Nepal igen?

Jeg har siden september overvejet at rejse til Nepal igen. Egentlig tog jeg – sådan en slags halv beslutning – om ikke at rejse så langt væk længere. I erkendelsen efter rejsen til Bosnien: At der indenfor få timers flyrejse findes steder, som er nemmere at besøge. Og i erkendelsen af, at jo ældre jeg bliver, jo mere træt er jeg efter lange flyrejser. Synes f.eks., at jeg, når jeg kommer hjem efter sådan en lang flytur, bruger for lang tid til at hvile ud , selv om opholdet har været afslappende.

Men lysten til Nepal dukkede op under et besøg på Christiania for et par måneder siden hos én af mine gamle medkollektivister. Det var hende, der for syv år siden fik mig til at opdage det kloster, som jeg næsten betragter som mit hjem i Nepal. Hun har selv været i Nepal næsten hvert år siden starten af 80’erne.

Siden har lysten til endnu en rejse til Nepal bundfældet sig, lidt efter lidt. Som om jeg MÅ tage derover endnu en gang. Næsten at jeg BØR tage derover.

Den første rejse til Nepal for syv år siden gav mig rigtig meget. Jeg vil næsten påstå, at det, jeg lærte der – om meditation, om væren i nu’et, om accepten af altings evige forandring – gav mig mere end alt det, jeg tidligere havde lært om disse emner. Et møde med en gammel tibetansk munk/lærer var en hjerteåbner på en anderledes måde, end jeg tidligere havde oplevet. Og alt det var en kæmpestor hjælp for mig, da jeg få måneder senere stod midt i mit livs sorg, midt i det største følelsesmæssige kaos, jeg nogensinde havde og har oplevet – da min datter døde pludseligt, efter en trafikulykke.

Jo mere rejsen måske bliver til virkelighed, jo mere oplever jeg den også som en slags pilgrimsrejse. En sidste gang til Nepal. Så ER det ikke nødvendigt med lange rejser længere.

Så hvorfor tøver jeg? Fordi et år er så kort. Og rejsebudgettet ikke er uudtømmeligt. Jeg vil til Bretagne igen, igen, ned til mit franske liv i en måned. Jeg har også overvejet Caminoen – og det skal vel være snart, hvis jeg vil gå den.

Hvis det bliver Nepal, bliver det hele marts måned.

Meditationsretreat – en rejse i rejsen, 1. del

Hjemme igen bliver hverdagen hurtigt den samme som før: Jeg må standse op, trække vejret, være, for ikke bare at gå ”fra aftale til aftale” eller lade nu’et drukne i daglige små og store gøremål. Huske med kroppen, hvordan det var at have oceaner af tid langt væk fra det daglige, hvordan det var at stå op, uden bestemte planer, uden noget, der ventede.

Når jeg er kommet hjem efter en lang rejse, er det vigtigt at tage en beslutning om at tage rejsen med mig, lade den fylde, bruge denne oplevelse af at have tid nok til også at give dagligdagen denne dimension: At jeg har tid nok. Bruge denne overbevisning om morgenen, inden dagen rigtigt starter.

Somme tider lykkes det, andre gange er det mere besværligt. Denne gang tror jeg, at meditationsretreaten hjælper med dette.

Jeg må fortælle om den. Denne ”rejse i rejsen”, en rejse, der i den grad var en rejse alene gennem 11 døgn. Også fordi det måske kan inspirere dig, der læser, til at forestille dig, hvad du selv kunne lægge ind af indhold i din eventuelle rejse alene.

Altså:
Jeg ankommer til retreatcentret, som ligger flere km fra den lille by Pong Nam Ron, 40-50 km fra Chanthaburi. Taxachaufføren (jo, det er en rigtig taxa) har haft svært ved at finde stedet. På kortet, som jeg har fået tilsendt pr. mail, ser det ud, som om centret ligger umiddelbart op til hovedvejen. Hvad det altså ikke gør. Som altid, når sådan noget sker, har jeg været i en indre dialog med mig selv om, om det nu er nok at give taxachaufføren de 700 aftalte baht (ca. 147 kr.), eller om jeg skal give ham mere. Jeg vælger det sidste – og giver ham 100 baht ekstra. Ved aldrig, om sådan noget er nok eller for meget.

