Corona-tiden

En rejse gennem nedlukning og oplukning.

Danmark genåbner. Jeg har næsten frygtet genåbningen, hvorimod nedlukningen var nem. Virkelig nem.

Corona begyndte at sprede sig, mens jeg var i Frankrig. Ikke i den del, jeg opholdt mig i, men i andre regioner. Og første melding om smitte i Danmark kom lige inden, jeg skulle hjem. Jeg tog ikke nyhederne om corona særlig alvorligt dernede. Det gjorde mine venner heller ikke. Først da jeg tog hjem gennem de to store lufthavne, Charles de Gaulle og Schiphol, Amsterdam, strejfede tanken om smitte mig. Tusindvis af passagerer, der kom fra alle mulige lande. Uden nogen form for tjek.

Få dage efter at være kommet hjem, ændrede min egen adfærd sig fra at have været sådan lidt hø, hø, er folk ikke lidt hysteriske, mens jeg gik rundt og sagde: “Det er jo bare en influenza. Folk skal dø. Af noget. Jeg er ikke bange for at dø. Og er det ikke bedre at dø hurtigt, hvis det nu skulle gå så galt.”

Men hov, tænkte jeg så, de der store lufthavne, som jeg lige havde været igennem. Kunne jeg være én af de potentielle smittebærere? Og dårlig samvittighed opstod på vej hjem i bussen efter at have været på café i Aalborg. Selv om jeg ikke var bange for smitte og død, så lignede det jo ikke noget at smitte andre. Jeg besluttede mig for at blive hjemme, indtil der var gået 14 dage efter min hjemkomst. Selvvalgt karantæne. Nåede det lige, dagen inden Mette Frederiksen lukkede landet ned.

Min rapport fra karantæneperioden er kun positiv.

En velgørende stilhed. Følelsen af at have tid. Oceaner af tid. Intet, der skulle nås. Intet jeg skulle. Aftaler, der blev slettet fra kalenderen. Jeg tror ikke, at jeg siden barndommen har haft så blivende en følelse af at have tid nok. I mit voksenliv har tid altid været en mangelvare. Alverdens meditation og bekræftelser om at have tid nok, har ikke givet mig en blivende følelse af sandheden i den bekræftelse. Og pludselig kom Coronaen og nedlukningen med den ro og stilhed, der spredte sig over landet.

Roen og stilheden spreder sig. Er det den, der når helt ind til mig. Den, der breder sig hertil, hvor jeg sidder i min karantæne. Roen og stilheden, der smyger sig ind under døren, gennem sprækkerne i vinduerne på klem, omgiver mig, hvisker: “kan du mærke os? Roen og stilheden? Du må gerne give dig hen til os, lade dig omslutte, selv om du er lidt skamfuld over at føle dig så godt til pas, hvis mange lider. Vi vugger dig blidt ind i den kollektive ro. Lev. Lev anderledes. I er tusindvis, der lærer det i øjeblikket. Nyd det. Bevar det til tiden efter. Den indre ro og stilhed får I brug for, når verden åbner sig igen. Når regningerne skal betales. Når efterslæbet ikke må overvælde jer. Tag det ind, lige nu, den sidegevinst I får af samfundets og sjælens ro, som I oplever, når I ikke skal yde, ikke være parate. Bare være.

Jeg gav mig hen. Tænk, jeg fik lov til at være lige så introvert og langsom og lydfølsom, som jeg i bund og grund er. Efter at have levet et liv som ekstrovert og ret social, har jeg de sidste år befundet mig godt ved at være mere “inde” end “ude”. Men det her, det var virkelig anderledes. Ren nydelse. Jeg overvandt skyldfølelsen over ikke at “lide med de lidende”. Glædede mig over, at mens samfundets puls faldt, fik planeten et åndehul. Jorden egen puls faldt. Planeten kunne ånde, mens biltrafikken blev langt mindre, og flytrafikken stort set gik i stå. Coronakrisen kunne gøre det, som alverdens klimaplaner ikke formåede.

Jeg kunne glæde mig over at være pensionist, som ikke skulle tænke på arbejde, fyringer, lønnedgang, hjemmeundervisning af børn, men at jeg ud over bare at være kunne lære noget nyt.  Bruge tiden på et intensivt skrivekursus, lære at bruge Zoom til møder med skrivegruppe. Middage over Skype eller Messenger med venner, eller bare en kop kaffe eller et glas vin og en god snak. Karantæne i ro, uden at føle mig isoleret.

Derfor har jeg følt lidt uro ved genåbningen. Jeg har fundet ud af, at jeg, siden jeg gik på pension, aldrig har sat mit tempo lige så meget ned, som jeg egentlig har brug for. Få aftaler om ugen er rigeligt. At jeg somme tider er i Aalborg (og med bus frem og tilbage) 5-6 gange på en uge, det vil jeg til at styre anderledes. Meget anderledes.

Så der er mere tid til rejsen ind i stilhed og ro.

 

 

En slags knudepunkt i livet

Dette indlæg handler mere om livets rejse end rejsen som sådan.

To uger i Erquy – det er ikke nok. Da jeg havde været der i lidt over en uge, gik jeg i gang med at undersøge, om jeg kunne leje nabolejligheden på to værelser i hele september måned. Det kunne jeg. Underligt, som jeg havde været lidt forbeholden over at være der. Vist nok. I hvert fald de første dage. Men nu var jeg der. Fuldt ud. Jeg kan læse det i mine notater:

Det er sen vinter. For første gang i 40 år vender jeg tilbage på denne årstid. Jeg vil se mimoserne blomstre. Dem har jeg ikke set i al den tid. Jeg fylder mine øjne med gult. Træer i alle størrelser dækket af bitte små, fine, gule blomster, der føles som fløjl, når jeg forsigtigt rører én af dem med pegefingeren. Træerne står som kæmpestore gule buketter med alle disse gule blomster, der bugner på hver gren.  Når jeg læner mig frem, eller strækker mig på tæerne for at lugte til blomsterne, fylder den honningagtige duft mine næsebor.

