Snart Paris

En kort tur til Paris i november.

Min papsøn, min datters storebror, bor der – med sin kone og to børn. Det er to år siden, jeg besøgte dem sidst, og i mellemtiden er de flyttet i hus i en forstad. Jeg så det, da jeg var der sidst. Da var det under ombygning, men jeg har ikke besøgt dem, siden de er flyttet ind. Så det glæder jeg mig rigtig meget til.

Det bliver også et lille brud på efteråret. Derfor havde jeg egentlig også tænkt mig at tage helt til Bretagne. Men altså. “To ferier i én” – det bliver for meget lige nu, synes jeg. Selv om det har trukket i mig. Så tænkte jeg: Nogle dage i et buddhistkloster i Midtfrankrig, ku’ være sagen. Men også det valgte jeg fra – til fordel for at blive i Paris et par dage mere. På den måde, at jeg besøger familien fra fredag til mandag – og tager så ind til Paris centrum i to dage. Så får jeg både tid sammen med familien og tid alene. Det føles godt at være landet der.

Kontaktede en fransk veninde fra Bretagne for at høre, om hun havde tid til at komme og være sammen med mig. Det havde hun ikke. Men at skulle nyde Paris i to dage alene føles godt. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad jeg vil se, lave. Der er tid nok.

Men hotelværelset er lige bestilt. Igen har jeg brugt tid på at tjekke airbnb og hotelværelser. Det er egentlig noget, jeg nyder at gøre. Kan huske tilbage til den tid, jeg/vi tog på familielferier, hvor megen glæde der var i det at søge bestemmelsessteder, boliger, al planlægningen, som blev en vigtig del af oplevelsen. Da jeg havde været i Nepal første gang, fik jeg ligefrem lyst til at lave en lille virksomhed, hvor jeg kunne hjælpe solorejsende med at komme til Nepal, finde steder at bo, finde rundt. Evt. være der nogle gange om året som kontaktperson. Det blev aldrig til noget – men idéen kunne jeg måske tage op igen…

Var lige ved at vælge et fint lille værelse i airbnb nær Place Pigalle. Men fandt så ud af, at faktisk – når det kun er et par nætter – så er et hotelværelse fint. Jeg skal alligevel være ude en stor del af tiden og orker vist heller ikke rigtigt at engagere mig lidt socialt i værtsparret for så kort tid. Ja, somme tider elsker jeg faktisk den anonymitet, der kan være på et hotel. Og et værelse, der bare ikke har andet end det nødvendige. Intet personligt. Det kan somme tider give vældig meget ro i sindet.

Det minder mig desuden lidt om dengang, jeg boede i Frankrig, hvor jeg nogle gange tog et lille ophold i Paris. Bare én overnatning, enten på vej til Danmark eller på vej hjem. Ligesom togrejsen blev det en lille pause mellem det liv, jeg forlod, og det, jeg var på vej til.

Valget blev Hotel Cambrai. Jeg kender det – og var der sidst med Saras far, for fire år siden, da vi skulle ned og se hans nyfødte yngste barnebarn. Hotellet ligger i gåafstand fra Gare du Nord – hvad der er rigtig godt, når jeg skal af sted derfra ved 9-tiden om onsdagen for at komme til Charles de Gaulle lufthavnen.

Og så havde de lige pt. et godt tilbud. To nætter for 100 euro. Det er virkelig billigt i Paris.

Jeg kan da vist kalde mig single-rejsende et par dage igen. En lille rejse alene.

Familieferie

Bretagne igen. Ja, det er ved at være noget siden. Kom hjem for lidt over en måned siden med fire gode uger i bagagen. Det var jo en familieferie denne gang i de to af ugerne. Min bror, hans datter/min niece, hendes mand og børn kom derned. Jeg var ankommet og kunne tage imod dem i den lejlighed, vi havde lejet sammen. Nemt og godt og ligetil at holde fælles ferie. Jeg nød, at dele mit franske liv lidt med dem, at de lærte min by, Erquy, og Bretagne at kende. Ja, min bror kendte det jo i forvejen. Han besøgte mig tit, mens jeg boede der. Men det var trods alt 40 år siden, han havde været der sidst. Nød hans glæde over at være her igen. Nød alle vores samtaler. De fine øjeblikke med min niece, hvor jeg følte den nærhed, som er kommet mellem os. Diskussioner om alt muligt med hendes mand. Strand og udflugter. At se børnene nyde havet, klipperne. Gå ture med dem i et terræn, de ikke har oplevet før.