Vi er steget ud i heden, som er voldsom efter bilens kølige air-condition, og jeg prøver at lave en aftale med chaufføren om, at han skal hente mig igen om morgenen om 11 dage. Men det forstår han simpelthen ikke.

Stedet ser ud som på fotos på nettet. Hovedbygning med kontorer, spise- og undervisningsrum, den store bygning med meditationshallen, bygningerne med soveafdelingerne, alle spredt ud i landskabet med de fjerne bjerge som baggrund.

Dette er altså dag 0. For 10 dage er 10 hele dage, ikke noget med at tælle den dag, man ankommer som dag 1. Og vi rejser igen på dag 11. Resten af dag 0 går med indskrivning, praktiske oplysninger, aftensmad, introduktion til undervisningen. Stedets kvindelige manager, der kommenterer en ung russisk kvindes nedringede t-shirt uden ærmer: ”Du ved godt, at du ikke må se sådan ud.” Det er én af reglerne: Ikke vise overarme, kavallergang, knæ. Jeg havde selv en t-shirt parat til at tage på over min lette sommerkjole, da jeg gik ind. En anden regel: Alle ipads, pc’er, telefoner, penge bliver afleveret og låst inde i små bokse, som vi selv har nøgle til, men som vi først må bruge, når vi forlader stedet. Det er meget mærkeligt at låse disse links til omverdenen inde. Jeg får talt lidt med nogle af de andre deltagere. Vi er i alt ca. 50 i alle aldre, kun 6 udlændinge, resten er thailændere.

Jeg er imponeret over logistikken, måden vi får udleveret alt, hvad vi har brug for: Tallerken, skål og bestik i en blå pose med viskestykke – til at lægge på det bord, hvor jeg skal spise resten af tiden. Den første aften får vi lov til at tale sammen, men fra vores første besøg i meditationshallen senere på aftenen, er der tavshed. Sengetøj, håndklæde, bademåtte bliver udleveret sammen med nummer til værelset – ingen nøgle, værdierne er jo låst inde. Selv om der står ”dormitory”, har vi heldigvis eget værelse. Hvis der ikke var det, ville jeg nok ikke ha’ deltaget.

Jeg får hilst på min unge thailandske nabo, og det er så det. Samtalen fortsætter først 10 dage senere, selv om vi sidder og spiser ved siden af hinanden hver dag. Introduktionen til undervisningen foregår senere på aftenen på den måde, at thailænderne bliver samlet, mænd og kvinder hver for sig, til introduktion på thailandsk, mens vi udlændinge, mænd og kvinder sammen, mødes i et mindre rum med videointroduktion på engelsk. Der sidder vi, en østrigsk mand på min alder, regner jeg med, en ung østriger, en ung russisk kvinde og en ung russisk mand, en ung tysker og mig. Alle alene-rejsende.

Vi får præsenteret S. N. Goenkas livshistorie (se www.dhamma.org ) og det daglige program, som ses herunder. Det er S. N. Goenka, der på lydoptagelser selv vil introducere alle meditationerne, ligesom det er videoptagelser med ham, som bliver undervisningen om aftenen. Det er sådan, det foregår over alt i verden, ud fra den erkendelse, at uddannede lærere nødvendigvis vil fortolke, fremlægge på egen måde, og undervisningen vil forandre sig. På denne måde står den i sin oprindelige form. De to tilstedeværende lærere, en engelsk mand og kvinde, fungerer på den måde, at de mediterer sammen med os, siddende på en forhøjning foran os. Det er dem, vi kan stille spørgsmål til, hvis vi undervejs oplever besvær eller noget, vi ikke forstår.

