Om tidligere rejser – og Sahara 1984

At rejse har været en effektiv kamp mod tiden. Hele planlægningsfasen, hvor tiden næsten står stille. Følelsen af, at der er lang tid til afrejsen. Spændingen. Rejsens første dage. Intensiteten i opdagelsen, udforskningen af det nye sted. Langt fra dagligdagens små gentagelser, rutiner, vaner. I skæret af, at alt er nyt, får tiden den fylde, som nogle gange kan mangle i dagligdagen.

Når jeg tænker på mine mange rejser, kan jeg se, at motivationen også lå i at finde ro, være alene, finde mening. Nogle gange for at komme væk fra en form for kaos til et nyt kaos, som var nemmere at finde mening i .

Jeg har boet på fredelige klostre eller deltaget i kurser på andre. Mediteret. Holdt mund i 10 døgn, Siddet alene og spist eller sammen med tilfældige mennesker mødt på rejsen. Eller kaffebord i Sweet Seed Bakery i udkanten af Kathmandu omgivet af nye bekendte fra klostrets Guest House..

Jeg har siddet på bjergsider og prøvet at finde sjælens ro.

Jeg har boet alene på hoteller, guesthouses, airbnb.

Jeg har bevæget mig ud og ind i strømmen af mennesker i fjerne storbyer, sat mig for at glo og for et øjeblik være vidne til de liv, der går forbi. Forestillet mig alt muligt, uden at vide ret meget.

Gang på gang på lange flyrejser. På vejen ud oftest med spørgsmålet: ”Hvorfor gør jeg dog det igen.? Men ankommet og med udmattelsen, der hurtigt veg for nysgerrigheden var svaret ”Derfor.” På vejen hjem blev det med tiden mere strabadserende, og i stedet for spørgsmål om hvorfor, svor jeg – næsten – at jeg aldrig ville gøre det igen. Slet ikke når udmattelsen efter rejsen satte sig til en forkølelse, som bare ikke vil forsvinde. Men efter en tid dukkede uroen op igen sammen med tanken om, at ”Derude er der ro.” Og lysten til endnu en rejse var allerede opstået. Det lykkedes stadigvæk at bilde mig selv ind, at derude følte jeg mig mere i live. Følte, at kroppen stadig var stærk. At jeg levede mere intenst. At jeg stadig kunne det, som mange andre hverken kan eller tør.

Jeg har før fortalt, at de lange rejser nok er et overstået kapitel. Men coronatiden har vækket længslen. Og mange minder om tidligere rejser er dukket op. Algeriet, som jeg vist aldrig fik fortalt om, dukkede op flere gange. Første gang, fordi jeg blev mindet om Sahara under en tur langs Limfjorden i stormvejr!

Derude gik jeg rask til. For at sprede tankerne, lade dem blæse i vinden. Og for at holde varmen gik jeg endnu hurtigere end ellers. Løb næsten. Indtil jeg følte mig varm, næsten svedende. Tankerne var draget på langfart. Båret af blæsten. Eller tankeassociationer, der ledte mod varmere himmelstrøg. Måske fordi kroppen var varm nu, huskede kroppen Sahara. Den algierske del af ørkenen, hvor der var sandstorm i det minde, der dukkede op.

Sandstorm i Sahara. Vi skulle ellers have været videre allerede i går. Men vi var strandet i den lille oaseby, jeg og algieren, som jeg havde slået følge med for at komme gennem ørkenen sydpå. Jeg havde været ude i byen og forundret oplevet, hvordan morgenens hvide sollys, næsten uden varsel, blev overtaget af mørket. Et mørke, som jeg først troede var en solformørkelse, som jeg ikke havde hørt om, indtil jeg mærkede sandkornene piske i ansigtet, så jeg måtte tage tørklædet af håret og vikle det om ansigtet, mens jeg gik hjem til det sted, jeg havde overnatt. Der så jeg, hvordan det rødgule sand trængte ind ad hver en sprække, lagde sig i små dynger på gulvet.

Senere på dagen forsøgte de at komme videre. Men så snart de var uden for den lille by, kunne vi næsten intet se. Hun havde aldrig oplevet noget lignende. Jo længere væk vi kom, jo mere lignede det en snestorm, vi bevægede os ind i. Men i stedet for snefnug var der mørkt af sand omkring dem. Vejsporet forsvandt. En gang kørte vi fast og måtte ud og grave jeepens hjul fri, mens sandet piskede omkring os. Vi måtte erkende, at det var umuligt, og vendte tilbage til den lille by. Fik igen husly der, hvor vi kom fra.

Da sandstormen var ovre, og vi kunne fortsætte, var min rygsæk så fyldt med sand, at det tøj, jeg tog frem de næste dage måtte rystes godt og grundigt. Indtil jeg fik tid til at tømme rygsækken, tømme den for sand, tørre fotografiapparat, alt, for de fine sandkorn.

Det skal de næste blogindlæg handle om. Algeriet 1984.

.

