At være en del af

Passer det mig mon rigtig godt, at jeg har skrevet forkerte mailadresser til flere venner, som jeg skulle lave aftaler med? Har fået ny bærbar og kunne ikke finde ud af at kopiere adressekartotek fra min stationære, så jeg kopierede først i hånden. Det betyder, at jeg på forhånd kun fik lavet én fast aftale. Med dem, der bor i byen kan de laves fra dag til dag.

Og jo, det passer mig godt, når jeg kun er her i 2 uger. Jeg kunne blive helt forpustet ved tanken om at gå fra aftale til aftale.Tænkte “bare jeg kunne være der lidt anonymt for en gangs skyld”. Og det er jeg, på en måde. Selv om jeg efterhånden har fået kontakt med folk, så er jeg så sent ude, at de fleste er på vinterferie, passer børnebørn (der er også vinterferie i Frankrig)  har forpligtelser. Så jeg har tid til at skrive. Tid til ro, som jeg nyder. Jeg gamle introverte eneboer!

Jeg spammer fotos af mimoser på facebook og må allerede én af de første dage foretage en slags pilgrimsvandring, som jeg altid går alene første gang. Ud til Cap d’Erquy. Den tur jeg gik så ofte, da jeg boede her. Derude på de forblæste klipper kunne jeg gå mig fra alt det besværlige.

Den første dag eller to bliver jeg forpustet og føler mig øm i lårene efter de lange gåture. Nej, ikke bare øm, mine ben flekser næsten under mig, når jeg skal tage lidt høje skridt. Men efter et par dage har jeg allerede vænnet mig til alle de stigninger og fald.

Jeg kan huske, da jeg første gang kom på besøg hos mine senere svigerforældre i deres hus ved kysten. Jeg kiggede beundrende på min franske svigermor, som dengang – i en alder af 62 – sprang rundt på klipperne, mens jeg var lidt bange og bevægede mig langsomt bagefter. Men se, nu er jeg 72 og har allerede længe levet med klipperne. De er blevet en del af mit liv. Ligesom byen.

Erquy er mit åndehul. Bogstaveligt talt. En by, et område med ren luft. Ingen tung gennemgående trafik. Biler, der kommer her, er med nogen, der skal hertil. Bor her, har et ærinde. De lastbiler, der kommer, henter fisk, kammuslinger, krabber, hummere ved havnen. Andre leverer varer til forretningerne. Der er ingen, der bare kører igennem.

Jeg er i Erquy, som grundlæggende ikke har forandret sig meget. Godt nok er den vokset. Masser af nye villaer. Moderne. Eller forsøgte efterligninger af de gamle huse, selv om grundelementet er beton, pyntet op med sokler af granit. Men de grå skifertage dominerer stadig, når jeg ser ud over byen.  Og bykernen er stadig fyldt med ældre og gamle huse i granit. De fleste bygget af rosa granit. Erquys specielle.

Jeg er endda kommet tilbage til ejendommen, som jeg boede i de sidste to år her. Dengang, da jeg blev skilt, turde jeg ikke blive boende i det lille hus omgivet af skov. Så her fandt jeg et refugium. En stor lejlighed øverst oppe i to etager. Her læste jeg Doris Lessings Den gyldne bog og Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden. Skumsprøjt fra kvindebevægelsens bølger nåede mig helt herude. Her udfoldede mit franske livs sidste kærlighedshistorie sig. Nu sidder jeg nedenunder, i en 1-værelses. Dog med altan og med den samme udsigt som dengang. Havet fylder nok ikke helt så meget i horisonten, men jeg kan se det. Jeg kan se byen, der breder sig nede foran mig. Jeg kan skimte havnen, når jeg kigger til højre, mod vest, og Cap d’Erquy’s høje klipper, der beskytter havnen. Jeg kan se kirken i grå granit lidt til venstre, mod øst, og når jeg strækker mig ud over altanen, helt til venstre, næsten mod nordøst, ser jeg sømandskapellet med sit høje spir, hævet  på en bakketop ved byens nordøstlige udkørsel.

At være i Erquy er mere end at VÆRE andre steder i udlandet. En rejse, hvor jeg ikke føler mig udenfor som på rejser til fjerne steder. Jeg har ofte tænkt under mine senere rejser, at jeg er udenfor. Udenfor på den måde, at jeg betragter det liv, der leves der. Udefra. Som tilskuer. Aldrig en del af det. Måske er det også noget af det, jeg ikke orker mere på lange rejser?

Her er jeg for altid en del af livet. Jeg glider ind i en dagligdag, der var min. Der ER min. Der forbliver min. Hvad enten jeg er alene, sammen med venner, på vandring i naturen. Selv på indkøb. Supermarkedet. Markedet om lørdagen. Overalt møder jeg mennesker, som jeg er på hilsefod med. Tid til korte samtaler. Jeg er ikke fremmed. Jeg hører til de steder, jeg færdes. Efter en dag eller to vokser følelsen, glæden over at være i mit andet hjemland.

Jeg føler mig faktisk lykkelig her. To år efter Saras død var det også her, jeg for første gang oplevede 24 timers glæde i træk.

Nu er jeg her for mindst 8. gang inden for de sidste otte år. Hvis det ikke var så langt væk, ville jeg komme oftere. Meget oftere.

Atter i Erquy

Mimoser, tænkte jeg en dag sidst i december. Det er 40 år siden, jeg har set mimoserne blomstre. Dem må jeg se – mindst én gang mere i mit liv. Som tænkt, så gjort. Fik bestilt fly og en 1-værelses lejlighed i 2 uger. For altså – igen et alderstegn? – den store lejlighed, som jeg plejer at leje, og som er lige så billig som denne 1-værelses, den begynder altså at være lidt trættende. Eftersom udlejeren er englænder og bor i Australien har han fuldkommen tillid til sine lejere. Den ene lægger nøglen til den næste osv. Alle skal sørge for rengøring og vask af sengetøj, håndklæder, viskestykker. Jeg har været så glad for al den tillid. Og det var her, jeg begyndte og afsluttede skrivning af min bog.

Men – de sidste gange har lejere forladt lejligheden uden at gøre ordentlig rent. Jeg har skullet starte mit ophold med grundig rengøring for at kunne holde ud at være der. En af gangene var støvsugeren gået i stykker – uden at det var blevet signaleret til udlejer. Altså tykt lag støv overalt – og jeg måtte ud at købe støvsuger (straks refunderet, men alligevel).

Og så ligger lejligheden ret højt over byen. Må erkende, at de første dage er det virkelig udmattende at bære indkøb op.

Lang historie for at fortælle, at det er en ny bolig denne gang.

Jeg fik planlagt et besøg hos et vennepar i storbyen Nantes på vejen ned, og et besøg hos ex-svigerinde og svoger i Bretagnes største by, Rennes, på vejen hjem.

