Kina, den tibetanske provins Gansu

Nej, jeg er der ikke nu. Min Kina rejse var længe før denne blog, faktisk i 2006. Men som jeg har omtalt tidligere, var det min første “rigtige” rejse alene ud i verden som fuldvoksen, for ikke at sige gammel. Og da jeg ikke har været på en længere rejse i mere end et år (undtagen til Frankrig, som jeg ikke rigtigt tæller med pga. mit tætte forhold til landet) vil jeg fortælle lidt mere om rejsen til Kina.

Jeg oprettede faktisk en blog allerede dengang – men den eksisterede kun under den rejse, og mest for at fortælle venner og familie, hvad jeg lavede.

Som nævnt tidligere, var det min datters halve års ophold i Kina, der fik mig lokket derover. Selvfølgelig ville jeg besøge hende. Jeg organiserede det, så jeg kunne tage af sted i knap fire uger i maj måned, og da det var bedst for hende, at mødes med mig sidst på måneden, startede jeg min rejse med at tage til de vestlige tibetanske provinser alene. Jeg har beskrevet andetsteds, hvordan det var at ankomme og dagen efter stå på banegården uden at forstå de kinesiske skrifttegn på den store ankomst- og afrejsetavle. Her vil jeg lave et nedslag i min gamle blog, som vist hed sådan noget som “BEIJING OG VESTKINA UDEN SIKKERHEDSNET: kan man rejse alene som 58-årig?”

“Den 3-hjulede motorcykeltaxa kører mig gennem byen. Jeg kan ikke se ret meget. Sneen pisker mig i ansigtet, og jeg forsøger at holde på min bagage med iskolde fingre. På ladet sidder et ungt engelsk par sammen med mig. Vi er lige steget af bussen, som har kørt os fra storbyen Lanzhou i den kinesisk/tibetanske provins, Gansu, til Xiahe, som ligger i 3000 m højde på kanten af det tibetanske plateau. Det er læsning om autonome tibetanske områder i disse vestlige provinser, der har lokket mig her til, i stedet for til det officielle Tibet. Her er mindre militær og politi, nemmere at komme i kontakt med den tibetanske befolkning.

Under turen med minibussen hertil, skiftede ikke bare naturen karakter, fra lavland til højland, selve området blev synligt mere og mere tibetansk med stupaer og bedemøller spredt i bakkerne, mennesker klædt i farverige tibetanske dragter.

Negative0-21-22(1)

Negative0-15-15(1)

Negative0-04-02(1)

Negative0-02-00(1)

 

 

 

 

Få minutter efter ankomsten til Xiahe er jeg altså om bord på dette køretøj, på vej mod Tara’s Guest House, anbefalet af Lonely Planet, der allerede er blevet den rejseven, jeg kan have tillid til.

Jeg er snart 59. En operation og en skilsmisse for et par år siden fik mig til at tage nogle vigtige beslutninger om mit liv. Én af dem er at rejse.

Min 19-årige datter arbejder i en by nær Beijing i ½ år. Vi har aftalt at mødes sidst i maj, og inden da vil jeg bruge tiden til at se en flig af Tibet ved at besøge de tibetanske områder i provinserne Gansu og Quinghai.

Jeg har glædet mig, men også været lidt beklemt ved folks reaktioner: Hvordan tør du osv. Jeg sagde ikke til mange, at min egen indre uro kun gik på, at i Gansu provinsen, skal turister tegne ekstra forsikringer oveni billetten til busrejser. Fordi det er bjergrigt, dårlige veje, dårlige busser. At fortælle en veninde, hvor alle mine papirer lå – hvis jeg nu skulle falde med bussen ned i en slugt og blive glemt der – beroligede mig allerede lidt. Og i Air France’s fly mellem Paris og Beijing forsvandt uroen. Franskmænd har en anderledes tilgang til rejser. Når de omkringsiddende hørte, at jeg skulle rejse alene rundt, var deres kommentarer: Quelle aventure! (sikken et eventyr!)

