Den sidste uge i Nepal

Kan begynde at fortælle nu, hvor trætheden har lagt sig, og hvor jeg begynder at kunne tage de gode oplevelser ind igen.

Jeg havde ikke rigtig lyst til at forlade Benchen Klostret. Kathmandu, jo, men ikke klostret. Havde mest af alt lyst til bare at gemme mig der. Væk fra trafikken, byens støv og larm. Havde ikke fundet samme glæde ved at bevæge mig rundt i byen som tidligere. Som om jeg havde set nok. Hørt nok. Men blive på klostret, gemt væk. Kun bevæge mig rundt i den fredfyldte have, mellem klosterbygningerne. Måske lige ned til den lillebitte restaurant ved indgangen. Eller over gaden til det lille udsalg af frugt og dagligvarer. Indtage en sukkerrørsdrik der. Og så skynde mig tilbage.

Men – jeg havde jo ikke længere noget værelse der. Alt optaget efter den 15. Så ud måtte jeg. Döndrop, munken, som er klostrets manager, bar min kuffert ned ad alle trapperne, selv om jeg insisterede på at bære selv. Han ville også forhandle en rimelig taxapris for mig, for han havde ikke kunnet få fat i én af de taxa’er, som de plejer at bruge. 1100 rupees – en rimelig pris. For selv om der kun er ca. 20 km til Pharping, er det en meget dårlig vej. Opad bakke på støvede eller mudrede veje. Det lignede nogle gange en sandstorm undervejs og tog vel en times tid.

De fem dage på Neydo Klostret nær Pharping blev en god oplevelse. Efter de første to dage i min egen “silent retreat”, som jeg fortalte om HER rejste de grupper, der var der, nye rejsende kom til, og jeg fik en masse god kontakt med et engelsk par på min egen alder, en fransk midaldrende kvinde, som rejste alene, to yngre franske kvinder, som var på veninderejse uden deres mænd. Derfor blev de næste dage en god blanding af samvær og alenetid samt to ture til Pharping.

Jeg havde egentlig troet, at klostret lå umiddelbart udenfor Pharping, så jeg kunne gå dertil. Det kunne jeg sådan set også, selv om der var 5 km. Tværs over markerne ville være den reneste løsning, langt fra trafikken på hovedvejen – men i min halvsyge tilstand blev jeg alligevel i tvivl. Næstbedste løsning ville være en bus. Men da jeg stod ved vejsiden og ventede, viste det sig, at alle busser var overfyldte. Jeg havde ikke taget højde for, at der var dyreofringsdag i en anden lille by, og at folk fra Kathmandu deltog i stride strømme. En munk, som sad og drak te på en lille café, tilbød mig at sidde sammen med ham og drikke en kop te, mens jeg ventede. Bus efter bus kørte forbi, mens vi holdt en slags samtale i gang. Han kom fra det tibetanske område, som jeg havde været i under min Kinarejse, så vi kunne tale lidt om Labrang Klostret i Xiahe. En munk mere satte sig ved bordet, og nu begyndte den første at standse privatbiler, som måske ville tage mig med. En mand ville godt gøre det for 50 rupees (ca. 3 kr.), men da jeg skulle til at stige ind i bilen, holdt munken mig tilbage med en “man no good” bemærkning. Okay…

Endelig en bus. Ikke helt overfyldt, men næsten. Jeg fik en ståplads bag chaufføren, hvor det var lykkedes 3-4 personer at sætte sig. Jeg tog et fast greb i en tværgående jernstang oppe under loftet (siger man det om en bus? Eller er det under taget?) og stod og fremsagde mantraer/bønner de få km, hvor bussen skred i svingene, kørte fast og altid var faretruende nær bakkekanten.

Jeg blev sat af i Pharping – sagde de, der stod/sad omkring mig. Undrede mig over, at der ikke var mere by. Jeg var på en fodboldplads med spredt bebyggelse omkring – og fandt ud af langt senere, at jeg var blevet sat af inden byen.

003 004

Begyndte at lede efter Guru Rinpoche hulerne (der, hvor munken, som bragte buddhismen til Tibet havde mediteret i flere år inden rejsen) og blev sendt i forskellige retninger, alt efter, hvem jeg spurgte. Så jeg valgte at gå tilbage ad den stærkt trafikerede vej til et klosterområde, som jeg havde set fra bussen.

