Bretagne – igen

En uges tid efter sidste indlæg rejste jeg igen til Bretagne i en måned. Lidt, eller meget dårligt planlagt. Jeg havde jo ikke lejet ferielejligheden i Erquy i en hel måned i foråret, hvis jeg havde vidst, at jeg skulle flytte.

Men nu var den lejet – så pyt, det bliver nok godt alligevel, tænkte jeg, da jeg så vidste, at jeg skulle flytte.  Jeg havde dog overvurderet mine evner ud i flytningens kunst – dengang, inden jeg stod midt i den. Da april kom, ville jeg hellere blive hjemme i min nye bolig, se foråret komme her, få de sidste ting på plads – og jeg tog af sted i en indre modstand, der bare voksede. Og spurgte mig selv det første par dage. Hvad laver jeg her? Hvad fanden laver jeg her? En måned? Hvad har jeg gang i? Først farvel til Asienrejser – nu også til Frankrigsrejser?

Gider ikke flytte mere. Gider ikke rejse mere. Vil bare det stille liv.

Udsigten udskiftet. Min fjordudsigt ændret til udsigten over Erquy, havnen, klipperne, havet.

Velkendt, hjemlig, tryg. Jeg kan jo li’ at sidde her. På min altan. Hvor jeg har siddet så mange gange før.

Kunne jeg bare sidde her. De næste fire uger. Orker ikke at lave alle de aftaler. Jeg kommer jo lige fra masser af aftaler, der stod i kø efter to måneder, der næsten kun drejede sig om flytning.

Nu er jeg gammel. Træt. Asocial.

De første gange jeg går op ad de stejle gader, veje, stier, kan jeg næsten ikke få vejret. Især ikke med indkøbsposen eller rygsækken med dagligvarer. Sådan var det da ikke for syv år siden, da jeg lejede denne lejlighed for første gang? Eller for fem år siden? Hvornår begyndte det egentlig?

Men så – næste dag og næste igen – går det allerede bedre, og efter nogle dage er det igen nemt. Jeg skal bare vænne mig til det.

Tiden går, som derhjemme, med de små, daglige ting: Indkøb, madlavning. Hvor har jeg allerede haft mange på besøg – og besøgt mange. Er det ikke det, jeg vil? De små tings liv. Her ligner mit liv en almindelig dagligdag. Bortset fra vandringerne ude i den vilde natur.

Som dagene, ugerne går, føler jeg den velkendte glæde ved at være her. Det, der engang var mit liv, er det stadigt. Omgivelserne. Vennerne. Den gamle svigerfamilie. Føler mig elsket og værdsat. Jeg er heldig at have to lande, hvor jeg føler mig lige meget hjemme.

Og som tiden går, får jeg mere og mere at vide, at nu ser jeg bedre ud, godt ud, udhvilet ud. De siger ikke, at jeg lignede et udslidt hylster ved ankomsten. Fuldkommen energiforladt. De siger bare, at nu ser jeg bedre ud. Og jeg ved det, kan mærke det. Energien er kommet igen. Jeg kan se det, når jeg kigger mig i spejlet.

Jeg gør mig klar til hjemrejsen, løftet af det energiboom, som jeg skal huske, jeg altid får her. Så skal jeg bare gennem pakning af kuffert, som volder mere og mere besvær (selv om jeg altid gør, som jeg fortalte tidligere). Rengøring af lejlighed. To dage i storbyen Rennes. Flystrejke med lufthavnskaos. Og så hjemme igen. Parat til foråret her. Det, der allerede var blevet næsten sommer i Bretagne. Jeg føler mig som Den Lille Prins, der kunne opleve solnedgangen mange gange, bare ved at flytte sin stol lidt. Efter at ha’ flyttet mig lidt, starter foråret næsten forfra.

 

Rejsen til en ny bolig

Ja – at flytte blev i den grad vinterens rejse. På den hårde måde.

At flytte er som at dø – lidt. Alt andet går i stå. Alt er koncentreret om dette eneste: At flytte. Livet er derude, mens jeg er optaget af andre ting. Livet sker, uden at jeg rigtigt er der. Jeg er i det rum, der er fyldt med bekymringer, tanker, planer (hvordan indrette det nye sted, hvordan får jeg pakket, flyttet…) Jeg er i en slags Bardo med kalden, udfordringer, skræmmebilleder undervejs. Indtil livet genopstår det nye sted.

Jeg bildte mig ind, at jeg levede minimalt. Det gjorde jeg så ikke – kan jeg se allerede da jeg begynder at rydde op i kælderen, sortere til udsmidning og til at gemme. Jeg var ellers god til at smide ud. For hvert nye stykke tøj, røg et gammelt til genbrug. Regelmæssig udlugning i bøger og gamle papirer.

Men se nu her. Hele gulvet, der er fyldt. Jeg må væk fra kaos. Det, der fylder både indeni, udenom og snart i hele huset. Det gør mig fysisk dårlig. Kan kun klare det under en halv time ad gangen. Forstyrrer min nattesøvn. Jeg, der aldrig har haft søvnproblemer, ligegyldgt hvad, der skete i mit liv.

