Højdepunkter på rejsen

Jeg har været hjemme i 6 dage, og rejsen bundfælder sig, lidt efter lidt. Den har været god på alle måder, og jeg er så glad for at ha’ gjort det – rejst alene igen.

Jeg mangler stadig at skrive om retreaten – det kræver tid, for det var i den grad en rejse i rejsen. Her vil jeg bare dele nogle af højdepunkterne på rejsen.

Boonkanjam Meditationscenter syd for Pattaya, min hytte med mit lille “ude-køkken” og spiseplads:

IMG_4516

IMG_4517

Madlevering og omgivet af så megen venlighed fra naboer (thailændere, som kom for at meditere i få eller mange dage) og personale:

IMG_4518

Blue Lagoon Bungalows på Koh Chang, så fredfyldt og smukt, restauranten, der ligesom mange af hytterne er bygget på pæle, man er virkelig midt i “vandlandskabet” på dette resort:

003

010

Jeg fortalte på et tidspunkt, at det mest var familier på ferie her. Men selv om det ikke var oplagt med kontakter, følte jeg mig hverken ensom eller alene, men igen omgivet af så megen venlighed. Her kunne jeg godt vende tilbage og tilbringe mere tid.

Trekkingturen – hvor er jeg bare glad for at ha’ været på den. En stor oplevelse at være der midt i regnskoven og mærke kroppens styrke, trods besvær. Og igen omgivet af venlighed, guiderne, de unge tur-deltagere:

026

Og så – at komme til byen Chanthaburi, væk fra turiststrømmen, gå på aftenmarkedet lige overfor hotellet og rundt i byen:

Min yndlingscafé:

005

006

Elsker asiatiske byer med disse store “ubrugte” arealer mellem husene:017

Aftenmarkedet – mad og fine kjoler:021

024

Retreatcentret, min udsigt fra altanen og rundt på området:

005

024

035

Så må der tales og kommunikeres – efter 10 døgn:036 - Kopi (2)

Og Sri Racha – hvor jeg følte mig fuldkommen lykkelig med udsigten fra min altan, ophold i parken, samvær med andre:

005

034

035

037

Efter retreaten – sidste stop på denne rejse

Næsten 14 dage siden, jeg var i Chanthaburi og gjorde klar til at tage af sted til retreatcentret.

Godt nok lukkede jeg ned, skrev de sidste ord på bloggen og på facebook, inden jeg gik tur i byen – men tilbage på hotellet for at vente på taxa, håbede jeg alligevel på at kunne skrive lidt. Indtrykkene i byen. Andet. Mere. Men der var allerede lukket for min internetadgang. Den fulgte værelset – indtil kl. 12.

Abstinenser. Allerede. Men som med alle andre abstinenser, er det de første timer, de første dage, der er værst.

Måske fordi jeg nu vidste, at der ville komme 10 døgn helt uden kommunikation med verden udenfor, uden samtaler med de andre deltagere, følte jeg et stort behov for at dele oplevelsen af at gå rundt i en fremmed by. Chanthaburi – som jeg ikke behøvede at vide alt muligt om, da jeg kun var på gennemrejse i under et døgn. Byen kunne forblive anonym, have sin historie for sig selv. Jeg nåede kun lige at opdage, at der er en stor romersk katolsk kirke her, bygget for 300 år siden, da en masse vietnamesiske katolikker kom og installerede sig her. Et sted læste jeg vist også, at de blev forfulgt – har jeg fattet det rigtigt? Jeg gik rundt uden historien, kiggede på et liv, som jeg aldrig ville blive en del af, men sansede, fornemmede – og det var nok til sådan et kort ophold.

Videre til retreatcentret, 30-40 km derfra. Det var godt, jeg ikke havde satset på offentlig transport. Efter den sidste by inden centret var der stadig mange km tilbage ad små veje. Det viste sig senere, at der faktisk var organiseret shuttle bus derfra – men det var ikke kommunikeret klart ud. Taxachaufføren havde svært ved at finde stedet. Når sådan noget sker, kommer jeg i indre diskussion med mig selv: Om jeg nu bør give ham mere, end det, vi har aftalt. Jeg endte med at give 100 baht mere.