Nu har jeg været i Kina i nogle dage.

Først Beijing. Og noget af et projekt at komme fra lufthavnen til vandrehjemmet, som min datter havde foreslået mig. Blev nærmest tilbageholdt af taxachauffører, der underbød hinanden med priser fra 250 yan til 200 yan. Men jeg havde gjort mit hjemmearbejde og læst alle steder, at prisen var 80, max 100 – men prøv at fortælle dem det. Så det blev bus. Da jeg steg ud ved Central Station, havnede jeg i en ny tumultagtig oplevelse. Nu var det mænd med cykeltaxier, som ville have mig med. Men også her var hjemmearbejdet i orden. Jeg vidste, at vandrehjemmet lå “lige om hjørnet”, men en særlig vedholdende chauffør fik mig sendt i den forkerte retning. Mindst to km sagde han. Så ku’ jeg lære, at jeg havde brug for kørsel. Jeg tjekkede kort en ekstra gang – og gik så i den rigtige retning. Fik et dobbeltværelse – uden vinduer. Men jeg skulle jo bare sove der. Til trods for jetlag ud og kigge på byen. MÅTTE se Den forbudte By, i hvert fald udefra. Og den Himmelske Freds Plads. Og alt muligt på vejen. “Jeg er i Kina,” tænkte jeg hele tiden. Mens jeg aldrig følte mig langt væk hjemmefra. Kun tryg. Masser af hjælpsomhed. Fantastisk fodmassage. Og så videre med tog.

Fra Beijing en 24 timers togrejse til Lanzhou i hard sleeper kupé, der giver nær kontakt med de kinesiske rejsende. En togrejse i Kina er en oplevelse. Selv de billigste sovepladser i “hardsleeper” klassen, byder på en rimelig komfort. Køjer, som i vores gamle 2. klasses liggevogne, broderede gardiner for vinduerne, broderede duge på bordene, kæmpe termokande, som altid kunne fyldes med kogende vand til te eller kaffe. fra den store kedel ude i mellemgangen mellem to vogne. Madsælgere, som kører deres små vogne med papkasser fyldt med mad gennem toget ved stationerne. Rimelige toilet- og vaskeforhold. De andre rejsende, der gavmildt tilbyder af deres medbragte mad.

De enkelte 6-personers kupéer er uden døre eller forhæng. Så det rygtes hurtigt, at der er en udlænding – en hvid, som de siger – med toget. Og det giver virkelig nærkontakt på en lang rejse. På min rejse var jeg helt sikkert den eneste udlænding, så fra morgenstunden på andendagen flokkedes kineserne omkring kupéen. Når nogle gik, kom andre til. En ung mand i min kupé, som talte godt engelsk, oversatte spørgsmål og svar, så her fik jeg allerede en god forsmag på kinesernes ikke tilbageholdte nysgerrighed omkring alder, indtægt, familieforhold.

Et døgns ophold i Lanzhou, en kinesisk by med et par millioner indbyggere ( en LILLE by belærte et ungt par mig om), beliggende ved Den Gule Flod, som her flyder 1600 moh . Det var her, jeg virkelig begyndte at sætte pris på Lonely Planet som rejseven. I løbet af få minutter havde den vist mig vej til det nærmeste hotel, og derefter direkte til området med gadekøkkener, næste dag til White Pagoda Temple, beliggende på en bakke i den nordlige del af byen, med flot udsigt – og tibetansk buddhistiske helligdomme. Jo, Lonely Planet kan. Også det med at skrive bynavne på kinesisk. Så da jeg skulle købe busbillet til Xiahe, var det bare at pege på navnet i guiden.

Og nu er jeg altså her, i Xiahe, min rejses første mål. Med en kuffert fuld af sommertøj. Jamen, hvad har jeg tænkt på. Godt nok er det maj, men byen ligger i næsten 3000 m højde. Og hvad med bjergvandringerne? Et af mine første projekter må være at gå ud og købe varmt tøj.”

