Bretagne i 5 uger eller Brøndums Hotel et døgn?

Bretagne eller Brøndums? Det minder mig om “Husk lige tandbørsten” fra 90’erne, hvor deltagerne kunne vinde en rejse til et fjernt land, hvis de var heldige, eller til et eller andet sted i Danmark, hvis de var uheldige. Husker specielt den aften, hvor mulighederne var Nepal eller Nibe – og deltageren måtte nøjes med Nibe.

Nu er Brøndums Hotel ikke noget jeg nøjes med, men noget jeg vælger i stedet for Bretagne. Noget skal der ske.

Da jeg begyndte at fortælle, at jeg skulle to dage til Skagen, med en overnatning på Brøndums, var spørgsmålet: Hvem skal du af sted sammen med? Jamen det havde jeg slet ikke tænkt på – at skulle af sted med nogen. Jeg skulle bare af sted og samle tanker og følelser, lade vind og forhåbentlig lys og sol klare det arbejde.

Jeg begyndte at skrive ovenstående den 9. september, tror jeg. så det er snart to måneder siden jeg havde mit eget lille stille retreat deroppe.

Lyset fik jeg ind på flere måder. Den høje himmel over stiv kuling. Lyset i Anna Anchers malerier på den vidunderlige særudstilling om hende på Skagen Museum, hvor jeg startede, så snart jeg ankom.

Ophold på Brøndums Hotel, der selvfølgelig måtte begynde med ét af deres kæmpestore lagkagestykker med kaffe til, mens jeg sad der og vænnede mig til, at her er man “De’s”.

En eftermiddag med gåtur langs Sønderstrand mod Grenen, delvis afskærmet for vinden, der måtte komme fra Vest. Indtil jeg nåede på højde med Grenens parkeringsplads og var i åbent landskab og næsten ikke kunne stå på benene. Jeg så bagefter, at der havde været vindstød op til 88 km i timen. Opgav at nå Grenen og kæmpede mig hjem til hotellet langs vejen.

Godt gennemblæst nød jeg at komme ind på mit værelse, hvor jeg næsten kunne fornemme historien træde ud af væggene med en gammel skolefrøken, der trængte sig på i mine tanker. En historie, der måske skal fortælles på et tidspunkt.

Da der ikke var plads til mig til spisning i hotellets restaurant om aftenen, valgte jeg at gå hen på Hotel Skagen. Jeg er så vant til at gå ud og spise alene, når jeg rejser i udlandet, men her var jeg opmærksom på, hvordan alles øjne rettede sig mod mig (okay, de flestes), da jeg bad om et bord til én og blev vist derhen af tjeneren. Det eneste ledige bord i en fyldt restaurant. Det føltes lidt ubehageligt i starten, men så hengav jeg mig til én af mine yndlingsbeskæftigelser, når jeg spiser alene: Opdage de par, som sidder tavse overfor hinanden og kigger hver deres vej. Eller ned i mobitelefonen. Mens jeg da kan glæde mig over ikke at være en del af det. Sidde og føle mig fri og let.

Hjem til hotellet. Krybe i den bløde, hvide badekåbe, som er lagt frem.

Eneste minus er, at toilet og badeværelse er på gangen. Lidt træls for én som mig, der skal op og tisse om natten. Men hellere være i den gamle bygning uden toilet og bad end i et anneks med det hele.

Morgenmad og strandtur. Nu blæser det ikke længere, og jeg kan sidde/ ligge en times tid i sandet, mens solen varmer mig med de sidste stråler af sommer. Bytur og spisning på en lille café inden jeg skal med toget om eftermiddagen.

Hensigten med at samle tanker og følelser, ønsket om at få en slags overblik over mit liv med lige nu og hvad så, lykkedes ikke. Tiden var for kort, må jeg erkende. Men tankerne blev blæst rundt og landede vel på en ny måde, og det var godt nok og en dejlig pause lige der, hvor jeg havde brug for den.

I december tager jeg derop igen. Med to veninder fra den tidlige ungdom. En kvindetur, som vi længe har talt om. Det blev Skagen, vi besluttede os for.

Hvis kommunegrænserne nu ellers åbner igen den 3. december efter Nordjyllands nedlukning pga. Covid19 mutationen til Cluster 5 gennem mink.

 

Frankrig er aflyst

Jeg skulle ha’ været i Frankrig i fem uger. Fra i tirsdags.

Men da de nyeste rejsevejledninger kom torsdag i sidste uge, blev al unødvendig rejse til Frankrig frarådet. Corana-tallene var steget massivt. Pyt, sagde jeg. I det departement i Bretagne, hvor jeg skulle være, har smittetrykket altid været og er lavt. Lavere end i Danmark. Men fik alligevel kolde fødder, da jeg læste om rejseforsikring, der ikke dækker –  hvis nu.

Det blå kort, der skulle dække – og så alligevel. I værste fald hjemtransport af kiste for egen regning. Så aflysning. Og pyt, sagde jeg også til det. Jeg indstiller mig hurtigt på nye betingelser. Og at alt er i evig forandring.

Men – tristessen indhentede mig. Som et nedslag lørdag. Efter at alt det praktiske med aflysning var afsluttet.

Trist og lidt tom. Lidt forladt. Efter at ha’ været fyldt af rejseforberedelser. 5 uger er lang tid at være væk.

Trist over at gå glip. Gå glip af mit franske liv. Mine venner. Gå glip af ham, der efter 40 år igen er blevet mere end en ven. Gå glip af den familie, jeg er forblevet en del af i 50 år.

Og trist i erkendelsen af, at jeg har mistet én ud af de resterende rejser i den indskrumpede fremtid.

Bretagne bliver skiftet ud med Brøndum. 5 uger i Bretagne med et døgn på Brøndums Hotel i Skagen.

Og det positive: Jeg har kun spist lagkage der, nu skal jeg bo der. Et døgn med historisk kulisse.

Og noget mere positivt. Sådan rent økonomisk. Jeg har fået alle mine udgifter med leje af lejlighed, fly og tog i Frankrig tilbagebetalt pga. situationen. Lynhurtigt og fhv. nemt. Ift. fly, tror jeg, at det har været en fordel, at jeg købte direkte hos KLM i stedet for at gå på Momondo, som jeg ofte gør.