Cambodia

I morgenens stilhed og mørke, som jeg elsker at være omgivet af, kun med stearinlysets skær, indtil dagen gradvist bryder frem, kom jeg til at tænke på tropemørket, som jeg oplevede i Cambodia. Og det gik op for mig, at jeg aldrig har skrevet om dette – eller rejsen til Cambodia – undtagen at jeg kørte i bus tilbage til Thailand. Det vil jeg rette op på og er i gang med at skrive et indlæg, som bl.a. skal indeholde Ankor Wat og et ophold i et fantastisk lille retreat center Angkor Zen Garden…

Min første rejse til Thailand var i begyndelsen af 2014. Min bror skulle derover og besøge en ven, som bor der med sin thailandske kone. Min bror ville gerne ha’ mig med, så det blev til, at vi kunne foretage flyrejsen sammen og tilbringe et par dage i Bangkok, inden vi tog videre, hver vores vej. Han sydpå i Thailand, jeg østpå til Cambodia. For målet for den rejse, jeg ville på, var Angkor Wat, som jeg længe havde drømt om at se. Derfor havde jeg bestilt flybillet fra Bangkok til Siem Riep – ikke retur, for jeg vidste ikke, hvor længe, jeg ville være i Cambodia. Jeg havde surfet lidt på nettet for at finde yoga eller meditations retreat centre og opdagede tilfældigt https://www.angkorzen.com/

Ankomst til Siem Riep lufthavn en sen aften, hvor jeg følte mig vældig underholdt af alle de lufthavnsansatte (9 eller 10), som på en lang række efter tur behandlede visumansøgningerne, en læste grundigt, sendte videre til den næste, som også læste grundigt. Næste igen, tror jeg, overførte oplysninger til visaet, som blev klæbet ind i passet. Videre til den næste, som satte et første stempel. Videre igen til underskrift, ekstra kontrol, ekstra stempel. Jeg ville tage et foto, opstemt over, at her var arbejde til så mange mennesker. Men blev beordret til at fjerne kameraet.

Ud i mørket. Fra Ankor Zen havde man lovet at sende én ud for at hente mig, og der stod han, en ung mand med mit navn på et skilt, ved siden af sin tuk-tuk. Langsomt ind mod Siem Riep, hvor der tydeligvis var mange turister, videre ud ad en mørk, gruset landevej. Jeg at trak mit sjal godt hen over den nederste del af ansigtet, sådan som jeg havde lært i Nepal, for at skåne luftvejene mod alt støvet, der hvirvlede op.

Endelig ankommet til Angkor Zen, blev jeg modtaget af Resa. Stedet var på det tidspunkt ejet af et fransk-cambodiansk par, Bruno og Resa, som havde bygget det hele op fra bunden.

Jeg fik anvist min hytte af Resa. Rummelig, bygget i bambus og træ. Et stort rum med to brede senge, myggenet, hylder, et lille bord og en stol. Alt, hvad der var brug for. Da Resa med lygten viste mig rundt til fælles toiletter og baderum, kunne jeg se omridsene af de andre hytter i en cirkel omkring en åben plads.

 

Da hun gik, slukkede jeg lyset i hytten, inden jeg åbnede døren for at gå ud igen (for at undgå at myggene skulle komme ind i massevis) – og derude, da jeg stod på terrassen, var alt kulsort. Ikke bare en talemåde. Virkelig kulsort, som jeg aldrig har oplevet det før, ikke engang i Sahara, hvor jeg syntes, at Mælkevejen næsten oplyste rummet omkring mig.

Og så kom lydene. Alle lydene fra tropenatten. Gekkoer, som jeg genkendte. Mens alle de andre dyrelyde var fremmede. Det var overvældende. Og en sand lykkefølelse ramte mig, mens jeg stod der i mørket og ikke kunne se en hånd frem for mig, men i en verden af lyde, som var totalt fremmede. Kiggede op mod stjernerne. De var der. I hundredetusindvis. Men ufatteligt langt oppe.

