Altså – jeg overvurderer mig selv, når jeg tror, at jeg kan tage til et ukendt sted og så bare skrive (fortsætte alt det, jeg fik struktur på, da jeg var på skriverefugium). Det er jo ikke til at lukke døren til omverdenen, der kalder. Og maven, der skal have lidt sol. Og den sol, der for øvrigt skal lagres i kroppen og på nethinden, inden vinteren bliver helt mørk.
Lille tur, men langsom, til Las Salinas lige nord for byen. Naturlige swimmingpools beskyttet mod oceanet af vulkanske rør og sten. For mig var det dog for koldt at bade. Luften 23 grader, men blæsende – og vandet køligt, mildt sagt. Men at ligge og lytte til Atlanterhavet var lige så godt.
I morgen tager jeg nok en lokalbus for at komme så tæt på, som jeg kan, til Europas eneste kaffeplantage, og så gå det sidste stykke.