Vi er klar til at gå over i meditationssalen for første gang. Igen er logistikken i top. Vi får hver udleveret nummeret på vores meditationspude, samt nummeret på en stol, hvis man, som jeg, har bedt om at kunne skifte mellem pude og stol efter behov. De er vores under hele retreaten. Jeg tænker på, hvordan underviserne på ”mine” klostre i Nepal kunne lære noget her: Der har det altid været svært at holde den samme plads, de samme puder, en flytten rundt næsten hver dag. Dette her, oplever jeg undervejs, giver tryghed. Jeg har min plads, der er nogen, der sørger for, at noget bare er, som det er, hver dag. Jeg kan koncentrere mig om selve meditationen. Det lærer jeg at sætte pris på undervejs, selv om jeg den første aften dels er imponeret over al den orden, dels undrer mig og griner lidt ad det indeni mig selv.

Og nu har tavsheden så lagt sig mellem os – og sådan vil det være de næste 10 døgn. Vi har fået at vide, at på 10. dagen vil vi på et tidspunkt få lov til at tale sammen igen – vi skal på denne måde vænne os til det liv, vi skal ud til.
Jeg går træt i seng kl. 21. Intet besvær med at falde i søvn. Det var ellers én af de ting, jeg havde forestillet mig: At jeg ikke ville kunne sove, når jeg ikke måtte læse (en regel, som jeg har tænkt mig at overholde, selv om jeg ikke har afleveret min roman). Og sove, det skal jeg, når jeg skal op igen kl. 4.
Fortsættes….

Væk fra verden – i 10 døgn

Om nogle timer tager jeg ud til det meditationscenter, hvor jeg skal være de næste 10-11 døgn, indtil søndag den 15.

10 døgn med meditation fra 4:30 om morgenen indtil 21:00 om aftenen, afbrudt af undervisning, samtaler med lærere, morgen- og frokostmåltider. Jeg får også lov til at spise lidt om aftenen – fordi jeg er ny og gammel.

10 døgn i stilhed, kun samtaler med lærere. Ingen pc, ingen telefon, ingen bøger, ingen skriveredskaber, intet må få opmærksomheden væk fra nu’et.

Jeg har prøvet det et par gange i Nepal – men det her lyder hårdere. Der er aldrig blevet stillet krav om minus bøger, f.eks.

Jeg er spændt og en anelse nervøs – men siger til mig selv, at jeg jo er fri til at tage derfra, hvis det er uudholdeligt.

Det med ingen pc, ingen telefon – det ligger der også en lille bekymring i. Alt det, der kan ske på 10 døgn. Noget alvorligt, som jeg ikke får besked om…

Så 10 døgn uden kontakt til nogen eller noget.

Snakkes ved derefter.

Rejseforberedelser

Nu er min næste rejse næsten på plads. Thailand i fire uger.

Jeg ville egentlig have været i Nepal for nu fjerde gang. Nepal er et skønt land at rejse i. Og det er nemt at være kvinde alene på rejse. Nepal har siden hippiernes rejser dertil i 70’erne  satset så meget på turismen, at du kan finde hoteller i alle prisklasser, der er gode busforbindelser fra Kathmandu og rundt i landet, du kan opleve en aktiv ferie med trekkingture for alle aldersklasser og behov. Og selv om der er rigtig mange turister, så er det ikke anderledes, end at du f.eks. i Kathmandu kan vælge at gå til én side – mod Thamel og turistlivet – eller i en anden retning og bevæge dig ind i labyrinten af nepalesernes egne gader og liv

Desuden er der mulighed for at overnatte på klostres gæstehuse, ligesom flere klostre afholder kurser i buddhisme og meditation for udlændinge. Det giver en Aigtig god mulighed for et indblik i en del af den nepalesiske kultur. Og så er der det der med at have et mål for rejsen. Jeg føler mig selv rigtig godt til pas, når jeg ude i verden får skabt en slags dagligdag.