Jeg er her.

At bo i den ejendom, som jeg boede i fra 1978-80, bringer erindringerne fra dengang tæt på nutiden. Så tæt på nutiden, at en gammel kærlighed bliver vakt til live. Min gamle kæreste fra dengang. Altså vi har mødt hinanden år efter år, har bevaret venskabet gennem tid og afstand. De sidste år er vi kommet endnu tættere på hinanden. Og på etagen under det, der var rammen for vores kærlighedshistorie, genfinder vi hinanden. Uden krav. Og med humor. Den humor, som man kan tillade sig at have i vores alder.

Det er som om, at hvis jeg skal finde en form for rød tråd i mit liv, så er det hernede, jeg skal finde den. Den røde tråd i det levede liv. Måske bliver det mere vigtigt med alderen at se kontinuiteten. Favne hele det liv, der har været. Når jeg kigger tilbage på det liv, jeg har levet, er det, som om der er mange liv i ét. Erquy bliver knudepunktet til mine mange liv. Det føles, som om mine forskellige liv mødes her. Herfra er der veje tilbage og frem i livet. Jeg går ved havnen og møder min ex-mand. Så levende i mindet, selv om han har været død i 18 år. På stranden sidder min mor og min mormor som i 1971. Under et af deres besøg. Min mor i min bikini (“Hvor er hun modig, din mor,” sagde vennerne. “I bikini i hendes alder.” Hun var vel 47!) min mormor med en afrikansk hat på hovedet. På en vej, hvor jeg engang boede, kigger jeg ind i haven og ser min bror og danske venner til sommerfest. En ven fra Christiania er også på besøg, han, som var med til at spore mig ind på idéen om at bo der. Og allermest møder jeg mig selv gennem årene. Med alle op- og nedturene, der i den erindring, der fylder nu, kun står som en optur i voksenlivet. En tur, jeg ikke ville have undværet.

Jeg forstår, hvorfor jeg blev her i et par år efter skilsmissen. Ikke bare for at gøre en uddannelse færdig. Men fordi jeg valgte at være her. Jeg var flyttet hertil, hvor jeg er nu, i den der lejlighed ovenpå. De sidste to år af mit franske liv var det mig i Frankrig. Byen her, omgivelserne, naturen, vennerne. Alt det, der var blevet MIT liv. Når lysten til at flytte tilbage til Danmark viste sig, var det fordi jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde det nu, ville jeg aldrig kunne gøre det. Jeg var i en slags overgangsfase, hvor jeg følte mig fransk, når jeg var i Danmark, og stadig dansk, når jeg var her. Jeg måtte vælge. Også fordi kollektivtanken kaldte. Gamle venner, der var flyttet på Christiania. Sådan et liv, ville jeg ikke kunne få her.

Den beslutning – om at vende tilbage til Danmark – er jeg glad for at have taget. Men sådan var det slet ikke i starten. Livets skift kan være svære, og jeg fik det sværere, end jeg havde regnet med, da jeg kom til Danmark for at blive. Så svært, at jeg skulle kæmpe imod lysten til at flytte “hjem til Frankrig”. Jeg aftalte f.eks. med institutionen, jeg havde arbejdet på i Frankrig, at hvis det ikke gik bedre, kunne jeg komme tilbage.

I Danmark følte jeg mig fremmed. Det var meget anderledes at bo her end at være hjemme på ferie. Noget, der var medvirkende til, at jeg oplevede det som svært, var helt sikkert det, at nu var jeg “bare en dansker i Danmark”. I Frankrig fik jeg gennem alle årene ret meget opmærksomhed på min “fremmedhed”. Døre åbnede sig, jeg blev ved med at være interessant qua det at være dansker. I Danmark var jeg bare én ud af massen. Nye mennesker var ikke særligt interesseret i min “anderledeshed”, i mine år i Frankrig. Jeg måtte arbejde langt mere på at finde og skabe mig min plads, end jeg nogen sinde havde gjort gennem mine 10 år i Frankrig.

Og meget ændrer sig på 10 år. Jeg lagde især mærke til, hvor  meget sproget havde ændret sig. Nye ord og udtryk, som jeg næsten ikke kunne tage i min mund. De var ikke kommet ind gradvist, de var der bare alle sammen på én gang. Udtryk, som andre brugte, men som længe lød fremmede. Savnet efter Frankrig (og kæresten). Og så var jeg blevet voksen i Frankrig. Væk fra danske sammenhænge. Det tog tid at få den coming of age historie med i mit danske liv. Det tog tid at slå rødder. Men da jeg gjorde det, vidste jeg, at jeg havde gjort det rigtige.

 

 

At være en del af

Passer det mig mon rigtig godt, at jeg har skrevet forkerte mailadresser til flere venner, som jeg skulle lave aftaler med? Har fået ny bærbar og kunne ikke finde ud af at kopiere adressekartotek fra min stationære, så jeg kopierede først i hånden. Det betyder, at jeg på forhånd kun fik lavet én fast aftale. Med dem, der bor i byen kan de laves fra dag til dag.

Og jo, det passer mig godt, når jeg kun er her i 2 uger. Jeg kunne blive helt forpustet ved tanken om at gå fra aftale til aftale.Tænkte “bare jeg kunne være der lidt anonymt for en gangs skyld”. Og det er jeg, på en måde. Selv om jeg efterhånden har fået kontakt med folk, så er jeg så sent ude, at de fleste er på vinterferie, passer børnebørn (der er også vinterferie i Frankrig),  har forpligtelser. Så jeg har tid til at skrive. Tid til ro, som jeg nyder. Jeg gamle introverte eneboer!