Hvorfor nu det?

Har verden brug for….

….en blog om at rejse alene? Når der nu ikke bliver rejst ret meget mere i den. Når rejsen nu mest er gennem livet, ind i alder(dommen ? Er det en dom? ). Når bloggen nu ikke samler alverdens læsere (selv om der godt nok er både fra Tyskland og Frankrig og USA og Thailand og Rusland?!). Når de nu tilsyneladende ikke læser særligt længe ad gangen. Når jeg aldrig har sat mig ordentligt ind i, hvordan jeg optimerer søgefunktioner, så bloggen ikke forbliver ret “hemmelig”. Når jeg ikke kender jer, mine læsere (i hvert fald kun få af jer). Når der sker så meget vigtigt i verden.

Jeg gik ganske vist herind for at lave et langt og – i mine egne øjne – interessant indlæg om fortsættelsen af livet, mit liv, med min egocentriske synsvinkel, i coronatiden. Men så blev jeg standset af diverse opdateringer, nye ting, jeg skulle sætte mig ind i. Det bliver fandens besværligt somme tider at holde en blog. Og deraf det relevante spørgsmål: Gider jeg mere? Og hvem har egentlig brug for den. Har jeg selv? Jeg skriver jo hele tiden, ikke alt har brug for at komme ud, noget kommer andre steder end på bloggen. Og dybest set, så skriver jeg, fordi jeg ikke kan lade være. Men det betyder ikke, at andre ikke kan lade være med at læse det. Eller skal læse det.

Masser af gode grunde til at afslutte. Tænkte først på at omdøbe bloggen til “Om alder” Hm, for blødt, for upræcist. “Rejsen mod alderdommen”. Det lyder langt bedre, mere præcist. Siden min kronik om alder i Kristeligt Dagblad, er det det, mange af mine skriverier handler mest om. Her er en kort én, resumeret ned til 200 ord:

GAMMEL

Kald mig ikke ”ældre”. Kald mig bare gammel. Ældre? En sølle eufemisme for at undgå ordet gammel. Vi er altid ældre end nogen. Ældre end de yngre end os.

Men som 73-årig er jeg gammel for dem, der er under 60. Sig det, som det er.

Alderen, der sjældent efter de 35 bliver omtalt ærligt og præcist. Engang for længe siden gik jeg fra at være en ung kvinde til at blive en ”yngre kvinde”. Hvordan i al verden kan man gå fra at være ung til at blive yngre? Jo, sådan: Yngre end de midaldrende og yngre end de ældre end midaldrende. For derefter at blive en ”moden kvinde”. Nu kunne man godt høre, at sidste udkald nærmede sig – i hvert fald som ”fuckable”. For som ”moden”, er man også midaldrende. Selv om man bliver det langt efter halvdelen af livet. Indtil man bliver ældre. Ældre end over 90% af verdens befolkning. Ja, så heldig er man, hvis man er over 65. Men det var vist ikke det, de mente. Nej, ældre forbliver de fleste, indtil døden næsten synligt står for døren.

Mens jeg foretrak at fejre livets vinter og at jeg nu var gammel, da jeg blev 70.

(Et af mine egne bidrag til e-bogen Bare skriv/200 ord red. Charlotte Heje Haase)

Så måske genopstår bloggen under et nyt navn. Måske bliver det for besværligt at ændre både wordpressnavn og domænenavn. Jeg støder allerede på besværet, når jeg går ind og tjekker hvordan.

Lige nu lader jeg det ligge. Og, hej, jeg kan ikke engang finde ud af at lægge tags og kategorier ind i den nye wordpress version. Så meget peger på, at det er tid til en afslutning.

Bretagne i 5 uger eller Brøndums Hotel et døgn?

Bretagne eller Brøndums? Det minder mig om “Husk lige tandbørsten” fra 90’erne, hvor deltagerne kunne vinde en rejse til et fjernt land, hvis de var heldige, eller til et eller andet sted i Danmark, hvis de var uheldige. Husker specielt den aften, hvor mulighederne var Nepal eller Nibe – og deltageren måtte nøjes med Nibe.

Nu er Brøndums Hotel ikke noget jeg nøjes med, men noget jeg vælger i stedet for Bretagne. Noget skal der ske.

Da jeg begyndte at fortælle, at jeg skulle to dage til Skagen, med en overnatning på Brøndums, var spørgsmålet: Hvem skal du af sted sammen med? Jamen det havde jeg slet ikke tænkt på – at skulle af sted med nogen. Jeg skulle bare af sted og samle tanker og følelser, lade vind og forhåbentlig lys og sol klare det arbejde.

Jeg begyndte at skrive ovenstående den 9. september, tror jeg. så det er snart to måneder siden jeg havde mit eget lille stille retreat deroppe.

Lyset fik jeg ind på flere måder. Den høje himmel over stiv kuling. Lyset i Anna Anchers malerier på den vidunderlige særudstilling om hende på Skagen Museum, hvor jeg startede, så snart jeg ankom.

