Hvorfor nu det?

Har verden brug for….

….en blog om at rejse alene? Når der nu ikke bliver rejst ret meget mere i den. Når rejsen nu mest er gennem livet, ind i alder(dommen ? Er det en dom? ). Når bloggen nu ikke samler alverdens læsere (selv om der godt nok er både fra Tyskland og Frankrig og USA og Thailand og Rusland?!). Når de nu tilsyneladende ikke læser særligt længe ad gangen. Når jeg aldrig har sat mig ordentligt ind i, hvordan jeg optimerer søgefunktioner, så bloggen ikke forbliver ret “hemmelig”. Når jeg ikke kender jer, mine læsere (i hvert fald kun få af jer). Når der sker så meget vigtigt i verden.

Jeg gik ganske vist herind for at lave et langt og – i mine egne øjne – interessant indlæg om fortsættelsen af livet, mit liv, med min egocentriske synsvinkel, i coronatiden. Men så blev jeg standset af diverse opdateringer, nye ting, jeg skulle sætte mig ind i. Det bliver fandens besværligt somme tider at holde en blog. Og deraf det relevante spørgsmål: Gider jeg mere? Og hvem har egentlig brug for den. Har jeg selv? Jeg skriver jo hele tiden, ikke alt har brug for at komme ud, noget kommer andre steder end på bloggen. Og dybest set, så skriver jeg, fordi jeg ikke kan lade være. Men det betyder ikke, at andre ikke kan lade være med at læse det. Eller skal læse det.

Masser af gode grunde til at afslutte. Tænkte først på at omdøbe bloggen til “Om alder” Hm, for blødt, for upræcist. “Rejsen mod alderdommen”. Det lyder langt bedre, mere præcist. Siden min kronik om alder i Kristeligt Dagblad, er det det, mange af mine skriverier handler mest om. Her er en kort én, resumeret ned til 200 ord:

GAMMEL

Kald mig ikke ”ældre”. Kald mig bare gammel. Ældre? En sølle eufemisme for at undgå ordet gammel. Vi er altid ældre end nogen. Ældre end de yngre end os.

Men som 73-årig er jeg gammel for dem, der er under 60. Sig det, som det er.

Alderen, der sjældent efter de 35 bliver omtalt ærligt og præcist. Engang for længe siden gik jeg fra at være en ung kvinde til at blive en ”yngre kvinde”. Hvordan i al verden kan man gå fra at være ung til at blive yngre? Jo, sådan: Yngre end de midaldrende og yngre end de ældre end midaldrende. For derefter at blive en ”moden kvinde”. Nu kunne man godt høre, at sidste udkald nærmede sig – i hvert fald som ”fuckable”. For som ”moden”, er man også midaldrende. Selv om man bliver det langt efter halvdelen af livet. Indtil man bliver ældre. Ældre end over 90% af verdens befolkning. Ja, så heldig er man, hvis man er over 65. Men det var vist ikke det, de mente. Nej, ældre forbliver de fleste, indtil døden næsten synligt står for døren.

Mens jeg foretrak at fejre livets vinter og at jeg nu var gammel, da jeg blev 70.

(Et af mine egne bidrag til e-bogen Bare skriv/200 ord red. Charlotte Heje Haase)

Så måske genopstår bloggen under et nyt navn. Måske bliver det for besværligt at ændre både wordpressnavn og domænenavn. Jeg støder allerede på besværet, når jeg går ind og tjekker hvordan.

Lige nu lader jeg det ligge. Og, hej, jeg kan ikke engang finde ud af at lægge tags og kategorier ind i den nye wordpress version. Så meget peger på, at det er tid til en afslutning.

Bretagne i 5 uger eller Brøndums Hotel et døgn?

Bretagne eller Brøndums? Det minder mig om “Husk lige tandbørsten” fra 90’erne, hvor deltagerne kunne vinde en rejse til et fjernt land, hvis de var heldige, eller til et eller andet sted i Danmark, hvis de var uheldige. Husker specielt den aften, hvor mulighederne var Nepal eller Nibe – og deltageren måtte nøjes med Nibe.

Nu er Brøndums Hotel ikke noget jeg nøjes med, men noget jeg vælger i stedet for Bretagne. Noget skal der ske.

