En rejse i rejsen, 2. del

Fortsat…
Jeg næsten hopper ud af sengen næste morgen kl. 4, da den fælles vækning lyder fra en klokke næsten lige uden for mit værelse. Jeg er blevet skambidt af myg i nat, min citronella myggebalsam har ikke beskyttet specielt godt. Jeg opdagede i går, at den sidste beboer på værelset ikke havde lukket låget til wc’et – og at vandet i kummen havde fungeret som en lille udklækningssø for myg! Så jeg brugte også et skrappere myggemiddel – det der giftige stads, som man ikke må sælge i Danmark – men mest til at ”imprægnere” lagenposen med. Det fungerer til dels – på den måde, at myggene i hvert fald ikke har stukket gennem lagenposen, før sidst på natten. Jeg vil holde wc-låget lukket, det er den eneste måde, jeg kan tillade mig at dræbe myg på (1. regel: du må ikke dræbe) – og så bliver jeg vel nødt til at sove med den lette dyne, som hører til værelset, selv om det bliver varmt.

En anden grund til at hoppe hurtigt ud af sengen er, at madrassen er hård som et bræt. Thailandske madrasser er hårde i det hele taget, men denne er den hårdeste jeg har prøvet. Det gør ondt i kroppen, og det er dejligt at komme op.

Sådan begynder alle dagene, også da jeg har fået udryddet myggene (og måtte, indrømmet, på et tidspunkt klaske et par stykker. Ku’ se, at en tidligere beboer må have gjort det samme, da der var et par tydelige blodpletter på en ellers ren væg). Hurtigt op, undtagen én morgen, hvor jeg vælger at komme lidt for sent til den første meditation.

007

Som du kan se af dagsprogrammet, indeholder det ca. 11 timers meditation om dagen. Selv om jeg har været på mange meditationskurser, har jeg aldrig mediteret så meget på en dag. Jeg forventer, at jeg ift. min sorg og mit savn, igen kan lære at leve et liv, hvor det skifter med glæden ved livet, glæden ved at være til, sådan som det havde været længe, inden jeg kom ind i en lang periode, hvor det igen fyldte næsten hele min vågne tid.

De første dage er jeg skuffet, keder mig, tæller ned (”nu er der så mange dage tilbage”). Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde ventet mig af selve meditationsformen – nok, at den ville være ekstraordinær anderledes, end den, jeg er vant til (den buddhistiske meditation, der i vesten går under navnet mindfulness). Jamen, det er nøjagtig, som jeg plejer: Bringe sindet i ro ved at fokusere på åndedrættet. Bortset fra, at her er der ikke valg mellem at mærke det ved næsen eller ved mave/bryst bevægelser. Kun fokus på næsen, luften, der strømmer ind og ud. Hele tiden. Al den tid meditationerne varer: en time, halvanden time eller to timer. Jeg savner allerede den første dag lidt ”fest og farver”, som i den tibetansk buddhistiske meditationspraksis, hvor åndedrættet er indledningsmeditationen, inden man går over til det, der kan kaldes ”den analyserende del” af meditationen, eller hvor der foregår en del læring, undervisning, under meditationen. Her er der ingen ”underholdning for sindet”. Hvis man begynder at fokusere på symboler, billeder, sætninger, er man ikke længere i nuet, man bliver optaget af fokuseringen uden for én selv. Siger de her.

Eller ikke ”de” – det er jo S.N. Goenkas stemme, der introducerer meditationerne.

Jeg keder mig – og opdager ikke altid, at mit sind er på vandring, søger at underholde sig selv. Jeg er dog ret tanketom, men to temaer bliver ved med at dukke op de første mange dage:

Det første: Har jeg nu et stort nok beløb til donationen? Jeg havde forinden bestemt, at jeg ville give ca. det dobbelte pr. døgn ift. hvad det kostede i Pattaya, altså lidt over 120 kr. i døgnet. Er det nu for lidt? Er jeg en nærig europæisk gnier? Og jeg kan ikke give mere, for jeg fik ikke vekslet flere penge, skal jo også bruge penge på at komme herfra. Hvilket bringer mig over i mit andet tema: Hvordan pokker kommer jeg herfra? Der kører jo ingen busser. Jeg må få fat i en taxa.