Så var jeg parat til at møde mimoserne. Men vennemails fortalte om tidlig blomstring i år, allerede fra starten af januar. Altså indstillede jeg mig på at gå glip af dem.

To dage før afrejsen begyndte jeg at pakke. For ikke at stresse med det denne gang. Har tidligere fortalt, hvordan denne del af rejsen bliver mere uoverkommelig.

Disse pakkedage. Engang kunne jeg nå det en aften efter arbejde og rejse næste morgen. Og nu: To hele dage!

Den første dag ligger alt det, jeg gerne vil have med spredt ud over soveværelse, badeværelse, stue og ligner noget, der aldrig vil kunne være i en lille kuffert og en skuldertaske, subsidiært lille rygsæk. Det kunne det altså heller ikke. Det er også vinter i Bretagne, så strikketrøjer fylder. Selv efter udelukkelsesmetoden måtte jeg indse, at jeg blev nødt til at bestille “medfølgende bagage”. Det viste sig senere, at kufferten faktisk vejede lige unde 8 kg – men rygsækken tre, så jeg kunne ha’ skåret lidt mere ned og haft plads til det i kabinen. Alligevel var jeg næsten lykkelig over ikke at skulle ha’ det hele med i flyet. Al den bæren op og ned ad trapper, løfte op på hylden i flyet efter at ha’ snoet mig gennem kabinen med det hele.

Og følelsen af endelig at sidde i flyet efter al den pakken ned, også flyskammen, er så meget større og afslappende.

Jeg er nået frem. Efter besøget i Nantes, det varme gensyn med vennerne. Næste dag videre med tog. Et vennepar, der hentede mig og kørte mig de sidste 20 km. Undervejs var vi ude og gå en tur. Mimoserne blomstrer stadig. Ren fryd for øje og sjæl.

Nu er jeg nået frem. Og måske er jeg ikke bare nået frem, men på en måde hjem. Jeg boede i denne ejendom de to sidste år af mit liv her, fra 1978-79. I en stor lejlighed på to etager øverst oppe med masser af havudsigt. Her er, i min lille bitte lejlighed, føler jeg mig alligevel hjemme. Altan og havkig. Hvad kan jeg ønske mere?

 

Vinterrejse

Alt det der med at finde en billig afbudsrejse – det opgav jeg. Og de rejsebureauer, der reklamerer med singlerejser: “Du skal ikke betale ekstra for eneværelse”, lyder det flot. Nej, det skal jeg vel ikke, når en uge koster over 6000 kr!

Så jeg gik i gang med at finde flyrejse. Nu var jeg for sent ude til at nyde efteråret i nærheden af Malaga. November er den måned, hvor det regner mest der. Tyrkiet – også for koldt. Tunesien – der var jeg engang på familietur i november, og aftenerne og nætterne var altså meget kolde. Marrakech virkede tillokkende. Meget endda. Det er længe siden, jeg har været i arabisk kultur. Men – jeg længes også så meget efter sol på kroppen. Fik slet ikke sol på maven i sommer. Så – ikke Marrakech. En anden gang. Måske.

Så så jeg tilfældigt en rejsereportage om Gran Canaria. Og sikken en natur. Google fortalte mig, at her er i hvert fald ca 20 grader i november. Det blev så Gran Canaria. Og straks jeg havde valgt, sendte Norwegian tilbud om ekstra billige rejser på en udsalgsdag. De holder vist godt nok udsalg tit, men jeg tog det som et tegn. Og fandt en rejse til Gran Canaria den sidste uge i november for under 1800 kr. incl. valgt sæde. Men allerede der begyndte jeg at føle mig lidt snydt, for jeg følte mig næsten presset til at vælge et sæde for næsten 200 kr. Altså med andre flyselskaber kan jeg gå ind dagen før afrejsen og checke ind og finder som regel et sæde, der passer mig. Måske kan man også det her, hvis man har is i maven til at se bort fra alt det, de tilbyder ekstra.

Og, hvad er nu det for noget. At synes, at en flybillet til Gran Canaria til 1800 kr. er dyr? Burde den ikke koste dobbelt så meget, så jeg kan tænke mig om, inden jeg vælger endnu en gang at flyve? Ja, jeg kommer næsten til at skamme mig over at flyve for anden gang i år.

Men lysten til sol og en oplevelse af sommer vinder altså. Og der er ingen tog dertil.

Så skulle jeg finde et sted at sove. Ikke på sydkysten, som er det mest turistede (men også med garanti for sol og varme – der kan være nogle graders forskel mellem nord og syd, selv om øen er lille). Men altså IKKE Sydkysten. Jeg er bange for at havne i et turisthelvede. Husker nummer to sted, jeg var på Koh Chang i Thailand, der, hvor alle de unge festede hele natten og overdøvede junglens lyde.

Da det skulle være billigt, fandt jeg først en airbnb på nordvest-kysten til ca. 1000 kr. for en uge. Men efter at have talt med en veninde – og vel vidende, at jeg også vil bruge tid på at skrive – kunne jeg godt se, at jeg havde valgt noget lidt skrabet. Et værelse, der ville være ok til en helt igennem aktiv ferie, men hvis jeg også ville have noget, der føltes rart at bo i, så var det ikke lige det. Afbestilte igen. Og fandt så et sted, lidt længere nord på. Et hotel i Puerto de las Nieves. En lille by/ havn, som ser rar ud. Ingen sandstrand, så det afholder i hvert fald inkarnerede strandturister fra at bo der. Høje klipper langs kysten. Naturpark lige i nærheden. En god tagterrasse, hvor jeg kan få sol på maven, og en natur at gå rundt i. Når jeg ikke skriver.

Og – så har jeg allerede haft det første besvær. Jeg havde valgt Norwegian, dels pga. tilbud, dels pga., at de havde et fly fra Aalborg en lørdag morgen ca. kl. 9. Jeg kunne nå at være i lufthavnen kl. 8 med den første bus fra Nibe. Sådan noget er vigtigt, når man lever uden bil. Desuden ville jeg være fremme allerede ved 13-tiden. Jeg ville kunne tage en bus og nyde at se øen stille og roligt på vej mod mit hotel. Se, om der evt. var steder på vejen, som jeg ville besøge.

Men et par uger efter købet modtog jeg en besked om ændring af afgangstidspunkt til kl. 6 om morgenen. Jeg tænkte, at så måtte jeg tage et hotelværelse i Aalborg og en taxa ud til lufthavnen inden flyafgang (for selv fra Aalborg centrum, er der ingen bus til lufthavnen så tidligt en lørdag morgen). Og straks ville rejsen koste mindst 800 kr. ekstra. Jamen, det er lige præcis sådan noget, der har afholdt mig fra Norwegian i årevis. Deres ændringer af tidspunkter.

