Cambodia

I morgenens stilhed og mørke, som jeg elsker at være omgivet af, kun med stearinlysets skær, indtil dagen gradvist bryder frem, kom jeg til at tænke på tropemørket, som jeg oplevede i Cambodia. Og det gik op for mig, at jeg aldrig har skrevet om dette – eller rejsen til Cambodia – undtagen at jeg kørte i bus tilbage til Thailand. Det vil jeg rette op på og er i gang med at skrive et indlæg, som bl.a. skal indeholde Ankor Wat og et ophold i et fantastisk lille retreat center Angkor Zen Garden…

Min første rejse til Thailand var i begyndelsen af 2014. Min bror skulle derover og besøge en ven, som bor der med sin thailandske kone. Min bror ville gerne ha’ mig med, så det blev til, at vi kunne foretage flyrejsen sammen og tilbringe et par dage i Bangkok, inden vi tog videre, hver vores vej. Han sydpå i Thailand, jeg østpå til Cambodia. For målet for den rejse, jeg ville på, var Angkor Wat, som jeg længe havde drømt om at se. Derfor havde jeg bestilt flybillet fra Bangkok til Siem Riep – ikke retur, for jeg vidste ikke, hvor længe, jeg ville være i Cambodia. Jeg havde surfet lidt på nettet for at finde yoga eller meditations retreat centre og opdagede tilfældigt https://www.angkorzen.com/

Ankomst til Siem Riep lufthavn en sen aften, hvor jeg følte mig vældig underholdt af alle de lufthavnsansatte (9 eller 10), som på en lang række efter tur behandlede visumansøgningerne, en læste grundigt, sendte videre til den næste, som også læste grundigt. Næste igen, tror jeg, overførte oplysninger til visaet, som blev klæbet ind i passet. Videre til den næste, som satte et første stempel. Videre igen til underskrift, ekstra kontrol, ekstra stempel. Jeg ville tage et foto, opstemt over, at her var arbejde til så mange mennesker. Men blev beordret til at fjerne kameraet.

Ud i mørket. Fra Ankor Zen havde man lovet at sende én ud for at hente mig, og der stod han, en ung mand med mit navn på et skilt, ved siden af sin tuk-tuk. Langsomt ind mod Siem Riep, hvor der tydeligvis var mange turister, videre ud ad en mørk, gruset landevej. Jeg at trak mit sjal godt hen over den nederste del af ansigtet, sådan som jeg havde lært i Nepal, for at skåne luftvejene mod alt støvet, der hvirvlede op.

Endelig ankommet til Angkor Zen, blev jeg modtaget af Resa. Stedet var på det tidspunkt ejet af et fransk-cambodiansk par, Bruno og Resa, som havde bygget det hele op fra bunden.

Jeg fik anvist min hytte af Resa. Rummelig, bygget i bambus og træ. Et stort rum med to brede senge, myggenet, hylder, et lille bord og en stol. Alt, hvad der var brug for. Da Resa med lygten viste mig rundt til fælles toiletter og baderum, kunne jeg se omridsene af de andre hytter i en cirkel omkring en åben plads.

 

Da hun gik, slukkede jeg lyset i hytten, inden jeg åbnede døren for at gå ud igen (for at undgå at myggene skulle komme ind i massevis) – og derude, da jeg stod på terrassen, var alt kulsort. Ikke bare en talemåde. Virkelig kulsort, som jeg aldrig har oplevet det før, ikke engang i Sahara, hvor jeg syntes, at Mælkevejen næsten oplyste rummet omkring mig.

Og så kom lydene. Alle lydene fra tropenatten. Gekkoer, som jeg genkendte. Mens alle de andre dyrelyde var fremmede. Det var overvældende. Og en sand lykkefølelse ramte mig, mens jeg stod der i mørket og ikke kunne se en hånd frem for mig, men i en verden af lyde, som var totalt fremmede. Kiggede op mod stjernerne. De var der. I hundredetusindvis. Men ufatteligt langt oppe.

Næste morgen startede jeg dagen med fælles morgenmeditationen fra kl. 6 til 7. Bruno indledte med lidt fælles tai chi øvelser, og det var så meningen, at hver især lavede deres egen meditative praksis i stilhed, mens det gradvist blev lyst, og morgenens kølighed veg for varmen. Morgenmad fra ved halvottetiden. Fra 9 til 10 yogaundervisning af en indisk lærer, derefter en times åndedrætsmeditation, også med ham. Frokost, som man kunne betale sig til (morgenmad, aftensmad, al undervisning og hytten var inkl. i prisen, som på det tidspunkt var ca. 300 kr. i døgnet). Om eftermiddagen en times tai chi for dem, der ville (jeg ville ikke). Aftensmad og afslutning på dagen med aftenmeditation.

No automatic alt text available.

Meditations- og yogarum

Jeg gled hurtigt ind i dagsrytmen. Nød stedet. Den store have med junglevegetation, de fælles mødesteder, som var medtationsrummet og huset, hvor vi alle spiste omkring et stort bord, den dejlige vegetarmad tilberedt af en indisk kok. På et tidspunkt var alle 8-9 hytter beboet, så snakken var livlig mellem nationaliteter og aldersgrupper. Det var nemt at benytte baderum og toiletter. Jeg tror, der var fem af hver slags. Selv om natten, hvor jeg altid skal op for at tisse, var det nemt at gå derover med en lille lommelygte.

Jeg kunne også læne mig tilbaget til det stille liv på min hyttes terrasse med skrivning og læsning eller små gåture til den nærliggende landsby og over markerne. Selv larmen sen aften og nat nød jeg, når de omkringboende bønder var færdige med dagens rishøst. Så blev der nemlig drukket og festet til cambodiansk popmusik, og hvis jeg ikke kunne falde i søvn, stak jeg ørepropper i ørerne. Det eneste, der ærgrede mig var, at larmen overdøvede nattens tropelyde.

           

 

 

 

 

 

Jeg havde forudbestil 5 døgn, men blev der i 10. Havde ikke lyst til at bevæge mig rundt. Tidligere, når jeg kom til et nyt land, ville jeg se så meget som muligt. Men med alderen har det mere og mere drejet sig om at være. Være, der hvor jeg er. Fordybe mig lige der.

 

 

Et par gange bestilte jeg cambodiansk massage., der kostede ca. 60 kr. Meget ligesom thailandsk. Massage af alle muskler – udenpå let tøj eller en sarong. En nabokvinde stod for dette. Kom til hytten, så jeg lå i min egen seng og kunne blive og slappe fuldkommen af bagefter.

Siem Riep, en storby på næsten 140.000 indbyggere, tiltrak mig ikke specielt. For megen larm, for mange turister, for mange fester. Kun markedshallerne lokkede mig derind. Og posthuset. For min ex-svigermor og min moster, de eneste uden mail, skulle ha’ postkort.

Men Angkor Wat. Det var jo det, jeg var kommet for.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev grinet lidt ad, da jeg sagde, jeg havde tænkt mig at tage en taxa derud – og så gå rundt og kigge. Jeg blev nødt til at tage en rundtur. Booke en tuk-tuk en halv eller hel dag, sagde Bruno, for området er enormt stort.

Og det gjorde jeg så. Bookede samme tuk-tuk, som hentede mig i lufthavnen. To gange 6-7 timer kom jeg til at tilbringe derude. Og det var godt at splitte besøget op. Se, opleve, fordøje et par dage, komme igen

(fortsættes i næste indlæg)

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *