At skriverejse

ARBEJDSREFUGIUM – en skriverejse på fem døgn.

Jeg skriver. Altid. Kan ikke lade være. Det er vel nærmest som med folk, der maler. De kan ikke lade være. Selv de, der aldrig udstiller, fortsætter med at male. Malerierne hober sig op i gange og kældre. Og de bliver ved. Sådan har jeg det med skrivning. Jeg maler med ord. Og notesbøger og hæfter hober sig op i skuffer. Ingen har set dem, læst dem. Men hvis jeg ikke havde skrevet, havde jeg forstået mit liv mindre. Skrivningen har hjulpet mig i svære og lykkelige perioder. Fastholdt flygtige tanker og oplevelser. Jeg har gennemlevet dem igen. Forstået dem bedre. Måske endda gjort virkeligheden mere sansende ved at skrive den.

Da jeg var yngre, drømte jeg somme tider om at blive forfatter, men skrinlagde det og stillede mig tilfreds med de, somme tider, næsten daglige skriverier. Men engang blev jeg spået, at jeg skulle skrive en bog.

En bog er udkommet. For jeg brugte nogle af mine hæfter til at skrive bogen Efter Sara. Var det den, den clairvoyante mente? Jeg var tilfreds med at have skrevet den – samtidig med, at jeg syntes, det var en bog, som ikke burde have været.

Og med alderen oplever jeg igen, at ”noget skal jeg da lave”, når jeg ikke længere orker frivilligt arbejde, enkelte undervisningstimer og alt det, jeg somme tider synes, at jeg bør. Så dukker ønsket om at skrive noget, ”der kan bruges af andre” op igen (og det kunne min bog om sorgprocessen jo). Derfor har jeg i flere år skrevet med tanken om en slags erindringsbog, som også fokuserer på alderdommen. Fordi få bøger gør. En slags ”coming of age” om alderdommen.

Jeg har prøvet og prøvet at strukturere og organisere alle disse skriverier. Til ”noget”. Men lige godt, hvor mange planer jeg lægger, så er jeg endnu bedre til overspringshandlinger end til at føre planerne ud i livet.

Derfor besluttede jeg at prøve et arbejdsrefugium. Flere steder tilbyder ophold til forfattere, kunstnere og andre, der af én eller anden grund har brug for at fordybe sig i et arbejde. Så jeg tog til Vester Thorup Højskole, som jeg valgte ud fra praktiske grunde: Jeg skulle kunne komme nemt til stedet med bus. Der skulle være indkøbsmuligheder i nærheden. Men ku’ det ikke også være spændende med at bo på en højskole? Jeg, der kun har besøgt nogle. Og, ja, så ligger Vesterhavet nogle km væk.

Da jeg først var der, alene, var det en lidt underlig oplevelse. Om dagen var der et par ansatte til stede, men om aftenen var jeg bogstaveligt talt alene på højskolen, som lejer værelser ud som arbejdsrefugium, når der ikke er ugekurser eller lange kurser. Den første aften var spøjs. Det, at gå gennem lange, tomme gange, hvor lyset tænder, når man træder ind i et nyt område og slukker efter én. Altså – jeg var ikke urolig på den bekymrede måde. Det skal ikke lyde, som om det gjorde mig bange. Faktisk bliver jeg sjældent bange – og slet ikke for at være alene. Nej, det var nærmere et spørgsmål, om jeg nu kunne finde ro og struktur på så stort et sted.

Overvejede, om de lange gange kunne inspirere mig til historier. Finde energien, livsglæden, optimismen gennem alle de unge liv, der har udfoldet sig her. I tiden som folkeskole, som efterskole.

Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det var godt at være her alene. Hvordan jeg ville have svært ved at klare at bo med en ukendt anden, at spise i flok, vaske op, rydde op i grupper, indordne mig under en fællesnævner. Selv om jeg elskede at bo i kollektiv i en årrække, så overvejede jeg aldrig et højskoleophold, da jeg var ung.

Ok, jeg er 72 – og det er jo heller ikke det, der er meningen. Det var bare forstyrrende tanker om også mit eget levede liv, før jeg nærmest blev eneboer.

Og allerede dagen efter gik det godt, rigtig godt. Jeg mærkede, at energien, skriveenergien kom. Næsten helt af sig selv. Fandt ud af, at det ville være en god idé at gøre, som Anni, forstanderen, foreslog, at bruge et hyggeligt grupperum på første sal som arbejdsrum. Jeg er jo alene. Og at bevæge mig væk fra mit værelse for at arbejde føltes rigitg. Jeg gik på arbejde for at skrive. Flere hundrede meter vist, gennem gangene.

