At skriverejse

ARBEJDSREFUGIUM – en skriverejse på fem døgn.

Jeg skriver. Altid. Kan ikke lade være. Det er vel nærmest som med folk, der maler. De kan ikke lade være. Selv de, der aldrig udstiller, fortsætter med at male. Malerierne hober sig op i gange og kældre. Og de bliver ved. Sådan har jeg det med skrivning. Jeg maler med ord. Og notesbøger og hæfter hober sig op i skuffer. Ingen har set dem, læst dem. Men hvis jeg ikke havde skrevet, havde jeg forstået mit liv mindre. Skrivningen har hjulpet mig i svære og lykkelige perioder. Fastholdt flygtige tanker og oplevelser. Jeg har gennemlevet dem igen. Forstået dem bedre. Måske endda gjort virkeligheden mere sansende ved at skrive den.

Da jeg var yngre, drømte jeg somme tider om at blive forfatter, men skrinlagde det og stillede mig tilfreds med de, somme tider, næsten daglige skriverier. Men engang blev jeg spået, at jeg skulle skrive en bog.

En bog er udkommet. For jeg brugte nogle af mine hæfter til at skrive bogen Efter Sara. Var det den, den clairvoyante mente? Jeg var tilfreds med at have skrevet den – samtidig med, at jeg syntes, det var en bog, som ikke burde have været.

Og med alderen oplever jeg igen, at ”noget skal jeg da lave”, når jeg ikke længere orker frivilligt arbejde, enkelte undervisningstimer og alt det, jeg somme tider synes, at jeg bør. Så dukker ønsket om at skrive noget, ”der kan bruges af andre” op igen (og det kunne min bog om sorgprocessen jo). Derfor har jeg i flere år skrevet med tanken om en slags erindringsbog, som også fokuserer på alderdommen. Fordi få bøger gør. En slags ”coming of age” om alderdommen.

Jeg har prøvet og prøvet at strukturere og organisere alle disse skriverier. Til ”noget”. Men lige godt, hvor mange planer jeg lægger, så er jeg endnu bedre til overspringshandlinger end til at føre planerne ud i livet.

Derfor besluttede jeg at prøve et arbejdsrefugium. Flere steder tilbyder ophold til forfattere, kunstnere og andre, der af én eller anden grund har brug for at fordybe sig i et arbejde. Så jeg tog til Vester Thorup Højskole, som jeg valgte ud fra praktiske grunde: Jeg skulle kunne komme nemt til stedet med bus. Der skulle være indkøbsmuligheder i nærheden. Men ku’ det ikke også være spændende med at bo på en højskole? Jeg, der kun har besøgt nogle. Og, ja, så ligger Vesterhavet nogle km væk.

Da jeg først var der, alene, var det en lidt underlig oplevelse. Om dagen var der et par ansatte til stede, men om aftenen var jeg bogstaveligt talt alene på højskolen, som lejer værelser ud som arbejdsrefugium, når der ikke er ugekurser eller lange kurser. Den første aften var spøjs. Det, at gå gennem lange, tomme gange, hvor lyset tænder, når man træder ind i et nyt område og slukker efter én. Altså – jeg var ikke urolig på den bekymrede måde. Det skal ikke lyde, som om det gjorde mig bange. Faktisk bliver jeg sjældent bange – og slet ikke for at være alene. Nej, det var nærmere et spørgsmål, om jeg nu kunne finde ro og struktur på så stort et sted.

Overvejede, om de lange gange kunne inspirere mig til historier. Finde energien, livsglæden, optimismen gennem alle de unge liv, der har udfoldet sig her. I tiden som folkeskole, som efterskole.

Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det var godt at være her alene. Hvordan jeg ville have svært ved at klare at bo med en ukendt anden, at spise i flok, vaske op, rydde op i grupper, indordne mig under en fællesnævner. Selv om jeg elskede at bo i kollektiv i en årrække, så overvejede jeg aldrig et højskoleophold, da jeg var ung.