Da jeg begyndte at fortælle, at jeg skulle to dage til Skagen, med en overnatning på Brøndums, var spørgsmålet: Hvem skal du af sted sammen med? Jamen det havde jeg slet ikke tænkt på – at skulle af sted med nogen. Jeg skulle bare af sted og samle tanker og følelser, lade vind og forhåbentlig lys og sol klare det arbejde.

Jeg begyndte at skrive ovenstående den 9. september, tror jeg. så det er snart to måneder siden jeg havde mit eget lille stille retreat deroppe.

Lyset fik jeg ind på flere måder. Den høje himmel over stiv kuling. Lyset i Anna Anchers malerier på den vidunderlige særudstilling om hende på Skagen Museum, hvor jeg startede, så snart jeg ankom.

Ophold på Brøndums Hotel, der selvfølgelig måtte begynde med ét af deres kæmpestore lagkagestykker med kaffe til, mens jeg sad der og vænnede mig til, at her er man “De’s”.

En eftermiddag med gåtur langs Sønderstrand mod Grenen, delvis afskærmet for vinden, der måtte komme fra Vest. Indtil jeg nåede på højde med Grenens parkeringsplads og var i åbent landskab og næsten ikke kunne stå på benene. Jeg så bagefter, at der havde været vindstød op til 88 km i timen. Opgav at nå Grenen og kæmpede mig hjem til hotellet langs vejen.

Godt gennemblæst nød jeg at komme ind på mit værelse, hvor jeg næsten kunne fornemme historien træde ud af væggene med en gammel skolefrøken, der trængte sig på i mine tanker. En historie, der måske skal fortælles på et tidspunkt.

Da der ikke var plads til mig til spisning i hotellets restaurant om aftenen, valgte jeg at gå hen på Hotel Skagen. Jeg er så vant til at gå ud og spise alene, når jeg rejser i udlandet, men her var jeg opmærksom på, hvordan alles øjne rettede sig mod mig (okay, de flestes), da jeg bad om et bord til én og blev vist derhen af tjeneren. Det eneste ledige bord i en fyldt restaurant. Det føltes lidt ubehageligt i starten, men så hengav jeg mig til én af mine yndlingsbeskæftigelser, når jeg spiser alene: Opdage de par, som sidder tavse overfor hinanden og kigger hver deres vej. Eller ned i mobitelefonen. Mens jeg da kan glæde mig over ikke at være en del af det. Sidde og føle mig fri og let.

Hjem til hotellet. Krybe i den bløde, hvide badekåbe, som er lagt frem.

Eneste minus er, at toilet og badeværelse er på gangen. Lidt træls for én som mig, der skal op og tisse om natten. Men hellere være i den gamle bygning uden toilet og bad end i et anneks med det hele.

Morgenmad og strandtur. Nu blæser det ikke længere, og jeg kan sidde/ ligge en times tid i sandet, mens solen varmer mig med de sidste stråler af sommer. Bytur og spisning på en lille café inden jeg skal med toget om eftermiddagen.

Hensigten med at samle tanker og følelser, ønsket om at få en slags overblik over mit liv med lige nu og hvad så, lykkedes ikke. Tiden var for kort, må jeg erkende. Men tankerne blev blæst rundt og landede vel på en ny måde, og det var godt nok og en dejlig pause lige der, hvor jeg havde brug for den.

I december tager jeg derop igen. Med to veninder fra den tidlige ungdom. En kvindetur, som vi længe har talt om. Det blev Skagen, vi besluttede os for.

Hvis kommunegrænserne nu ellers åbner igen den 3. december efter Nordjyllands nedlukning pga. Covid19 mutationen til Cluster 5 gennem mink.

 

Frankrig er aflyst

Jeg skulle ha’ været i Frankrig i fem uger. Fra i tirsdags.

Men da de nyeste rejsevejledninger kom torsdag i sidste uge, blev al unødvendig rejse til Frankrig frarådet. Corana-tallene var steget massivt. Pyt, sagde jeg. I det departement i Bretagne, hvor jeg skulle være, har smittetrykket altid været og er lavt. Lavere end i Danmark. Men fik alligevel kolde fødder, da jeg læste om rejseforsikring, der ikke dækker –  hvis nu.

Det blå kort, der skulle dække – og så alligevel. I værste fald hjemtransport af kiste for egen regning. Så aflysning. Og pyt, sagde jeg også til det. Jeg indstiller mig hurtigt på nye betingelser. Og at alt er i evig forandring.