Ophold på Brøndums Hotel, der selvfølgelig måtte begynde med ét af deres kæmpestore lagkagestykker med kaffe til, mens jeg sad der og vænnede mig til, at her er man “De’s”.

En eftermiddag med gåtur langs Sønderstrand mod Grenen, delvis afskærmet for vinden, der måtte komme fra Vest. Indtil jeg nåede på højde med Grenens parkeringsplads og var i åbent landskab og næsten ikke kunne stå på benene. Jeg så bagefter, at der havde været vindstød op til 88 km i timen. Opgav at nå Grenen og kæmpede mig hjem til hotellet langs vejen.

Godt gennemblæst nød jeg at komme ind på mit værelse, hvor jeg næsten kunne fornemme historien træde ud af væggene med en gammel skolefrøken, der trængte sig på i mine tanker. En historie, der måske skal fortælles på et tidspunkt.

Da der ikke var plads til mig til spisning i hotellets restaurant om aftenen, valgte jeg at gå hen på Hotel Skagen. Jeg er så vant til at gå ud og spise alene, når jeg rejser i udlandet, men her var jeg opmærksom på, hvordan alles øjne rettede sig mod mig (okay, de flestes), da jeg bad om et bord til én og blev vist derhen af tjeneren. Det eneste ledige bord i en fyldt restaurant. Det føltes lidt ubehageligt i starten, men så hengav jeg mig til én af mine yndlingsbeskæftigelser, når jeg spiser alene: Opdage de par, som sidder tavse overfor hinanden og kigger hver deres vej. Eller ned i mobitelefonen. Mens jeg da kan glæde mig over ikke at være en del af det. Sidde og føle mig fri og let.

Hjem til hotellet. Krybe i den bløde, hvide badekåbe, som er lagt frem.

Eneste minus er, at toilet og badeværelse er på gangen. Lidt træls for én som mig, der skal op og tisse om natten. Men hellere være i den gamle bygning uden toilet og bad end i et anneks med det hele.

Morgenmad og strandtur. Nu blæser det ikke længere, og jeg kan sidde/ ligge en times tid i sandet, mens solen varmer mig med de sidste stråler af sommer. Bytur og spisning på en lille café inden jeg skal med toget om eftermiddagen.

Hensigten med at samle tanker og følelser, ønsket om at få en slags overblik over mit liv med lige nu og hvad så, lykkedes ikke. Tiden var for kort, må jeg erkende. Men tankerne blev blæst rundt og landede vel på en ny måde, og det var godt nok og en dejlig pause lige der, hvor jeg havde brug for den.

I december tager jeg derop igen. Med to veninder fra den tidlige ungdom. En kvindetur, som vi længe har talt om. Det blev Skagen, vi besluttede os for.

Hvis kommunegrænserne nu ellers åbner igen den 3. december efter Nordjyllands nedlukning pga. Covid19 mutationen til Cluster 5 gennem mink.

 

Frankrig er aflyst

Jeg skulle ha’ været i Frankrig i fem uger. Fra i tirsdags.

Men da de nyeste rejsevejledninger kom torsdag i sidste uge, blev al unødvendig rejse til Frankrig frarådet. Corana-tallene var steget massivt. Pyt, sagde jeg. I det departement i Bretagne, hvor jeg skulle være, har smittetrykket altid været og er lavt. Lavere end i Danmark. Men fik alligevel kolde fødder, da jeg læste om rejseforsikring, der ikke dækker –  hvis nu.

Det blå kort, der skulle dække – og så alligevel. I værste fald hjemtransport af kiste for egen regning. Så aflysning. Og pyt, sagde jeg også til det. Jeg indstiller mig hurtigt på nye betingelser. Og at alt er i evig forandring.

Men – tristessen indhentede mig. Som et nedslag lørdag. Efter at alt det praktiske med aflysning var afsluttet.

Trist og lidt tom. Lidt forladt. Efter at ha’ været fyldt af rejseforberedelser. 5 uger er lang tid at være væk.

Trist over at gå glip. Gå glip af mit franske liv. Mine venner. Gå glip af ham, der efter 40 år igen er blevet mere end en ven. Gå glip af den familie, jeg er forblevet en del af i 50 år.

Og trist i erkendelsen af, at jeg har mistet én ud af de resterende rejser i den indskrumpede fremtid.

Bretagne bliver skiftet ud med Brøndum. 5 uger i Bretagne med et døgn på Brøndums Hotel i Skagen.

Og det positive: Jeg har kun spist lagkage der, nu skal jeg bo der. Et døgn med historisk kulisse.

Og noget mere positivt. Sådan rent økonomisk. Jeg har fået alle mine udgifter med leje af lejlighed, fly og tog i Frankrig tilbagebetalt pga. situationen. Lynhurtigt og fhv. nemt. Ift. fly, tror jeg, at det har været en fordel, at jeg købte direkte hos KLM i stedet for at gå på Momondo, som jeg ofte gør.