Fra min altan

Livet her – og tanker om min tilgang til buddhismen

Jeg sidder på min altan. Tilstrækkeligt højt oppe, til at jeg ikke er generet af støv og bilos her.

Tidlig morgen og om aftenen er her stille. Skal anstrenge mig for at høre trafikken. Men – når jeg tænker efter – så er den nepalesiske nat aldrig helt stille. Overalt, i byen som på landet, er der ofte et kor af gøende hunde. Når én sætter i, spreder det sig til hundene i området. Men det generer mig aldrig. Om natten er der også aber, som løber rundt på klosterområdet, og de kan hoppe, springe og larme på de bliktage, der er. Men heller ikke disse lyde forstyrrer. De er en del af natten her.

Nu – midt på formiddagen – er der lyde fra håndværkerne, som saver og hamrer, travlt beskæftigede med at gøre gæstehusets nye café klar til det store rykind om en uges tid, når klostret tilbyder det årlige forårskursus.

Caféen bliver virkelig en perle med panoramaudsigt over det sydlige Kathmandu – og en gevinst for klostret, hvis man vil tiltrække flere til at benytte caféen. Jeg har lagt mærke til, at flere kommer udefra (burde vel sige nedefra) for at drikke kaffe, spise her. F.eks. møder jeg hver morgen to ældre spanske par, som forcerer alle trapperne for at nyde morgenmaden her.

Og, som sagt, trapper er der ca. 100 af. Her er nogle af de øverste – og nederste:

IMG_20180308_082310_resized_20180308_121202569

IMG_20180308_082210_resized_20180308_045723481

Kurset, som starter om en uge, skal jeg ikke deltage i. Jeg var for sent ude med at booke værelse, så jeg har det kun til den 15. Jeg kunne sådan set bare flytte ud og komme dagligt fra 8-16, som jeg gjorde for 5 år siden, da jeg også var for sent ude med at booke. Da boede jeg dels på hotel, dels airbnb, indtil jeg fik en lejlighed på klosterområdet.

Men det er noget andet, der afholder mig fra at deltage. Den undervisning, som skal foregå, er langt over mit niveau i buddhismen, og jeg er slet ikke parat til at engagere mig i det videre, personlige arbejde, som faktisk er en forudsætning for at deltage.

Min tilgang til buddhismen har altid været mere pragmatisk. Selv om jeg har deltaget i mange kurser, er det den helt basale viden, som jeg har taget til mig, og det er meditation, den helt elementære, der har været og er min daglige praksis.

Selv om jeg havde været interesseret i og bevæget mig omkring buddhismen i måske 30 år, var det først for otte år siden, jeg begyndte at søge længere ind. Jeg havde, som så mange andre, deltaget i mindfulness- og meditationskurser, og tænkte vel, at det ville være godt at opsøge den rene vare. Så under mit første ophold i Nepal havde jeg tilmeldt mig et 10 døgns kursus på Kopan Klostret (se dette indlæg om indhold i rejser alene – eller indlæg om “Nepal 2010”).

Siden har jeg været på andre uge-eller 10 døgns kurser i Nepal, en 10-døgns Vipassana-retreat i Thailand (ren åndedrætsmeditation og stilhed alle 10 dage), et ophold nogle dage på et lille retreatcenter syd for Pattaya. I Thailand var det dejligt at se, hvordan Thailænderne brugte disse retreatcentre “til at finde ro igen, når der var brug for det”. Og på alle disse kurser har det været meditationsdelen, som jeg har fået mest ud af. Den buddhistiske filosofi, på et overordnet plan, har også hjulpet mig.

Men selv om jeg også har været på kurser, hvor man begynder at bevæge sig ned i de mere esoteriske tekster, så er der en del af mig, der ikke helt har villet. Eller også er jeg bare intellektuelt doven på det område. Det ER svære tekster – og jeg synes ikke, at jeg har energi til at lære, læse i dybden. Glemmer meget igen. Det er ikke det samme som ikke at få noget ud af kurser/ belæringer, for pludselig er der sætninger, som går lige ind, falder på plads i min egen spirituelle opfattelse af livet. Energien og kraften, som jeg kan mærke.

I lang tid vægrede jeg mig også ved at tage tilflugt – et buddhistisk ritual, hvor man med en lærers hjælp “hengiver” sig til det, som han eller hun står for, den viden, som er transmitteret i den pågældende retning. Jeg var jo – erkendte jeg – ikke “rigtig buddhist”, men også så meget andet. Men ved lærerens hjælp erkendte jeg også, at jeg derigennem åbnede mig for egne muligheder, at blive et ordentligt menneske, der, hvor jeg var, om det var som kristen eller buddhist eller andet.

Hvis jeg sammenligner mig selv med mange af de vesterlændinge, som jeg møder herovre, kan jeg føle mig som en ren analfabet, når jeg hører dem citere navne på den ene store mester efter den anden og det specifikke ved den enkelte. Der er dem, der ved lige nøjagtigt, hvornår og med hvem den tibetanske buddhisme delte sig i flere retninger, hele rækkefølgen af mestre i en bestemt linje. Jamen, altså, det ved jeg ikke. Har aldrig brugt den fornødne tid og energi til at sætte mig ind i det. Er jeg for doven? For dum? Og har jeg så lov til at være her?

Men HER får jeg stoppet mig selv. Husker og værdsætter, at det er godt nok at bruge min lille viden til det for mig væsentlige: Fokus, opmærksomhed, væren i nuet. Stoppe det urolige sind, når det er nødvendigt. Være ordentlig i mit liv. Og – så vigtigt – at have lært at flytte fokus fra det, jeg ikke har til taknemmelighed over det, jeg har. (For at anskueliggøre dette sidste var det efter min datters død et vigtigt skift, da jeg fandt ud af, at jeg kunne flytte fokus, når sorgen blev uudholdelig med en tendens til at ynke mig selv, over til taknemmelighed over at have haft min datter i livet i næsten 24 år).

Som foreløbig konklusion flytter jeg, når jeg ikke længere har mit værelse her. Til Pharping syd for Kathmandu. Og så har jeg fundet et hotel ikke langt herfra de sidste tre nætter – og vil deltage i undervisningen, nede bagi, og suge det til mig, som jeg nu kan.

 

 

 

 

 

 

Nepal 2010, fortsat…

(Indlæg starter HER )

“Kathmandu er en sansemæssig oplevelse, som jeg ikke har oplevet andre steder. Jeg er fuldkommen fascineret af dens larm, trafik, affald, lugt, farver, mennesker. Jeg er næsten lige kommet, og jeg synes jeg har været her længe. Ind imellem som et dyk ned i fjerne tider. Et glimt af middelalderen. Kunne jeg forestille mig. Byen har overvældet mig. Jeg har ikke lyst til at rejse videre. Komme på trekking? Er trekking lige mig? Gåture, jo. Men trekking? Det var noget, jeg troede, jeg skulle. For det er da det, man tager til Nepal for.”

“Mødtes med Karen fra mit gamle kollektiv. 80’ernes Christiania. Nu sidder vi her – på et hotel i Kathmandu – og spiser frokost og snakker, som om vi så hinanden i går. Men det var sidste år. Eller året før. Bagefter viser hun mig rundt i “sit” Kathmandu, hvor hun er kommet næsten hvert år siden -81. Vi ender på det kloster, hvor hun bor, hvor hun altid bor, når hun er her. På klostrets “Guest House”. Da vi bevæger os ind på gårdspladsen omgivet af klosterbygningerne, mærker jeg en ro og som en hvisken af “velkommen hjem”. Gæstehuset ligger øverst oppe med udsigt over Kathmandu. Altaner. Lille have. Her vil jeg bo. Jeg kan næsten ikke tro, at det er muligt at finde så dejligt et sted.”