Næste morgen startede jeg dagen med fælles morgenmeditationen fra kl. 6 til 7. Bruno indledte med lidt fælles tai chi øvelser, og det var så meningen, at hver især lavede deres egen meditative praksis i stilhed, mens det gradvist blev lyst, og morgenens kølighed veg for varmen. Morgenmad fra ved halvottetiden. Fra 9 til 10 yogaundervisning af en indisk lærer, derefter en times åndedrætsmeditation, også med ham. Frokost, som man kunne betale sig til (morgenmad, aftensmad, al undervisning og hytten var inkl. i prisen, som på det tidspunkt var ca. 300 kr. i døgnet). Om eftermiddagen en times tai chi for dem, der ville (jeg ville ikke). Aftensmad og afslutning på dagen med aftenmeditation.

No automatic alt text available.

Meditations- og yogarum

Jeg gled hurtigt ind i dagsrytmen. Nød stedet. Den store have med junglevegetation, de fælles mødesteder, som var medtationsrummet og huset, hvor vi alle spiste omkring et stort bord, den dejlige vegetarmad tilberedt af en indisk kok. På et tidspunkt var alle 8-9 hytter beboet, så snakken var livlig mellem nationaliteter og aldersgrupper. Det var nemt at benytte baderum og toiletter. Jeg tror, der var fem af hver slags. Selv om natten, hvor jeg altid skal op for at tisse, var det nemt at gå derover med en lille lommelygte.

Jeg kunne også læne mig tilbaget til det stille liv på min hyttes terrasse med skrivning og læsning eller små gåture til den nærliggende landsby og over markerne. Selv larmen sen aften og nat nød jeg, når de omkringboende bønder var færdige med dagens rishøst. Så blev der nemlig drukket og festet til cambodiansk popmusik, og hvis jeg ikke kunne falde i søvn, stak jeg ørepropper i ørerne. Det eneste, der ærgrede mig var, at larmen overdøvede nattens tropelyde.

           

 

 

 

 

 

Jeg havde forudbestil 5 døgn, men blev der i 10. Havde ikke lyst til at bevæge mig rundt. Tidligere, når jeg kom til et nyt land, ville jeg se så meget som muligt. Men med alderen har det mere og mere drejet sig om at være. Være, der hvor jeg er. Fordybe mig lige der.

 

 

Et par gange bestilte jeg cambodiansk massage., der kostede ca. 60 kr. Meget ligesom thailandsk. Massage af alle muskler – udenpå let tøj eller en sarong. En nabokvinde stod for dette. Kom til hytten, så jeg lå i min egen seng og kunne blive og slappe fuldkommen af bagefter.

Siem Riep, en storby på næsten 140.000 indbyggere, tiltrak mig ikke specielt. For megen larm, for mange turister, for mange fester. Kun markedshallerne lokkede mig derind. Og posthuset. For min ex-svigermor og min moster, de eneste uden mail, skulle ha’ postkort.

Men Angkor Wat. Det var jo det, jeg var kommet for.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev grinet lidt ad, da jeg sagde, jeg havde tænkt mig at tage en taxa derud – og så gå rundt og kigge. Jeg blev nødt til at tage en rundtur. Booke en tuk-tuk en halv eller hel dag, sagde Bruno, for området er enormt stort.

Og det gjorde jeg så. Bookede samme tuk-tuk, som hentede mig i lufthavnen. To gange 6-7 timer kom jeg til at tilbringe derude. Og det var godt at splitte besøget op. Se, opleve, fordøje et par dage, komme igen

(fortsættes i næste indlæg)

Stille dage

Internettet fungerer upåklageligt, bedre end nogen sinde her – fordi Kathmandu dalen ikke længere lider af de lange strømafbrydelser. Men det vender jeg tilbage til.

Derimod fungerer min lille bærbare ikke ret godt længere. Skulle nok ha’ givet mig selv en ny, samtidig med den nye mobil. Mobilen fungerer på nettet hele tiden, men den bærbare går i stå, kører i tomgang længe om at skifte side osv., så det tager alt for lang tid, når jeg vil skrive, opdatere. Redigeringsværktøjet med klip og copy/paste fungerer heller ikke mere.