Jeg fandt hurtigt en rytme, langt nemmere end jeg havde forestillet mig. Stå op ved 6-tiden, lave yoga. Gå gennem gangene til køkkenet og lave kaffe. Drikke den første kop på værelset, meditere på dagens skrivning. Skrive lidt i hånden. Tage bad, gå i køkkenet, lave morgenmad, tage den med op i arbejdsrummet, være klar til at skrive ved 9-tiden.

Skrive hele formiddagen med få minutters pause en gang i timen (min telefon var sat til at ringe). Frokost, gå en tur (som regel til Brugsen eller den gode fiskehandel. En enkelt gang købte jeg også der 18 cl rosévin. Festaften!) Og kun én tur til stranden, fordi der var 8 km frem og tilbage. Det ville tage for megen arbejdstid ud. Skrive videre resten af eftermiddagen. Aftensmad. Lidt mails. Lidt avis-på-nettet-læsning. Måske lidt TV. Og så i seng.

Ikke siden jeg skrev Efter Sara har jeg været så arbejdsom i min skrivning og på så struktureret en måde. Og ligesom dengang, synes jeg hver anden dag, at det er rigtig godt, det, jeg har skrevet. Hver anden dag, at det er noget bras -og-hvordan-kan-jeg-tro-at-det-vil-være-interessant-for-andre. Og, også ligesom dengang, gør jeg det, som man helst ikke skal gøre. Jeg redigerer i gårsdagens skrivning, inden jeg går videre. Men – sådan fungerer det altså bedst for mig.

Jeg var træt og glædede mig til at komme hjem efter fem døgn. Mest pga. den form for rastløshed om aftenen, når der ikke var andet at lave end at se lidt tv på den bærbare. Forstanderen og den lærer eller to, som sad på skolen og arbejdede i løbet af dagen, gik ved 15-16-tiden. Så jeg var virkelig alene – og oplevede en slags ensomhedsfølelse, som jeg ellers ikke kender. Eller snarere en forladthedsfølelse. Altså jeg talte jo heller ikke med de andre om dagen. De respekterede min arbejdsro, jeg deres. Men der var ”nogen”. Andres tilstedeværelse, selv uden interaktion, betyder noget. Selv når jeg rejser langt alene, oplever jeg ikke ensomhed eller forladthed. For jeg ser mennesker omkring mig. Kan række ud efter dem.

Men det var i bund og grund godt at opleve. Den hjalp mig bl.a. til at indse, at så meget eneboer er jeg alligevel ikke. Og at forstyrrelser også kan være gode. Jeg behøver jo ikke reagere på dem midt i en arbejdsproces. Ikke bruge dem til overspringshandlinger. Det kan jeg i hvert fald tage med mig hjem. Plus en idé om, at det vil være godt at bruge bibliotekets læsesal, når jeg vil fordybe mig. Altså gå ud og arbejde, så jeg ikke forfalder til at gøre alt det, der skal vaskes, laves, ordnes.

Det var simpelthen guld værd at tage på det ophold.

 

 

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

4 tanker om “At skriverejse”

  1. Dine skriverier kære benthe,er virkelig inspirerende.Tak for det. Vil læse din sorgbog meget snart.
    Tumler med at skrive en bog til min voksne søn,da der er så meget uudsagt imellem os.Er dog i tvivl om hvordan jeg bedst gør det.Ku`du ha`et forslag?
    Bedste hilsner marianne

  2. Kære Benthe
    Jeg læste netop din blog her. Dels fordi jeg har været på kursus på Vester Thorup højskole et par gange, dels fordi nogle få ord gjorde mig nysgerrig, og når nysgerrigheden er vakt mener jeg, at jeg skal følge den.
    Din tekst flyder og er dejlig let læselig ud over at den er meget personlig. Jeg kan virkelig godt lide din skrivestil, som også afslører din måde at se alting på.
    Jeg er selv i en situation, hvor jeg ganske vist har skrevet 5-6 mere eller mindre ufærdige romaner, og efter endnu et afslag for nylig (en skrivekonkurrence) sidder jeg og tænker nøjagtigt det samme som du: nå ja, det var de 65.000 ord. Så ligger de da bare i skuffen (i dag gemt på en usb-dims). Som du, skriver jeg også lige så gerne i hånden, for jeg skriver også altid og hver dag… trangen er der, og om der er så er nogen, der en dag gider læse det, er langsomt ved at træde i baggrunden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *