Bretagne – igen

En uges tid efter sidste indlæg rejste jeg igen til Bretagne i en måned. Lidt, eller meget dårligt planlagt. Jeg havde jo ikke lejet ferielejligheden i Erquy i en hel måned i foråret, hvis jeg havde vidst, at jeg skulle flytte.

Men nu var den lejet – så pyt, det bliver nok godt alligevel, tænkte jeg, da jeg så vidste, at jeg skulle flytte.  Jeg havde dog overvurderet mine evner ud i flytningens kunst – dengang, inden jeg stod midt i den. Da april kom, ville jeg hellere blive hjemme i min nye bolig, se foråret komme her, få de sidste ting på plads – og jeg tog af sted i en indre modstand, der bare voksede. Og spurgte mig selv det første par dage. Hvad laver jeg her? Hvad fanden laver jeg her? En måned? Hvad har jeg gang i? Først farvel til Asienrejser – nu også til Frankrigsrejser?

Gider ikke flytte mere. Gider ikke rejse mere. Vil bare det stille liv.

Udsigten udskiftet. Min fjordudsigt ændret til udsigten over Erquy, havnen, klipperne, havet.

Velkendt, hjemlig, tryg. Jeg kan jo li’ at sidde her. På min altan. Hvor jeg har siddet så mange gange før.

Kunne jeg bare sidde her. De næste fire uger. Orker ikke at lave alle de aftaler. Jeg kommer jo lige fra masser af aftaler, der stod i kø efter to måneder, der næsten kun drejede sig om flytning.

Nu er jeg gammel. Træt. Asocial.

De første gange jeg går op ad de stejle gader, veje, stier, kan jeg næsten ikke få vejret. Især ikke med indkøbsposen eller rygsækken med dagligvarer. Sådan var det da ikke for syv år siden, da jeg lejede denne lejlighed for første gang? Eller for fem år siden? Hvornår begyndte det egentlig?

Men så – næste dag og næste igen – går det allerede bedre, og efter nogle dage er det igen nemt. Jeg skal bare vænne mig til det.

Tiden går, som derhjemme, med de små, daglige ting: Indkøb, madlavning. Hvor har jeg allerede haft mange på besøg – og besøgt mange. Er det ikke det, jeg vil? De små tings liv. Her ligner mit liv en almindelig dagligdag. Bortset fra vandringerne ude i den vilde natur.

Som dagene, ugerne går, føler jeg den velkendte glæde ved at være her. Det, der engang var mit liv, er det stadigt. Omgivelserne. Vennerne. Den gamle svigerfamilie. Føler mig elsket og værdsat. Jeg er heldig at have to lande, hvor jeg føler mig lige meget hjemme.

Og som tiden går, får jeg mere og mere at vide, at nu ser jeg bedre ud, godt ud, udhvilet ud. De siger ikke, at jeg lignede et udslidt hylster ved ankomsten. Fuldkommen energiforladt. De siger bare, at nu ser jeg bedre ud. Og jeg ved det, kan mærke det. Energien er kommet igen. Jeg kan se det, når jeg kigger mig i spejlet.

Jeg gør mig klar til hjemrejsen, løftet af det energiboom, som jeg skal huske, jeg altid får her. Så skal jeg bare gennem pakning af kuffert, som volder mere og mere besvær (selv om jeg altid gør, som jeg fortalte tidligere). Rengøring af lejlighed. To dage i storbyen Rennes. Flystrejke med lufthavnskaos. Og så hjemme igen. Parat til foråret her. Det, der allerede var blevet næsten sommer i Bretagne. Jeg føler mig som Den Lille Prins, der kunne opleve solnedgangen mange gange, bare ved at flytte sin stol lidt. Efter at ha’ flyttet mig lidt, starter foråret næsten forfra.

 

Cambodia

I morgenens stilhed og mørke, som jeg elsker at være omgivet af, kun med stearinlysets skær, indtil dagen gradvist bryder frem, kom jeg til at tænke på tropemørket, som jeg oplevede i Cambodia. Og det gik op for mig, at jeg aldrig har skrevet om dette – eller rejsen til Cambodia – undtagen at jeg kørte i bus tilbage til Thailand. Det vil jeg rette op på og er i gang med at skrive et indlæg, som bl.a. skal indeholde Ankor Wat og et ophold i et fantastisk lille retreat center Angkor Zen Garden…

Min første rejse til Thailand var i begyndelsen af 2014. Min bror skulle derover og besøge en ven, som bor der med sin thailandske kone. Min bror ville gerne ha’ mig med, så det blev til, at vi kunne foretage flyrejsen sammen og tilbringe et par dage i Bangkok, inden vi tog videre, hver vores vej. Han sydpå i Thailand, jeg østpå til Cambodia. For målet for den rejse, jeg ville på, var Angkor Wat, som jeg længe havde drømt om at se. Derfor havde jeg bestilt flybillet fra Bangkok til Siem Riep – ikke retur, for jeg vidste ikke, hvor længe, jeg ville være i Cambodia. Jeg havde surfet lidt på nettet for at finde yoga eller meditations retreat centre og opdagede tilfældigt https://www.angkorzen.com/