Så jeg skriver – og venter under afbrydelserne, omredigerer langsomt. Mobilen er for lille, synes jeg, til at jeg har overblik over det skrevne.

En uge siden jeg rejste hjemmefra. Stille dage her, efter at jeg besluttede at blive hjemme søndag. Ro i sindet. Tankerne, der ikke længere flyver rundt. Glæde i hjertet. Hverdagens små oplevelser:

At sætte mig et sted og se på livet, der folder sig ud her, for øjnene af mig.

Ikke nødvendigvis opsøge socialt samvær, men indgå i det, når det føles rigtigt. Spontane møder med f.eks. de andre beboere i gæstehuset. (At rejse alene er ikke det samme som at være alene hele tiden. Der er altid masser af muligheder for kontakt. Nu er jeg selv sådan skruet sammen, at jeg befinder mig godt alene – vel fordi jeg samtidig har muligheden for ikke at være det. Men jeg elsker stilhed og ro, så jeg udvælger med omhu “nye” mennesker, der ikke virker for støjende)

Den gode grøntsags karryret i den lille ydmyge café lige ved klosterporten. Ventetiden kan være lidt lang. Men alt bliver lavet fra bunden. Masser af grønt. Utrolig lækker. Serveret med lassi (drikkeyoghurt). Lidt over 12 kroner i alt (det er én af de dyre retter).

At bo på et velfungerende gæstehus, have et godt værelse med eget bad, toilet og altan. Morgenmad i haven. Se/ høre klosterlivet. Deltage i det, hvis jeg har lyst, ved at gå til morgen puja eller aften Mahakala, eller blot lytte på afstand og alligevel føle mig som en del af det. Lydene fra de små munke i klosterbygningen bagved, lytte til undervisningen, høre dem lege, specielt om aftenen inden sengetid. Støjende og glade som børn er.

Morgener med god tid til yoga og meditation, mens solen stiger op over Kathmandu, bader værelset i lys, opvarmer det.

Glide ind i Koraen, pilgrimsruten omkring Swayambhunath, højen med én af de mest betydningsfulde stupaer, følge menneskestrømmen morgen eller aften, føle mig som en del af noget urgammelt.

Alt det, der er at se, sanse, på de 3-4 km rundt: De hundredevis af bedemøller, små og store, det farvestrålende tøj, butikkerne med alle duftene, senere de små boder med frugt og grønt – og endnu senere med lys, som man kan købe og tænde, med en bøn. Børn på vej til eller fra skole.

IMG_20180308_075114_resized_20180308_112132128

IMG_20180308_111401_resized_20180308_112755253 IMG_20180308_111938_resized_20180308_112131443

IMG_20180308_073009_resized_20180308_112754842

IMG_20180308_073026_resized_20180308_112755565

IMG_20180308_111830_resized_20180308_112131904

Ligbrændingspladsen, hvor et bål kan være i gang, mens gløderne fra tidligere bål stadig lever. Familier, der flokkes om deres døde. Døden, der ikke er gemt væk.

Flokkene af aber. Ha’ nu ikke noget mad fremme, eller andet, som de kan hugge. De er temmelig nærgående.

004

009

Ja, det har været en lise for sjælen at lande her. Så meget, at jeg i går var parat til en udflugt til Patan.

Når jeg rejser, er jeg  – som det vist fremgår tydeligt allerede – ikke den store forbruger af oplevelser. Jeg er aldrig ude i at nå så meget som muligt, styrte fra det ene sted til det næste. Vide så meget som muligt. Jeg vil hellere lære et eller to områder godt at kende i stille tempo, stykke min forståelse af landet sammen af, hvad folk fortæller mig.

Men i går var jeg altså parat til en udflugt til Patan, den ene af de tre store byer i dalen.

