Corona-tiden

En rejse gennem nedlukning og oplukning.

Danmark genåbner. Jeg har næsten frygtet genåbningen, hvorimod nedlukningen var nem. Virkelig nem.

Corona begyndte at sprede sig, mens jeg var i Frankrig. Ikke i den del, jeg opholdt mig i, men i andre regioner. Og første melding om smitte i Danmark kom lige inden, jeg skulle hjem. Jeg tog ikke nyhederne om corona særlig alvorligt dernede. Det gjorde mine venner heller ikke. Først da jeg tog hjem gennem de to store lufthavne, Charles de Gaulle og Schiphol, Amsterdam, strejfede tanken om smitte mig. Tusindvis af passagerer, der kom fra alle mulige lande. Uden nogen form for tjek.

Få dage efter at være kommet hjem, ændrede min egen adfærd sig fra at have været sådan lidt hø, hø, er folk ikke lidt hysteriske, mens jeg gik rundt og sagde: “Det er jo bare en influenza. Folk skal dø. Af noget. Jeg er ikke bange for at dø. Og er det ikke bedre at dø hurtigt, hvis det nu skulle gå så galt.”

Men hov, tænkte jeg så, de der store lufthavne, som jeg lige havde været igennem. Kunne jeg være én af de potentielle smittebærere? Og dårlig samvittighed opstod på vej hjem i bussen efter at have været på café i Aalborg. Selv om jeg ikke var bange for smitte og død, så lignede det jo ikke noget at smitte andre. Jeg besluttede mig for at blive hjemme, indtil der var gået 14 dage efter min hjemkomst. Selvvalgt karantæne. Nåede det lige, dagen inden Mette Frederiksen lukkede landet ned.

Min rapport fra karantæneperioden er kun positiv.

En velgørende stilhed. Følelsen af at have tid. Oceaner af tid. Intet, der skulle nås. Intet jeg skulle. Aftaler, der blev slettet fra kalenderen. Jeg tror ikke, at jeg siden barndommen har haft så blivende en følelse af at have tid nok. I mit voksenliv har tid altid været en mangelvare. Alverdens meditation og bekræftelser om at have tid nok, har ikke givet mig en blivende følelse af sandheden i den bekræftelse. Og pludselig kom Coronaen og nedlukningen med den ro og stilhed, der spredte sig over landet.

Roen og stilheden spreder sig. Er det den, der når helt ind til mig. Den, der breder sig hertil, hvor jeg sidder i min karantæne. Roen og stilheden, der smyger sig ind under døren, gennem sprækkerne i vinduerne på klem, omgiver mig, hvisker: “kan du mærke os? Roen og stilheden? Du må gerne give dig hen til os, lade dig omslutte, selv om du er lidt skamfuld over at føle dig så godt til pas, hvis mange lider. Vi vugger dig blidt ind i den kollektive ro. Lev. Lev anderledes. I er tusindvis, der lærer det i øjeblikket. Nyd det. Bevar det til tiden efter. Den indre ro og stilhed får I brug for, når verden åbner sig igen. Når regningerne skal betales. Når efterslæbet ikke må overvælde jer. Tag det ind, lige nu, den sidegevinst I får af samfundets og sjælens ro, som I oplever, når I ikke skal yde, ikke være parate. Bare være.

Jeg gav mig hen. Tænk, jeg fik lov til at være lige så introvert og langsom og lydfølsom, som jeg i bund og grund er. Efter at have levet et liv som ekstrovert og ret social, har jeg de sidste år befundet mig godt ved at være mere “inde” end “ude”. Men det her, det var virkelig anderledes. Ren nydelse. Jeg overvandt skyldfølelsen over ikke at “lide med de lidende”. Glædede mig over, at mens samfundets puls faldt, fik planeten et åndehul. Jorden egen puls faldt. Planeten kunne ånde, mens biltrafikken blev langt mindre, og flytrafikken stort set gik i stå. Coronakrisen kunne gøre det, som alverdens klimaplaner ikke formåede.

Jeg kunne glæde mig over at være pensionist, som ikke skulle tænke på arbejde, fyringer, lønnedgang, hjemmeundervisning af børn, men at jeg ud over bare at være kunne lære noget nyt.  Bruge tiden på et intensivt skrivekursus, lære at bruge Zoom til møder med skrivegruppe. Middage over Skype eller Messenger med venner, eller bare en kop kaffe eller et glas vin og en god snak. Karantæne i ro, uden at føle mig isoleret.

Derfor har jeg følt lidt uro ved genåbningen. Jeg har fundet ud af, at jeg, siden jeg gik på pension, aldrig har sat mit tempo lige så meget ned, som jeg egentlig har brug for. Få aftaler om ugen er rigeligt. At jeg somme tider er i Aalborg (og med bus frem og tilbage) 5-6 gange på en uge, det vil jeg til at styre anderledes. Meget anderledes.