Ankomst til Siem Riep lufthavn en sen aften, hvor jeg følte mig vældig underholdt af alle de lufthavnsansatte (9 eller 10), som på en lang række efter tur behandlede visumansøgningerne, en læste grundigt, sendte videre til den næste, som også læste grundigt. Næste igen, tror jeg, overførte oplysninger til visaet, som blev klæbet ind i passet. Videre til den næste, som satte et første stempel. Videre igen til underskrift, ekstra kontrol, ekstra stempel. Jeg ville tage et foto, opstemt over, at her var arbejde til så mange mennesker. Men blev beordret til at fjerne kameraet.

Ud i mørket. Fra Ankor Zen havde man lovet at sende én ud for at hente mig, og der stod han, en ung mand med mit navn på et skilt, ved siden af sin tuk-tuk. Langsomt ind mod Siem Riep, hvor der tydeligvis var mange turister, videre ud ad en mørk, gruset landevej. Jeg at trak mit sjal godt hen over den nederste del af ansigtet, sådan som jeg havde lært i Nepal, for at skåne luftvejene mod alt støvet, der hvirvlede op.

Endelig ankommet til Angkor Zen, blev jeg modtaget af Resa. Stedet var på det tidspunkt ejet af et fransk-cambodiansk par, Bruno og Resa, som havde bygget det hele op fra bunden.

Jeg fik anvist min hytte af Resa. Rummelig, bygget i bambus og træ. Et stort rum med to brede senge, myggenet, hylder, et lille bord og en stol. Alt, hvad der var brug for. Da Resa med lygten viste mig rundt til fælles toiletter og baderum, kunne jeg se omridsene af de andre hytter i en cirkel omkring en åben plads.

 

Da hun gik, slukkede jeg lyset i hytten, inden jeg åbnede døren for at gå ud igen (for at undgå at myggene skulle komme ind i massevis) – og derude, da jeg stod på terrassen, var alt kulsort. Ikke bare en talemåde. Virkelig kulsort, som jeg aldrig har oplevet det før, ikke engang i Sahara, hvor jeg syntes, at Mælkevejen næsten oplyste rummet omkring mig.

Og så kom lydene. Alle lydene fra tropenatten. Gekkoer, som jeg genkendte. Mens alle de andre dyrelyde var fremmede. Det var overvældende. Og en sand lykkefølelse ramte mig, mens jeg stod der i mørket og ikke kunne se en hånd frem for mig, men i en verden af lyde, som var totalt fremmede. Kiggede op mod stjernerne. De var der. I hundredetusindvis. Men ufatteligt langt oppe.

Næste morgen startede jeg dagen med fælles morgenmeditationen fra kl. 6 til 7. Bruno indledte med lidt fælles tai chi øvelser, og det var så meningen, at hver især lavede deres egen meditative praksis i stilhed, mens det gradvist blev lyst, og morgenens kølighed veg for varmen. Morgenmad fra ved halvottetiden. Fra 9 til 10 yogaundervisning af en indisk lærer, derefter en times åndedrætsmeditation, også med ham. Frokost, som man kunne betale sig til (morgenmad, aftensmad, al undervisning og hytten var inkl. i prisen, som på det tidspunkt var ca. 300 kr. i døgnet). Om eftermiddagen en times tai chi for dem, der ville (jeg ville ikke). Aftensmad og afslutning på dagen med aftenmeditation.

No automatic alt text available.

Meditations- og yogarum

Jeg gled hurtigt ind i dagsrytmen. Nød stedet. Den store have med junglevegetation, de fælles mødesteder, som var medtationsrummet og huset, hvor vi alle spiste omkring et stort bord, den dejlige vegetarmad tilberedt af en indisk kok. På et tidspunkt var alle 8-9 hytter beboet, så snakken var livlig mellem nationaliteter og aldersgrupper. Det var nemt at benytte baderum og toiletter. Jeg tror, der var fem af hver slags. Selv om natten, hvor jeg altid skal op for at tisse, var det nemt at gå derover med en lille lommelygte.

Jeg kunne også læne mig tilbaget til det stille liv på min hyttes terrasse med skrivning og læsning eller små gåture til den nærliggende landsby og over markerne. Selv larmen sen aften og nat nød jeg, når de omkringboende bønder var færdige med dagens rishøst. Så blev der nemlig drukket og festet til cambodiansk popmusik, og hvis jeg ikke kunne falde i søvn, stak jeg ørepropper i ørerne. Det eneste, der ærgrede mig var, at larmen overdøvede nattens tropelyde.

           

 

 

 

 

 

Jeg havde forudbestil 5 døgn, men blev der i 10. Havde ikke lyst til at bevæge mig rundt. Tidligere, når jeg kom til et nyt land, ville jeg se så meget som muligt. Men med alderen har det mere og mere drejet sig om at være. Være, der hvor jeg er. Fordybe mig lige der.

 

 

Et par gange bestilte jeg cambodiansk massage., der kostede ca. 60 kr. Meget ligesom thailandsk. Massage af alle muskler – udenpå let tøj eller en sarong. En nabokvinde stod for dette. Kom til hytten, så jeg lå i min egen seng og kunne blive og slappe fuldkommen af bagefter.

Siem Riep, en storby på næsten 140.000 indbyggere, tiltrak mig ikke specielt. For megen larm, for mange turister, for mange fester. Kun markedshallerne lokkede mig derind. Og posthuset. For min ex-svigermor og min moster, de eneste uden mail, skulle ha’ postkort.

Men Angkor Wat. Det var jo det, jeg var kommet for.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev grinet lidt ad, da jeg sagde, jeg havde tænkt mig at tage en taxa derud – og så gå rundt og kigge. Jeg blev nødt til at tage en rundtur. Booke en tuk-tuk en halv eller hel dag, sagde Bruno, for området er enormt stort.

Og det gjorde jeg så. Bookede samme tuk-tuk, som hentede mig i lufthavnen. To gange 6-7 timer kom jeg til at tilbringe derude. Og det var godt at splitte besøget op. Se, opleve, fordøje et par dage, komme igen

(fortsættes i næste indlæg)

At rejse – eller sidde på stationen

AT REJSE

Jeg ved det godt. At rejse er en effektiv kamp mod tiden. Hele planlægningsfasen, hvor tiden næsten står stille. Følelsen af, at der er lang tid til afrejsen. Spændingen. Rejsens første dage. Intensiteten i opdagelsen, udforskningen af det nye sted. Langt fra dagligdagens små gentagelser, rutiner, vaner. I skæret af, at alt er nyt, får tiden den fylde, som nogle gange kan mangle i dagligdagen.

Og er rejserne ikke noget af det, jeg husker bedst. Rejserne, der træder frem af alt det levede liv.

Og hvorfor er det egentlig de store ting, vi husker, når livet mest består af de små ting? Livet er altid og mest de små tings liv. Måske har jeg endelig nået en alder, hvor jeg sætter pris på det. Jeg har det jo bedst, når jeg giver slip i at tro, at jeg skal udrette noget stort, men bare nyde at have et liv, hvor jeg nu kan gøre det, som jeg ikke havde tid til tidligere?

Er det ikke absurd at ha’ tilbragt livet med at gå i skole, på uddannelse, på arbejde, på uddannelse igen, og mere arbejde og mere uddannelse – og så tro, at jeg skal fortsætte med det som pensionist. Som om det bliver vigtigt at nå – noget, alt, det, jeg ikke har nået ind til nu. Inden udløbsdatoen. For en udløbsdato er der jo.

Og nu, hvor jeg ikke er i gang med at planlægge en lang rejse – nu, hvor jeg ikke engang længes efter én – så føler jeg, at det nærmest er, som om jeg sidder på en station og nyder at se togene stoppe og køre igen – uden at kunne bestemme mig for at stige på ét af dem. For jeg ved ikke, hvilken retning jeg skal vælge, eller mod hvilket mål. Og befinder mig vel egentlig godt ved bare at sidde og kigge. Se mulighederne. Vide, at de er der.

Men om nogle dage hopper jeg dog på et fly til Paris.

 

Inden sommerferien

Ikke en “rejse”, men en “ferie” står for døren. Og – alligevel – det er en rejse i noget nyt: At prøve at tage til min franske hjemby sammen med min bror, min niece, hendes mand og deres børn. Min bror kom der ofte, mens jeg boede der, men har ikke været der siden. Og det er nu snart 38 år siden, jeg flyttede tilbage til Danmark. De andre har aldrig været der. Jeg glæder mig til at vise dem “mit” Frankrig. Lidt af mit franske liv.

Jeg tager derned nogle dage før de andre, besøger min franske ex-svigerfamilie. Derefter har jeg lejet en stor lejlighed sammen med min familie. Når de tager hjem, flytter jeg ind i “min” lejlighed – den, jeg altid lejer, når jeg er der alene.

Den sidste tid har jeg deltaget i endnu ét af kurserne på nettet, hvor jeg får små skub og input til at skrive fortællinger. Igen en skriverejse, som samtidig, ligesom tidligere, hjælper mig med at favne alderen, rejsen i livet, rejsen mod alderdommen. Overskriften er “Between Stories”, den tærskel, man står på, når én historie er slut, og noget nyt, som man ikke ved, hvad bliver, begynder. Den titel sagde mig rigtig meget. Det er der, jeg står, lige nu. I vinterfortællingerne for 1½ år siden kom det til at handle om broen til vinteren. For mig, livets vinter (læs indlæg her) 

PÅ TÆRSKLEN

Jeg står på tærsklen til noget. Men til hvad? Er det mit efterår? Eller allerede min vinter. Eller min Indian Summer, som en ven foreslog.