Og så – en indsigt. Jeg kender det kaos. Fra dengang Finn (min ex), Peter (min datters kæreste) og jeg tømte hendes kollegieværelse i København tre uger efter hendes død. Det mest forfærdelige. Værre end dødsdagen. Værre end bisættelsen. At slette sporene efter hendes liv.

Endnu et flyttekaos vækker dette gamle til live. Mens der dukker mange af hendes ting, minder om hende, frem fra hylderne.

Det er et indre arbejde, der fylder – sammen med det ydre.

Det letter faktisk lidt. Jeg tager det alvorligt. Accepterer, at jeg må arbejde mig langsomt igennem flytningen. Lidt efter lidt.

Rejsen til min nye bolig tager tid. Rejsen mod min efterårs- eller vinterbolig. Boligen, som jeg gerne vil blive i resten af livet. Gider ikke flytte igen. 16-17 gange har jeg gjort det i mit voksne liv.

Og nu er jeg her. Har været her lidt over en måned. Jeg er faldet til, faldet ind. Har straks vænnet mig til de nye omgivelser. Som når jeg er på rejse.

Jamen sådan var det lidt i starten. Som at være på en ferierejse. Med al den udsigt over vandet, følte jeg mig som i en ferielejlighed. Det krævede næsten en drink eller et glas rosévin om aftenen, mens solen gik ned og skabte de flotteste udsigter her fra lejligheden.

Det er et godt sted at lande resten af livet (jeg tror, jeg må skrive mere om disse tanker – om fremtiden, der nødvendigvis er kort, nu. Ikke dramatisk. Bare, at sådan er det. Nøgternt, konstaterende). Her er rummeligt. Lyst. Panoramaudsigt over byen og Limfjorden. Tænk, her har jeg boet i 30 år – uden at se fjorden hver dag. Nu har jeg de smukkeste solnedgange, jeg kan forestille mig. Jeg bor i mågehøjde – de flyver rundt foran mig – og skyerne lige over mit hoved.

Cambodia

I morgenens stilhed og mørke, som jeg elsker at være omgivet af, kun med stearinlysets skær, indtil dagen gradvist bryder frem, kom jeg til at tænke på tropemørket, som jeg oplevede i Cambodia. Og det gik op for mig, at jeg aldrig har skrevet om dette – eller rejsen til Cambodia – undtagen at jeg kørte i bus tilbage til Thailand. Det vil jeg rette op på og er i gang med at skrive et indlæg, som bl.a. skal indeholde Ankor Wat og et ophold i et fantastisk lille retreat center Angkor Zen Garden…

Min første rejse til Thailand var i begyndelsen af 2014. Min bror skulle derover og besøge en ven, som bor der med sin thailandske kone. Min bror ville gerne ha’ mig med, så det blev til, at vi kunne foretage flyrejsen sammen og tilbringe et par dage i Bangkok, inden vi tog videre, hver vores vej. Han sydpå i Thailand, jeg østpå til Cambodia. For målet for den rejse, jeg ville på, var Angkor Wat, som jeg længe havde drømt om at se. Derfor havde jeg bestilt flybillet fra Bangkok til Siem Riep – ikke retur, for jeg vidste ikke, hvor længe, jeg ville være i Cambodia. Jeg havde surfet lidt på nettet for at finde yoga eller meditations retreat centre og opdagede tilfældigt https://www.angkorzen.com/

Ankomst til Siem Riep lufthavn en sen aften, hvor jeg følte mig vældig underholdt af alle de lufthavnsansatte (9 eller 10), som på en lang række efter tur behandlede visumansøgningerne, en læste grundigt, sendte videre til den næste, som også læste grundigt. Næste igen, tror jeg, overførte oplysninger til visaet, som blev klæbet ind i passet. Videre til den næste, som satte et første stempel. Videre igen til underskrift, ekstra kontrol, ekstra stempel. Jeg ville tage et foto, opstemt over, at her var arbejde til så mange mennesker. Men blev beordret til at fjerne kameraet.

Ud i mørket. Fra Ankor Zen havde man lovet at sende én ud for at hente mig, og der stod han, en ung mand med mit navn på et skilt, ved siden af sin tuk-tuk. Langsomt ind mod Siem Riep, hvor der tydeligvis var mange turister, videre ud ad en mørk, gruset landevej. Jeg at trak mit sjal godt hen over den nederste del af ansigtet, sådan som jeg havde lært i Nepal, for at skåne luftvejene mod alt støvet, der hvirvlede op.

Endelig ankommet til Angkor Zen, blev jeg modtaget af Resa. Stedet var på det tidspunkt ejet af et fransk-cambodiansk par, Bruno og Resa, som havde bygget det hele op fra bunden.

Jeg fik anvist min hytte af Resa. Rummelig, bygget i bambus og træ. Et stort rum med to brede senge, myggenet, hylder, et lille bord og en stol. Alt, hvad der var brug for. Da Resa med lygten viste mig rundt til fælles toiletter og baderum, kunne jeg se omridsene af de andre hytter i en cirkel omkring en åben plads.

