At være en del af

Passer det mig mon rigtig godt, at jeg har skrevet forkerte mailadresser til flere venner, som jeg skulle lave aftaler med? Har fået ny bærbar og kunne ikke finde ud af at kopiere adressekartotek fra min stationære, så jeg kopierede først i hånden. Det betyder, at jeg på forhånd kun fik lavet én fast aftale. Med dem, der bor i byen kan de laves fra dag til dag.

Og jo, det passer mig godt, når jeg kun er her i 2 uger. Jeg kunne blive helt forpustet ved tanken om at gå fra aftale til aftale.Tænkte “bare jeg kunne være der lidt anonymt for en gangs skyld”. Og det er jeg, på en måde. Selv om jeg efterhånden har fået kontakt med folk, så er jeg så sent ude, at de fleste er på vinterferie, passer børnebørn (der er også vinterferie i Frankrig)  har forpligtelser. Så jeg har tid til at skrive. Tid til ro, som jeg nyder. Jeg gamle introverte eneboer!

Jeg spammer fotos af mimoser på facebook og må allerede én af de første dage foretage en slags pilgrimsvandring, som jeg altid går alene første gang. Ud til Cap d’Erquy. Den tur jeg gik så ofte, da jeg boede her. Derude på de forblæste klipper kunne jeg gå mig fra alt det besværlige.

Den første dag eller to bliver jeg forpustet og føler mig øm i lårene efter de lange gåture. Nej, ikke bare øm, mine ben flekser næsten under mig, når jeg skal tage lidt høje skridt. Men efter et par dage har jeg allerede vænnet mig til alle de stigninger og fald.

Jeg kan huske, da jeg første gang kom på besøg hos mine senere svigerforældre i deres hus ved kysten. Jeg kiggede beundrende på min franske svigermor, som dengang – i en alder af 62 – sprang rundt på klipperne, mens jeg var lidt bange og bevægede mig langsomt bagefter. Men se, nu er jeg 72 og har allerede længe levet med klipperne. De er blevet en del af mit liv. Ligesom byen.

Erquy er mit åndehul. Bogstaveligt talt. En by, et område med ren luft. Ingen tung gennemgående trafik. Biler, der kommer her, er med nogen, der skal hertil. Bor her, har et ærinde. De lastbiler, der kommer, henter fisk, kammuslinger, krabber, hummere ved havnen. Andre leverer varer til forretningerne. Der er ingen, der bare kører igennem.

Jeg er i Erquy, som grundlæggende ikke har forandret sig meget. Godt nok er den vokset. Masser af nye villaer. Moderne. Eller forsøgte efterligninger af de gamle huse, selv om grundelementet er beton, pyntet op med sokler af granit. Men de grå skifertage dominerer stadig, når jeg ser ud over byen.  Og bykernen er stadig fyldt med ældre og gamle huse i granit. De fleste bygget af rosa granit. Erquys specielle.

Jeg er endda kommet tilbage til ejendommen, som jeg boede i de sidste to år her. Dengang, da jeg blev skilt, turde jeg ikke blive boende i det lille hus omgivet af skov. Så her fandt jeg et refugium. En stor lejlighed øverst oppe i to etager. Her læste jeg Doris Lessings Den gyldne bog og Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden. Skumsprøjt fra kvindebevægelsens bølger nåede mig helt herude. Her udfoldede mit franske livs sidste kærlighedshistorie sig. Nu sidder jeg nedenunder, i en 1-værelses. Dog med altan og med den samme udsigt som dengang. Havet fylder nok ikke helt så meget i horisonten, men jeg kan se det. Jeg kan se byen, der breder sig nede foran mig. Jeg kan skimte havnen, når jeg kigger til højre, mod vest, og Cap d’Erquy’s høje klipper, der beskytter havnen. Jeg kan se kirken i grå granit lidt til venstre, mod øst, og når jeg strækker mig ud over altanen, helt til venstre, næsten mod nordøst, ser jeg sømandskapellet med sit høje spir, hævet  på en bakketop ved byens nordøstlige udkørsel.

At være i Erquy er mere end at VÆRE andre steder i udlandet. En rejse, hvor jeg ikke føler mig udenfor som på rejser til fjerne steder. Jeg har ofte tænkt under mine senere rejser, at jeg er udenfor. Udenfor på den måde, at jeg betragter det liv, der leves der. Udefra. Som tilskuer. Aldrig en del af det. Måske er det også noget af det, jeg ikke orker mere på lange rejser?

Her er jeg for altid en del af livet. Jeg glider ind i en dagligdag, der var min. Der ER min. Der forbliver min. Hvad enten jeg er alene, sammen med venner, på vandring i naturen. Selv på indkøb. Supermarkedet. Markedet om lørdagen. Overalt møder jeg mennesker, som jeg er på hilsefod med. Tid til korte samtaler. Jeg er ikke fremmed. Jeg hører til de steder, jeg færdes. Efter en dag eller to vokser følelsen, glæden over at være i mit andet hjemland.

Jeg føler mig faktisk lykkelig her. To år efter Saras død var det også her, jeg for første gang oplevede 24 timers glæde i træk.

Nu er jeg her for mindst 8. gang inden for de sidste otte år. Hvis det ikke var så langt væk, ville jeg komme oftere. Meget oftere.