Så der er mere tid til rejsen ind i stilhed og ro.

 

 

En slags knudepunkt i livet

Dette indlæg handler mere om livets rejse end rejsen som sådan.

To uger i Erquy – det er ikke nok. Da jeg havde været der i lidt over en uge, gik jeg i gang med at undersøge, om jeg kunne leje nabolejligheden på to værelser i hele september måned. Det kunne jeg. Underligt, som jeg havde været lidt forbeholden over at være der. Vist nok. I hvert fald de første dage. Men nu var jeg der. Fuldt ud. Jeg kan læse det i mine notater:

Det er sen vinter. For første gang i 40 år vender jeg tilbage på denne årstid. Jeg vil se mimoserne blomstre. Dem har jeg ikke set i al den tid. Jeg fylder mine øjne med gult. Træer i alle størrelser dækket af bitte små, fine, gule blomster, der føles som fløjl, når jeg forsigtigt rører én af dem med pegefingeren. Træerne står som kæmpestore gule buketter med alle disse gule blomster, der bugner på hver gren.  Når jeg læner mig frem, eller strækker mig på tæerne for at lugte til blomsterne, fylder den honningagtige duft mine næsebor.

Jeg er her.

At bo i den ejendom, som jeg boede i fra 1978-80, bringer erindringerne fra dengang tæt på nutiden. Så tæt på nutiden, at en gammel kærlighed bliver vakt til live. Min gamle kæreste fra dengang. Altså vi har mødt hinanden år efter år, har bevaret venskabet gennem tid og afstand. De sidste år er vi kommet endnu tættere på hinanden. Og på etagen under det, der var rammen for vores kærlighedshistorie, genfinder vi hinanden. Uden krav. Og med humor. Den humor, som man kan tillade sig at have i vores alder.

Det er som om, at hvis jeg skal finde en form for rød tråd i mit liv, så er det hernede, jeg skal finde den. Den røde tråd i det levede liv. Måske bliver det mere vigtigt med alderen at se kontinuiteten. Favne hele det liv, der har været. Når jeg kigger tilbage på det liv, jeg har levet, er det, som om der er mange liv i ét. Erquy bliver knudepunktet til mine mange liv. Det føles, som om mine forskellige liv mødes her. Herfra er der veje tilbage og frem i livet. Jeg går ved havnen og møder min ex-mand. Så levende i mindet, selv om han har været død i 18 år. På stranden sidder min mor og min mormor som i 1971. Under et af deres besøg. Min mor i min bikini (“Hvor er hun modig, din mor,” sagde vennerne. “I bikini i hendes alder.” Hun var vel 47!) min mormor med en afrikansk hat på hovedet. På en vej, hvor jeg engang boede, kigger jeg ind i haven og ser min bror og danske venner til sommerfest. En ven fra Christiania er også på besøg, han, som var med til at spore mig ind på idéen om at bo der. Og allermest møder jeg mig selv gennem årene. Med alle op- og nedturene, der i den erindring, der fylder nu, kun står som en optur i voksenlivet. En tur, jeg ikke ville have undværet.

Jeg forstår, hvorfor jeg blev her i et par år efter skilsmissen. Ikke bare for at gøre en uddannelse færdig. Men fordi jeg valgte at være her. Jeg var flyttet hertil, hvor jeg er nu, i den der lejlighed ovenpå. De sidste to år af mit franske liv var det mig i Frankrig. Byen her, omgivelserne, naturen, vennerne. Alt det, der var blevet MIT liv. Når lysten til at flytte tilbage til Danmark viste sig, var det fordi jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde det nu, ville jeg aldrig kunne gøre det. Jeg var i en slags overgangsfase, hvor jeg følte mig fransk, når jeg var i Danmark, og stadig dansk, når jeg var her. Jeg måtte vælge. Også fordi kollektivtanken kaldte. Gamle venner, der var flyttet på Christiania. Sådan et liv, ville jeg ikke kunne få her.

Den beslutning – om at vende tilbage til Danmark – er jeg glad for at have taget. Men sådan var det slet ikke i starten. Livets skift kan være svære, og jeg fik det sværere, end jeg havde regnet med, da jeg kom til Danmark for at blive. Så svært, at jeg skulle kæmpe imod lysten til at flytte “hjem til Frankrig”. Jeg aftalte f.eks. med institutionen, jeg havde arbejdet på i Frankrig, at hvis det ikke gik bedre, kunne jeg komme tilbage.