Hele tiden skal jeg stoppe denne tankestrøm. Jeg har virkelig ikke andet at bekymre mig om, tænke på, så de to ting får al pladsen. Det lærer mig virkelig noget om, hvor stor min tendens til at bekymre mig stadig kan være, selv om den har aftaget meget. Og hallo, husk, at princippet her først og fremmest er at kunne tage imod. Acceptere den gave, det er, at andre har givet mig mulighed for at være her, spise, sove, lære, gennem deres donationer. Hvad jeg selv giver, er helt op til mig. Hvis jeg ikke får noget ud af det, forventes jeg ikke at give noget. Hvis jeg gør, er det helt op til mig, hvad jeg kan, vil, har råd til. Virkelig svært for en europæer. Virkelig svært for mig. Og det andet, det med at komme herfra. Har transportproblemer ikke altid løst sig? Og var der ikke én af medhjælperne, der sagde den første aften: ”Der er jo også mange i bil, du kan måske køre med nogen.” Ja, se, der holder jo mange biler på p-pladsen.

Altså hver gang, jeg begynder at kede mig, beskæftiger jeg mig med disse bekymringer. Eller jeg falder hen i trance. Engang, for mange år siden, troede jeg, at god meditation var at space ud, være i en slags trance. Senere lærte jeg, at, nej, meditation er at træne sindet i at slippe tankestrømmen, men samtidig forblive årvågen og bevidst. Hvis du har været derude, hvor du kommer i en slags drømmetilstand, så er det nærmere en slags lur, du har taget dig.

Tilbage til åndedrættet. Jeg kender det til hudløshed. Hvad bliver bedre af at gøre det så mange timer dagligt?

På tredje dagen introduceres fokus på området mellem overlæbe og næsebor, det trekantede hudstykke, hvor det er muligt svagt at mærke luften de, strømme forbi, ind og ud af næsen. Tre dage for at komme hertil?

008

Alle mine følelser er forsvundet. Jeg har ikke mærket sorg og savn. Selv ikke, når jeg tænker på Sara. Men heller ingen andre følelser. Når jeg sidder ved bordet og spiser den veltilberedte vegetarmad, tænker jeg bare: Den ser god ud. Jeg føler ingen glæde ved at spise den. Ingen indre uhm og ah. Når jeg ser mig rundt, bliver jeg aldrig overvældet af den gammelkendte lykkefølelse dybt inde i hjertet, når jeg tænker: Alle os, så forskellige mennesker, samlet om det samme. Ikke den der dybe følelse af kærlighed og enhed. Når jeg i aftenens mørke kigger på fuldmånen, tænker jeg bare: ”Der er fuldmåne, hvor er den flot.” Ingen følelse. Hej, det var jo ikke det, jeg ville. Dæmpe sorg og savn, ja, men ikke ha’ det helt væk, ikke have alle følelserne væk. Jeg tror, jeg har det ligesom det, jeg har fået beskrevet af folk på antidepressiv medicin: Ja, depressionen er væk, men det er glæden på en måde også, den har ikke længere den fylde, den kunne have. Alt bliver bare ens, lidt ligegyldigt.

Jeg går til de to lærere for at spørge: ”Er det sådan, det skal være med den her meditation? Ikke føle noget som helst? Som at være på lykkepiller?” Jeg får at vide, at det er min oplevelse, min virkelighed, lige nu. Nogle oplever fuldkommen lykke for første gang i deres liv. Hm. Det er vel rigtigt. Jeg skal igennem det her – og kan senere se, at jeg jo virkelig får afprøvet hensigten: At kunne betragte hver følelse objektivt, uden tilknytning.

Jeg begynder at have følelser igen. Vi er gået over til selve Vipassana meditationen. Nu er det 11 timers daglig opmærksomhed på de skiftende fornemmelser i kroppen. Det er den oprindelige meditation, hvorigennem Buddha fandt frem til sine indsigter, som er grundlaget i buddhismen. At alt er impermanent, midlertidigt. Intet varer ved. Som menneske vil du opleve at komme ud for sygdom, aldring, tab, død. Det er grundvilkårene i den menneskelige eksistens, som vi skal lære at leve med (og kan leve lykkeligt til trods for…). Hvis du klynger dig til én bestemt følelse, til noget, til nogen, vil du være ulykkelig, når det forsvinder.