For to år siden, da jeg sidst var i Nepal, fandt jeg en airbnb lige i udkanten af Kathmandu, hvor jeg boede i 10 dage hos en nepalesisk familie, indtil jeg kunne leje en lille lejlighed på det kloster, hvor jeg fulgte buddhistisk undervisning. At gå den ca. halve time frem til klostret om morgenen og hjem om aftenen, gav mig en vidunderlig følelse af at høre til. Jeg startede der i et landligt område på vej ind mod byen, omgivet af børn på vej til skole, voksne på vej til arbejde, høns, køer, hunde, lyde, lugte. Og så ind i byområdet, de små gader og stræder, hvor jeg pludselig blev en del af grupper af munke og nonner, der også var på vej til dette kloster. Hjem samme vej sidst på eftermiddagen til te på terrassen, samtaler med de forskellige familiemedlemmer, aftensmad med dem. Jeg var virkelig hele tiden en del af noget – samtidig med, at jeg kunne nyde at være alene.

Men i år vælger jeg Nepal fra af to grunde. Den ene er, at jeg har været voldsomt præget af bronkitis – så det er altså ikke godt for mine lunger og bronkier at være for lang tid i Kathmandudalens forurening lige nu. Den anden grund er, at jeg sidste år tog til Cambodia – for at se Angkor Wat og tilbringe tid på et lille retreatcenter med undervisning i yoga og meditation. På vej tilbage fra Cambodia til lufthavnen i Bangkok i bus, fik jeg set Thailands frodighed og tænkte, at der måtte jeg ud igen.

Så derfor har jeg nu flybillet til Thailand. Jeg husker, at jeg så et tv-program med en vidunderlig 100-årig kvinde, som stadig rejste alene. Udspurgt om, hvordan hun gjorde, var hendes svar: “Det er jo nemt, man går på nettet – og så køber man en flybillet.” Herligt, ikke?

Som regel er det bare ikke nok at have flybilletten. Det er fhv. nemt, jo. Momondo er en nem side til dette. Du taster bare afgangs- og ankomstlufthavne ind, så kommer der et hav af tilbud, fra den billigste rejse over den tidsmæssige korteste til den dyreste. Siden er effektiv. Der er søjler, som viser prisniveau på forskellige dage, så hvis du ikke er bundet til specielle afrejse- og hjemkomstdage, kan du rette ind, hvor det er billigst. Men jeg gør som regel det, at jeg også tjekker mine foretrukne flyselskabers egne sider, for indimellem kan jeg være heldig at få en billigere og tidsmæssig bedre rejse der. Eller jeg følger Momondo over nogle dage, for priserne kan variere.

Men okay – det er den nemmeste del. Og for mig er det altså ikke nok at stå på ankomststedet og så skulle ud og lede efter overnatning. Så jeg beslutter mig som regel for en slags rejseplan, så jeg kan finde ud af, om det er hensigtsmæssigt at booke overnatninger i forvejen.

Jeg har altid elsket at planlægge rejser, lige fra dengang det handlede om at finde og udvælge gode campingpladser, lejligheder, huse på de tidligere familierejser sydpå.

Siden jeg er begyndt at rejse alene, starter min rejse som regel med en lyst til et bestemt land, noget jeg gerne vil se, opleve der. Og så bruger jeg mange timer, somme tider rigtig mange timer, på hvilke muligheder, der er for at bo godt og billigt. Om der er noget, jeg kan deltage i.

Da jeg tog på den rejse til Kina, som jeg tidligere har omtalt, havde jeg først tænkt, at jeg ville tage direkte videre til Lhasa i Tibet, men ved at surfe på nettet, fandt jeg ud af, at hvis jeg ville i kontakt med tibetanere, var det meget bedre at rejse i Kinas vestlige provinser, hvor størstedelen af befolkningen er tibetanere. Jeg ville kunne møde en mere autentisk tibetansk kultur end omkring Lhasa, hvor der er fyldt med overvågning af kinesisk politi og militær. Så sådan måtte det blive. Og dernæst surfe rundt på nettet, finde togforbindelser, derefter busforbindelser.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at med en Lonely Planet guide er du rigtig godt hjulpet, hvis du ikke er en internet entusiast. Jeg købte min første lige inden Kinaturen. Der havde jeg kun booket en første overnatning i Beijing, og det var meget, meget nemt, i små og store byer, at gå efter de hoteller, som Lonely Planet omtalte.

Jeg kom lidt langt rundt – og vil vende tilbage til forberedelsen af min Thailandtur i næste indlæg.