I Danmark følte jeg mig fremmed. Det var meget anderledes at bo her end at være hjemme på ferie. Noget, der var medvirkende til, at jeg oplevede det som svært, var helt sikkert det, at nu var jeg “bare en dansker i Danmark”. I Frankrig fik jeg gennem alle årene ret meget opmærksomhed på min “fremmedhed”. Døre åbnede sig, jeg blev ved med at være interessant qua det at være dansker. I Danmark var jeg bare én ud af massen. Nye mennesker var ikke særligt interesseret i min “anderledeshed”, i mine år i Frankrig. Jeg måtte arbejde langt mere på at finde og skabe mig min plads, end jeg nogen sinde havde gjort gennem mine 10 år i Frankrig.

Og meget ændrer sig på 10 år. Jeg lagde især mærke til, hvor  meget sproget havde ændret sig. Nye ord og udtryk, som jeg næsten ikke kunne tage i min mund. De var ikke kommet ind gradvist, de var der bare alle sammen på én gang. Udtryk, som andre brugte, men som længe lød fremmede. Savnet efter Frankrig (og kæresten). Og så var jeg blevet voksen i Frankrig. Væk fra danske sammenhænge. Det tog tid at få den coming of age historie med i mit danske liv. Det tog tid at slå rødder. Men da jeg gjorde det, vidste jeg, at jeg havde gjort det rigtige.

 

 

Livø

En rejse alene til Livø?

Godt nok kun en dagstur. Men alligevel – en rejse alene.

En dag sad jeg med to veninder – og den ene fortalte om en dejlig tur til Livø. Jeg blev så inspireret. Tænkte: “Hvorfor pokker er det 17-18 år siden, jeg har været derovre? Rønbjerg Havn, hvorfra man kan tage færgen til Livø, ligger jo kun 45 km fra Nibe. Færgeturen tager 20 minutter.” Engang elskede jeg at komme der. I min datters barndom tog vi tit derover, Sara, hendes far og mig. Oftest sammen med venner og andre børn. Og nu var der gået så lang tid siden sidst

Øen stod pludselig klar for mit indre blik: Den variede natur, der er så enestående. Indenfor den lille ø’s grænser, rummer den simpelthen hele den danske natur. Ege-, bøge- og granskove. Hedearealer. Moser. Strande. Biler ingen adgang, så ingen forurening. Ingen beboelse udover nær den lille havn. Resten af øen er øde stilhed.

Jamen der ville jeg over. Og det skulle være på min fødselsdag. En fødselsdagsgave til mig selv.

Som tænkt, så besluttet.

Der drog jeg af sted en tidlig morgen. En af de gode sommerdage med sol og en svag vind. Bussen til Rønbjerg (har jeg fortalt, at jeg lever uden bil – for at ha’ bedre råd til rejser og alt det andet). En times ventetid på havnen inden færgen sejlede. En kort tur på Limfjorden, men alligevel tid til duften af salt, sollysets flimrende mosaik på vandet, tid til at nyde at være på vej til en ø.

“Byen” er hurtigt overstået. Den består af de gamle institutionsbygninger fra dengang “Åndssvageforsorgen”, som det hed, havde en stor institution herovre. Dengang “de” skulle gemmes væk. Ikke en rar tanke. Men bygningerne består, de fleste af dem velbevarede, og rummer købmand, kro, vandrehjemsagtige overnatningsmuligheder, enkelte lejligheder. Et landbrug med kvægavl og afgrødedyrkning. De menesker, der bor her fast, er dem, der arbejder på gården eller med kro og overnatning og naturcampingpladsen. Alt er stille, for det er en hverdag lige inden skolernes sommerferie. Der var vel kun 10 andre turister med mig på færgen, og tilsyneladende er her kun få mennesker, som har overnattet.

Så øen var næsten min alene. Jeg fik dagen lige præcis, som jeg ville ha’ den. Meditativ vandring i stilhed kun afbrudt af mangfoldig fuglesang, biernes summen, en let brise. Taknemmelig over livet, mens jeg gik rundt på de fleste af de mærkede stier, krydsede af og til ind gennem skov og krat, tilbage igen, hvis det spor, jeg havde begivet mig ud på, pludselig stoppede. Engang imellem blev minderne om Sara (min datter) vakt til live. Egeskoven, der mindede mig om, engang vi i 5. klasses forældreråd havde planlagt en skattejagt for børnene der. Fjerne børnestemmer i mit øre. Børnenes ivrighed i små grupper på jagt efter skatten.

Gennem ege-, bøge- og granskov, over hederne, langs strandene, blev jeg langsomt 72, vænnede mig til den tanke (allerede 72 – jeg er jo lige blevet 70).

En ikke særlig kopiøs frokost. Havde ikke villet bære på mere end sammenklappet rugbrød med ost, gulerodsstave, æblebåde og vand. Men – kroen var åben på min tilbagetur, og det var vidunderligt at spise lun kage, mens jeg drak kaffe i solen og gradvis indstillede mig på andre, lidt larmende mennesker, der nød kroen på deres måde.