Jeg spammer fotos af mimoser på facebook og må allerede én af de første dage foretage en slags pilgrimsvandring, som jeg altid går alene første gang. Ud til Cap d’Erquy. Den tur jeg gik så ofte, da jeg boede her. Derude på de forblæste klipper kunne jeg gå mig fra alt det besværlige.

Den første dag eller to bliver jeg forpustet og føler mig øm i lårene efter de lange gåture. Nej, ikke bare øm, mine ben flekser næsten under mig, når jeg skal tage lidt høje skridt. Men efter et par dage har jeg allerede vænnet mig til alle de stigninger og fald.

Jeg kan huske, da jeg første gang kom på besøg hos mine senere svigerforældre i deres hus ved kysten. Jeg kiggede beundrende på min franske svigermor, som dengang – i en alder af 62 – sprang rundt på klipperne, mens jeg var lidt bange og bevægede mig langsomt bagefter. Men se, nu er jeg 72 og har allerede længe levet med klipperne. De er blevet en del af mit liv. Ligesom byen.

Erquy er mit åndehul. Bogstaveligt talt. En by, et område med ren luft. Ingen tung gennemgående trafik. Biler, der kommer her, er med nogen, der skal hertil. Bor her, har et ærinde. De lastbiler, der kommer, henter fisk, kammuslinger, krabber, hummere ved havnen. Andre leverer varer til forretningerne. Der er ingen, der bare kører igennem.

Jeg er i Erquy, som grundlæggende ikke har forandret sig meget. Godt nok er den vokset. Masser af nye villaer. Moderne. Eller forsøgte efterligninger af de gamle huse, selv om grundelementet er beton, pyntet op med sokler af granit. Men de grå skifertage dominerer stadig, når jeg ser ud over byen.  Og bykernen er stadig fyldt med ældre og gamle huse i granit. De fleste bygget af rosa granit. Erquys specielle.

Jeg er endda kommet tilbage til ejendommen, som jeg boede i de sidste to år her. Dengang, da jeg blev skilt, turde jeg ikke blive boende i det lille hus omgivet af skov. Så her fandt jeg et refugium. En stor lejlighed øverst oppe i to etager. Her læste jeg Doris Lessings Den gyldne bog og Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden. Skumsprøjt fra kvindebevægelsens bølger nåede mig helt herude. Her udfoldede mit franske livs sidste kærlighedshistorie sig. Nu sidder jeg nedenunder, i en 1-værelses. Dog med altan og med den samme udsigt som dengang. Havet fylder nok ikke helt så meget i horisonten, men jeg kan se det. Jeg kan se byen, der breder sig nede foran mig. Jeg kan skimte havnen, når jeg kigger til højre, mod vest, og Cap d’Erquy’s høje klipper, der beskytter havnen. Jeg kan se kirken i grå granit lidt til venstre, mod øst, og når jeg strækker mig ud over altanen, helt til venstre, næsten mod nordøst, ser jeg sømandskapellet med sit høje spir, hævet  på en bakketop ved byens nordøstlige udkørsel.

At være i Erquy er mere end at VÆRE andre steder i udlandet. En rejse, hvor jeg ikke føler mig udenfor som på rejser til fjerne steder. Jeg har ofte tænkt under mine senere rejser, at jeg er udenfor. Udenfor på den måde, at jeg betragter det liv, der leves der. Udefra. Som tilskuer. Aldrig en del af det. Måske er det også noget af det, jeg ikke orker mere på lange rejser?

Her er jeg for altid en del af livet. Jeg glider ind i en dagligdag, der var min. Der ER min. Der forbliver min. Hvad enten jeg er alene, sammen med venner, på vandring i naturen. Selv på indkøb. Supermarkedet. Markedet om lørdagen. Overalt møder jeg mennesker, som jeg kender. Tid til korte samtaler. Jeg er ikke fremmed. Jeg hører til de steder, jeg færdes. Efter en dag eller to vokser følelsen af glæde over at være i mit andet hjemland.

Jeg føler mig faktisk lykkelig her. To år efter Saras død var det også her, jeg for første gang oplevede 24 timers glæde i træk.

Nu er jeg her for mindst 8. gang inden for de sidste otte år. Hvis det ikke var så langt væk, ville jeg komme oftere. Meget oftere.

At skriverejse

ARBEJDSREFUGIUM – en skriverejse på fem døgn.

Jeg skriver. Altid. Kan ikke lade være. Det er vel nærmest som med folk, der maler. De kan ikke lade være. Selv de, der aldrig udstiller, fortsætter med at male. Malerierne hober sig op i gange og kældre. Og de bliver ved. Sådan har jeg det med skrivning. Jeg maler med ord. Og notesbøger og hæfter hober sig op i skuffer. Ingen har set dem, læst dem. Men hvis jeg ikke havde skrevet, havde jeg forstået mit liv mindre. Skrivningen har hjulpet mig i svære og lykkelige perioder. Fastholdt flygtige tanker og oplevelser. Jeg har gennemlevet dem igen. Forstået dem bedre. Måske endda gjort virkeligheden mere sansende ved at skrive den.

Da jeg var yngre, drømte jeg somme tider om at blive forfatter, men skrinlagde det og stillede mig tilfreds med de, somme tider, næsten daglige skriverier. Men engang blev jeg spået, at jeg skulle skrive en bog.

En bog er udkommet. For jeg brugte nogle af mine hæfter til at skrive bogen Efter Sara. Var det den, den clairvoyante mente? Jeg var tilfreds med at have skrevet den – samtidig med, at jeg syntes, det var en bog, som ikke burde have været.

Og med alderen oplever jeg igen, at ”noget skal jeg da lave”, når jeg ikke længere orker frivilligt arbejde, enkelte undervisningstimer og alt det, jeg somme tider synes, at jeg bør. Så dukker ønsket om at skrive noget, ”der kan bruges af andre” op igen (og det kunne min bog om sorgprocessen jo). Derfor har jeg i flere år skrevet med tanken om en slags erindringsbog, som også fokuserer på alderdommen. Fordi få bøger gør. En slags ”coming of age” om alderdommen.