           

 

Bagefter havde jeg en uge i den lejlighed, jeg plejer at leje, en uge til at dykke ned i mit franske liv. Men jeg savnede dem faktisk, da de var rejst. Og en uge er lidt for kort til det franske liv. Det var også min datters dødsdag, mens jeg var der. En grund til at isolere mig lidt, mindes hende, meditere for at have en slags møde. se indlæg i bloggen Efter Sara HER 

Inden Erquy havde jeg et par dage i Rennes med min franske ex-svigerfamilie. Boede hos min svigerinde og svoger, mødtes med hele familien, deres børn på nu 47 og 48, som  stadig kalder mig Tante Benthe, svigerbørn, børnebørn. Nød igen at være en del af dén familie, som stadig er min. Efter Erquy igen Rennes nogle dage, denne gang hos en veninde.

Da jeg kom hjem var det med følelsen af ikke at ha’ fået nok. Jeg må derned snart igen.

Ville gerne dele min tid lidt mere mellem Bretagne og Danmark. Hellere det end de lange rejser. Det har jeg allerede fortalt. Men det bliver mere og mere tydeligt.

Det går op for mig, at jeg er glad der. Erquy gør mig glad.

På en anden måde end hjemme. Ikke, at jeg ikke er glad her. Men, hvordan forklare det? Næsten lykkelig. Det, som man ellers kun bliver i glimt. Og jeg undrer mig lidt over hvorfor. Jeg lever jo et dagligliv der. Ikke meget anderledes end herhjemme. Små, banale daglige ting. Indkøb, mad, gåture, mødes med vennerne. Ligesom herhjemme. Vennerne er ikke “bedre” der end her. Og alligevel er der denne lykkefølelse. Husker, at første gang jeg oplevede 24 timer uden overvældende sorg efter min datters død, det var i Erquy. To år efter hendes død. Jeg kan huske, at jeg på andendagen var gået ud for at sætte mig på en klippe, kigge ud over havet i den begyndende solnedgang. Og det gik op for mig, at jeg havde oplevet et helt døgn uden sorg og negative tanker.

Da jeg igen tænkte på alt dette, huskede jeg pludselig min franske svigerfars ord fra for snart 40 år siden. Om, hvordan han næsten ikke kunne holde ud at være væk fra havet. At han følte sig bedst til pas, lettere til mode, når han var i sit sommerhus. Han mente, at det var den jodholdige luft, der var god for ham. At han havde brug for disse jod-ioner, som han udtrykte det. Jeg googlede lidt om jodholdig luft – og fandt faktisk et par resultater, hvor et område i Bretagne og ved den spanske Allicante-kyst bliver fremhævet pga. den specielt jodholdige luft.

Er det det, der sker, når naturen der gør mig så glad? At det ikke bare er at jeg fylder øjnene med udsigter, mens jeg mærker vinden, solen, regnen, livet ved at bevæge mig rundt. Men at jeg bogstaveligt fylder lungerne med en luft, der er god for mig? Jeg ved det ikke. Men ved bare, at det mere og mere igen er blevet mit andet hjem. Og mere vigtig end de lange rejser. Som jeg ikke har brug for som engang.

 

 

Erquy

Jeg er her igen. I den lille by, som jeg altid vender tilbage til. Engang havde jeg et liv her. Boede her – i et andet liv, som var mit. Dengang. Et andet liv i dette.

Jeg nærmer mig de 70 med en følelse af at have haft mange liv i ét. Et liv delt op i perioder, steder. Temaer, næsten.

Måske derfor har jeg altid haft behov for at “gemme” de mennesker, som har betydet noget fra hver fase, hvert liv. Have dem med mig – helt op til nutiden.

Og nu er jeg her igen. Erquy, Bretagne, Frankrig. Havde egentlig ikke planlagt at rejse. Netop fordi jeg bliver 70, vil jeg – endelig – fejre min fødselsdag igen, med en stor fest. Den måtte blive dette års rejse, tænkte jeg. Men længslen efter et skift i dagligdagen,  vidder, en mere barsk natur, lokkede mig alligevel ud. Og – det er aldrig til at vide, hvad fremtiden bringer, så hellere følge nuets indskydelser.

Så jeg er her igen. I mit franske liv.

Ikke det liv, der var – men som alligevel er. Lidt. De gamle venner, den gamle svigerfamilie. Udsigten, havet, klipperne. Byen er blevet større. Men naturen er den samme. Vandreturene er de samme. Engang imellem mødes de to liv. Dengang og nu smelter sammen.

Jeg går rundt og fylder øjnene med omgivelsernes skønhed. Havnen, havet, klipperne i den tidlige morgensol. Landskaberne under vandreturene. Fylder lungerne med havluften. Sanserne med oplevelsen af den lette vind, der giver små kuldegysninger, solens stråler, der lander på huden, lyden af bølgerne og fuglene. Eller der, hvor sanserne er allermest skærpede – på gåture hjem gennem en natsort by, når alle gadelygter er slukkede og intet lys trænger ud fra husene pga. skodderne. Kun stjernerne højt oppe. Og alt er tyst og trygt. Hjertet, der røres, i mødet med de mennesker, der har betydet noget for mit liv her. Vennerne – os, der var unge sammen. En omsorgsfuld ex-kæreste. Min franske familie hvor jeg midt i støjen af stemmer, der stiger, mærker en stille glæde over stadig at være en del af den.

