En slags knudepunkt i livet

Dette indlæg handler mere om livets rejse end rejsen som sådan.

To uger i Erquy – det er ikke nok. Da jeg havde været der i lidt over en uge, gik jeg i gang med at undersøge, om jeg kunne leje nabolejligheden på to værelser i hele september måned. Det kunne jeg. Underligt, som jeg havde været lidt forbeholden over at være der. Vist nok. I hvert fald de første dage. Men nu var jeg der. Fuldt ud. Jeg kan læse det i mine notater:

Det er sen vinter. For første gang i 40 år vender jeg tilbage på denne årstid. Jeg vil se mimoserne blomstre. Dem har jeg ikke set i al den tid. Jeg fylder mine øjne med gult. Træer i alle størrelser dækket af bitte små, fine, gule blomster, der føles som fløjl, når jeg forsigtigt rører én af dem med pegefingeren. Træerne står som kæmpestore gule buketter med alle disse gule blomster, der bugner på hver gren.  Når jeg læner mig frem, eller strækker mig på tæerne for at lugte til blomsterne, fylder den honningagtige duft mine næsebor.

Jeg er her.

At bo i den ejendom, som jeg boede i fra 1978-80, bringer erindringerne fra dengang tæt på nutiden. Så tæt på nutiden, at en gammel kærlighed bliver vakt til live. Min gamle kæreste fra dengang. Altså vi har mødt hinanden år efter år, har bevaret venskabet gennem tid og afstand. De sidste år er vi kommet endnu tættere på hinanden. Og på etagen under det, der var rammen for vores kærlighedshistorie, genfinder vi hinanden. Uden krav. Og med humor. Den humor, som man kan tillade sig at have i vores alder.

Det er som om, at hvis jeg skal finde en form for rød tråd i mit liv, så er det hernede, jeg skal finde den. Den røde tråd i det levede liv. Måske bliver det mere vigtigt med alderen at se kontinuiteten. Favne hele det liv, der har været. Når jeg kigger tilbage på det liv, jeg har levet, er det, som om der er mange liv i ét. Erquy bliver knudepunktet til mine mange liv. Det føles, som om mine forskellige liv mødes her. Herfra er der veje tilbage og frem i livet. Jeg går ved havnen og møder min ex-mand. Så levende i mindet, selv om han har været død i 18 år. På stranden sidder min mor og min mormor som i 1971. Under et af deres besøg. Min mor i min bikini (“Hvor er hun modig, din mor,” sagde vennerne. “I bikini i hendes alder.” Hun var vel 47!) min mormor med en afrikansk hat på hovedet. På en vej, hvor jeg engang boede, kigger jeg ind i haven og ser min bror og danske venner til sommerfest. En ven fra Christiania er også på besøg, han, som var med til at spore mig ind på idéen om at bo der. Og allermest møder jeg mig selv gennem årene. Med alle op- og nedturene, der i den erindring, der fylder nu, kun står som en optur i voksenlivet. En tur, jeg ikke ville have undværet.

Jeg forstår, hvorfor jeg blev her i et par år efter skilsmissen. Ikke bare for at gøre en uddannelse færdig. Men fordi jeg valgte at være her. Jeg var flyttet hertil, hvor jeg er nu, i den der lejlighed ovenpå. De sidste to år af mit franske liv var det mig i Frankrig. Byen her, omgivelserne, naturen, vennerne. Alt det, der var blevet MIT liv. Når lysten til at flytte tilbage til Danmark viste sig, var det fordi jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde det nu, ville jeg aldrig kunne gøre det. Jeg var i en slags overgangsfase, hvor jeg følte mig fransk, når jeg var i Danmark, og stadig dansk, når jeg var her. Jeg måtte vælge. Også fordi kollektivtanken kaldte. Gamle venner, der var flyttet på Christiania. Sådan et liv, ville jeg ikke kunne få her.

Den beslutning – om at vende tilbage til Danmark – er jeg glad for at have taget. Men sådan var det slet ikke i starten. Livets skift kan være svære, og jeg fik det sværere, end jeg havde regnet med, da jeg kom til Danmark for at blive. Så svært, at jeg skulle kæmpe imod lysten til at flytte “hjem til Frankrig”. Jeg aftalte f.eks. med institutionen, jeg havde arbejdet på i Frankrig, at hvis det ikke gik bedre, kunne jeg komme tilbage.

I Danmark følte jeg mig fremmed. Det var meget anderledes at bo her end at være hjemme på ferie. Noget, der var medvirkende til, at jeg oplevede det som svært, var helt sikkert det, at nu var jeg “bare en dansker i Danmark”. I Frankrig fik jeg gennem alle årene ret meget opmærksomhed på min “fremmedhed”. Døre åbnede sig, jeg blev ved med at være interessant qua det at være dansker. I Danmark var jeg bare én ud af massen. Nye mennesker var ikke særligt interesseret i min “anderledeshed”, i mine år i Frankrig. Jeg måtte arbejde langt mere på at finde og skabe mig min plads, end jeg nogen sinde havde gjort gennem mine 10 år i Frankrig.

Og meget ændrer sig på 10 år. Jeg lagde især mærke til, hvor  meget sproget havde ændret sig. Nye ord og udtryk, som jeg næsten ikke kunne tage i min mund. De var ikke kommet ind gradvist, de var der bare alle sammen på én gang. Udtryk, som andre brugte, men som længe lød fremmede. Savnet efter Frankrig (og kæresten). Og så var jeg blevet voksen i Frankrig. Væk fra danske sammenhænge. Det tog tid at få den coming of age historie med i mit danske liv. Det tog tid at slå rødder. Men da jeg gjorde det, vidste jeg, at jeg havde gjort det rigtige.