Jeg har prøvet og prøvet at strukturere og organisere alle disse skriverier. Til ”noget”. Men lige godt, hvor mange planer jeg lægger, så er jeg endnu bedre til overspringshandlinger end til at føre planerne ud i livet.

Derfor besluttede jeg at prøve et arbejdsrefugium. Flere steder tilbyder ophold til forfattere, kunstnere og andre, der af én eller anden grund har brug for at fordybe sig i et arbejde. Så jeg tog til Vester Thorup Højskole, som jeg valgte ud fra praktiske grunde: Jeg skulle kunne komme nemt til stedet med bus. Der skulle være indkøbsmuligheder i nærheden. Men ku’ det ikke også være spændende med at bo på en højskole? Jeg, der kun har besøgt nogle. Og, ja, så ligger Vesterhavet nogle km væk.

Da jeg først var der, alene, var det en lidt underlig oplevelse. Om dagen var der et par ansatte til stede, men om aftenen var jeg bogstaveligt talt alene på højskolen, som lejer værelser ud som arbejdsrefugium, når der ikke er ugekurser eller lange kurser. Den første aften var spøjs. Det, at gå gennem lange, tomme gange, hvor lyset tænder, når man træder ind i et nyt område og slukker efter én. Altså – jeg var ikke urolig på den bekymrede måde. Det skal ikke lyde, som om det gjorde mig bange. Faktisk bliver jeg sjældent bange – og slet ikke for at være alene. Nej, det var nærmere et spørgsmål, om jeg nu kunne finde ro og struktur på så stort et sted.

Overvejede, om de lange gange kunne inspirere mig til historier. Finde energien, livsglæden, optimismen gennem alle de unge liv, der har udfoldet sig her. I tiden som folkeskole, som efterskole.

Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det var godt at være her alene. Hvordan jeg ville have svært ved at klare at bo med en ukendt anden, at spise i flok, vaske op, rydde op i grupper, indordne mig under en fællesnævner. Selv om jeg elskede at bo i kollektiv i en årrække, så overvejede jeg aldrig et højskoleophold, da jeg var ung.

Ok, jeg er 72 – og det er jo heller ikke det, der er meningen. Det var bare forstyrrende tanker om også mit eget levede liv, før jeg nærmest blev eneboer.

Og allerede dagen efter gik det godt, rigtig godt. Jeg mærkede, at energien, skriveenergien kom. Næsten helt af sig selv. Fandt ud af, at det ville være en god idé at gøre, som Anni, forstanderen, foreslog, at bruge et hyggeligt grupperum på første sal som arbejdsrum. Jeg er jo alene. Og at bevæge mig væk fra mit værelse for at arbejde føltes rigitg. Jeg gik på arbejde for at skrive. Flere hundrede meter vist, gennem gangene.

Jeg fandt hurtigt en rytme, langt nemmere end jeg havde forestillet mig. Stå op ved 6-tiden, lave yoga. Gå gennem gangene til køkkenet og lave kaffe. Drikke den første kop på værelset, meditere på dagens skrivning. Skrive lidt i hånden. Tage bad, gå i køkkenet, lave morgenmad, tage den med op i arbejdsrummet, være klar til at skrive ved 9-tiden.

Skrive hele formiddagen med få minutters pause en gang i timen (min telefon var sat til at ringe). Frokost, gå en tur (som regel til Brugsen eller den gode fiskehandel. En enkelt gang købte jeg også der 18 cl rosévin. Festaften!) Og kun én tur til stranden, fordi der var 8 km frem og tilbage. Det ville tage for megen arbejdstid ud. Skrive videre resten af eftermiddagen. Aftensmad. Lidt mails. Lidt avis-på-nettet-læsning. Måske lidt TV. Og så i seng.

Ikke siden jeg skrev Efter Sara har jeg været så arbejdsom i min skrivning og på så struktureret en måde. Og ligesom dengang, synes jeg hver anden dag, at det er rigtig godt, det, jeg har skrevet. Hver anden dag, at det er noget bras -og-hvordan-kan-jeg-tro-at-det-vil-være-interessant-for-andre. Og, også ligesom dengang, gør jeg det, som man helst ikke skal gøre. Jeg redigerer i gårsdagens skrivning, inden jeg går videre. Men – sådan fungerer det altså bedst for mig.

Jeg var træt og glædede mig til at komme hjem efter fem døgn. Mest pga. den form for rastløshed om aftenen, når der ikke var andet at lave end at se lidt tv på den bærbare. Forstanderen og den lærer eller to, som sad på skolen og arbejdede i løbet af dagen, gik ved 15-16-tiden. Så jeg var virkelig alene – og oplevede en slags ensomhedsfølelse, som jeg ellers ikke kender. Eller snarere en forladthedsfølelse. Altså jeg talte jo heller ikke med de andre om dagen. De respekterede min arbejdsro, jeg deres. Men der var ”nogen”. Andres tilstedeværelse, selv uden interaktion, betyder noget. Selv når jeg rejser langt alene, oplever jeg ikke ensomhed eller forladthed. For jeg ser mennesker omkring mig. Kan række ud efter dem.

Men det var i bund og grund godt at opleve. Den hjalp mig bl.a. til at indse, at så meget eneboer er jeg alligevel ikke. Og at forstyrrelser også kan være gode. Jeg behøver jo ikke reagere på dem midt i en arbejdsproces. Ikke bruge dem til overspringshandlinger. Det kan jeg i hvert fald tage med mig hjem. Plus en idé om, at det vil være godt at bruge bibliotekets læsesal, når jeg vil fordybe mig. Altså gå ud og arbejde, så jeg ikke forfalder til at gøre alt det, der skal vaskes, laves, ordnes.

Det var simpelthen guld værd at tage på det ophold.