Atter i Erquy

Mimoser, tænkte jeg en dag sidst i december. Det er 40 år siden, jeg har set mimoserne blomstre. Dem må jeg se – mindst én gang mere i mit liv. Som tænkt, så gjort. Fik bestilt fly og en 1-værelses lejlighed i 2 uger. For altså – igen et alderstegn? – den store lejlighed, som jeg plejer at leje, og som er lige så billig som denne 1-værelses, den begynder altså at være lidt trættende. Eftersom udlejeren er englænder og bor i Australien har han fuldkommen tillid til sine lejere. Den ene lægger nøglen til den næste osv. Alle skal sørge for rengøring og vask af sengetøj, håndklæder, viskestykker. Jeg har været så glad for al den tillid. Og det var her, jeg begyndte og afsluttede skrivning af min bog.

Men – de sidste gange har lejere forladt lejligheden uden at gøre ordentlig rent. Jeg har skullet starte mit ophold med grundig rengøring for at kunne holde ud at være der. En af gangene var støvsugeren gået i stykker – uden at det var blevet signaleret til udlejer. Altså tykt lag støv overalt – og jeg måtte ud at købe støvsuger (straks refunderet, men alligevel).

Og så ligger lejligheden ret højt over byen. Må erkende, at de første dage er det virkelig udmattende at bære indkøb op.

Lang historie for at fortælle, at det er en ny bolig denne gang.

Jeg fik planlagt et besøg hos et vennepar i storbyen Nantes på vejen ned, og et besøg hos ex-svigerinde og svoger i Bretagnes største by, Rennes, på vejen hjem.

Så var jeg parat til at møde mimoserne. Men vennemails fortalte om tidlig blomstring i år, allerede fra starten af januar. Altså indstillede jeg mig på at gå glip af dem.

To dage før afrejsen begyndte jeg at pakke. For ikke at stresse med det denne gang. Har tidligere fortalt, hvordan denne del af rejsen bliver mere uoverkommelig.

Disse pakkedage. Engang kunne jeg nå det en aften efter arbejde og rejse næste morgen. Og nu: To hele dage!

Den første dag ligger alt det, jeg gerne vil have med spredt ud over soveværelse, badeværelse, stue og ligner noget, der aldrig vil kunne være i en lille kuffert og en skuldertaske, subsidiært lille rygsæk. Det kunne det altså heller ikke. Det er også vinter i Bretagne, så strikketrøjer fylder. Selv efter udelukkelsesmetoden måtte jeg indse, at jeg blev nødt til at bestille “medfølgende bagage”. Det viste sig senere, at kufferten faktisk vejede lige unde 8 kg – men rygsækken tre, så jeg kunne ha’ skåret lidt mere ned og haft plads til det i kabinen. Alligevel var jeg næsten lykkelig over ikke at skulle ha’ det hele med i flyet. Al den bæren op og ned ad trapper, løfte op på hylden i flyet efter at ha’ snoet mig gennem kabinen med det hele.

Og følelsen af endelig at sidde i flyet efter al den pakken ned, også flyskammen, er så meget større og afslappende.

Jeg er nået frem. Efter besøget i Nantes, det varme gensyn med vennerne. Næste dag videre med tog. Et vennepar, der hentede mig og kørte mig de sidste 20 km. Undervejs var vi ude og gå en tur. Mimoserne blomstrer stadig. Ren fryd for øje og sjæl.

Nu er jeg nået frem. Og måske er jeg ikke bare nået frem, men på en måde hjem. Jeg boede i denne ejendom de to sidste år af mit liv her, fra 1978-79. I en stor lejlighed på to etager øverst oppe med masser af havudsigt. Her er, i min lille bitte lejlighed, føler jeg mig alligevel hjemme. Altan og havkig. Hvad kan jeg ønske mere?

 

Bretagne – igen

En uges tid efter sidste indlæg rejste jeg igen til Bretagne i en måned. Lidt, eller meget dårligt planlagt. Jeg havde jo ikke lejet ferielejligheden i Erquy i en hel måned i foråret, hvis jeg havde vidst, at jeg skulle flytte.

Men nu var den lejet – så pyt, det bliver nok godt alligevel, tænkte jeg, da jeg så vidste, at jeg skulle flytte.  Jeg havde dog overvurderet mine evner ud i flytningens kunst – dengang, inden jeg stod midt i den. Da april kom, ville jeg hellere blive hjemme i min nye bolig, se foråret komme her, få de sidste ting på plads – og jeg tog af sted i en indre modstand, der bare voksede. Og spurgte mig selv det første par dage. Hvad laver jeg her? Hvad fanden laver jeg her? En måned? Hvad har jeg gang i? Først farvel til Asienrejser – nu også til Frankrigsrejser?

Gider ikke flytte mere. Gider ikke rejse mere. Vil bare det stille liv.

Udsigten udskiftet. Min fjordudsigt ændret til udsigten over Erquy, havnen, klipperne, havet.

Velkendt, hjemlig, tryg. Jeg kan jo li’ at sidde her. På min altan. Hvor jeg har siddet så mange gange før.

Kunne jeg bare sidde her. De næste fire uger. Orker ikke at lave alle de aftaler. Jeg kommer jo lige fra masser af aftaler, der stod i kø efter to måneder, der næsten kun drejede sig om flytning.

Nu er jeg gammel. Træt. Asocial.

