Snart Paris

En kort tur til Paris i november.

Min papsøn, min datters storebror, bor der – med sin kone og to børn. Det er to år siden, jeg besøgte dem sidst, og i mellemtiden er de flyttet i hus i en forstad. Jeg så det, da jeg var der sidst. Da var det under ombygning, men jeg har ikke besøgt dem, siden de er flyttet ind. Så det glæder jeg mig rigtig meget til.

Det bliver også et lille brud på efteråret. Derfor havde jeg egentlig også tænkt mig at tage helt til Bretagne. Men altså. “To ferier i én” – det bliver for meget lige nu, synes jeg. Selv om det har trukket i mig. Så tænkte jeg: Nogle dage i et buddhistkloster i Midtfrankrig, ku’ være sagen. Men også det valgte jeg fra – til fordel for at blive i Paris et par dage mere. På den måde, at jeg besøger familien fra fredag til mandag – og tager så ind til Paris centrum i to dage. Så får jeg både tid sammen med familien og tid alene. Det føles godt at være landet der.

Kontaktede en fransk veninde fra Bretagne for at høre, om hun havde tid til at komme og være sammen med mig. Det havde hun ikke. Men at skulle nyde Paris i to dage alene føles godt. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad jeg vil se, lave. Der er tid nok.

Men hotelværelset er lige bestilt. Igen har jeg brugt tid på at tjekke airbnb og hotelværelser. Det er egentlig noget, jeg nyder at gøre. Kan huske tilbage til den tid, jeg/vi tog på familielferier, hvor megen glæde der var i det at søge bestemmelsessteder, boliger, al planlægningen, som blev en vigtig del af oplevelsen. Da jeg havde været i Nepal første gang, fik jeg ligefrem lyst til at lave en lille virksomhed, hvor jeg kunne hjælpe solorejsende med at komme til Nepal, finde steder at bo, finde rundt. Evt. være der nogle gange om året som kontaktperson. Det blev aldrig til noget – men idéen kunne jeg måske tage op igen…

Var lige ved at vælge et fint lille værelse i airbnb nær Place Pigalle. Men fandt så ud af, at faktisk – når det kun er et par nætter – så er et hotelværelse fint. Jeg skal alligevel være ude en stor del af tiden og orker vist heller ikke rigtigt at engagere mig lidt socialt i værtsparret for så kort tid. Ja, somme tider elsker jeg faktisk den anonymitet, der kan være på et hotel. Og et værelse, der bare ikke har andet end det nødvendige. Intet personligt. Det kan somme tider give vældig meget ro i sindet.

Det minder mig desuden lidt om dengang, jeg boede i Frankrig, hvor jeg nogle gange tog et lille ophold i Paris. Bare én overnatning, enten på vej til Danmark eller på vej hjem. Ligesom togrejsen blev det en lille pause mellem det liv, jeg forlod, og det, jeg var på vej til.

Valget blev Hotel Cambrai. Jeg kender det – og var der sidst med Saras far, for fire år siden, da vi skulle ned og se hans nyfødte yngste barnebarn. Hotellet ligger i gåafstand fra Gare du Nord – hvad der er rigtig godt, når jeg skal af sted derfra ved 9-tiden om onsdagen for at komme til Charles de Gaulle lufthavnen.

Og så havde de lige pt. et godt tilbud. To nætter for 100 euro. Det er virkelig billigt i Paris.

Jeg kan da vist kalde mig single-rejsende et par dage igen. En lille rejse alene.

Den sidste uge i Nepal, fortsat

To dage senere bestilte jeg en taxa til Pharping. For at være sikker på at komme de rigtige steder. En munk fra Neydo Klostret, som somme tider sad i hotellets reception, foreslog at tage med mig som guide.

Og så kom jeg endelig til de rigtige steder. Bl.a. hulerne, hvor Guru Rinpoche havde mediteret. Her – ved én af dem – skulle hans håndaftryk kunne ses, og jeg måler min hånd med hans.

IMG_20180319_103753_resized_20180327_111826631 IMG_20180319_103854_resized_20180327_111827564

 

 

 

 

 

IMG_20180319_102408_resized_20180327_111724920

Men det bedste ved turen blev de lange samtaler med munken. Hans fortælling om at være født i en tibetansk flygtningefamilie i Indien. Om at komme i skole i et kloster og senere at vælge sit liv der. Om at blive sendt til videre uddannelse i Nepal. Glæden og tilfredheden ved livet. “Livet er enkelt for mig – og jeg har alt, hvad jeg har brug for. Arbejder med det, jeg kan lide – undervisning og receptionen på hotellet, hvor jeg møder folk fra hele verden, bliver bedre til engelsk.” Og om sorgen efter moderens død. Da hun blev syg, nåede han ikke tilbage til hende i Indien, inden hun døde. Det har han stadig dårlig samvittighed over.

Da vi kom hjem til klostret, ville jeg give ham noget. Jamen hvad giver man en munk? Og jeg havde jo kun penge at give. Sad og fumlede med nogle sedler og sagde, at jeg var taknemmelig over at have haft ham med som guide, men da jeg ville række ham pengene, ville han ikke have dem. “Som sagt har jeg alt, hvad jeg har brug for. Jeg er glad for at have gjort det her for dig. Det føles lidt som at gøre noget af det, jeg ikke kunne gøre, for min mor.” Der stod vi. Begge rørt til tårer.

IMG_20180319_143810_resized_20180327_111725787

Farvel til Neydo næste dag – tilbage til Kathmandu. Hvor der ikke var plads på det hotel, som jeg havde booket halvanden måned tidligere. Jeg havde endda været henne og tjekke stedet, hilse på hotelejeren, mens jeg var i Kathmandu. Han undskyldte sig med, at han både lejede ud gennem booking.com og flere andre sites, så han havde ikke kontrol over det. Nu havde der været helt fyldt i flere dage!

Jeg fik ham til at ringe til Hotel Vajra, som jeg vidste ligger ca. 500 m væk. Og der var der plads. Godt nok til en pris, der var fire gange så høj (her skulle jeg kun have betalt 60 kr. pr. nat), men jeg kender Vajra fra tidligere. Det er et af Kathmandus velrenomerede og – måske – smukkeste hoteller. Det var nemt at gå derned.

I receptionen fik jeg at vide, at de havde taget fejl, der var ikke det lovede værelse, men jeg kunne få en suite til samme pris. Om det var i orden? Det var det. (I parentes skal det siges, til http://www.booking.com ‘s fordel: At de straks, da jeg mailede om, hvad der var sket, skrev tilbage, at jeg skulle sende dem kopi af hotelregning, så ville de sørge for, at hotelejeren, som havde overbooket,  refunderede differencen. Jeg fik pengene mindre end en uge efter at jeg havde sendt kvittering. God service. Jeg har ikke ofte brugt deres site, da jeg bedst kan li’ selv at kontakte hoteller. Men deres håndtering giver virkelig tillid).

IMG_20180320_114345_resized_20180517_054434004 IMG_20180320_114356_resized_20180517_053223007 IMG_20180320_114409_resized_20180517_053222670 IMG_20180322_132851_resized_20180517_054433122

Eneste minus: Jeg skulle bo i stueetagen, og sidst jeg boede på Vajra, så jeg en rotte i receptionen. Jeg sad og skrev i en lænestol der, fordi der ikke var internetforbindelse på mit værelse på 3. sal, og pludselig kom en rotte ud fra under stolen, helt tæt på min venstre fod, gik lidt rundt – og forsvandt så ind i restauranten.

Jeg gik hen til receptionisten og fortalte det. Han kiggede bare på mig, trak på skuldrene og sagde: “Oh, well, it comes on and off. It does no harm.”

Så min første opgave på værelset blev at tjekke for rottehuller – og at holde døren til wc/badeværelse hermetisk lukket.

