Atter i Erquy

Mimoser, tænkte jeg en dag sidst i december. Det er 40 år siden, jeg har set mimoserne blomstre. Dem må jeg se – mindst én gang mere i mit liv. Som tænkt, så gjort. Fik bestilt fly og en 1-værelses lejlighed i 2 uger. For altså – igen et alderstegn? – den store lejlighed, som jeg plejer at leje, og som er lige så billig som denne 1-værelses, den begynder altså at være lidt trættende. Eftersom udlejeren er englænder og bor i Australien har han fuldkommen tillid til sine lejere. Den ene lægger nøglen til den næste osv. Alle skal sørge for rengøring og vask af sengetøj, håndklæder, viskestykker. Jeg har været så glad for al den tillid. Og det var her, jeg begyndte og afsluttede skrivning af min bog.

Men – de sidste gange har lejere forladt lejligheden uden at gøre ordentlig rent. Jeg har skullet starte mit ophold med grundig rengøring for at kunne holde ud at være der. En af gangene var støvsugeren gået i stykker – uden at det var blevet signaleret til udlejer. Altså tykt lag støv overalt – og jeg måtte ud at købe støvsuger (straks refunderet, men alligevel).

Og så ligger lejligheden ret højt over byen. Må erkende, at de første dage er det virkelig udmattende at bære indkøb op.

Lang historie for at fortælle, at det er en ny bolig denne gang.

Jeg fik planlagt et besøg hos et vennepar i storbyen Nantes på vejen ned, og et besøg hos ex-svigerinde og svoger i Bretagnes største by, Rennes, på vejen hjem.

Så var jeg parat til at møde mimoserne. Men vennemails fortalte om tidlig blomstring i år, allerede fra starten af januar. Altså indstillede jeg mig på at gå glip af dem.

To dage før afrejsen begyndte jeg at pakke. For ikke at stresse med det denne gang. Har tidligere fortalt, hvordan denne del af rejsen bliver mere uoverkommelig.

Disse pakkedage. Engang kunne jeg nå det en aften efter arbejde og rejse næste morgen. Og nu: To hele dage!

Den første dag ligger alt det, jeg gerne vil have med spredt ud over soveværelse, badeværelse, stue og ligner noget, der aldrig vil kunne være i en lille kuffert og en skuldertaske, subsidiært lille rygsæk. Det kunne det altså heller ikke. Det er også vinter i Bretagne, så strikketrøjer fylder. Selv efter udelukkelsesmetoden måtte jeg indse, at jeg blev nødt til at bestille “medfølgende bagage”. Det viste sig senere, at kufferten faktisk vejede lige under 8 kg – rygsækken 3, så jeg kunne ha’ skåret lidt mere ned og haft plads til det i kabinen. Alligevel var jeg næsten lykkelig over ikke at skulle ha’ det hele med i flyet. Al den bæren op og ned ad trapper, løfte op på hylden i flyet efter at ha’ snoet mig gennem kabinen med det hele. Det bliver mere udmattende med tiden.

Og følelsen af endelig at sidde i flyet efter al den pakken ned (flyskammen, som begynder at plage mig, blev også pakket væk) er så meget større og afslappende.

Jeg er nået frem. Efter besøget i Nantes, det varme gensyn med vennerne. Næste dag videre med tog. Et vennepar, der hentede mig og kørte mig de sidste 20 km. Undervejs var vi ude og gå en tur. Mimoserne blomstrer stadig. Ren fryd for øje og sjæl.

Nu er jeg nået frem. Og måske er jeg ikke bare nået frem, men på en måde hjem. Jeg boede i denne ejendom de to sidste år af mit liv her, fra 1978-80. I en stor lejlighed på to etager øverst oppe med masser af havudsigt. Her er, i min lille bitte lejlighed, føler jeg mig alligevel hjemme. Altan og havkig. Hvad kan jeg ønske mere?

 

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension siden 2012 og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.