Livø! Kan varmt anbefales.

 

Bretagne – igen

En uges tid efter sidste indlæg rejste jeg igen til Bretagne i en måned. Lidt, eller meget dårligt planlagt. Jeg havde jo ikke lejet ferielejligheden i Erquy i en hel måned i foråret, hvis jeg havde vidst, at jeg skulle flytte.

Men nu var den lejet – så pyt, det bliver nok godt alligevel, tænkte jeg, da jeg så vidste, at jeg skulle flytte.  Jeg havde dog overvurderet mine evner ud i flytningens kunst – dengang, inden jeg stod midt i den. Da april kom, ville jeg hellere blive hjemme i min nye bolig, se foråret komme her, få de sidste ting på plads – og jeg tog af sted i en indre modstand, der bare voksede. Og spurgte mig selv det første par dage. Hvad laver jeg her? Hvad fanden laver jeg her? En måned? Hvad har jeg gang i? Først farvel til Asienrejser – nu også til Frankrigsrejser?

Gider ikke flytte mere. Gider ikke rejse mere. Vil bare det stille liv.

Udsigten udskiftet. Min fjordudsigt ændret til udsigten over Erquy, havnen, klipperne, havet.

Velkendt, hjemlig, tryg. Jeg kan jo li’ at sidde her. På min altan. Hvor jeg har siddet så mange gange før.

Kunne jeg bare sidde her. De næste fire uger. Orker ikke at lave alle de aftaler. Jeg kommer jo lige fra masser af aftaler, der stod i kø efter to måneder, der næsten kun drejede sig om flytning.

Nu er jeg gammel. Træt. Asocial.

De første gange jeg går op ad de stejle gader, veje, stier, kan jeg næsten ikke få vejret. Især ikke med indkøbsposen eller rygsækken med dagligvarer. Sådan var det da ikke for syv år siden, da jeg lejede denne lejlighed for første gang? Eller for fem år siden? Hvornår begyndte det egentlig?

Men så – næste dag og næste igen – går det allerede bedre, og efter nogle dage er det igen nemt. Jeg skal bare vænne mig til det.

Tiden går, som derhjemme, med de små, daglige ting: Indkøb, madlavning. Hvor har jeg allerede haft mange på besøg – og besøgt mange. Er det ikke det, jeg vil? De små tings liv. Her ligner mit liv en almindelig dagligdag. Bortset fra vandringerne ude i den vilde natur.

Som dagene, ugerne går, føler jeg den velkendte glæde ved at være her. Det, der engang var mit liv, er det stadigt. Omgivelserne. Vennerne. Den gamle svigerfamilie. Føler mig elsket og værdsat. Jeg er heldig at have to lande, hvor jeg føler mig lige meget hjemme.

Og som tiden går, får jeg mere og mere at vide, at nu ser jeg bedre ud, godt ud, udhvilet ud. De siger ikke, at jeg lignede et udslidt hylster ved ankomsten. Fuldkommen energiforladt. De siger bare, at nu ser jeg bedre ud. Og jeg ved det, kan mærke det. Energien er kommet igen. Jeg kan se det, når jeg kigger mig i spejlet.

Jeg gør mig klar til hjemrejsen, løftet af det energiboom, som jeg skal huske, jeg altid får her. Så skal jeg bare gennem pakning af kuffert, som volder mere og mere besvær (selv om jeg altid gør, som jeg fortalte tidligere). Rengøring af lejlighed. To dage i storbyen Rennes. Flystrejke med lufthavnskaos. Og så hjemme igen. Parat til foråret her. Det, der allerede var blevet næsten sommer i Bretagne. Jeg føler mig som Den Lille Prins, der kunne opleve solnedgangen mange gange, bare ved at flytte sin stol lidt. Efter at ha’ flyttet mig lidt, starter foråret næsten forfra.

 

Rejsen til en ny bolig

Ja – at flytte blev i den grad vinterens rejse. På den hårde måde.

At flytte er som at dø – lidt. Alt andet går i stå. Alt er koncentreret om dette eneste: At flytte. Livet er derude, mens jeg er optaget af andre ting. Livet sker, uden at jeg rigtigt er der. Jeg er i det rum, der er fyldt med bekymringer, tanker, planer (hvordan indrette det nye sted, hvordan får jeg pakket, flyttet…) Jeg er i en slags Bardo med kalden, udfordringer, skræmmebilleder undervejs. Indtil livet genopstår det nye sted.

Jeg bildte mig ind, at jeg levede minimalt. Det gjorde jeg så ikke – kan jeg se allerede da jeg begynder at rydde op i kælderen, sortere til udsmidning og til at gemme. Jeg var ellers god til at smide ud. For hvert nye stykke tøj, røg et gammelt til genbrug. Regelmæssig udlugning i bøger og gamle papirer.