De første gange jeg går op ad de stejle gader, veje, stier, kan jeg næsten ikke få vejret. Især ikke med indkøbsposen eller rygsækken med dagligvarer. Sådan var det da ikke for syv år siden, da jeg lejede denne lejlighed for første gang? Eller for fem år siden? Hvornår begyndte det egentlig?

Men så – næste dag og næste igen – går det allerede bedre, og efter nogle dage er det igen nemt. Jeg skal bare vænne mig til det.

Tiden går, som derhjemme, med de små, daglige ting: Indkøb, madlavning. Hvor har jeg allerede haft mange på besøg – og besøgt mange. Er det ikke det, jeg vil? De små tings liv. Her ligner mit liv en almindelig dagligdag. Bortset fra vandringerne ude i den vilde natur.

Som dagene, ugerne går, føler jeg den velkendte glæde ved at være her. Det, der engang var mit liv, er det stadigt. Omgivelserne. Vennerne. Den gamle svigerfamilie. Føler mig elsket og værdsat. Jeg er heldig at have to lande, hvor jeg føler mig lige meget hjemme.

Og som tiden går, får jeg mere og mere at vide, at nu ser jeg bedre ud, godt ud, udhvilet ud. De siger ikke, at jeg lignede et udslidt hylster ved ankomsten. Fuldkommen energiforladt. De siger bare, at nu ser jeg bedre ud. Og jeg ved det, kan mærke det. Energien er kommet igen. Jeg kan se det, når jeg kigger mig i spejlet.

Jeg gør mig klar til hjemrejsen, løftet af det energiboom, som jeg skal huske, jeg altid får her. Så skal jeg bare gennem pakning af kuffert, som volder mere og mere besvær (selv om jeg altid gør, som jeg fortalte tidligere). Rengøring af lejlighed. To dage i storbyen Rennes. Flystrejke med lufthavnskaos. Og så hjemme igen. Parat til foråret her. Det, der allerede var blevet næsten sommer i Bretagne. Jeg føler mig som Den Lille Prins, der kunne opleve solnedgangen mange gange, bare ved at flytte sin stol lidt. Efter at ha’ flyttet mig lidt, starter foråret næsten forfra.

 

Paris

Hjemme igen siden onsdag aften i sidste uge. Som altid er jeg meget langsom efter hjemkomst og langsom til at pakke inden. Okay, jeg fik pakket ud og lagt væk og til vask efter tre dage – fordi jeg fik gæster. Og mellem pakning og udpakning har der været 5 dejlige dage i Paris. To en halv dag hos min papsøn, hans kone og to børn i én af Paris smukke forstæder, Croissy. Det regnede voldsomt, så vi holdt os mest inde. Og det var dejligt bare at dykke ned i deres liv, for en stund være en del af det, uden at skulle alt muligt. Have lidt mere tid sammen med dem, end andre gange de sidste år, hvor jeg næsten kun har været på gennemrejse, inden jeg skulle videre til Bretagne. Eller når de er i Danmark og skal rundt til familie og venner i løbet af en ferie. Masser af samtaler. Se børnene lege. Huske, hvor meget min datter havde glædet sig til at blive faster, da de ventede den store dreng for otte år siden. Men som hun ikke nåede at se, fordi hun blev dræbt i trafikulykken to uger inden vores planlagte rejse ned til den nyfødte. Men hun er med – på en måde – i samtalerne med hendes storebror.

Blot et par gåture ud under regnen, til ét marked lørdag, et andet søndag. Forstaden, de bor i, ligger klos op ad en anden forstad, Chatou. To små forstæder, der ligger så tæt, at de tilsammen er Chatou-Croissy, men alligevel med adskilte markeder. To om ugen i den ene by, to i den anden. De kan det der med markeder i Frankrig. Og gennem regnen øjnede jeg alle de smukke, gamle huse omgivet af store haver, masser af træer og grønt. Søndag eftermiddag en tur ind til Paris til en to års fødselsdag i min papsvigerdatters familie, hvor ortodokse og sekulære jøder mødes. I en stor lejlighed i Haussmann-kvarteret, en lejlighed med lange korridorer, der fortaber sig  ind i ejendommens midte – som et sandt paradis for de legende børn.

Derefter to hele dage i Paris, hvor jeg havde lejet et hotelværelse. Det er meget længe siden, jeg bare har haft tid til at drive rundt i byen og være turist med de andre turister. Flokkes med dem ved Sacre Coeur, Montmartre, Notre Dame, Latinerkvarteret. Besøge et par gode udstillinger. Sætte mig og spise ved vinduet i en restaurant, eller ude på den overdækkede terrasse, glo på de forbipasserende, drikke kaffe et andet sted, spise kage, glo igen.

Ved Sacre Coeur og Montmartre var min datter igen med. Metrostationen i nærheden gav næsten genlyd af hendes stemme. For sidst, jeg besøgte det område, var med hende for 15 år siden. Vi kiggede på brudekjoler i det arabiske kvarter nær Montmartre. Hun elskede stadig masser af glimmer på det tidspunkt i sit 16-årige liv – og jeg lovede hende, at hvis hun engang skulle giftes, ville jeg tage hende med derned for at købe brudekjole.