Der var jeg så – lidt in the middle of nowhere – med ca 50 andre i alle aldre. Flest thailændere. Vi var kun seks udlændinge, alle alene-rejsende: En ung russisk kvinde og en ung russisk mand, en ung østriger og en ung tysker, en østriger på 77 og mig. Den unge østriger rejste væk igen allerede på 2. dagen.

Første halve dag var dag 0. De 10 døgn blev virkelig taget alvorligt. 10 dage er 10 hele dage – og så rejser man på dag 11.

Dag 0 blev hurtigt brugt til alt det praktiske. Jeg var imponeret over logistikken. Etiketter på alt med det nummer, som ens bolig havde: Puderne vi sad på i meditationssalen – ikke noget med at rykke rundt, aldrig kunne finde “sin” pude som på kurserne i Nepal. Pose med bestik, kop og tallerken til hver enkelt. Ens spiseplads, alt med nummer. Der skulle ikke bruges unødvendig tid på at finde plads nogen steder. Selv paraplyerne, som blev udleveret til brug som parasoller, havde numre. På sidste dagen fortalte manageren mig, at sådan er det, ligegyldigt hvor man tager hen i verden, til ét af dhamma centrene, den organisation, der er opbygget af S.N. Goenka til Vipassana-træning. Det giver en genkendelighed og nogle enkle retningslinjer, så man ikke bruger sindet til alt muligt unødvendigt.

Efter det praktiske var der udførlige instrukser om dagsprogrammet, som også var det samme hver dag – og en introduktion til Vipassana meditation, historien og filosofien bag. Og så var det i seng – for næste dag, som alle de følgende – skulle vi op kl. 4! Bærbare tablets, Ipads og telefoner var blevet afleveret. Bøger ligeså – ingen lekture til at aflede sindet. Jeg havde nu min roman i kufferten – men jeg vidste, at jeg ikke ville læse. Jeg tænkte heller aldrig på det – godt træt om aftenen, faldt jeg bare i søvn.

Jeg vender tilbage til selve kurset – eller nærmere mine egne oplevelser af det. Måske først når jeg er hjemme igen.

For det er allerede fortid nu. De 10 døgn og lidt mere, som ind imellem var noget af det mest langsomme, jeg nogen sinde har oplevet, er forbi. Alt ender – på ét eller andet tidspunkt – intet er vedvarende, helt i tråd med undervisningen.

Og nu er jeg i Sri Racha, 30, 40 km nord for Pattaya. Valgte byen, fordi der herfra kun er 2 timers kørsel med bus til Bangkok lufthavn – og fordi Lonely Planet talte godt om den. Blev kørt hertil i går. Efter i 10 dage gang på gang at have beskæftiget mit sind med: “Hvordan mon jeg kommer dertil?” hver gang mine tanker tog på vandring, så løste transportproblemet sig i løbet af et par minutter. Østrigeren fortalte, da vi efter kl. 10 på 10. dagen måtte tale igen, at han skulle besøge en ven i Pattaya i nogle dage, altså skulle vi i samme retning. Og straks efter hørte jeg, han var i gang med at få et lift af to thailændere, far og søn, som boede i nærheden af Pattaya. Jeg fik hurtigt koblet mig på, og i går morges, da vi satte os ind i bilen, sagde østrigeren: “Altså, jeg er altid så heldig, møder altid den rette person på det rette tidspunkt. Transportproblemer løser sig altid.” Og det er jo rigtigt. Alt løser sig altid – på én eller anden måde. Jeg blev oven i købet kørt helt til døren til mit hotel – efter 4 timers rejse og mere end en halv times søgen efter hotellet. Hvor var jeg heldig.

Hotellet var også udvalgt af Lonely Planet. Jamen jeg har så gode erfaringer med de valg. Booked og betalt, inden jeg forlod Koh Chang. Da jeg var næsten færdig med at booke over Agoda, blev jeg spurgt, om jeg ville betale, hvad der svarede til ca. 20 kr. pr. nat, for at have et værelse med havudsigt – og skyndte mig at svare ja. Også til at betale straks (tit synes jeg, der er bøvl med de forskellige måder hotellerne forholder sig til den endelige betaling, hvis jeg venter til ankomst).