Jeg plejer at se det som en bro foran mig, en overgang. Men i dette kursus bruger vi begrebet “tærskler” lige nu står jeg på tærsklen. Altså står jeg på en tærskel. En af livets tærskler. En tærskel markerer tydeligt det punkt, hvor jeg står. Lige her. Lige her er der noget, der slutter, noget nyt, der begynder. En tærskel på livets rejse. Det forrige skridt er taget. Jeg standser op. Overvejer. Ser mig rundt. Inden næste skridt. Eller – måske er jeg standset op lige ved tærsklen, og mit næste skridt bliver hen over tærsklen. Ja. Det er nok sådan, det er. En tærskel – som et dørtrin – står man ikke på, man løfter foden hen over. Men det er sandt nok. Hvad enten jeg er “på” eller “ved” , så er det her tærsklen til noget nyt.

Livet, der har bestået af en endeløs række af tærskler. Til forår, sommer, efterår, vinter. Til skolen, til uddannelse, til arbejde, til studie, til arbejde igen, til hvert et nyt arbejde. Over tærsklen til ungdommen, til voksenlivet, til modenhed, til aldring, til ælde. Eller tærskler til nye faser i livet. Til moderskab, til ansvar, til at slippe ansvaret. Til tab, til at leve med sorg og til at finde et nyt ståsted i livet.

Hvis jeg vender mig og kigger tilbage fra den tærskel, jeg står ved nu, ser jeg et langt, et meget langt liv. Eller – jeg ser nærmere mange liv i ét. Et landskab, der folder sig ud, med lys og mørke, natur og byer – og en lang række fortællinger med masser af mennesker. Grønt og frodigt iblandet forrevne klipper og oprørt hav. Bjerge, der skulle bestiges. Og ovenover er der en himmel, der skifter fra dyb blå, til grå, til torden og regn – og tilbage igen. Men solen har altid været der, selv når jeg ikke kunne se den. Det ser jeg tydeligt nu – at den er der, ovenover vejret.

Lige nu fornemmer jeg hverken farver, områder eller historier, der venter på at blive foldet ud, der, forude.

Jeg konstaterer det bare, uden at der er specielle følelser forbundet med det manglende “syn”. En konstatering af, at jeg har haft et langt og rigt liv, og at jeg på en måde gør mig klar til at møde afslutningen, til en dag at stå på den endelige tærskel – og acceptere den.

Men den tærskel kan ligge langt forude. Så ét eller andet nyt må forme sig inden. I den fremtid, som jeg træder ind i. Men hvad? Jeg har ikke lyst til at rejse som før. Ikke lyst til at engagere mig i arbejdsprojekter, f.eks. begynde at arbejde terapeutisk igen, engagere mig lang tid frem. Det synes uoverskueligt, næsten absurd. I min alder.

Så tærsklen er måske overgangen til noget mere spontant. En fremtid med plads til pludselige indfald.

Det er vel det, jeg træder ind i.

———–

 

Farvel til Nepal

En noget tvetydig overskrift. Farvel til Nepal – for denne gang. Eller for altid?  Se mine refleksioner om pludselig at være for gammel til lange rejser, bl.a. dette indlæg .

Mens jeg skriver dette, ser jeg næsten en symbolsk afslutning i, at jeg ender på hotel Vajra, hvor min første Nepalrejse startede i 2010.

Efter at have sovet godt, og efter en god morgenmad, går jeg på indkøb – for at købe småting med hjem. Jeg ved, at kurset på Benchen har været i fuld gang i nogle dage, men det giver ikke så megen mening at tilbringe hele dagen der, eftersom det jo er den eneste dag, jeg kan deltage. Så hellere bare nogle timer i eftermiddag og i stedet bl.a. tjekke de forskellige former for varetransport.

IMG_20180320_164927

Men jeg når allerede hen til klostret til middagspausen og er igen imponeret over den logistik, som er med til at gøre sådan et kæmpearrangement muligt. Der står allerede lange køer ved madbordene.

IMG_20180321_110759_resized_20180517_054433656IMG_20180321_110810_resized_20180517_054434364

 

 

 

 

 

I køen møder jeg danskere, som jeg kender fra, da jeg var på et tre-ugers kursus her for fem år siden. Som det kan ses, er det et kursus, der primært henvender sig til lokale tibetanere og nepalesere – og undervisningen foregår på tibetansk.  Ud af de mange hundrede deltagere er der måske 100 udlændinge, så der er sørget for, at man med sin smartphone kan lytte til den simultane oversættelse til engelsk på en fm-kanal.