 

Da hun gik, slukkede jeg lyset i hytten, inden jeg åbnede døren for at gå ud igen (for at undgå at myggene skulle komme ind i massevis) – og derude, da jeg stod på terrassen, var alt kulsort. Ikke bare en talemåde. Virkelig kulsort, som jeg aldrig har oplevet det før, ikke engang i Sahara, hvor jeg syntes, at Mælkevejen næsten oplyste rummet omkring mig.

Og så kom lydene. Alle lydene fra tropenatten. Gekkoer, som jeg genkendte. Mens alle de andre dyrelyde var fremmede. Det var overvældende. Og en sand lykkefølelse ramte mig, mens jeg stod der i mørket og ikke kunne se en hånd frem for mig, men i en verden af lyde, som var totalt fremmede. Kiggede op mod stjernerne. De var der. I hundredetusindvis. Men ufatteligt langt oppe.

Næste morgen startede jeg dagen med fælles morgenmeditationen fra kl. 6 til 7. Bruno indledte med lidt fælles tai chi øvelser, og det var så meningen, at hver især lavede deres egen meditative praksis i stilhed, mens det gradvist blev lyst, og morgenens kølighed veg for varmen. Morgenmad fra ved halvottetiden. Fra 9 til 10 yogaundervisning af en indisk lærer, derefter en times åndedrætsmeditation, også med ham. Frokost, som man kunne betale sig til (morgenmad, aftensmad, al undervisning og hytten var inkl. i prisen, som på det tidspunkt var ca. 300 kr. i døgnet). Om eftermiddagen en times tai chi for dem, der ville (jeg ville ikke). Aftensmad og afslutning på dagen med aftenmeditation.

No automatic alt text available.

Meditations- og yogarum

Jeg gled hurtigt ind i dagsrytmen. Nød stedet. Den store have med junglevegetation, de fælles mødesteder, som var medtationsrummet og huset, hvor vi alle spiste omkring et stort bord, den dejlige vegetarmad tilberedt af en indisk kok. På et tidspunkt var alle 8-9 hytter beboet, så snakken var livlig mellem nationaliteter og aldersgrupper. Det var nemt at benytte baderum og toiletter. Jeg tror, der var fem af hver slags. Selv om natten, hvor jeg altid skal op for at tisse, var det nemt at gå derover med en lille lommelygte.

Jeg kunne også læne mig tilbaget til det stille liv på min hyttes terrasse med skrivning og læsning eller små gåture til den nærliggende landsby og over markerne. Selv larmen sen aften og nat nød jeg, når de omkringboende bønder var færdige med dagens rishøst. Så blev der nemlig drukket og festet til cambodiansk popmusik, og hvis jeg ikke kunne falde i søvn, stak jeg ørepropper i ørerne. Det eneste, der ærgrede mig var, at larmen overdøvede nattens tropelyde.

           

 

 

 

 

 

Jeg havde forudbestil 5 døgn, men blev der i 10. Havde ikke lyst til at bevæge mig rundt. Tidligere, når jeg kom til et nyt land, ville jeg se så meget som muligt. Men med alderen har det mere og mere drejet sig om at være. Være, der hvor jeg er. Fordybe mig lige der.

 

 

Et par gange bestilte jeg cambodiansk massage., der kostede ca. 60 kr. Meget ligesom thailandsk. Massage af alle muskler – udenpå let tøj eller en sarong. En nabokvinde stod for dette. Kom til hytten, så jeg lå i min egen seng og kunne blive og slappe fuldkommen af bagefter.

Siem Riep, en storby på næsten 140.000 indbyggere, tiltrak mig ikke specielt. For megen larm, for mange turister, for mange fester. Kun markedshallerne lokkede mig derind. Og posthuset. For min ex-svigermor og min moster, de eneste uden mail, skulle ha’ postkort.

Men Angkor Wat. Det var jo det, jeg var kommet for.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev grinet lidt ad, da jeg sagde, jeg havde tænkt mig at tage en taxa derud – og så gå rundt og kigge. Jeg blev nødt til at tage en rundtur. Booke en tuk-tuk en halv eller hel dag, sagde Bruno, for området er enormt stort.

Og det gjorde jeg så. Bookede samme tuk-tuk, som hentede mig i lufthavnen. To gange 6-7 timer kom jeg til at tilbringe derude. Og det var godt at splitte besøget op. Se, opleve, fordøje et par dage, komme igen

(fortsættes i næste indlæg)

At rejse – eller sidde på stationen

AT REJSE

Jeg ved det godt. At rejse er en effektiv kamp mod tiden. Hele planlægningsfasen, hvor tiden næsten står stille. Følelsen af, at der er lang tid til afrejsen. Spændingen. Rejsens første dage. Intensiteten i opdagelsen, udforskningen af det nye sted. Langt fra dagligdagens små gentagelser, rutiner, vaner. I skæret af, at alt er nyt, får tiden den fylde, som nogle gange kan mangle i dagligdagen.

Og er rejserne ikke noget af det, jeg husker bedst. Rejserne, der træder frem af alt det levede liv.

Og hvorfor er det egentlig de store ting, vi husker, når livet mest består af de små ting? Livet er altid og mest de små tings liv. Måske har jeg endelig nået en alder, hvor jeg sætter pris på det. Jeg har det jo bedst, når jeg giver slip i at tro, at jeg skal udrette noget stort, men bare nyde at have et liv, hvor jeg nu kan gøre det, som jeg ikke havde tid til tidligere?