Men – tristessen indhentede mig. Som et nedslag lørdag. Efter at alt det praktiske med aflysning var afsluttet.

Trist og lidt tom. Lidt forladt. Efter at ha’ været fyldt af rejseforberedelser. 5 uger er lang tid at være væk.

Trist over at gå glip. Gå glip af mit franske liv. Mine venner. Gå glip af ham, der efter 40 år igen er blevet mere end en ven. Gå glip af den familie, jeg er forblevet en del af i 50 år.

Og trist i erkendelsen af, at jeg har mistet én ud af de resterende rejser i den indskrumpede fremtid.

Bretagne bliver skiftet ud med Brøndum. 5 uger i Bretagne med et døgn på Brøndums Hotel i Skagen.

Og det positive: Jeg har kun spist lagkage der, nu skal jeg bo der. Et døgn med historisk kulisse.

Og noget mere positivt. Sådan rent økonomisk. Jeg har fået alle mine udgifter med leje af lejlighed, fly og tog i Frankrig tilbagebetalt pga. situationen. Lynhurtigt og fhv. nemt. Ift. fly, tror jeg, at det har været en fordel, at jeg købte direkte hos KLM i stedet for at gå på Momondo, som jeg ofte gør.

Corona-tiden

En rejse gennem nedlukning og oplukning.

Danmark genåbner. Jeg har næsten frygtet genåbningen, hvorimod nedlukningen var nem. Virkelig nem.

Corona begyndte at sprede sig, mens jeg var i Frankrig. Ikke i den del, jeg opholdt mig i, men i andre regioner. Og første melding om smitte i Danmark kom lige inden, jeg skulle hjem. Jeg tog ikke nyhederne om corona særlig alvorligt dernede. Det gjorde mine venner heller ikke. Først da jeg tog hjem gennem de to store lufthavne, Charles de Gaulle og Schiphol, Amsterdam, strejfede tanken om smitte mig. Tusindvis af passagerer, der kom fra alle mulige lande. Uden nogen form for tjek.

Få dage efter at være kommet hjem, ændrede min egen adfærd sig fra at have været sådan lidt hø, hø, er folk ikke lidt hysteriske, mens jeg gik rundt og sagde: “Det er jo bare en influenza. Folk skal dø. Af noget. Jeg er ikke bange for at dø. Og er det ikke bedre at dø hurtigt, hvis det nu skulle gå så galt.”

Men hov, tænkte jeg så, de der store lufthavne, som jeg lige havde været igennem. Kunne jeg være én af de potentielle smittebærere? Og dårlig samvittighed opstod på vej hjem i bussen efter at have været på café i Aalborg. Selv om jeg ikke var bange for smitte og død, så lignede det jo ikke noget at smitte andre. Jeg besluttede mig for at blive hjemme, indtil der var gået 14 dage efter min hjemkomst. Selvvalgt karantæne. Nåede det lige, dagen inden Mette Frederiksen lukkede landet ned.

Min rapport fra karantæneperioden er kun positiv.

En velgørende stilhed. Følelsen af at have tid. Oceaner af tid. Intet, der skulle nås. Intet jeg skulle. Aftaler, der blev slettet fra kalenderen. Jeg tror ikke, at jeg siden barndommen har haft så blivende en følelse af at have tid nok. I mit voksenliv har tid altid været en mangelvare. Alverdens meditation og bekræftelser om at have tid nok, har ikke givet mig en blivende følelse af sandheden i den bekræftelse. Og pludselig kom Coronaen og nedlukningen med den ro og stilhed, der spredte sig over landet.

Roen og stilheden spreder sig. Er det den, der når helt ind til mig. Den, der breder sig hertil, hvor jeg sidder i min karantæne. Roen og stilheden, der smyger sig ind under døren, gennem sprækkerne i vinduerne på klem, omgiver mig, hvisker: “kan du mærke os? Roen og stilheden? Du må gerne give dig hen til os, lade dig omslutte, selv om du er lidt skamfuld over at føle dig så godt til pas, hvis mange lider. Vi vugger dig blidt ind i den kollektive ro. Lev. Lev anderledes. I er tusindvis, der lærer det i øjeblikket. Nyd det. Bevar det til tiden efter. Den indre ro og stilhed får I brug for, når verden åbner sig igen. Når regningerne skal betales. Når efterslæbet ikke må overvælde jer. Tag det ind, lige nu, den sidegevinst I får af samfundets og sjælens ro, som I oplever, når I ikke skal yde, ikke være parate. Bare være.