Gennem intens fokusering på kroppens skiftende tilstande, og at alt forandrer sig, hele tiden, vil du lære at acceptere og håndtere livet, følelserne bedre. Derfor indføres en ny regel, at hver gang meditationen kun varer en time, må vi ikke bevæge os. ”Det skal de sgu’ ikke bestemme,” er min første reaktion. Men der er jo en mening med det: Hvis jeg bevæger mig, mens jeg gennemgår de forskellige kropsdele minutiøst, og f.eks. opdager en kløe eller en spænding, så oplever jeg ikke, at den måske forsvinder af sig selv.

Så jeg sidder stille, uden at røre mig. Og husker, at det jo er sådan, jeg har været i sorgen. Jeg har hele tiden kunne flytte opmærksomheden. Den forsvandt ikke, sorgen, den var der, når jeg vendte tilbage til den, men jeg kunne (og kan) fokusere på andet, og dens intensitet var jo hele tiden skiftende.

Der er pauser. Pausen mellem 7 og 8 efter morgenmaden, bruger jeg til brusebad og lidt yoga. Egentlig er yoga, ligesom anden form for meditation, bøn el.a. “forbudt”. Ikke fordi der er noget i vejen med disse, men for ikke at blande tingene sammen. Men min krop har brug for at strække sig, smidiggøre sig efter al den sidden stille. Og “vandreturene” i andre pauser er ikke særlig lange. De er begrænset til stierne mellem bygningerne:

013

016

010

Pausen efter frokost fra 11:30 til 13 er den længste. Jeg vasker tøj, sidder på den skyggefulde altan, nyder udsigten.

005

Hvis jeg går tur i middagsheden bruger jeg én af de paraplyer, som vi har til rådighed, som beskyttelse mod solen. Ligesom thailænderne gør.

De fleste andre pauser er korte, tid til at tisse, tid til at drikke lidt..

De sidste dage føler jeg mig ind imellem lykkelig. Ja, jeg ved det godt, og jeg får bekræftet her, at jeg lever mit liv –  godt –  med sorg og savn. Når sindet vandrer, er det relevante og brugbare indsigter, oplevelser fra mit liv, som kommer op til overfladen, og jeg kan vende hurtigt tilbage til meditationen.

På 10. dagen må vi tale sammen fra kl. 10 formiddag. Så har vi ca. et døgn til at vænne os til livet udenfor. Det er meget anderledes, denne venden tilbage til samtalen, end den har været på tidligere kurser, som også har indeholdt stilhed noget af tiden. Måske fordi der altid var mange vesterlændinge – og når vi måtte tale igen, steg lyden hurtigt til et lyd-inferno. Her er det stille, roligt – også selv om folk griner, har det sjovt. Og jeg oplever så megen omsorg: En thailandsk kvinde kommer og siger som det første: ”I wish you happy.” En anden undskylder, at hun forleden kom til at tage det sidste peanubutter lige foran mig. Den unge kvinde jeg bor ved siden af, spørger på et tidspunkt, om jeg har børn. En datter, svarer jeg. Men da hun senere siger: ”Din datter må savne dig meget,” må jeg fortælle, at hun er død. Og hendes svar er: ”I’ll send her wishes.” Smukt.

Jeg får også talt med de andre udlændinge. Jeg har siddet hver aften til undervisning sammen med dem. Vi hørte lydbånd. Østrigeren og tyskeren på tysk, russerne på rusisk og jeg på fransk, fordi der ikke var dansk oversættelse, men det var en lise at høre det på fransk, efter at jeg de første to aftener havde været ved at falde i søvn til videoen med Goenka på engelsk. Jeg sad og så den sammen med thailænderne, for den var undertekstet på thai. Men jeg fattede næsten intet af hans engelske med indisk accent på dette fremskredne tidspunkt (kl. 20), kunne ikke koncentrere mig.

Mens jeg sad de næste aftener – uden at kommunikere med de andre udlændinge – kunne jeg se, at den yngste østriger var rejst. Vi sagde intet til hinanden, kommunikerede heller ikke på anden vis. Sad bare der med vore høretelefoner. Jeg brugte meget tid på at kigge på den unge russers fødder. Syntes de lignede hobbit-fødder. Ellers var han smuk. Lignede en ung mand fra mit kollektiv for 30 år siden.