Mens det stadig er frokosttomt, ser jeg, hvor velindrettet det nyrejste telt er:

IMG_20180321_111233_resized_20180517_053323331

Og nyder stemningen i frokostpausen (bemærk munken fra Bhutan, hvor munkebeklædningen er knækort, ligesom den traditionelle mandedragt).

IMG_20180321_113335_resized_20180517_053416598

 

IMG_20180321_201943_resized_20180517_053415429

 

 

 

 

 

Jeg kan hverken finde Karen eller en anden dansk veninde, som er kommet hertil, da kurset startede. Men vi har en aftale om at mødes i gæstehuset kl. 17. Da pausen er slut sætter jeg mig uden for teltet sammen med alle de andre, som der ikke er plads til. Klostrets øverste lama, Sangye Nyenpa Rinpoche, er underviseren, og jeg lytter nærmest mere til hans melodiøse stemme på tibetansk over højttaleren, end til den engelske oversættelse i radioen på min telefon. Den tropiske varme – der må være 30 grader, mindst – hensætter mig til en meditativ (eller halvt sovende) tilstand. Med stemmen i baggrunden.

IMG_20180321_202807_resized_20180517_053415790

 

IMG_20180321_123749_resized_20180517_053416110

 

Tid til kaffe, venindesnak, deroppe i gæstehusets have, se den nyåbnede café (hvor de spiller pomusik!), sige farvel til Döndrop, manageren, som kommer og giver et knus, hvilket absolut ikke er skikken her, så det rører mig dybt. Ned på den lille, ydmyge restaurant med den gode mad ved klosterindgangen sammen med min veninde fra Danmark. Hende har jeg kendt siden den tidlige ungdom i Aalborg, også boet sammen med hende en kort periode på Christiania, og vi ses stadig regelmæssigt. I København, i Jylland, på venindeture til Sverige. Og nu sidder vi altså pludselig sammen i Kathmandu!

Jeg er besluttet på at gå ned til mit hotel i mørket, nyde sommeraftenen, det vil kun tage 20 – 30 minutter, men efter at ha’ haft svært ved at balancere på vejsiden i bælragende mørke for at undgå at sidde fast i våd, nylagt asfalt (en mand kom og lyste for mig med en lygte, glemte, at jeg jo selv har én i telefonen) valgte jeg alligevel at hoppe ind i en taxa, da jeg kom til en plads uden våd asfalt. Hjem og sove. Jeg skal tidligt op og pakke.

Og, ja, hjemturen har jeg beskrevet andetsteds

Den sidste uge i Nepal

Kan begynde at fortælle nu, hvor trætheden har lagt sig, og hvor jeg begynder at kunne tage de gode oplevelser ind igen.

Jeg havde ikke rigtig lyst til at forlade Benchen Klostret. Kathmandu, jo, men ikke klostret. Havde mest af alt lyst til bare at gemme mig der. Væk fra trafikken, byens støv og larm. Havde ikke fundet samme glæde ved at bevæge mig rundt i byen som tidligere. Som om jeg havde set nok. Hørt nok. Men blive på klostret, gemt væk. Kun bevæge mig rundt i den fredfyldte have, mellem klosterbygningerne. Måske lige ned til den lillebitte restaurant ved indgangen. Eller over gaden til det lille udsalg af frugt og dagligvarer. Indtage en sukkerrørsdrik der. Og så skynde mig tilbage.

Men – jeg havde jo ikke længere noget værelse der. Alt optaget efter den 15. Så ud måtte jeg. Döndrop, munken, som er klostrets manager, bar min kuffert ned ad alle trapperne, selv om jeg insisterede på at bære selv. Han ville også forhandle en rimelig taxapris for mig, for han havde ikke kunnet få fat i én af de taxa’er, som de plejer at bruge. 1100 rupees – en rimelig pris. For selv om der kun er ca. 20 km til Pharping, er det en meget dårlig vej. Opad bakke på støvede eller mudrede veje. Det lignede nogle gange en sandstorm undervejs og tog vel en times tid.

De fem dage på Neydo Klostret nær Pharping blev en god oplevelse. Efter de første to dage i min egen “silent retreat”, som jeg fortalte om HER rejste de grupper, der var der, nye rejsende kom til, og jeg fik en masse god kontakt med et engelsk par på min egen alder, en fransk midaldrende kvinde, som rejste alene, to yngre franske kvinder, som var på veninderejse uden deres mænd. Derfor blev de næste dage en god blanding af samvær og alenetid samt to ture til Pharping.