Indtil slutningen af det 18. århundrede var Nepal delt i en mængde små kongeriger. Kathmandu, Bakhtapur og Patan var tre af disse små selvstændige kongeriger. I det næste par hundrede år, var de afgrænsede byer i Kathmandudalen, men med den demografiske eksplosion fra sidste fjerdedel af det 20. århundrede, er specielt Patan og Kathmandu vokset så enormt, at de flyder sammen til én stor by. Alligevel havde jeg endnu ikke været i Patan, men beskrivelserne af bl.a. dens Durbar Square (pladsen omkring det gamle kongepalads med templer) gav mig lyst til endelig at tage en taxa de relativt få km.

Så jeg tog på sightseeing sammen med en anden beboer fra gæstehuset, tilbragte det meste af dagen der – og oplevede foruden den smukke arkitektur, et par fredfyldte templer og en god frokost, at støj- og støvniveau var noget lavere end i Kathmandu.

IMG_20180306_123717_resized_20180307_071936696

IMG_20180306_125718_resized_20180308_114047298

IMG_20180306_125938_resized_20180308_114047848 IMG_20180306_204336_resized_20180308_114047605

Nu går noget i stå igen. Altså ikke nettet, men pc’en. For strømmen fungerer. Det var det, jeg ville fortælle noget mere om.

På mine tidligere rejser oplevede jeg et Kathmandu med flere timers strømafbrydelser hver dag. For at spare på den. Det undrede mange, for adgang til den energi, der skulle til for at levere strøm, måtte der da være nok af. Og for et par år siden kom sandheden så frem. En højt ansat – vist nok i energiministeriet – havde i årevis sørget for at sælge/levere strøm til Indien, altså dirigeret Kathmandus strøm ud af landet. Efter afsløringen har der været el nok.

 

 

 

 

Planlægning når du rejser alene

Jeg har tidligere – og lidt spredt – fortalt om, hvordan man planlægger og forbereder sin rejse alene. Også som pensionist.

Her vil jeg kort gennemgå de vigtigste ting, du kan gøre for at få en god singlerejse, hvis det er første gang, du vil prøve den rejseform.

Overvej grundigt, hvilket land, du gerne vil besøge – eller hvad du gerne vil lave på din rejse.

Når du har valgt landet, vil det aller nemmeste måske være at vælge en charterrejse. Jeg foreslår ikke en charterdestination for, at du skal opholde dig der alene. Jeg kunne forestille mig, at det ville blive en oplevelse, hvor man nemt ville kunne føle sig ensom blandt par og familier. Men jeg foreslår charterrejsen som en nem og måske billig mulighed for at komme til et ønsket rejsemål, have et sted at “lande” og vende tilbage til, men ellers bruge det som udgangspunkt for at rejse rundt alene. Jeg har brugt den måde at rejse på, når jeg var på familieferie. På en 2 ugers ferie brugte vi charterhotellet meget lidt. Vi havde i forvejen bestemt, hvilke steder vi ville besøge og rejste så rundt med lokale busser og bookede os ind på små hoteller eller b&b undervejs.

Dette vil være nemt at gøre alene. Du skal bare bestille charterrejsen, ikke bekymre dig om selv at booke fly og derefter hotel. Du skal bare finde ud af, hvilke steder du gerne vil besøge, når du er ankommet til byen/ hotellet. I mange lande sydpå er der en god infrastruktur med busruter til alt det, du kunne ønske dig at se. Du kan forberede det hjemmefra ved at søge på nettet. Og når du nu har dit hotelværelse, har du altid et sted at vende tilbage til. Trygt at vide, hvis det er første gang på egen hånd. Desuden er der efterhånden flere charterrejser udbydere, som begynder at reklamere med singlerejser og “intet tillæg for eneværelse”. Dette sidste er virkelig betydningsfuldt, for hvem gider, som alenerejsende dele værelse i en uge eller to med en ukendt person?

Lonely Planets hjemmeside er et super godt og overskueligt sted at bruge. Hvis du f.eks. har fundet en charterrejse til Tyrkiet, lander i f.eks. Antalya, fordi du tænker, okay, det kunne være godt med et par dages badeferie, og så vil jeg videre til Göreme i Kappadokien. Nu googler du Lonely Planet Göreme og kommer ind på en side, der fortæller om byen. Nedenunder det flotte farvebillede kan du klikke ind på hotels, restaurants, activities, in detail etc. Det er lige nu in detail, der interesserer mig, for her findes bl.a. practical information og et afsnit, der hedder getting around. Under dette finder du flights and getting there. Og straks ser du, hvilke destinationer man kan komme til og fra fra Göremes Otogar (Busterminal). Busrejser er langt billigere end fly – og en god måde at få set landet på. Der er regelmæssige stop til toiletbesøg og køb af mad.