Samme aften gik jeg hen på et buddhistcenter i nærheden af mit hotel for at meditere. Da jeg havde lagt et foto på facebook fra markedet i Chatou, blev jeg kontaktet af min eks-svigerinde, som spurgte, om vi skulle mødes til en kop kaffe. Hun, hendes mand, søn, svigerdatter og barnebarn var altså også i Paris. Ingen af os havde talt om den forestående tur, da vi mødtes nogle uger inden. Og så mødtes vi, næsten tilfældigt i Paris med et øjebliks oplevelse af, at verden er lille.

Jamen – de fem dage føltes som 10 på den gode måde. Tiden, der for nogle dage, foldede sig langsomt, meget langsomt ud.

Snart Paris

En kort tur til Paris i november.

Min papsøn, min datters storebror, bor der – med sin kone og to børn. Det er to år siden, jeg besøgte dem sidst, og i mellemtiden er de flyttet i hus i en forstad. Jeg så det, da jeg var der sidst. Da var det under ombygning, men jeg har ikke besøgt dem, siden de er flyttet ind. Så det glæder jeg mig rigtig meget til.

Det bliver også et lille brud på efteråret. Derfor havde jeg egentlig også tænkt mig at tage helt til Bretagne. Men altså. “To ferier i én” – det bliver for meget lige nu, synes jeg. Selv om det har trukket i mig. Så tænkte jeg: Nogle dage i et buddhistkloster i Midtfrankrig, ku’ være sagen. Men også det valgte jeg fra – til fordel for at blive i Paris et par dage mere. På den måde, at jeg besøger familien fra fredag til mandag – og tager så ind til Paris centrum i to dage. Så får jeg både tid sammen med familien og tid alene. Det føles godt at være landet der.

Kontaktede en fransk veninde fra Bretagne for at høre, om hun havde tid til at komme og være sammen med mig. Det havde hun ikke. Men at skulle nyde Paris i to dage alene føles godt. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad jeg vil se, lave. Der er tid nok.

Men hotelværelset er lige bestilt. Igen har jeg brugt tid på at tjekke airbnb og hotelværelser. Det er egentlig noget, jeg nyder at gøre. Kan huske tilbage til den tid, jeg/vi tog på familielferier, hvor megen glæde der var i det at søge bestemmelsessteder, boliger, al planlægningen, som blev en vigtig del af oplevelsen. Da jeg havde været i Nepal første gang, fik jeg ligefrem lyst til at lave en lille virksomhed, hvor jeg kunne hjælpe solorejsende med at komme til Nepal, finde steder at bo, finde rundt. Evt. være der nogle gange om året som kontaktperson. Det blev aldrig til noget – men idéen kunne jeg måske tage op igen…

Var lige ved at vælge et fint lille værelse i airbnb nær Place Pigalle. Men fandt så ud af, at faktisk – når det kun er et par nætter – så er et hotelværelse fint. Jeg skal alligevel være ude en stor del af tiden og orker vist heller ikke rigtigt at engagere mig lidt socialt i værtsparret for så kort tid. Ja, somme tider elsker jeg faktisk den anonymitet, der kan være på et hotel. Og et værelse, der bare ikke har andet end det nødvendige. Intet personligt. Det kan somme tider give vældig meget ro i sindet.

Det minder mig desuden lidt om dengang, jeg boede i Frankrig, hvor jeg nogle gange tog et lille ophold i Paris. Bare én overnatning, enten på vej til Danmark eller på vej hjem. Ligesom togrejsen blev det en lille pause mellem det liv, jeg forlod, og det, jeg var på vej til.

Valget blev Hotel Cambrai. Jeg kender det – og var der sidst med Saras far, for fire år siden, da vi skulle ned og se hans nyfødte yngste barnebarn. Hotellet ligger i gåafstand fra Gare du Nord – hvad der er rigtig godt, når jeg skal af sted derfra ved 9-tiden om onsdagen for at komme til Charles de Gaulle lufthavnen.

Og så havde de lige pt. et godt tilbud. To nætter for 100 euro. Det er virkelig billigt i Paris.

Jeg kan da vist kalde mig single-rejsende et par dage igen. En lille rejse alene.

Familieferie

Bretagne igen. Ja, det er ved at være noget siden. Kom hjem for lidt over en måned siden med fire gode uger i bagagen. Det var jo en familieferie denne gang i de to af ugerne. Min bror, hans datter/min niece, hendes mand og børn kom derned. Jeg var ankommet og kunne tage imod dem i den lejlighed, vi havde lejet sammen. Nemt og godt og ligetil at holde fælles ferie. Jeg nød, at dele mit franske liv lidt med dem, at de lærte min by, Erquy, og Bretagne at kende. Ja, min bror kendte det jo i forvejen. Han besøgte mig tit, mens jeg boede der. Men det var trods alt 40 år siden, han havde været der sidst. Nød hans glæde over at være her igen. Nød alle vores samtaler. De fine øjeblikke med min niece, hvor jeg følte den nærhed, som er kommet mellem os. Diskussioner om alt muligt med hendes mand. Strand og udflugter. At se børnene nyde havet, klipperne. Gå ture med dem i et terræn, de ikke har oplevet før.