Ok, jeg er 72 – og det er jo heller ikke det, der er meningen. Det var bare forstyrrende tanker om også mit eget levede liv, før jeg nærmest blev eneboer.

Og allerede dagen efter gik det godt, rigtig godt. Jeg mærkede, at energien, skriveenergien kom. Næsten helt af sig selv. Fandt ud af, at det ville være en god idé at gøre, som Anni, forstanderen, foreslog, at bruge et hyggeligt grupperum på første sal som arbejdsrum. Jeg er jo alene. Og at bevæge mig væk fra mit værelse for at arbejde føltes rigitg. Jeg gik på arbejde for at skrive. Flere hundrede meter vist, gennem gangene.

Jeg fandt hurtigt en rytme, langt nemmere end jeg havde forestillet mig. Stå op ved 6-tiden, lave yoga. Gå gennem gangene til køkkenet og lave kaffe. Drikke den første kop på værelset, meditere på dagens skrivning. Skrive lidt i hånden. Tage bad, gå i køkkenet, lave morgenmad, tage den med op i arbejdsrummet, være klar til at skrive ved 9-tiden.

Skrive hele formiddagen med få minutters pause en gang i timen (min telefon var sat til at ringe). Frokost, gå en tur (som regel til Brugsen eller den gode fiskehandel. En enkelt gang købte jeg også der 18 cl rosévin. Festaften!) Og kun én tur til stranden, fordi der var 8 km frem og tilbage. Det ville tage for megen arbejdstid ud. Skrive videre resten af eftermiddagen. Aftensmad. Lidt mails. Lidt avis-på-nettet-læsning. Måske lidt TV. Og så i seng.

Ikke siden jeg skrev Efter Sara har jeg været så arbejdsom i min skrivning og på så struktureret en måde. Og ligesom dengang, synes jeg hver anden dag, at det er rigtig godt, det, jeg har skrevet. Hver anden dag, at det er noget bras -og-hvordan-kan-jeg-tro-at-det-vil-være-interessant-for-andre. Og, også ligesom dengang, gør jeg det, som man helst ikke skal gøre. Jeg redigerer i gårsdagens skrivning, inden jeg går videre. Men – sådan fungerer det altså bedst for mig.

Jeg var træt og glædede mig til at komme hjem efter fem døgn. Mest pga. den form for rastløshed om aftenen, når der ikke var andet at lave end at se lidt tv på den bærbare. Forstanderen og den lærer eller to, som sad på skolen og arbejdede i løbet af dagen, gik ved 15-16-tiden. Så jeg var virkelig alene – og oplevede en slags ensomhedsfølelse, som jeg ellers ikke kender. Eller snarere en forladthedsfølelse. Altså jeg talte jo heller ikke med de andre om dagen. De respekterede min arbejdsro, jeg deres. Men der var ”nogen”. Andres tilstedeværelse, selv uden interaktion, betyder noget. Selv når jeg rejser langt alene, oplever jeg ikke ensomhed eller forladthed. For jeg ser mennesker omkring mig. Kan række ud efter dem.

Men det var i bund og grund godt at opleve. Den hjalp mig bl.a. til at indse, at så meget eneboer er jeg alligevel ikke. Og at forstyrrelser også kan være gode. Jeg behøver jo ikke reagere på dem midt i en arbejdsproces. Ikke bruge dem til overspringshandlinger. Det kan jeg i hvert fald tage med mig hjem. Plus en idé om, at det vil være godt at bruge bibliotekets læsesal, når jeg vil fordybe mig. Altså gå ud og arbejde, så jeg ikke forfalder til at gøre alt det, der skal vaskes, laves, ordnes.

Det var simpelthen guld værd at tage på det ophold.

 

 

Harzen

Harzen. Ja, det var jo i juli. Men tiden, der haster af sted, fremtiden, der kommer anmassende hurtigere end før, alt dette lader ikke så meget tid til til at få skrevet – mens tid er.