“Gåtur hjem i skumringen. Glad og mæt på oplevelser.”

“Glider ind i rytmen her. Nu, hvor trekking er droppet, skal jeg ikke skynde mig videre. Jeg har slået mig ned i mit midlertidige liv på klostret. Næste weekend har jeg bestilt to overnatninger på et hotel oppe i bjergene ved Nagarkot. Der er 2½ uge til det 10 døgns kursus, jeg har meldt mig til på Kopan Klostret. Men lige nu bor jeg på Benchen Klostrets gæstehus. ”

“Som i Tyrkiet er mændene kun ude efter mine penge. De vil være guider eller sælge noget. Tiden med invitationer til andet og mere ligger i fortiden. Det gør det hele lidt nemmere. Eller lidt vemodigt? Måske hjalp det lidt, at der så var en ung kvinde, hvor jeg købte en trøje, som sagde: “Du er smuk.” Selv om hun tilføjede “Old, but very beautiful.” Eller hvad med den her? Var inde for at købe en tangka (buddhistisk maleri) til Sara, og sælgeren spurgte: “Hvor gammel er du?” Og jeg, der kækt svarede med et spørgsmå, som jeg nok ikke skulle ha’ gjort: “Ja, hvor gammel tror du?.” – “Fifty? (det begynder jo godt) – men han fortsætter straks: “Sixty? Seventy? More? I really don’t know.” Det kan lære mig, kan det”

“Drøner gennem byen i sand dødsforagt i helt igennem rustne minibusser. Minibusser er virkelig minibusser. Troede ikke, at hverken trafik eller køretøjer ku’ bli’ værre end i Kina. Men det er de her. Og jeg sidder der, som en stor, svedende europæer, enten klemt ind på forsædet mellem så nepalesere, eller bagi, hvor jeg med store europæiske fødder får trådt alle over tærene, inden jeg får mig klemt ned med den ene balle på30 cm plads. Man sku’ tro, der ikke var plads til flere, men vi kommer op på 15 passagerer i den lille bitte minibus, da de to – tre sidste nærmest ligger bukket hen over alle vi andre. Jeg får åndenød og galopperende hjerte, når at tænke: “Sådan starter et angstanfald vist.” Men når at tænke videre: “Det behøver jeg jo ikke at få.” Og så var det væk igen.”

“Namaste. Jeg hilser guden (det guddommelige) i dig. Smuk måde at hilse på. Og når nepaleserne spørger, hvad man synes om Nepal, spørger de: “How are you feeling about Nepal?”

“Bare være. Lytter til de små munkes undervisning i haven bagved. Lige før var det engelsk. Nu lyder det som matematik. Går somme tider til Mahakala Puja tidlig morgen. Bliver alligevel vækket af instrumenter og de reciterende stemmer. Eller går koraen, pilgrimsruten rundt om Swayambhu-højen sammen med alle de andre, der starter deres dag på denne måde, inden arbejde og andre gøremål. Glider ind i flowet af mennesker, gør som de andre, sætter små og store bedemøller i sving. Undervejs er der boder med salg af smørlamper, farvestrålende blomster til ofringer, unge drenge, der sælger fugle (ved at betale, lukker man dem ud, befrir dem for deres fangenskab). Overalt aber (også hjemme i gæstehuset: “Don’t leave your room windows open” – aberne kan gøre stor skade). Forbi ligbrændingspladsen, hvor ligene venter på at blive brændt, eller gløderne fra aftenens og nattens bål. Jeg har fundet freden i udkanten af en millionby, i stedet for der, hvor jeg troede, jeg skulle hen.”

“Naturen har kaldt. Lidt. To døgn. Fredfyldt sted i de lave bjerge (op til 2000 m, og som bliver kaldt bakker) uden for Nagarkot. Om morgenen, lige når solen står op, skulle man kunne se de højeste bjerge. To morgener i træk stirrede jeg mod Everest. Troede jeg så en tydelig trekant. Selv om der var for diset til at se noget som helst. Gik 10 km ad stier og småveje mod udkanten af Kathmandu. Sammen med en amerikansk kvinde, som bor i Laos, enke efter laotisk mand. Så fik jeg også lavet – en slags – trekking. Ned ad bjerget.”

De sidste 11 døgn i Nepal, tog jeg til Kopan Klostret lige nord for Kathmandu for at deltage i et 10 døgns kursus som introduktion til buddhismen. Fantastisk godt tilrettelagt. Vekslende mellem meditationer, indføring i den buddhistiske filosofi, velstyrede diskussioner. Fra om aftenen efter den sidste undervisningstime indtil næste dag kl. 14, når diskussionstimen startede, var der stilhed. De sidste to døgn i fuldkommen stilhed. Den stilhed. Jeg nød den. Kunne næsten ikke have, når den blev brudt og alle mødtes til te/ kaffe efter diskussionstimen. Stemmerne, der steg og steg i styrke.

Disse kurser på Kopan er virkelig anbefalelsesværdige. På de 10 døgn kurset varede, lærte jeg mere om meditation, livets forgængelighed, altings evige skiften, accepten af døden end jeg nogen sinde før havde gjort. Jeg vil faktisk sige, at de 10 døgn var mere befordrende for mig end års terapi (siger jeg – psykoterapeut). Og en forberedelse til at klare den rejse gennem sorg og savn, som startede tre måneder senere. (Jeg har skrevet en bog om det at miste min datter – og en blog eftersara.dk )

Du kan se fotos fra Kopan Klostret samt noget om, hvordan man tilmelder sig HER

På rejsen hjem til Danmark lagde askeskyen sig over Europa, mens jeg sad i transit i Istanbul Lufthavn. Det betød 6 dages ophold i Istanbul. Ikke det værste sted at sidde fast.

Og snart er jeg igen i Nepal

 

Nepal 2010

Der er nu kun lidt over to uger til min rejse til Nepal. Den begynder at tage form. De første to uger på Benchen Klostret i udkanten af Kathmandu. Alle værelser er udlejet fra den 15. pga. et større kursus på klostret, så jeg tager op i de lave bjerge syd for Kathmandu i nogle dage og derefter har jeg lejet et hotelværelse i Kathmandu de sidste dage. Så kan jeg deltage lidt i kurset, møde én af mine gode veninder, som vil være kommet i mellemtiden, ligesom en kvinde fra mit gamle kollektiv på Christiania. Og når jeg ankommer til Kathmandu vil en anden veninde – også fra det gamle kollektiv – allerede være der. Hun tilbringer som regel februar og marts i Nepal, og det var hende, der oprindeligt introducerede mig til Benchen Klostret.

I aftes kom jeg til at læse i det hæfte, som jeg skrev dagbog i på min første rejse til Nepal. Jeg brugte noterne som grundlag for fællesbreve til familie og venner. Lidt vemodigt at tænke på, at min datter, Sara, levede dengang. At hun kun havde fire måneder tilbage at leve i, vidste jeg heldigvis ikke. På forsiden af hæftet havde jeg klistret fotos af hende, alene og sammen med kæresten – og et foto af hendes storebror (hendes fars søn) og hans kæreste. Både for at ha’ disse fotos med mig – men også fordi jeg, af erfaring fra min Kinarejse, vidste, at det er godt at kunne vise familiefotos, når folk, man møder, er nysgerrige omkring, hvilket liv man lever.