Jeg havde egentlig troet, at klostret lå umiddelbart udenfor Pharping, så jeg kunne gå dertil. Det kunne jeg sådan set også, selv om der var 5 km. Tværs over markerne ville være den reneste løsning, langt fra trafikken på hovedvejen – men i min halvsyge tilstand blev jeg alligevel i tvivl. Næstbedste løsning ville være en bus. Men da jeg stod ved vejsiden og ventede, viste det sig, at alle busser var overfyldte. Jeg havde ikke taget højde for, at der var dyreofringsdag i en anden lille by, og at folk fra Kathmandu deltog i stride strømme. En munk, som sad og drak te på en lille café, tilbød mig at sidde sammen med ham og drikke en kop te, mens jeg ventede. Bus efter bus kørte forbi, mens vi holdt en slags samtale i gang. Han kom fra det tibetanske område, som jeg havde været i under min Kinarejse, så vi kunne tale lidt om Labrang Klostret i Xiahe. En munk mere satte sig ved bordet, og nu begyndte den første at standse privatbiler, som måske ville tage mig med. En mand ville godt gøre det for 50 rupees (ca. 3 kr.), men da jeg skulle til at stige ind i bilen, holdt munken mig tilbage med en “man no good” bemærkning. Okay…

Endelig en bus. Ikke helt overfyldt, men næsten. Jeg fik en ståplads bag chaufføren, hvor det var lykkedes 3-4 personer at sætte sig. Jeg tog et fast greb i en tværgående jernstang oppe under loftet (siger man det om en bus? Eller er det under taget?) og stod og fremsagde mantraer/bønner de få km, hvor bussen skred i svingene, kørte fast og altid var faretruende nær bakkekanten.

Jeg blev sat af i Pharping – sagde de, der stod/sad omkring mig. Undrede mig over, at der ikke var mere by. Jeg var på en fodboldplads med spredt bebyggelse omkring – og fandt ud af langt senere, at jeg var blevet sat af inden byen.

003 004

Begyndte at lede efter Guru Rinpoche hulerne (der, hvor munken, som bragte buddhismen til Tibet havde mediteret i flere år inden rejsen) og blev sendt i forskellige retninger, alt efter, hvem jeg spurgte. Så jeg valgte at gå tilbage ad den stærkt trafikerede vej til et klosterområde, som jeg havde set fra bussen.

006

009 011

Jeg blev ikke klog på, hvor jeg var. Men smukt og fredfyldt var det – og derfra gik jeg op ad veje, forbi masser af klostre, som jeg heller ikke vidste noget om. Havde ikke taget mine oplysninger om området med! Og hvorfor lod jeg min gode rejseven, Lonely Planet, blive hjemme i DK? Helt sikkert fordi den var for tung at rejse rundt med. Men jeg kunne i det mindste have revet siderne om Pharping ud og taget dem med.

Varm og svedig satte jeg mig ind og drak en cola i en ydmyg lille café sammen med caféens indehaverske og en ung munk. Jeg fantaserede om hans evt. slægtskab med kvinden. Måske hans mor? Det fandt jeg ikke ud af, men jeg fik at vide, at højere oppe ad bjerget – bakken – lå et hotel, hvor jeg havde overvejet at booke værelse, inden jeg bestemte mig for Neydo.

030

Efter laaang vandring op ad bakken i middagsheden, kom jeg til New Dakshinkali Village Resort – og blev straks glad for, at jeg ikke havde valgt at bo der. Ganske vist var det et plus, at det var ene lokale gæster i parken omkring hotellet og i restauranten. Men der var fyldt med unge festglade nepalesere ved poolen og høj popmusik, som gav ekko i bjergene. Med klostre som nærmeste naboer virkede det lidt underligt.

029

Jeg spiste – og skyndte mig derfra igen. Ned ad bakken, heldigvis. Da jeg ikke orkede mere sightseeing, stillede jeg mig op ved en busholdeplads nede ved hovedvejen. Vild trafik – og igen mange fyldte busser, der nu kørte forbi mod Kathmandu uden at standse. Frem med støvmasken igen, der ved vejsiden.

 

IMG_20180317_125355_resized_20180317_043822061

Disse to unge piger, som gerne ville snakke, og som talte godt engelsk, ventede også på bussen. På et tidspunkt, da utallige busser bare var kørt forbi, besluttede de sig for at blaffe og fik hurtigt standset en bil, hvor de sørgede for, at jeg også fik plads. Så det blev nemt at komme hjem til Neydo Klostret. Og nyde synet af de små munke under bedeflagene – med dalen i baggrunden.

IMG_20180319_143138

Og det var heldigvis den dag, der havde været udskiftning i gæsteflokken, så jeg nu var omgivet af glade og sociale gæster ved bordet om aftenen.