Jeg var også ude i at tage natbus og ankomme til lufthavnen ved 2-tiden om natten. Men da jeg forhørte mig i lufthavnen, fik jeg at vide, at jeg sagtens kunne komme ind, men at jeg nok ville være den eneste, der sad der i flere timer. Og på de trælse stole i forhallen, for der var ikke åbent til afgangshallen – og de gode lænestole – før ved 5-tiden.

Ved at ringe til Norwegian, fik jeg lavet min billet om, så jeg tager over København og videre derfra til Gran Canaria. Det betyder dog, at jeg først er fremme kl. 18 – to timers ophold i København – og jeg bliver nødt til at tage en taxa dernede. Og ser ikke øen ved dagslys. Øv.

Da jeg så bestilte en taxa, satte de konsekvent mit ankomsttidspunkt til ved 15-tiden om eftermiddagen, for de havde ingen oplysninger om Norwegian fly med ankomst fra København kl. 18:10. Igen opkald til Norwegian: “Kan jeg nu være sikker på, at I sender det fly af sted? I er kendte for at fylde én afgang op, hvis passagererne er for få på en anden afgang.” (Altså alt det, jeg vidste, hvorfor havde jeg glemt det?) Jo, jo, som det ser ud nu, er der rigeligt på afgangen, du er med…

Så jeg er spændt. Mere spændt end sædvanligt. Og, ærlig talt, det lærer mig, at det er ganske formålsløst at spare noget på flybilletten, når det indebærer ændringer og masser af arbejde.

Til tider glæder jeg mig. Til andre tider spørger jeg mig selv om “hvorfor ikke bare Bretagne?” Fordi – der er ingen varme på denne tid. Og jeg er gået glip af sommervarmen.

Angkor Wat

Er ved at redigere – og da jeg selv elsker ovenstående foto, synes jeg, at det godt kan genbruges. I første omgang vil jeg nok bare vise fotos. Du kan læse en masse på nettet om denne by og tempelkompleks, som fra det 9. til det 15. århundrede i perioder havde et indbyggerantal på op mod 1 million.

Angkor Wat havde meget længe været på min ønskeliste, som ét af de steder, jeg MÅTTE se, inden jeg blev for gammel til det.

Og det med at blive for gammel. Selv om jeg ikke var det – og sagtens ville kunne gøre det også nu, fire år senere – så var det altså godt, at jeg blev fragtet rundt af min tuk-tuk chauffør de to dage. Området er enormt. Og templerne ligger spredt. Jeg tror, at vi kørte ca. 25 km rundt hver dag. Jeg ville virkelig ikke have oplevet ret meget, hvis jeg skulle have gået. Her ventede chaufføren på mig, mens jeg gav mig tid til at gå rundt, dvæle ved det, jeg så, sætte mig. Og så kørte han mig videre til det næste. Ved frokosttid inviterede jeg ham på mad, og så fortsatte vi.

Det ER imponerende at opleve det sted. Jeg er så glad for at jeg har været der. Selv om der er turister, rigtig mange, hver dag tusindvis, så er der alligevel masser af steder, hvor det er muligt at opleve omgivelserne alene, i fred og ro, sætte sig, fornemme fortiden, storheden. Og selv der, hvor alle flokkes på samme tid, er det okay. Som den indiske yogalærer sagde: “Folk klager altid over, at der er for mange mennesker i Ankor Wat. Hver eneste turist ønsker åbenbart at se stedet alene, have det for sig selv. Men de glemmer, at Angkor Wat var beboet af hundredetusindvis af mennesker. Altså er det vel sådan, det skal opleves.”

Og, ja, når jeg rejser alene – pensionist på rejse alene – er der altid en venlig sjæl, som spørger om han/hun skal tage et billede af mig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Cambodia

I morgenens stilhed og mørke, som jeg elsker at være omgivet af, kun med stearinlysets skær, indtil dagen gradvist bryder frem, kom jeg til at tænke på tropemørket, som jeg oplevede i Cambodia. Og det gik op for mig, at jeg aldrig har skrevet om dette – eller rejsen til Cambodia – undtagen at jeg kørte i bus tilbage til Thailand. Det vil jeg rette op på og er i gang med at skrive et indlæg, som bl.a. skal indeholde Ankor Wat og et ophold i et fantastisk lille retreat center Angkor Zen Garden…

Min første rejse til Thailand var i begyndelsen af 2014. Min bror skulle derover og besøge en ven, som bor der med sin thailandske kone. Min bror ville gerne ha’ mig med, så det blev til, at vi kunne foretage flyrejsen sammen og tilbringe et par dage i Bangkok, inden vi tog videre, hver vores vej. Han sydpå i Thailand, jeg østpå til Cambodia. For målet for den rejse, jeg ville på, var Angkor Wat, som jeg længe havde drømt om at se. Derfor havde jeg bestilt flybillet fra Bangkok til Siem Riep – ikke retur, for jeg vidste ikke, hvor længe, jeg ville være i Cambodia. Jeg havde surfet lidt på nettet for at finde yoga eller meditations retreat centre og opdagede tilfældigt https://www.angkorzen.com/

Ankomst til Siem Riep lufthavn en sen aften, hvor jeg følte mig vældig underholdt af alle de lufthavnsansatte (9 eller 10), som på en lang række efter tur behandlede visumansøgningerne, en læste grundigt, sendte videre til den næste, som også læste grundigt. Næste igen, tror jeg, overførte oplysninger til visaet, som blev klæbet ind i passet. Videre til den næste, som satte et første stempel. Videre igen til underskrift, ekstra kontrol, ekstra stempel. Jeg ville tage et foto, opstemt over, at her var arbejde til så mange mennesker. Men blev beordret til at fjerne kameraet.

Ud i mørket. Fra Ankor Zen havde man lovet at sende én ud for at hente mig, og der stod han, en ung mand med mit navn på et skilt, ved siden af sin tuk-tuk. Langsomt ind mod Siem Riep, hvor der tydeligvis var mange turister, videre ud ad en mørk, gruset landevej. Jeg at trak mit sjal godt hen over den nederste del af ansigtet, sådan som jeg havde lært i Nepal, for at skåne luftvejene mod alt støvet, der hvirvlede op.

Endelig ankommet til Angkor Zen, blev jeg modtaget af Resa. Stedet var på det tidspunkt ejet af et fransk-cambodiansk par, Bruno og Resa, som havde bygget det hele op fra bunden.

Jeg fik anvist min hytte af Resa. Rummelig, bygget i bambus og træ. Et stort rum med to brede senge, myggenet, hylder, et lille bord og en stol. Alt, hvad der var brug for. Da Resa med lygten viste mig rundt til fælles toiletter og baderum, kunne jeg se omridsene af de andre hytter i en cirkel omkring en åben plads.

 

Da hun gik, slukkede jeg lyset i hytten, inden jeg åbnede døren for at gå ud igen (for at undgå at myggene skulle komme ind i massevis) – og derude, da jeg stod på terrassen, var alt kulsort. Ikke bare en talemåde. Virkelig kulsort, som jeg aldrig har oplevet det før, ikke engang i Sahara, hvor jeg syntes, at Mælkevejen næsten oplyste rummet omkring mig.