Men nu er der tid til at snakke. Østrigeren og jeg får hurtigt lavet en aftale med en thailandsk far og søn om at køre med dem næste dag. De bor i nærheden af Pattaya – og de vil gerne køre mig til Sri Racha lidt længere nordpå. Ja, alt ordner sig. Og for øvrigt bliver der organiseret mini-buskørsel for dem, der skal til Bangkok. Der kunne jeg også være kommet med.

Jeg får doneret det, jeg har besluttet, omkring 12-1300 kr. Nu synes jeg, det er i orden.

Ellers bruges dagen til de sidste meditationer, den sidste afrundende undervisning om aftenen – og næste morgen den allersidste meditation inden oprydning. Værelset fik jeg rimelig rengjort i går, pakket det meste – og jeg nåede at tage bad kl. 4 i morges. Morgenmaden, ligesom frokost og te/ frugtpausen kl. 17 i går, bliver indtaget omkring fælles bord (dog er mænd og kvinder stadig adskilte). Dejligt at kigge hinanden i øjnene, tale sammen.

032

034

036

Og så af sted – kl. ca. 8. Jeg er så taknemmelig lige nu. Taknemmelig over at ha’ været her, over det, jeg har lært, over den utroligt tjekkede organisering af kurset, taknemmelig over at sidde i en god bil med tre dejlige mennesker. Jeg rejser alene, og sammen med andre. Tre- fire timers kørsel. Lytte til den 77-årige østrigers fortælling om sit eget liv, se den thailandske far, en mand på min alder, sætte sig til rette i skrædderstilling på passagersædet ved siden af sønnen, opleve deres kommunikation med hinanden. Få en lille smule indsigt i deres liv gennem det, de kan fortælle på engelsk.

Jeg bliver sat af ved mit hotel – og jeg tilbringer et par dage i Sri Racha, som jeg bare falder pladask for. Jeg går rundt, næsten lykkelig hele tiden, elsker mit hotel, forestiller mig, at her ku’ jeg godt bo. Jeg kunne jo indrette et udekøkken på terrassen! Og har man brug for mere plads, end sådan et rummeligt værelse. Alt er sol, farver, smukke mennesker. Alene på rejse midt i alt dette. Og den bedste massage, jeg har fået i Thailand.

Jeg kan virkelig anbefale meditation i Thailand (www.dhamma.org), hvis du er på rejse alene. Men kun hvis du har prøvet at meditere før. Der er ikke samme grundige introduktion til “hvordan man mediterer”, som der er på begynderkurser. Og hvis du aldrig har mediteret før, vil det være svært at klare så mange timers meditation dagligt. Hvis du vil have en langt mere pædagogisk introduktion til meditation (og buddhisme), vil jeg anbefale Kopan klostret i Nepal (www.kopanmonastery.com).

Efter retreaten – sidste stop på denne rejse

Næsten 14 dage siden, jeg var i Chanthaburi og gjorde klar til at tage af sted til retreatcentret.

Godt nok lukkede jeg ned, skrev de sidste ord på bloggen og på facebook, inden jeg gik tur i byen – men tilbage på hotellet for at vente på taxa, håbede jeg alligevel på at kunne skrive lidt. Indtrykkene i byen. Andet. Mere. Men der var allerede lukket for min internetadgang. Den fulgte værelset – indtil kl. 12.

Abstinenser. Allerede. Men som med alle andre abstinenser, er det de første timer, de første dage, der er værst.

Måske fordi jeg nu vidste, at der ville komme 10 døgn helt uden kommunikation med verden udenfor, uden samtaler med de andre deltagere, følte jeg et stort behov for at dele oplevelsen af at gå rundt i en fremmed by. Chanthaburi – som jeg ikke behøvede at vide alt muligt om, da jeg kun var på gennemrejse i under et døgn. Byen kunne forblive anonym, have sin historie for sig selv. Jeg nåede kun lige at opdage, at der er en stor romersk katolsk kirke her, bygget for 300 år siden, da en masse vietnamesiske katolikker kom og installerede sig her. Et sted læste jeg vist også, at de blev forfulgt – har jeg fattet det rigtigt? Jeg gik rundt uden historien, kiggede på et liv, som jeg aldrig ville blive en del af, men sansede, fornemmede – og det var nok til sådan et kort ophold.