De er her stadig – alle – når jeg dukker op.

Og som en snegl kan jeg trække mig tilbage til mit eget hus.Jeg rejste alene hertil. Jeg er meget sammen med andre. Men jeg kan være alene, når jeg har behov for det. Sikken en glæde at kunne leje den samme lejlighed igen og igen.

Mine celler optager alle indtrykkene – helt ind i sjælen, der hvor fortid og nutid smelter sammen.

 

 

Togrejser i Frankrig

Jeg lovede at fortælle lidt om togrejser i Frankrig.

Frankrig har et virkelig godt udbygget tognet, hvor mange langdistance tog er TGV = train à grande vitesse, dvs. højhastighedstog, som på nogle strækninger kører omkring 320 km/t.

Man kan bestille og købe billetter i forvejen på voyages-sncf.com

www.voyages-sncf.com/

Denne side er på engelsk. Somme tider synes jeg, at billetterne er en anelse billigere, hvis jeg går ind på den franske side. Her har jeg imidlertid haft besvær med at betale med danske kort, så udenfor Frankrig bruger jeg den engelske side.

Togbilletter er billige sammenlignet med danske. Hvis jeg vælger tog på en tilfældig dato, hvor jeg ikke har fastlagt mig på tidspunkt, finder jeg en hel side med forslag.

Jeg vælger f.eks. fra Paris til Rennes i Bretagne, en tur, som jeg tager tit. Afstanden mellem Paris og Rennes er et sted mellem 300 og 350 km, en rejse, som tager lidt over 2 timer. Der er mulighed for at vælge “alder”, hvor jeg altid klikker “over 60”. Tror ikke, at det har den større betydning, da jeg ikke har det franske årskort for pensionister, men alligevel…

Hvis jeg vælger en 2. kl. billet den 6. december ser jeg på listen til venstre, som er den billigste, 4 forskellige afgange til mellem 26 og 40 euro. Betingelsen er, at de ikke kan byttes.

Hvis jeg ønsker et større udvalg, finder jeg på liste 2 alle afgange til priser fra 40 til 80 euro. Disse kan byttes under visse betingelser. Liste 3 er fuld pris, fra 71 til 80 euro, men så kan alle byttes. Jeg vælger altid én af de billigste, for hvor tit får man egentlig brug for at bytte?

Der, hvor det bliver virkelig interessant, er hvis jeg nu søger på 1. klasse, så er der fire afgange fra 30 til 44 euro, altså lige så billige som 2. klasse, men med meget mere komfort. Se, det er rigtig godt – og jeg rejser på 1. klasse i Frankrig, hver gang, det kan lade sig gøre.

Men hvis jeg nu kommer direkte fra Danmark, lander i Charles de Gaulle lufthavnen og straks vil videre, så er der tog fra lufthavnen direkte til Rennes (udenom Paris) nogle gange om dagen. Jeg søger på afgang Paris all stations og klikker på Roissy, Charles de Gaulle til Rennes. Vupti, en liste med tre afgange: Ca. 12:50, 14:50 og 18:50. Den til 12:50 kan man få for 10 euro (en tur på næsten 3 timer). Her er dog helt specielle betingelser til den pris. Du skal rejse med kabinebagage, dvs. samme vægt og mål som i fly. Du kan købe dig til ekstra vægt, ligesom på fly. Jeg prøvede at rejse sådan, da jeg skulle hjem i oktober, og der var stor komfort. Det var faktisk en 1. klasses vogn, der var sat ind – men det med bagagen tager de virkelig alvorligt. Kun de store kufferter, som der er betalt for, må være ude på bagagehylderne. Min kuffert skulle kunne presses ind under sædet.

Men – hvis man benytter sig af sådan en billig afgang, kan man få råd til en overnatning nær lufthavnen, hvis nødvendigt. Jeg lejede et værelse på IBIS, som er blandt de billigste. Hotel formule 1 (hotel F1) skulle være endnu billigere. Og så er der gratis suttle bus til hotellerne.

Jeg tjekker lige et par andre mål, direkte fra lufthavnen, og ser, at man f.eks. kan komme til Bordeaux på under 4½ time den dag for mellem 75 og 92 euro, og helt til Nice for 97 euro (lidt under 6½ times rejse).

Så – voilà – togrejser i Frankrig!

September i Frankrig

Har været i Frankrig i ca. 3½ uge. Kom hjem igen den 7. oktober.

Det var ikke en rejs-alene-tur – undtagen lige det, at jeg til sidst rejste til Bretagne, hvor jeg igen boede i en lejlighed i 11-12 dage alene, men omgivet af gamle franske venner.