Og så kom lydene. Alle lydene fra tropenatten. Gekkoer, som jeg genkendte. Mens alle de andre dyrelyde var fremmede. Det var overvældende. Og en sand lykkefølelse ramte mig, mens jeg stod der i mørket og ikke kunne se en hånd frem for mig, men i en verden af lyde, som var totalt fremmede. Kiggede op mod stjernerne. De var der. I hundredetusindvis. Men ufatteligt langt oppe.

Næste morgen startede jeg dagen med fælles morgenmeditationen fra kl. 6 til 7. Bruno indledte med lidt fælles tai chi øvelser, og det var så meningen, at hver især lavede deres egen meditative praksis i stilhed, mens det gradvist blev lyst, og morgenens kølighed veg for varmen. Morgenmad fra ved halvottetiden. Fra 9 til 10 yogaundervisning af en indisk lærer, derefter en times åndedrætsmeditation, også med ham. Frokost, som man kunne betale sig til (morgenmad, aftensmad, al undervisning og hytten var inkl. i prisen, som på det tidspunkt var ca. 300 kr. i døgnet). Om eftermiddagen en times tai chi for dem, der ville (jeg ville ikke). Aftensmad og afslutning på dagen med aftenmeditation.

No automatic alt text available.

Meditations- og yogarum

Jeg gled hurtigt ind i dagsrytmen. Nød stedet. Den store have med junglevegetation, de fælles mødesteder, som var medtationsrummet og huset, hvor vi alle spiste omkring et stort bord, den dejlige vegetarmad tilberedt af en indisk kok. På et tidspunkt var alle 8-9 hytter beboet, så snakken var livlig mellem nationaliteter og aldersgrupper. Det var nemt at benytte baderum og toiletter. Jeg tror, der var fem af hver slags. Selv om natten, hvor jeg altid skal op for at tisse, var det nemt at gå derover med en lille lommelygte.

Jeg kunne også læne mig tilbaget til det stille liv på min hyttes terrasse med skrivning og læsning eller små gåture til den nærliggende landsby og over markerne. Selv larmen sen aften og nat nød jeg, når de omkringboende bønder var færdige med dagens rishøst. Så blev der nemlig drukket og festet til cambodiansk popmusik, og hvis jeg ikke kunne falde i søvn, stak jeg ørepropper i ørerne. Det eneste, der ærgrede mig var, at larmen overdøvede nattens tropelyde.

           

 

 

 

 

 

Jeg havde forudbestil 5 døgn, men blev der i 10. Havde ikke lyst til at bevæge mig rundt. Tidligere, når jeg kom til et nyt land, ville jeg se så meget som muligt. Men med alderen har det mere og mere drejet sig om at være. Være, der hvor jeg er. Fordybe mig lige der.

 

 

Et par gange bestilte jeg cambodiansk massage., der kostede ca. 60 kr. Meget ligesom thailandsk. Massage af alle muskler – udenpå let tøj eller en sarong. En nabokvinde stod for dette. Kom til hytten, så jeg lå i min egen seng og kunne blive og slappe fuldkommen af bagefter.

Siem Riep, en storby på næsten 140.000 indbyggere, tiltrak mig ikke specielt. For megen larm, for mange turister, for mange fester. Kun markedshallerne lokkede mig derind. Og posthuset. For min ex-svigermor og min moster, de eneste uden mail, skulle ha’ postkort.

Men Angkor Wat. Det var jo det, jeg var kommet for.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev grinet lidt ad, da jeg sagde, jeg havde tænkt mig at tage en taxa derud – og så gå rundt og kigge. Jeg blev nødt til at tage en rundtur. Booke en tuk-tuk en halv eller hel dag, sagde Bruno, for området er enormt stort.

Og det gjorde jeg så. Bookede samme tuk-tuk, som hentede mig i lufthavnen. To gange 6-7 timer kom jeg til at tilbringe derude. Og det var godt at splitte besøget op. Se, opleve, fordøje et par dage, komme igen

(fortsættes i næste indlæg)

Snart Paris

En kort tur til Paris i november.

Min papsøn, min datters storebror, bor der – med sin kone og to børn. Det er to år siden, jeg besøgte dem sidst, og i mellemtiden er de flyttet i hus i en forstad. Jeg så det, da jeg var der sidst. Da var det under ombygning, men jeg har ikke besøgt dem, siden de er flyttet ind. Så det glæder jeg mig rigtig meget til.

Det bliver også et lille brud på efteråret. Derfor havde jeg egentlig også tænkt mig at tage helt til Bretagne. Men altså. “To ferier i én” – det bliver for meget lige nu, synes jeg. Selv om det har trukket i mig. Så tænkte jeg: Nogle dage i et buddhistkloster i Midtfrankrig, ku’ være sagen. Men også det valgte jeg fra – til fordel for at blive i Paris et par dage mere. På den måde, at jeg besøger familien fra fredag til mandag – og tager så ind til Paris centrum i to dage. Så får jeg både tid sammen med familien og tid alene. Det føles godt at være landet der.

Kontaktede en fransk veninde fra Bretagne for at høre, om hun havde tid til at komme og være sammen med mig. Det havde hun ikke. Men at skulle nyde Paris i to dage alene føles godt. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad jeg vil se, lave. Der er tid nok.

Men hotelværelset er lige bestilt. Igen har jeg brugt tid på at tjekke airbnb og hotelværelser. Det er egentlig noget, jeg nyder at gøre. Kan huske tilbage til den tid, jeg/vi tog på familielferier, hvor megen glæde der var i det at søge bestemmelsessteder, boliger, al planlægningen, som blev en vigtig del af oplevelsen. Da jeg havde været i Nepal første gang, fik jeg ligefrem lyst til at lave en lille virksomhed, hvor jeg kunne hjælpe solorejsende med at komme til Nepal, finde steder at bo, finde rundt. Evt. være der nogle gange om året som kontaktperson. Det blev aldrig til noget – men idéen kunne jeg måske tage op igen…

Var lige ved at vælge et fint lille værelse i airbnb nær Place Pigalle. Men fandt så ud af, at faktisk – når det kun er et par nætter – så er et hotelværelse fint. Jeg skal alligevel være ude en stor del af tiden og orker vist heller ikke rigtigt at engagere mig lidt socialt i værtsparret for så kort tid. Ja, somme tider elsker jeg faktisk den anonymitet, der kan være på et hotel. Og et værelse, der bare ikke har andet end det nødvendige. Intet personligt. Det kan somme tider give vældig meget ro i sindet.

Det minder mig desuden lidt om dengang, jeg boede i Frankrig, hvor jeg nogle gange tog et lille ophold i Paris. Bare én overnatning, enten på vej til Danmark eller på vej hjem. Ligesom togrejsen blev det en lille pause mellem det liv, jeg forlod, og det, jeg var på vej til.

