Canariernes venlighed

Da jeg skulle hjem fra Kaffeplantagen, gik det op for mig, at der først var en bus tilbage til Puerto de las Nieves ca. 3 timer senere. Men 6 km. Det kunne jeg jo nemt gå. Ja, jeg fandt faktisk lynhurtigt ud af, at der ikke var noget, jeg hellere ville bruge tiden på end at gå hjem. Godt nok på den almindelige vej, for google map kunne ikke vise mig stier. Men langs vejen og med udsigt til dalen, ville det være en vidunderlig tur alligevel.

Men så begyndte noget, jeg allerede oplevede forleden på vej hjem fra gravpladsen. Jeg var standset op for at tjekke, om jeg nu gik i den rigtige retning (og det gjorde jeg ikke). Og mens jeg stod og tjekkede, standsede først én bil, så en anden, folk, der spurgte, om jeg havde brug for at få et lift (på engelsk – jeg kan vist ikke camouflere mig som ikke-turist). Begge gange, mens de bagvedkørende biler stoppede med hvinende bremser, og jeg venligt afslog. Jeg ville gerne gå.

Det samme i dag. Jeg havde ikke gået langt, før biler begyndte at standse – og der blev igen råbt, om jeg ville med. Og igen med fare for harmonikasammenstød. Så jeg blev helt stresset – og opgav at sige nej. Jeg sagde i stedet nej til min vandretur og goddag til nogle venlige mennesker, som kørte mig lige til hotellet. Vi snakkede tysk sammen – og med mit sparsomme tysk opgav jeg at spørge, om det var den generelle venlighed på øen, der gjorde, at folk standsede – eller om det var for at hjælpe en gammel kvinde. Jeg takkede bare for hjælpen

En kaffeplantage

Ca 6 km fra, hvor jeg bor, ligger de eneste kaffeplantager i Europa. Ja, jeg troede kun, der var én, men der er tre. Jeg synes, det er lidt af en tilsnigelse at kalde det “kaffeplantage i Europa”. Det er jo nærmest Afrika. Men det skal jeg måske ikke diskutere.

Fandt en busrute, der bragte mig næsten helt derop. Jeg havde valgt at besøge den mindste – og det tror jeg var et godt valg, for ved den, der ligger nærmest ved siden af mit valg, holdt der store busser parkeret. Her fik jeg rundvisning alene. 350 kaffeplanter, hvis jeg husker rigtigt, på et fhv. lille område. Beplantningen er tæt. I lysninger er der også plads til mango, lime og andre frugttræer. Kaffebønner i forskellige stadier, fra blomst, til grøn, til rød. Økologisk dyrkning. Alle bønner bliver håndplukket. Det eneste industrielle er ristningen, fordi det vil tage alt for lang tid at riste så meget i pander, og bønnerne ville blive meget uensartede (jeg prøvede dog at riste en lille portion og oplevede, hvor nemt nogle blev næsten sortbrændte, mens andre var lyse).

Jeg undrede mig en del over, at man kan leve af så lille en produktion – ca 3000 kg om året. Bønnerne mister 10% i vægt for hvert led i bearbejdningen. Så fra 30.000 kg skrumper de til 3.000. Men så koster en pose på 250 g altså også 30 euro. Så omsætningen bliver alligevel 360.000 euro om året. Ved hurtig udregning sku’ det vist give 27 millioner kroner. Jeg var lige ved at ynke familien, men det behøver jeg vist ikke.

Det meste af kaffen bliver solgt til besøgende og til en forretning i Las Palmas. Den sidste del bliver sendt til udlandet, købt af kaffeentusiaster.

Besøget sluttede med kaffesmagning, lidt hjemmebag, banan- og mangolikør. Og kaffen ER unik. Det er første gang, jeg i den grad har nydt en kop kaffe uden fløde – eller bare mælk.

Jeg købte en pose til 30 euro. Aldrig har jeg da troet, at jeg ville købe så dyr en kaffe. Og den skal nydes uden fløde!

 

At overvurdere mig selv

Altså – jeg overvurderer mig selv, når jeg tror, at jeg kan tage til et ukendt sted og så bare skrive (fortsætte alt det, jeg fik struktur på, da jeg var på skriverefugium). Det er jo ikke til at lukke døren til omverdenen, der kalder. Og maven, der skal have lidt sol. Og den sol, der for øvrigt skal lagres i kroppen og på nethinden, inden vinteren bliver helt mørk.

Lille tur, men langsom, til Las Salinas lige nord for byen. Naturlige swimmingpools beskyttet mod oceanet af vulkanske rør og sten. For mig var det dog for koldt at bade. Luften 23 grader, men blæsende – og vandet køligt, mildt sagt. Men at ligge og lytte til Atlanterhavet var lige så godt.

I morgen tager jeg nok en lokalbus for at komme så tæt på, som jeg kan, til  Europas eneste kaffeplantage, og så gå det sidste stykke.