På listen kan du se, at turen til Antalya tager ca. 9 timer, at der er mange afgange hver dag – hvilket betyder, at der er lige så mange afgange fra Antalya. Så når du er ankommet med din charterrejse til Antalya, kan du spørge efter busstationen, gå hen og købe en billet til Göreme. Voilà.

Jeg har overalt på rejser benyttet mig af Lonely Planets hotelforslag. Der er i alle priskategorier. Jeg vælger som regel blandt de billigste og er aldrig blevet skuffet. Nogle gange går jeg ind på hotellets hjemmeside og bestiller i forvejen, andre gange leder jeg bare efter hotellet, når jeg kommer frem.

Det her var altså en lille smagsprøve på en rejse,  der vil være fhv. nem at planlægge.

For en uges tid siden er jeg blevet bekendt med en facebookside, som hedder Single Rejser. Her er der f.eks. mange, der søger en rejsepartner, og der er flere, som planlægger og foreslår singlerejser i små grupper. Hvor du rejser alene, men rejse og ophold er arrangeret. Det er https://www.facebook.com/groups/singlerejser/

På ovenstående facebookside fandt jeg bl.a. link til denne side, som organiserer rejser for singler  http://www.rikkesrejser.dk/

Men prøv selv at gå ind og kigge på facebooksiden Single Rejser. Man skal tilmelde sig for at kunne læse med.

I det næste indlæg vil jeg igen lave et overblik over, hvordan du kan planlægge egen rejse “helt fra bunden”.

Rejseforberedelser2

Tilbage til forberedelserne omkring rejsen til Thailand.

Det indhold, jeg ønsker i rejsen, er at kunne deltage i meditation. Jeg har mediteret i årevis, de sidste 18 år meget regelmæssigt, altså flere gange om ugen.  Og siden min første rejse til Nepal for fem år siden, er det blevet en daglig praksis på et kvarter til en time. Det er den buddhistiske meditation, hvor du til en begyndelse bruger tid på at finde ro ved at fokusere, f.eks. på åndedrættet. I Vesten er metoden blevet udbredt de sidste mange år under betegnelsen Mindfulness. Det er en meditationsform, som kan kombineres med psykoterapeutiske metoder.

Selv om jeg har mediteret længe – og selv om jeg ved, at det er godt og nødvendigt for mig – så bliver jeg i perioder sløset med det. Tit hænger det sammen med perioder, hvor jeg har for travlt – eller som sidste år, hvor jeg i lange perioder har været ked af det (det kommer jeg ind på en anden gang). Derfor ved jeg, at det vil være godt for mig at få et skub til igen at bruge meditationen på en mere fordybende måde. Kort sagt kan meditation hjælpe dig til at finde ro i dagligdagen. Men endnu vigtigere er det, at den kan hjælpe dig til at finde glæde og taknemmelighed. I livet skal vi lære at leve med de omskiftninger, forandringer, tab, som ethvert liv indeholder. Hvis du ikke er i stand til at finde ro, glæde og taknemmelighed i dig selv, vil du hele tiden være på jagt efter, at dine omgivelser, andre, skal bringe dig det – og ofte blive frustreret.

Altså: Til Thailand med det mål at finde et retreatcenter, hvor jeg kan meditere. Søgning på nettet, indtil jeg fandt www.dhamma.org  , som er et næsten verdensomspændende netværk af meditationscentre, hvoraf mange findes i Thailand. Jeg fandt en plads på et 10-dages kursus mellem Chanthaburi og den cambodianske grænse: www.candapabha.dhamma.org fra den 4. til 15. marts. Meditation og undervisning hele dagen fra kl. 4:30 om morgenen til 9 om aftenen. Eget værelse med bad, to måltider (man spiser ligesom munkene, morgenmad og frokost, men jeg har fået lov til at få lidt let mad om aftenen, for jeg turde simpelthen ikke gå aften og nat i møde uden mad). Kurset koster intet, det fungerer på den måde, at man donerer, hvad man har råd til, eller hvad man synes, når man tager derfra. Hvordan finder man så ud af det? Jeg kan sammenligne med lignende kurser i Nepal, hvor man betaler ca. 1000 kr. for 10 døgn.