Den sidste uge i Nepal

Kan begynde at fortælle nu, hvor trætheden har lagt sig, og hvor jeg begynder at kunne tage de gode oplevelser ind igen.

Jeg havde ikke rigtig lyst til at forlade Benchen Klostret. Kathmandu, jo, men ikke klostret. Havde mest af alt lyst til bare at gemme mig der. Væk fra trafikken, byens støv og larm. Havde ikke fundet samme glæde ved at bevæge mig rundt i byen som tidligere. Som om jeg havde set nok. Hørt nok. Men blive på klostret, gemt væk. Kun bevæge mig rundt i den fredfyldte have, mellem klosterbygningerne. Måske lige ned til den lillebitte restaurant ved indgangen. Eller over gaden til det lille udsalg af frugt og dagligvarer. Indtage en sukkerrørsdrik der. Og så skynde mig tilbage.

Men – jeg havde jo ikke længere noget værelse der. Alt optaget efter den 15. Så ud måtte jeg. Döndrop, munken, som er klostrets manager, bar min kuffert ned ad alle trapperne, selv om jeg insisterede på at bære selv. Han ville også forhandle en rimelig taxapris for mig, for han havde ikke kunnet få fat i én af de taxa’er, som de plejer at bruge. 1100 rupees – en rimelig pris. For selv om der kun er ca. 20 km til Pharping, er det en meget dårlig vej. Opad bakke på støvede eller mudrede veje. Det lignede nogle gange en sandstorm undervejs og tog vel en times tid.

De fem dage på Neydo Klostret nær Pharping blev en god oplevelse. Efter de første to dage i min egen “silent retreat”, som jeg fortalte om HER rejste de grupper, der var der, nye rejsende kom til, og jeg fik en masse god kontakt med et engelsk par på min egen alder, en fransk midaldrende kvinde, som rejste alene, to yngre franske kvinder, som var på veninderejse uden deres mænd. Derfor blev de næste dage en god blanding af samvær og alenetid samt to ture til Pharping.

Jeg havde egentlig troet, at klostret lå umiddelbart udenfor Pharping, så jeg kunne gå dertil. Det kunne jeg sådan set også, selv om der var 5 km. Tværs over markerne ville være den reneste løsning, langt fra trafikken på hovedvejen – men i min halvsyge tilstand blev jeg alligevel i tvivl. Næstbedste løsning ville være en bus. Men da jeg stod ved vejsiden og ventede, viste det sig, at alle busser var overfyldte. Jeg havde ikke taget højde for, at der var dyreofringsdag i en anden lille by, og at folk fra Kathmandu deltog i stride strømme. En munk, som sad og drak te på en lille café, tilbød mig at sidde sammen med ham og drikke en kop te, mens jeg ventede. Bus efter bus kørte forbi, mens vi holdt en slags samtale i gang. Han kom fra det tibetanske område, som jeg havde været i under min Kinarejse, så vi kunne tale lidt om Labrang Klostret i Xiahe. En munk mere satte sig ved bordet, og nu begyndte den første at standse privatbiler, som måske ville tage mig med. En mand ville godt gøre det for 50 rupees (ca. 3 kr.), men da jeg skulle til at stige ind i bilen, holdt munken mig tilbage med en “man no good” bemærkning. Okay…

Endelig en bus. Ikke helt overfyldt, men næsten. Jeg fik en ståplads bag chaufføren, hvor det var lykkedes 3-4 personer at sætte sig. Jeg tog et fast greb i en tværgående jernstang oppe under loftet (siger man det om en bus? Eller er det under taget?) og stod og fremsagde mantraer/bønner de få km, hvor bussen skred i svingene, kørte fast og altid var faretruende nær bakkekanten.

Jeg blev sat af i Pharping – sagde de, der stod/sad omkring mig. Undrede mig over, at der ikke var mere by. Jeg var på en fodboldplads med spredt bebyggelse omkring – og fandt ud af langt senere, at jeg var blevet sat af inden byen.

003 004

Begyndte at lede efter Guru Rinpoche hulerne (der, hvor munken, som bragte buddhismen til Tibet havde mediteret i flere år inden rejsen) og blev sendt i forskellige retninger, alt efter, hvem jeg spurgte. Så jeg valgte at gå tilbage ad den stærkt trafikerede vej til et klosterområde, som jeg havde set fra bussen.

006

009 011

Jeg blev ikke klog på, hvor jeg var. Men smukt og fredfyldt var det – og derfra gik jeg op ad veje, forbi masser af klostre, som jeg heller ikke vidste noget om. Havde ikke taget mine oplysninger om området med! Og hvorfor lod jeg min gode rejseven, Lonely Planet, blive hjemme i DK? Helt sikkert fordi den var for tung at rejse rundt med. Men jeg kunne i det mindste have revet siderne om Pharping ud og taget dem med.

Varm og svedig satte jeg mig ind og drak en cola i en ydmyg lille café sammen med caféens indehaverske og en ung munk. Jeg fantaserede om hans evt. slægtskab med kvinden. Måske hans mor? Det fandt jeg ikke ud af, men jeg fik at vide, at højere oppe ad bjerget – bakken – lå et hotel, hvor jeg havde overvejet at booke værelse, inden jeg bestemte mig for Neydo.

030

Efter laaang vandring op ad bakken i middagsheden, kom jeg til New Dakshinkali Village Resort – og blev straks glad for, at jeg ikke havde valgt at bo der. Ganske vist var det et plus, at det var ene lokale gæster i parken omkring hotellet og i restauranten. Men der var fyldt med unge festglade nepalesere ved poolen og høj popmusik, som gav ekko i bjergene. Med klostre som nærmeste naboer virkede det lidt underligt.

029

Jeg spiste – og skyndte mig derfra igen. Ned ad bakken, heldigvis. Da jeg ikke orkede mere sightseeing, stillede jeg mig op ved en busholdeplads nede ved hovedvejen. Vild trafik – og igen mange fyldte busser, der nu kørte forbi mod Kathmandu uden at standse. Frem med støvmasken igen, der ved vejsiden.

 

IMG_20180317_125355_resized_20180317_043822061

Disse to unge piger, som gerne ville snakke, og som talte godt engelsk, ventede også på bussen. På et tidspunkt, da utallige busser bare var kørt forbi, besluttede de sig for at blaffe og fik hurtigt standset en bil, hvor de sørgede for, at jeg også fik plads. Så det blev nemt at komme hjem til Neydo Klostret. Og nyde synet af de små munke under bedeflagene – med dalen i baggrunden.

IMG_20180319_143138

Og det var heldigvis den dag, der havde været udskiftning i gæsteflokken, så jeg nu var omgivet af glade og sociale gæster ved bordet om aftenen.

(fortsættes)

Refleksioner om alder og rejser

Inden jeg fortæller videre om Pharping, vil jeg dele lidt refleksioner om alder og rejser. Det første par dage på Neydo Klostret havde jeg rigelig tid til at tænke over det at rejse – og rejse alene. Og også om jeg var blevet for gammel til Kathmandu. Så blev de rejsende skiftet ud – alle, der var der, da jeg kom, rejste, og nye kom til. Og pludselig fik jeg masser af kontakt. Men tankerne om alder og rejse er ikke forsvundet.

I Kathmandu begyndte jeg at længes hjem i takt med, at mine bronkier kom på mere og mere overarbejde. Da jeg ankom to uger forinden, var jeg virkelig lykkelig over at være her igen og fortrød, at jeg ikke havde valgt en måned. Men det glemte jeg fuldkommen i al dårligdommen. Var bare glad for, at jeg kun skulle være her i tre uger. Når jeg bevægede mig rundt i Kathmandus støv, kunne jeg tænke ind imellem: ”Hvad laver jeg dog her?”