Men se nu her. Hele gulvet, der er fyldt. Jeg må væk fra kaos. Det, der fylder både indeni, udenom og snart i hele huset. Det gør mig fysisk dårlig. Kan kun klare det under en halv time ad gangen. Forstyrrer min nattesøvn. Jeg, der aldrig har haft søvnproblemer, ligegyldgt hvad, der skete i mit liv.

Og så – en indsigt. Jeg kender det kaos. Fra dengang Finn (min ex), Peter (min datters kæreste) og jeg tømte hendes kollegieværelse i København tre uger efter hendes død. Det mest forfærdelige. Værre end dødsdagen. Værre end bisættelsen. At slette sporene efter hendes liv.

Endnu et flyttekaos vækker dette gamle til live. Mens der dukker mange af hendes ting, minder om hende, frem fra hylderne.

Det er et indre arbejde, der fylder – sammen med det ydre.

Det letter faktisk lidt. Jeg tager det alvorligt. Accepterer, at jeg må arbejde mig langsomt igennem flytningen. Lidt efter lidt.

Rejsen til min nye bolig tager tid. Rejsen mod min efterårs- eller vinterbolig. Boligen, som jeg gerne vil blive i resten af livet. Gider ikke flytte igen. 16-17 gange har jeg gjort det i mit voksne liv.

Og nu er jeg her. Har været her lidt over en måned. Jeg er faldet til, faldet ind. Har straks vænnet mig til de nye omgivelser. Som når jeg er på rejse.

Jamen sådan var det lidt i starten. Som at være på en ferierejse. Med al den udsigt over vandet, følte jeg mig som i en ferielejlighed. Det krævede næsten en drink eller et glas rosévin om aftenen, mens solen gik ned og skabte de flotteste udsigter her fra lejligheden.

Det er et godt sted at lande resten af livet (jeg tror, jeg må skrive mere om disse tanker – om fremtiden, der nødvendigvis er kort, nu. Ikke dramatisk. Bare, at sådan er det. Nøgternt, konstaterende). Her er rummeligt. Lyst. Panoramaudsigt over byen og Limfjorden. Tænk, her har jeg boet i 30 år – uden at se fjorden hver dag. Nu har jeg de smukkeste solnedgange, jeg kan forestille mig. Jeg bor i mågehøjde – de flyver rundt foran mig – og skyerne lige over mit hoved.

At flytte bliver vinterens rejse

Jeg skal flytte midt i februar, og det bliver min rejse denne vinter. At flytte ER en rejse. En kæmpestor rejse faktisk. En rejse uden at rejse ud, men videre. Til et andet sted i livet.

Nu har jeg boet her, hvor jeg bor, i lidt over 10 år. Det er faktisk den bolig, jeg har boet næstlængst i. Vinderen er huset, hvor jeg boede med min ex-mand og datter i 15 år.

Da jeg flyttede hertil, var min datter flyttet til København året før. Jeg havde boet et par år på landet, lige udenfor byen, sammen med hende – og flyttet ind til Nibe igen, da hun skulle til København for at læse. I en lille lejlighed – men da jeg flyttede til denne her, var det lidt af en drømmebolig. En rummelig, lys lejlighed i et gammelt byhus, med udgang til min egen lille del af haven. Et sandt paradis om sommeren. Og med gode naboer (bl.a. en nær veninde) og en form for fællesskab, der kunne minde mig lidt om Christiania-tiden.

Men igennem længere tid har jeg været på udkig efter noget andet. Behovene ændrer sig med tiden. Jeg begyndte at længes efter lidt mere komfort. Men sagde nej tak til mange tilbudte lejligheder eller rækkehuse (Altid lejeboliger, for siden jeg blev alene, har jeg valgt at bo til leje – og leve uden bil. Vil hellere bruge penge på at rejse.) Jeg sagde nej, fordi jeg ikke ville gå på kompromis med f.eks. lys eller plads. Og jeg var absolut ikke i bolignød. Men jeg begyndte – efter hjemkomst fra Paris – pludselig at længes efter at bo anderledes. Længtes efter et skift, en form for ny begyndelse et sted, hvor jeg ville kunne forestille mig at blive gammel.

Og så blev jeg tilbudt en lejlighed med udsigt. Udsigt over Nibe by og over fjorden. Så snart jeg så lejligheden, vidste jeg, at her ville jeg bo. Det var stedet, jeg ledte efter. Selv om jeg også tænkte, at på anden sal, ville jeg savne min have. Men – der er en fælles.

Så det, der tæller, er udsigten. Alle de solnedgange, jeg skal se over fjorden. At komme lidt i højden. Få udsigt og perspektiv. Perspektiv på mit liv? Overblik. Er jeg ikke kommet i overblikkets alder.?