Er det ikke absurd at ha’ tilbragt livet med at gå i skole, på uddannelse, på arbejde, på uddannelse igen, og mere arbejde og mere uddannelse – og så tro, at jeg skal fortsætte med det som pensionist. Som om det bliver vigtigt at nå – noget, alt, det, jeg ikke har nået ind til nu. Inden udløbsdatoen. For en udløbsdato er der jo.

Og nu, hvor jeg ikke er i gang med at planlægge en lang rejse – nu, hvor jeg ikke engang længes efter én – så føler jeg, at det nærmest er, som om jeg sidder på en station og nyder at se togene stoppe og køre igen – uden at kunne bestemme mig for at stige på ét af dem. For jeg ved ikke, hvilken retning jeg skal vælge, eller mod hvilket mål. Og befinder mig vel egentlig godt ved bare at sidde og kigge. Se mulighederne. Vide, at de er der.

Men om nogle dage hopper jeg dog på et fly til Paris.

 

Rejsen gennem livets skift

Altså – denne blog bevæger sig vist lidt væk fra at være en blog om rejser. De lange rejser. Entusiasmen ved at rejse langt – alene. Det vil være kortere rejser. I afstand, ikke nødvendigvis i tid, for en måned på rejse føles stadig passende. Langsom, som jeg er, selv om tiden går hurtigt. En måned skal der til for at føle, at jeg kan være fuldt til stede, der, hvor jeg er.

Og det vil nok rigtig tit være rejser til Bretagne. Som jeg har fastslået mange gange: Mit andet hjem.

Så bloggen vil måske mere og mere blive denne bevægelse mellem mine to hjem. Og mellem disse rejser jeg stadig alene.

Samtidig er det rejsen i denne del af livet, der fylder. Den har jeg været inde på nogle gange, f.eks. HER og HER

Og den rejse – rejsen i livet – er også en rejse alene. Jeg har boet alene længe, lever ikke i parforhold, deler ikke bolig med nogen. Så min rejse i livet er på vigtige punkter en rejse alene. Og – uden at ville fortabe mig i refleksioner over andres livsrejse – så kan jeg ikke lade være med at tænke, at selv om man lever i parforhold, så er det måske altid en rejse alene. Rejsen i tid og alder.

Livets skift

Hun har flere gange i sit liv brudt med det velkendte. Brudt med trygheden i dagligdagens trivialiteter. Flyttet over afstande. Skabt nyt liv, nyt sted. Rejser alene – uden sikkerhedsnet. Men alt har været et valg. Bortset fra et skift, som hun var tvunget til. Et skift, som tvang hende til at bryde med forestillingen om, hvordan resten af hendes liv skulle være.

Og hun rejser, når hun ikke kan andet. Hun rejser for at få ro, være alene, finde mening. Hun rejser somme tider væk fra en indre uro, en slags kaos til et nyt – ydre – kaos, som er nemmere at finde mening i .

Hun bor på fredelige klostre eller deltager i kurser på andre. Mediterer. Holder mund i 10 døgn, Sidder alene og spiser eller sammen med tilfældige mennesker mødt på rejsen.

Hun lader sig synke ned ved et bord i “Fine grains bakery” i Kathmandu, omgivet af bekendte.

Hun sidder på bjergsider og prøver at finde sjælens ro.

Hun bor alene på hoteller, guesthouses, airbnb, men føler sig aldrig alene.

Hun bevæger sig ud og ind i strømmen af mennesker i fjerne storbyer, sætter sig og glor og bliver for et øjeblik vidne til de liv, der går forbi. Kan forestille sig alt muligt, men ved intet om dem.

Hun tager gang på gang på lange flyrejser. På vejen ud oftest med spørgsmålet: ”Hvorfor gør jeg dog det igen.? Men ankommet og med udmattelsen, der hurtigt viger for nysgerrigheden er svaret ”Derfor.” På vejen hjem er det altid mere strabadserende, og i stedet for spørgsmål om hvorfor, sværger hun, at hun gør det aldrig igen. Slet ikke når udmattelsen efter rejsen sætter sig til en forkølelse, som bare ikke vil forsvinde. Men efter en tid dukker uroen op igen sammen med tanken om, at ”Derude er der ro.” Og lysten til endnu en rejse er allerede opstået.

Somme tider giver det en indre stress at tænke på alt det, hun vil nå at se, opleve, være i. Med den fremtid, der svinder for hvert år.

Derude kan hun føle sig i live. Føle, at kroppen stadig er stærk At hun lever. At hun stadig kan det, som mange andre hverken kan eller tør.

Så sidder hun der igen. Et fremmed sted. Eller måske et sted, hun har været før, vender tilbage til, fordi det trods alt bliver en slags hjem, et udgangspunkt. Parat til at møde de mennesker, der krydser hendes vej. Spørger måske sig selv igen, hvorfor hun egentlig tog ud, men mest sidder hun med en følelse af frihed, fred, ro, som hun ikke kender andre steder fra, Og et fravær af den længsel efter hun ved ikke hvad, som ofte fylder derhjemme. Nu er hun måske ved sine længslers mål.