Ved gennemlæsning i går blev jeg overrasket over, at de første dages notater handler meget om, at jeg savner min datter. Jeg skulle være væk en måned, men hun havde allerede boet i København i næsten tre år, så jeg var vant til, at jeg ikke så hende så tit. Vi havde tilbragt et par intense dage i København inden min afrejse. Måske derfor? Eller – havde jeg mon en slags forudanelse om den sorg og det savn, jeg snart ville føle?

Jeg vil dele nogle af noterne fra det hæfte. Tanker om at rejse alene. Uredigeret. Fordi de giver et godt indblik i meget af det, man kan komme i kontakt med som alenerejsende. Fra “Hvorfor gør jeg dog det her” over udmattethed og frustration til dyb tilfredshed, ro og glæde.

Marts 2010

“New Delhi lufthavn. Uret på min mobil siger 01:00, men jeg øver mig i at tænke 5:30 lissom tiden her. Har fundet en hvileplads – endelig – og håber på at sove lidt. International lufthavn. Må være kæmpestor, men sidder her i et lille, lukket transitområde, som jeg ikke kunne gå ind i – men hentes ind. Og må heller ikke bevæge mig ud herfra. Straks, da jeg forsøgte, kom en vagt. Troede på et tidspunkt, at jeg ville blive skubbet ud af lufthavnen, for selv om jeg på vej væk fra flyet og midt i en menneskestrøm mod udgangen flere gange sagde til vagter, at jeg IKKE skulle ud, så blev jeg bare sendt videre og videre. Inden tolden fik jeg så at vide, at jeg skulle blive stående og vente – og “og noget personale ville komme”. Endelig kom en kvindelig ansat – kun til mig. Tog alle mulige oplysninger – og jeg fik selv tjekket, tror jeg da, om min bagage nu helt sikkert blev sendt videre (det skal man selv sørge for, når det ikke er samme flyselskab til og fra Delhi). Og så op igen – og ind i det her område med besked om, at “nogen vil hente mig – og give mig mit pas tilbage” inden boarding til flyet til Nepal. Sidder og ser folk blive hentet. Én efter én. Jamen – ham der, han skulle da med samme fly som mig. Hvorfor bliver han nu hentet. Og ham der – han skulle da med et fly et andet sted hen – senere – ud fra hvad jeg hørte. Har de glemt mig? Jeg spørger og får at vide, at jeg skal blive siddende.”

…..

“Har været i en parallelverden på rejsen indtil nu. Har hverken kunnet læse eller se film på flyet fra Istanbul til Delhi. Har bare været i tiden, der går eller ikke går. Jeg har bare været der og undret mig lidt over, at jeg gør det her – altså rejser. Sku’ jeg ikke ha’ givet Sara pengene? Og jeg savner hende. Sku’ jeg ikke bare besøge hende tit (men gider hun det?)”

“Huske at hver rejse er en rejse i mig selv. Jeg er på rejse for at lære. Selv om jeg ikke ved hvad.”

“Sidder min første aften på hotellet og tænker, at livet måske alligevel ikke er at rejse alene. Tænker på alle de gode oplevelser jeg har haft på rejse med andre. Glæden ved sidste års ferie i Istanbul med Sara og hendes kæreste. Nu skal jeg måske spise de næste mange uger alene. Har lige lavet en kalenderoversigt. Det er jo laaaang tid, jeg skal være her. Og jeg, der var bange for ikke at ha’ tid nok. Savner allerede Sara, mit hjem, hverdagens stille glæder……Men husk nu Kina – hvor godt det blev. Netop fordi du var alene.

Jeg er bare træt nu. Og søvnig. Har været på rejse i 24 timer. Sad i New Delhis lufthavn i næsten 10 timer. Selv om jeg er ekspert i bare at vente og at være, så var det i overkanten af min formåen i venten og væren.”

“Dagen efter. Jeg er landet. Vågner frisk og udhvilet. Dejligt at ha’ sovet en hel nat. Solen skinner. Vandet i bruseren er varmt. Morgenmaden indbydende og velsmagende. Går ned i byen. Kathmandus centrum. Drejer til højre i stedet for mod Thamels turistkvarter. Orienterer mig godt med kortet i Turen går til Nepal. Nemmere at læse uden briller end det i Lonely Planet. Jeg driver med menneskemylderet, ind og ud af og igennem smalle gader og gyder. Lader mig indfange af stemningen, det pulserende liv, farverne. Ender på Durbar Square, hvor jeg afslår alle tilbud fra unge mænd, som tilbyder deres hjælp som guide. Det er svært, men jeg vil selv, jeg vil bare gå, sidde, snuse, drømme. Kathmandu her er jeg. Jeg skulle ha’ været her i -68, men blev altså nogle år forsinket. Jeg finder nemt, meget nemt, hjem til hotellet. Det er ikke svært. Heller ikke svært at spise alene Det er faktisk afslappende. Somme tider sjovt. Og fra tagterrassen en fantastisk udsigt over hele byenNepal 001

Nepal 017

 

 

 

Nepal 004Nepal 014

 

 

 

 

Nepal 013Nepal 041   Nepal 034 Nepal 025 Nepal 057

 

 

 

 


 

 

(fortsættes HER )

Nepal igen?

Jeg har siden september overvejet at rejse til Nepal igen. Egentlig tog jeg – sådan en slags halv beslutning – om ikke at rejse så langt væk længere. I erkendelsen efter rejsen til Bosnien: At der indenfor få timers flyrejse findes steder, som er nemmere at besøge. Og i erkendelsen af, at jo ældre jeg bliver, jo mere træt er jeg efter lange flyrejser. Synes f.eks., at jeg, når jeg kommer hjem efter sådan en lang flytur, bruger for lang tid til at hvile ud , selv om opholdet har været afslappende.

Men lysten til Nepal dukkede op under et besøg på Christiania for et par måneder siden hos én af mine gamle medkollektivister. Det var hende, der for syv år siden fik mig til at opdage det kloster, som jeg næsten betragter som mit hjem i Nepal. Hun har selv været i Nepal næsten hvert år siden starten af 80’erne.

Siden har lysten til endnu en rejse til Nepal bundfældet sig, lidt efter lidt. Som om jeg MÅ tage derover endnu en gang. Næsten at jeg BØR tage derover.

Den første rejse til Nepal for syv år siden gav mig rigtig meget. Jeg vil næsten påstå, at det, jeg lærte der – om meditation, om væren i nu’et, om accepten af altings evige forandring – gav mig mere end alt det, jeg tidligere havde lært om disse emner. Et møde med en gammel tibetansk munk/lærer var en hjerteåbner på en anderledes måde, end jeg tidligere havde oplevet. Og alt det var en kæmpestor hjælp for mig, da jeg få måneder senere stod midt i mit livs sorg, midt i det største følelsesmæssige kaos, jeg nogensinde havde og har oplevet – da min datter døde pludseligt, efter en trafikulykke.

Jo mere rejsen måske bliver til virkelighed, jo mere oplever jeg den også som en slags pilgrimsrejse. En sidste gang til Nepal. Så ER det ikke nødvendigt med lange rejser længere.

Så hvorfor tøver jeg? Fordi et år er så kort. Og rejsebudgettet ikke er uudtømmeligt. Jeg vil til Bretagne igen, igen, ned til mit franske liv i en måned. Jeg har også overvejet Caminoen – og det skal vel være snart, hvis jeg vil gå den.

Hvis det bliver Nepal, bliver det hele marts måned.

