Da jeg skulle hjem fra Kaffeplantagen, gik det op for mig, at der først var en bus tilbage til Puerto de las Nieves ca. 3 timer senere. Men 6 km. Det kunne jeg jo nemt gå. Ja, jeg fandt faktisk lynhurtigt ud af, at der ikke var noget, jeg hellere ville bruge tiden på end at gå hjem. Godt nok på den almindelige vej, for google map kunne ikke vise mig stier. Men langs vejen og med udsigt til dalen, ville det være en vidunderlig tur alligevel.
Men så begyndte noget, jeg allerede oplevede forleden på vej hjem fra gravpladsen. Jeg var standset op for at tjekke, om jeg nu gik i den rigtige retning (og det gjorde jeg ikke). Og mens jeg stod og tjekkede, standsede først én bil, så en anden, folk, der spurgte, om jeg havde brug for at få et lift (på engelsk – jeg kan vist ikke camouflere mig som ikke-turist). Begge gange, mens de bagvedkørende biler stoppede med hvinende bremser, og jeg venligt afslog. Jeg ville gerne gå.
Det samme i dag. Jeg havde ikke gået langt, før biler begyndte at standse – og der blev igen råbt, om jeg ville med. Og igen med fare for harmonikasammenstød. Så jeg blev helt stresset – og opgav at sige nej. Jeg sagde i stedet nej til min vandretur og goddag til nogle venlige mennesker, som kørte mig lige til hotellet. Vi snakkede tysk sammen – og med mit sparsomme tysk opgav jeg at spørge, om det var den generelle venlighed på øen, der gjorde, at folk standsede – eller om det var for at hjælpe en gammel kvinde. Jeg takkede bare for hjælpen