           

 

Bagefter havde jeg en uge i den lejlighed, jeg plejer at leje, en uge til at dykke ned i mit franske liv. Men jeg savnede dem faktisk, da de var rejst. Og en uge er lidt for kort til det franske liv. Det var også min datters dødsdag, mens jeg var der. En grund til at isolere mig lidt, mindes hende, meditere for at have en slags møde. se indlæg i bloggen Efter Sara HER 

Inden Erquy havde jeg et par dage i Rennes med min franske ex-svigerfamilie. Boede hos min svigerinde og svoger, mødtes med hele familien, deres børn på nu 47 og 48, som  stadig kalder mig Tante Benthe, svigerbørn, børnebørn. Nød igen at være en del af dén familie, som stadig er min. Efter Erquy igen Rennes nogle dage, denne gang hos en veninde.

Da jeg kom hjem var det med følelsen af ikke at ha’ fået nok. Jeg må derned snart igen.

Ville gerne dele min tid lidt mere mellem Bretagne og Danmark. Hellere det end de lange rejser. Det har jeg allerede fortalt. Men det bliver mere og mere tydeligt.

Det går op for mig, at jeg er glad der. Erquy gør mig glad.

På en anden måde end hjemme. Ikke, at jeg ikke er glad her. Men, hvordan forklare det? Næsten lykkelig. Det, som man ellers kun bliver i glimt. Og jeg undrer mig lidt over hvorfor. Jeg lever jo et dagligliv der. Ikke meget anderledes end herhjemme. Små, banale daglige ting. Indkøb, mad, gåture, mødes med vennerne. Ligesom herhjemme. Vennerne er ikke “bedre” der end her. Og alligevel er der denne lykkefølelse. Husker, at første gang jeg oplevede 24 timer uden overvældende sorg efter min datters død, det var i Erquy. To år efter hendes død. Jeg kan huske, at jeg på andendagen var gået ud for at sætte mig på en klippe, kigge ud over havet i den begyndende solnedgang. Og det gik op for mig, at jeg havde oplevet et helt døgn uden sorg og negative tanker.

Da jeg igen tænkte på alt dette, huskede jeg pludselig min franske svigerfars ord fra for snart 40 år siden. Om, hvordan han næsten ikke kunne holde ud at være væk fra havet. At han følte sig bedst til pas, lettere til mode, når han var i sit sommerhus. Han mente, at det var den jodholdige luft, der var god for ham. At han havde brug for disse jod-ioner, som han udtrykte det. Jeg googlede lidt om jodholdig luft – og fandt faktisk et par resultater, hvor et område i Bretagne og ved den spanske Allicante-kyst bliver fremhævet pga. den specielt jodholdige luft.

Er det det, der sker, når naturen der gør mig så glad? At det ikke bare er at jeg fylder øjnene med udsigter, mens jeg mærker vinden, solen, regnen, livet ved at bevæge mig rundt. Men at jeg bogstaveligt fylder lungerne med en luft, der er god for mig? Jeg ved det ikke. Men ved bare, at det mere og mere igen er blevet mit andet hjem. Og mere vigtig end de lange rejser. Som jeg ikke har brug for som engang.

 

 

Erquy

Jeg er her igen. I den lille by, som jeg altid vender tilbage til. Engang havde jeg et liv her. Boede her – i et andet liv, som var mit. Dengang. Et andet liv i dette.

Jeg nærmer mig de 70 med en følelse af at have haft mange liv i ét. Et liv delt op i perioder, steder. Temaer, næsten.

Måske derfor har jeg altid haft behov for at “gemme” de mennesker, som har betydet noget fra hver fase, hvert liv. Have dem med mig – helt op til nutiden.

Og nu er jeg her igen. Erquy, Bretagne, Frankrig. Havde egentlig ikke planlagt at rejse. Netop fordi jeg bliver 70, vil jeg – endelig – fejre min fødselsdag igen, med en stor fest. Den måtte blive dette års rejse, tænkte jeg. Men længslen efter et skift i dagligdagen,  vidder, en mere barsk natur, lokkede mig alligevel ud. Og – det er aldrig til at vide, hvad fremtiden bringer, så hellere følge nuets indskydelser.

Så jeg er her igen. I mit franske liv.

Ikke det liv, der var – men som alligevel er. Lidt. De gamle venner, den gamle svigerfamilie. Udsigten, havet, klipperne. Byen er blevet større. Men naturen er den samme. Vandreturene er de samme. Engang imellem mødes de to liv. Dengang og nu smelter sammen.

Jeg går rundt og fylder øjnene med omgivelsernes skønhed. Havnen, havet, klipperne i den tidlige morgensol. Landskaberne under vandreturene. Fylder lungerne med havluften. Sanserne med oplevelsen af den lette vind, der giver små kuldegysninger, solens stråler, der lander på huden, lyden af bølgerne og fuglene. Eller der, hvor sanserne er allermest skærpede – på gåture hjem gennem en natsort by, når alle gadelygter er slukkede og intet lys trænger ud fra husene pga. skodderne. Kun stjernerne højt oppe. Og alt er tyst og trygt. Hjertet, der røres, i mødet med de mennesker, der har betydet noget for mit liv her. Vennerne – os, der var unge sammen. En omsorgsfuld ex-kæreste. Min franske familie hvor jeg midt i støjen af stemmer, der stiger, mærker en stille glæde over stadig at være en del af den.

De er her stadig – alle – når jeg dukker op.

Og som en snegl kan jeg trække mig tilbage til mit eget hus.Jeg rejste alene hertil. Jeg er meget sammen med andre. Men jeg kan være alene, når jeg har behov for det. Sikken en glæde at kunne leje den samme lejlighed igen og igen.