006

009 011

Jeg blev ikke klog på, hvor jeg var. Men smukt og fredfyldt var det – og derfra gik jeg op ad veje, forbi masser af klostre, som jeg heller ikke vidste noget om. Havde ikke taget mine oplysninger om området med! Og hvorfor lod jeg min gode rejseven, Lonely Planet, blive hjemme i DK? Helt sikkert fordi den var for tung at rejse rundt med. Men jeg kunne i det mindste have revet siderne om Pharping ud og taget dem med.

Varm og svedig satte jeg mig ind og drak en cola i en ydmyg lille café sammen med caféens indehaverske og en ung munk. Jeg fantaserede om hans evt. slægtskab med kvinden. Måske hans mor? Det fandt jeg ikke ud af, men jeg fik at vide, at højere oppe ad bjerget – bakken – lå et hotel, hvor jeg havde overvejet at booke værelse, inden jeg bestemte mig for Neydo.

030

Efter laaang vandring op ad bakken i middagsheden, kom jeg til New Dakshinkali Village Resort – og blev straks glad for, at jeg ikke havde valgt at bo der. Ganske vist var det et plus, at det var ene lokale gæster i parken omkring hotellet og i restauranten. Men der var fyldt med unge festglade nepalesere ved poolen og høj popmusik, som gav ekko i bjergene. Med klostre som nærmeste naboer virkede det lidt underligt.

029

Jeg spiste – og skyndte mig derfra igen. Ned ad bakken, heldigvis. Da jeg ikke orkede mere sightseeing, stillede jeg mig op ved en busholdeplads nede ved hovedvejen. Vild trafik – og igen mange fyldte busser, der nu kørte forbi mod Kathmandu uden at standse. Frem med støvmasken igen, der ved vejsiden.

 

IMG_20180317_125355_resized_20180317_043822061

Disse to unge piger, som gerne ville snakke, og som talte godt engelsk, ventede også på bussen. På et tidspunkt, da utallige busser bare var kørt forbi, besluttede de sig for at blaffe og fik hurtigt standset en bil, hvor de sørgede for, at jeg også fik plads. Så det blev nemt at komme hjem til Neydo Klostret. Og nyde synet af de små munke under bedeflagene – med dalen i baggrunden.

IMG_20180319_143138

Og det var heldigvis den dag, der havde været udskiftning i gæsteflokken, så jeg nu var omgivet af glade og sociale gæster ved bordet om aftenen.

(fortsættes)

Hjemkomst

Senere følger resumé af de sidste dage i Nepal

Det blev svært med tid til at skrive. Pludselig så mange kontakter og meget at lave. Kunne næsten ikke følge med. Mit behov for langsomhed blev udfordret. Har været hjemme i nogle dage, og i tråd med hvad jeg skrev i mine refleksioner om alder og rejser, så måtte jeg sande, at det at være på farten i 24 timer er hårdere for en 70-årig krop end en 65-årig, som sidst jeg var i Nepal. Ja, jeg ku’ jo faktisk mærke en forskel allerede fra 2014 til 2015 – de to gange jeg var i Thailand/ Cambodia. At lange flyrejser med ophold i forskellige lufthavne blev hårdere og hårdere for kroppen.

Se, det er også noget af det, jeg glemmer – når det fortoner sig, og de gode minder og oplevelser tager pladsen. Jeg glemmer, at rejsen ikke bare er de 14-15 timer i luften, men også tidlig ankomst til lufthavnen. I Kathmandu skal man være der tre timer før afgang – selv om der ikke sker noget ret meget af tiden, så med taxakørsel en time til lufthavnen, er der allerede gået fire timer, når flyet letter. Mellemlandinger, denne gang to af hver ca. 3 timers varighed. Til sidst bus fra Aalborg Lufthavn til Nibe. Var lige ved at tage en taxa. Men allerede der var der et øjebliks optimisme, mens jeg kørte på den adrenalin, der skulle til, indtil jeg var helt hjemme. I et glimt tænkte jeg: “Gem de penge til næste rejse.” I kan godt se, hvor hurtigt jeg glemmer?

Men jeg tror ikke, at jeg helt vil glemme denne udmattethed, for jeg mener ikke, at jeg nogen sinde har været så træt som denne gang. Først nu, på min femte dag hjemme,  har jeg samlet kræfter til at være mere aktiv i livet igen.

