Jeg ved, at det vil passere forbi. Hurtigere end ellers. Hurtigere end sidste år.

Sådan er det.

Tidens hurtighed.

Forsythiaen, der stod med alle sine blomster for få dage siden. Æbletræet, der i dag blomstrer lyserødt mod morgenhimlen. Syrenen og kastanjen, der står på spring.

I mit livs efterår møder jeg sommeren igen.

IMG_20180508_094043_resized_20180508_095126379

Og nu – 10 dage senere – er æbletræet afblomstret. Syrenen står i fuldt flor og dufter. Kastanjen lidt længere inde i byen begynder allerede at smide blomsterne.

Ja, det er nok livets rejse, bloggen kommer til at handle mere og mere om. Selv om jeg har planlagt næste rejse til Frankrig. Sammen med min bror, min niece, hendes mand og børn, har jeg lejet en lejlighed i Erquy, mit andet hjemsted, i 2 uger i juli. Jeg tager derned lidt før de andre og lejer “min” lejlighed i en uge, efter at de er taget hjem.

70 år

Det var min fødselsdag i går. Her – i det franske. 70 år. Det er mange år. Jeg har levet så længe, at det vel er en kendsgerning, at jeg står foran mit livs vinter.

70 levede år.

Som alle andre dage startede jeg dagen i dag med en meditation.

Denne gang en morgenmeditation på alder og taknemmelighed. Taknemmelig over alle årene, alle årtierne. Går tilbage i livet. Dvæler ved hvert årti.

Fra 2017 til 2007, 2007 – 1997, 1997 – 1987 osv.

Jeg genser alt det, og alle dem, som jeg har været taknemmelig over i hvert årti.

Det er overvældende, som taknemmeligheden fylder. Jeg har så meget at være taknemmelig over.

Til sidst lader jeg alle de mennesker, som har betydet og betyder noget for mig stå omkring mig. Det er én stor masse, som står beskyttende omkring mig. Jeg ser ikke den enkelte, men mærker hvordan deres tilstedeværelse fylder mit hjerte med glæde.

Kun én træder tydeligt frem. Sara. Jeg græder, ikke af sorg, men af glæde over, at hun har været her en tredjedel af mit liv, og jeg græder i taknemmelighed over alle de mennesker, der har fyldt mit liv.

Og især Sara, som jeg omfavner.

Jeg mærker både tyngden og letheden af mit liv.

Men jeg har bevaret fokus på det, jeg er taknemmelig over. Sikken et liv. Sikke nogle år. Sikke nogle årtier. Jeg føler mig glad og tilfreds over livet, oplevelserne.

Livet sluttede ikke, det sidste årti – til trods for længsel og sorg, så blev det et årti, hvor jeg rejste mere end nogen sinde, tog langt væk alene, oplevede nye lande, deltog i kurser i østen, genoptog mit franske liv i perioder på en måned ad gangen.

Jeg kan fortsætte min fødselsdag. Pandekagerestaurant med veninderne fra Erquy til frokost. Champagne og pandekager, både galettes og crêpes.

Og sen eftermiddagstur med venner til den mondæne badeby, Dinard, hvor rige franskmænd og englændere i starten af 1900-tallet fik bygget deres sommerresidenser som små slotte. Coctails i baren på Thalassoterapi-hotellet.

018

039

041

Jeg er parat til det næste årti. Og jeg vil møde livets vinter i sommertøj.

045

 

En rejse ind i vinteren

Jeg vil skrive om en anden slags rejse. En skriverejse. Jeg har skrevet mig gennem vinteren. Ind i vinteren. Omfavnet vinteren. Ladet den omfavne mig med mørke, kulde, langsomhed, ro. En rejse indad. Altså en hel anden slags vinterrejse, end når jeg søger sol og varme.

Siden sidste sommer har jeg deltaget i skrivekurser på nettet. Skrivecirkler, som varer 4 måneder, opkaldt efter årstiderne. Jeg har deltaget i Sommercirklen, Vintercirklen – og er nu i gang med Forårscirklen. Underviseren opretter en lukket facebookgruppe for deltagerne. Den første dag i hver måned får vi tilsendt månedens skriveopgaver og andre oplæg om det at skrive. Vi deler vore tekster i den lukkede facebookgruppe.

Sådan som jeg oplever det, handler det om at skrive fra sjælen, uden kontrol, lade ordene flyde, lade fortællingen fortælle sig selv – ud fra det emne, der nu er givet. Hver årstidscirkel handler dog især om at indfange årstiden, være i den, følge dens rytme, opleve det unikke, som netop denne tid på året er.

I disse cirkler har jeg genopdaget glæden ved at skrive løs. Skrivning har tidligere og altid været en metode for mig til at forstå mit liv. Efter min datters død brugte jeg i den grad skrivningen til at forstå og leve med alle detaljerne i sorgprocessen. Det kom der så en bog ud af. Men siden har jeg været lidt tømt for ord. Bloggen her har virket godt for mig, når jeg har været på rejse. Netop fordi jeg tit rejser alene, så har jeg kunnet fastholde indtryk, reflektere over rejsen på denne måde. Men skrivecirklerne har åbnet for min skriveenergi på en ny måde. Jeg har endda oplevet, at jeg kan skrive fiktion, oplevet hvor sjovt og kreativt det er.

Og især Vintercirklen har været befordrende for mig. En rejse ind i vinteren, hvor jeg i stedet for at være i modstand mod kulde og mørke, flygte fra vinteren, så har jeg ladet mig omfavne af den i en sådan grad, at jeg ikke har villet eller kunnet rejse fra den. Jeg kom på en anden slags rejse – uden at rejse. En skriverejse og en spirituel rejse.

For  – på et andet plan – erkendte og accepterede jeg mere og mere, at jeg er på vej mod mit livs vinter. Jeg ved, at jeg ikke er udødelig. Jeg ved, at jeg snart bliver 70. Jeg ved, at fremtiden skrumper ind. Og gennem mine vinterskriverier, så jeg hvordan alderen tit sneg sig ind i fortællingerne med råb om accept af, at sådan er det. Jeg begyndte at erkende og acceptere ordet gammel og ikke de forblommede vendinger som “moden” eller “ældre”, som  er eufemismer, der vil ha’ os til at benægte alderen, ikke tale om at være gammel. Vi er børn i kort tid og unge meget, meget længe, før vi bliver voksne, og mærkværdigvis nogle gange yngre (tænk over sætningen: “Hun er en yngre kvinde”)  modne og ældre. Ældre end hvem?

Derfor dedikerer jeg indlægget om denne rejse gennem vinteren til alderen og det at blive gammel:

NOVEMBER

November omslutter mig.

Jeg står på tærsklen til vinteren. Lidt forstemt. Sommeren ligger allerede bag mig, og jeg har plukket de sidste brombær i haven. Hvordan kunne det gå så hurtigt? Flygtigheden, som jeg ellers accepterer, overvælder mig.

Jeg har kæmpet lidt med November. Jeg vil gøre, som jeg plejer. Drikke min første kop kaffe udenfor, tidligt om morgenen. Se lyset komme. Men November har vundet de sidste dage og holdt mig inde med kaffen.

Jamen jeg vil gøre alt, som jeg plejer, selv om energien er lav. Ligesom solens. Se, hvordan den allerede har svært ved at hive sig op over trætoppene. Dagen kommer sent nu.

Mens jeg står her med November, kan jeg alligevel mærke en stille glæde i hjertet ved øjeblikkets skønhed. Solen, der er på vej gennem disen. Træerne, der spejler sig i vandet. Åen, som jeg får lyst til at følge. Ind i vinteren. Min vinter.

Jeg mærker efterårets kulde, mørke, lave energi. Alt det, jeg mangler at nå inden vinteren. Hvorfor tænker jeg sådan? Ved jeg ikke, at der også er solskinsdage om vinteren? Sneen, der lyser op.

November puster med sin kølige luft lidt energi i mig. ”Fremad,” hvisker hun. ”Du kan ikke blive stående her og begræde, det, der er forbi.” Og jeg kigger ind i November. Overvejer, om jeg kan have tillid til hende, om jeg tør overgive mig til hende med mine dage, hvor energien er lav, behovet for hvile stort. Tro på, at det, jeg ikke har nået, stadigvæk kan gøres.

”Der er også liv om vinteren,” hvisker hun. ”Det ved du vel godt? Lad være med at tænke på måder, der dræner dig. Du kan heller ikke forudse, hvordan vinteren bliver. Bare følg mig. Kom og se.”