 

 

 

Inden sommerferien

Ikke en “rejse”, men en “ferie” står for døren. Og – alligevel – det er en rejse i noget nyt: At prøve at tage til min franske hjemby sammen med min bror, min niece, hendes mand og deres børn. Min bror kom der ofte, mens jeg boede der, men har ikke været der siden. Og det er nu snart 38 år siden, jeg flyttede tilbage til Danmark. De andre har aldrig været der. Jeg glæder mig til at vise dem “mit” Frankrig. Lidt af mit franske liv.

Jeg tager derned nogle dage før de andre, besøger min franske ex-svigerfamilie. Derefter har jeg lejet en stor lejlighed sammen med min familie. Når de tager hjem, flytter jeg ind i “min” lejlighed – den, jeg altid lejer, når jeg er der alene.

Den sidste tid har jeg deltaget i endnu ét af kurserne på nettet, hvor jeg får små skub og input til at skrive fortællinger. Igen en skriverejse, som samtidig, ligesom tidligere, hjælper mig med at favne alderen, rejsen i livet, rejsen mod alderdommen. Overskriften er “Between Stories”, den tærskel, man står på, når én historie er slut, og noget nyt, som man ikke ved, hvad bliver, begynder. Den titel sagde mig rigtig meget. Det er der, jeg står, lige nu. I vinterfortællingerne for 1½ år siden kom det til at handle om broen til vinteren. For mig, livets vinter (læs indlæg her) 

PÅ TÆRSKLEN

Jeg står på tærsklen til noget. Men til hvad? Er det mit efterår? Eller allerede min vinter. Eller min Indian Summer, som en ven foreslog.

Jeg plejer at se det som en bro foran mig, en overgang. Men i dette kursus bruger vi begrebet “tærskler” lige nu står jeg på tærsklen. Altså står jeg på en tærskel. En af livets tærskler. En tærskel markerer tydeligt det punkt, hvor jeg står. Lige her. Lige her er der noget, der slutter, noget nyt, der begynder. En tærskel på livets rejse. Det forrige skridt er taget. Jeg standser op. Overvejer. Ser mig rundt. Inden næste skridt. Eller – måske er jeg standset op lige ved tærsklen, og mit næste skridt bliver hen over tærsklen. Ja. Det er nok sådan, det er. En tærskel – som et dørtrin – står man ikke på, man løfter foden hen over. Men det er sandt nok. Hvad enten jeg er “på” eller “ved” , så er det her tærsklen til noget nyt.

Livet, der har bestået af en endeløs række af tærskler. Til forår, sommer, efterår, vinter. Til skolen, til uddannelse, til arbejde, til studie, til arbejde igen, til hvert et nyt arbejde. Over tærsklen til ungdommen, til voksenlivet, til modenhed, til aldring, til ælde. Eller tærskler til nye faser i livet. Til moderskab, til ansvar, til at slippe ansvaret. Til tab, til at leve med sorg og til at finde et nyt ståsted i livet.

Hvis jeg vender mig og kigger tilbage fra den tærskel, jeg står ved nu, ser jeg et langt, et meget langt liv. Eller – jeg ser nærmere mange liv i ét. Et landskab, der folder sig ud, med lys og mørke, natur og byer – og en lang række fortællinger med masser af mennesker. Grønt og frodigt iblandet forrevne klipper og oprørt hav. Bjerge, der skulle bestiges. Og ovenover er der en himmel, der skifter fra dyb blå, til grå, til torden og regn – og tilbage igen. Men solen har altid været der, selv når jeg ikke kunne se den. Det ser jeg tydeligt nu – at den er der, ovenover vejret.

Lige nu fornemmer jeg hverken farver, områder eller historier, der venter på at blive foldet ud, der, forude.

Jeg konstaterer det bare, uden at der er specielle følelser forbundet med det manglende “syn”. En konstatering af, at jeg har haft et langt og rigt liv, og at jeg på en måde gør mig klar til at møde afslutningen, til en dag at stå på den endelige tærskel – og acceptere den.

Men den tærskel kan ligge langt forude. Så ét eller andet nyt må forme sig inden. I den fremtid, som jeg træder ind i. Men hvad? Jeg har ikke lyst til at rejse som før. Ikke lyst til at engagere mig i arbejdsprojekter, f.eks. begynde at arbejde terapeutisk igen, engagere mig lang tid frem. Det synes uoverskueligt, næsten absurd. I min alder.

Så tærsklen er måske overgangen til noget mere spontant. En fremtid med plads til pludselige indfald.

Det er vel det, jeg træder ind i.

———–

 

Farvel til Nepal

En noget tvetydig overskrift. Farvel til Nepal – for denne gang. Eller for altid?  Se mine refleksioner om pludselig at være for gammel til lange rejser, bl.a. dette indlæg .

Mens jeg skriver dette, ser jeg næsten en symbolsk afslutning i, at jeg ender på hotel Vajra, hvor min første Nepalrejse startede i 2010.