Lidt over et døgn på farten. Og hjem til en enorm stilhed. På den frydefulde måde. Jeg tror heller ikke, at jeg før er blevet så forstyrret af den larm, der hele tiden er på et fly. Motorlarm. En evig puslen rundt om. Køen ved toiletterne. Sidde op og sove. Men jeg gør det – sover – for det er det eneste, jeg kan finde ud af. Den forstyrrende aircondition, både på flyene og i lufthavnene. Trøje af og på – hele tiden. Og husk nu at skifte til varmere tøj i den sidste lufthavn, inden du skal ud i kulden.

Ud over alt det, så blander flyrejser sig med et større savn efter min datter, Sara. Måske fordi en flyrejse var noget af det sidste, vi havde sammen.

Den første dag holdt jeg mig med besvær vågen indtil om aftenen – for at komme ind i døgnrytmen. Faldt i søvn ved 20-tiden og sov over 10 timer – og så nægtede min krop simpelthen at stå på benene den næste dag. Sitren, ømhed, træthed. Så jeg blev i sengen og læste hele dagen – og faldt så i søvn igen. Siden 2. dagen har jeg været oppe, men langsom, stille. Har fået pakket ud. Vasket. Lidt efter lidt. Nu ligger der kun enkelte ting og flyder.

Nu er jeg endelig klar til at bevæge mig ud i livet igen. Mens jeg spørger mig selv, om det er ok at blive ved med at udsætte kroppen for den slags belastninger.Og om ikke den her blog for alvor skal ændres til sådan noget som “Gamle på rejse.”

Refleksioner om alder og rejser

Inden jeg fortæller videre om Pharping, vil jeg dele lidt refleksioner om alder og rejser. Det første par dage på Neydo Klostret havde jeg rigelig tid til at tænke over det at rejse – og rejse alene. Og også om jeg var blevet for gammel til Kathmandu. Så blev de rejsende skiftet ud – alle, der var der, da jeg kom, rejste, og nye kom til. Og pludselig fik jeg masser af kontakt. Men tankerne om alder og rejse er ikke forsvundet.

I Kathmandu begyndte jeg at længes hjem i takt med, at mine bronkier kom på mere og mere overarbejde. Da jeg ankom to uger forinden, var jeg virkelig lykkelig over at være her igen og fortrød, at jeg ikke havde valgt en måned. Men det glemte jeg fuldkommen i al dårligdommen. Var bare glad for, at jeg kun skulle være her i tre uger. Når jeg bevægede mig rundt i Kathmandus støv, kunne jeg tænke ind imellem: ”Hvad laver jeg dog her?”

Det skal siges, at det er første gang, jeg opholder mig her uden at deltage i ét eller andet kursus. Det, der giver et indhold i dagligdagen. For jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt gider sightseeing ret lang tid ad gangen. Derimod elsker jeg at sidde og glo på gadelivet. Men det er lidt svært i Kathmandu. Det vrimler ikke med steder, hvor man kan sætte sig uden at komme i nærkontakt med bilos. De første gange klarede mine luftveje det nok lidt bedre – for da kunne jeg godt bare slå mig ned på et trin eller en fortovskant, kigge på gadehandlen., menneskene, bygningerne omkring.

Men med hoste og vejrtrækningsbesvær forsvinder min fascination for Kathmandu. Jeg kan ikke længere finde glæde ved at gå rundt i den ældste del af byen og lede efter gader og stræder, som jeg ikke før har set.

Jeg lægger også mærke til, at jeg med alderen bliver mindre social. Jeg gider ikke rigtigt engagere mig i samtaler med nogen, hvis vej jeg bare lige krydser.

Heldigvis var min gamle kollektiv-veninde her. Tid til samtaler, sjov, spisning. Jeg kan li’ hendes måde at være buddhist på. Vidende – på en ikke dogmatisk måde. Hvis vi boede tættere på hinanden, ville jeg bruge hende som vejleder/sparringspartner omkring buddhistiske tekster, som jeg ikke forstår.

Og så var der gæstehusets søde manager. En ung munk, hjertelig, god til engelsk, travlt beskæftiget med at få gæstehusets dagligdag til at fungere, samtidig med, at han var bygherre for caféprojektet. De små intense møder med andre gæster var også givende. Lige hvad jeg kunne rumme sådan rent socialt. Jeg har erkendt, at jeg er mere introvert end jeg tidligere i mit liv har givet mig lov til at være.