Jeg gav mig hen. Tænk, jeg fik lov til at være lige så introvert og langsom og lydfølsom, som jeg i bund og grund er. Efter at have levet et liv som ekstrovert og ret social, har jeg de sidste år befundet mig godt ved at være mere “inde” end “ude”. Men det her, det var virkelig anderledes. Ren nydelse. Jeg overvandt skyldfølelsen over ikke at “lide med de lidende”. Glædede mig over, at mens samfundets puls faldt, fik planeten et åndehul. Jorden egen puls faldt. Planeten kunne ånde, mens biltrafikken blev langt mindre, og flytrafikken stort set gik i stå. Coronakrisen kunne gøre det, som alverdens klimaplaner ikke formåede.

Jeg kunne glæde mig over at være pensionist, som ikke skulle tænke på arbejde, fyringer, lønnedgang, hjemmeundervisning af børn, men at jeg ud over bare at være kunne lære noget nyt.  Bruge tiden på et intensivt skrivekursus, lære at bruge Zoom til møder med skrivegruppe. Middage over Skype eller Messenger med venner, eller bare en kop kaffe eller et glas vin og en god snak. Karantæne i ro, uden at føle mig isoleret.

Derfor har jeg følt lidt uro ved genåbningen. Jeg har fundet ud af, at jeg, siden jeg gik på pension, aldrig har sat mit tempo lige så meget ned, som jeg egentlig har brug for. Få aftaler om ugen er rigeligt. At jeg somme tider er i Aalborg (og med bus frem og tilbage) 5-6 gange på en uge, det vil jeg til at styre anderledes. Meget anderledes.

Så der er mere tid til rejsen ind i stilhed og ro.

 

 

En slags knudepunkt i livet

Dette indlæg handler mere om livets rejse end rejsen som sådan.

To uger i Erquy – det er ikke nok. Da jeg havde været der i lidt over en uge, gik jeg i gang med at undersøge, om jeg kunne leje nabolejligheden på to værelser i hele september måned. Det kunne jeg. Underligt, som jeg havde været lidt forbeholden over at være der. Vist nok. I hvert fald de første dage. Men nu var jeg der. Fuldt ud. Jeg kan læse det i mine notater:

Det er sen vinter. For første gang i 40 år vender jeg tilbage på denne årstid. Jeg vil se mimoserne blomstre. Dem har jeg ikke set i al den tid. Jeg fylder mine øjne med gult. Træer i alle størrelser dækket af bitte små, fine, gule blomster, der føles som fløjl, når jeg forsigtigt rører én af dem med pegefingeren. Træerne står som kæmpestore gule buketter med alle disse gule blomster, der bugner på hver gren.  Når jeg læner mig frem, eller strækker mig på tæerne for at lugte til blomsterne, fylder den honningagtige duft mine næsebor.

Jeg er her.

At bo i den ejendom, som jeg boede i fra 1978-80, bringer erindringerne fra dengang tæt på nutiden. Så tæt på nutiden, at en gammel kærlighed bliver vakt til live. Min gamle kæreste fra dengang. Altså vi har mødt hinanden år efter år, har bevaret venskabet gennem tid og afstand. De sidste år er vi kommet endnu tættere på hinanden. Og på etagen under det, der var rammen for vores kærlighedshistorie, genfinder vi hinanden. Uden krav. Og med humor. Den humor, som man kan tillade sig at have i vores alder.

Det er som om, at hvis jeg skal finde en form for rød tråd i mit liv, så er det hernede, jeg skal finde den. Den røde tråd i det levede liv. Måske bliver det mere vigtigt med alderen at se kontinuiteten. Favne hele det liv, der har været. Når jeg kigger tilbage på det liv, jeg har levet, er det, som om der er mange liv i ét. Erquy bliver knudepunktet til mine mange liv. Det føles, som om mine forskellige liv mødes her. Herfra er der veje tilbage og frem i livet. Jeg går ved havnen og møder min ex-mand. Så levende i mindet, selv om han har været død i 18 år. På stranden sidder min mor og min mormor som i 1971. Under et af deres besøg. Min mor i min bikini (“Hvor er hun modig, din mor,” sagde vennerne. “I bikini i hendes alder.” Hun var vel 47!) min mormor med en afrikansk hat på hovedet. På en vej, hvor jeg engang boede, kigger jeg ind i haven og ser min bror og danske venner til sommerfest. En ven fra Christiania er også på besøg, han, som var med til at spore mig ind på idéen om at bo der. Og allermest møder jeg mig selv gennem årene. Med alle op- og nedturene, der i den erindring, der fylder nu, kun står som en optur i voksenlivet. En tur, jeg ikke ville have undværet.