 

 

Harzen

Harzen. Ja, det var jo i juli. Men tiden, der haster af sted, fremtiden, der kommer anmassende hurtigere end før, alt dette lader ikke så meget tid til til at få skrevet – mens tid er.

Plus det, at når vi er 4 voksne og 3 børn, så er der ikke så meget tid til daglig skrivning, som alene på rejse. Jeg tror, at jeg har sagt det før: De daglige skriverier, når jeg rejser alene, giver mig en fornemmelse af en form for kontakt, som jeg så ikke har brug for på samme måde på en familieferie. Og, nåh ja, den hører jo strengt taget ikke ind under at rejse alene.

Men jeg er glad for disse familieferier, fordi de bl.a. minder mig om, at begge dele er godt, at rejse alene og at rejse sammen med andre. De får mig også bragt ud af den form for eneboerliv, der uvægerligt kommer efter mange års liv alene. De viser mig, at jeg sagtens kan være social et par uger i træk.

Og vi begynder at kende hinandens rytmer og behov ret godt. Det er 3. år i træk, vi tager på ferie sammen – og kærligt og godt, at vi gerne vil og kan sammen. Vi har ret stor respekt for hinandens måder at være på. Det er tilladt at gå alene, at man kan have brug for bare at sidde. At vi kan leve med det rod, der opstår, at vi kan acceptere, at fylde lidt rigeligt sammen i et lille køkken. Det er, som om vi  kan bevæge os rundt om hinanden på en næsten dansende måde. Og Harzen er et vidunderligt sted at være. Ture i skoven, op på de lave bjerge, udsigter, der kalder på at blive set. Besøge middelalderbyer med masser af bindingsværkshuse, som for mig ser mere autentiske ud, her i det gamle Østtyskland end i den gamle vesttyske del af Harzen, hvor alt ser mere poleret ud.

Og så blev jeg fuldkommen overrasket og betaget af Magdeburg. Eller et helt specielt hus i byen. En grim storby, tænkte jeg, inden vi kom dertil. En grå storby på en grå regnvejrsdag. Men nogle ville gerne shoppe, det skal der også være plads til. Og så der, forude – efter et besøg i Domkirken – der, bag bygningerne på den anden side af pladsen, stak nogle guldkugler på et tag op over de andre tage.

Jeg havde kun skimmet nogle oplysninger om Magdeburg og var slet ikke forberedt på at støde på et Hundertwasser hus der. Men, jo, det var det sidste hus, som han nåede at tegne og få opført inden sin død. Stort og lyserødt malede murstend iblandet skæve rækker af forskelligt farvede mursten. Ingen ens vinduer. Altaner og frodig beplantning. At gå ind i gården var som at træde ind i et eventyr. Hvad børnene også fornemmede straks. De organiske former og springvandet i midten indbød til leg. Søjlerne, der lignede kæmpestore perlekæder. Den bedste iscafé på ferien. Jeg var fuldkommen lykkelig over at opleve sådan en uventet gave af oplevelser for alle sanserne.

 

 

 

 

 

 

 

Floden, som leverede beroligende baggrundmusik, inden vi faldt i søvn, var en   smuk legeplads for børnene.

Den sociale fernis sprækker jo lidt, når vi er sammen i så lang tid. Forskellighederne omkring behov og styring og laisser-aller dukker op. At hvis det f.eks. for én er godt ikke at lave planer, men følge de spontane ønsker i løbet af en dag, så kan det for en anden føles som en slags ansvar at skulle være den, der tager styringen, at skulle få gruppen til at fungere. For min egen del nød jeg at øve mig i ikke at lade mig forstyrre, men bevare den indre ro, når en begyndende uenighed var på vej. Kun blande mig, hvis jeg følte mig direkte involveret.

Som 72-årig finder jeg måske igen endelig ud af, at det ikke behøver at være besværligt at være sammen med mange andre. Igen, ja. For det kunne jeg jo engang. Jeg kan kigge rundt og nyde synet af dem alle. Min bror, min niece, hendes mand, deres tre børn. Mærke kærligheden i hjertet ved tanken: De er min nærmeste familie. Hvor er det godt at have dem i mit liv.

 

Jeg pakker

Jeg skal på familieferie til Harzen i morgen. Det glæder jeg mig til. Men – det kræver, at jeg skal pakke igen – og jeg kan ikke længere holde ud at pakke. Det kan næsten afholde mig fra at rejse. Bagagepakning stresser mig, udmatter mig. Jeg hader det faktisk. Jeg, der giver mine råd videre om at pakke en lille kuffert se blogindlæg her

Det er heller ikke det – det er nemt nok at få tøjet rullet og ned i kufferten. Men det ER altså sværere at pakke en lille kuffert, end smide ting ned i en stor. Den tid det tager at organisere, finde ud af, hvad jeg vil have med. Huske alle de ekstra ting som ledninger, opladere, cremer og shampoo i små beholdere osv.

Hvornår startede det egentlig?

Jeg kan huske, at jeg allerede inden rejsen til Tunesien med min datter for 9 år siden undrede mig over, at jeg skulle bruge en hel dag med at gå til og fra pakningen. Sådan er det stadig. Måske værre. Ja. Gange tre. Mindst.  Alt er kaos omkring mig. Jeg mister overblikket. Er det alderen? Faldende kognitive funktioner?

Jamen jeg hader virkelig at pakke.

 

Livø

En rejse alene til Livø?

Godt nok kun en dagstur. Men alligevel – en rejse alene.

En dag sad jeg med to veninder – og den ene fortalte om en dejlig tur til Livø. Jeg blev så inspireret. Tænkte: “Hvorfor pokker er det 17-18 år siden, jeg har været derovre? Rønbjerg Havn, hvorfra man kan tage færgen til Livø, ligger jo kun 45 km fra Nibe. Færgeturen tager 20 minutter.” Engang elskede jeg at komme der. I min datters barndom tog vi tit derover, Sara, hendes far og mig. Oftest sammen med venner og andre børn. Og nu var der gået så lang tid siden sidst

Øen stod pludselig klar for mit indre blik: Den variede natur, der er så enestående. Indenfor den lille ø’s grænser, rummer den simpelthen hele den danske natur. Ege-, bøge- og granskove. Hedearealer. Moser. Strande. Biler ingen adgang, så ingen forurening. Ingen beboelse udover nær den lille havn. Resten af øen er øde stilhed.