Hotel Samchai er et hotel bygget i traditionnel stil på pæle, som mange af de gamle huse ved havnen. Syntes, jeg havde gode erfaringer med den slags byggeri fra Blue Lagoon. Værelset, jeg fik anvist, svarede dog ikke til det billede, jeg havde set på nettet. Der var ganske vist en lille altan, men den vendte ud til en mørk, indeklemt kanal, ret klaustrofobisk. Jeg gik hen i receptionen – hvor receptionisten ikke forstod ret meget engelsk. Så hun ringede til manageren og gav mig telefonen. Derefter fulgte en samtale, der kunne minde om en Monty Python sketch: “Jeg har ikke fået værelse med havudsigt, som jeg har betalt for.” Han: “How many persons more?” Jeg siger “ikke flere personer, men det værelse med udsigt, som jeg betalte for.”- “So you want to book one room more?” -“No, just the room with view, that I payed for.” Og så kom det bedste:”You want to smoke in the room? No, we don’t allow smoking – nobody smokes in the rooms.” Efter flere lignende, lykkedes det endelig: “You can get a room with view – and you don’t have to pay more, it’s okay.” Og det er så virkelig okay. Sad på altanen sidst på eftermiddagen i går, nød solen, der var på vej ned, nød at have tid til at fordøje 10 dages indre oplevelser. Sad der i mørket i aftes, efter en bytur, og lyttede til vandet, der kom brusende tilbage ved højvande. Sad der igen i morges efter at have lavet en kop Nescafé. Morgendis. Fiskekutterne på vej ud fra havnen. Og følte mig lykkelig over at være på dette dejlige sted. Kan kigge over på et billigere hotel overfor. Virkelig forsømt – og Lonely Planet “valgte det fra” for mig ved at beskrive de mørke rum og det faldefærdige look. Jeg husker en englænder, som jeg rejste med i nogle dage i Kina – og som sagde om et hotel i et tibetansk område: Det er okay – “if you desperately want to save your money!”

Sri Racha er en skøn by – et rigtig godt valg til de sidste to døgn af rejsen. Kom til søndagsstemning med parken fyldt af skovtursglade mennesker, til folk der var på muslingefangst mellem molerne ved lavvande, ligesom i Bretagne. Spiste på en lille café med vidunderlig organisk/økologisk mad. Efter at have fået helt ren næring i 10 døgn, både fysisk og mentalt, kunne jeg ikke forestille mig at få anden slags mad ned – selv om jeg egentlig først havde udset mig et sted, som måtte være rigtig populært ud fra antallet af kunder.

Jeg er ude i verden igen. Med alt, hvad det indebærer. Det har faktisk været rigtig godt at være uden net i 10 døgn. Det blev et helt pres i går at skulle forholde mig til de 130 mails, der var i mailboxen – og erkende at over halvdelen er unødvendige mails, som kommer fra flyselskaber, firmaer, jeg har handlet ved, tips om film, bøger, alle de steder, hvor jeg ikke har fået sagt nej til mails.

Fotos:

Udsigt fra min altan. Det store hus med de røde skodder, hører ikke til hotellet. Jeg har talt med ejeren, som er en sød kinesisk/thailandsk kvinde. Og det næste foto er af det hotel, man kan bruge, “hvis man desperat vil spare nogle penge”:

040

 

 

041

Min fine altan:042

Et sindrigt system af gange ud til alle de små afdelinger af hotellet:043

Udsigt fra fælles terrasse:045

Rejseforberedelser2

Tilbage til forberedelserne omkring rejsen til Thailand.

Det indhold, jeg ønsker i rejsen, er at kunne deltage i meditation. Jeg har mediteret i årevis, de sidste 18 år meget regelmæssigt, altså flere gange om ugen.  Og siden min første rejse til Nepal for fem år siden, er det blevet en daglig praksis på et kvarter til en time. Det er den buddhistiske meditation, hvor du til en begyndelse bruger tid på at finde ro ved at fokusere, f.eks. på åndedrættet. I Vesten er metoden blevet udbredt de sidste mange år under betegnelsen Mindfulness. Det er en meditationsform, som kan kombineres med psykoterapeutiske metoder.