Det skal siges, at det er første gang, jeg opholder mig her uden at deltage i ét eller andet kursus. Det, der giver et indhold i dagligdagen. For jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt gider sightseeing ret lang tid ad gangen. Derimod elsker jeg at sidde og glo på gadelivet. Men det er lidt svært i Kathmandu. Det vrimler ikke med steder, hvor man kan sætte sig uden at komme i nærkontakt med bilos. De første gange klarede mine luftveje det nok lidt bedre – for da kunne jeg godt bare slå mig ned på et trin eller en fortovskant, kigge på gadehandlen., menneskene, bygningerne omkring.

Men med hoste og vejrtrækningsbesvær forsvinder min fascination for Kathmandu. Jeg kan ikke længere finde glæde ved at gå rundt i den ældste del af byen og lede efter gader og stræder, som jeg ikke før har set.

Jeg lægger også mærke til, at jeg med alderen bliver mindre social. Jeg gider ikke rigtigt engagere mig i samtaler med nogen, hvis vej jeg bare lige krydser.

Heldigvis var min gamle kollektiv-veninde her. Tid til samtaler, sjov, spisning. Jeg kan li’ hendes måde at være buddhist på. Vidende – på en ikke dogmatisk måde. Hvis vi boede tættere på hinanden, ville jeg bruge hende som vejleder/sparringspartner omkring buddhistiske tekster, som jeg ikke forstår.

Og så var der gæstehusets søde manager. En ung munk, hjertelig, god til engelsk, travlt beskæftiget med at få gæstehusets dagligdag til at fungere, samtidig med, at han var bygherre for caféprojektet. De små intense møder med andre gæster var også givende. Lige hvad jeg kunne rumme sådan rent socialt. Jeg har erkendt, at jeg er mere introvert end jeg tidligere i mit liv har givet mig lov til at være.

Er jeg så gammel nu – og så introvert – at jeg nu også har set det af verden, som jeg behøver? Det har jeg overvejet det sidste par år, samtidig med en erkendelse af, at mine rejser tilbage til min franske ”hjemby” giver mig alt det, jeg har brug for på en rejse: At glide ind i en dagligdag, at have mit eget, i og med at jeg lejer min bolig, gamle venner  og familie omkring mig. Og – ikke mindst – så nem en adgang til naturen, hvor jeg kan opholde mig i timevis. Og det er det sted, hvor halvdelen af mig hører til.

Da jeg kom her til Neydo Klostrets hotel og stod og kiggede op på de skovklædte bjerge lige overfor, tænkte jeg, at det var jo det, jeg havde ønsket: At komme uden for Kathmandu for at kunne gå lange ture i naturen. Men samtidig kunne jeg slet ikke forestille mig at gå opad i lang tid.

011

 

Så tænkte jeg igen på Bretagne, som i den grad er mit ”ude-sted”, hvor jeg får travet og bevæget mig, så jeg bliver glad i låget af det.

Skal jeg droppe Canada-projektet? Jeg ville jo besøge datteren til nogle franske venner og tage videre og opsøge Dene-folket. Men så langt nordpå, som de bor, er der måske koldt hele året. Eller Caminoen? Skal jeg også droppe den? Bliver der også for støvet for luftvejene?

Er jeg så gammel nu, at jeg udover det årlige ophold i Frankrig, ville kunne slappe af på en uges charterferie? Et sted, der er varmt og tørt?

Over morgenmaden havde jeg en interessant samtale med en fransk kvinde, som har rejst i en måned – med egen guide alle de steder hun har været. I Kathmandu, i Phokara – og i Buthan, hvor man slet ikke må rejse uorganiseret. Hele hendes rejse har været tilrettelagt derhjemmefra. Dyrere end hvis hun skulle være i en gruppe, men langt mere frit.

Det engelske par, måske på min alder, er også på en måneds rejse. På samme måde. Med alt tilrettelagt hjemmefra. Chauffør/guide med bil, som venter dem hvert nyt sted. De ville slet ikke kunne forestille sig at organisere alt selv. Alt det arbejde.

Og det er jo rigtigt. At rejse alene uden sikkerhedsnet kræver, at hvert sted skal man selv finde ud af, hvordan man kommer videre. Med de forhindringer og besværligheder, der kan være i det. Tidligere syntes jeg, at det bare var spændende. Sådan har jeg det ikke mere. Selv om den her blog hedder Rejs alene, underforstået med den glæde, der ligger deri.

Jeg ved mere og mere, at alder HAR en betydning. Alderen, den fysiske, der lidt efter lidt sætter nogle begrænsninger. Energien, den umiddelbare, der ikke rækker helt så langt. Lysten til at udforske, der bliver mindre. Ja, alder har en betydning. For mig i hvert fald. Større med alderen.

Med alderen indser jeg også mere og mere, at det, jeg troede, jeg skulle ud for at lære/gøre, det kan jeg måske lige så godt lære og gøre derhjemme. I taknemmelighed over, at jeg har været ude og hente hjem – tidligere.

Når jeg ser mit liv derhjemme – herfra – er det godt. Det er blot et viljespørgsmål om at bruge min energi på det, der føles mest rigtigt.

Se nu f.eks.: Jeg troede, jeg skulle ud for at begynde på skrivningen af en fantastisk fortælling. Den, der bare venter på at blive fortalt. Af mig. Den, der bare venter på at blive lukket ud.

Men sådan er det ikke. Den er slet ikke med. Der er ikke plads til den her. Den blev derhjemme. Og det er der, jeg skal finde den.

Kathmandu

Jeg har været her siden torsdag aften. Det er søndag morgen nu. Det tager lidt tid at finde ro efter den lange rejse. Derfor ville jeg aldrig kunne finde ud af at rejse så langt for kortere tid, end de godt tre uger, jeg har valgt denne gang.

Flyrejser – jeg har sagt det før – er mere udmattende, end de har været. Og jeg har været ved at bilde mig selv ind, at jeg ikke orker dem mere. Det gør jeg sådan set heller ikke – men det er et nødvendigt onde at skulle igennem inden rejsemålet. Engang havde flyrejser deres egen magi. Det har de ikke rigtigt længere. Altså undtagen den følelse af magi, jeg stadig oplever, når flyet accelererer og letter, og  at jeg stadig kan gribes af undren og taknemmelighed over at det kan lade sig gøre.

I lufthavnene mister jeg overblikket over alt det, der skal gøres: Gennem sikkerhedskontrol et par gange i forskellige lufthavne på den lange rejse. Alt det, der skal tages op, lægges i plastikbakker, pakkes ned igen.

Derfor, med ørebetændelse og lidt feberhed, valgte jeg i sidste øjeblik at sende min lille kuffert som medfølgende bagage. Jeg, der lige har brugt lang tid på at tale varmt for kun at medbringe håndbagage. Træt og lidt syg kunne jeg bare ikke forestille mig at have kuffert med ved sikkerhedskontrol.

Jeg bevæger mig apatisk med eller mod strømmen i lufthavnene, lader mig blive skubbet og klemt, mens vi står som sild i en tønde på vej til pladserne i flyene, eller inden vi får lov til at bevæge os ud igen. Jeg halvsover det meste af tiden under flyturene, har ingen energi til hverken at læse eller se film undervejs. I øvrigt havde jeg også glemt min roman i kufferten, da jeg sendte den af sted – og købte en anden, der bare ikke fænger.

Men så ankommer jeg. Efter mere end 19 timers rejse. Eller 21, hvis jeg tæller, fra jeg tog hjemmefra. Og pludselig stiger min energi. Jeg kender Kathmandus lidt provinsagtige  lufthavn godt efterhånden. Venter længe ved bagagebåndet, hvor kæmpepakker med fjernsyn, printere, komfurer, køkkenmaskiner, og jeg ved ikke hvad, triller rundt, godt emballeret. Nepalesere, som arbejder i Qatar eller andre steder har meget med hjem, og jeg undrer mig over alt det, der kan være i et fhv. lille fly (180 passagerer. Her burde jeg vel brillere med flytype, men det kan jeg ikke).