70 år

Det var min fødselsdag i går. Her – i det franske. 70 år. Det er mange år. Jeg har levet så længe, at det vel er en kendsgerning, at jeg står foran mit livs vinter.

70 levede år.

Som alle andre dage startede jeg dagen i dag med en meditation.

Denne gang en morgenmeditation på alder og taknemmelighed. Taknemmelig over alle årene, alle årtierne. Går tilbage i livet. Dvæler ved hvert årti.

Fra 2017 til 2007, 2007 – 1997, 1997 – 1987 osv.

Jeg genser alt det, og alle dem, som jeg har været taknemmelig over i hvert årti.

Det er overvældende, som taknemmeligheden fylder. Jeg har så meget at være taknemmelig over.

Til sidst lader jeg alle de mennesker, som har betydet og betyder noget for mig stå omkring mig. Det er én stor masse, som står beskyttende omkring mig. Jeg ser ikke den enkelte, men mærker hvordan deres tilstedeværelse fylder mit hjerte med glæde.

Kun én træder tydeligt frem. Sara. Jeg græder, ikke af sorg, men af glæde over, at hun har været her en tredjedel af mit liv, og jeg græder i taknemmelighed over alle de mennesker, der har fyldt mit liv.

Og især Sara, som jeg omfavner.

Jeg mærker både tyngden og letheden af mit liv.

Men jeg har bevaret fokus på det, jeg er taknemmelig over. Sikken et liv. Sikke nogle år. Sikke nogle årtier. Jeg føler mig glad og tilfreds over livet, oplevelserne.

Livet sluttede ikke, det sidste årti – til trods for længsel og sorg, så blev det et årti, hvor jeg rejste mere end nogen sinde, tog langt væk alene, oplevede nye lande, deltog i kurser i østen, genoptog mit franske liv i perioder på en måned ad gangen.

Jeg kan fortsætte min fødselsdag. Pandekagerestaurant med veninderne fra Erquy til frokost. Champagne og pandekager, både galettes og crêpes.

Og sen eftermiddagstur med venner til den mondæne badeby, Dinard, hvor rige franskmænd og englændere i starten af 1900-tallet fik bygget deres sommerresidenser som små slotte. Coctails i baren på Thalassoterapi-hotellet.

018

039

041

Jeg er parat til det næste årti. Og jeg vil møde livets vinter i sommertøj.

045

 

Assisi

Det var dejligt og fredfyldt at holde nytår i Assisi. Selv om hele rejsen kun varede fire dage (tre overnatninger, to en halv dag dernede, næsten to dage til selve rejsen), følte jeg, at jeg havde uanede mængder af tid, mens jeg var der. Vi skyndte os aldrig, men så det, vi gerne ville se. Gik rigtig meget (nytårsaftensdag 16 km) uden at blive træt. Spiste godt, boede godt.

Flyrejsen med Lufthansa fra Aalborg bød på to flyskift på vejen ned. Men dejligt nemt begge steder, da ankomst- og afgangsgaten begge gange var lige ved siden af hinanden. Vi havde læst os til, at når vi skulle videre med tog til Assisi, var det nemmeste at tage fra Roms Lufthavn, Fiomicino, ind til Tirbutina stationen (i stedet for Termini), da denne station er mere overskuelig, og der herfra ind imellem er direkte tog til Assisi.

Vi var fremme i Assisi ved 18-tiden, taxa det sidste stykke, da banegården ligger nede i dalen, og vi ikke orkede at vente på en bus.

Jeg var spændt på at se Assisi igen. Har været her to gange tidligere. Én gang på familieferie, hvor vi var i Umbrien og brugte en dag i Assisi. Dengang var jeg ikke i tvivl om byens helt specielle fredfyldte stemning, og da vi besøgte Frans’ kloster på bjerget var det på et tidspunkt, som om ”hjernen lettede”, at der blev hul igennem til en gennemstrømning, som jeg ikke forsøgte at forklare eller tale væk, men bare måtte gå eller stå i stilhed for at mærke det, lidt væk fra de andre. Og jeg vidste, at her måtte jeg tilbage til engang. Det var jeg så for lidt over 10 år siden på min første rejse ud i verden alene som moden single-igen-kvinde.

Dengang deltog jeg i en uges kursus afholdt af Assisi Missionen. En rejse alene, ja, men som en del af en gruppe, der blev indlogeret på et kloster og hver dag deltog i meditation, undervisning, besøg i kirker, klostre og hellige steder. Det er her jeg har haft nogle af mine dybeste spirituelle oplevelser. Ved Frans’ grav og især oppe i klostret Eremo delle Carceri oppe på bjerget Monte Subasio. Da jeg besøgte dette kloster sammen med gruppen, var det igen, som da jeg havde besøgt det nogle år tidligere, hjernen, der lettede, og jeg besluttede mig for at gå derop alene på en fridag. Så det gjorde jeg en eftermiddag.

Hvad der skete, var en rejse gennem følelserne, mens jeg sad der og mediterede inde i det lillebitte, gamle kirkerum. Andre turister kom og gik, jeg fornemmede, der var mennesker omkring mig, mens jeg fuldkommen overgav mig til det, der skete indeni: En sorg, der fyldte mig, så tårerne strømmede – uden at jeg behøvede at vide ”hvorfor”. Jeg var bare ked af det, som om al sorg i mig og udenfor mig bare skulle grædes ud. Tårerne strømmede. Senere rystede jeg. Jeg sad der og rystede uden at tænke på de andre, der gik forbi, så mig. Jeg rystede i hele kroppen, tænderne klaprede. Prøvede ikke at gøre noget for at standse det, vidste, at det bare skulle overstås. Da jeg ikke rystede længere, blev jeg fyldt med glæde. Nej, ikke bare glæde, en voldsom lykkefølelse, der fik mig til først at smile og bagefter grine højt. Det hele tog vel højst en time. Jeg gik ned fra bjerget igen, let og glad, mens jeg kom til at tænke på, hvordan jeg mon havde set ud? En gal kvinde, som sad og græd, rystede og grinede.

Og nu var jeg i Assisi igen. Genkendte gaderne, kirkerne, fredfyldtheden. Jeg var spændt på, hvad min veninde ville synes om byen, det hele. Det er altid lidt mærkeligt at tage nogen med til et sted, som man selv sætter pris på. Det er jo ikke sikkert, at de andre synes det samme. Men Helle var allerede fra den første aften glad for at være der, fornemmede fredfyldtheden, energien.

Når jeg tager tilbage til et sted, er det ofte med forventningen om at have mere af det samme, altså samme slags oplevelser som sidst. Det lykkes sjældent, for omstændighederne er jo altid anderledes. Men nu havde jeg haft så kraftige oplevelser to gange i Assisi – og forventede mig noget følelsesmæssigt eller spirituelt kraftigt.

Det blev det ikke. Eller det blev noget andet, mere stille, og alligevel bevægende. I Frans’ krypt i San Fransesco kirken, en følelse af forbundethed med alle pilgrimmene, der bevægede sig rundt eller sad i stille bøn, bare være der som en del af en slags fælles bøn. Da jeg berørte muren omkring graven, blev jeg selv berørt i hjertet. Måske var det det, vi alle var der for: At blive bevæget, berørt? Mærke kærligheden strømme – uden grund.