Jeg forstår, hvorfor jeg blev her i et par år efter skilsmissen. Ikke bare for at gøre en uddannelse færdig. Men fordi jeg valgte at være her. Jeg var flyttet hertil, hvor jeg er nu, i den der lejlighed ovenpå. De sidste to år af mit franske liv var det mig i Frankrig. Byen her, omgivelserne, naturen, vennerne. Alt det, der var blevet MIT liv. Når lysten til at flytte tilbage til Danmark viste sig, var det fordi jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde det nu, ville jeg aldrig kunne gøre det. Jeg var i en slags overgangsfase, hvor jeg følte mig fransk, når jeg var i Danmark, og stadig dansk, når jeg var her. Jeg måtte vælge. Også fordi kollektivtanken kaldte. Gamle venner, der var flyttet på Christiania. Sådan et liv, ville jeg ikke kunne få her.

Den beslutning – om at vende tilbage til Danmark – er jeg glad for at have taget. Men sådan var det slet ikke i starten. Livets skift kan være svære, og jeg fik det sværere, end jeg havde regnet med, da jeg kom til Danmark for at blive. Så svært, at jeg skulle kæmpe imod lysten til at flytte “hjem til Frankrig”. Jeg aftalte f.eks. med institutionen, jeg havde arbejdet på i Frankrig, at hvis det ikke gik bedre, kunne jeg komme tilbage.

I Danmark følte jeg mig fremmed. Det var meget anderledes at bo her end at være hjemme på ferie. Noget, der var medvirkende til, at jeg oplevede det som svært, var helt sikkert det, at nu var jeg “bare en dansker i Danmark”. I Frankrig fik jeg gennem alle årene ret meget opmærksomhed på min “fremmedhed”. Døre åbnede sig, jeg blev ved med at være interessant qua det at være dansker. I Danmark var jeg bare én ud af massen. Nye mennesker var ikke særligt interesseret i min “anderledeshed”, i mine år i Frankrig. Jeg måtte arbejde langt mere på at finde og skabe mig min plads, end jeg nogen sinde havde gjort gennem mine 10 år i Frankrig.

Og meget ændrer sig på 10 år. Jeg lagde især mærke til, hvor  meget sproget havde ændret sig. Nye ord og udtryk, som jeg næsten ikke kunne tage i min mund. De var ikke kommet ind gradvist, de var der bare alle sammen på én gang. Udtryk, som andre brugte, men som længe lød fremmede. Savnet efter Frankrig (og kæresten). Og så var jeg blevet voksen i Frankrig. Væk fra danske sammenhænge. Det tog tid at få den coming of age historie med i mit danske liv. Det tog tid at slå rødder. Men da jeg gjorde det, vidste jeg, at jeg havde gjort det rigtige.

 

 

At være en del af

Passer det mig mon rigtig godt, at jeg har skrevet forkerte mailadresser til flere venner, som jeg skulle lave aftaler med? Har fået ny bærbar og kunne ikke finde ud af at kopiere adressekartotek fra min stationære, så jeg kopierede først i hånden. Det betyder, at jeg på forhånd kun fik lavet én fast aftale. Med dem, der bor i byen kan de laves fra dag til dag.

Og jo, det passer mig godt, når jeg kun er her i 2 uger. Jeg kunne blive helt forpustet ved tanken om at gå fra aftale til aftale.Tænkte “bare jeg kunne være der lidt anonymt for en gangs skyld”. Og det er jeg, på en måde. Selv om jeg efterhånden har fået kontakt med folk, så er jeg så sent ude, at de fleste er på vinterferie, passer børnebørn (der er også vinterferie i Frankrig),  har forpligtelser. Så jeg har tid til at skrive. Tid til ro, som jeg nyder. Jeg gamle introverte eneboer!