Endelig kommer min lille bitte Eastpak kabinekuffert godt skjult mellem alle de store ting på bagagebåndet. Jeg krammer den næsten og takker for, at den er med den lange vej. Jeg havde min tvivl, nu hvor indtjekning af kuffert, som alt andet, også foregår digitalt. Uden menneskehænder, der venligt sender af sted.

Taxachaufføren, som klostret har sendt, står parat blandt utallige andre chauffører, vifter med mit navn blandt alle de andre viftende A4 sider med navne som velkomstflag. Jeg træder ud i det lune mørke. Fra minus 7 grader i Nibe til 25 grader i Kathmandus aften. Det er en forskel, der kan mærkes.

Gennem Katmandus vilde trafik, hvor jeg bare skal give slip og ikke tænke over, hvordan vi kommer ud af de trafikpropper, der hele tiden opstår i gadekrydsene. Det går jo. Hele tiden og hver gang. Jeg fornemmer de huller i gaderne, murbrokker undervejs, de sår, der minder om jordskælvet. Og klostergården. Da vi kører ind, er det et stort hul. Den største tempelbygning blev så ødelagt af jordskælvet, at man har valgt at rive den helt ned. En byggetomt.  Ingen følelse af at komme hjem lige her. Den, der var så kraftig, første gang jeg gik gennem porten til Benchen Klostret. Men når jeg kigger op ad bakken, står alt, som tidligere, og jeg bevæger mig op ad de mange trapper (ca. 100 op til gæstehuset – det er sådan et sted, det er godt ikke at ha’ tung bagage).

Da jeg endelig står i gæstehusets have er det med den samme følelse af at komme hjem, som jeg oplevede den første gang. Munken, der er gæstehusets manager, står i receptionen. Han var også manager for 5 år siden, har lavet noget andet i mellemtiden, men er nu tilbage her.

Vi går sammen op til mit værelse, og jeg ved fra en opringning to dage tidligere, at min gode, gamle veninde, Karen, fra vores kollektivs tid, er min nabo. Hun, der er her i to måneder, har sørget for naboskabet. Inde på værelset ligger en velkomstpakke fra hende: Stearinlys, en rose, vand, lidt frugt, en bog, en khata (silketørklæde, som bruges til ofringer) og et stykke stof til at lægge over den ene seng, så værelset bliver mindre soveværelse. Og – ikke at forglemme – en maske til at dække mund og næse under byture.

Så sidder vi her. Det er lige ved, at vi mødes mere i Nepal end i Danmark. Men med den gamle fortrolighed fra år under samme tag i behold. Og så ukompliceret. Dejligt, at hun er her. At vi kan mødes, snakke, spise sammen ind imellem, lave lidt sammen. Uden at SKULLE alt muligt, for vi har hver vores eget, begge brug for at være her på egne vilkår.

Fotos: Værelse med udsigt, “gavebord”, haven.

IMG_20180302_100101_resized_20180304_104501119

IMG_20180302_100231_resized_20180304_104500775

IMG_20180302_110530_resized_20180304_104232413

IMG_20180302_103911_resized_20180304_104500296

IMG_20180302_133907_resized_20180304_104231940

Og nu har jeg haft to hele dage her. Tredje dagen er godt i gang. Jeg tømmer tanker fra mit urolige sind, som vist stadig er på rejse og knapt har sluppet de daglige gøremål. I hvert fald fik jeg lynhurtigt skabt nogle nye, som skulle overstås i går og i forgårs. Ud for at købe det, jeg manglede i fredags. Og i går til Thamel for at veksle penge. Af alle bydele valgte jeg Thamel, området, som vrimler med turister, for der vidste jeg, hvor vekselstederne lå. Og det gjorde jeg alligevel ikke. Jeg gik frem og tilbage og rundt og rundt, for noget lignede alligevel ikke helt sig selv. Støv har der altid været, men endnu mere nu. Gader, der ser lidt “opbrudte” ud med bunker af sand og sten og murbrokker. Minder fra jordskælvet. Selv om det faktisk allerede mange steder er godt genopbygget. Og fortove er der kommet en del af, især herude, hvor jeg bor. Fortove, der tidligere var en mangelvare, dukker nu op. Små etaper ad gangen, som pludseligt holder op igen, men rigtig gode i de stærkt befærdede gader.

Men altså – Thamel. Jeg fik vekslet og gik både frem og tilbage (lang tur), fandt heldigvis en genvej, som jeg huskede fra for fem år siden ved hotel Vajra, så jeg kunne undgå den stejle og stærkt trafikerede vej op (uden fortove) på vejen hjem. Jeg bliver forpustet, det er i 1400 m højde, og der skal også være kræfter til de 100 trin op, når jeg kommer hjem. Øm i kroppen besluttede jeg mig for at aflyse en tur, jeg skulle ha’ været på i dag. Kunne have delt en taxa med en nonne og en belgisk kvinde ud til Pharping, hvor der er en anden afdeling af Benchen Klostret og en ceremoni for de unge munke, der begynder en tre års retreat.

At skulle skynde mig til morgen for at komme af sted kl. 7, den lange køretur, være social undervejs og være blandt mange mennesker derude. Jamen det kunne jeg ikke rigtigt overskue. Ikke allerede. Det lyder virkelig som en pensionist rejse, det her. Meeeen – det er jo det, jeg er: pensionist på rejse alene.

Og efter byturen i går, længtes jeg efter fred. Det urolige sind skal have fred. Bryde dagligdagens vaner. Selv om dette er dobbelt. For mest af alt elsker jeg at få skabt en slags dagligdag på min rejse. At føle mig hjemme med nogle små rutiner.

Og så er jeg mere og mere bevidst om, at jeg har brug for at rejse langt væk for at se mit liv på afstand. Tage en pause fra det dagligt hjemlige til noget dagligt langt borte. Mens jeg sidder her og kigger fra min altan ud over Kathmandu, kigger jeg i starten lige så meget ind i mit eget liv. Følelser opløses, tanker falder på plads. Det er tit på rejse, jeg får taget nye beslutninger. Men også på rejse og efter en rejse, at jeg bliver allermest glad for det liv, jeg har.

Og huske, at denne rejse også er en slags pilgrimsrejse. I taknemmelighed over alt det, jeg fik med mig herfra første gang. Inden det svære. Inden alt det svære.

Og så er jeg fornuftig denne gang. Bruger maske, som alle andre, når jeg færdes rundt i byen. Ingen maskeforbud her.

IMG_20180303_145523_resized_20180304_104231464

 

 

Hvorfor rejse med håndbage – og hvordan pakker man den?

En læser har spurgt mig, hvordan jeg kan nøjes med håndbage.

Det har fået mig til at tænke over mine grunde til at rejse med håndbagage – og at give forslag videre til, hvordan man så gør.

Der er mange grunde til, at jeg bedst kan lide at rejse minimalistisk, kun med håndbagage. Den, der er nem at forstå, at med en kuffert eller rejsetaske, som du kan have med i kabinen, må du højst medbringe 7 eller 8 kg. Jeg tænker, at hvis jeg propper en kuffert med mellem 10 og 20 kg, så er det mig selv, der på rejsemålet skal håndtere de mange kg. Da jeg som regel rejser lidt rundt, betyder det at løfte alle de mange kg ud og ind af busser og tog, bære eller rulle gennem gader eller på grusveje, op og ned ad trapper. Rigtig mange gange. Jeg bliver træt, bare ved tanken.

