Jeg pakker

Jeg skal på familieferie til Harzen i morgen. Det glæder jeg mig til. Men – det kræver, at jeg skal pakke igen – og jeg kan ikke længere holde ud at pakke. Det kan næsten afholde mig fra at rejse. Bagagepakning stresser mig, udmatter mig. Jeg hader det faktisk. Jeg, der giver mine råd videre om at pakke en lille kuffert se blogindlæg her

Det er heller ikke det – det er nemt nok at få tøjet rullet og ned i kufferten. Men det ER altså sværere at pakke en lille kuffert, end smide ting ned i en stor. Den tid det tager at organisere, finde ud af, hvad jeg vil have med. Huske alle de ekstra ting som ledninger, opladere, cremer og shampoo i små beholdere osv.

Hvornår startede det egentlig?

Jeg kan huske, at jeg allerede inden rejsen til Tunesien med min datter for 9 år siden undrede mig over, at jeg skulle bruge en hel dag med at gå til og fra pakningen. Sådan er det stadig. Måske værre.Ja. Gange tre. Mindst.  Alt er kaos omkring mig. Jeg mister overblikket. Er det alderen? Faldende kognitive funktioner?

Jamen jeg hader virkelig at pakke.

 

Livø

En rejse alene til Livø?

Godt nok kun en dagstur. Men alligevel – en rejse alene.

En dag sad jeg med to veninder – og den ene fortalte om en dejlig tur til Livø. Jeg blev så inspireret. Tænkte: “Hvorfor pokker er det 17-18 år siden, jeg har været derovre? Rønbjerg Havn, hvorfra man kan tage færgen til Livø, ligger jo kun 45 km fra Nibe. Færgeturen tager 20 minutter.” Engang elskede jeg at komme der. I min datters barndom tog vi tit derover, Sara, hendes far og mig. Oftest sammen med venner og andre børn. Og nu var der gået så lang tid siden sidst

Øen stod pludselig klar for mit indre blik: Den variede natur, der er så enestående. Indenfor den lille ø’s grænser, rummer den simpelthen hele den danske natur. Ege-, bøge- og granskove. Hedearealer. Moser. Strande. Biler ingen adgang, så ingen forurening. Ingen beboelse udover nær den lille havn. Resten af øen er øde stilhed.

Jamen der ville jeg over. Og det skulle være på min fødselsdag. En fødselsdagsgave til mig selv.

Som tænkt, så besluttet.

Der drog jeg af sted en tidlig morgen. En af de gode sommerdage med sol og en svag vind. Bussen til Rønbjerg (har jeg fortalt, at jeg lever uden bil – for at ha’ bedre råd til rejser og alt det andet). En times ventetid på havnen inden færgen sejlede. En kort tur på Limfjorden, men alligevel tid til duften af salt, sollysets flimrende mosaik på vandet, tid til at nyde at være på vej til en ø.

“Byen” er hurtigt overstået. Den består af de gamle institutionsbygninger fra dengang “Åndssvageforsorgen”, som det hed, havde en stor institution herovre. Dengang “de” skulle gemmes væk. Ikke en rar tanke. Men bygningerne består, de fleste af dem velbevarede, og rummer købmand, kro, vandrehjemsagtige overnatningsmuligheder, enkelte lejligheder. Et landbrug med kvægavl og afgrødedyrkning. De menesker, der bor her fast, er dem, der arbejder på gården eller med kro og overnatning og naturcampingpladsen. Alt er stille, for det er en hverdag lige inden skolernes sommerferie. Der var vel kun 10 andre turister med mig på færgen, og tilsyneladende er her kun få mennesker, som har overnattet.

Så øen var næsten min alene. Jeg fik dagen lige præcis, som jeg ville ha’ den. Meditativ vandring i stilhed kun afbrudt af mangfoldig fuglesang, biernes summen, en let brise. Taknemmelig over livet, mens jeg gik rundt på de fleste af de mærkede stier, krydsede af og til ind gennem skov og krat, tilbage igen, hvis det spor, jeg havde begivet mig ud på, pludselig stoppede. Engang imellem blev minderne om Sara (min datter) vakt til live. Egeskoven, der mindede mig om, engang vi i 5. klasses forældreråd havde planlagt en skattejagt for børnene der. Fjerne børnestemmer i mit øre. Børnenes ivrighed i små grupper på jagt efter skatten.

Gennem ege-, bøge- og granskov, over hederne, langs strandene, blev jeg langsomt 72, vænnede mig til den tanke (allerede 72 – jeg er jo lige blevet 70).

En ikke særlig kopiøs frokost. Havde ikke villet bære på mere end sammenklappet rugbrød med ost, gulerodsstave, æblebåde og vand. Men – kroen var åben på min tilbagetur, og det var vidunderligt at spise lun kage, mens jeg drak kaffe i solen og gradvis indstillede mig på andre, lidt larmende mennesker, der nød kroen på deres måde.

Livø! Kan varmt anbefales.