Efter retreaten – sidste stop på denne rejse

Næsten 14 dage siden, jeg var i Chanthaburi og gjorde klar til at tage af sted til retreatcentret.

Godt nok lukkede jeg ned, skrev de sidste ord på bloggen og på facebook, inden jeg gik tur i byen – men tilbage på hotellet for at vente på taxa, håbede jeg alligevel på at kunne skrive lidt. Indtrykkene i byen. Andet. Mere. Men der var allerede lukket for min internetadgang. Den fulgte værelset – indtil kl. 12.

Abstinenser. Allerede. Men som med alle andre abstinenser, er det de første timer, de første dage, der er værst.

Måske fordi jeg nu vidste, at der ville komme 10 døgn helt uden kommunikation med verden udenfor, uden samtaler med de andre deltagere, følte jeg et stort behov for at dele oplevelsen af at gå rundt i en fremmed by. Chanthaburi – som jeg ikke behøvede at vide alt muligt om, da jeg kun var på gennemrejse i under et døgn. Byen kunne forblive anonym, have sin historie for sig selv. Jeg nåede kun lige at opdage, at der er en stor romersk katolsk kirke her, bygget for 300 år siden, da en masse vietnamesiske katolikker kom og installerede sig her. Et sted læste jeg vist også, at de blev forfulgt – har jeg fattet det rigtigt? Jeg gik rundt uden historien, kiggede på et liv, som jeg aldrig ville blive en del af, men sansede, fornemmede – og det var nok til sådan et kort ophold.

Videre til retreatcentret, 30-40 km derfra. Det var godt, jeg ikke havde satset på offentlig transport. Efter den sidste by inden centret var der stadig mange km tilbage ad små veje. Det viste sig senere, at der faktisk var organiseret shuttle bus derfra – men det var ikke kommunikeret klart ud. Taxachaufføren havde svært ved at finde stedet. Når sådan noget sker, kommer jeg i indre diskussion med mig selv: Om jeg nu bør give ham mere, end det, vi har aftalt. Jeg endte med at give 100 baht mere.

Der var jeg så – lidt in the middle of nowhere – med ca 50 andre i alle aldre. Flest thailændere. Vi var kun seks udlændinge, alle alene-rejsende: En ung russisk kvinde og en ung russisk mand, en ung østriger og en ung tysker, en østriger på 77 og mig. Den unge østriger rejste væk igen allerede på 2. dagen.

Første halve dag var dag 0. De 10 døgn blev virkelig taget alvorligt. 10 dage er 10 hele dage – og så rejser man på dag 11.

Dag 0 blev hurtigt brugt til alt det praktiske. Jeg var imponeret over logistikken. Etiketter på alt med det nummer, som ens bolig havde: Puderne vi sad på i meditationssalen – ikke noget med at rykke rundt, aldrig kunne finde “sin” pude som på kurserne i Nepal. Pose med bestik, kop og tallerken til hver enkelt. Ens spiseplads, alt med nummer. Der skulle ikke bruges unødvendig tid på at finde plads nogen steder. Selv paraplyerne, som blev udleveret til brug som parasoller, havde numre. På sidste dagen fortalte manageren mig, at sådan er det, ligegyldigt hvor man tager hen i verden, til ét af dhamma centrene, den organisation, der er opbygget af S.N. Goenka til Vipassana-træning. Det giver en genkendelighed og nogle enkle retningslinjer, så man ikke bruger sindet til alt muligt unødvendigt.

Efter det praktiske var der udførlige instrukser om dagsprogrammet, som også var det samme hver dag – og en introduktion til Vipassana meditation, historien og filosofien bag. Og så var det i seng – for næste dag, som alle de følgende – skulle vi op kl. 4! Bærbare tablets, Ipads og telefoner var blevet afleveret. Bøger ligeså – ingen lekture til at aflede sindet. Jeg havde nu min roman i kufferten – men jeg vidste, at jeg ikke ville læse. Jeg tænkte heller aldrig på det – godt træt om aftenen, faldt jeg bare i søvn.

Jeg vender tilbage til selve kurset – eller nærmere mine egne oplevelser af det. Måske først når jeg er hjemme igen.

For det er allerede fortid nu. De 10 døgn og lidt mere, som ind imellem var noget af det mest langsomme, jeg nogen sinde har oplevet, er forbi. Alt ender – på ét eller andet tidspunkt – intet er vedvarende, helt i tråd med undervisningen.