Så solnedgangen på billedet herover, bliver snart udskiftet med solnedgangen over fjorden.

Jeg glæder mig. Så meget, at en flytning – som altid har stået som noget næsten uoverkommeligt for mig – ser nem ud. Jeg bliver båret af det flow, jeg føler lige nu.

At rejse – eller sidde på stationen

AT REJSE

Jeg ved det godt. At rejse er en effektiv kamp mod tiden. Hele planlægningsfasen, hvor tiden næsten står stille. Følelsen af, at der er lang tid til afrejsen. Spændingen. Rejsens første dage. Intensiteten i opdagelsen, udforskningen af det nye sted. Langt fra dagligdagens små gentagelser, rutiner, vaner. I skæret af, at alt er nyt, får tiden den fylde, som nogle gange kan mangle i dagligdagen.

Og er rejserne ikke noget af det, jeg husker bedst. Rejserne, der træder frem af alt det levede liv.

Og hvorfor er det egentlig de store ting, vi husker, når livet mest består af de små ting? Livet er altid og mest de små tings liv. Måske har jeg endelig nået en alder, hvor jeg sætter pris på det. Jeg har det jo bedst, når jeg giver slip i at tro, at jeg skal udrette noget stort, men bare nyde at have et liv, hvor jeg nu kan gøre det, som jeg ikke havde tid til tidligere?

Er det ikke absurd at ha’ tilbragt livet med at gå i skole, på uddannelse, på arbejde, på uddannelse igen, og mere arbejde og mere uddannelse – og så tro, at jeg skal fortsætte med det som pensionist. Som om det bliver vigtigt at nå – noget, alt, det, jeg ikke har nået ind til nu. Inden udløbsdatoen. For en udløbsdato er der jo.

Og nu, hvor jeg ikke er i gang med at planlægge en lang rejse – nu, hvor jeg ikke engang længes efter én – så føler jeg, at det nærmest er, som om jeg sidder på en station og nyder at se togene stoppe og køre igen – uden at kunne bestemme mig for at stige på ét af dem. For jeg ved ikke, hvilken retning jeg skal vælge, eller mod hvilket mål. Og befinder mig vel egentlig godt ved bare at sidde og kigge. Se mulighederne. Vide, at de er der.

Men om nogle dage hopper jeg dog på et fly til Paris.

 

Rejsen gennem livets skift

Altså – denne blog bevæger sig vist lidt væk fra at være en blog om rejser. De lange rejser. Entusiasmen ved at rejse langt – alene. Det vil være kortere rejser. I afstand, ikke nødvendigvis i tid, for en måned på rejse føles stadig passende. Langsom, som jeg er, selv om tiden går hurtigt. En måned skal der til for at føle, at jeg kan være fuldt til stede, der, hvor jeg er.

Og det vil nok rigtig tit være rejser til Bretagne. Som jeg har fastslået mange gange: Mit andet hjem.

Så bloggen vil måske mere og mere blive denne bevægelse mellem mine to hjem. Og mellem disse rejser jeg stadig alene.

Samtidig er det rejsen i denne del af livet, der fylder. Den har jeg været inde på nogle gange, f.eks. HER og HER

Og den rejse – rejsen i livet – er også en rejse alene. Jeg har boet alene længe, lever ikke i parforhold, deler ikke bolig med nogen. Så min rejse i livet er på vigtige punkter en rejse alene. Og – uden at ville fortabe mig i refleksioner over andres livsrejse – så kan jeg ikke lade være med at tænke, at selv om man lever i parforhold, så er det måske altid en rejse alene. Rejsen i tid og alder.

Livets skift

Hun har flere gange i sit liv brudt med det velkendte. Brudt med trygheden i dagligdagens trivialiteter. Flyttet over afstande. Skabt nyt liv, nyt sted. Rejser alene – uden sikkerhedsnet. Men alt har været et valg. Bortset fra et skift, som hun var tvunget til. Et skift, som tvang hende til at bryde med forestillingen om, hvordan resten af hendes liv skulle være.

Og hun rejser, når hun ikke kan andet. Hun rejser for at få ro, være alene, finde mening. Hun rejser somme tider væk fra en indre uro, en slags kaos til et nyt – ydre – kaos, som er nemmere at finde mening i .

Hun bor på fredelige klostre eller deltager i kurser på andre. Mediterer. Holder mund i 10 døgn, Sidder alene og spiser eller sammen med tilfældige mennesker mødt på rejsen.

Hun lader sig synke ned ved et bord i “Fine grains bakery” i Kathmandu, omgivet af bekendte.

Hun sidder på bjergsider og prøver at finde sjælens ro.

Hun bor alene på hoteller, guesthouses, airbnb, men føler sig aldrig alene.