Jamen der ville jeg over. Og det skulle være på min fødselsdag. En fødselsdagsgave til mig selv.

Som tænkt, så besluttet.

Der drog jeg af sted en tidlig morgen. En af de gode sommerdage med sol og en svag vind. Bussen til Rønbjerg (har jeg fortalt, at jeg lever uden bil – for at ha’ bedre råd til rejser og alt det andet). En times ventetid på havnen inden færgen sejlede. En kort tur på Limfjorden, men alligevel tid til duften af salt, sollysets flimrende mosaik på vandet, tid til at nyde at være på vej til en ø.

“Byen” er hurtigt overstået. Den består af de gamle institutionsbygninger fra dengang “Åndssvageforsorgen”, som det hed, havde en stor institution herovre. Dengang “de” skulle gemmes væk. Ikke en rar tanke. Men bygningerne består, de fleste af dem velbevarede, og rummer købmand, kro, vandrehjemsagtige overnatningsmuligheder, enkelte lejligheder. Et landbrug med kvægavl og afgrødedyrkning. De menesker, der bor her fast, er dem, der arbejder på gården eller med kro og overnatning og naturcampingpladsen. Alt er stille, for det er en hverdag lige inden skolernes sommerferie. Der var vel kun 10 andre turister med mig på færgen, og tilsyneladende er her kun få mennesker, som har overnattet.

Så øen var næsten min alene. Jeg fik dagen lige præcis, som jeg ville ha’ den. Meditativ vandring i stilhed kun afbrudt af mangfoldig fuglesang, biernes summen, en let brise. Taknemmelig over livet, mens jeg gik rundt på de fleste af de mærkede stier, krydsede af og til ind gennem skov og krat, tilbage igen, hvis det spor, jeg havde begivet mig ud på, pludselig stoppede. Engang imellem blev minderne om Sara (min datter) vakt til live. Egeskoven, der mindede mig om, engang vi i 5. klasses forældreråd havde planlagt en skattejagt for børnene der. Fjerne børnestemmer i mit øre. Børnenes ivrighed i små grupper på jagt efter skatten.

Gennem ege-, bøge- og granskov, over hederne, langs strandene, blev jeg langsomt 72, vænnede mig til den tanke (allerede 72 – jeg er jo lige blevet 70).

En ikke særlig kopiøs frokost. Havde ikke villet bære på mere end sammenklappet rugbrød med ost, gulerodsstave, æblebåde og vand. Men – kroen var åben på min tilbagetur, og det var vidunderligt at spise lun kage, mens jeg drak kaffe i solen og gradvis indstillede mig på andre, lidt larmende mennesker, der nød kroen på deres måde.

Livø! Kan varmt anbefales.

 

Bretagne – igen

En uges tid efter sidste indlæg rejste jeg igen til Bretagne i en måned. Lidt, eller meget dårligt planlagt. Jeg havde jo ikke lejet ferielejligheden i Erquy i en hel måned i foråret, hvis jeg havde vidst, at jeg skulle flytte.

Men nu var den lejet – så pyt, det bliver nok godt alligevel, tænkte jeg, da jeg så vidste, at jeg skulle flytte.  Jeg havde dog overvurderet mine evner ud i flytningens kunst – dengang, inden jeg stod midt i den. Da april kom, ville jeg hellere blive hjemme i min nye bolig, se foråret komme her, få de sidste ting på plads – og jeg tog af sted i en indre modstand, der bare voksede. Og spurgte mig selv det første par dage. Hvad laver jeg her? Hvad fanden laver jeg her? En måned? Hvad har jeg gang i? Først farvel til Asienrejser – nu også til Frankrigsrejser?

Gider ikke flytte mere. Gider ikke rejse mere. Vil bare det stille liv.

Udsigten udskiftet. Min fjordudsigt ændret til udsigten over Erquy, havnen, klipperne, havet.

Velkendt, hjemlig, tryg. Jeg kan jo li’ at sidde her. På min altan. Hvor jeg har siddet så mange gange før.

Kunne jeg bare sidde her. De næste fire uger. Orker ikke at lave alle de aftaler. Jeg kommer jo lige fra masser af aftaler, der stod i kø efter to måneder, der næsten kun drejede sig om flytning.

Nu er jeg gammel. Træt. Asocial.

De første gange jeg går op ad de stejle gader, veje, stier, kan jeg næsten ikke få vejret. Især ikke med indkøbsposen eller rygsækken med dagligvarer. Sådan var det da ikke for syv år siden, da jeg lejede denne lejlighed for første gang? Eller for fem år siden? Hvornår begyndte det egentlig?

Men så – næste dag og næste igen – går det allerede bedre, og efter nogle dage er det igen nemt. Jeg skal bare vænne mig til det.

Tiden går, som derhjemme, med de små, daglige ting: Indkøb, madlavning. Hvor har jeg allerede haft mange på besøg – og besøgt mange. Er det ikke det, jeg vil? De små tings liv. Her ligner mit liv en almindelig dagligdag. Bortset fra vandringerne ude i den vilde natur.

Som dagene, ugerne går, føler jeg den velkendte glæde ved at være her. Det, der engang var mit liv, er det stadigt. Omgivelserne. Vennerne. Den gamle svigerfamilie. Føler mig elsket og værdsat. Jeg er heldig at have to lande, hvor jeg føler mig lige meget hjemme.