Min erfaring er også, at hvis jeg medbringer meget tøj, så får jeg alligevel ikke brugt det hele. Det fylder bare.

Hvis jeg kun skal være væk i nogle dage medbringer jeg fhv. mere tøj end til en rejse på en måned. Fordi på få dage har jeg ikke tid til at vaske. Det har jeg på en lang rejse. Altså er det ikke nødvendigt at tro, at man skal have rent tøj til hver eneste dag fra start til slut. Det er oven i købet hyggeligt at have sig en slags dagligliv med tøjvask og -tørring.

Et lille sjovt minde dukker op. I 1968 tog jeg på en lang blaffertur til Tyrkiet med min franske kæreste (vi skulle egentlig ha’ været til Afghanistan, måske Nepal, men det er en lang historie). Jeg havde RIGTIG meget tøj – og bøger og andet godt – med i min MEGET tunge rygsæk, fordi min intention var at blive i Frankrig bagefter. Jeg mødtes med min kæreste, og vi tilbragte nogle dage i hans forældres hus inden afrejsen. Da han så, at jeg ville tage det meste af min oppakning med til Østen, nedlagde han veto. Han, der var vant til at rejse med en lille bitte rygsæk. Ét af hans argumenter var, at han var bange for, at det var ham, der skulle komme til at bære min rygsæk, når vi nogle gange blev nødt til at gå langt – og i varmen. Ved eftertanke havde han måske ret. Jeg måtte lade meget mere blive i Frankrig.

Så jeg gik i gang med at placere hele indholdet på et bord. Han kunne næsten ikke holde op med at grine, da han så 21 par trusser (det tal husker jeg stadig), en stor samling sokker (jamen i varmen?), bluser og cowboybukser nok til at skifte hver dag i en uge (det kan jo vaskes, så snart vi er to dage på ét sted) osv. osv. Det var min første læring udi at pakke fornuftigt.

Og når vi gik rundt i by efter by for at lede efter billige hoteller, var jeg glad for ikke at ha’ fyldt min rygsæk helt op. Eller da vi skulle gå over grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland på vejen hjem – et laaaangt stykke ingenmandsland for bagefter at finde et egnet sted at sove, en kælderhals i en forladt grænsebygning, fordi vi ikke kunne komme videre den aften.

Altså – en lang historie kort – jo længere tid på rejse, jo mindre bagage. Du kan vaske undervejs.

Et andet argument for kun at rejse med kabinebagage er, at jeg tit skal skynde mig videre fra lufthavnen med den første bus, det første tog mod mit første ophold, og så er det altså nemmere at komme hurtigt ud af lufthavnen uden at skulle stå og vente på bagagen. Selv hvis jeg bare skal ind i en taxa, er det dejligt at komme hurtigt ud.

Jeg har kun mistet bagage én gang – og det var heldigvis på en hjemrejse, hvor det ikke gjorde noget, at kufferten kom nogle dage senere end mig, efter at ha’ været en tur rundt i verden. Men på udrejsen ville det være rigtig træls, at sådan noget skete. Og det gør det aldrig, hvis jeg selv har min bagage inden for rækkevidde hele tiden.

Hvad gør jeg så? Jeg vælger nogle få sæt tøj, som jeg ruller godt sammen. Så fylder det mindre – og bliver faktisk mindre krøllet end hvis det er pænt lagt sammen, men alligevel bliver krøllet efter tiden i kufferten. Tit gør jeg mig også umage med at lægge i plastikposer efter, at tøjet er blevet rullet. Så kan luften nemlig presses ud af hver pose, og det fylder endnu mindre. Smykker, hårnåle og elastikker lægger jeg i små adskilte poser. Ledninger til bærbar og smartphone ligeledes. Undertøj og badetøj kan presses ind rundt om alt det andet. Ekstra briller/ solbriller og kamera ligeså. Glattejern og en lille lygte kan også presses ind.

Shampoo, cremer osv.? Jamen man behøver ikke ret meget. Det er rigeligt med den liter-pose man må ha’ med væsker. Shampoo og conditioner kan hældes på to af Matas 100 ml flasker. Tro mig, der er rigeligt til en måned. Skin tonic og kropslotion ligeledes. Små dåser til cremer. Min deodorant er naturkrystal fra Matas – en lille sprayflaske med små krystaller, som man hælder vand på. Uden vandet er det altså ikke engang betragtet som væske. Jeg gør det, at jeg hælder et par dråber parfume på stenene, inden jeg tager den i brug. Og – voilà – så har jeg også min parfume med på tur.

Solcreme køber jeg altid på feriestedet. Og hvis jeg nu skulle løbe tør for noget af det andet, så kan jeg tanke op, der hvor jeg er.

Giver det lidt mening? Og et billede af, hvordan jeg pakker?

Min bærbare lægger jeg ned i kufferten – let tilgængelig, for den skal op under sikkerhedskontrol. I håndtasken (somme tider snyder jeg mig til en større skuldertaske, hvor der er plads til den bærbare) har jeg papirer, penge, pas, læsebriller, en bog.

Det med bøger. Tidligere rejste jeg altid rundt med flere bøger til en rejse. Men nu gør jeg det, at hvis jeg medbringer én, stor, tyk bog, så har jeg læsestof til hele turen. Og jeg kan gøre den lettere, ved at rive sider ud og smide dem væk efter læsning. Jo, du læste rigtigt. I starten syntes jeg det var næsten blasfemisk at gøre. Men det letter i bagagen. Hvis jeg også skal ha’ plads til en lille ting eller to købt på stedet. Men jeg er aldrig nogen sinde den store shopper på tur. Det, der er vigtigst for mig er oplevelserne. Ikke at købe en masse ting med hjem.

Hvis jeg har en lille, tynd bog med er det som regel sådan, at på mange hostels og hoteller, kan man bytte bøger. Folk sætter deres læste bøger i en reol og tager en bog fra samlingen med videre.

Når jeg nu skal til Nepal, er det det lette tøj, jeg pakker ned – og så rejser jeg klædt på i det varmeste tøj: Jeans, tyk trøje og dunjakke, for selv om der er op til 25 graders varme om dagen i marts, så er der køligt til koldt om aftenen. Jeg tager de sko, der fylder mest, på fødderne. Vandreskoene, selv om jeg ville se mere chik ud i andre sko eller støvler. Når jeg rejser til Frankrig i en måned ad gangen, er det også det varmeste tøj, jeg har på på selve rejsen – og en blanding af varmt tøj og let tøj i kufferten.

Min Kina-rejse var inden jeg begyndte at rejse let. Jeg havde rigeligt med i min dengang store kuffert – men intet rigtigt varmt tøj. Jeg rejste hjemmefra i en for Danmark bemærkelsesværdig varm start på maj måned – og havnede i snevejr i 3000 m højde på kanten af det tibetanske plateau. Ud at købe varmt tøj – og kufferten blev så meget tungere på rejsen tilbage til Beijing og videre derfra. Se HER

En gang tog jeg af sted til Thailand i sommertøj sidst i februar, fordi jeg vidste, at jeg ville lande i over 30 graders varme. Og jeg blev jo kørt til lufthavnen. Jeg havde bare ikke taget højde for forsinkelser pga. sne, så der stod jeg i sommertøj. Se indlæg Jeg hader at pakke

Og overskriften til det indlæg minder mig om det, jeg heldigvis glemmer fra den ene gang til den næste. At det faktisk slet ikke er sjovt at pakke. Og at det kræver mere overblik og mere tid at tage lidt med, end når man tager meget med. Jeg starter som regel – ligesom dengang i Frankrig – med at lægge det, jeg mener jeg bare SKAL have med ud på min seng. Og så vælge fra, fordi det altid i første omgang er for meget.

Når jeg skal pakke om ca 14 dage, vil jeg med fotos vise, hvordan jeg gør.