Hun bevæger sig ud og ind i strømmen af mennesker i fjerne storbyer, sætter sig og glor og bliver for et øjeblik vidne til de liv, der går forbi. Kan forestille sig alt muligt, men ved intet om dem.

Hun tager gang på gang på lange flyrejser. På vejen ud oftest med spørgsmålet: ”Hvorfor gør jeg dog det igen.? Men ankommet og med udmattelsen, der hurtigt viger for nysgerrigheden er svaret ”Derfor.” På vejen hjem er det altid mere strabadserende, og i stedet for spørgsmål om hvorfor, sværger hun, at hun gør det aldrig igen. Slet ikke når udmattelsen efter rejsen sætter sig til en forkølelse, som bare ikke vil forsvinde. Men efter en tid dukker uroen op igen sammen med tanken om, at ”Derude er der ro.” Og lysten til endnu en rejse er allerede opstået.

Somme tider giver det en indre stress at tænke på alt det, hun vil nå at se, opleve, være i. Med den fremtid, der svinder for hvert år.

Derude kan hun føle sig i live. Føle, at kroppen stadig er stærk At hun lever. At hun stadig kan det, som mange andre hverken kan eller tør.

Så sidder hun der igen. Et fremmed sted. Eller måske et sted, hun har været før, vender tilbage til, fordi det trods alt bliver en slags hjem, et udgangspunkt. Parat til at møde de mennesker, der krydser hendes vej. Spørger måske sig selv igen, hvorfor hun egentlig tog ud, men mest sidder hun med en følelse af frihed, fred, ro, som hun ikke kender andre steder fra, Og et fravær af den længsel efter hun ved ikke hvad, som ofte fylder derhjemme. Nu er hun måske ved sine længslers mål.

 

 

 

Inden sommerferien

Ikke en “rejse”, men en “ferie” står for døren. Og – alligevel – det er en rejse i noget nyt: At prøve at tage til min franske hjemby sammen med min bror, min niece, hendes mand og deres børn. Min bror kom der ofte, mens jeg boede der, men har ikke været der siden. Og det er nu snart 38 år siden, jeg flyttede tilbage til Danmark. De andre har aldrig været der. Jeg glæder mig til at vise dem “mit” Frankrig. Lidt af mit franske liv.

Jeg tager derned nogle dage før de andre, besøger min franske ex-svigerfamilie. Derefter har jeg lejet en stor lejlighed sammen med min familie. Når de tager hjem, flytter jeg ind i “min” lejlighed – den, jeg altid lejer, når jeg er der alene.

Den sidste tid har jeg deltaget i endnu ét af kurserne på nettet, hvor jeg får små skub og input til at skrive fortællinger. Igen en skriverejse, som samtidig, ligesom tidligere, hjælper mig med at favne alderen, rejsen i livet, rejsen mod alderdommen. Overskriften er “Between Stories”, den tærskel, man står på, når én historie er slut, og noget nyt, som man ikke ved, hvad bliver, begynder. Den titel sagde mig rigtig meget. Det er der, jeg står, lige nu. I vinterfortællingerne for 1½ år siden kom det til at handle om broen til vinteren. For mig, livets vinter (læs indlæg her) 

PÅ TÆRSKLEN

Jeg står på tærsklen til noget. Men til hvad? Er det mit efterår? Eller allerede min vinter. Eller min Indian Summer, som en ven foreslog.

Jeg plejer at se det som en bro foran mig, en overgang. Men i dette kursus bruger vi begrebet “tærskler” lige nu står jeg på tærsklen. Altså står jeg på en tærskel. En af livets tærskler. En tærskel markerer tydeligt det punkt, hvor jeg står. Lige her. Lige her er der noget, der slutter, noget nyt, der begynder. En tærskel på livets rejse. Det forrige skridt er taget. Jeg standser op. Overvejer. Ser mig rundt. Inden næste skridt. Eller – måske er jeg standset op lige ved tærsklen, og mit næste skridt bliver hen over tærsklen. Ja. Det er nok sådan, det er. En tærskel – som et dørtrin – står man ikke på, man løfter foden hen over. Men det er sandt nok. Hvad enten jeg er “på” eller “ved” , så er det her tærsklen til noget nyt.

Livet, der har bestået af en endeløs række af tærskler. Til forår, sommer, efterår, vinter. Til skolen, til uddannelse, til arbejde, til studie, til arbejde igen, til hvert et nyt arbejde. Over tærsklen til ungdommen, til voksenlivet, til modenhed, til aldring, til ælde. Eller tærskler til nye faser i livet. Til moderskab, til ansvar, til at slippe ansvaret. Til tab, til at leve med sorg og til at finde et nyt ståsted i livet.