Plus det, at når vi er 4 voksne og 3 børn, så er der ikke så meget tid til daglig skrivning, som alene på rejse. Jeg tror, at jeg har sagt det før: De daglige skriverier, når jeg rejser alene, giver mig en fornemmelse af en form for kontakt, som jeg så ikke har brug for på samme måde på en familieferie. Og, nåh ja, den hører jo strengt taget ikke ind under at rejse alene.

Men jeg er glad for disse familieferier, fordi de bl.a. minder mig om, at begge dele er godt, at rejse alene og at rejse sammen med andre. De får mig også bragt ud af den form for eneboerliv, der uvægerligt kommer efter mange års liv alene. De viser mig, at jeg sagtens kan være social et par uger i træk.

Og vi begynder at kende hinandens rytmer og behov ret godt. Det er 3. år i træk, vi tager på ferie sammen – og kærligt og godt, at vi gerne vil og kan sammen. Vi har ret stor respekt for hinandens måder at være på. Det er tilladt at gå alene, at man kan have brug for bare at sidde. At vi kan leve med det rod, der opstår, at vi kan acceptere, at fylde lidt rigeligt sammen i et lille køkken. Det er, som om vi  kan bevæge os rundt om hinanden på en næsten dansende måde. Og Harzen er et vidunderligt sted at være. Ture i skoven, op på de lave bjerge, udsigter, der kalder på at blive set. Besøge middelalderbyer med masser af bindingsværkshuse, som for mig ser mere autentiske ud, her i det gamle Østtyskland end i den gamle vesttyske del af Harzen, hvor alt ser mere poleret ud.

Og så blev jeg fuldkommen overrasket og betaget af Magdeburg. Eller et helt specielt hus i byen. En grim storby, tænkte jeg, inden vi kom dertil. En grå storby på en grå regnvejrsdag. Men nogle ville gerne shoppe, det skal der også være plads til. Og så der, forude – efter et besøg i Domkirken – der, bag bygningerne på den anden side af pladsen, stak nogle guldkugler på et tag op over de andre tage.

Jeg havde kun skimmet nogle oplysninger om Magdeburg og var slet ikke forberedt på at støde på et Hundertwasser hus der. Men, jo, det var det sidste hus, som han nåede at tegne og få opført inden sin død. Stort og lyserødt malede murstend iblandet skæve rækker af forskelligt farvede mursten. Ingen ens vinduer. Altaner og frodig beplantning. At gå ind i gården var som at træde ind i et eventyr. Hvad børnene også fornemmede straks. De organiske former og springvandet i midten indbød til leg. Søjlerne, der lignede kæmpestore perlekæder. Den bedste iscafé på ferien. Jeg var fuldkommen lykkelig over at opleve sådan en uventet gave af oplevelser for alle sanserne.

 

 

 

 

 

 

 

Floden, som leverede beroligende baggrundmusik, inden vi faldt i søvn, var en   smuk legeplads for børnene.

Den sociale fernis sprækker jo lidt, når vi er sammen i så lang tid. Forskellighederne omkring behov og styring og laisser-aller dukker op. At hvis det f.eks. for én er godt ikke at lave planer, men følge de spontane ønsker i løbet af en dag, så kan det for en anden føles som en slags ansvar at skulle være den, der tager styringen, at skulle få gruppen til at fungere. For min egen del nød jeg at øve mig i ikke at lade mig forstyrre, men bevare den indre ro, når en begyndende uenighed var på vej. Kun blande mig, hvis jeg følte mig direkte involveret.

Som 72-årig finder jeg måske igen endelig ud af, at det ikke behøver at være besværligt at være sammen med mange andre. Igen, ja. For det kunne jeg jo engang. Jeg kan kigge rundt og nyde synet af dem alle. Min bror, min niece, hendes mand, deres tre børn. Mærke kærligheden i hjertet ved tanken: De er min nærmeste familie. Hvor er det godt at have dem i mit liv.