Udsigten fra San Fransesco Kirken. Et næsten eventyragtigt kig gennem disen ned til dalen:

010

Om morgenen nytårsaftensdag til gudstjeneste i Clara Kirken allerede kvart i syv om morgenen. Clarisserne (nonneordenen stiftet af Clara, en slags kvindelig elev af Frans), der taler og synger som engle i deres skjul. De, der har viet deres liv til klostret. De må ikke ses, kun præsten har kontakt med dem. Hans prædiken er henvendt til dem, mens han står med siden til menigheden. Jeg fik fortalt, sidst jeg var der, at disse morgenprædikener også indeholder oplysninger, nyheder fra aviserne, om det, der foregår i verden, som clarisserne kan tage med sig i deres bønner.

Et par timers gåtur op til Emello delle Carceri, en pilgrimsvandring mod at få løftet hjernen igen. Det skete ikke. Jeg følte mig temmelig uberørt inde i den gamle del, besøgte bare stedet. Ikke skuffet – for det blev indlysende, at oplevelser ikke kan opsøges, gentages. Og jeg er et andet sted i dag end dengang. Måske har jeg slet ikke brug for lige netop det, men måske mere den indre stilhed, da vi deltog i gudstjenesten i den nyere kirkebygning? Eller den stille glæde, da vi bagefter sad udenfor den lille bod, som sælger kaffe og souvenirs. At sidde i solen, der for et par timer får kulden væk den 31. januar, sidde på en taburet med et krus varm kaffe og en plade chokolade til deling. Det er stille lykke.

Og at være blandt 1000 andre til midnatsgudstjeneste nytårsaften. Afrikanske nonner, der danser, trommer, synger. Præster, der læser bibeltekster på forskellige sprog. Og pludselig, midnat, nytår i kirken. At blive omfavnet af en masse smilende mennesker. Det gør man. Ligesom man hilser og giver hånd til de omkringstående under den katolske gudstjeneste, sådan ønsker man også alle omkring sig et godt nytår. Igen denne følelse af at være en del af noget større, noget fælles.

Hotellet, la Rocca, i østlige udkant af Assisi, kan absolut anbefales. Det er nemt at nå rundt overalt i byen. San Fransesco Kirken, som ligger i den modsatte ende er ca. 1,5 km væk. Det er skønt at gå rundt i byen, som har bevaret sit middelalderpræg. Selv efter det kraftige jordskælv i 90’erne har man formået at genopbygge den ramte del af byen, så byggestil og helhed er smukt bevaret.

Udsigt fra borgen oppe bag La Rocca:

WP_20160101_014

Vi havde to gode værelser, hver til ca. 350 kr. pr. nat, hvilket er billigt i en by med så megen turisme. Restaurant med morgenbuffet. Vi spiste der også en aften, og maden var absolut god. Dertil kommer stemningen i restauranten, hvor der tit var helt fyldt af italienske turister, som tilbragte nytåret der, mange i grupper, høj snak. Og en fin detalje: Når vi, som vi, kun var to, blev vi placeret ved et bord ikke overfor hinanden, men på to sider af vores lille bord, så vi begge havde front ind mod ”selskabet” omkring større og store borde. Jeg lagde mærke til, at et par kvinder, som var der alene, hver for sig, også blev sat, så de tydeligt vendte ind mod de andre, blev en del af samværet, selv om de havde deres egne borde.

Jeg fik virkelig, hvad jeg søgte: En anderledes fejring af nytåret i ro og fordybelse. Jeg blev ikke trist eller vemodig, glemte næsten, at det var nytår, indtil de der omfavnelser i kirken. Og det var rigtig dejligt at dele oplevelsen med en veninde.

Nytår i Assisi

Jeg blev ramt af en slags juledepression før tid. Engang i begyndelsen af november.

Siden min datters død har jeg taget det for givet, at ihvertfald jule- og nytårsaften skulle tilbringes med hendes far. To gange har vi foretrukket at være alene juleaften, de andre gange med min nieces familie og min bror. Nytårsaften har vi været alene – med så lidt nytår som muligt. Men nu har Saras far en ny kæreste og bevæger sig ind i en anden families jul. Og jeg kan vel ikke altid regne med jul hos min niece?

Efter refleksioner over temaer som: “Jamen, du er jo alene. Dit vilkår i livet er bl.a. en meget lille familie, uden egne børn og børnebørn. Det er virkeligheden, som du skal leve med,” kom jeg frem til: Hvis jeg skal tilbringe juleaften alene, så er det okay. Det har jeg prøvet en gang før, selvvalgt. Sara var 22 og skulle være hos sin far, og jeg valgte at være alene – til trods for invitationer til at komme og være med i andres jul. Altså, jeg synes, at julen med alle dens forventninger, de forskellige indhold, som forskellige familier lægger i julen, er et noget sårbart område at bevæge sig ind i. Jeg har altid holdt mest af min egen, vores egen måde at holde jul på. Så jeg sad gerne alene. Spiste godt, denne gang ikke speciel julemad, men tre retters velsmagende mad. Tændte julelys på træet og sang alene. Mediterede på julefred. Fra min nabo, en veninde, lød der snak og sang og børneleg, som blandede sig svagt med min stilhed. Jeg nød at sidde der, vidste, at jeg ikke var ensom, men alene, at jeg kunne gå ind og drikke kaffe, være sammen med de andre. Men det var godt at holde jul sådan. Så, nej, jul alene skræmte mig ikke. Der var blot den bagvedliggende sorgfølelse over: Sådan er mit liv.

Nytåret har jeg altid haft et lidt anstrengt forhold til. Jeg har aldrig associeret det med fest og farver, men mere som en tid til refleksion over året, der gik, det nye i vente. Har altid allerhelst villet sidde sammen med få nære, uden at det nødvendigvis altid blev sådan. Der har været masser af fester ind imellem, og nytårsaftener med voksne og børn.

Men der, hvor jeg er nu i mit liv, vil jeg gerne bryde med de gamle måder at holde jul og nytår, rejse væk, gøre noget andet. Juleaften faldt alligevel på plads i familien – men nytår ville jeg ud, væk. Begyndte at drømme om Assisi. Assisi, som jeg vist har omtalt tidligere. Det var der min første rejse alene gik hen for 10 år siden. Nytår der, ville være dejligt. Jeg omtalte det for et par veninder, og et par dage senere ringede én af dem og sagde, at der ville hun også gerne ned, parat til at bryde nytårstraditioner.

Så pludselig sad vi sammen for at bestille billet og hotel. Min indre indvending (jamen så får jeg jo ikke råd til også at tage ud til Østen, til solen i februar/ marts) blev overdøvet af: “Dette er så min lysrejse i år. En anden slags lys. Men lys erder, i Assisi!”

I løbet af få timer havde vi flybilletter og to hotelværelser. Og jeg glæder mig.

 

Plads til tanker

Spidsen af Cap d’Erquy.

Mens jeg boede i Erquy, gik jeg ofte herud, når jeg havde brug for at være alene. Eller for at få styr på mine tanker, give plads til nye. Det var her de store tanker opstod – da jeg var i 20’erne.

Efter at jeg var flyttet hjem til Danmark, yndede jeg at sidde her, når jeg kom tilbage på ferie, lod alle årene passere revy, og jeg blev altid ramt af en stille lykkefølelse over at have tilbragt så stor en del af min ungdom netop her. Jeg forstod, hvorfor jeg var blevet, også når det gik dårligt mellem min franske mand og mig, at jeg var blevet, efter at vi ikke boede sammen længere. Landskabet, venskaberne, der opstod her, har været med til at forme mig som voksen, båret mig videre i livet.

Når jeg sidder her nu, er det stadig med denne følelse af lykke og glæde. Over dengang – og over nu.