Er jeg så gammel nu – og så introvert – at jeg nu også har set det af verden, som jeg behøver? Det har jeg overvejet det sidste par år, samtidig med en erkendelse af, at mine rejser tilbage til min franske ”hjemby” giver mig alt det, jeg har brug for på en rejse: At glide ind i en dagligdag, at have mit eget, i og med at jeg lejer min bolig, gamle venner  og familie omkring mig. Og – ikke mindst – så nem en adgang til naturen, hvor jeg kan opholde mig i timevis. Og det er det sted, hvor halvdelen af mig hører til.

Da jeg kom her til Neydo Klostrets hotel og stod og kiggede op på de skovklædte bjerge lige overfor, tænkte jeg, at det var jo det, jeg havde ønsket: At komme uden for Kathmandu for at kunne gå lange ture i naturen. Men samtidig kunne jeg slet ikke forestille mig at gå opad i lang tid.

011

 

Så tænkte jeg igen på Bretagne, som i den grad er mit ”ude-sted”, hvor jeg får travet og bevæget mig, så jeg bliver glad i låget af det.

Skal jeg droppe Canada-projektet? Jeg ville jo besøge datteren til nogle franske venner og tage videre og opsøge Dene-folket. Men så langt nordpå, som de bor, er der måske koldt hele året. Eller Caminoen? Skal jeg også droppe den? Bliver der også for støvet for luftvejene?

Er jeg så gammel nu, at jeg udover det årlige ophold i Frankrig, ville kunne slappe af på en uges charterferie? Et sted, der er varmt og tørt?

Over morgenmaden havde jeg en interessant samtale med en fransk kvinde, som har rejst i en måned – med egen guide alle de steder hun har været. I Kathmandu, i Phokara – og i Buthan, hvor man slet ikke må rejse uorganiseret. Hele hendes rejse har været tilrettelagt derhjemmefra. Dyrere end hvis hun skulle være i en gruppe, men langt mere frit.

Det engelske par, måske på min alder, er også på en måneds rejse. På samme måde. Med alt tilrettelagt hjemmefra. Chauffør/guide med bil, som venter dem hvert nyt sted. De ville slet ikke kunne forestille sig at organisere alt selv. Alt det arbejde.

Og det er jo rigtigt. At rejse alene uden sikkerhedsnet kræver, at hvert sted skal man selv finde ud af, hvordan man kommer videre. Med de forhindringer og besværligheder, der kan være i det. Tidligere syntes jeg, at det bare var spændende. Sådan har jeg det ikke mere. Selv om den her blog hedder Rejs alene, underforstået med den glæde, der ligger deri.

Jeg ved mere og mere, at alder HAR en betydning. Alderen, den fysiske, der lidt efter lidt sætter nogle begrænsninger. Energien, den umiddelbare, der ikke rækker helt så langt. Lysten til at udforske, der bliver mindre. Ja, alder har en betydning. For mig i hvert fald. Større med alderen.

Med alderen indser jeg også mere og mere, at det, jeg troede, jeg skulle ud for at lære/gøre, det kan jeg måske lige så godt lære og gøre derhjemme. I taknemmelighed over, at jeg har været ude og hente hjem – tidligere.

Når jeg ser mit liv derhjemme – herfra – er det godt. Det er blot et viljespørgsmål om at bruge min energi på det, der føles mest rigtigt.

Se nu f.eks.: Jeg troede, jeg skulle ud for at begynde på skrivningen af en fantastisk fortælling. Den, der bare venter på at blive fortalt. Af mig. Den, der bare venter på at blive lukket ud.

Men sådan er det ikke. Den er slet ikke med. Der er ikke plads til den her. Den blev derhjemme. Og det er der, jeg skal finde den.

Planlægning når du rejser alene

Jeg har tidligere – og lidt spredt – fortalt om, hvordan man planlægger og forbereder sin rejse alene. Også som pensionist.

Her vil jeg kort gennemgå de vigtigste ting, du kan gøre for at få en god singlerejse, hvis det er første gang, du vil prøve den rejseform.

Overvej grundigt, hvilket land, du gerne vil besøge – eller hvad du gerne vil lave på din rejse.

Når du har valgt landet, vil det aller nemmeste måske være at vælge en charterrejse. Jeg foreslår ikke en charterdestination for, at du skal opholde dig der alene. Jeg kunne forestille mig, at det ville blive en oplevelse, hvor man nemt ville kunne føle sig ensom blandt par og familier. Men jeg foreslår charterrejsen som en nem og måske billig mulighed for at komme til et ønsket rejsemål, have et sted at “lande” og vende tilbage til, men ellers bruge det som udgangspunkt for at rejse rundt alene. Jeg har brugt den måde at rejse på, når jeg var på familieferie. På en 2 ugers ferie brugte vi charterhotellet meget lidt. Vi havde i forvejen bestemt, hvilke steder vi ville besøge og rejste så rundt med lokale busser og bookede os ind på små hoteller eller b&b undervejs.