Hvad med den lange rejsetid?

Et spørgsmål fra en læser gør mig opmærksom på, at jeg har glemt at fortælle om, hvad man gør, når man rejser alene, ift. de nogle gange lange rejsetider pga. mellemlandinger.

For specielt som singlerejsende (og måske oven i købet ikke en helt ung pensionist på rejse) vil mange føle sig udfordret af lange rejsetider og lange mellemlandinger.

Man kan vælge at se mellemlandingen som et nødvendigt onde, der skal overstås. Ruste sig med god læsning. Finde tilgængeligt internet og skrive mail o.a. Ose rundt i butikkerne. Kaste sig over udvalget af kager og kaffe. Måske finde et meditationsrum/ bederum, som nogle lufthavne har, en massagestol eller rigtig menneskemassage.

Men man kan også se på det som en rejse i rejsen. Jeg har efterhånden lært at gøre det sidste. Mest. Somme tider ER jeg fed up.

Jeg husker min første rejse til Nepal, hvor jeg havde 6-8 timers ophold om natten i Delhis lufthavn, hvor det kun lykkedes mig at kapre en hvilestol den sidste time. Jeg tror, jeg har beskrevet det andetsteds. Tro mig, det var ikke sjovt.

Men en gammel veninde, som jeg mødte i Nepal, kom mig til hjælp. Hun fortalte, at hun altid betalte det, det kostede at få adgang til en lounge (som business class og 1. klasses passagerer har fri adgang til). Og, se, det prøvede jeg så for første gang på min hjemrejse: En fredelig lounge med bløde lænestole, drikkevarer og ta’ selv bord til rådighed. Det var intet mindre end vidunderligt.

Siden har jeg benyttet mig af tilkøb af lounge med min economy class billet på lange rejser med mange timer i lufthavnen. Specielt i nattetimerne er det skønt at komme væk fra vrimlen. Husker en nat i Doha Lufthavn (med Qatar Airways) som speciel komfortabel. Efter sultent at have spist af buffeten, sendt et par mail, fandt jeg en god liggestol, hvor jeg sov i et par timer.

Det er lidt forskelligt, hvad det koster at få adgang. Jeg har som regel betalt lidt over 200 kr. for op til 6 timer.

En anden ting, man skal være opmærksom på, er, at nogle flyselskaber giver enten en byrundtur eller et hotel, hvis mellemlandingen er over 7 timer, tror jeg det er. Også på de billige billetter. Det er jo som regel med dem, man får de lange mellemlandinger. Det står IKKE på billetten. Man skal henvende sig ved info og spørge om det. Første gang, det gik op for mig, var i Bahrains Lufthavn, hvor mellemlandingen var på 8-9 timer fra sidst på eftermiddagen til over midnat. Ved skranken spurgte jeg, om det var tilladt at tage ind til byen (vidste ikke, om det krævede visum). Den ansatte kiggede på billetten og sagde: “Jamen der er et hotelværelse til rådighed.” Ind til byen med taxa (incl.), lidt rundt i byen, gratis mad på hotellet, og så et par timers hvil på værelset, inden afhentning af taxa. Jeg tror, det var Gulf Air, jeg rejste med.

Hvis flyselskabet ikke giver hotelværelse, så er det billigere at bruge en lounge end at tage ind til et hotel. Og mindre stressende. Men hvis det er om dagen, er de mange timer måske bedre brugt ved at tage en tur ind til byen. Enten, hvis man får turen med sin billet. Eller med almindelig bus. Lufthavne er som regel kun en halv times kørsel fra bycentrum.

Der er flere internetsider, som giver gode råd til mellemlandinger. Bl.a har Momondo denne

Når jeg tænker over mine forskellige rejser, tror jeg faktisk, at de lange mellemlandinger kan hjælpe til at gøre oplevelsen af jetlag mindre. Fordi man tager rejsen i to etaper. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg bilder mig ind. Men jeg har haft voldsomst jetlag, når rejsen fra Kina eller Thailand er foregået i ét stræk derfra og til Paris, København eller Amsterdam.

På selve flyturen er det vigtigt at få valgt et sæde, som passer til dig. Jeg selv HADER at komme til at sidde ved vinduet på en lang rejse, selv om det er skønt med udsigten. Jeg vil heller ikke sidde i midt i den række sæder, der er ned langs midten af flyet. Der er to grunde til dette. Dels skal jeg tit på toilettet, og det er ubehageligt, synes jeg, at be’ en fremmed sovende person om at rejse sig flere gange. Dels har jeg et dårligt blodomløb i venstre ben, så jeg skal sidde på et sæde, hvor jeg kan strække venstre ben ud, lave bøj- og stræk øvelser med fod og ben.

Hvis jeg enkelte gange har været uopmærksom på sædet og har fået en vinduesplads eller én i midten, så har det aldrig været et problem at få den byttet, når jeg har fortalt hvorfor. De vil vel helst ikke ha’, at nogen får blodpropper i benet undervejs. (Husk for øvrigt, at jo ældre, du bliver, jo mere vigtigt er det at bruge flystrømper eller støttestrømper på flyturen).

Nogle gange kan man være utrolig heldig på en flytur. Det er sket for mig to gange. Første gang på en natflyvning mellem Qatar og Katmandu, hvor én af stewardesserne kom hen og undskyldende spurgte, om jeg ville have noget imod at rykke op på 1. klasse – fordi der var et par, som ellers ikke kunne komme til at sidde ved siden af hinanden. Altså. Hvor heldig kan man være. En første klasses lænestol på hele rejsen. Og den kunne slås ned, så det næsten føltes som en seng. Og så vågne op til sol og Himalaya bjergene, der strakte sig op over skyerne. Her gjorde det ikke noget, at det var ved vinduet, for der var rigeligt med plads til at komme ud uden at vække naboen.

Anden gang var på en rejse fra København til Bangkok. Jeg havde som sædvanligt valgt en plads med venstre ben ud til mellemgangen. Til højre for mig, var der tre sæder ledige. Jeg ventede spændt på, om nogen ville indtage dem i sidste øjeblik. Det var der ikke. Efter aftenmåltidet havde stewardesserne stadig ikke flyttet nogen rundt. Så jeg kunne lægge mig – på fire sæder – og sove godt hele natten. Nogle gange falder gaverne bare ned over én.

Måske kan lange flyture virke mindre afskrækkende efter disse forslag.

 

 

Mere planlægning – alene med fly, tog, bus

Når du har styr på, hvor du vil hen, hvordan du vil bo, hvad du vil lave osv. er det kun at gå i gang med at booke fly, tog eller busbillet.

Det helt enkle er selvfølgelig at vælge et flyselskab, gå ind på hjemmesiden og se, om der er rejser til det pågældende sted – og så booke. Der er to grunde til, at det sjældent er det, jeg gør:

  1. Som regel er det dyrere, end hvis jeg booker gennem en rejsesøgemaskine.
  2. Hvis du ikke bor i København, er det ikke sikkert, at flyselskabet har rejser fra den by, du vil rejse fra – og så skal du udover flyet til din feriedestination også købe togrejse eller indenrigsfly. Hvorimod du fra en søgemaskine kan sætte din nærmeste lufthavn ind som startsted. Jeg bor f.eks. 20 km fra Aalborg, og selvfølgelig er det nemmest for mig at rejse derfra.

Da jeg nu igen besluttede mig for Nepal, kiggede jeg udover på søgemaskinen på Qatar Airlines og Turkish Airlines hjemmesider. Men afgangssted var København, og selv om billetten Kbh.-Kathmandu umiddelbart så billigere ud, så løb den ved tilkøb af SAS- eller Norwegian billet til og fra København op i fra 800 til 1000 kr. ekstra. Med tog kunne jeg gøre det billigere, men stadigvæk penge oveni flybillettens pris samt ekstra lang rejsetid.