Nogle dage senere – på vej hjem:

Hvor er det dog forskelligt, som jeg oplever lufthavne. Sidder i Amsterdams Lufthavn, kigger mig omkring, og selv om jeg er træt, føler jeg et øjebliks glæde over menneskemængden, oplevelsen af enhed. Her er vi. Alle på rejse, fra et sted til et andet. Så mange nationaliteter bare her i denne lille del af lufthavnen. Her sidder vi i fredeligt samvær, side om side, overfor hinanden. Nogle taler sammen, andre er optaget af computeren, læsning, eller at kigge ud i luften. Et lille nedslag i en blandet del af verdens befolkning i fredelig sameksistens – mens jeg læser om flygtninge og den unge mand i Saudi Arabien, som står til at blive halshugget, hvis ikke underskrifter fra alverden gør en forskel.

For to timer siden sad jeg i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Uglad og træt. Det gav slet ikke mening for mig at kigge ud over menneskemængden.

Og for endnu flere timer siden, lufthavnen i Rennes. Endnu mere træt. Har ikke sovet meget de sidste nætter. Har i det hele taget oplevet søvnproblemer i mange måneder. Jeg, der altid kunne sove! Ligegyldigt hvad, der skete i mit liv: Skilsmisse, sygdom, operation. Jeg har altid kunnet finde fred om natten i søvnen. Selv efter Saras død, hjalp søvnen mig hver nat til at finde ro, hvile, glemsel.

Men i flere måneder har det været anderledes. Selv under ferien i Bretagne. Et dyk i sorgen. Igen.

Jeg har skullet meget, mere end sædvanlig, når jeg var der. 14 dage er ikke nær nok, når jeg ønskede både tid til at begynde at skrive ny bog og til masser af møder med gamle venner. Vennerne kom i forgrunden. Selvfølgelig.

De sidste fem dage skete der noget hele tiden. Gik fra det ene til det næste. Og så til rengøring og pakning.

At gøre rent inden jeg forlader en lejet ferielejlighed er hårdt, synes jeg.

Til Rennes. Sove sidste nat hos en veninde der. Biograf i aftes. Sent hjem – kl. 00:30. Og her til morgen, i lufthavnen i Rennes, orkede jeg bare ikke mere snak.

Men om én flyvning mere lander jeg i Aalborg.

Dagen efter:

Synes, jeg har jetlag, selv om jeg ikke har bevæget mig gennem længdegrader og tidszoner. Kun breddegrader og lufthavne – og alligevel mere træt end efter tidsforskydninger. Den samlede rejse har jo også varet lige så længe som en rejse til Bangkok.

Jeg er vist mest ked af, at jeg ikke blev i Erquy i en hel måned. Men jeg kunne – pga. flere ting – ikke tage af sted før sidst i september. Og jeg ville være hjemme til Saras fødselsdag. Selv om hun ikke er her, kan jeg endnu ikke finde ud af at være væk på hendes fødselsdag. Som ofte også er en dag, hvor hendes veninder og andre, der har kendt hende kigger forbi.

Det er jo også det, jeg er trist over. Saras fravær, der mærkes tydeligere omkring fødselsdag, dødsdag, højtider…

En rejse i rejsen, 2. del

Fortsat…
Jeg næsten hopper ud af sengen næste morgen kl. 4, da den fælles vækning lyder fra en klokke næsten lige uden for mit værelse. Jeg er blevet skambidt af myg i nat, min citronella myggebalsam har ikke beskyttet specielt godt. Jeg opdagede i går, at den sidste beboer på værelset ikke havde lukket låget til wc’et – og at vandet i kummen havde fungeret som en lille udklækningssø for myg! Så jeg brugte også et skrappere myggemiddel – det der giftige stads, som man ikke må sælge i Danmark – men mest til at ”imprægnere” lagenposen med. Det fungerer til dels – på den måde, at myggene i hvert fald ikke har stukket gennem lagenposen, før sidst på natten. Jeg vil holde wc-låget lukket, det er den eneste måde, jeg kan tillade mig at dræbe myg på (1. regel: du må ikke dræbe) – og så bliver jeg vel nødt til at sove med den lette dyne, som hører til værelset, selv om det bliver varmt.

En anden grund til at hoppe hurtigt ud af sengen er, at madrassen er hård som et bræt. Thailandske madrasser er hårde i det hele taget, men denne er den hårdeste jeg har prøvet. Det gør ondt i kroppen, og det er dejligt at komme op.

Sådan begynder alle dagene, også da jeg har fået udryddet myggene (og måtte, indrømmet, på et tidspunkt klaske et par stykker. Ku’ se, at en tidligere beboer må have gjort det samme, da der var et par tydelige blodpletter på en ellers ren væg). Hurtigt op, undtagen én morgen, hvor jeg vælger at komme lidt for sent til den første meditation.

007

Som du kan se af dagsprogrammet, indeholder det ca. 11 timers meditation om dagen. Selv om jeg har været på mange meditationskurser, har jeg aldrig mediteret så meget på en dag. Jeg forventer, at jeg ift. min sorg og mit savn, igen kan lære at leve et liv, hvor det skifter med glæden ved livet, glæden ved at være til, sådan som det havde været længe, inden jeg kom ind i en lang periode, hvor det igen fyldte næsten hele min vågne tid.

De første dage er jeg skuffet, keder mig, tæller ned (”nu er der så mange dage tilbage”). Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde ventet mig af selve meditationsformen – nok, at den ville være ekstraordinær anderledes, end den, jeg er vant til (den buddhistiske meditation, der i vesten går under navnet mindfulness). Jamen, det er nøjagtig, som jeg plejer: Bringe sindet i ro ved at fokusere på åndedrættet. Bortset fra, at her er der ikke valg mellem at mærke det ved næsen eller ved mave/bryst bevægelser. Kun fokus på næsen, luften, der strømmer ind og ud. Hele tiden. Al den tid meditationerne varer: en time, halvanden time eller to timer. Jeg savner allerede den første dag lidt ”fest og farver”, som i den tibetansk buddhistiske meditationspraksis, hvor åndedrættet er indledningsmeditationen, inden man går over til det, der kan kaldes ”den analyserende del” af meditationen, eller hvor der foregår en del læring, undervisning, under meditationen. Her er der ingen ”underholdning for sindet”. Hvis man begynder at fokusere på symboler, billeder, sætninger, er man ikke længere i nuet, man bliver optaget af fokuseringen uden for én selv. Siger de her.

Eller ikke ”de” – det er jo S.N. Goenkas stemme, der introducerer meditationerne.

Jeg keder mig – og opdager ikke altid, at mit sind er på vandring, søger at underholde sig selv. Jeg er dog ret tanketom, men to temaer bliver ved med at dukke op de første mange dage:

Det første: Har jeg nu et stort nok beløb til donationen? Jeg havde forinden bestemt, at jeg ville give ca. det dobbelte pr. døgn ift. hvad det kostede i Pattaya, altså lidt over 120 kr. i døgnet. Er det nu for lidt? Er jeg en nærig europæisk gnier? Og jeg kan ikke give mere, for jeg fik ikke vekslet flere penge, skal jo også bruge penge på at komme herfra. Hvilket bringer mig over i mit andet tema: Hvordan pokker kommer jeg herfra? Der kører jo ingen busser. Jeg må få fat i en taxa.

