Meditationsretreat – en rejse i rejsen, 1. del

Hjemme igen bliver hverdagen hurtigt den samme som før: Jeg må standse op, trække vejret, være, for ikke bare at gå ”fra aftale til aftale” eller lade nu’et drukne i daglige små og store gøremål. Huske med kroppen, hvordan det var at have oceaner af tid langt væk fra det daglige, hvordan det var at stå op, uden bestemte planer, uden noget, der ventede.

Når jeg er kommet hjem efter en lang rejse, er det vigtigt at tage en beslutning om at tage rejsen med mig, lade den fylde, bruge denne oplevelse af at have tid nok til også at give dagligdagen denne dimension: At jeg har tid nok. Bruge denne overbevisning om morgenen, inden dagen rigtigt starter.

Somme tider lykkes det, andre gange er det mere besværligt. Denne gang tror jeg, at meditationsretreaten hjælper med dette.

Jeg må fortælle om den. Denne ”rejse i rejsen”, en rejse, der i den grad var en rejse alene gennem 11 døgn. Også fordi det måske kan inspirere dig, der læser, til at forestille dig, hvad du selv kunne lægge ind af indhold i din eventuelle rejse alene.

Altså:
Jeg ankommer til retreatcentret, som ligger flere km fra den lille by Pong Nam Ron, 40-50 km fra Chanthaburi. Taxachaufføren (jo, det er en rigtig taxa) har haft svært ved at finde stedet. På kortet, som jeg har fået tilsendt pr. mail, ser det ud, som om centret ligger umiddelbart op til hovedvejen. Hvad det altså ikke gør. Som altid, når sådan noget sker, har jeg været i en indre dialog med mig selv om, om det nu er nok at give taxachaufføren de 700 aftalte baht (ca. 147 kr.), eller om jeg skal give ham mere. Jeg vælger det sidste – og giver ham 100 baht ekstra. Ved aldrig, om sådan noget er nok eller for meget.

Vi er steget ud i heden, som er voldsom efter bilens kølige air-condition, og jeg prøver at lave en aftale med chaufføren om, at han skal hente mig igen om morgenen om 11 dage. Men det forstår han simpelthen ikke.

Stedet ser ud som på fotos på nettet. Hovedbygning med kontorer, spise- og undervisningsrum, den store bygning med meditationshallen, bygningerne med soveafdelingerne, alle spredt ud i landskabet med de fjerne bjerge som baggrund.

Dette er altså dag 0. For 10 dage er 10 hele dage, ikke noget med at tælle den dag, man ankommer som dag 1. Og vi rejser igen på dag 11. Resten af dag 0 går med indskrivning, praktiske oplysninger, aftensmad, introduktion til undervisningen. Stedets kvindelige manager, der kommenterer en ung russisk kvindes nedringede t-shirt uden ærmer: ”Du ved godt, at du ikke må se sådan ud.” Det er én af reglerne: Ikke vise overarme, kavallergang, knæ. Jeg havde selv en t-shirt parat til at tage på over min lette sommerkjole, da jeg gik ind. En anden regel: Alle ipads, pc’er, telefoner, penge bliver afleveret og låst inde i små bokse, som vi selv har nøgle til, men som vi først må bruge, når vi forlader stedet. Det er meget mærkeligt at låse disse links til omverdenen inde. Jeg får talt lidt med nogle af de andre deltagere. Vi er i alt ca. 50 i alle aldre, kun 6 udlændinge, resten er thailændere.

Jeg er imponeret over logistikken, måden vi får udleveret alt, hvad vi har brug for: Tallerken, skål og bestik i en blå pose med viskestykke – til at lægge på det bord, hvor jeg skal spise resten af tiden. Den første aften får vi lov til at tale sammen, men fra vores første besøg i meditationshallen senere på aftenen, er der tavshed. Sengetøj, håndklæde, bademåtte bliver udleveret sammen med nummer til værelset – ingen nøgle, værdierne er jo låst inde. Selv om der står ”dormitory”, har vi heldigvis eget værelse. Hvis der ikke var det, ville jeg nok ikke ha’ deltaget.

Jeg får hilst på min unge thailandske nabo, og det er så det. Samtalen fortsætter først 10 dage senere, selv om vi sidder og spiser ved siden af hinanden hver dag. Introduktionen til undervisningen foregår senere på aftenen på den måde, at thailænderne bliver samlet, mænd og kvinder hver for sig, til introduktion på thailandsk, mens vi udlændinge, mænd og kvinder sammen, mødes i et mindre rum med videointroduktion på engelsk. Der sidder vi, en østrigsk mand på min alder, regner jeg med, en ung østriger, en ung russisk kvinde og en ung russisk mand, en ung tysker og mig. Alle alene-rejsende.

Vi får præsenteret S. N. Goenkas livshistorie (se www.dhamma.org ) og det daglige program, som ses herunder. Det er S. N. Goenka, der på lydoptagelser selv vil introducere alle meditationerne, ligesom det er videoptagelser med ham, som bliver undervisningen om aftenen. Det er sådan, det foregår over alt i verden, ud fra den erkendelse, at uddannede lærere nødvendigvis vil fortolke, fremlægge på egen måde, og undervisningen vil forandre sig. På denne måde står den i sin oprindelige form. De to tilstedeværende lærere, en engelsk mand og kvinde, fungerer på den måde, at de mediterer sammen med os, siddende på en forhøjning foran os. Det er dem, vi kan stille spørgsmål til, hvis vi undervejs oplever besvær eller noget, vi ikke forstår.

Vi er klar til at gå over i meditationssalen for første gang. Igen er logistikken i top. Vi får hver udleveret nummeret på vores meditationspude, samt nummeret på en stol, hvis man, som jeg, har bedt om at kunne skifte mellem pude og stol efter behov. De er vores under hele retreaten. Jeg tænker på, hvordan underviserne på ”mine” klostre i Nepal kunne lære noget her: Der har det altid været svært at holde den samme plads, de samme puder, en flytten rundt næsten hver dag. Dette her, oplever jeg undervejs, giver tryghed. Jeg har min plads, der er nogen, der sørger for, at noget bare er, som det er, hver dag. Jeg kan koncentrere mig om selve meditationen. Det lærer jeg at sætte pris på undervejs, selv om jeg den første aften dels er imponeret over al den orden, dels undrer mig og griner lidt ad det indeni mig selv.

Og nu har tavsheden så lagt sig mellem os – og sådan vil det være de næste 10 døgn. Vi har fået at vide, at på 10. dagen vil vi på et tidspunkt få lov til at tale sammen igen – vi skal på denne måde vænne os til det liv, vi skal ud til.
Jeg går træt i seng kl. 21. Intet besvær med at falde i søvn. Det var ellers én af de ting, jeg havde forestillet mig: At jeg ikke ville kunne sove, når jeg ikke måtte læse (en regel, som jeg har tænkt mig at overholde, selv om jeg ikke har afleveret min roman). Og sove, det skal jeg, når jeg skal op igen kl. 4.
Fortsættes….