Efter at have sovet godt, og efter en god morgenmad, går jeg på indkøb – for at købe småting med hjem. Jeg ved, at kurset på Benchen har været i fuld gang i nogle dage, men det giver ikke så megen mening at tilbringe hele dagen der, eftersom det jo er den eneste dag, jeg kan deltage. Så hellere bare nogle timer i eftermiddag og i stedet bl.a. tjekke de forskellige former for varetransport.

IMG_20180320_164927

Men jeg når allerede hen til klostret til middagspausen og er igen imponeret over den logistik, som er med til at gøre sådan et kæmpearrangement muligt. Der står allerede lange køer ved madbordene.

IMG_20180321_110759_resized_20180517_054433656IMG_20180321_110810_resized_20180517_054434364

 

 

 

 

 

I køen møder jeg danskere, som jeg kender fra, da jeg var på et tre-ugers kursus her for fem år siden. Som det kan ses, er det et kursus, der primært henvender sig til lokale tibetanere og nepalesere – og undervisningen foregår på tibetansk.  Ud af de mange hundrede deltagere er der måske 100 udlændinge, så der er sørget for, at man med sin smartphone kan lytte til den simultane oversættelse til engelsk på en fm-kanal.

Mens det stadig er frokosttomt, ser jeg, hvor velindrettet det nyrejste telt er:

IMG_20180321_111233_resized_20180517_053323331

Og nyder stemningen i frokostpausen (bemærk munken fra Bhutan, hvor munkebeklædningen er knækort, ligesom den traditionelle mandedragt).

IMG_20180321_113335_resized_20180517_053416598

 

IMG_20180321_201943_resized_20180517_053415429

 

 

 

 

 

Jeg kan hverken finde Karen eller en anden dansk veninde, som er kommet hertil, da kurset startede. Men vi har en aftale om at mødes i gæstehuset kl. 17. Da pausen er slut sætter jeg mig uden for teltet sammen med alle de andre, som der ikke er plads til. Klostrets øverste lama, Sangye Nyenpa Rinpoche, er underviseren, og jeg lytter nærmest mere til hans melodiøse stemme på tibetansk over højttaleren, end til den engelske oversættelse i radioen på min telefon. Den tropiske varme – der må være 30 grader, mindst – hensætter mig til en meditativ (eller halvt sovende) tilstand. Med stemmen i baggrunden.

IMG_20180321_202807_resized_20180517_053415790

 

IMG_20180321_123749_resized_20180517_053416110

 

Tid til kaffe, venindesnak, deroppe i gæstehusets have, se den nyåbnede café (hvor de spiller pomusik!), sige farvel til Döndrop, manageren, som kommer og giver et knus, hvilket absolut ikke er skikken her, så det rører mig dybt. Ned på den lille, ydmyge restaurant med den gode mad ved klosterindgangen sammen med min veninde fra Danmark. Hende har jeg kendt siden den tidlige ungdom i Aalborg, også boet sammen med hende en kort periode på Christiania, og vi ses stadig regelmæssigt. I København, i Jylland, på venindeture til Sverige. Og nu sidder vi altså pludselig sammen i Kathmandu!

Jeg er besluttet på at gå ned til mit hotel i mørket, nyde sommeraftenen, det vil kun tage 20 – 30 minutter, men efter at ha’ haft svært ved at balancere på vejsiden i bælragende mørke for at undgå at sidde fast i våd, nylagt asfalt (en mand kom og lyste for mig med en lygte, glemte, at jeg jo selv har én i telefonen) valgte jeg alligevel at hoppe ind i en taxa, da jeg kom til en plads uden våd asfalt. Hjem og sove. Jeg skal tidligt op og pakke.

Og, ja, hjemturen har jeg beskrevet andetsteds

Hjemkomst

Senere følger resumé af de sidste dage i Nepal

Det blev svært med tid til at skrive. Pludselig så mange kontakter og meget at lave. Kunne næsten ikke følge med. Mit behov for langsomhed blev udfordret. Har været hjemme i nogle dage, og i tråd med hvad jeg skrev i mine refleksioner om alder og rejser, så måtte jeg sande, at det at være på farten i 24 timer er hårdere for en 70-årig krop end en 65-årig, som sidst jeg var i Nepal. Ja, jeg ku’ jo faktisk mærke en forskel allerede fra 2014 til 2015 – de to gange jeg var i Thailand/ Cambodia. At lange flyrejser med ophold i forskellige lufthavne blev hårdere og hårdere for kroppen.

Se, det er også noget af det, jeg glemmer – når det fortoner sig, og de gode minder og oplevelser tager pladsen. Jeg glemmer, at rejsen ikke bare er de 14-15 timer i luften, men også tidlig ankomst til lufthavnen. I Kathmandu skal man være der tre timer før afgang – selv om der ikke sker noget ret meget af tiden, så med taxakørsel en time til lufthavnen, er der allerede gået fire timer, når flyet letter. Mellemlandinger, denne gang to af hver ca. 3 timers varighed. Til sidst bus fra Aalborg Lufthavn til Nibe. Var lige ved at tage en taxa. Men allerede der var der et øjebliks optimisme, mens jeg kørte på den adrenalin, der skulle til, indtil jeg var helt hjemme. I et glimt tænkte jeg: “Gem de penge til næste rejse.” I kan godt se, hvor hurtigt jeg glemmer?