Valget blev Hotel Cambrai. Jeg kender det – og var der sidst med Saras far, for fire år siden, da vi skulle ned og se hans nyfødte yngste barnebarn. Hotellet ligger i gåafstand fra Gare du Nord – hvad der er rigtig godt, når jeg skal af sted derfra ved 9-tiden om onsdagen for at komme til Charles de Gaulle lufthavnen.

Og så havde de lige pt. et godt tilbud. To nætter for 100 euro. Det er virkelig billigt i Paris.

Jeg kan da vist kalde mig single-rejsende et par dage igen. En lille rejse alene.

Den sidste uge i Nepal, fortsat

To dage senere bestilte jeg en taxa til Pharping. For at være sikker på at komme de rigtige steder. En munk fra Neydo Klostret, som somme tider sad i hotellets reception, foreslog at tage med mig som guide.

Og så kom jeg endelig til de rigtige steder. Bl.a. hulerne, hvor Guru Rinpoche havde mediteret. Her – ved én af dem – skulle hans håndaftryk kunne ses, og jeg måler min hånd med hans.

IMG_20180319_103753_resized_20180327_111826631 IMG_20180319_103854_resized_20180327_111827564

 

 

 

 

 

IMG_20180319_102408_resized_20180327_111724920

Men det bedste ved turen blev de lange samtaler med munken. Hans fortælling om at være født i en tibetansk flygtningefamilie i Indien. Om at komme i skole i et kloster og senere at vælge sit liv der. Om at blive sendt til videre uddannelse i Nepal. Glæden og tilfredheden ved livet. “Livet er enkelt for mig – og jeg har alt, hvad jeg har brug for. Arbejder med det, jeg kan lide – undervisning og receptionen på hotellet, hvor jeg møder folk fra hele verden, bliver bedre til engelsk.” Og om sorgen efter moderens død. Da hun blev syg, nåede han ikke tilbage til hende i Indien, inden hun døde. Det har han stadig dårlig samvittighed over.

Da vi kom hjem til klostret, ville jeg give ham noget. Jamen hvad giver man en munk? Og jeg havde jo kun penge at give. Sad og fumlede med nogle sedler og sagde, at jeg var taknemmelig over at have haft ham med som guide, men da jeg ville række ham pengene, ville han ikke have dem. “Som sagt har jeg alt, hvad jeg har brug for. Jeg er glad for at have gjort det her for dig. Det føles lidt som at gøre noget af det, jeg ikke kunne gøre, for min mor.” Der stod vi. Begge rørt til tårer.

IMG_20180319_143810_resized_20180327_111725787

Farvel til Neydo næste dag – tilbage til Kathmandu. Hvor der ikke var plads på det hotel, som jeg havde booket halvanden måned tidligere. Jeg havde endda været henne og tjekke stedet, hilse på hotelejeren, mens jeg var i Kathmandu. Han undskyldte sig med, at han både lejede ud gennem booking.com og flere andre sites, så han havde ikke kontrol over det. Nu havde der været helt fyldt i flere dage!

Jeg fik ham til at ringe til Hotel Vajra, som jeg vidste ligger ca. 500 m væk. Og der var der plads. Godt nok til en pris, der var fire gange så høj (her skulle jeg kun have betalt 60 kr. pr. nat), men jeg kender Vajra fra tidligere. Det er et af Kathmandus velrenomerede og – måske – smukkeste hoteller. Det var nemt at gå derned.

I receptionen fik jeg at vide, at de havde taget fejl, der var ikke det lovede værelse, men jeg kunne få en suite til samme pris. Om det var i orden? Det var det. (I parentes skal det siges, til http://www.booking.com ‘s fordel: At de straks, da jeg mailede om, hvad der var sket, skrev tilbage, at jeg skulle sende dem kopi af hotelregning, så ville de sørge for, at hotelejeren, som havde overbooket,  refunderede differencen. Jeg fik pengene mindre end en uge efter at jeg havde sendt kvittering. God service. Jeg har ikke ofte brugt deres site, da jeg bedst kan li’ selv at kontakte hoteller. Men deres håndtering giver virkelig tillid).

IMG_20180320_114345_resized_20180517_054434004 IMG_20180320_114356_resized_20180517_053223007 IMG_20180320_114409_resized_20180517_053222670 IMG_20180322_132851_resized_20180517_054433122

Eneste minus: Jeg skulle bo i stueetagen, og sidst jeg boede på Vajra, så jeg en rotte i receptionen. Jeg sad og skrev i en lænestol der, fordi der ikke var internetforbindelse på mit værelse på 3. sal, og pludselig kom en rotte ud fra under stolen, helt tæt på min venstre fod, gik lidt rundt – og forsvandt så ind i restauranten.

Jeg gik hen til receptionisten og fortalte det. Han kiggede bare på mig, trak på skuldrene og sagde: “Oh, well, it comes on and off. It does no harm.”

Så min første opgave på værelset blev at tjekke for rottehuller – og at holde døren til wc/badeværelse hermetisk lukket.

Den sidste uge i Nepal

Kan begynde at fortælle nu, hvor trætheden har lagt sig, og hvor jeg begynder at kunne tage de gode oplevelser ind igen.

Jeg havde ikke rigtig lyst til at forlade Benchen Klostret. Kathmandu, jo, men ikke klostret. Havde mest af alt lyst til bare at gemme mig der. Væk fra trafikken, byens støv og larm. Havde ikke fundet samme glæde ved at bevæge mig rundt i byen som tidligere. Som om jeg havde set nok. Hørt nok. Men blive på klostret, gemt væk. Kun bevæge mig rundt i den fredfyldte have, mellem klosterbygningerne. Måske lige ned til den lillebitte restaurant ved indgangen. Eller over gaden til det lille udsalg af frugt og dagligvarer. Indtage en sukkerrørsdrik der. Og så skynde mig tilbage.

Men – jeg havde jo ikke længere noget værelse der. Alt optaget efter den 15. Så ud måtte jeg. Döndrop, munken, som er klostrets manager, bar min kuffert ned ad alle trapperne, selv om jeg insisterede på at bære selv. Han ville også forhandle en rimelig taxapris for mig, for han havde ikke kunnet få fat i én af de taxa’er, som de plejer at bruge. 1100 rupees – en rimelig pris. For selv om der kun er ca. 20 km til Pharping, er det en meget dårlig vej. Opad bakke på støvede eller mudrede veje. Det lignede nogle gange en sandstorm undervejs og tog vel en times tid.

De fem dage på Neydo Klostret nær Pharping blev en god oplevelse. Efter de første to dage i min egen “silent retreat”, som jeg fortalte om HER rejste de grupper, der var der, nye rejsende kom til, og jeg fik en masse god kontakt med et engelsk par på min egen alder, en fransk midaldrende kvinde, som rejste alene, to yngre franske kvinder, som var på veninderejse uden deres mænd. Derfor blev de næste dage en god blanding af samvær og alenetid samt to ture til Pharping.