Hele tiden skal jeg stoppe denne tankestrøm. Jeg har virkelig ikke andet at bekymre mig om, tænke på, så de to ting får al pladsen. Det lærer mig virkelig noget om, hvor stor min tendens til at bekymre mig stadig kan være, selv om den har aftaget meget. Og hallo, husk, at princippet her først og fremmest er at kunne tage imod. Acceptere den gave, det er, at andre har givet mig mulighed for at være her, spise, sove, lære, gennem deres donationer. Hvad jeg selv giver, er helt op til mig. Hvis jeg ikke får noget ud af det, forventes jeg ikke at give noget. Hvis jeg gør, er det helt op til mig, hvad jeg kan, vil, har råd til. Virkelig svært for en europæer. Virkelig svært for mig. Og det andet, det med at komme herfra. Har transportproblemer ikke altid løst sig? Og var der ikke én af medhjælperne, der sagde den første aften: ”Der er jo også mange i bil, du kan måske køre med nogen.” Ja, se, der holder jo mange biler på p-pladsen.

Altså hver gang, jeg begynder at kede mig, beskæftiger jeg mig med disse bekymringer. Eller jeg falder hen i trance. Engang, for mange år siden, troede jeg, at god meditation var at space ud, være i en slags trance. Senere lærte jeg, at, nej, meditation er at træne sindet i at slippe tankestrømmen, men samtidig forblive årvågen og bevidst. Hvis du har været derude, hvor du kommer i en slags drømmetilstand, så er det nærmere en slags lur, du har taget dig.

Tilbage til åndedrættet. Jeg kender det til hudløshed. Hvad bliver bedre af at gøre det så mange timer dagligt?

På tredje dagen introduceres fokus på området mellem overlæbe og næsebor, det trekantede hudstykke, hvor det er muligt svagt at mærke luften de, strømme forbi, ind og ud af næsen. Tre dage for at komme hertil?

008

Alle mine følelser er forsvundet. Jeg har ikke mærket sorg og savn. Selv ikke, når jeg tænker på Sara. Men heller ingen andre følelser. Når jeg sidder ved bordet og spiser den veltilberedte vegetarmad, tænker jeg bare: Den ser god ud. Jeg føler ingen glæde ved at spise den. Ingen indre uhm og ah. Når jeg ser mig rundt, bliver jeg aldrig overvældet af den gammelkendte lykkefølelse dybt inde i hjertet, når jeg tænker: Alle os, så forskellige mennesker, samlet om det samme. Ikke den der dybe følelse af kærlighed og enhed. Når jeg i aftenens mørke kigger på fuldmånen, tænker jeg bare: ”Der er fuldmåne, hvor er den flot.” Ingen følelse. Hej, det var jo ikke det, jeg ville. Dæmpe sorg og savn, ja, men ikke ha’ det helt væk, ikke have alle følelserne væk. Jeg tror, jeg har det ligesom det, jeg har fået beskrevet af folk på antidepressiv medicin: Ja, depressionen er væk, men det er glæden på en måde også, den har ikke længere den fylde, den kunne have. Alt bliver bare ens, lidt ligegyldigt.

Jeg går til de to lærere for at spørge: ”Er det sådan, det skal være med den her meditation? Ikke føle noget som helst? Som at være på lykkepiller?” Jeg får at vide, at det er min oplevelse, min virkelighed, lige nu. Nogle oplever fuldkommen lykke for første gang i deres liv. Hm. Det er vel rigtigt. Jeg skal igennem det her – og kan senere se, at jeg jo virkelig får afprøvet hensigten: At kunne betragte hver følelse objektivt, uden tilknytning.

Jeg begynder at have følelser igen. Vi er gået over til selve Vipassana meditationen. Nu er det 11 timers daglig opmærksomhed på de skiftende fornemmelser i kroppen. Det er den oprindelige meditation, hvorigennem Buddha fandt frem til sine indsigter, som er grundlaget i buddhismen. At alt er impermanent, midlertidigt. Intet varer ved. Som menneske vil du opleve at komme ud for sygdom, aldring, tab, død. Det er grundvilkårene i den menneskelige eksistens, som vi skal lære at leve med (og kan leve lykkeligt til trods for…). Hvis du klynger dig til én bestemt følelse, til noget, til nogen, vil du være ulykkelig, når det forsvinder.

Gennem intens fokusering på kroppens skiftende tilstande, og at alt forandrer sig, hele tiden, vil du lære at acceptere og håndtere livet, følelserne bedre. Derfor indføres en ny regel, at hver gang meditationen kun varer en time, må vi ikke bevæge os. ”Det skal de sgu’ ikke bestemme,” er min første reaktion. Men der er jo en mening med det: Hvis jeg bevæger mig, mens jeg gennemgår de forskellige kropsdele minutiøst, og f.eks. opdager en kløe eller en spænding, så oplever jeg ikke, at den måske forsvinder af sig selv.

Så jeg sidder stille, uden at røre mig. Og husker, at det jo er sådan, jeg har været i sorgen. Jeg har hele tiden kunne flytte opmærksomheden. Den forsvandt ikke, sorgen, den var der, når jeg vendte tilbage til den, men jeg kunne (og kan) fokusere på andet, og dens intensitet var jo hele tiden skiftende.

Der er pauser. Pausen mellem 7 og 8 efter morgenmaden, bruger jeg til brusebad og lidt yoga. Egentlig er yoga, ligesom anden form for meditation, bøn el.a. “forbudt”. Ikke fordi der er noget i vejen med disse, men for ikke at blande tingene sammen. Men min krop har brug for at strække sig, smidiggøre sig efter al den sidden stille. Og “vandreturene” i andre pauser er ikke særlig lange. De er begrænset til stierne mellem bygningerne:

013

016

010

Pausen efter frokost fra 11:30 til 13 er den længste. Jeg vasker tøj, sidder på den skyggefulde altan, nyder udsigten.

005

Hvis jeg går tur i middagsheden bruger jeg én af de paraplyer, som vi har til rådighed, som beskyttelse mod solen. Ligesom thailænderne gør.

De fleste andre pauser er korte, tid til at tisse, tid til at drikke lidt..

De sidste dage føler jeg mig ind imellem lykkelig. Ja, jeg ved det godt, og jeg får bekræftet her, at jeg lever mit liv –  godt –  med sorg og savn. Når sindet vandrer, er det relevante og brugbare indsigter, oplevelser fra mit liv, som kommer op til overfladen, og jeg kan vende hurtigt tilbage til meditationen.

På 10. dagen må vi tale sammen fra kl. 10 formiddag. Så har vi ca. et døgn til at vænne os til livet udenfor. Det er meget anderledes, denne venden tilbage til samtalen, end den har været på tidligere kurser, som også har indeholdt stilhed noget af tiden. Måske fordi der altid var mange vesterlændinge – og når vi måtte tale igen, steg lyden hurtigt til et lyd-inferno. Her er det stille, roligt – også selv om folk griner, har det sjovt. Og jeg oplever så megen omsorg: En thailandsk kvinde kommer og siger som det første: ”I wish you happy.” En anden undskylder, at hun forleden kom til at tage det sidste peanubutter lige foran mig. Den unge kvinde jeg bor ved siden af, spørger på et tidspunkt, om jeg har børn. En datter, svarer jeg. Men da hun senere siger: ”Din datter må savne dig meget,” må jeg fortælle, at hun er død. Og hendes svar er: ”I’ll send her wishes.” Smukt.

Jeg får også talt med de andre udlændinge. Jeg har siddet hver aften til undervisning sammen med dem. Vi hørte lydbånd. Østrigeren og tyskeren på tysk, russerne på rusisk og jeg på fransk, fordi der ikke var dansk oversættelse, men det var en lise at høre det på fransk, efter at jeg de første to aftener havde været ved at falde i søvn til videoen med Goenka på engelsk. Jeg sad og så den sammen med thailænderne, for den var undertekstet på thai. Men jeg fattede næsten intet af hans engelske med indisk accent på dette fremskredne tidspunkt (kl. 20), kunne ikke koncentrere mig.