Men jeg tror ikke, at jeg helt vil glemme denne udmattethed, for jeg mener ikke, at jeg nogen sinde har været så træt som denne gang. Først nu, på min femte dag hjemme,  har jeg samlet kræfter til at være mere aktiv i livet igen.

Lidt over et døgn på farten. Og hjem til en enorm stilhed. På den frydefulde måde. Jeg tror heller ikke, at jeg før er blevet så forstyrret af den larm, der hele tiden er på et fly. Motorlarm. En evig puslen rundt om. Køen ved toiletterne. Sidde op og sove. Men jeg gør det – sover – for det er det eneste, jeg kan finde ud af. Den forstyrrende aircondition, både på flyene og i lufthavnene. Trøje af og på – hele tiden. Og husk nu at skifte til varmere tøj i den sidste lufthavn, inden du skal ud i kulden.

Ud over alt det, så blander flyrejser sig med et større savn efter min datter, Sara. Måske fordi en flyrejse var noget af det sidste, vi havde sammen.

Den første dag holdt jeg mig med besvær vågen indtil om aftenen – for at komme ind i døgnrytmen. Faldt i søvn ved 20-tiden og sov over 10 timer – og så nægtede min krop simpelthen at stå på benene den næste dag. Sitren, ømhed, træthed. Så jeg blev i sengen og læste hele dagen – og faldt så i søvn igen. Siden 2. dagen har jeg været oppe, men langsom, stille. Har fået pakket ud. Vasket. Lidt efter lidt. Nu ligger der kun enkelte ting og flyder.

Nu er jeg endelig klar til at bevæge mig ud i livet igen. Mens jeg spørger mig selv, om det er ok at blive ved med at udsætte kroppen for den slags belastninger.Og om ikke den her blog for alvor skal ændres til sådan noget som “Gamle på rejse.”

Refleksioner om alder og rejser

Inden jeg fortæller videre om Pharping, vil jeg dele lidt refleksioner om alder og rejser. Det første par dage på Neydo Klostret havde jeg rigelig tid til at tænke over det at rejse – og rejse alene. Og også om jeg var blevet for gammel til Kathmandu. Så blev de rejsende skiftet ud – alle, der var der, da jeg kom, rejste, og nye kom til. Og pludselig fik jeg masser af kontakt. Men tankerne om alder og rejse er ikke forsvundet.

I Kathmandu begyndte jeg at længes hjem i takt med, at mine bronkier kom på mere og mere overarbejde. Da jeg ankom to uger forinden, var jeg virkelig lykkelig over at være her igen og fortrød, at jeg ikke havde valgt en måned. Men det glemte jeg fuldkommen i al dårligdommen. Var bare glad for, at jeg kun skulle være her i tre uger. Når jeg bevægede mig rundt i Kathmandus støv, kunne jeg tænke ind imellem: ”Hvad laver jeg dog her?”

Det skal siges, at det er første gang, jeg opholder mig her uden at deltage i ét eller andet kursus. Det, der giver et indhold i dagligdagen. For jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt gider sightseeing ret lang tid ad gangen. Derimod elsker jeg at sidde og glo på gadelivet. Men det er lidt svært i Kathmandu. Det vrimler ikke med steder, hvor man kan sætte sig uden at komme i nærkontakt med bilos. De første gange klarede mine luftveje det nok lidt bedre – for da kunne jeg godt bare slå mig ned på et trin eller en fortovskant, kigge på gadehandlen., menneskene, bygningerne omkring.

Men med hoste og vejrtrækningsbesvær forsvinder min fascination for Kathmandu. Jeg kan ikke længere finde glæde ved at gå rundt i den ældste del af byen og lede efter gader og stræder, som jeg ikke før har set.

Jeg lægger også mærke til, at jeg med alderen bliver mindre social. Jeg gider ikke rigtigt engagere mig i samtaler med nogen, hvis vej jeg bare lige krydser.

Heldigvis var min gamle kollektiv-veninde her. Tid til samtaler, sjov, spisning. Jeg kan li’ hendes måde at være buddhist på. Vidende – på en ikke dogmatisk måde. Hvis vi boede tættere på hinanden, ville jeg bruge hende som vejleder/sparringspartner omkring buddhistiske tekster, som jeg ikke forstår.

Og så var der gæstehusets søde manager. En ung munk, hjertelig, god til engelsk, travlt beskæftiget med at få gæstehusets dagligdag til at fungere, samtidig med, at han var bygherre for caféprojektet. De små intense møder med andre gæster var også givende. Lige hvad jeg kunne rumme sådan rent socialt. Jeg har erkendt, at jeg er mere introvert end jeg tidligere i mit liv har givet mig lov til at være.

Er jeg så gammel nu – og så introvert – at jeg nu også har set det af verden, som jeg behøver? Det har jeg overvejet det sidste par år, samtidig med en erkendelse af, at mine rejser tilbage til min franske ”hjemby” giver mig alt det, jeg har brug for på en rejse: At glide ind i en dagligdag, at have mit eget, i og med at jeg lejer min bolig, gamle venner  og familie omkring mig. Og – ikke mindst – så nem en adgang til naturen, hvor jeg kan opholde mig i timevis. Og det er det sted, hvor halvdelen af mig hører til.