Videre til retreatcentret, 30-40 km derfra. Det var godt, jeg ikke havde satset på offentlig transport. Efter den sidste by inden centret var der stadig mange km tilbage ad små veje. Det viste sig senere, at der faktisk var organiseret shuttle bus derfra – men det var ikke kommunikeret klart ud. Taxachaufføren havde svært ved at finde stedet. Når sådan noget sker, kommer jeg i indre diskussion med mig selv: Om jeg nu bør give ham mere, end det, vi har aftalt. Jeg endte med at give 100 baht mere.

Der var jeg så – lidt in the middle of nowhere – med ca 50 andre i alle aldre. Flest thailændere. Vi var kun seks udlændinge, alle alene-rejsende: En ung russisk kvinde og en ung russisk mand, en ung østriger og en ung tysker, en østriger på 77 og mig. Den unge østriger rejste væk igen allerede på 2. dagen.

Første halve dag var dag 0. De 10 døgn blev virkelig taget alvorligt. 10 dage er 10 hele dage – og så rejser man på dag 11.

Dag 0 blev hurtigt brugt til alt det praktiske. Jeg var imponeret over logistikken. Etiketter på alt med det nummer, som ens bolig havde: Puderne vi sad på i meditationssalen – ikke noget med at rykke rundt, aldrig kunne finde “sin” pude som på kurserne i Nepal. Pose med bestik, kop og tallerken til hver enkelt. Ens spiseplads, alt med nummer. Der skulle ikke bruges unødvendig tid på at finde plads nogen steder. Selv paraplyerne, som blev udleveret til brug som parasoller, havde numre. På sidste dagen fortalte manageren mig, at sådan er det, ligegyldigt hvor man tager hen i verden, til ét af dhamma centrene, den organisation, der er opbygget af S.N. Goenka til Vipassana-træning. Det giver en genkendelighed og nogle enkle retningslinjer, så man ikke bruger sindet til alt muligt unødvendigt.

Efter det praktiske var der udførlige instrukser om dagsprogrammet, som også var det samme hver dag – og en introduktion til Vipassana meditation, historien og filosofien bag. Og så var det i seng – for næste dag, som alle de følgende – skulle vi op kl. 4! Bærbare tablets, Ipads og telefoner var blevet afleveret. Bøger ligeså – ingen lekture til at aflede sindet. Jeg havde nu min roman i kufferten – men jeg vidste, at jeg ikke ville læse. Jeg tænkte heller aldrig på det – godt træt om aftenen, faldt jeg bare i søvn.

Jeg vender tilbage til selve kurset – eller nærmere mine egne oplevelser af det. Måske først når jeg er hjemme igen.

For det er allerede fortid nu. De 10 døgn og lidt mere, som ind imellem var noget af det mest langsomme, jeg nogen sinde har oplevet, er forbi. Alt ender – på ét eller andet tidspunkt – intet er vedvarende, helt i tråd med undervisningen.

Og nu er jeg i Sri Racha, 30, 40 km nord for Pattaya. Valgte byen, fordi der herfra kun er 2 timers kørsel med bus til Bangkok lufthavn – og fordi Lonely Planet talte godt om den. Blev kørt hertil i går. Efter i 10 dage gang på gang at have beskæftiget mit sind med: “Hvordan mon jeg kommer dertil?” hver gang mine tanker tog på vandring, så løste transportproblemet sig i løbet af et par minutter. Østrigeren fortalte, da vi efter kl. 10 på 10. dagen måtte tale igen, at han skulle besøge en ven i Pattaya i nogle dage, altså skulle vi i samme retning. Og straks efter hørte jeg, han var i gang med at få et lift af to thailændere, far og søn, som boede i nærheden af Pattaya. Jeg fik hurtigt koblet mig på, og i går morges, da vi satte os ind i bilen, sagde østrigeren: “Altså, jeg er altid så heldig, møder altid den rette person på det rette tidspunkt. Transportproblemer løser sig altid.” Og det er jo rigtigt. Alt løser sig altid – på én eller anden måde. Jeg blev oven i købet kørt helt til døren til mit hotel – efter 4 timers rejse og mere end en halv times søgen efter hotellet. Hvor var jeg heldig.