Mine celler optager alle indtrykkene – helt ind i sjælen, der hvor fortid og nutid smelter sammen.

 

 

Togrejser i Frankrig

Jeg lovede at fortælle lidt om togrejser i Frankrig.

Frankrig har et virkelig godt udbygget tognet, hvor mange langdistance tog er TGV = train à grande vitesse, dvs. højhastighedstog, som på nogle strækninger kører omkring 320 km/t.

Man kan bestille og købe billetter i forvejen på voyages-sncf.com

www.voyages-sncf.com/

Denne side er på engelsk. Somme tider synes jeg, at billetterne er en anelse billigere, hvis jeg går ind på den franske side. Her har jeg imidlertid haft besvær med at betale med danske kort, så udenfor Frankrig bruger jeg den engelske side.

Togbilletter er billige sammenlignet med danske. Hvis jeg vælger tog på en tilfældig dato, hvor jeg ikke har fastlagt mig på tidspunkt, finder jeg en hel side med forslag.

Jeg vælger f.eks. fra Paris til Rennes i Bretagne, en tur, som jeg tager tit. Afstanden mellem Paris og Rennes er et sted mellem 300 og 350 km, en rejse, som tager lidt over 2 timer. Der er mulighed for at vælge “alder”, hvor jeg altid klikker “over 60”. Tror ikke, at det har den større betydning, da jeg ikke har det franske årskort for pensionister, men alligevel…

Hvis jeg vælger en 2. kl. billet den 6. december ser jeg på listen til venstre, som er den billigste, 4 forskellige afgange til mellem 26 og 40 euro. Betingelsen er, at de ikke kan byttes.

Hvis jeg ønsker et større udvalg, finder jeg på liste 2 alle afgange til priser fra 40 til 80 euro. Disse kan byttes under visse betingelser. Liste 3 er fuld pris, fra 71 til 80 euro, men så kan alle byttes. Jeg vælger altid én af de billigste, for hvor tit får man egentlig brug for at bytte?

Der, hvor det bliver virkelig interessant, er hvis jeg nu søger på 1. klasse, så er der fire afgange fra 30 til 44 euro, altså lige så billige som 2. klasse, men med meget mere komfort. Se, det er rigtig godt – og jeg rejser på 1. klasse i Frankrig, hver gang, det kan lade sig gøre.

Men hvis jeg nu kommer direkte fra Danmark, lander i Charles de Gaulle lufthavnen og straks vil videre, så er der tog fra lufthavnen direkte til Rennes (udenom Paris) nogle gange om dagen. Jeg søger på afgang Paris all stations og klikker på Roissy, Charles de Gaulle til Rennes. Vupti, en liste med tre afgange: Ca. 12:50, 14:50 og 18:50. Den til 12:50 kan man få for 10 euro (en tur på næsten 3 timer). Her er dog helt specielle betingelser til den pris. Du skal rejse med kabinebagage, dvs. samme vægt og mål som i fly. Du kan købe dig til ekstra vægt, ligesom på fly. Jeg prøvede at rejse sådan, da jeg skulle hjem i oktober, og der var stor komfort. Det var faktisk en 1. klasses vogn, der var sat ind – men det med bagagen tager de virkelig alvorligt. Kun de store kufferter, som der er betalt for, må være ude på bagagehylderne. Min kuffert skulle kunne presses ind under sædet.

Men – hvis man benytter sig af sådan en billig afgang, kan man få råd til en overnatning nær lufthavnen, hvis nødvendigt. Jeg lejede et værelse på IBIS, som er blandt de billigste. Hotel formule 1 (hotel F1) skulle være endnu billigere. Og så er der gratis suttle bus til hotellerne.

Jeg tjekker lige et par andre mål, direkte fra lufthavnen, og ser, at man f.eks. kan komme til Bordeaux på under 4½ time den dag for mellem 75 og 92 euro, og helt til Nice for 97 euro (lidt under 6½ times rejse).

Så – voilà – togrejser i Frankrig!

September i Frankrig

Har været i Frankrig i ca. 3½ uge. Kom hjem igen den 7. oktober.

Det var ikke en rejs-alene-tur – undtagen lige det, at jeg til sidst rejste til Bretagne, hvor jeg igen boede i en lejlighed i 11-12 dage alene, men omgivet af gamle franske venner.

Rejsen startede nord for Nice. I Tourrettes-sur-Loups, hos et helt utroligt omsorgsfuldt og generøst værtspar. En veninde og hendes mand har haft et hus der i ca. 10 år, og vi veninder har på skift været på besøg, én til fire ad gangen. Denne gang var vi alle syv veninder fra Nibe inviteret til at komme derned og tilbringe en uge sammen. Otte kvinder og én mand.

Da det jo ikke kan kategoriseres som en rejse alene, vil jeg kun fortælle lidt om, hvor dejligt det var at opleve, hvordan vi ni personer kunne fungere let og ubesværet sammen. De store linjer havde vi besluttet på forhånd: Madlavning på skift, indkøb, når der var marked eller ifm. en køretur, morgenmad individuelt, alt efter hvornår man stod op, frokost spontan og sammen, hvis man var hjemme, aftensmad sammen, hvem, der skulle have eneværelse (jeg var én af de heldige), enhver kunne trække sig efter behov. Og når nu værtsparret lagde hus, vin, basisingredienser til os, så lagde vi gæster penge i en fælles pung til indkøb – hvor den enkeltes behov skulle tilgodeses.

Så ugen og samspillet kom til at foregå næsten organisk. Vi samarbejdede, var fleksible overfor hinanden, vi trak os og var sammen – alle eller nogle stykker ad gangen. Virkelig en god oplevelse for mig at se, at jeg absolut ikke er helt så asocial, som jeg somme tider tror, at jeg er blevet. Bare jeg har muligheden for at bevæge mig ind i og ud af samværet. Så nemt kan det være.

003

010

022

043

Da mine veninder rejste hjem til Nibe, tog jeg toget fra Nice til Paris, og mht. togrejser i Frankrig (med SNCF), vil jeg lave et indlæg specifikt om dette, for der er mulighed for at få gode og nogle gange store rabatter, der betyder, at man somme tider kan få en 1. klasses billet til ikke meget mere end en 2. klasses.

Her rejste jeg f.eks. kl. 7 morgen på en 1. klasses billet. Vognene på 1. klasse er ofte indrettet på den måde, at i én af siderne i vognen er det enkeltsæder. Dvs. en række med “enepladser”. En behagelig stol og et bord til hver enkelt. Sådan en plads havde jeg valgt. Jeg kunne bare læne mig tilbage og nyde udsigten de 900 km. 5 timer 3/4 i et højhastighedstog. For 50 euro!

På rejsen og mens jeg ventede på Gare de Lyon i Paris, nød jeg disse timer alene. Jeg havde længe ønsket at besøge “Le train bleu” igen. Det er den smukke art déco restaurant på Gare de Lyon. Jeg har kun været der én gang tidligere, men nu blev der tid til kage og kaffe her.

wp_20160920_005

Gare de Lyon udefra – så mangler jeg at finde et foto af “Le train bleu” – og kagerne.

I Paris besøgte jeg min papsøn, Morten, min datters gode storebror. Han bor i Paris med sin fransk/engelske kone og deres to børn. De har boet midt i Paris, men er nu flyttet i en lejet lejlighed i Chatou, mens de venter på, at det hus, de har købt der, bliver istandsat.

Det var dejligt at besøge dem i deres dagligdag. Have tid til at se deres nye område, det hus, de skal flytte ind i, tage med drengen, Jonathan, på 6 år i svømmehallen, se hans skole og lillesøsterens børnehave, tage på marked med Déborah, Mortens kone. Igen nyde, at i alle byer i Frankrig, store som små, og i alle forstæder, der er der et ugentligt marked. En afstikker til Paris en dag alene. Passe børnene en aften, mens forældrene var ude.

Igen en positiv oplevelse af at være “social nok” til et tæt samvær i en lille lejlighed.

Efter tre dage, tog jeg toget videre til Bretagne – til Erquy, mit hjem i Frankrig, hvor jeg havde lejet en stor lejlighed i 12 dage af en englænder. Den lejlighed lejede jeg i september måned to år i træk, i 2012 og 2013. Det var her, jeg begyndte og afsluttede skrivningen af min bog, “Efter Sara”. Forøvrigt kan man også forhandle priser på lejligheder, når man har fået kontakt direkte med udlejer. Første gang lejede jeg denne lejlighed næsten til fuld pris for en måned. Men allerede året efter – ved at kontakte udlejer direkte – fik jeg den til 600 euro for en måned. Hvilket er billigt for en stor 4-værelses lejlighed med udsigt i en populær badeby. Denne gang fik jeg 12 dage for 200 euro, fordi halvdelen af dagene var i oktober.

12 dage i Erquy, hvor jeg havde mit eget, og kom lidt ind i følelsen af at være alene på rejse, samtidig med, at alt var hjemligt, fordi jeg kender stedet så godt efter de mange år, jeg boede der i 70’erne, alle vennerne, min gamle svigerfamilie (min franske nevø og niece på nu 44 og 46 år, som stadig kalder mig tante Benthe).

Noget, der altid er forunderligt for mig, når jeg er tilbage i det franske, det er måden at diskutere på, med stemmer, der stiger og stiger. Det er også den måde, hvorpå franskmænd viser, at de ikke er bange for “at tage scenen”, f.eks. med ord midt i en fortælling, som: “Et maintenant, écoutez-moi bien” (og nu – lyt nu godt efter). Taleren, der kan holde deltagerne i ånde med: “Devinez quoi…” (Kan I gætte? – underforstået, at inden fortællingen fortsætter, må vi gætte på, hvad der så kommer). Men også afbrydelser, hvor tilhørerne begynder at gætte på, hvad der nu sker. Og måden at lægge vægt på ordene, som “mag-ni-fique” eller “mer-veill-eux” med tryk på alle stavelser og med højere stemmeføring (på dansk ville det nok være “STOR-SLÅET” og “DEEEEJ-LIGT” – eller “SKØØØØN_T”.

Man bliver virkelig nødt til at tale højt og længe for at være med – på en måde, som ville virke anmasende i Danmark.

Jeg lægger også mærke til, at den ret dårlige vane jeg kan have med at åbne parenteser, bevæge mig væk fra hovedemnet, lave sløjfer i bifortællinger – den stammer herfra. Nogle franskmænd, som jeg kender, specielt dem, der er undervisere, excellerer i dette.