Jeg spammer fotos af mimoser på facebook og må allerede én af de første dage foretage en slags pilgrimsvandring, som jeg altid går alene første gang. Ud til Cap d’Erquy. Den tur jeg gik så ofte, da jeg boede her. Derude på de forblæste klipper kunne jeg gå mig fra alt det besværlige.

Den første dag eller to bliver jeg forpustet og føler mig øm i lårene efter de lange gåture. Nej, ikke bare øm, mine ben flekser næsten under mig, når jeg skal tage lidt høje skridt. Men efter et par dage har jeg allerede vænnet mig til alle de stigninger og fald.

Jeg kan huske, da jeg første gang kom på besøg hos mine senere svigerforældre i deres hus ved kysten. Jeg kiggede beundrende på min franske svigermor, som dengang – i en alder af 62 – sprang rundt på klipperne, mens jeg var lidt bange og bevægede mig langsomt bagefter. Men se, nu er jeg 72 og har allerede længe levet med klipperne. De er blevet en del af mit liv. Ligesom byen.

Erquy er mit åndehul. Bogstaveligt talt. En by, et område med ren luft. Ingen tung gennemgående trafik. Biler, der kommer her, er med nogen, der skal hertil. Bor her, har et ærinde. De lastbiler, der kommer, henter fisk, kammuslinger, krabber, hummere ved havnen. Andre leverer varer til forretningerne. Der er ingen, der bare kører igennem.

Jeg er i Erquy, som grundlæggende ikke har forandret sig meget. Godt nok er den vokset. Masser af nye villaer. Moderne. Eller forsøgte efterligninger af de gamle huse, selv om grundelementet er beton, pyntet op med sokler af granit. Men de grå skifertage dominerer stadig, når jeg ser ud over byen.  Og bykernen er stadig fyldt med ældre og gamle huse i granit. De fleste bygget af rosa granit. Erquys specielle.

Jeg er endda kommet tilbage til ejendommen, som jeg boede i de sidste to år her. Dengang, da jeg blev skilt, turde jeg ikke blive boende i det lille hus omgivet af skov. Så her fandt jeg et refugium. En stor lejlighed øverst oppe i to etager. Her læste jeg Doris Lessings Den gyldne bog og Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden. Skumsprøjt fra kvindebevægelsens bølger nåede mig helt herude. Her udfoldede mit franske livs sidste kærlighedshistorie sig. Nu sidder jeg nedenunder, i en 1-værelses. Dog med altan og med den samme udsigt som dengang. Havet fylder nok ikke helt så meget i horisonten, men jeg kan se det. Jeg kan se byen, der breder sig nede foran mig. Jeg kan skimte havnen, når jeg kigger til højre, mod vest, og Cap d’Erquy’s høje klipper, der beskytter havnen. Jeg kan se kirken i grå granit lidt til venstre, mod øst, og når jeg strækker mig ud over altanen, helt til venstre, næsten mod nordøst, ser jeg sømandskapellet med sit høje spir, hævet  på en bakketop ved byens nordøstlige udkørsel.

At være i Erquy er mere end at VÆRE andre steder i udlandet. En rejse, hvor jeg ikke føler mig udenfor som på rejser til fjerne steder. Jeg har ofte tænkt under mine senere rejser, at jeg er udenfor. Udenfor på den måde, at jeg betragter det liv, der leves der. Udefra. Som tilskuer. Aldrig en del af det. Måske er det også noget af det, jeg ikke orker mere på lange rejser?

Her er jeg for altid en del af livet. Jeg glider ind i en dagligdag, der var min. Der ER min. Der forbliver min. Hvad enten jeg er alene, sammen med venner, på vandring i naturen. Selv på indkøb. Supermarkedet. Markedet om lørdagen. Overalt møder jeg mennesker, som jeg kender. Tid til korte samtaler. Jeg er ikke fremmed. Jeg hører til de steder, jeg færdes. Efter en dag eller to vokser følelsen af glæde over at være i mit andet hjemland.

Jeg føler mig faktisk lykkelig her. To år efter Saras død var det også her, jeg for første gang oplevede 24 timers glæde i træk.

Nu er jeg her for mindst 8. gang inden for de sidste otte år. Hvis det ikke var så langt væk, ville jeg komme oftere. Meget oftere.