Da det var på plads, kunne jeg begynde at planlægge resten af rejsen. Jeg ville helst ikke blive i Bangkok, når jeg ankommer, så jeg fandt ud af, via nettet og Lonely Planet, at der er busafgange fra lufthavnen til Pattaya hver time. Og ved at læse artikler på nettet af folk, som havde mediteret forskellige steder i Thailand, fandt jeg ud af, at der er et lille retreatcenter lige syd for Pattaya, www.meditationboonkan.org, hvor man kan bo i individuelle hytter, få to måltider om dagen og individuel vejledning til sin meditationspraksis, alt for ca. 10 dollars i døgnet. Der var plads, så der tilbringer jeg de første dage.

Og så også noget almindelig ferie. Efter Pattaya har jeg fundet to steder, som ser vidunderlige ud, på øen Koh Chang: koh-chang-bungalows-bluelagoon.com Nogle af hytterne ligger så at sige “med fødderne i vandet”. Der skal jeg sidde på en terrasse ude over lagunens vand. Et par dage senere flytter jeg over til www.oasis-kohchang.com , for her er det tre gange så billigt, ca. 90 kr. i døgnet, for egen hytte med udendørs bad. Her bliver jeg i 6 døgn og tager så lidt ind i landet til en overnatning Chanthaburi på vej til meditationcentret.

Når jeg er færdig der, så har jeg et par døgn inden turen tilbage til Bangkok og flyet hjem. Hvis det har været godt i Pattaya, tager jeg tilbage dertil. Ellers finder jeg noget andet.

Som du kan se, så er der en del forberedelser, det kan tage tid – men det er også sjovt, for du ved, at du kommer på lige præcis den rejse, som du ønsker dig. For nogle år siden planlagde jeg mindre, men jeg kan godt li’ at være fri for besværet med at rende for meget rundt til måske overbookede steder.

Endnu en pensionistrejse ligger foran 🙂

 

Rejseforberedelser

Nu er min næste rejse næsten på plads. Thailand i fire uger.

Jeg ville egentlig have været i Nepal for nu fjerde gang. Nepal er et skønt land at rejse i. Og det er nemt at være kvinde alene på rejse. Nepal har siden hippiernes rejser dertil i 70’erne  satset så meget på turismen, at du kan finde hoteller i alle prisklasser, der er gode busforbindelser fra Kathmandu og rundt i landet, du kan opleve en aktiv ferie med trekkingture for alle aldersklasser og behov. Og selv om der er rigtig mange turister, så er det ikke anderledes, end at du f.eks. i Kathmandu kan vælge at gå til én side – mod Thamel og turistlivet – eller i en anden retning og bevæge dig ind i labyrinten af nepalesernes egne gader og liv

Desuden er der mulighed for at overnatte på klostres gæstehuse, ligesom flere klostre afholder kurser i buddhisme og meditation for udlændinge. Det giver en Aigtig god mulighed for et indblik i en del af den nepalesiske kultur. Og så er der det der med at have et mål for rejsen. Jeg føler mig selv rigtig godt til pas, når jeg ude i verden får skabt en slags dagligdag.