Og nu er jeg i Sri Racha, 30, 40 km nord for Pattaya. Valgte byen, fordi der herfra kun er 2 timers kørsel med bus til Bangkok lufthavn – og fordi Lonely Planet talte godt om den. Blev kørt hertil i går. Efter i 10 dage gang på gang at have beskæftiget mit sind med: “Hvordan mon jeg kommer dertil?” hver gang mine tanker tog på vandring, så løste transportproblemet sig i løbet af et par minutter. Østrigeren fortalte, da vi efter kl. 10 på 10. dagen måtte tale igen, at han skulle besøge en ven i Pattaya i nogle dage, altså skulle vi i samme retning. Og straks efter hørte jeg, han var i gang med at få et lift af to thailændere, far og søn, som boede i nærheden af Pattaya. Jeg fik hurtigt koblet mig på, og i går morges, da vi satte os ind i bilen, sagde østrigeren: “Altså, jeg er altid så heldig, møder altid den rette person på det rette tidspunkt. Transportproblemer løser sig altid.” Og det er jo rigtigt. Alt løser sig altid – på én eller anden måde. Jeg blev oven i købet kørt helt til døren til mit hotel – efter 4 timers rejse og mere end en halv times søgen efter hotellet. Hvor var jeg heldig.

Hotellet var også udvalgt af Lonely Planet. Jamen jeg har så gode erfaringer med de valg. Booked og betalt, inden jeg forlod Koh Chang. Da jeg var næsten færdig med at booke over Agoda, blev jeg spurgt, om jeg ville betale, hvad der svarede til ca. 20 kr. pr. nat, for at have et værelse med havudsigt – og skyndte mig at svare ja. Også til at betale straks (tit synes jeg, der er bøvl med de forskellige måder hotellerne forholder sig til den endelige betaling, hvis jeg venter til ankomst).

Hotel Samchai er et hotel bygget i traditionnel stil på pæle, som mange af de gamle huse ved havnen. Syntes, jeg havde gode erfaringer med den slags byggeri fra Blue Lagoon. Værelset, jeg fik anvist, svarede dog ikke til det billede, jeg havde set på nettet. Der var ganske vist en lille altan, men den vendte ud til en mørk, indeklemt kanal, ret klaustrofobisk. Jeg gik hen i receptionen – hvor receptionisten ikke forstod ret meget engelsk. Så hun ringede til manageren og gav mig telefonen. Derefter fulgte en samtale, der kunne minde om en Monty Python sketch: “Jeg har ikke fået værelse med havudsigt, som jeg har betalt for.” Han: “How many persons more?” Jeg siger “ikke flere personer, men det værelse med udsigt, som jeg betalte for.”- “So you want to book one room more?” -“No, just the room with view, that I payed for.” Og så kom det bedste:”You want to smoke in the room? No, we don’t allow smoking – nobody smokes in the rooms.” Efter flere lignende, lykkedes det endelig: “You can get a room with view – and you don’t have to pay more, it’s okay.” Og det er så virkelig okay. Sad på altanen sidst på eftermiddagen i går, nød solen, der var på vej ned, nød at have tid til at fordøje 10 dages indre oplevelser. Sad der i mørket i aftes, efter en bytur, og lyttede til vandet, der kom brusende tilbage ved højvande. Sad der igen i morges efter at have lavet en kop Nescafé. Morgendis. Fiskekutterne på vej ud fra havnen. Og følte mig lykkelig over at være på dette dejlige sted. Kan kigge over på et billigere hotel overfor. Virkelig forsømt – og Lonely Planet “valgte det fra” for mig ved at beskrive de mørke rum og det faldefærdige look. Jeg husker en englænder, som jeg rejste med i nogle dage i Kina – og som sagde om et hotel i et tibetansk område: Det er okay – “if you desperately want to save your money!”

Sri Racha er en skøn by – et rigtig godt valg til de sidste to døgn af rejsen. Kom til søndagsstemning med parken fyldt af skovtursglade mennesker, til folk der var på muslingefangst mellem molerne ved lavvande, ligesom i Bretagne. Spiste på en lille café med vidunderlig organisk/økologisk mad. Efter at have fået helt ren næring i 10 døgn, både fysisk og mentalt, kunne jeg ikke forestille mig at få anden slags mad ned – selv om jeg egentlig først havde udset mig et sted, som måtte være rigtig populært ud fra antallet af kunder.

Jeg er ude i verden igen. Med alt, hvad det indebærer. Det har faktisk været rigtig godt at være uden net i 10 døgn. Det blev et helt pres i går at skulle forholde mig til de 130 mails, der var i mailboxen – og erkende at over halvdelen er unødvendige mails, som kommer fra flyselskaber, firmaer, jeg har handlet ved, tips om film, bøger, alle de steder, hvor jeg ikke har fået sagt nej til mails.

Fotos:

Udsigt fra min altan. Det store hus med de røde skodder, hører ikke til hotellet. Jeg har talt med ejeren, som er en sød kinesisk/thailandsk kvinde. Og det næste foto er af det hotel, man kan bruge, “hvis man desperat vil spare nogle penge”:

040

 

 

041

Min fine altan:042

Et sindrigt system af gange ud til alle de små afdelinger af hotellet:043

Udsigt fra fælles terrasse:045