Jeg begynder at gå med November. Langs åen. På min spirituelle rejse mod vinteren.

004

BROEN TIL VINTER

Der står hun ved broen. Hun ved, at ovre på den anden side ligger vinteren. Hun tøver med at gå over, for hun synes, at hendes vej gennem efteråret nærmest lige er begyndt. Før det var der sensommeren og høsten, en tid, hvor livet foldede sig ud med farver, varme og pragt, som hun vist ikke havde oplevet om sommeren.

Var sommeren der overhovedet? Havde der ikke bare været et uendeligt langt forår? Hun hoppede nærmest fra våren direkte ind i høsten, hvor livets gaver begyndte at falde ned til hende, nærmest uden at hun havde forventet dem eller bedt om dem – og derfor måske heller ikke altid parat til at tage imod dem.

Hun var så optaget af livet i høsten, at hun helt glemte, at efteråret ventede. Men da hun pludselig blev kastet ind i efterårets mørke, vidste hun, at vandringen mod vinter kunne blive ubærlig. Alligevel lykkedes det hende, i samklang med evighedens kald og med gode kræfters hjælp, at lægge mere mærke til efterårets solskinsdage end til alle de grå og triste.

Og nu står hun altså ved broen. Allerede. Der, hvor vinteren begynder på den anden side. Den er vel ikke så slem, vinteren, hvis hun tør overgive sig til dens ro, dens stilhed, dens pludselige flimmer af lys og farver, som ikke behøver at vare så længe, fordi det er okay at trække sig indenfor igen.

Hun kan også blive lidt i efteråret. For er det ikke her hun stadig kan bruge sin viden, sin erfaring, her hun stadigvæk kan påtage sig opgaver udover de sociale og venskabelige? Selv om hun begynder at opdage, at hun nærmest bliver lettet, hvis én af disse opgaver alligevel ikke bliver til noget.

Men hun har brug for efterårets sysler endnu. Når hun senere kan overgive sig til visheden om, at intet er spildt, at noget nyt vil spire, at når alt er slut, vil livet alligevel fortsætte i nye forår, i andre former, når det sker, så vil hun uden tøven gå over broen.

Om vinteren bliver lang eller kort, kan hun ikke vide. Kun at den bliver lige præcis så lang, at hun får gjort det, hun SKAL gøre. Mens det er vinter.”

Og sådan fortsatte vinteren med rejser i erkendelser, rejser tilbage og frem i livet, rejser i min slægtshistorie, rejser, hvor virkelighed og fiktion levede side om side. Rejser, som startede med en opgave, men hvor opgavens udførelse aldrig var givet på forhånd, for brændstoffet var ordene, der formede sig til sætninger og fortællinger, mens jeg skrev. Uden projekter, uden kontrol. En meditativ skriverejse.

Men den mest uventede gave har virkelig været at gå helt ind i mørket, kulden, trætheden, langsomheden. Som vinteren gik, undrede jeg mig over, at jeg endnu ikke var blevet overmandet af forårslængsel. At jeg faktisk nød den form for vinterhi, jeg kunne glide ind i , somme tider flere dage ad gangen. Inaktiv, langsom, kun energi til læsning, skrivning gåture. Tidligere var det varmen om sommeren, der nærmest gav mig et alibi, gav mig lov til nogle dage at være helt inaktiv. Bare sidde og glo eller læse under et træ, mens solen varmede

Jeg længtes heller ikke efter lyset på samme måde som ellers. Længtes slet ikke efter at komme væk, ud til solen, til varmen. Jeg ville opleve hele vinteren. Fra start til slut. Huskede også, hvor hårdt det kunne være de to gange, jeg kom hjem fra Thailand sidst i februar eller midt i marts, hvor hårdt det faktisk var at starte på vinteren igen.

Nu hvor vinteren er ved at være forbi, synes jeg, at den er gået for hurtigt. Og det ville jeg aldrig ha’ troet, at jeg kunne sige.  Om sommeren, ja, men aldrig om vinteren. Da solen begyndte at stå tidligere op, syntes jeg, at lyset kom næsten anmassende. Jeg lærte virkelig at acceptere vinteren.

Måske til fortsættelse…