Atlanterhavet

Allerede to hele dage her. Jeg bruger tiden til små ting. Som at sidde og nyde at kigge ud over Atlanterhavet. Glo på bølgerne om morgenen, på solnedgangen om aftenen.

Det er vist kun tredje gang i mit liv, at jeg er så tæt på Atlanten. Selv om det er umuligt at se, at det er lige ved det hav, jeg befinder mig, så folder den indre oplevelse sig ud: At være lillebitte på en lillebitte ø, omgivet af så stort et ocean. Og mine tanker strejfer Columbus, som måske/ måske ikke gjorde ophold på Gran Canaria, inden han begyndte den lange rejse.

Lang travetur i går mod et arkæologisk center med en nekropol, hvor gravene er bygget op af lavasten. (Maipés Arkæologiske Park). Begravelsesritualer fascinerer mig, og det føltes godt at tilbringe tid i solskin og let vind omgivet af de dødes by, og den stilhed, der var der.

Gran Canaria

Det bliver en mere og mere mærkelig måde at rejse ud på – når jeg allerede glæder mig til at være hjemme igen. Inden afrejsen har jeg virkelig ikke lyst til at rejse. Men har det ikke været sådan altid? Kan ikke rigtigt mindes glæde ved selve afrejsen. Inden, jo. Spændingen, længslen efter at komme ud, når billetterne var købt, en lejlighed, et hotel eller et hus bestilt. Men når selve afrejsen nærmede sig… Så dalede længslen. Jo, sådan har det været. Og jeg husker også, at når jeg så sad i flyet – eller bilen endelig kørte ud af byen, så kunne jeg læne mig tilbage og nyde.

Det er bare – som jeg nok allerede har fortalt – blevet værre med alderen. Bliver irriteret over lufthavne, fly med så mange presset sammen i flere timer. Kunne jo også bare glæde mig over al den tid til at meditere, og at det er muligt at transportere over 200 mennesker samlet gennem luften og lande på en lille bitte ø i Atlanten. (Nu ser jeg bort fra den flyskam, som jeg også begynder at lide af).

Så hver gang jeg inden afrejsen denne gang tænkte “Hvad skal jeg dog dernede?”, tænkte jeg også “Åj, jo. Væk fra regnen. Sol på maven. Skrive. Huske.”

Efter al den modvilje landede jeg her og mærkede straks den milde luft, følte en stille glæde over den forudbestilte taxi, der skulle køre mig halvvejs rundt om øen. Altså vi taler om en ø, der er lidt større end Lolland, halvt så stor som Fyn. Men det tog alligevel sin tid, for aftentrafikken omkring Las Palmas var tæt og langsom, og min undren steg: Altså så lille en ø med en storby med næsten 380.000 indbyggere. En anden ting at glæde mig over: At jeg ikke skulle bo i al den trafik.

Ud for at spise aftensmad, så snart jeg ankom. Klokken var næsten 21. Ned til havnen og alle de små hyggelige restauranter. En god salat. Et godt glas rødvin. Omgivet af spaniere og canarier. Ingen andre sprog så langt min hørelse rakte. Godt, at jeg ikke tog til den sydlige del, hvor jeg nok kun ville høre skandinaviske sprog. Her sneg der noget fordømmelse ind! Stop med det! Jeg var godt landet. Selv om her dukkede en ny skam op – sprogskam. Jeg bliver næsten flov, når jeg ikke kan kommunikere på et lands sprog. Men det må jeg så lære at leve med de næste dage. Ligesom flyskammen, når jeg skal hjem igen.

Den første morgen vågnede jeg til en våd tagterrasse. Ingen morgenyoga der, og den første kop kaffe blev nydt stående. Men udsigten var dramatisk, og luften mild. Og – jeg har jo bevidst valgt den solsikre sydkyst fra. Så ingen grimme tanker om regn og skyer.

 

Vinterrejse

Alt det der med at finde en billig afbudsrejse – det opgav jeg. Og de rejsebureauer, der reklamerer med singlerejser: “Du skal ikke betale ekstra for eneværelse”, lyder det flot. Nej, det skal jeg vel ikke, når en uge koster over 6000 kr!

Så jeg gik i gang med at finde flyrejse. Nu var jeg for sent ude til at nyde efteråret i nærheden af Malaga. November er den måned, hvor det regner mest der. Tyrkiet – også for koldt. Tunesien – der var jeg engang på familietur i november, og aftenerne og nætterne var altså meget kolde. Marrakech virkede tillokkende. Meget endda. Det er længe siden, jeg har været i arabisk kultur. Men – jeg længes også så meget efter sol på kroppen. Fik slet ikke sol på maven i sommer. Så – ikke Marrakech. En anden gang. Måske.