Rejsen startede nord for Nice. I Tourrettes-sur-Loups, hos et helt utroligt omsorgsfuldt og generøst værtspar. En veninde og hendes mand har haft et hus der i ca. 10 år, og vi veninder har på skift været på besøg, én til fire ad gangen. Denne gang var vi alle syv veninder fra Nibe inviteret til at komme derned og tilbringe en uge sammen. Otte kvinder og én mand.

Da det jo ikke kan kategoriseres som en rejse alene, vil jeg kun fortælle lidt om, hvor dejligt det var at opleve, hvordan vi ni personer kunne fungere let og ubesværet sammen. De store linjer havde vi besluttet på forhånd: Madlavning på skift, indkøb, når der var marked eller ifm. en køretur, morgenmad individuelt, alt efter hvornår man stod op, frokost spontan og sammen, hvis man var hjemme, aftensmad sammen, hvem, der skulle have eneværelse (jeg var én af de heldige), enhver kunne trække sig efter behov. Og når nu værtsparret lagde hus, vin, basisingredienser til os, så lagde vi gæster penge i en fælles pung til indkøb – hvor den enkeltes behov skulle tilgodeses.

Så ugen og samspillet kom til at foregå næsten organisk. Vi samarbejdede, var fleksible overfor hinanden, vi trak os og var sammen – alle eller nogle stykker ad gangen. Virkelig en god oplevelse for mig at se, at jeg absolut ikke er helt så asocial, som jeg somme tider tror, at jeg er blevet. Bare jeg har muligheden for at bevæge mig ind i og ud af samværet. Så nemt kan det være.

003

010

022

043

Da mine veninder rejste hjem til Nibe, tog jeg toget fra Nice til Paris, og mht. togrejser i Frankrig (med SNCF), vil jeg lave et indlæg specifikt om dette, for der er mulighed for at få gode og nogle gange store rabatter, der betyder, at man somme tider kan få en 1. klasses billet til ikke meget mere end en 2. klasses.

Her rejste jeg f.eks. kl. 7 morgen på en 1. klasses billet. Vognene på 1. klasse er ofte indrettet på den måde, at i én af siderne i vognen er det enkeltsæder. Dvs. en række med “enepladser”. En behagelig stol og et bord til hver enkelt. Sådan en plads havde jeg valgt. Jeg kunne bare læne mig tilbage og nyde udsigten de 900 km. 5 timer 3/4 i et højhastighedstog. For 50 euro!

På rejsen og mens jeg ventede på Gare de Lyon i Paris, nød jeg disse timer alene. Jeg havde længe ønsket at besøge “Le train bleu” igen. Det er den smukke art déco restaurant på Gare de Lyon. Jeg har kun været der én gang tidligere, men nu blev der tid til kage og kaffe her.

wp_20160920_005

Gare de Lyon udefra – så mangler jeg at finde et foto af “Le train bleu” – og kagerne.

I Paris besøgte jeg min papsøn, Morten, min datters gode storebror. Han bor i Paris med sin fransk/engelske kone og deres to børn. De har boet midt i Paris, men er nu flyttet i en lejet lejlighed i Chatou, mens de venter på, at det hus, de har købt der, bliver istandsat.

Det var dejligt at besøge dem i deres dagligdag. Have tid til at se deres nye område, det hus, de skal flytte ind i, tage med drengen, Jonathan, på 6 år i svømmehallen, se hans skole og lillesøsterens børnehave, tage på marked med Déborah, Mortens kone. Igen nyde, at i alle byer i Frankrig, store som små, og i alle forstæder, der er der et ugentligt marked. En afstikker til Paris en dag alene. Passe børnene en aften, mens forældrene var ude.

Igen en positiv oplevelse af at være “social nok” til et tæt samvær i en lille lejlighed.

Efter tre dage, tog jeg toget videre til Bretagne – til Erquy, mit hjem i Frankrig, hvor jeg havde lejet en stor lejlighed i 12 dage af en englænder. Den lejlighed lejede jeg i september måned to år i træk, i 2012 og 2013. Det var her, jeg begyndte og afsluttede skrivningen af min bog, “Efter Sara”. Forøvrigt kan man også forhandle priser på lejligheder, når man har fået kontakt direkte med udlejer. Første gang lejede jeg denne lejlighed næsten til fuld pris for en måned. Men allerede året efter – ved at kontakte udlejer direkte – fik jeg den til 600 euro for en måned. Hvilket er billigt for en stor 4-værelses lejlighed med udsigt i en populær badeby. Denne gang fik jeg 12 dage for 200 euro, fordi halvdelen af dagene var i oktober.

