Paris

Hjemme igen siden onsdag aften i sidste uge. Som altid er jeg meget langsom efter hjemkomst og langsom til at pakke inden. Okay, jeg fik pakket ud og lagt væk og til vask efter tre dage – fordi jeg fik gæster. Og mellem pakning og udpakning har der været 5 dejlige dage i Paris. To en halv dag hos min papsøn, hans kone og to børn i én af Paris smukke forstæder, Croissy. Det regnede voldsomt, så vi holdt os mest inde. Og det var dejligt bare at dykke ned i deres liv, for en stund være en del af det, uden at skulle alt muligt. Have lidt mere tid sammen med dem, end andre gange de sidste år, hvor jeg næsten kun har været på gennemrejse, inden jeg skulle videre til Bretagne. Eller når de er i Danmark og skal rundt til familie og venner i løbet af en ferie. Masser af samtaler. Se børnene lege. Huske, hvor meget min datter havde glædet sig til at blive faster, da de ventede den store dreng for otte år siden. Men som hun ikke nåede at se, fordi hun blev dræbt i trafikulykken to uger inden vores planlagte rejse ned til den nyfødte. Men hun er med – på en måde – i samtalerne med hendes storebror.

Blot et par gåture ud under regnen, til ét marked lørdag, et andet søndag. Forstaden, de bor i, ligger klos op ad en anden forstad, Chatou. To små forstæder, der ligger så tæt, at de tilsammen er Chatou-Croissy, men alligevel med adskilte markeder. To om ugen i den ene by, to i den anden. De kan det der med markeder i Frankrig. Og gennem regnen øjnede jeg alle de smukke, gamle huse omgivet af store haver, masser af træer og grønt. Søndag eftermiddag en tur ind til Paris til en to års fødselsdag i min papsvigerdatters familie, hvor ortodokse og sekulære jøder mødes. I en stor lejlighed i Haussmann-kvarteret, en lejlighed med lange korridorer, der fortaber sig  ind i ejendommens midte – som et sandt paradis for de legende børn.

Derefter to hele dage i Paris, hvor jeg havde lejet et hotelværelse. Det er meget længe siden, jeg bare har haft tid til at drive rundt i byen og være turist med de andre turister. Flokkes med dem ved Sacre Coeur, Montmartre, Notre Dame, Latinerkvarteret. Besøge et par gode udstillinger. Sætte mig og spise ved vinduet i en restaurant, eller ude på den overdækkede terrasse, glo på de forbipasserende, drikke kaffe et andet sted, spise kage, glo igen.

Ved Sacre Coeur og Montmartre var min datter igen med. Metrostationen i nærheden gav næsten genlyd af hendes stemme. For sidst, jeg besøgte det område, var med hende for 15 år siden. Vi kiggede på brudekjoler i det arabiske kvarter nær Montmartre. Hun elskede stadig masser af glimmer på det tidspunkt i sit 16-årige liv – og jeg lovede hende, at hvis hun engang skulle giftes, ville jeg tage hende med derned for at købe brudekjole.

Samme aften gik jeg hen på et buddhistcenter i nærheden af mit hotel for at meditere. Da jeg havde lagt et foto på facebook fra markedet i Chatou, blev jeg kontaktet af min eks-svigerinde, som spurgte, om vi skulle mødes til en kop kaffe. Hun, hendes mand, søn, svigerdatter og barnebarn var altså også i Paris. Ingen af os havde talt om den forestående tur, da vi mødtes nogle uger inden. Og så mødtes vi, næsten tilfældigt i Paris med et øjebliks oplevelse af, at verden er lille.

Jamen – de fem dage føltes som 10 på den gode måde. Tiden, der for nogle dage, foldede sig langsomt, meget langsomt ud.

At rejse – eller sidde på stationen

AT REJSE

Jeg ved det godt. At rejse er en effektiv kamp mod tiden. Hele planlægningsfasen, hvor tiden næsten står stille. Følelsen af, at der er lang tid til afrejsen. Spændingen. Rejsens første dage. Intensiteten i opdagelsen, udforskningen af det nye sted. Langt fra dagligdagens små gentagelser, rutiner, vaner. I skæret af, at alt er nyt, får tiden den fylde, som nogle gange kan mangle i dagligdagen.

Og er rejserne ikke noget af det, jeg husker bedst. Rejserne, der træder frem af alt det levede liv.

Og hvorfor er det egentlig de store ting, vi husker, når livet mest består af de små ting? Livet er altid og mest de små tings liv. Måske har jeg endelig nået en alder, hvor jeg sætter pris på det. Jeg har det jo bedst, når jeg giver slip i at tro, at jeg skal udrette noget stort, men bare nyde at have et liv, hvor jeg nu kan gøre det, som jeg ikke havde tid til tidligere?

Er det ikke absurd at ha’ tilbragt livet med at gå i skole, på uddannelse, på arbejde, på uddannelse igen, og mere arbejde og mere uddannelse – og så tro, at jeg skal fortsætte med det som pensionist. Som om det bliver vigtigt at nå – noget, alt, det, jeg ikke har nået ind til nu. Inden udløbsdatoen. For en udløbsdato er der jo.

Og nu, hvor jeg ikke er i gang med at planlægge en lang rejse – nu, hvor jeg ikke engang længes efter én – så føler jeg, at det nærmest er, som om jeg sidder på en station og nyder at se togene stoppe og køre igen – uden at kunne bestemme mig for at stige på ét af dem. For jeg ved ikke, hvilken retning jeg skal vælge, eller mod hvilket mål. Og befinder mig vel egentlig godt ved bare at sidde og kigge. Se mulighederne. Vide, at de er der.

Men om nogle dage hopper jeg dog på et fly til Paris.