Da jeg kom her til Neydo Klostrets hotel og stod og kiggede op på de skovklædte bjerge lige overfor, tænkte jeg, at det var jo det, jeg havde ønsket: At komme uden for Kathmandu for at kunne gå lange ture i naturen. Men samtidig kunne jeg slet ikke forestille mig at gå opad i lang tid.

011

 

Så tænkte jeg igen på Bretagne, som i den grad er mit ”ude-sted”, hvor jeg får travet og bevæget mig, så jeg bliver glad i låget af det.

Skal jeg droppe Canada-projektet? Jeg ville jo besøge datteren til nogle franske venner og tage videre og opsøge Dene-folket. Men så langt nordpå, som de bor, er der måske koldt hele året. Eller Caminoen? Skal jeg også droppe den? Bliver der også for støvet for luftvejene?

Er jeg så gammel nu, at jeg udover det årlige ophold i Frankrig, ville kunne slappe af på en uges charterferie? Et sted, der er varmt og tørt?

Over morgenmaden havde jeg en interessant samtale med en fransk kvinde, som har rejst i en måned – med egen guide alle de steder hun har været. I Kathmandu, i Phokara – og i Buthan, hvor man slet ikke må rejse uorganiseret. Hele hendes rejse har været tilrettelagt derhjemmefra. Dyrere end hvis hun skulle være i en gruppe, men langt mere frit.

Det engelske par, måske på min alder, er også på en måneds rejse. På samme måde. Med alt tilrettelagt hjemmefra. Chauffør/guide med bil, som venter dem hvert nyt sted. De ville slet ikke kunne forestille sig at organisere alt selv. Alt det arbejde.

Og det er jo rigtigt. At rejse alene uden sikkerhedsnet kræver, at hvert sted skal man selv finde ud af, hvordan man kommer videre. Med de forhindringer og besværligheder, der kan være i det. Tidligere syntes jeg, at det bare var spændende. Sådan har jeg det ikke mere. Selv om den her blog hedder Rejs alene, underforstået med den glæde, der ligger deri.

Jeg ved mere og mere, at alder HAR en betydning. Alderen, den fysiske, der lidt efter lidt sætter nogle begrænsninger. Energien, den umiddelbare, der ikke rækker helt så langt. Lysten til at udforske, der bliver mindre. Ja, alder har en betydning. For mig i hvert fald. Større med alderen.

Med alderen indser jeg også mere og mere, at det, jeg troede, jeg skulle ud for at lære/gøre, det kan jeg måske lige så godt lære og gøre derhjemme. I taknemmelighed over, at jeg har været ude og hente hjem – tidligere.

Når jeg ser mit liv derhjemme – herfra – er det godt. Det er blot et viljespørgsmål om at bruge min energi på det, der føles mest rigtigt.

Se nu f.eks.: Jeg troede, jeg skulle ud for at begynde på skrivningen af en fantastisk fortælling. Den, der bare venter på at blive fortalt. Af mig. Den, der bare venter på at blive lukket ud.

Men sådan er det ikke. Den er slet ikke med. Der er ikke plads til den her. Den blev derhjemme. Og det er der, jeg skal finde den.

Øjeblikke

Trappen til Swayambhunath – tempelkomplekset på toppen af højen. Populært kendt som “Abetemplet”

026

029Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er 65 længere, som jeg var sidste gang, jeg gik op! Det er jo en slags trekking at bevæge sig op ad de 700 trin, tror jeg, der er. Pensionisttrekking!

018

019 021

024

Var på Kathmandus Durbar Square forleden. Som jeg mener, jeg fortalte tidligere, så er de tre byer i Kathmandudalen bygget op omkring kongepaladserne med deres Durbar Square, som ud over paladserne består af tempel efter tempel bygget af forskellige konger. De ligner selvsagt meget hinanden, men jeg har altid holdt mest af den i Bhaktapur, den mest rolige, fordi bil- og motorcykelkørsel er forbudt på området. Jeg tager ikke derud denne gang – regner med, at genopbygningen stadig er i gang efter jordskælvet. Og sådan var det jo også i Patan og her i Kathmandu. Og – helt ærligt – så rækker min energi aldrig til at se ALLE templerne, men jeg udser mig et stille område, hvor jeg kan kigge på folkelivet. Her, forleden, var der fest i Kumaris tempel (Kumari er en levende hindugudinde, et barn, som bliver udvalgt ud fra forskellige kvalifikationer, og som så lever en slags dronningeliv – indtil hendes første menstruation. Så bliver en ny valgt) Og en fryd for øjet var det da med alle de festklædte kvinder samlet i tempelgården:

IMG_20180310_120044_resized_20180311_111433421

IMG_20180310_120101_resized_20180311_064839829

IMG_20180310_120129_resized_20180311_064840342

IMG_20180310_120247_resized_20180311_064840931Og omkring Bhairab, den blodtørstiges tempel, var der også trængsel:

IMG_20180310_114109_resized_20180312_114056977

Nu er min sightseeing vist forbi for denne gang. Snart skal jeg ud af byen.