12 dage i Erquy, hvor jeg havde mit eget, og kom lidt ind i følelsen af at være alene på rejse, samtidig med, at alt var hjemligt, fordi jeg kender stedet så godt efter de mange år, jeg boede der i 70’erne, alle vennerne, min gamle svigerfamilie (min franske nevø og niece på nu 44 og 46 år, som stadig kalder mig tante Benthe).

Noget, der altid er forunderligt for mig, når jeg er tilbage i det franske, det er måden at diskutere på, med stemmer, der stiger og stiger. Det er også den måde, hvorpå franskmænd viser, at de ikke er bange for “at tage scenen”, f.eks. med ord midt i en fortælling, som: “Et maintenant, écoutez-moi bien” (og nu – lyt nu godt efter). Taleren, der kan holde deltagerne i ånde med: “Devinez quoi…” (Kan I gætte? – underforstået, at inden fortællingen fortsætter, må vi gætte på, hvad der så kommer). Men også afbrydelser, hvor tilhørerne begynder at gætte på, hvad der nu sker. Og måden at lægge vægt på ordene, som “mag-ni-fique” eller “mer-veill-eux” med tryk på alle stavelser og med højere stemmeføring (på dansk ville det nok være “STOR-SLÅET” og “DEEEEJ-LIGT” – eller “SKØØØØN_T”.

Man bliver virkelig nødt til at tale højt og længe for at være med – på en måde, som ville virke anmasende i Danmark.

Jeg lægger også mærke til, at den ret dårlige vane jeg kan have med at åbne parenteser, bevæge mig væk fra hovedemnet, lave sløjfer i bifortællinger – den stammer herfra. Nogle franskmænd, som jeg kender, specielt dem, der er undervisere, excellerer i dette.

Der var stadig sensommer i Bretagne, der, sidst i september. Vejr til kjole og let tøj. Det var muligt at sidde ude både tidlig morgen, før det blev lyst, og om aftenen indtil mørket faldt.

Livet gik sin stille gang med skiftevis samvær og alenetid. Som derhjemme. Og jeg fik virkelig bevæget mig, gået meget lange ture, alene eller med venner.

Naturoplevelserne i Bretagne er altid overdådige. Den ene storslåede udsigt efter den anden.

En dag, jeg gik rundt, undrede jeg mig over, hvorfor jeg har denne lyst til at rejse til “Langtbortistan”, bruge mellem 15 og 20 timer på fly og ophold i lufthavne, når jeg i Erquy og omegn finder alt det, som jeg rejser ud efter: Naturoplevelser, mulighed for at gå langt, også alene, socialt samvær med mennesker, jeg kender i forvejen, og som jeg ved, jeg møder igen. Må indrømme, at det er lidt mindre slidsomt end hele tiden etablere nye kontakter, når jeg er ude i “ukendt terræn”. Okay, jeg ved godt, at jeg også går efter, hvor billigt og godt jeg kan leve i Asien – og den sikre varme. Men tanker at brygge videre på, inden en næste rejse.

024.

005

039

041

 

 

Plads til tanker

Spidsen af Cap d’Erquy.

Mens jeg boede i Erquy, gik jeg ofte herud, når jeg havde brug for at være alene. Eller for at få styr på mine tanker, give plads til nye. Det var her de store tanker opstod – da jeg var i 20’erne.

Efter at jeg var flyttet hjem til Danmark, yndede jeg at sidde her, når jeg kom tilbage på ferie, lod alle årene passere revy, og jeg blev altid ramt af en stille lykkefølelse over at have tilbragt så stor en del af min ungdom netop her. Jeg forstod, hvorfor jeg var blevet, også når det gik dårligt mellem min franske mand og mig, at jeg var blevet, efter at vi ikke boede sammen længere. Landskabet, venskaberne, der opstod her, har været med til at forme mig som voksen, båret mig videre i livet.

Når jeg sidder her nu, er det stadig med denne følelse af lykke og glæde. Over dengang – og over nu.

Nogle dage senere – på vej hjem:

Hvor er det dog forskelligt, som jeg oplever lufthavne. Sidder i Amsterdams Lufthavn, kigger mig omkring, og selv om jeg er træt, føler jeg et øjebliks glæde over menneskemængden, oplevelsen af enhed. Her er vi. Alle på rejse, fra et sted til et andet. Så mange nationaliteter bare her i denne lille del af lufthavnen. Her sidder vi i fredeligt samvær, side om side, overfor hinanden. Nogle taler sammen, andre er optaget af computeren, læsning, eller at kigge ud i luften. Et lille nedslag i en blandet del af verdens befolkning i fredelig sameksistens – mens jeg læser om flygtninge og den unge mand i Saudi Arabien, som står til at blive halshugget, hvis ikke underskrifter fra alverden gør en forskel.

For to timer siden sad jeg i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Uglad og træt. Det gav slet ikke mening for mig at kigge ud over menneskemængden.