Atter i Erquy

Mimoser, tænkte jeg en dag sidst i december. Det er 40 år siden, jeg har set mimoserne blomstre. Dem må jeg se – mindst én gang mere i mit liv. Som tænkt, så gjort. Fik bestilt fly og en 1-værelses lejlighed i 2 uger. For altså – igen et alderstegn? – den store lejlighed, som jeg plejer at leje, og som er lige så billig som denne 1-værelses, den begynder altså at være lidt trættende. Eftersom udlejeren er englænder og bor i Australien har han fuldkommen tillid til sine lejere. Den ene lægger nøglen til den næste osv. Alle skal sørge for rengøring og vask af sengetøj, håndklæder, viskestykker. Jeg har været så glad for al den tillid. Og det var her, jeg begyndte og afsluttede skrivning af min bog.

Men – de sidste gange har lejere forladt lejligheden uden at gøre ordentlig rent. Jeg har skullet starte mit ophold med grundig rengøring for at kunne holde ud at være der. En af gangene var støvsugeren gået i stykker – uden at det var blevet signaleret til udlejer. Altså tykt lag støv overalt – og jeg måtte ud at købe støvsuger (straks refunderet, men alligevel).

Og så ligger lejligheden ret højt over byen. Må erkende, at de første dage er det virkelig udmattende at bære indkøb op.

Lang historie for at fortælle, at det er en ny bolig denne gang.

Jeg fik planlagt et besøg hos et vennepar i storbyen Nantes på vejen ned, og et besøg hos ex-svigerinde og svoger i Bretagnes største by, Rennes, på vejen hjem.

Så var jeg parat til at møde mimoserne. Men vennemails fortalte om tidlig blomstring i år, allerede fra starten af januar. Altså indstillede jeg mig på at gå glip af dem.

To dage før afrejsen begyndte jeg at pakke. For ikke at stresse med det denne gang. Har tidligere fortalt, hvordan denne del af rejsen bliver mere uoverkommelig.

Disse pakkedage. Engang kunne jeg nå det en aften efter arbejde og rejse næste morgen. Og nu: To hele dage!

Den første dag ligger alt det, jeg gerne vil have med spredt ud over soveværelse, badeværelse, stue og ligner noget, der aldrig vil kunne være i en lille kuffert og en skuldertaske, subsidiært lille rygsæk. Det kunne det altså heller ikke. Det er også vinter i Bretagne, så strikketrøjer fylder. Selv efter udelukkelsesmetoden måtte jeg indse, at jeg blev nødt til at bestille “medfølgende bagage”. Det viste sig senere, at kufferten faktisk vejede lige under 8 kg – rygsækken 3, så jeg kunne ha’ skåret lidt mere ned og haft plads til det i kabinen. Alligevel var jeg næsten lykkelig over ikke at skulle ha’ det hele med i flyet. Al den bæren op og ned ad trapper, løfte op på hylden i flyet efter at ha’ snoet mig gennem kabinen med det hele. Det bliver mere udmattende med tiden.

Og følelsen af endelig at sidde i flyet efter al den pakken ned (flyskammen, som begynder at plage mig, blev også pakket væk) er så meget større og afslappende.

Jeg er nået frem. Efter besøget i Nantes, det varme gensyn med vennerne. Næste dag videre med tog. Et vennepar, der hentede mig og kørte mig de sidste 20 km. Undervejs var vi ude og gå en tur. Mimoserne blomstrer stadig. Ren fryd for øje og sjæl.

Nu er jeg nået frem. Og måske er jeg ikke bare nået frem, men på en måde hjem. Jeg boede i denne ejendom de to sidste år af mit liv her, fra 1978-80. I en stor lejlighed på to etager øverst oppe med masser af havudsigt. Her er, i min lille bitte lejlighed, føler jeg mig alligevel hjemme. Altan og havkig. Hvad kan jeg ønske mere?

 

Canariernes venlighed

Da jeg skulle hjem fra Kaffeplantagen, gik det op for mig, at der først var en bus tilbage til Puerto de las Nieves ca. 3 timer senere. Men 6 km. Det kunne jeg jo nemt gå. Ja, jeg fandt faktisk lynhurtigt ud af, at der ikke var noget, jeg hellere ville bruge tiden på end at gå hjem. Godt nok på den almindelige vej, for google map kunne ikke vise mig stier. Men langs vejen og med udsigt til dalen, ville det være en vidunderlig tur alligevel.