Dette vil være nemt at gøre alene. Du skal bare bestille charterrejsen, ikke bekymre dig om selv at booke fly og derefter hotel. Du skal bare finde ud af, hvilke steder du gerne vil besøge, når du er ankommet til byen/ hotellet. I mange lande sydpå er der en god infrastruktur med busruter til alt det, du kunne ønske dig at se. Du kan forberede det hjemmefra ved at søge på nettet. Og når du nu har dit hotelværelse, har du altid et sted at vende tilbage til. Trygt at vide, hvis det er første gang på egen hånd. Desuden er der efterhånden flere charterrejser udbydere, som begynder at reklamere med singlerejser og “intet tillæg for eneværelse”. Dette sidste er virkelig betydningsfuldt, for hvem gider, som alenerejsende dele værelse i en uge eller to med en ukendt person?

Lonely Planets hjemmeside er et super godt og overskueligt sted at bruge. Hvis du f.eks. har fundet en charterrejse til Tyrkiet, lander i f.eks. Antalya, fordi du tænker, okay, det kunne være godt med et par dages badeferie, og så vil jeg videre til Göreme i Kappadokien. Nu googler du Lonely Planet Göreme og kommer ind på en side, der fortæller om byen. Nedenunder det flotte farvebillede kan du klikke ind på hotels, restaurants, activities, in detail etc. Det er lige nu in detail, der interesserer mig, for her findes bl.a. practical information og et afsnit, der hedder getting around. Under dette finder du flights and getting there. Og straks ser du, hvilke destinationer man kan komme til og fra fra Göremes Otogar (Busterminal). Busrejser er langt billigere end fly – og en god måde at få set landet på. Der er regelmæssige stop til toiletbesøg og køb af mad.

På listen kan du se, at turen til Antalya tager ca. 9 timer, at der er mange afgange hver dag – hvilket betyder, at der er lige så mange afgange fra Antalya. Så når du er ankommet med din charterrejse til Antalya, kan du spørge efter busstationen, gå hen og købe en billet til Göreme. Voilà.

Jeg har overalt på rejser benyttet mig af Lonely Planets hotelforslag. Der er i alle priskategorier. Jeg vælger som regel blandt de billigste og er aldrig blevet skuffet. Nogle gange går jeg ind på hotellets hjemmeside og bestiller i forvejen, andre gange leder jeg bare efter hotellet, når jeg kommer frem.

Det her var altså en lille smagsprøve på en rejse,  der vil være fhv. nem at planlægge.

For en uges tid siden er jeg blevet bekendt med en facebookside, som hedder Single Rejser. Her er der f.eks. mange, der søger en rejsepartner, og der er flere, som planlægger og foreslår singlerejser i små grupper. Hvor du rejser alene, men rejse og ophold er arrangeret. Det er https://www.facebook.com/groups/singlerejser/

På ovenstående facebookside fandt jeg bl.a. link til denne side, som organiserer rejser for singler  http://www.rikkesrejser.dk/

Men prøv selv at gå ind og kigge på facebooksiden Single Rejser. Man skal tilmelde sig for at kunne læse med.

I det næste indlæg vil jeg igen lave et overblik over, hvordan du kan planlægge egen rejse “helt fra bunden”.

Nepal igen? …fortsat

Som jeg tidligere har fortalt, kan jeg være splittet mellem ønsket om at rejse – og ønsket om bare at blive hjemme.

Sådan har jeg det også nu. Samtidig med at ønsket om rejsen bundfældede sig – og marts begynder at nærme sig – så er der noget, der trækker i den anden retning. Hvorfor ikke bare blive hjemme og nyde det første spirende forår i Danmark?