Og for endnu flere timer siden, lufthavnen i Rennes. Endnu mere træt. Har ikke sovet meget de sidste nætter. Har i det hele taget oplevet søvnproblemer i mange måneder. Jeg, der altid kunne sove! Ligegyldigt hvad, der skete i mit liv: Skilsmisse, sygdom, operation. Jeg har altid kunnet finde fred om natten i søvnen. Selv efter Saras død, hjalp søvnen mig hver nat til at finde ro, hvile, glemsel.

Men i flere måneder har det været anderledes. Selv under ferien i Bretagne. Et dyk i sorgen. Igen.

Jeg har skullet meget, mere end sædvanlig, når jeg var der. 14 dage er ikke nær nok, når jeg ønskede både tid til at begynde at skrive ny bog og til masser af møder med gamle venner. Vennerne kom i forgrunden. Selvfølgelig.

De sidste fem dage skete der noget hele tiden. Gik fra det ene til det næste. Og så til rengøring og pakning.

At gøre rent inden jeg forlader en lejet ferielejlighed er hårdt, synes jeg.

Til Rennes. Sove sidste nat hos en veninde der. Biograf i aftes. Sent hjem – kl. 00:30. Og her til morgen, i lufthavnen i Rennes, orkede jeg bare ikke mere snak.

Men om én flyvning mere lander jeg i Aalborg.

Dagen efter:

Synes, jeg har jetlag, selv om jeg ikke har bevæget mig gennem længdegrader og tidszoner. Kun breddegrader og lufthavne – og alligevel mere træt end efter tidsforskydninger. Den samlede rejse har jo også varet lige så længe som en rejse til Bangkok.

Jeg er vist mest ked af, at jeg ikke blev i Erquy i en hel måned. Men jeg kunne – pga. flere ting – ikke tage af sted før sidst i september. Og jeg ville være hjemme til Saras fødselsdag. Selv om hun ikke er her, kan jeg endnu ikke finde ud af at være væk på hendes fødselsdag. Som ofte også er en dag, hvor hendes veninder og andre, der har kendt hende kigger forbi.

Det er jo også det, jeg er trist over. Saras fravær, der mærkes tydeligere omkring fødselsdag, dødsdag, højtider…

Havnen i Erquy

Da jeg boede her, var havnen meget anderledes.

For det første selve havnebassinet. Dengang lå alle fiskekutterne indenfor den gamle mole. Nu er der en ny mole, og derude ligger fiskekutterne nu, Ved den gamle mole ligger sejlbådene og små motorbåde. Så det er meget, meget anderledes at kigge ud på havnebassinet. Dengang var det en oplevlese hver dag at se de måske 100 kuttere sejle ud med tidevandet, der trak sig, tilbage, når det steg. Nu ligner havnen en almindelig lystsejlerhavn, og herfra, hvor jeg bor, kan jeg ikke holde øje med fiskekutterne.

Der er langt mindre fiskeri nu. Og fiskerne er lidt mindre afhængige af at komme ud inden lavvande, eftersom den ny havn er fyldt en større del af tiden.

Dog ikke altid, som disse fotos viser;

Cap d'Erquy 025

Cap d'Erquy 027

Før var det den evige skiften mellem ebbe og flod, som styrede fiskernes arbejdstid. Jeg ved det i den grad, for jeg var gift med en fisker. Den unge franskmand, jeg havde mødt i Sverige, besluttede sig efter et par år at forlade sine studier og blive fisker. Dengang sidst i 60’erne, da man brød med normerne, søgte tilbage til naturen.

Men lystbådhavn eller ej, så er det dejligt at sidde på min altan, spise morgenmad eller frokost, mens jeg kigger ud. Eller bare sidde og glo, meditativt, ud over vandet, havnen.

WP_20150930_004

Erquy, Bretagne

Jeg er i Erquy. Igen. Hvor mange gange har jeg egentlig været her, efter at jeg flyttede hjem til Danmark i 1980? Ca. 15 gange?

Jeg flyttede hjem til Danmark, ja. Men når jeg er her, er det som at komme hjem igen. Alt det levede liv gennem 10½ år fra først i 20’erne til først i 30’erne. De år, man bliver voksen i, de år tilbragte jeg her. De år, hvor man grundlægger nye venskaber for livet, det var her, de begyndte for mig. Jeg fik min socialpædagoguddannelse her, jeg arbejdede her. Jeg var også gift, her, med en franskmand, som jeg havde mødt på en blaffertur i Sverige.

