At flytte bliver vinterens rejse

Jeg skal flytte midt i februar, og det bliver min rejse denne vinter. At flytte ER en rejse. En kæmpestor rejse faktisk. En rejse uden at rejse ud, men videre. Til et andet sted i livet.

Nu har jeg boet her, hvor jeg bor, i lidt over 10 år. Det er faktisk den bolig, jeg har boet næstlængst i. Vinderen er huset, hvor jeg boede med min ex-mand og datter i 15 år.

Da jeg flyttede hertil, var min datter flyttet til København året før. Jeg havde boet et par år på landet, lige udenfor byen, sammen med hende – og flyttet ind til Nibe igen, da hun skulle til København for at læse. I en lille lejlighed – men da jeg flyttede til denne her, var det lidt af en drømmebolig. En rummelig, lys lejlighed i et gammelt byhus, med udgang til min egen lille del af haven. Et sandt paradis om sommeren. Og med gode naboer (bl.a. en nær veninde) og en form for fællesskab, der kunne minde mig lidt om Christiania-tiden.

Men igennem længere tid har jeg været på udkig efter noget andet. Behovene ændrer sig med tiden. Jeg begyndte at længes efter lidt mere komfort. Men sagde nej tak til mange tilbudte lejligheder eller rækkehuse (Altid lejeboliger, for siden jeg blev alene, har jeg valgt at bo til leje – og leve uden bil. Vil hellere bruge penge på at rejse.) Jeg sagde nej, fordi jeg ikke ville gå på kompromis med f.eks. lys eller plads. Og jeg var absolut ikke i bolignød. Men jeg begyndte – efter hjemkomst fra Paris – pludselig at længes efter at bo anderledes. Længtes efter et skift, en form for ny begyndelse et sted, hvor jeg ville kunne forestille mig at blive gammel.

Og så blev jeg tilbudt en lejlighed med udsigt. Udsigt over Nibe by og over fjorden. Så snart jeg så lejligheden, vidste jeg, at her ville jeg bo. Det var stedet, jeg ledte efter. Selv om jeg også tænkte, at på anden sal, ville jeg savne min have. Men – der er en fælles.

Så det, der tæller, er udsigten. Alle de solnedgange, jeg skal se over fjorden. At komme lidt i højden. Få udsigt og perspektiv. Perspektiv på mit liv? Overblik. Er jeg ikke kommet i overblikkets alder.?

Så solnedgangen på billedet herover, bliver snart udskiftet med solnedgangen over fjorden.

Jeg glæder mig. Så meget, at en flytning – som altid har stået som noget næsten uoverkommeligt for mig – ser nem ud. Jeg bliver båret af det flow, jeg føler lige nu.

Rejsen gennem livets skift

Altså – denne blog bevæger sig vist lidt væk fra at være en blog om rejser. De lange rejser. Entusiasmen ved at rejse langt – alene. Det vil være kortere rejser. I afstand, ikke nødvendigvis i tid, for en måned på rejse føles stadig passende. Langsom, som jeg er, selv om tiden går hurtigt. En måned skal der til for at føle, at jeg kan være fuldt til stede, der, hvor jeg er.

Og det vil nok rigtig tit være rejser til Bretagne. Som jeg har fastslået mange gange: Mit andet hjem.

Så bloggen vil måske mere og mere blive denne bevægelse mellem mine to hjem. Og mellem disse rejser jeg stadig alene.

Samtidig er det rejsen i denne del af livet, der fylder. Den har jeg været inde på nogle gange, f.eks. HER og HER

Og den rejse – rejsen i livet – er også en rejse alene. Jeg har boet alene længe, lever ikke i parforhold, deler ikke bolig med nogen. Så min rejse i livet er på vigtige punkter en rejse alene. Og – uden at ville fortabe mig i refleksioner over andres livsrejse – så kan jeg ikke lade være med at tænke, at selv om man lever i parforhold, så er det måske altid en rejse alene. Rejsen i tid og alder.

Livets skift

Hun har flere gange i sit liv brudt med det velkendte. Brudt med trygheden i dagligdagens trivialiteter. Flyttet over afstande. Skabt nyt liv, nyt sted. Rejser alene – uden sikkerhedsnet. Men alt har været et valg. Bortset fra et skift, som hun var tvunget til. Et skift, som tvang hende til at bryde med forestillingen om, hvordan resten af hendes liv skulle være.

Og hun rejser, når hun ikke kan andet. Hun rejser for at få ro, være alene, finde mening. Hun rejser somme tider væk fra en indre uro, en slags kaos til et nyt – ydre – kaos, som er nemmere at finde mening i .

Hun bor på fredelige klostre eller deltager i kurser på andre. Mediterer. Holder mund i 10 døgn, Sidder alene og spiser eller sammen med tilfældige mennesker mødt på rejsen.

Hun lader sig synke ned ved et bord i “Fine grains bakery” i Kathmandu, omgivet af bekendte.

Hun sidder på bjergsider og prøver at finde sjælens ro.

Hun bor alene på hoteller, guesthouses, airbnb, men føler sig aldrig alene.

Hun bevæger sig ud og ind i strømmen af mennesker i fjerne storbyer, sætter sig og glor og bliver for et øjeblik vidne til de liv, der går forbi. Kan forestille sig alt muligt, men ved intet om dem.

Hun tager gang på gang på lange flyrejser. På vejen ud oftest med spørgsmålet: ”Hvorfor gør jeg dog det igen.? Men ankommet og med udmattelsen, der hurtigt viger for nysgerrigheden er svaret ”Derfor.” På vejen hjem er det altid mere strabadserende, og i stedet for spørgsmål om hvorfor, sværger hun, at hun gør det aldrig igen. Slet ikke når udmattelsen efter rejsen sætter sig til en forkølelse, som bare ikke vil forsvinde. Men efter en tid dukker uroen op igen sammen med tanken om, at ”Derude er der ro.” Og lysten til endnu en rejse er allerede opstået.

Somme tider giver det en indre stress at tænke på alt det, hun vil nå at se, opleve, være i. Med den fremtid, der svinder for hvert år.

Derude kan hun føle sig i live. Føle, at kroppen stadig er stærk At hun lever. At hun stadig kan det, som mange andre hverken kan eller tør.

Så sidder hun der igen. Et fremmed sted. Eller måske et sted, hun har været før, vender tilbage til, fordi det trods alt bliver en slags hjem, et udgangspunkt. Parat til at møde de mennesker, der krydser hendes vej. Spørger måske sig selv igen, hvorfor hun egentlig tog ud, men mest sidder hun med en følelse af frihed, fred, ro, som hun ikke kender andre steder fra, Og et fravær af den længsel efter hun ved ikke hvad, som ofte fylder derhjemme. Nu er hun måske ved sine længslers mål.