(fortsættes)

Hjemkomst

Senere følger resumé af de sidste dage i Nepal

Det blev svært med tid til at skrive. Pludselig så mange kontakter og meget at lave. Kunne næsten ikke følge med. Mit behov for langsomhed blev udfordret. Har været hjemme i nogle dage, og i tråd med hvad jeg skrev i mine refleksioner om alder og rejser, så måtte jeg sande, at det at være på farten i 24 timer er hårdere for en 70-årig krop end en 65-årig, som sidst jeg var i Nepal. Ja, jeg ku’ jo faktisk mærke en forskel allerede fra 2014 til 2015 – de to gange jeg var i Thailand/ Cambodia. At lange flyrejser med ophold i forskellige lufthavne blev hårdere og hårdere for kroppen.

Se, det er også noget af det, jeg glemmer – når det fortoner sig, og de gode minder og oplevelser tager pladsen. Jeg glemmer, at rejsen ikke bare er de 14-15 timer i luften, men også tidlig ankomst til lufthavnen. I Kathmandu skal man være der tre timer før afgang – selv om der ikke sker noget ret meget af tiden, så med taxakørsel en time til lufthavnen, er der allerede gået fire timer, når flyet letter. Mellemlandinger, denne gang to af hver ca. 3 timers varighed. Til sidst bus fra Aalborg Lufthavn til Nibe. Var lige ved at tage en taxa. Men allerede der var der et øjebliks optimisme, mens jeg kørte på den adrenalin, der skulle til, indtil jeg var helt hjemme. I et glimt tænkte jeg: “Gem de penge til næste rejse.” I kan godt se, hvor hurtigt jeg glemmer?

Men jeg tror ikke, at jeg helt vil glemme denne udmattethed, for jeg mener ikke, at jeg nogen sinde har været så træt som denne gang. Først nu, på min femte dag hjemme,  har jeg samlet kræfter til at være mere aktiv i livet igen.

Lidt over et døgn på farten. Og hjem til en enorm stilhed. På den frydefulde måde. Jeg tror heller ikke, at jeg før er blevet så forstyrret af den larm, der hele tiden er på et fly. Motorlarm. En evig puslen rundt om. Køen ved toiletterne. Sidde op og sove. Men jeg gør det – sover – for det er det eneste, jeg kan finde ud af. Den forstyrrende aircondition, både på flyene og i lufthavnene. Trøje af og på – hele tiden. Og husk nu at skifte til varmere tøj i den sidste lufthavn, inden du skal ud i kulden.

Ud over alt det, så blander flyrejser sig med et større savn efter min datter, Sara. Måske fordi en flyrejse var noget af det sidste, vi havde sammen.

Den første dag holdt jeg mig med besvær vågen indtil om aftenen – for at komme ind i døgnrytmen. Faldt i søvn ved 20-tiden og sov over 10 timer – og så nægtede min krop simpelthen at stå på benene den næste dag. Sitren, ømhed, træthed. Så jeg blev i sengen og læste hele dagen – og faldt så i søvn igen. Siden 2. dagen har jeg været oppe, men langsom, stille. Har fået pakket ud. Vasket. Lidt efter lidt. Nu ligger der kun enkelte ting og flyder.

Nu er jeg endelig klar til at bevæge mig ud i livet igen. Mens jeg spørger mig selv, om det er ok at blive ved med at udsætte kroppen for den slags belastninger.Og om ikke den her blog for alvor skal ændres til sådan noget som “Gamle på rejse.”

Refleksioner om alder og rejser

Inden jeg fortæller videre om Pharping, vil jeg dele lidt refleksioner om alder og rejser. Det første par dage på Neydo Klostret havde jeg rigelig tid til at tænke over det at rejse – og rejse alene. Og også om jeg var blevet for gammel til Kathmandu. Så blev de rejsende skiftet ud – alle, der var der, da jeg kom, rejste, og nye kom til. Og pludselig fik jeg masser af kontakt. Men tankerne om alder og rejse er ikke forsvundet.

I Kathmandu begyndte jeg at længes hjem i takt med, at mine bronkier kom på mere og mere overarbejde. Da jeg ankom to uger forinden, var jeg virkelig lykkelig over at være her igen og fortrød, at jeg ikke havde valgt en måned. Men det glemte jeg fuldkommen i al dårligdommen. Var bare glad for, at jeg kun skulle være her i tre uger. Når jeg bevægede mig rundt i Kathmandus støv, kunne jeg tænke ind imellem: ”Hvad laver jeg dog her?”

Det skal siges, at det er første gang, jeg opholder mig her uden at deltage i ét eller andet kursus. Det, der giver et indhold i dagligdagen. For jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt gider sightseeing ret lang tid ad gangen. Derimod elsker jeg at sidde og glo på gadelivet. Men det er lidt svært i Kathmandu. Det vrimler ikke med steder, hvor man kan sætte sig uden at komme i nærkontakt med bilos. De første gange klarede mine luftveje det nok lidt bedre – for da kunne jeg godt bare slå mig ned på et trin eller en fortovskant, kigge på gadehandlen., menneskene, bygningerne omkring.