Da jeg kom hertil for tre år siden, to år efter min datters død og for første gang i fem år, da oplevede jeg meget stærkt en følelse af at komme hjem, føle mig velkommen, ikke bare af gamle venner, men som om hele byen og landskabet her omkring, bød mig velkommen. Jeg følte mig fuldkommen omsluttet, tryg og glad. Jeg husker, at på andendagen, da jeg var flyttet ind i den lejlighed, som jeg skulle bo i den næste måned, da gik jeg en lang tur ud til stranden, hen over klipperne, satte mig ned og så på den begyndende solnedgang. Lige der gik det op for mig, at for første gang siden Saras død, havde jeg været stabilt glad i 24 timer. Og det fortsatte, mens jeg var her. Selv om jeg begyndte at skrive på bogen Efter Sara, og der var øjeblikke med følelsesmæssigt overvældende minder, så oplevede jeg en grundfølelse af glæde modsat de sidste over to år, hvor grundfølelsen altid var sorg og savn. (Se blog www.eftersara.dk )

Jeg overvejede, om det mon var fordi jeg her på det ubevidste plan kom i kontakt med min grundfølelse fra dengang, ungdommens optimisme, som overvandt alt. Årene, hvor jeg blev skilt, min mor blev syg og døde, men intet rystede mig i min grundvold, som Saras død gjorde.

Jeg var her igen i 2013. Når jeg siden min oplevelse af stabil glæde i 2012 er rejst andre steder hen, har jeg altid den første dag tænkt: ”Hvorfor nu her, når jeg føler mig hjemme og glad i Bretagne?” Og nu er jeg her igen. Denne gang i en lille lejlighed på havnen. Det sted, jeg har lejet to gange, ligger lidt uden for byen, og jeg ved, at i oktober, når de sidste feriegæster har forladt området, så er der meget øde. Sidste gang, rejste jeg hjem først i oktober, og de sidste aftener var gadelyset slukket allerede i udkanten af byen, så jeg måtte gå hjem under natsort himmel. Det har jeg ikke lyst til at gøre i to uger.

Denne gang skal jeg ”kun” være her i to uger. Jeg siger ”kun”, fordi jeg er så vant til at være udenfor Danmark en måned ad gangen. Men her – her er to uger alligevel nok til at glide ind i en slags dagligliv, som igen bliver mit for en tid. Møde med gamle venner, gammel svigerfamilie, lange vandringer i de storslåede landskaber, på klipperne langs strandene.

Cap d'Erquy 070

Cap d'Erquy 100

Jeg fik min lejlighed i forgårs efter at have tilbragt et par dage hos en gammel veninde i Bretagnes største by, Rennes. Og allerede i går landede jeg, sådan rigtigt, med den der hjemmefølelse.

Selv om jeg kunne bo rundt omkring hos venner, vælger jeg altid nu at leje min egen lejlighed. Tidligere, selv når jeg var her med mand og børn (vores datter og min mands søn), boede vi mest hos venner og familie, en enkelt gang camping, en enkelt gang nogle dage på hotel.

Men det kan jeg ikke længere finde ud af, det der med at bo længere tid ad gangen hos nogen, eller flytte fra den ene til den anden. Her har jeg mit eget. Jeg kan selv invitere. Det er også med til at gøre det hjemligt.

To små altaner har jeg, udenfor soveværelset og udenfor stuen. Vejret er så godt, at jeg kan spise min morgenmad ude. Har en masse aftaler, men også tid til at være alene. Som jeg jo har brug for.

WP_20150930_003 WP_20150930_005

Sverige i august, Bretagne i oktober

Det er flere måneder siden jeg sidst var på rejse – bortset fra en lille uges tid i Sverige i august. En veninde-tur med masser af snak, gode traveture, færgen til en ø i Skærgården ved Kalskrona, vidunderlige frokostrestauranter, en magisk hjemtur langs noget af Sveriges sydkyst med besøg inden solnedgangen ved stensætningen Ales Stenar.

Egentlig skulle jeg have været i Bosnien i juli. En aftale om at besøge en bosnisk familie, som jeg kender, mens de var i deres hjemland på sommerferie. Men en operation i tårekanalen satte desværre en stopper for denne rejse. Den er nu udsat til næste sommer.

Måske led jeg endnu mere under det dårlige juli-vejr, fordi det hele tiden mindede mig om, at jeg kunne ha’ været i den varme bosniske sommer. Faktisk har jeg efterfølgende hørt, at det var den varmeste i årevis.

Men om en uge tager jeg til Bretagne. Ikke så længe, to og en halv uge. I 2012 og 2013 tilbragte jeg hele september måned i den by i Bretagne, hvor jeg engang boede i en 10-års periode. Havde lejet en lejlighed – primært for at skrive på en bog. Jeg påbegyndte den i september 2012 og afsluttede den i september 2013.

Bogen er først udkommet i år, for jeg blev selvfølgelig ikke helt færdig dernede. Efterredigering herhjemme, så den lange tur gennem forlag og endnu flere redigeringer ift. den feed back jeg fik. Og efter at have fundet et forlag, som ville udgive, ja, så var der igen finpudsning af manuskriptet.