For to år siden, da jeg sidst var i Nepal, fandt jeg en airbnb lige i udkanten af Kathmandu, hvor jeg boede i 10 dage hos en nepalesisk familie, indtil jeg kunne leje en lille lejlighed på det kloster, hvor jeg fulgte buddhistisk undervisning. At gå den ca. halve time frem til klostret om morgenen og hjem om aftenen, gav mig en vidunderlig følelse af at høre til. Jeg startede der i et landligt område på vej ind mod byen, omgivet af børn på vej til skole, voksne på vej til arbejde, høns, køer, hunde, lyde, lugte. Og så ind i byområdet, de små gader og stræder, hvor jeg pludselig blev en del af grupper af munke og nonner, der også var på vej til dette kloster. Hjem samme vej sidst på eftermiddagen til te på terrassen, samtaler med de forskellige familiemedlemmer, aftensmad med dem. Jeg var virkelig hele tiden en del af noget – samtidig med, at jeg kunne nyde at være alene.

Men i år vælger jeg Nepal fra af to grunde. Den ene er, at jeg har været voldsomt præget af bronkitis – så det er altså ikke godt for mine lunger og bronkier at være for lang tid i Kathmandudalens forurening lige nu. Den anden grund er, at jeg sidste år tog til Cambodia – for at se Angkor Wat og tilbringe tid på et lille retreatcenter med undervisning i yoga og meditation. På vej tilbage fra Cambodia til lufthavnen i Bangkok i bus, fik jeg set Thailands frodighed og tænkte, at der måtte jeg ud igen.

Så derfor har jeg nu flybillet til Thailand. Jeg husker, at jeg så et tv-program med en vidunderlig 100-årig kvinde, som stadig rejste alene. Udspurgt om, hvordan hun gjorde, var hendes svar: “Det er jo nemt, man går på nettet – og så køber man en flybillet.” Herligt, ikke?

Som regel er det bare ikke nok at have flybilletten. Det er fhv. nemt, jo. Momondo er en nem side til dette. Du taster bare afgangs- og ankomstlufthavne ind, så kommer der et hav af tilbud, fra den billigste rejse over den tidsmæssige korteste til den dyreste. Siden er effektiv. Der er søjler, som viser prisniveau på forskellige dage, så hvis du ikke er bundet til specielle afrejse- og hjemkomstdage, kan du rette ind, hvor det er billigst. Men jeg gør som regel det, at jeg også tjekker mine foretrukne flyselskabers egne sider, for indimellem kan jeg være heldig at få en billigere og tidsmæssig bedre rejse der. Eller jeg følger Momondo over nogle dage, for priserne kan variere.

Men okay – det er den nemmeste del. Og for mig er det altså ikke nok at stå på ankomststedet og så skulle ud og lede efter overnatning. Så jeg beslutter mig som regel for en slags rejseplan, så jeg kan finde ud af, om det er hensigtsmæssigt at booke overnatninger i forvejen.

Jeg har altid elsket at planlægge rejser, lige fra dengang det handlede om at finde og udvælge gode campingpladser, lejligheder, huse på de tidligere familierejser sydpå.

Siden jeg er begyndt at rejse alene, starter min rejse som regel med en lyst til et bestemt land, noget jeg gerne vil se, opleve der. Og så bruger jeg mange timer, somme tider rigtig mange timer, på hvilke muligheder, der er for at bo godt og billigt. Om der er noget, jeg kan deltage i.

Da jeg tog på den rejse til Kina, som jeg tidligere har omtalt, havde jeg først tænkt, at jeg ville tage direkte videre til Lhasa i Tibet, men ved at surfe på nettet, fandt jeg ud af, at hvis jeg ville i kontakt med tibetanere, var det meget bedre at rejse i Kinas vestlige provinser, hvor størstedelen af befolkningen er tibetanere. Jeg ville kunne møde en mere autentisk tibetansk kultur end omkring Lhasa, hvor der er fyldt med overvågning af kinesisk politi og militær. Så sådan måtte det blive. Og dernæst surfe rundt på nettet, finde togforbindelser, derefter busforbindelser.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at med en Lonely Planet guide er du rigtig godt hjulpet, hvis du ikke er en internet entusiast. Jeg købte min første lige inden Kinaturen. Der havde jeg kun booket en første overnatning i Beijing, og det var meget, meget nemt, i små og store byer, at gå efter de hoteller, som Lonely Planet omtalte.

Jeg kom lidt langt rundt – og vil vende tilbage til forberedelsen af min Thailandtur i næste indlæg.