Men med hoste og vejrtrækningsbesvær forsvinder min fascination for Kathmandu. Jeg kan ikke længere finde glæde ved at gå rundt i den ældste del af byen og lede efter gader og stræder, som jeg ikke før har set.

Jeg lægger også mærke til, at jeg med alderen bliver mindre social. Jeg gider ikke rigtigt engagere mig i samtaler med nogen, hvis vej jeg bare lige krydser.

Heldigvis var min gamle kollektiv-veninde her. Tid til samtaler, sjov, spisning. Jeg kan li’ hendes måde at være buddhist på. Vidende – på en ikke dogmatisk måde. Hvis vi boede tættere på hinanden, ville jeg bruge hende som vejleder/sparringspartner omkring buddhistiske tekster, som jeg ikke forstår.

Og så var der gæstehusets søde manager. En ung munk, hjertelig, god til engelsk, travlt beskæftiget med at få gæstehusets dagligdag til at fungere, samtidig med, at han var bygherre for caféprojektet. De små intense møder med andre gæster var også givende. Lige hvad jeg kunne rumme sådan rent socialt. Jeg har erkendt, at jeg er mere introvert end jeg tidligere i mit liv har givet mig lov til at være.

Er jeg så gammel nu – og så introvert – at jeg nu også har set det af verden, som jeg behøver? Det har jeg overvejet det sidste par år, samtidig med en erkendelse af, at mine rejser tilbage til min franske ”hjemby” giver mig alt det, jeg har brug for på en rejse: At glide ind i en dagligdag, at have mit eget, i og med at jeg lejer min bolig, gamle venner  og familie omkring mig. Og – ikke mindst – så nem en adgang til naturen, hvor jeg kan opholde mig i timevis. Og det er det sted, hvor halvdelen af mig hører til.

Da jeg kom her til Neydo Klostrets hotel og stod og kiggede op på de skovklædte bjerge lige overfor, tænkte jeg, at det var jo det, jeg havde ønsket: At komme uden for Kathmandu for at kunne gå lange ture i naturen. Men samtidig kunne jeg slet ikke forestille mig at gå opad i lang tid.

011

 

Så tænkte jeg igen på Bretagne, som i den grad er mit ”ude-sted”, hvor jeg får travet og bevæget mig, så jeg bliver glad i låget af det.

Skal jeg droppe Canada-projektet? Jeg ville jo besøge datteren til nogle franske venner og tage videre og opsøge Dene-folket. Men så langt nordpå, som de bor, er der måske koldt hele året. Eller Caminoen? Skal jeg også droppe den? Bliver der også for støvet for luftvejene?

Er jeg så gammel nu, at jeg udover det årlige ophold i Frankrig, ville kunne slappe af på en uges charterferie? Et sted, der er varmt og tørt?

Over morgenmaden havde jeg en interessant samtale med en fransk kvinde, som har rejst i en måned – med egen guide alle de steder hun har været. I Kathmandu, i Phokara – og i Buthan, hvor man slet ikke må rejse uorganiseret. Hele hendes rejse har været tilrettelagt derhjemmefra. Dyrere end hvis hun skulle være i en gruppe, men langt mere frit.

Det engelske par, måske på min alder, er også på en måneds rejse. På samme måde. Med alt tilrettelagt hjemmefra. Chauffør/guide med bil, som venter dem hvert nyt sted. De ville slet ikke kunne forestille sig at organisere alt selv. Alt det arbejde.

Og det er jo rigtigt. At rejse alene uden sikkerhedsnet kræver, at hvert sted skal man selv finde ud af, hvordan man kommer videre. Med de forhindringer og besværligheder, der kan være i det. Tidligere syntes jeg, at det bare var spændende. Sådan har jeg det ikke mere. Selv om den her blog hedder Rejs alene, underforstået med den glæde, der ligger deri.

Jeg ved mere og mere, at alder HAR en betydning. Alderen, den fysiske, der lidt efter lidt sætter nogle begrænsninger. Energien, den umiddelbare, der ikke rækker helt så langt. Lysten til at udforske, der bliver mindre. Ja, alder har en betydning. For mig i hvert fald. Større med alderen.

Med alderen indser jeg også mere og mere, at det, jeg troede, jeg skulle ud for at lære/gøre, det kan jeg måske lige så godt lære og gøre derhjemme. I taknemmelighed over, at jeg har været ude og hente hjem – tidligere.

Når jeg ser mit liv derhjemme – herfra – er det godt. Det er blot et viljespørgsmål om at bruge min energi på det, der føles mest rigtigt.

Se nu f.eks.: Jeg troede, jeg skulle ud for at begynde på skrivningen af en fantastisk fortælling. Den, der bare venter på at blive fortalt. Af mig. Den, der bare venter på at blive lukket ud.

Men sådan er det ikke. Den er slet ikke med. Der er ikke plads til den her. Den blev derhjemme. Og det er der, jeg skal finde den.