Selv om jeg har mediteret længe – og selv om jeg ved, at det er godt og nødvendigt for mig – så bliver jeg i perioder sløset med det. Tit hænger det sammen med perioder, hvor jeg har for travlt – eller som sidste år, hvor jeg i lange perioder har været ked af det (det kommer jeg ind på en anden gang). Derfor ved jeg, at det vil være godt for mig at få et skub til igen at bruge meditationen på en mere fordybende måde. Kort sagt kan meditation hjælpe dig til at finde ro i dagligdagen. Men endnu vigtigere er det, at den kan hjælpe dig til at finde glæde og taknemmelighed. I livet skal vi lære at leve med de omskiftninger, forandringer, tab, som ethvert liv indeholder. Hvis du ikke er i stand til at finde ro, glæde og taknemmelighed i dig selv, vil du hele tiden være på jagt efter, at dine omgivelser, andre, skal bringe dig det – og ofte blive frustreret.

Altså: Til Thailand med det mål at finde et retreatcenter, hvor jeg kan meditere. Søgning på nettet, indtil jeg fandt www.dhamma.org  , som er et næsten verdensomspændende netværk af meditationscentre, hvoraf mange findes i Thailand. Jeg fandt en plads på et 10-dages kursus mellem Chanthaburi og den cambodianske grænse: www.candapabha.dhamma.org fra den 4. til 15. marts. Meditation og undervisning hele dagen fra kl. 4:30 om morgenen til 9 om aftenen. Eget værelse med bad, to måltider (man spiser ligesom munkene, morgenmad og frokost, men jeg har fået lov til at få lidt let mad om aftenen, for jeg turde simpelthen ikke gå aften og nat i møde uden mad). Kurset koster intet, det fungerer på den måde, at man donerer, hvad man har råd til, eller hvad man synes, når man tager derfra. Hvordan finder man så ud af det? Jeg kan sammenligne med lignende kurser i Nepal, hvor man betaler ca. 1000 kr. for 10 døgn.

Da det var på plads, kunne jeg begynde at planlægge resten af rejsen. Jeg ville helst ikke blive i Bangkok, når jeg ankommer, så jeg fandt ud af, via nettet og Lonely Planet, at der er busafgange fra lufthavnen til Pattaya hver time. Og ved at læse artikler på nettet af folk, som havde mediteret forskellige steder i Thailand, fandt jeg ud af, at der er et lille retreatcenter lige syd for Pattaya, www.meditationboonkan.org, hvor man kan bo i individuelle hytter, få to måltider om dagen og individuel vejledning til sin meditationspraksis, alt for ca. 10 dollars i døgnet. Der var plads, så der tilbringer jeg de første dage.

Og så også noget almindelig ferie. Efter Pattaya har jeg fundet to steder, som ser vidunderlige ud, på øen Koh Chang: koh-chang-bungalows-bluelagoon.com Nogle af hytterne ligger så at sige “med fødderne i vandet”. Der skal jeg sidde på en terrasse ude over lagunens vand. Et par dage senere flytter jeg over til www.oasis-kohchang.com , for her er det tre gange så billigt, ca. 90 kr. i døgnet, for egen hytte med udendørs bad. Her bliver jeg i 6 døgn og tager så lidt ind i landet til en overnatning Chanthaburi på vej til meditationcentret.

Når jeg er færdig der, så har jeg et par døgn inden turen tilbage til Bangkok og flyet hjem. Hvis det har været godt i Pattaya, tager jeg tilbage dertil. Ellers finder jeg noget andet.

Som du kan se, så er der en del forberedelser, det kan tage tid – men det er også sjovt, for du ved, at du kommer på lige præcis den rejse, som du ønsker dig. For nogle år siden planlagde jeg mindre, men jeg kan godt li’ at være fri for besværet med at rende for meget rundt til måske overbookede steder.

Endnu en pensionistrejse ligger foran 🙂