Og som tiden går, får jeg mere og mere at vide, at nu ser jeg bedre ud, godt ud, udhvilet ud. De siger ikke, at jeg lignede et udslidt hylster ved ankomsten. Fuldkommen energiforladt. De siger bare, at nu ser jeg bedre ud. Og jeg ved det, kan mærke det. Energien er kommet igen. Jeg kan se det, når jeg kigger mig i spejlet.

Jeg gør mig klar til hjemrejsen, løftet af det energiboom, som jeg skal huske, jeg altid får her. Så skal jeg bare gennem pakning af kuffert, som volder mere og mere besvær (selv om jeg altid gør, som jeg fortalte tidligere). Rengøring af lejlighed. To dage i storbyen Rennes. Flystrejke med lufthavnskaos. Og så hjemme igen. Parat til foråret her. Det, der allerede var blevet næsten sommer i Bretagne. Jeg føler mig som Den Lille Prins, der kunne opleve solnedgangen mange gange, bare ved at flytte sin stol lidt. Efter at ha’ flyttet mig lidt, starter foråret næsten forfra.

 

Rejsen til en ny bolig

Ja – at flytte blev i den grad vinterens rejse. På den hårde måde.

At flytte er som at dø – lidt. Alt andet går i stå. Alt er koncentreret om dette eneste: At flytte. Livet er derude, mens jeg er optaget af andre ting. Livet sker, uden at jeg rigtigt er der. Jeg er i det rum, der er fyldt med bekymringer, tanker, planer (hvordan indrette det nye sted, hvordan får jeg pakket, flyttet…) Jeg er i en slags Bardo med kalden, udfordringer, skræmmebilleder undervejs. Indtil livet genopstår det nye sted.

Jeg bildte mig ind, at jeg levede minimalt. Det gjorde jeg så ikke – kan jeg se allerede da jeg begynder at rydde op i kælderen, sortere til udsmidning og til at gemme. Jeg var ellers god til at smide ud. For hvert nye stykke tøj, røg et gammelt til genbrug. Regelmæssig udlugning i bøger og gamle papirer.

Men se nu her. Hele gulvet, der er fyldt. Jeg må væk fra kaos. Det, der fylder både indeni, udenom og snart i hele huset. Det gør mig fysisk dårlig. Kan kun klare det under en halv time ad gangen. Forstyrrer min nattesøvn. Jeg, der aldrig har haft søvnproblemer, ligegyldgt hvad, der skete i mit liv.

Og så – en indsigt. Jeg kender det kaos. Fra dengang Finn (min ex), Peter (min datters kæreste) og jeg tømte hendes kollegieværelse i København tre uger efter hendes død. Det mest forfærdelige. Værre end dødsdagen. Værre end bisættelsen. At slette sporene efter hendes liv.

Endnu et flyttekaos vækker dette gamle til live. Mens der dukker mange af hendes ting, minder om hende, frem fra hylderne.

Det er et indre arbejde, der fylder – sammen med det ydre.

Det letter faktisk lidt. Jeg tager det alvorligt. Accepterer, at jeg må arbejde mig langsomt igennem flytningen. Lidt efter lidt.

Rejsen til min nye bolig tager tid. Rejsen mod min efterårs- eller vinterbolig. Boligen, som jeg gerne vil blive i resten af livet. Gider ikke flytte igen. 16-17 gange har jeg gjort det i mit voksne liv.

Og nu er jeg her. Har været her lidt over en måned. Jeg er faldet til, faldet ind. Har straks vænnet mig til de nye omgivelser. Som når jeg er på rejse.

Jamen sådan var det lidt i starten. Som at være på en ferierejse. Med al den udsigt over vandet, følte jeg mig som i en ferielejlighed. Det krævede næsten en drink eller et glas rosévin om aftenen, mens solen gik ned og skabte de flotteste udsigter her fra lejligheden.

Det er et godt sted at lande resten af livet (jeg tror, jeg må skrive mere om disse tanker – om fremtiden, der nødvendigvis er kort, nu. Ikke dramatisk. Bare, at sådan er det. Nøgternt, konstaterende). Her er rummeligt. Lyst. Panoramaudsigt over byen og Limfjorden. Tænk, her har jeg boet i 30 år – uden at se fjorden hver dag. Nu har jeg de smukkeste solnedgange, jeg kan forestille mig. Jeg bor i mågehøjde – de flyver rundt foran mig – og skyerne lige over mit hoved.

Cambodia

I morgenens stilhed og mørke, som jeg elsker at være omgivet af, kun med stearinlysets skær, indtil dagen gradvist bryder frem, kom jeg til at tænke på tropemørket, som jeg oplevede i Cambodia. Og det gik op for mig, at jeg aldrig har skrevet om dette – eller rejsen til Cambodia – undtagen at jeg kørte i bus tilbage til Thailand. Det vil jeg rette op på og er i gang med at skrive et indlæg, som bl.a. skal indeholde Ankor Wat og et ophold i et fantastisk lille retreat center Angkor Zen Garden…

Min første rejse til Thailand var i begyndelsen af 2014. Min bror skulle derover og besøge en ven, som bor der med sin thailandske kone. Min bror ville gerne ha’ mig med, så det blev til, at vi kunne foretage flyrejsen sammen og tilbringe et par dage i Bangkok, inden vi tog videre, hver vores vej. Han sydpå i Thailand, jeg østpå til Cambodia. For målet for den rejse, jeg ville på, var Angkor Wat, som jeg længe havde drømt om at se. Derfor havde jeg bestilt flybillet fra Bangkok til Siem Riep – ikke retur, for jeg vidste ikke, hvor længe, jeg ville være i Cambodia. Jeg havde surfet lidt på nettet for at finde yoga eller meditations retreat centre og opdagede tilfældigt https://www.angkorzen.com/

Ankomst til Siem Riep lufthavn en sen aften, hvor jeg følte mig vældig underholdt af alle de lufthavnsansatte (9 eller 10), som på en lang række efter tur behandlede visumansøgningerne, en læste grundigt, sendte videre til den næste, som også læste grundigt. Næste igen, tror jeg, overførte oplysninger til visaet, som blev klæbet ind i passet. Videre til den næste, som satte et første stempel. Videre igen til underskrift, ekstra kontrol, ekstra stempel. Jeg ville tage et foto, opstemt over, at her var arbejde til så mange mennesker. Men blev beordret til at fjerne kameraet.