Jeg havde egentlig troet, at klostret lå umiddelbart udenfor Pharping, så jeg kunne gå dertil. Det kunne jeg sådan set også, selv om der var 5 km. Tværs over markerne ville være den reneste løsning, langt fra trafikken på hovedvejen – men i min halvsyge tilstand blev jeg alligevel i tvivl. Næstbedste løsning ville være en bus. Men da jeg stod ved vejsiden og ventede, viste det sig, at alle busser var overfyldte. Jeg havde ikke taget højde for, at der var dyreofringsdag i en anden lille by, og at folk fra Kathmandu deltog i stride strømme. En munk, som sad og drak te på en lille café, tilbød mig at sidde sammen med ham og drikke en kop te, mens jeg ventede. Bus efter bus kørte forbi, mens vi holdt en slags samtale i gang. Han kom fra det tibetanske område, som jeg havde været i under min Kinarejse, så vi kunne tale lidt om Labrang Klostret i Xiahe. En munk mere satte sig ved bordet, og nu begyndte den første at standse privatbiler, som måske ville tage mig med. En mand ville godt gøre det for 50 rupees (ca. 3 kr.), men da jeg skulle til at stige ind i bilen, holdt munken mig tilbage med en “man no good” bemærkning. Okay…

Endelig en bus. Ikke helt overfyldt, men næsten. Jeg fik en ståplads bag chaufføren, hvor det var lykkedes 3-4 personer at sætte sig. Jeg tog et fast greb i en tværgående jernstang oppe under loftet (siger man det om en bus? Eller er det under taget?) og stod og fremsagde mantraer/bønner de få km, hvor bussen skred i svingene, kørte fast og altid var faretruende nær bakkekanten.

Jeg blev sat af i Pharping – sagde de, der stod/sad omkring mig. Undrede mig over, at der ikke var mere by. Jeg var på en fodboldplads med spredt bebyggelse omkring – og fandt ud af langt senere, at jeg var blevet sat af inden byen.

003 004

Begyndte at lede efter Guru Rinpoche hulerne (der, hvor munken, som bragte buddhismen til Tibet havde mediteret i flere år inden rejsen) og blev sendt i forskellige retninger, alt efter, hvem jeg spurgte. Så jeg valgte at gå tilbage ad den stærkt trafikerede vej til et klosterområde, som jeg havde set fra bussen.

006

009 011

Jeg blev ikke klog på, hvor jeg var. Men smukt og fredfyldt var det – og derfra gik jeg op ad veje, forbi masser af klostre, som jeg heller ikke vidste noget om. Havde ikke taget mine oplysninger om området med! Og hvorfor lod jeg min gode rejseven, Lonely Planet, blive hjemme i DK? Helt sikkert fordi den var for tung at rejse rundt med. Men jeg kunne i det mindste have revet siderne om Pharping ud og taget dem med.

Varm og svedig satte jeg mig ind og drak en cola i en ydmyg lille café sammen med caféens indehaverske og en ung munk. Jeg fantaserede om hans evt. slægtskab med kvinden. Måske hans mor? Det fandt jeg ikke ud af, men jeg fik at vide, at højere oppe ad bjerget – bakken – lå et hotel, hvor jeg havde overvejet at booke værelse, inden jeg bestemte mig for Neydo.

030

Efter laaang vandring op ad bakken i middagsheden, kom jeg til New Dakshinkali Village Resort – og blev straks glad for, at jeg ikke havde valgt at bo der. Ganske vist var det et plus, at det var ene lokale gæster i parken omkring hotellet og i restauranten. Men der var fyldt med unge festglade nepalesere ved poolen og høj popmusik, som gav ekko i bjergene. Med klostre som nærmeste naboer virkede det lidt underligt.

029

Jeg spiste – og skyndte mig derfra igen. Ned ad bakken, heldigvis. Da jeg ikke orkede mere sightseeing, stillede jeg mig op ved en busholdeplads nede ved hovedvejen. Vild trafik – og igen mange fyldte busser, der nu kørte forbi mod Kathmandu uden at standse. Frem med støvmasken igen, der ved vejsiden.

 

IMG_20180317_125355_resized_20180317_043822061

Disse to unge piger, som gerne ville snakke, og som talte godt engelsk, ventede også på bussen. På et tidspunkt, da utallige busser bare var kørt forbi, besluttede de sig for at blaffe og fik hurtigt standset en bil, hvor de sørgede for, at jeg også fik plads. Så det blev nemt at komme hjem til Neydo Klostret. Og nyde synet af de små munke under bedeflagene – med dalen i baggrunden.

IMG_20180319_143138

Og det var heldigvis den dag, der havde været udskiftning i gæsteflokken, så jeg nu var omgivet af glade og sociale gæster ved bordet om aftenen.

(fortsættes)

Refleksioner om alder og rejser

Inden jeg fortæller videre om Pharping, vil jeg dele lidt refleksioner om alder og rejser. Det første par dage på Neydo Klostret havde jeg rigelig tid til at tænke over det at rejse – og rejse alene. Og også om jeg var blevet for gammel til Kathmandu. Så blev de rejsende skiftet ud – alle, der var der, da jeg kom, rejste, og nye kom til. Og pludselig fik jeg masser af kontakt. Men tankerne om alder og rejse er ikke forsvundet.

I Kathmandu begyndte jeg at længes hjem i takt med, at mine bronkier kom på mere og mere overarbejde. Da jeg ankom to uger forinden, var jeg virkelig lykkelig over at være her igen og fortrød, at jeg ikke havde valgt en måned. Men det glemte jeg fuldkommen i al dårligdommen. Var bare glad for, at jeg kun skulle være her i tre uger. Når jeg bevægede mig rundt i Kathmandus støv, kunne jeg tænke ind imellem: ”Hvad laver jeg dog her?”

Det skal siges, at det er første gang, jeg opholder mig her uden at deltage i ét eller andet kursus. Det, der giver et indhold i dagligdagen. For jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt gider sightseeing ret lang tid ad gangen. Derimod elsker jeg at sidde og glo på gadelivet. Men det er lidt svært i Kathmandu. Det vrimler ikke med steder, hvor man kan sætte sig uden at komme i nærkontakt med bilos. De første gange klarede mine luftveje det nok lidt bedre – for da kunne jeg godt bare slå mig ned på et trin eller en fortovskant, kigge på gadehandlen., menneskene, bygningerne omkring.

Men med hoste og vejrtrækningsbesvær forsvinder min fascination for Kathmandu. Jeg kan ikke længere finde glæde ved at gå rundt i den ældste del af byen og lede efter gader og stræder, som jeg ikke før har set.