Men så begyndte noget, jeg allerede oplevede forleden på vej hjem fra gravpladsen. Jeg var standset op for at tjekke, om jeg nu gik i den rigtige retning (og det gjorde jeg ikke). Og mens jeg stod og tjekkede, standsede først én bil, så en anden, folk, der spurgte, om jeg havde brug for at få et lift (på engelsk – jeg kan vist ikke camouflere mig som ikke-turist). Begge gange, mens de bagvedkørende biler stoppede med hvinende bremser, og jeg venligt afslog. Jeg ville gerne gå.

Det samme i dag. Jeg havde ikke gået langt, før biler begyndte at standse – og der blev igen råbt, om jeg ville med. Og igen med fare for harmonikasammenstød. Så jeg blev helt stresset – og opgav at sige nej. Jeg sagde i stedet nej til min vandretur og goddag til nogle venlige mennesker, som kørte mig lige til hotellet. Vi snakkede tysk sammen – og med mit sparsomme tysk opgav jeg at spørge, om det var den generelle venlighed på øen, der gjorde, at folk standsede – eller om det var for at hjælpe en gammel kvinde. Jeg takkede bare for hjælpen

En kaffeplantage

Ca 6 km fra, hvor jeg bor, ligger de eneste kaffeplantager i Europa. Ja, jeg troede kun, der var én, men der er tre. Jeg synes, det er lidt af en tilsnigelse at kalde det “kaffeplantage i Europa”. Det er jo nærmest Afrika. Men det skal jeg måske ikke diskutere.

Fandt en busrute, der bragte mig næsten helt derop. Jeg havde valgt at besøge den mindste – og det tror jeg var et godt valg, for ved den, der ligger nærmest ved siden af mit valg, holdt der store busser parkeret. Her fik jeg rundvisning alene. 350 kaffeplanter, hvis jeg husker rigtigt, på et fhv. lille område. Beplantningen er tæt. I lysninger er der også plads til mango, lime og andre frugttræer. Kaffebønner i forskellige stadier, fra blomst, til grøn, til rød. Økologisk dyrkning. Alle bønner bliver håndplukket. Det eneste industrielle er ristningen, fordi det vil tage alt for lang tid at riste så meget i pander, og bønnerne ville blive meget uensartede (jeg prøvede dog at riste en lille portion og oplevede, hvor nemt nogle blev næsten sortbrændte, mens andre var lyse).

Jeg undrede mig en del over, at man kan leve af så lille en produktion – ca 3000 kg om året. Bønnerne mister 10% i vægt for hvert led i bearbejdningen. Så fra 30.000 kg skrumper de til 3.000. Men så koster en pose på 250 g altså også 30 euro. Så omsætningen bliver alligevel 360.000 euro om året. Ved hurtig udregning sku’ det vist give 27 millioner kroner. Jeg var lige ved at ynke familien, men det behøver jeg vist ikke.

Det meste af kaffen bliver solgt til besøgende og til en forretning i Las Palmas. Den sidste del bliver sendt til udlandet, købt af kaffeentusiaster.

Besøget sluttede med kaffesmagning, lidt hjemmebag, banan- og mangolikør. Og kaffen ER unik. Det er første gang, jeg i den grad har nydt en kop kaffe uden fløde – eller bare mælk.

Jeg købte en pose til 30 euro. Aldrig har jeg da troet, at jeg ville købe så dyr en kaffe. Og den skal nydes uden fløde!

 

At overvurdere mig selv

Altså – jeg overvurderer mig selv, når jeg tror, at jeg kan tage til et ukendt sted og så bare skrive (fortsætte alt det, jeg fik struktur på, da jeg var på skriverefugium). Det er jo ikke til at lukke døren til omverdenen, der kalder. Og maven, der skal have lidt sol. Og den sol, der for øvrigt skal lagres i kroppen og på nethinden, inden vinteren bliver helt mørk.

Lille tur, men langsom, til Las Salinas lige nord for byen. Naturlige swimmingpools beskyttet mod oceanet af vulkanske rør og sten. For mig var det dog for koldt at bade. Luften 23 grader, men blæsende – og vandet køligt, mildt sagt. Men at ligge og lytte til Atlanterhavet var lige så godt.

I morgen tager jeg nok en lokalbus for at komme så tæt på, som jeg kan, til  Europas eneste kaffeplantage, og så gå det sidste stykke.