Hvis du ikke ved, hvad en rejsesøgemaskine er, så er det, meget kort fortalt, en hjemmeside, som hjælper dig til at få overblik over f.eks. flypriser til dit bestemmelsessted. Med et par klik, hvor du indtaster afrejse- og bestemmelsessted samt dato for afrejse og hjemkomst, får du et hurtigt overblik over billetpriserne. De bliver vist i kategorier som f.eks.  “billigste”, “bedst til prisen” og “mindst rejsetid”. Den sidste er altid den dyreste. Når jeg tjekker de billigste, gennemgår jeg altid omhyggeligt rejsetiden, for hvis der er flere mellemlandinger med lange ophold i lufthavne, kan det bedst betale sig at give lidt mere ovre i “bedst til prisen”.

Jeg bruger mest den søgemaskine, som hedder Momondo, fordi jeg synes, at det er den mest overskuelige. Bl.a. fordi den viser en lille søjle for hver dag. Hvis der f.eks. er lavere søjler før eller efter din valgte afrejsedag, betyder det, at du kan få en lidt billigere rejse ved at vælge en anden dato.

Hvis du nu ikke vil rejse hjem fra samme lufthavn, som den du ankommer til på udrejsen, kan du også bestille en “round trip”. Hvis jeg f.eks. på en Frankrigsrejse vil besøge familie i Paris, tage toget til Bretagne og derefter hjem fra Rennes, kan jeg booke udrejse rejse til Paris, hjemrejse fra Rennes. Eller på en tur til Nepal, vil jeg videre med fly fra Kathmandu til Bangkok og senere hjem derfra, så kan det også lade sig gøre. Sidst jeg søgte, blev sådan en rejse i Asien kun lidt over 15oo kr. dyrere end returbilletten til Kathmandu – og altså ikke særlig meget dyrere end en returbillet til Bangkok.

Men der er én vigtig ting at være opmærksom på, når du begynder at søge. Du bliver hurtigt “fanget af nettet” på den måde, at man registrerer din søgning, dvs. man sporer dig, og du vil blive spammet, når du går på nettet i den følgende tid med reklameopslag om hoteller o.a.  på destinationen. Og endnu værre. Hvis du i løbet af et par timer har registreret priser, vil de nok pludselig være dyrere, når du vender tilbage 3. eller 4. gang.

Så det, der er vigtigt at gøre, er at åbne et ny vindue i din browser. Jeg bruger Firefox. Når jeg klikker i menuen (de fire vandrette streger) oppe i øverste højre hjørne, står der som 2. eller 3. mulighed “nyt privat vindue”. Det åbner jeg – og så kan jeg søge mere hemmeligt. Jeg får i hvert fald ikke længere reklamer, og priserne stiger ikke i løbet af flere søgninger samme dag.

Jeg har lige tjekket Google Chrome – og det fungerer på samme måde. Her er menuen 4 punkter under hinanden i øverste højre hjørne, og her hedder det “nyt inkognito vindue”.

Endnu en ting at være opmærksom på er, at der er perioder, hvor billetter er billigst. Til langdistance flyrejser, altså uden for Europa, har flere artikler gjort opmærksom på, at rejserne er billigst omkring 6 uger før afrejsen. Den regel bruger jeg altid, og når jeg begynder at holde øje med priserne fra lidt over 7 uger inden afrejse, kan jeg se, at de bliver billigere i dagene derefter. I år fik jeg et ekstra kriterie med ind: At tirsdagen skulle være den billigste billetkøbsdag – fordi mange simpelthen bruger weekenden til at søge/ købe, når de har fri. Det fik jeg verificeret i år. Tirsdagen ca 7 uger før min afrejse, var billetten Aalborg-Kathmandu til salg for 5.400 kr., 1000 kr. billigere end få dage tidligere. Og så tænkte jeg, at det ville være ærgerligt at vente, hvis den nu alligevel blev dyrere.

Så nu skulle du være klar til at bestille billet – og rejse ud i verden. Hvis du altså vil flyve.

Lange togrejser, som jeg foretog rigtig mange af i min ungdom, bruger jeg ikke mere (bortset fra rundt i Frankrig, lidt i Italien – fra ét sted til et andet). Jeg har enkelte gange tænkt, at det ville være dejligt med sådan en langsom rejse ned gennem Europa, gøre holdt undervejs, rejse videre. Men jeg bremsede mig selv, når jeg så, hvor besværligt det var at bestille billet, bortset fra til Sydsverige og Nordtyskland. Indtil jeg for nylig blev bekendt med en rigtig god hjemmeside, som hedder interrailguide.dk

Jeg blev kontaktet af dem, der bestyrer siden, fordi de havde læst noget fra min blog om togrejser i Frankrig – og de bad mig skrive lidt til deres side. På den fandt jeg ud af, at Interrail er for alle aldersklasser – og der er meget flexible tilbud på interrail billetter, som man kan bruge til enten et vist antal rejsedage på en måned eller til fri rejse i op til en måned. Så nu ser det pludselig nemt ud at rejse rundt i Europa med tog. Hvis jeg tager til Bosnien igen, kunne det være med tog. Eller måske Nordspanien? Du kan læse mit indlæg HER

Og busrejser til udlandet? Du kan i hvert fald rejse til storbyer i Europa med bus. Jeg kan se, at det gamle Eurolines nu er sammen med FlixBus og andre selskaber. Ligesom flere rejsearrangører, som sælger storbyferier også sælger busrejser alene. Men her ER det nok mere fordelagtigt at tage hotelophold med.

Som jeg tidligere har været inde på, så er Lonely Planet en god hjælp på mange områder. Kapitlet “going there and away”, gør, at når du befinder dig i en given by og gerne vil se området, så er der masser af forslag til at komme rundt.

Disse tre sidste indlæg har simpelthen været basisinformationer om planlægning af singlerejse.

Har jeg sagt det her før? At jeg blev så glad under en tv-udsendelse for nogle år siden, om den 100-årige Ellen Bentzen, som stadig rejste meget. Hun havde en søn i USA, en kæreste i Australien, så det blev til to lange rejser om året. “Folk spørger, jamen er det ikke svært at blive ved med at rejse?” sagde hun. “Men hvor svært kan det være. Jeg skal jo bare bestille en billet på nettet.”

Planlægning af alenerejser, fortsat

Jeg vil opridse, hvad jeg selv gjorde, da jeg begyndte at rejse alene for nu 13 år siden.

Som jeg skrev i et indlæg om Assisi, var det her min første solorejse gik til. Jeg huskede Assisi som et vidunderligt sted fra en familieferie og ville gerne derned igen. Da det var mit første forsøg, var det vigtigt at have en ramme for rejsen. Jeg kunne selvfølgelig booke et hotel, men begyndte at google “alene rejse Assisi”, “kurser i Assisi”, “meditation i Assisi” osv. – og fandt hurtigt frem til noget, som hedder Assisi Missionen https://www.assisimission.net/da/ . Denne forening organiserer bl.a. rejser til Assisi, med indlogering på et kloster, daglig undervisning i meditation og Frans af Assisis liv. Enkelte fællesture og masser af tid til at udforske på egen hånd. Jeg kontaktede den danske kvinde, Bente Wolf, som leder foreningen og kom med på sensommerens kursus i Assisi.

En vidunderlig måde at starte på.

Da jeg tog til Kina året efter, fordi min datter arbejdede derovre i et halvt år, ville jeg bruge ca. 25 dage derovre, for så var der tid til at rejse rundt i over 14 dage, inden jeg skulle mødes med hende. Eftersom jeg var interesseret i Tibet, men ikke ønskede at rejse til selve Tibet, fordi jeg havde læst mig til, at Lhassa efterhånden var ødelagt af kinesisk kultur, googlede jeg mig frem til, hvilke tibetanske provinser i Vestkina, jeg kunne besøge. Læste i Lonely Planet, at togrejser i Kina var overskuelige, så da jeg stod i Beijing, var det “bare” at hente togbillet til et døgns behagelig togrejse mod vest. Men du kan læse mere om dette HER for jeg kan se, at jeg bevæger mig ud af et sidespor.

Negative0-26-27(1)

Det, der er vigtigt for dig på en første rejse, det er måske at finde det indhold, som du gerne vil give din rejse. Interesserer du dig for yoga, acryl eller akvarelmaling, kunst, opera eller andet, så gå efter, hvad der findes i det land, du gerne vil besøge. Jeg ved, at der er mange undervisere, som afholder kurser i yoga og maling i Grækenland og Spanien. Berlin er f.eks. en by med et spændende teater- og kunstmiljø. Det er overskueligt at rejse dertil med bus, fly eller tog, overskueligt at booke et hotel. Prag er en anden spændende storby med et godt teater- og operaliv, også rimelig nem at komme til. Du kan google “teater opera i Prag”  og finde frem til de forestillinger, du gerne vil se, booke billetter over nettet, inden du rejser.

Hvis du ikke vil opholde dig inden for Europa er det samme fremgangsmåde: Google din interesse, det, du gerne vil lave – og der kommer masser af forslag. Da jeg rejste til Nepal første gang, vidste jeg, at jeg ville bruge noget af tiden på at lære mere om buddhismen, lære mindfulness meditation, som den er, mere oprindelig. På Jysk Rejsebureaus hjemmeside stødte jeg på deres Nepal side på tilbud om “Ophold på et kloster”. Da jeg så, hvad klostret hed, gik jeg til klostrets egen hjemmeside – og fandt tilbud om ophold (kost/ logi/ undervisning) halvt så dyrt som i Jysk Rejsebureau (se HER )

Nepal 321

     Nepal 330

Nepal 347

      Nepal 376

Nepal 378

             Nepal 387

Alle ovenstående fotos er fra et 10-dages kursus på Kopan Klostret 2010

Hoteller er nemme at booke i forvejen over nettet. Men når du rejser alene (og i det hele taget) er Airbnb en rigtig god mulighed. Deres hjemmeside er overskuelig. Du skal bare skrive, hvilken by, du vil være i, så kommer der masser af forslag i alle prisklasser, fra steder, hvor du bare lejer et værelse til hele boliger. Personligt synes jeg, at når jeg rejser alene, er det bedste bare at leje et værelse. Da det som regel er et værelse i en bolig, hvor udlejerne bor, giver det mulighed for en formidabel kontakt, som er meget anderledes end den, man får på et hotel. Nu ved jeg godt, at der går mere “bussiness” i det, at udlejerne ikke nødvendigvis har lyst til denne kontakt, men du vil kunne se i anmeldelserne, hvordan den enkelte udlejer opleves.

Specielt i Nepal har jeg følt mig næsten som en del af familien, og i Sarajevo oplevede jeg nogle helt utroligt hjælpsomme værter (læs HER  OG HER )

No automatic alt text available.581664_10200760887766133_1825440238_n

(dette er den nepalesiske airbnb set udefra – jeg mangler at finde fotos af familien på min lille bærbare – samt fra airbnb i Bosnien)

 

Planlægning når du rejser alene

Jeg har tidligere – og lidt spredt – fortalt om, hvordan man planlægger og forbereder sin rejse alene. Også som pensionist.

Her vil jeg kort gennemgå de vigtigste ting, du kan gøre for at få en god singlerejse, hvis det er første gang, du vil prøve den rejseform.

Overvej grundigt, hvilket land, du gerne vil besøge – eller hvad du gerne vil lave på din rejse.

Når du har valgt landet, vil det aller nemmeste måske være at vælge en charterrejse. Jeg foreslår ikke en charterdestination for, at du skal opholde dig der alene. Jeg kunne forestille mig, at det ville blive en oplevelse, hvor man nemt ville kunne føle sig ensom blandt par og familier. Men jeg foreslår charterrejsen som en nem og måske billig mulighed for at komme til et ønsket rejsemål, have et sted at “lande” og vende tilbage til, men ellers bruge det som udgangspunkt for at rejse rundt alene. Jeg har brugt den måde at rejse på, når jeg var på familieferie. På en 2 ugers ferie brugte vi charterhotellet meget lidt. Vi havde i forvejen bestemt, hvilke steder vi ville besøge og rejste så rundt med lokale busser og bookede os ind på små hoteller eller b&b undervejs.

Dette vil være nemt at gøre alene. Du skal bare bestille charterrejsen, ikke bekymre dig om selv at booke fly og derefter hotel. Du skal bare finde ud af, hvilke steder du gerne vil besøge, når du er ankommet til byen/ hotellet. I mange lande sydpå er der en god infrastruktur med busruter til alt det, du kunne ønske dig at se. Du kan forberede det hjemmefra ved at søge på nettet. Og når du nu har dit hotelværelse, har du altid et sted at vende tilbage til. Trygt at vide, hvis det er første gang på egen hånd. Desuden er der efterhånden flere charterrejser udbydere, som begynder at reklamere med singlerejser og “intet tillæg for eneværelse”. Dette sidste er virkelig betydningsfuldt, for hvem gider, som alenerejsende dele værelse i en uge eller to med en ukendt person?

Lonely Planets hjemmeside er et super godt og overskueligt sted at bruge. Hvis du f.eks. har fundet en charterrejse til Tyrkiet, lander i f.eks. Antalya, fordi du tænker, okay, det kunne være godt med et par dages badeferie, og så vil jeg videre til Göreme i Kappadokien. Nu googler du Lonely Planet Göreme og kommer ind på en side, der fortæller om byen. Nedenunder det flotte farvebillede kan du klikke ind på hotels, restaurants, activities, in detail etc. Det er lige nu in detail, der interesserer mig, for her findes bl.a. practical information og et afsnit, der hedder getting around. Under dette finder du flights and getting there. Og straks ser du, hvilke destinationer man kan komme til og fra fra Göremes Otogar (Busterminal). Busrejser er langt billigere end fly – og en god måde at få set landet på. Der er regelmæssige stop til toiletbesøg og køb af mad.

På listen kan du se, at turen til Antalya tager ca. 9 timer, at der er mange afgange hver dag – hvilket betyder, at der er lige så mange afgange fra Antalya. Så når du er ankommet med din charterrejse til Antalya, kan du spørge efter busstationen, gå hen og købe en billet til Göreme. Voilà.

Jeg har overalt på rejser benyttet mig af Lonely Planets hotelforslag. Der er i alle priskategorier. Jeg vælger som regel blandt de billigste og er aldrig blevet skuffet. Nogle gange går jeg ind på hotellets hjemmeside og bestiller i forvejen, andre gange leder jeg bare efter hotellet, når jeg kommer frem.

Det her var altså en lille smagsprøve på en rejse,  der vil være fhv. nem at planlægge.

For en uges tid siden er jeg blevet bekendt med en facebookside, som hedder Single Rejser. Her er der f.eks. mange, der søger en rejsepartner, og der er flere, som planlægger og foreslår singlerejser i små grupper. Hvor du rejser alene, men rejse og ophold er arrangeret. Det er https://www.facebook.com/groups/singlerejser/

På ovenstående facebookside fandt jeg bl.a. link til denne side, som organiserer rejser for singler  http://www.rikkesrejser.dk/

Men prøv selv at gå ind og kigge på facebooksiden Single Rejser. Man skal tilmelde sig for at kunne læse med.

I det næste indlæg vil jeg igen lave et overblik over, hvordan du kan planlægge egen rejse “helt fra bunden”.