Jeg lægger også mærke til, at jeg med alderen bliver mindre social. Jeg gider ikke rigtigt engagere mig i samtaler med nogen, hvis vej jeg bare lige krydser.

Heldigvis var min gamle kollektiv-veninde her. Tid til samtaler, sjov, spisning. Jeg kan li’ hendes måde at være buddhist på. Vidende – på en ikke dogmatisk måde. Hvis vi boede tættere på hinanden, ville jeg bruge hende som vejleder/sparringspartner omkring buddhistiske tekster, som jeg ikke forstår.

Og så var der gæstehusets søde manager. En ung munk, hjertelig, god til engelsk, travlt beskæftiget med at få gæstehusets dagligdag til at fungere, samtidig med, at han var bygherre for caféprojektet. De små intense møder med andre gæster var også givende. Lige hvad jeg kunne rumme sådan rent socialt. Jeg har erkendt, at jeg er mere introvert end jeg tidligere i mit liv har givet mig lov til at være.

Er jeg så gammel nu – og så introvert – at jeg nu også har set det af verden, som jeg behøver? Det har jeg overvejet det sidste par år, samtidig med en erkendelse af, at mine rejser tilbage til min franske ”hjemby” giver mig alt det, jeg har brug for på en rejse: At glide ind i en dagligdag, at have mit eget, i og med at jeg lejer min bolig, gamle venner  og familie omkring mig. Og – ikke mindst – så nem en adgang til naturen, hvor jeg kan opholde mig i timevis. Og det er det sted, hvor halvdelen af mig hører til.

Da jeg kom her til Neydo Klostrets hotel og stod og kiggede op på de skovklædte bjerge lige overfor, tænkte jeg, at det var jo det, jeg havde ønsket: At komme uden for Kathmandu for at kunne gå lange ture i naturen. Men samtidig kunne jeg slet ikke forestille mig at gå opad i lang tid.

011

 

Så tænkte jeg igen på Bretagne, som i den grad er mit ”ude-sted”, hvor jeg får travet og bevæget mig, så jeg bliver glad i låget af det.

Skal jeg droppe Canada-projektet? Jeg ville jo besøge datteren til nogle franske venner og tage videre og opsøge Dene-folket. Men så langt nordpå, som de bor, er der måske koldt hele året. Eller Caminoen? Skal jeg også droppe den? Bliver der også for støvet for luftvejene?

Er jeg så gammel nu, at jeg udover det årlige ophold i Frankrig, ville kunne slappe af på en uges charterferie? Et sted, der er varmt og tørt?

Over morgenmaden havde jeg en interessant samtale med en fransk kvinde, som har rejst i en måned – med egen guide alle de steder hun har været. I Kathmandu, i Phokara – og i Buthan, hvor man slet ikke må rejse uorganiseret. Hele hendes rejse har været tilrettelagt derhjemmefra. Dyrere end hvis hun skulle være i en gruppe, men langt mere frit.

Det engelske par, måske på min alder, er også på en måneds rejse. På samme måde. Med alt tilrettelagt hjemmefra. Chauffør/guide med bil, som venter dem hvert nyt sted. De ville slet ikke kunne forestille sig at organisere alt selv. Alt det arbejde.

Og det er jo rigtigt. At rejse alene uden sikkerhedsnet kræver, at hvert sted skal man selv finde ud af, hvordan man kommer videre. Med de forhindringer og besværligheder, der kan være i det. Tidligere syntes jeg, at det bare var spændende. Sådan har jeg det ikke mere. Selv om den her blog hedder Rejs alene, underforstået med den glæde, der ligger deri.

Jeg ved mere og mere, at alder HAR en betydning. Alderen, den fysiske, der lidt efter lidt sætter nogle begrænsninger. Energien, den umiddelbare, der ikke rækker helt så langt. Lysten til at udforske, der bliver mindre. Ja, alder har en betydning. For mig i hvert fald. Større med alderen.

Med alderen indser jeg også mere og mere, at det, jeg troede, jeg skulle ud for at lære/gøre, det kan jeg måske lige så godt lære og gøre derhjemme. I taknemmelighed over, at jeg har været ude og hente hjem – tidligere.

Når jeg ser mit liv derhjemme – herfra – er det godt. Det er blot et viljespørgsmål om at bruge min energi på det, der føles mest rigtigt.

Se nu f.eks.: Jeg troede, jeg skulle ud for at begynde på skrivningen af en fantastisk fortælling. Den, der bare venter på at blive fortalt. Af mig. Den, der bare venter på at blive lukket ud.

Men sådan er det ikke. Den er slet ikke med. Der er ikke plads til den her. Den blev derhjemme. Og det er der, jeg skal finde den.

Kathmandu

Jeg har været her siden torsdag aften. Det er søndag morgen nu. Det tager lidt tid at finde ro efter den lange rejse. Derfor ville jeg aldrig kunne finde ud af at rejse så langt for kortere tid, end de godt tre uger, jeg har valgt denne gang.

Flyrejser – jeg har sagt det før – er mere udmattende, end de har været. Og jeg har været ved at bilde mig selv ind, at jeg ikke orker dem mere. Det gør jeg sådan set heller ikke – men det er et nødvendigt onde at skulle igennem inden rejsemålet. Engang havde flyrejser deres egen magi. Det har de ikke rigtigt længere. Altså undtagen den følelse af magi, jeg stadig oplever, når flyet accelererer og letter, og  at jeg stadig kan gribes af undren og taknemmelighed over at det kan lade sig gøre.

I lufthavnene mister jeg overblikket over alt det, der skal gøres: Gennem sikkerhedskontrol et par gange i forskellige lufthavne på den lange rejse. Alt det, der skal tages op, lægges i plastikbakker, pakkes ned igen.

Derfor, med ørebetændelse og lidt feberhed, valgte jeg i sidste øjeblik at sende min lille kuffert som medfølgende bagage. Jeg, der lige har brugt lang tid på at tale varmt for kun at medbringe håndbagage. Træt og lidt syg kunne jeg bare ikke forestille mig at have kuffert med ved sikkerhedskontrol.

Jeg bevæger mig apatisk med eller mod strømmen i lufthavnene, lader mig blive skubbet og klemt, mens vi står som sild i en tønde på vej til pladserne i flyene, eller inden vi får lov til at bevæge os ud igen. Jeg halvsover det meste af tiden under flyturene, har ingen energi til hverken at læse eller se film undervejs. I øvrigt havde jeg også glemt min roman i kufferten, da jeg sendte den af sted – og købte en anden, der bare ikke fænger.