Men jeg må ud, argumenterer jeg med mig selv. Det er snart et halvt år siden, jeg kom hjem fra Bretagne. Denne vekslen mellem ude og hjemme er nødvendig for mig. Og hvorfor nu det – spørger jeg mig selv i min indre dialog. Bl.a. for at kunne overkomme dagligdagen, det daglige liv. Jeg får ny energi af at være ude. Ja, og så bliver du træt, siger du jo selv, efter den lange rejse – og skal så bruge tid på at hvile ud. Ja – men på et andet plan, finder jeg energien. Den mentale, den følelsesmæssige. Når jeg er ude i de udfordringer, der kan være,  når jeg er i  oplevelsen af det anderledes, får jeg altid sat mit eget liv i perspektiv, får idéer, impulser til livet herhjemme. Til projekter, til nogle dimensioner i mit daglige liv, som jeg har forsømt. Det er, som om det med en vis regelmæssighed er nødvendigt at se mit liv på afstand. Og det gør jeg bedst på rejse.

Men kunne det så ikke være nok bare at gøre det, som mange andre gør? Tage på en billig charterrejse?

Hmmm. Jeg tygger lidt på det. Altså – at finde et roligt, lunt sted, en balkon med udsigt. Sidde der og skrive og måske få samlet mit større skriveprojekt til noget konkret. Det er måske heller ikke dårligt.

En pensionist på charterrejse denne gang? Eller igen være pensionist på rejse alene?

Fortsættelse følger.

Næste stop Bosnien

Så er det besluttet. Jeg tager til Bosnien om et par uger. Flybilletten Sarajevo-retur er købt.

Egentlig skulle jeg ha’ været dernede sidste sommer, men efter en operation på tårekanalen, frarådede kirurgen mig at rejse, mens jeg midlertidigt skulle gå med et dræn.

Sidste år var jeg meget, meget opsat på at tage af sted. Var blevet enig med en bosnisk familie, som bor her, om, at jeg skulle tage derned og møde dem, mens de var hjemme i deres land på ferie.

Én af døtrene i familien var min datters gode veninde, og i en tid var denne familie nærmest reservefamilie for min datter. Da Sara var omkring 15, blev hun inviteret med dem til Bosnien, men jeg var usikker på det tidspunkt, om det var et sikkert nok sted for hende. Hvad jeg efterfølgende er blevet bebrejdet, for hvordan kunne jeg tro, at de ville tage deres egne børn med derned, hvis det ikke var blevet sikkert igen at opholde sig der?

Men sådan var jeg. Jeg passede på min datter, der, hvor jeg kunne, intetanende omkring, at det var en ganske almindelig løbetur, der skulle gøre en ende på hendes liv.

Jeg ser stadig min datters veninde og hendes forældre. Og nu var tiden så kommet til, at jeg selv kunne foretage den rejse, som Sara ikke kom på dengang.

Det har været lidt svært at få bestilt billet. Gik og ventede på, at priserne faldt. Men jo nærmere vi kommer afrejsetidspunktet, jo dyrere bliver det vel. Det er også lidt nærigt af mig, at jeg synes, at lidt over 3.000 kr. er for meget for en returbillet. Det er stadig billigere end toget – som jeg forøvrigt havde overvejet. Fordi jeg var tiltrukket af idéen om at rejse langsomt, se en stor del af Europa undervejs.

Men, ærligt talt, så er det ret bøvlet at få bestilt en togbillet. DSB kunne højst få mig ned til München. Deutsche Bahn kunne klare en billet til til Zagreb, men den videre til Bosnien måtte jeg selv ud og købe i Zagreb. Og bestillingerne til både München og Zagreb skulle foregå pr. telefon, ikke noget, der kunne klares på hjemmesiderne. Så er det unægteligt nemmere at sidde og vurdere flyruter og priser hjemme ved skærmen. Jeg kunne have købt en senior-interrail billet. Det vil jeg måske prøve en anden gang – når det ikke bare drejer sig om at komme frem til bestemmelsesstedet.

Jeg tager af sted den 13. juli, finder måske en airbnb i Sarajevo, hvor jeg gerne vil blive nogle dage. Og så videre til Mostar for at møde de bosniske venner. Til slut en tur til kysten – helst den lille bosniske del, som virker både mere hyggelig og langt billigere end den kroatiske. Og jeg vil nemt kunne tage på en dagstur til Dubrovnik, som jeg husker fra min ungdoms blaffertur i 1968 ned langs Jugoslaviens kyst, på vej mod Afghanistan. (Som jeg tidligere har fortalt blev det kun til Tyrkiet, fordi min franske kæreste blev ret syg dernede og ikke turde rejse videre).

Men altså: Næste stop Sarajevo. Om ca. to uger. Pesionist på rejse alene. Igen.