Hotellet var også udvalgt af Lonely Planet. Jamen jeg har så gode erfaringer med de valg. Booked og betalt, inden jeg forlod Koh Chang. Da jeg var næsten færdig med at booke over Agoda, blev jeg spurgt, om jeg ville betale, hvad der svarede til ca. 20 kr. pr. nat, for at have et værelse med havudsigt – og skyndte mig at svare ja. Også til at betale straks (tit synes jeg, der er bøvl med de forskellige måder hotellerne forholder sig til den endelige betaling, hvis jeg venter til ankomst).

Hotel Samchai er et hotel bygget i traditionnel stil på pæle, som mange af de gamle huse ved havnen. Syntes, jeg havde gode erfaringer med den slags byggeri fra Blue Lagoon. Værelset, jeg fik anvist, svarede dog ikke til det billede, jeg havde set på nettet. Der var ganske vist en lille altan, men den vendte ud til en mørk, indeklemt kanal, ret klaustrofobisk. Jeg gik hen i receptionen – hvor receptionisten ikke forstod ret meget engelsk. Så hun ringede til manageren og gav mig telefonen. Derefter fulgte en samtale, der kunne minde om en Monty Python sketch: “Jeg har ikke fået værelse med havudsigt, som jeg har betalt for.” Han: “How many persons more?” Jeg siger “ikke flere personer, men det værelse med udsigt, som jeg betalte for.”- “So you want to book one room more?” -“No, just the room with view, that I payed for.” Og så kom det bedste:”You want to smoke in the room? No, we don’t allow smoking – nobody smokes in the rooms.” Efter flere lignende, lykkedes det endelig: “You can get a room with view – and you don’t have to pay more, it’s okay.” Og det er så virkelig okay. Sad på altanen sidst på eftermiddagen i går, nød solen, der var på vej ned, nød at have tid til at fordøje 10 dages indre oplevelser. Sad der i mørket i aftes, efter en bytur, og lyttede til vandet, der kom brusende tilbage ved højvande. Sad der igen i morges efter at have lavet en kop Nescafé. Morgendis. Fiskekutterne på vej ud fra havnen. Og følte mig lykkelig over at være på dette dejlige sted. Kan kigge over på et billigere hotel overfor. Virkelig forsømt – og Lonely Planet “valgte det fra” for mig ved at beskrive de mørke rum og det faldefærdige look. Jeg husker en englænder, som jeg rejste med i nogle dage i Kina – og som sagde om et hotel i et tibetansk område: Det er okay – “if you desperately want to save your money!”

Sri Racha er en skøn by – et rigtig godt valg til de sidste to døgn af rejsen. Kom til søndagsstemning med parken fyldt af skovtursglade mennesker, til folk der var på muslingefangst mellem molerne ved lavvande, ligesom i Bretagne. Spiste på en lille café med vidunderlig organisk/økologisk mad. Efter at have fået helt ren næring i 10 døgn, både fysisk og mentalt, kunne jeg ikke forestille mig at få anden slags mad ned – selv om jeg egentlig først havde udset mig et sted, som måtte være rigtig populært ud fra antallet af kunder.

Jeg er ude i verden igen. Med alt, hvad det indebærer. Det har faktisk været rigtig godt at være uden net i 10 døgn. Det blev et helt pres i går at skulle forholde mig til de 130 mails, der var i mailboxen – og erkende at over halvdelen er unødvendige mails, som kommer fra flyselskaber, firmaer, jeg har handlet ved, tips om film, bøger, alle de steder, hvor jeg ikke har fået sagt nej til mails.

Fotos:

Udsigt fra min altan. Det store hus med de røde skodder, hører ikke til hotellet. Jeg har talt med ejeren, som er en sød kinesisk/thailandsk kvinde. Og det næste foto er af det hotel, man kan bruge, “hvis man desperat vil spare nogle penge”:

040

 

 

041

Min fine altan:042

Et sindrigt system af gange ud til alle de små afdelinger af hotellet:043

Udsigt fra fælles terrasse:045