Ud i mørket. Fra Ankor Zen havde man lovet at sende én ud for at hente mig, og der stod han, en ung mand med mit navn på et skilt, ved siden af sin tuk-tuk. Langsomt ind mod Siem Riep, hvor der tydeligvis var mange turister, videre ud ad en mørk, gruset landevej. Jeg at trak mit sjal godt hen over den nederste del af ansigtet, sådan som jeg havde lært i Nepal, for at skåne luftvejene mod alt støvet, der hvirvlede op.

Endelig ankommet til Angkor Zen, blev jeg modtaget af Resa. Stedet var på det tidspunkt ejet af et fransk-cambodiansk par, Bruno og Resa, som havde bygget det hele op fra bunden.

Jeg fik anvist min hytte af Resa. Rummelig, bygget i bambus og træ. Et stort rum med to brede senge, myggenet, hylder, et lille bord og en stol. Alt, hvad der var brug for. Da Resa med lygten viste mig rundt til fælles toiletter og baderum, kunne jeg se omridsene af de andre hytter i en cirkel omkring en åben plads.

 

Da hun gik, slukkede jeg lyset i hytten, inden jeg åbnede døren for at gå ud igen (for at undgå at myggene skulle komme ind i massevis) – og derude, da jeg stod på terrassen, var alt kulsort. Ikke bare en talemåde. Virkelig kulsort, som jeg aldrig har oplevet det før, ikke engang i Sahara, hvor jeg syntes, at Mælkevejen næsten oplyste rummet omkring mig.

Og så kom lydene. Alle lydene fra tropenatten. Gekkoer, som jeg genkendte. Mens alle de andre dyrelyde var fremmede. Det var overvældende. Og en sand lykkefølelse ramte mig, mens jeg stod der i mørket og ikke kunne se en hånd frem for mig, men i en verden af lyde, som var totalt fremmede. Kiggede op mod stjernerne. De var der. I hundredetusindvis. Men ufatteligt langt oppe.

Næste morgen startede jeg dagen med fælles morgenmeditationen fra kl. 6 til 7. Bruno indledte med lidt fælles tai chi øvelser, og det var så meningen, at hver især lavede deres egen meditative praksis i stilhed, mens det gradvist blev lyst, og morgenens kølighed veg for varmen. Morgenmad fra ved halvottetiden. Fra 9 til 10 yogaundervisning af en indisk lærer, derefter en times åndedrætsmeditation, også med ham. Frokost, som man kunne betale sig til (morgenmad, aftensmad, al undervisning og hytten var inkl. i prisen, som på det tidspunkt var ca. 300 kr. i døgnet). Om eftermiddagen en times tai chi for dem, der ville (jeg ville ikke). Aftensmad og afslutning på dagen med aftenmeditation.

No automatic alt text available.

Meditations- og yogarum

Jeg gled hurtigt ind i dagsrytmen. Nød stedet. Den store have med junglevegetation, de fælles mødesteder, som var medtationsrummet og huset, hvor vi alle spiste omkring et stort bord, den dejlige vegetarmad tilberedt af en indisk kok. På et tidspunkt var alle 8-9 hytter beboet, så snakken var livlig mellem nationaliteter og aldersgrupper. Det var nemt at benytte baderum og toiletter. Jeg tror, der var fem af hver slags. Selv om natten, hvor jeg altid skal op for at tisse, var det nemt at gå derover med en lille lommelygte.

Jeg kunne også læne mig tilbaget til det stille liv på min hyttes terrasse med skrivning og læsning eller små gåture til den nærliggende landsby og over markerne. Selv larmen sen aften og nat nød jeg, når de omkringboende bønder var færdige med dagens rishøst. Så blev der nemlig drukket og festet til cambodiansk popmusik, og hvis jeg ikke kunne falde i søvn, stak jeg ørepropper i ørerne. Det eneste, der ærgrede mig var, at larmen overdøvede nattens tropelyde.

           

 

 

 

 

 

Jeg havde forudbestil 5 døgn, men blev der i 10. Havde ikke lyst til at bevæge mig rundt. Tidligere, når jeg kom til et nyt land, ville jeg se så meget som muligt. Men med alderen har det mere og mere drejet sig om at være. Være, der hvor jeg er. Fordybe mig lige der.

 

 

Et par gange bestilte jeg cambodiansk massage., der kostede ca. 60 kr. Meget ligesom thailandsk. Massage af alle muskler – udenpå let tøj eller en sarong. En nabokvinde stod for dette. Kom til hytten, så jeg lå i min egen seng og kunne blive og slappe fuldkommen af bagefter.

Siem Riep, en storby på næsten 140.000 indbyggere, tiltrak mig ikke specielt. For megen larm, for mange turister, for mange fester. Kun markedshallerne lokkede mig derind. Og posthuset. For min ex-svigermor og min moster, de eneste uden mail, skulle ha’ postkort.

Men Angkor Wat. Det var jo det, jeg var kommet for.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev grinet lidt ad, da jeg sagde, jeg havde tænkt mig at tage en taxa derud – og så gå rundt og kigge. Jeg blev nødt til at tage en rundtur. Booke en tuk-tuk en halv eller hel dag, sagde Bruno, for området er enormt stort.

Og det gjorde jeg så. Bookede samme tuk-tuk, som hentede mig i lufthavnen. To gange 6-7 timer kom jeg til at tilbringe derude. Og det var godt at splitte besøget op. Se, opleve, fordøje et par dage, komme igen

(fortsættes i næste indlæg)