Hvis jeg vender mig og kigger tilbage fra den tærskel, jeg står ved nu, ser jeg et langt, et meget langt liv. Eller – jeg ser nærmere mange liv i ét. Et landskab, der folder sig ud, med lys og mørke, natur og byer – og en lang række fortællinger med masser af mennesker. Grønt og frodigt iblandet forrevne klipper og oprørt hav. Bjerge, der skulle bestiges. Og ovenover er der en himmel, der skifter fra dyb blå, til grå, til torden og regn – og tilbage igen. Men solen har altid været der, selv når jeg ikke kunne se den. Det ser jeg tydeligt nu – at den er der, ovenover vejret.

Lige nu fornemmer jeg hverken farver, områder eller historier, der venter på at blive foldet ud, der, forude.

Jeg konstaterer det bare, uden at der er specielle følelser forbundet med det manglende “syn”. En konstatering af, at jeg har haft et langt og rigt liv, og at jeg på en måde gør mig klar til at møde afslutningen, til en dag at stå på den endelige tærskel – og acceptere den.

Men den tærskel kan ligge langt forude. Så ét eller andet nyt må forme sig inden. I den fremtid, som jeg træder ind i. Men hvad? Jeg har ikke lyst til at rejse som før. Ikke lyst til at engagere mig i arbejdsprojekter, f.eks. begynde at arbejde terapeutisk igen, engagere mig lang tid frem. Det synes uoverskueligt, næsten absurd. I min alder.

Så tærsklen er måske overgangen til noget mere spontant. En fremtid med plads til pludselige indfald.

Det er vel det, jeg træder ind i.

———–

 

Den videre rejse – i livet

Nu har jeg været hjemme i snart to måneder. Oplevet en anden slags rejse – gennem forårets mange fridage og småferier. Snart seks år efter, at jeg er gået på pension, kan jeg stadig glæde mig til disse fridage i foråret. Ved de første – i påsken – havde jeg fået energi igen efter hjemkomsten og gik i gang med havearbejde. Stod der, 2. påskedag, og tænkte: “Åh, nej, jeg nåede ikke at blive færdig.” For så at huske – jamen i morgen er der også fridag.

Et langt arbejdsliv med tidsfrister sidder stadig dybt i kroppen. Jeg kan ikke li’ at skynde mig mere. Især om morgenen. Selv om jeg står tidligt op – mellem 6 og 6:30 – så hader jeg de dage, hvor jeg skal skynde mig ud. De minder mig om et langt livs travlhed. Fra 7-års alderen til jeg blev 65!

Men – der er nu også noget rart ved “at glæde sig til fridagene”. Sådan glæder jeg mig også til lørdag, søndag – fordi jeg trods alt godt kan li’ den gamle vekselvirkning mellem ugedage og weekend. Derfor har jeg ingen vækning på min telefon i weekenden. Vågner lidt senere, af mig selv. Men en gammel overbevisning om, at “livet er for dem, der står op” følger mig. På den gode måde. For med alderen og fremtiden, der skrumper, er jeg optaget af det liv, der stadig skal leves. Måske ikke med lange rejser. Men livets rejse. Om jeg vælger rigtigt på denne rejse. Det vil jeg vende tilbage til. Men det er også en rejse, som jeg foretager alene. En anden slags singlerejse. Gennem livets efterår og vinter. Eller gennem en “indian summer”?

Jeg er optaget af livets flygtighed, årstidernes skiften med en hastighed, som næsten er skræmmende. Da jeg bar mine ret tunge liggestole op fra kælderen, syntes jeg, at jeg lige havde knoklet med at få dem derned.

For kun 10 dage siden sad jeg med min morgenkaffe i haven og skrev dette:

Forsythiaens blomster daler ned over mig som store, tunge, gule regndråber. Dagen, der kommer mig i møde, mens jeg sidder på min morgenplads. Nyder øjeblikket. Foråret, der allerede har bragt sommerlige dage. Jeg ved, at det vil passere forbi. Hurtigere end ellers. Hurtigere end sidste år.

Sådan er det.

Tidens hurtighed.

Forsythiaen, der stod med alle sine blomster for få dage siden. Æbletræet, der i dag blomstrer lyserødt mod morgenhimlen. Syrenen og kastanjen, der står på spring.

I mit livs efterår møder jeg sommeren igen.

IMG_20180508_094043_resized_20180508_095126379

Og nu – 10 dage senere – er æbletræet afblomstret. Syrenen står i fuldt flor og dufter. Kastanjen lidt længere inde i byen begynder allerede at smide blomsterne.

Ja, det er nok livets rejse, bloggen kommer til at handle mere og mere om. Selv om jeg har planlagt næste rejse til Frankrig. Sammen med min bror, min niece, hendes mand og børn, har jeg lejet en lejlighed i Erquy, mit andet hjemsted, i 2 uger i juli. Jeg tager derned lidt før de andre og lejer “min” lejlighed i en uge, efter at de er taget hjem.