Corona-tiden

En rejse gennem nedlukning og oplukning.

Danmark genåbner. Jeg har næsten frygtet genåbningen, hvorimod nedlukningen var nem. Virkelig nem.

Corona begyndte at sprede sig, mens jeg var i Frankrig. Ikke i den del, jeg opholdt mig i, men i andre regioner. Og første melding om smitte i Danmark kom lige inden, jeg skulle hjem. Jeg tog ikke nyhederne om corona særlig alvorligt dernede. Det gjorde mine venner heller ikke. Først da jeg tog hjem gennem de to store lufthavne, Charles de Gaulle og Schiphol, Amsterdam, strejfede tanken om smitte mig. Tusindvis af passagerer, der kom fra alle mulige lande. Uden nogen form for tjek.

Få dage efter at være kommet hjem, ændrede min egen adfærd sig fra at have været sådan lidt hø, hø, er folk ikke lidt hysteriske, mens jeg gik rundt og sagde: “Det er jo bare en influenza. Folk skal dø. Af noget. Jeg er ikke bange for at dø. Og er det ikke bedre at dø hurtigt, hvis det nu skulle gå så galt.”

Men hov, tænkte jeg så, de der store lufthavne, som jeg lige havde været igennem. Kunne jeg være én af de potentielle smittebærere? Og dårlig samvittighed opstod på vej hjem i bussen efter at have været på café i Aalborg. Selv om jeg ikke var bange for smitte og død, så lignede det jo ikke noget at smitte andre. Jeg besluttede mig for at blive hjemme, indtil der var gået 14 dage efter min hjemkomst. Selvvalgt karantæne. Nåede det lige, dagen inden Mette Frederiksen lukkede landet ned.

Min rapport fra karantæneperioden er kun positiv.

En velgørende stilhed. Følelsen af at have tid. Oceaner af tid. Intet, der skulle nås. Intet jeg skulle. Aftaler, der blev slettet fra kalenderen. Jeg tror ikke, at jeg siden barndommen har haft så blivende en følelse af at have tid nok. I mit voksenliv har tid altid været en mangelvare. Alverdens meditation og bekræftelser om at have tid nok, har ikke givet mig en blivende følelse af sandheden i den bekræftelse. Og pludselig kom Coronaen og nedlukningen med den ro og stilhed, der spredte sig over landet.

Roen og stilheden spreder sig. Er det den, der når helt ind til mig. Den, der breder sig hertil, hvor jeg sidder i min karantæne. Roen og stilheden, der smyger sig ind under døren, gennem sprækkerne i vinduerne på klem, omgiver mig, hvisker: “kan du mærke os? Roen og stilheden? Du må gerne give dig hen til os, lade dig omslutte, selv om du er lidt skamfuld over at føle dig så godt til pas, hvis mange lider. Vi vugger dig blidt ind i den kollektive ro. Lev. Lev anderledes. I er tusindvis, der lærer det i øjeblikket. Nyd det. Bevar det til tiden efter. Den indre ro og stilhed får I brug for, når verden åbner sig igen. Når regningerne skal betales. Når efterslæbet ikke må overvælde jer. Tag det ind, lige nu, den sidegevinst I får af samfundets og sjælens ro, som I oplever, når I ikke skal yde, ikke være parate. Bare være.

Jeg gav mig hen. Tænk, jeg fik lov til at være lige så introvert og langsom og lydfølsom, som jeg i bund og grund er. Efter at have levet et liv som ekstrovert og ret social, har jeg de sidste år befundet mig godt ved at være mere “inde” end “ude”. Men det her, det var virkelig anderledes. Ren nydelse. Jeg overvandt skyldfølelsen over ikke at “lide med de lidende”. Glædede mig over, at mens samfundets puls faldt, fik planeten et åndehul. Jorden egen puls faldt. Planeten kunne ånde, mens biltrafikken blev langt mindre, og flytrafikken stort set gik i stå. Coronakrisen kunne gøre det, som alverdens klimaplaner ikke formåede.

Jeg kunne glæde mig over at være pensionist, som ikke skulle tænke på arbejde, fyringer, lønnedgang, hjemmeundervisning af børn, men at jeg ud over bare at være kunne lære noget nyt.  Bruge tiden på et intensivt skrivekursus, lære at bruge Zoom til møder med skrivegruppe. Middage over Skype eller Messenger med venner, eller bare en kop kaffe eller et glas vin og en god snak. Karantæne i ro, uden at føle mig isoleret.

Derfor har jeg følt lidt uro ved genåbningen. Jeg har fundet ud af, at jeg, siden jeg gik på pension, aldrig har sat mit tempo lige så meget ned, som jeg egentlig har brug for. Få aftaler om ugen er rigeligt. At jeg somme tider er i Aalborg (og med bus frem og tilbage) 5-6 gange på en uge, det vil jeg til at styre anderledes. Meget anderledes.

Så der er mere tid til rejsen ind i stilhed og ro.