Så så jeg tilfældigt en rejsereportage om Gran Canaria. Og sikken en natur. Google fortalte mig, at her er i hvert fald ca 20 grader i november. Det blev så Gran Canaria. Og straks jeg havde valgt, sendte Norwegian tilbud om ekstra billige rejser på en udsalgsdag. De holder vist godt nok udsalg tit, men jeg tog det som et tegn. Og fandt en rejse til Gran Canaria den sidste uge i november for under 1800 kr. incl. valgt sæde. Men allerede der begyndte jeg at føle mig lidt snydt, for jeg følte mig næsten presset til at vælge et sæde for næsten 200 kr. Altså med andre flyselskaber kan jeg gå ind dagen før afrejsen og checke ind og finder som regel et sæde, der passer mig. Måske kan man også det her, hvis man har is i maven til at se bort fra alt det, de tilbyder ekstra.

Og, hvad er nu det for noget. At synes, at en flybillet til Gran Canaria til 1800 kr. er dyr? Burde den ikke koste dobbelt så meget, så jeg kan tænke mig om, inden jeg vælger endnu en gang at flyve? Ja, jeg kommer næsten til at skamme mig over at flyve for anden gang i år.

Men lysten til sol og en oplevelse af sommer vinder altså. Og der er ingen tog dertil.

Så skulle jeg finde et sted at sove. Ikke på sydkysten, som er det mest turistede (men også med garanti for sol og varme – der kan være nogle graders forskel mellem nord og syd, selv om øen er lille). Men altså IKKE Sydkysten. Jeg er bange for at havne i et turisthelvede. Husker nummer to sted, jeg var på Koh Chang i Thailand, der, hvor alle de unge festede hele natten og overdøvede junglens lyde.

Da det skulle være billigt, fandt jeg først en airbnb på nordvest-kysten til ca. 1000 kr. for en uge. Men efter at have talt med en veninde – og vel vidende, at jeg også vil bruge tid på at skrive – kunne jeg godt se, at jeg havde valgt noget lidt skrabet. Et værelse, der ville være ok til en helt igennem aktiv ferie, men hvis jeg også ville have noget, der føltes rart at bo i, så var det ikke lige det. Afbestilte igen. Og fandt så et sted, lidt længere nord på. Et hotel i Puerto de las Nieves. En lille by/ havn, som ser rar ud. Ingen sandstrand, så det afholder i hvert fald inkarnerede strandturister fra at bo der. Høje klipper langs kysten. Naturpark lige i nærheden. En god tagterrasse, hvor jeg kan få sol på maven, og en natur at gå rundt i. Når jeg ikke skriver.

Og – så har jeg allerede haft det første besvær. Jeg havde valgt Norwegian, dels pga. tilbud, dels pga., at de havde et fly fra Aalborg en lørdag morgen ca. kl. 9. Jeg kunne nå at være i lufthavnen kl. 8 med den første bus fra Nibe. Sådan noget er vigtigt, når man lever uden bil. Desuden ville jeg være fremme allerede ved 13-tiden. Jeg ville kunne tage en bus og nyde at se øen stille og roligt på vej mod mit hotel. Se, om der evt. var steder på vejen, som jeg ville besøge.

Men et par uger efter købet modtog jeg en besked om ændring af afgangstidspunkt til kl. 6 om morgenen. Jeg tænkte, at så måtte jeg tage et hotelværelse i Aalborg og en taxa ud til lufthavnen inden flyafgang (for selv fra Aalborg centrum, er der ingen bus til lufthavnen så tidligt en lørdag morgen). Og straks ville rejsen koste mindst 800 kr. ekstra. Jamen, det er lige præcis sådan noget, der har afholdt mig fra Norwegian i årevis. Deres ændringer af tidspunkter.

Jeg var også ude i at tage natbus og ankomme til lufthavnen ved 2-tiden om natten. Men da jeg forhørte mig i lufthavnen, fik jeg at vide, at jeg sagtens kunne komme ind, men at jeg nok ville være den eneste, der sad der i flere timer. Og på de trælse stole i forhallen, for der var ikke åbent til afgangshallen – og de gode lænestole – før ved 5-tiden.

Ved at ringe til Norwegian, fik jeg lavet min billet om, så jeg tager over København og videre derfra til Gran Canaria. Det betyder dog, at jeg først er fremme kl. 18 – to timers ophold i København – og jeg bliver nødt til at tage en taxa dernede. Og ser ikke øen ved dagslys. Øv.

Da jeg så bestilte en taxa, satte de konsekvent mit ankomsttidspunkt til ved 15-tiden om eftermiddagen, for de havde ingen oplysninger om Norwegian fly med ankomst fra København kl. 18:10. Igen opkald til Norwegian: “Kan jeg nu være sikker på, at I sender det fly af sted? I er kendte for at fylde én afgang op, hvis passagererne er for få på en anden afgang.” (Altså alt det, jeg vidste, hvorfor havde jeg glemt det?) Jo, jo, som det ser ud nu, er der rigeligt på afgangen, du er med…

Så jeg er spændt. Mere spændt end sædvanligt. Og, ærlig talt, det lærer mig, at det er ganske formålsløst at spare noget på flybilletten, når det indebærer ændringer og masser af arbejde.

Til tider glæder jeg mig. Til andre tider spørger jeg mig selv om “hvorfor ikke bare Bretagne?” Fordi – der er ingen varme på denne tid. Og jeg er gået glip af sommervarmen.