Det var en bog, som var nødvendig for mig at skrive. Bogen om mit liv, efter at min datter døde i en trafikulykke for fem år siden. En anden slags rejse ude i sorgen og savnets land.

Når jeg nu tager til Bretagne igen, er det både for at møde gamle venner, gammel svigerfamilie, og for at skrive igen. Jeg er parat til at begynde på et nyt manuskript.

Denne gang lejer jeg en lille lejlighed på havnen i Erquy. De to andre gange boede jeg lidt udenfor byen, men eftersom turistsæsonen nu er definitivt overstået, ved jeg, at der vil være temmelig øde i det område. Så det føles bedre at være i byen. Og der er aldrig langt til naturskønne steder.

Jeg synes det har været svært og langsommeligt at booke flybilletter denne gang. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der har det sådan, men at booke fly til “langtbortistan” er på mange måder nemmere end at booke fly indenfor Europa. Når jeg tager på langtur, er der så meget, som oftest er indeholdt i flybilletten: Medfølgende bagage uden ekstra tillæg, mad på rejsen. Men skal jeg til Paris er det absolut ikke sikkert, at billige billetter er billige, når det kommer til stykket. Jeg er oppe imod afgangstider, som enten ligger alt for tidligt om morgenen, eller ankomsttider for sent til at rejse videre den dag – og så skal jeg ud og finde hotel. Eller ankomst til Orly lufthavnen, når jeg skal nå hurtigt videre fra Charles de Gaulle. Eller at jeg, når jeg er godt gennem et tilsyneladende godt tilbud, opdager, at medfølgende bagage koster over 250 kr. – hver vej.

Jeg er nu igen en gang havnet med almindelige Air France/KLM billetter til lidt over 3000 kr. Aalborg – Rennes (Frankrig) retur. Men det er absolut det bedste, jeg kan finde.

Når jeg ankommer til Rennes, bliver jeg hentet af en fransk veninde fra ungdommen, bliver der et par dage – og så videre ca. 100 km med tog. Der kommer et vennepar – også fra ungdommens tid (jamen det er de næsten alle sammen) og kører mig til Erquy, hvor de også bor.

Jeg begynder at glæde mig. Rigtig meget. Jamen at bo i Erquy, selv for en kort periode, er som at komme hjem, være i omgivelser, hvor jeg straks glider ind i et dagligliv, som jeg mærker, at jeg har savnet, når jeg pludselig er der igen. Det er meget anderledes end mine rejser til Asien. Stille, rolig glæde.

 

 

At rejse alene

Min glæde ved at rejse opstod, mens jeg i min ungdom blaffede rundt i Europa og Tyrkiet. Senere boede jeg i Bretagne i Frankrig i 10 år. Dengang da flyrejser var dyre, og en togrejse fra Bretagne til Aalborg tog mindst 24 timer. Én, højst to gange om året tog jeg på ferie i Danmark. Togrejsen var ikke kun trættende. Den blev en oplevelse i sig selv – og for mig helt alene. En tid mellem det liv, jeg nu for en tid forlod – og det danske liv, som jeg for en tid vendte tilbage til.

Tilbage i Danmark fulgte et familieliv i 18 år med ferierejser sydpå i bil, eller charterrejser, hvor vi brugte hotellet som basis til rejser rundt i det land, vi var i.

I 2004 blev jeg alene igen. Min mand og jeg flyttede fra hinanden, min datter var på vej til at flytte ud i verden, og bonussønnen var for længst derude. Jeg skulle til at finde ud af, hvordan jeg så ville holde ferier, hvordan jeg ville rejse, og mit første spæde forsøg alene blev en dejlig oplevelse. Jeg havde meldt mig til en uges kursus i Assisi, så jeg havde en base, hvor der foregik noget nogle timer hver dag. Men jeg fandt lige så megen glæde ved at gå på opdagelse alene – i byen og i området omkring.

Da min datter året efter tog til Kina i et halvt år, var det oplagt, at jeg skulle besøge hende. Men jeg besluttede mig for, at jeg først ville tage et par uger til en tibetansk provins på kanten af det tibetanske plateau. Det var en gammel drøm, der blev til virkelighed, og det viste sig at være nemt at rejse rundt alene, til trods for en lille bæven, da jeg den første dag stod på Beijings banegård for i et mylder af mennesker og kinesiske skrifttegn at finde den rigtige perron og toget, som skulle bringe mig 24 timers rejse vest på. Mennesker er jo hjælpsomme – og verden er ikke så farlig, som nogen tror. Jeg havde jo også et mål, fordi jeg sidst på rejsen skulle jeg tilbage til Beijing, hvor min datter ville møde mig, så vi sammen kunne tage til den by, hvor hun arbejdede. Det var en slags tryghed.

Og mine rejser alene ud i verden var nu en begyndende succes.

Jeg vil gerne dele min glæde ved at rejse alene, overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er.