Der var stadig sensommer i Bretagne, der, sidst i september. Vejr til kjole og let tøj. Det var muligt at sidde ude både tidlig morgen, før det blev lyst, og om aftenen indtil mørket faldt.

Livet gik sin stille gang med skiftevis samvær og alenetid. Som derhjemme. Og jeg fik virkelig bevæget mig, gået meget lange ture, alene eller med venner.

Naturoplevelserne i Bretagne er altid overdådige. Den ene storslåede udsigt efter den anden.

En dag, jeg gik rundt, undrede jeg mig over, hvorfor jeg har denne lyst til at rejse til “Langtbortistan”, bruge mellem 15 og 20 timer på fly og ophold i lufthavne, når jeg i Erquy og omegn finder alt det, som jeg rejser ud efter: Naturoplevelser, mulighed for at gå langt, også alene, socialt samvær med mennesker, jeg kender i forvejen, og som jeg ved, jeg møder igen. Må indrømme, at det er lidt mindre slidsomt end hele tiden etablere nye kontakter, når jeg er ude i “ukendt terræn”. Okay, jeg ved godt, at jeg også går efter, hvor billigt og godt jeg kan leve i Asien – og den sikre varme. Men tanker at brygge videre på, inden en næste rejse.

024.

005

039

041

 

 

Plads til tanker

Spidsen af Cap d’Erquy.

Mens jeg boede i Erquy, gik jeg ofte herud, når jeg havde brug for at være alene. Eller for at få styr på mine tanker, give plads til nye. Det var her de store tanker opstod – da jeg var i 20’erne.

Efter at jeg var flyttet hjem til Danmark, yndede jeg at sidde her, når jeg kom tilbage på ferie, lod alle årene passere revy, og jeg blev altid ramt af en stille lykkefølelse over at have tilbragt så stor en del af min ungdom netop her. Jeg forstod, hvorfor jeg var blevet, også når det gik dårligt mellem min franske mand og mig, at jeg var blevet, efter at vi ikke boede sammen længere. Landskabet, venskaberne, der opstod her, har været med til at forme mig som voksen, båret mig videre i livet.

Når jeg sidder her nu, er det stadig med denne følelse af lykke og glæde. Over dengang – og over nu.

Nogle dage senere – på vej hjem:

Hvor er det dog forskelligt, som jeg oplever lufthavne. Sidder i Amsterdams Lufthavn, kigger mig omkring, og selv om jeg er træt, føler jeg et øjebliks glæde over menneskemængden, oplevelsen af enhed. Her er vi. Alle på rejse, fra et sted til et andet. Så mange nationaliteter bare her i denne lille del af lufthavnen. Her sidder vi i fredeligt samvær, side om side, overfor hinanden. Nogle taler sammen, andre er optaget af computeren, læsning, eller at kigge ud i luften. Et lille nedslag i en blandet del af verdens befolkning i fredelig sameksistens – mens jeg læser om flygtninge og den unge mand i Saudi Arabien, som står til at blive halshugget, hvis ikke underskrifter fra alverden gør en forskel.

For to timer siden sad jeg i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Uglad og træt. Det gav slet ikke mening for mig at kigge ud over menneskemængden.

Og for endnu flere timer siden, lufthavnen i Rennes. Endnu mere træt. Har ikke sovet meget de sidste nætter. Har i det hele taget oplevet søvnproblemer i mange måneder. Jeg, der altid kunne sove! Ligegyldigt hvad, der skete i mit liv: Skilsmisse, sygdom, operation. Jeg har altid kunnet finde fred om natten i søvnen. Selv efter Saras død, hjalp søvnen mig hver nat til at finde ro, hvile, glemsel.

Men i flere måneder har det været anderledes. Selv under ferien i Bretagne. Et dyk i sorgen. Igen.

Jeg har skullet meget, mere end sædvanlig, når jeg var der. 14 dage er ikke nær nok, når jeg ønskede både tid til at begynde at skrive ny bog og til masser af møder med gamle venner. Vennerne kom i forgrunden. Selvfølgelig.

De sidste fem dage skete der noget hele tiden. Gik fra det ene til det næste. Og så til rengøring og pakning.

At gøre rent inden jeg forlader en lejet ferielejlighed er hårdt, synes jeg.

Til Rennes. Sove sidste nat hos en veninde der. Biograf i aftes. Sent hjem – kl. 00:30. Og her til morgen, i lufthavnen i Rennes, orkede jeg bare ikke mere snak.

Men om én flyvning mere lander jeg i Aalborg.

Dagen efter:

Synes, jeg har jetlag, selv om jeg ikke har bevæget mig gennem længdegrader og tidszoner. Kun breddegrader og lufthavne – og alligevel mere træt end efter tidsforskydninger. Den samlede rejse har jo også varet lige så længe som en rejse til Bangkok.

Jeg er vist mest ked af, at jeg ikke blev i Erquy i en hel måned. Men jeg kunne – pga. flere ting – ikke tage af sted før sidst i september. Og jeg ville være hjemme til Saras fødselsdag. Selv om hun ikke er her, kan jeg endnu ikke finde ud af at være væk på hendes fødselsdag. Som ofte også er en dag, hvor hendes veninder og andre, der har kendt hende kigger forbi.

Det er jo også det, jeg er trist over. Saras fravær, der mærkes tydeligere omkring fødselsdag, dødsdag, højtider…