Mens jeg sad de næste aftener – uden at kommunikere med de andre udlændinge – kunne jeg se, at den yngste østriger var rejst. Vi sagde intet til hinanden, kommunikerede heller ikke på anden vis. Sad bare der med vore høretelefoner. Jeg brugte meget tid på at kigge på den unge russers fødder. Syntes de lignede hobbit-fødder. Ellers var han smuk. Lignede en ung mand fra mit kollektiv for 30 år siden.

Men nu er der tid til at snakke. Østrigeren og jeg får hurtigt lavet en aftale med en thailandsk far og søn om at køre med dem næste dag. De bor i nærheden af Pattaya – og de vil gerne køre mig til Sri Racha lidt længere nordpå. Ja, alt ordner sig. Og for øvrigt bliver der organiseret mini-buskørsel for dem, der skal til Bangkok. Der kunne jeg også være kommet med.

Jeg får doneret det, jeg har besluttet, omkring 12-1300 kr. Nu synes jeg, det er i orden.

Ellers bruges dagen til de sidste meditationer, den sidste afrundende undervisning om aftenen – og næste morgen den allersidste meditation inden oprydning. Værelset fik jeg rimelig rengjort i går, pakket det meste – og jeg nåede at tage bad kl. 4 i morges. Morgenmaden, ligesom frokost og te/ frugtpausen kl. 17 i går, bliver indtaget omkring fælles bord (dog er mænd og kvinder stadig adskilte). Dejligt at kigge hinanden i øjnene, tale sammen.

032

034

036

Og så af sted – kl. ca. 8. Jeg er så taknemmelig lige nu. Taknemmelig over at ha’ været her, over det, jeg har lært, over den utroligt tjekkede organisering af kurset, taknemmelig over at sidde i en god bil med tre dejlige mennesker. Jeg rejser alene, og sammen med andre. Tre- fire timers kørsel. Lytte til den 77-årige østrigers fortælling om sit eget liv, se den thailandske far, en mand på min alder, sætte sig til rette i skrædderstilling på passagersædet ved siden af sønnen, opleve deres kommunikation med hinanden. Få en lille smule indsigt i deres liv gennem det, de kan fortælle på engelsk.

Jeg bliver sat af ved mit hotel – og jeg tilbringer et par dage i Sri Racha, som jeg bare falder pladask for. Jeg går rundt, næsten lykkelig hele tiden, elsker mit hotel, forestiller mig, at her ku’ jeg godt bo. Jeg kunne jo indrette et udekøkken på terrassen! Og har man brug for mere plads, end sådan et rummeligt værelse. Alt er sol, farver, smukke mennesker. Alene på rejse midt i alt dette. Og den bedste massage, jeg har fået i Thailand.

Jeg kan virkelig anbefale meditation i Thailand (www.dhamma.org), hvis du er på rejse alene. Men kun hvis du har prøvet at meditere før. Der er ikke samme grundige introduktion til “hvordan man mediterer”, som der er på begynderkurser. Og hvis du aldrig har mediteret før, vil det være svært at klare så mange timers meditation dagligt. Hvis du vil have en langt mere pædagogisk introduktion til meditation (og buddhisme), vil jeg anbefale Kopan klostret i Nepal (www.kopanmonastery.com).

Et meditationscenter syd for Pattaya

IMG_4514

IMG_4516

IMG_4517

Meditationscentret Boonkanjanaram i Pattayas sydlige udkant, hvor jeg har boet de første dage. Udsigt fra min hytte omgivet af andre lignende midt i en stor have langt væk fra det vilde liv i byen. Stille og smukt.

Min hytte er bygget på pæle, eget badeværelse, veranda hele vejen rundt. Morgenmad og frokost (med mad nok til resten af dagen) bliver leveret kl.7 og kl. 10:30 på terrassen. Der er en lille krog, som madboksen kan hænge i. Alt dette + dagligt møde med stedets lærer og lån af bøger for lidt over 60 kr. i døgnet.

IMG_4518

Jeg nåede at sende en mail om, at jeg blev næsten et døgn forsinket, mens jeg sad på hotellet i Aalborg Lufthavn – og fik besked tilbage om, at de ville gemme frokost til mig. Det fik mig til at føle mig velkommen. Jeg føler mig også velkommen med alle de mangoer, jeg får leveret: Min nabo kom med et par stykker, flere fra personalet har plukket nogle til mig. Jeg har et lager i køleskabet, der kunne ligne en lille mangobod. Al den venlighed.
¨
Jeg er glad for, at jeg lidt tilfældigt fandt dette sted ved at surfe på nettet efter ”meditation retreats Thailand”. En god måde at starte Thailand-turen på.

Dagen går med meditation og læsning – de bøger, som jeg låner her om meditation og buddhisme (om aftenen er det romanlæsning). Det passer mig godt efter den lange rejse og efter den stress det var at pakke. Og varmen – den gør noget godt for min langvarige hoste og forkølelsestilstand.

Vigtigst er nok, at roen, stilheden og fordybelsen allerede hjælper mig med det, som jeg også kommer for: at finde bedre fokus i livet, efter at sorg og savn igen fyldte næsten det hele i lange perioder i 2014.

Der er ikke lagt op til det sociale, folk er her for at fordybe sig i egne processer. Men man kan møde stedets gamle lærer på 86 en gang i døgnet. Udover hende har jeg talt med stedets manager og en amerikaner. Ellers ikke nogen, der taler engelsk. Det er her, jeg kunne savne en lille parlør. Og forbander mig selv over, at jeg ikke tog én af guide-bøgerne med? Lonely Planet eller Turen går til Thailand. Det var for at spare den vægt i bagagen. Jeg troede, jeg var smart ved bare at fotokopiere siderne om den egn, jeg skulle være i. Glemte fuldkommen, at de jo har et ordforråd til dagligt brug.

For at komme på internet skal jeg en km eller to ned ad vejen til en café, hvor indehaveren er en gammel græker gift med en thailandsk kvinde. Dem får jeg længere snakke med. Og det giver ro ikke at have wifi ved hånden.

På trods af sprogvanskeligheder (pludselig var der slet ingen engesktalende) fik jeg fixet en bus- og færgbillet til Koh Chang. Indtil sidste øjeblik vidste jeg ikke, om de nu havde ringet og bestilt den, og om der kom nogen og hentede mig.

Men jo. Kl. 9 på afrejsemorgenen kom en tuk-tuk (en knallert/lille motorcykel med lad til taxi-kørsel) og hentede mig. Chaufføren kunne lidt engelsk, sagde han ville køre langs kysten, så jeg kunne se Pattaya strand, ind til en lille gade, hvor billetsalget var, og hvor minibussen ville samle mig op. ”Men jeg venter – så jeg kan se, om du kommer af sted”, sagde han

Vi snakkede lidt – så meget vi nu kunne. På et tidspunkt spurgte han: ”You have a son?”
”No, I have a daughter.” –
”Oh, good. Where is she?”
Hun er jo død. Det er det, en stor del af mit liv har drejet sig om de sidste 4½ år. Men lige dér, en brøkdel af et sekund, tænker jeg, at kunne vælge at give hende et liv, forestille mig det voksenliv, hun kunne have haft fra de 23 til de 28 år. Det liv, hun aldrig fik.

Men det formår jeg ikke. Jeg fortæller, at hun er død. I en ulykke. Han siger, han forstår, det må være svært. Og lidt efter kommer bussen.