Men så ankommer jeg. Efter mere end 19 timers rejse. Eller 21, hvis jeg tæller, fra jeg tog hjemmefra. Og pludselig stiger min energi. Jeg kender Kathmandus lidt provinsagtige  lufthavn godt efterhånden. Venter længe ved bagagebåndet, hvor kæmpepakker med fjernsyn, printere, komfurer, køkkenmaskiner, og jeg ved ikke hvad, triller rundt, godt emballeret. Nepalesere, som arbejder i Qatar eller andre steder har meget med hjem, og jeg undrer mig over alt det, der kan være i et fhv. lille fly (180 passagerer. Her burde jeg vel brillere med flytype, men det kan jeg ikke).

Endelig kommer min lille bitte Eastpak kabinekuffert godt skjult mellem alle de store ting på bagagebåndet. Jeg krammer den næsten og takker for, at den er med den lange vej. Jeg havde min tvivl, nu hvor indtjekning af kuffert, som alt andet, også foregår digitalt. Uden menneskehænder, der venligt sender af sted.

Taxachaufføren, som klostret har sendt, står parat blandt utallige andre chauffører, vifter med mit navn blandt alle de andre viftende A4 sider med navne som velkomstflag. Jeg træder ud i det lune mørke. Fra minus 7 grader i Nibe til 25 grader i Kathmandus aften. Det er en forskel, der kan mærkes.

Gennem Katmandus vilde trafik, hvor jeg bare skal give slip og ikke tænke over, hvordan vi kommer ud af de trafikpropper, der hele tiden opstår i gadekrydsene. Det går jo. Hele tiden og hver gang. Jeg fornemmer de huller i gaderne, murbrokker undervejs, de sår, der minder om jordskælvet. Og klostergården. Da vi kører ind, er det et stort hul. Den største tempelbygning blev så ødelagt af jordskælvet, at man har valgt at rive den helt ned. En byggetomt.  Ingen følelse af at komme hjem lige her. Den, der var så kraftig, første gang jeg gik gennem porten til Benchen Klostret. Men når jeg kigger op ad bakken, står alt, som tidligere, og jeg bevæger mig op ad de mange trapper (ca. 100 op til gæstehuset – det er sådan et sted, det er godt ikke at ha’ tung bagage).

Da jeg endelig står i gæstehusets have er det med den samme følelse af at komme hjem, som jeg oplevede den første gang. Munken, der er gæstehusets manager, står i receptionen. Han var også manager for 5 år siden, har lavet noget andet i mellemtiden, men er nu tilbage her.

Vi går sammen op til mit værelse, og jeg ved fra en opringning to dage tidligere, at min gode, gamle veninde, Karen, fra vores kollektivs tid, er min nabo. Hun, der er her i to måneder, har sørget for naboskabet. Inde på værelset ligger en velkomstpakke fra hende: Stearinlys, en rose, vand, lidt frugt, en bog, en khata (silketørklæde, som bruges til ofringer) og et stykke stof til at lægge over den ene seng, så værelset bliver mindre soveværelse. Og – ikke at forglemme – en maske til at dække mund og næse under byture.

Så sidder vi her. Det er lige ved, at vi mødes mere i Nepal end i Danmark. Men med den gamle fortrolighed fra år under samme tag i behold. Og så ukompliceret. Dejligt, at hun er her. At vi kan mødes, snakke, spise sammen ind imellem, lave lidt sammen. Uden at SKULLE alt muligt, for vi har hver vores eget, begge brug for at være her på egne vilkår.

Fotos: Værelse med udsigt, “gavebord”, haven.

IMG_20180302_100101_resized_20180304_104501119

IMG_20180302_100231_resized_20180304_104500775

IMG_20180302_110530_resized_20180304_104232413

IMG_20180302_103911_resized_20180304_104500296

IMG_20180302_133907_resized_20180304_104231940

Og nu har jeg haft to hele dage her. Tredje dagen er godt i gang. Jeg tømmer tanker fra mit urolige sind, som vist stadig er på rejse og knapt har sluppet de daglige gøremål. I hvert fald fik jeg lynhurtigt skabt nogle nye, som skulle overstås i går og i forgårs. Ud for at købe det, jeg manglede i fredags. Og i går til Thamel for at veksle penge. Af alle bydele valgte jeg Thamel, området, som vrimler med turister, for der vidste jeg, hvor vekselstederne lå. Og det gjorde jeg alligevel ikke. Jeg gik frem og tilbage og rundt og rundt, for noget lignede alligevel ikke helt sig selv. Støv har der altid været, men endnu mere nu. Gader, der ser lidt “opbrudte” ud med bunker af sand og sten og murbrokker. Minder fra jordskælvet. Selv om det faktisk allerede mange steder er godt genopbygget. Og fortove er der kommet en del af, især herude, hvor jeg bor. Fortove, der tidligere var en mangelvare, dukker nu op. Små etaper ad gangen, som pludseligt holder op igen, men rigtig gode i de stærkt befærdede gader.

Men altså – Thamel. Jeg fik vekslet og gik både frem og tilbage (lang tur), fandt heldigvis en genvej, som jeg huskede fra for fem år siden ved hotel Vajra, så jeg kunne undgå den stejle og stærkt trafikerede vej op (uden fortove) på vejen hjem. Jeg bliver forpustet, det er i 1400 m højde, og der skal også være kræfter til de 100 trin op, når jeg kommer hjem. Øm i kroppen besluttede jeg mig for at aflyse en tur, jeg skulle ha’ været på i dag. Kunne have delt en taxa med en nonne og en belgisk kvinde ud til Pharping, hvor der er en anden afdeling af Benchen Klostret og en ceremoni for de unge munke, der begynder en tre års retreat.

At skulle skynde mig til morgen for at komme af sted kl. 7, den lange køretur, være social undervejs og være blandt mange mennesker derude. Jamen det kunne jeg ikke rigtigt overskue. Ikke allerede. Det lyder virkelig som en pensionist rejse, det her. Meeeen – det er jo det, jeg er: pensionist på rejse alene.

Og efter byturen i går, længtes jeg efter fred. Det urolige sind skal have fred. Bryde dagligdagens vaner. Selv om dette er dobbelt. For mest af alt elsker jeg at få skabt en slags dagligdag på min rejse. At føle mig hjemme med nogle små rutiner.

Og så er jeg mere og mere bevidst om, at jeg har brug for at rejse langt væk for at se mit liv på afstand. Tage en pause fra det dagligt hjemlige til noget dagligt langt borte. Mens jeg sidder her og kigger fra min altan ud over Kathmandu, kigger jeg i starten lige så meget ind i mit eget liv. Følelser opløses, tanker falder på plads. Det er tit på rejse, jeg får taget nye beslutninger. Men også på rejse og efter en rejse, at jeg bliver allermest glad for det liv, jeg har.

Og huske, at denne rejse også er en slags pilgrimsrejse. I taknemmelighed over alt det, jeg fik med mig herfra første gang. Inden det svære. Inden alt det svære.

Og så er jeg fornuftig denne gang. Bruger maske, som alle andre, når jeg færdes rundt i byen. Ingen maskeforbud her.

IMG_20180303_145523_resized_20180304_104231464