Jeg fik købt det varme tøj. En uldjakke med tykt foer, et uldsjal, lange underbukser. Blev flere dage i Xiahe, hvor jeg opholdt mig en del i og omkring det store Labrang Kloster. Dvs. jeg gik hen og satte mig på den store plads mellem klosterbygningerne for at meditere i solen om formiddagen, snakke lidt med nogle af munkene, blive inviteret på smørte og lidt mad af pilgrimme, gå pilgrimsruten rundt om klosterarealet sammen med dem. En dag blev jeg også inviteret hjem af en gammel kvinde, da hun var færdig med sine bønner og glidefald. Gang på gang oplevelser, der gik lige i hjertet. En glæde ved, at vi befolker den samme verden på tværs af kulturer og levemåder. At vi gerne vil hinanden.

Negative0-11-09(1)

På hotellet mødte jeg en englænder på min egen alder, som havde rejst rundt i Asien i et år, og en ung koreansk kvinde, som lige havde afsluttet 6 måneders arbejde i Kina. Vi tre tog på ture sammen – bl.a. lidt bjergvandring, som var overraskende svær i den tynde luft. Jeg fik lidt begyndende højdesyge, men fik noget medicin, som den koreanske kvindes mor havde givet hende med.

Negative0-35-35A(1) Negative0-36-36A(1)

På en gå-tur blev vi inviteret ind til en tibetansk familie i et af de spredt beliggende huse. Vi forstod ikke hinanden, men kunne dele smil og mad og kropssprog.

Negative0-26-27(1)

En morgen, mens jeg drak kaffe, mødte jeg et dansk rejseselskab, som rejste rundt i området i 14 dage til en pris, der var langt over min formåen og med et dagsprogram, som gjorde mig træt bare ved at lytte til det. Lige der blev jeg rigtig glad for at planlægge det hele selv.

Da jeg tog bussen videre til Tongren fulgtes jeg med englænderen, og på ét af Tongrens klostre, mødte vi en munk, som var thangka-maler (thangkaer er buddhistiske billeder malet på stof)  og ansvarlig for alle thangka værkstederne i byen. Derfor besluttede jeg mig at blive der en dag ekstra, så jeg kunne tage med munken rundt og se de forskellige værksteder.

Negative0-32-30(1)

Negative0-36-34(1) Negative0-16-14(1)

Videre til  Xining i en anden tibetansk provins, Qinghai. Der mødte jeg igen englænderen, meldte mig til en dagsudflugt med kinesiske turister for at opleve en sø og lidt af snelandskabet, og fra Xining tog jeg toget, først tilbage til Lanzhou og derfra hele vejen til Beijing. Tilfreds og bekræftet i, at det stadig, ligesom i ungdommen, var nemt at komme i kontakt med mennesker på rejsen, både lokale og andre rejsende.

I Beijing ventede min datter mig på et vandrerhjem . Så vidunderligt at se hende igen. Hun var rejst midt i februar, og nu var det sidst i maj. Efter et par dages sightseeing i Beijing – og selvfølgelig ud til Den store Mur tog vi til Tianjin, hvor hun boede og arbejdede, og jeg fik rig mulighed de næste dage for at få et indblik i det liv, hun levede der.

Negative0-05-03(1)Negative0-34-32A(1)Negative0-03-01(1)

En vellykket første rejse ud i en del af verden, jeg ikke kendte.

 

Motorcykeltaxa

Jeg følte, det var på tide at sige farvel til Koh Chang. Eller ihvertfald Lonely Beach. Det var en fejlvurdering, at jeg ville kunne finde mig til rette med den slags strandferie så længe. Og en ekstra trekkingtur føltes lige rigelig overvældende. Jeg  havde forudbestilt 6 nætter – men jeg kunne selvfølgelig have taget af sted tidligere. Orkede bare ikke at lede efter noget andet. Jeg vidste, at Blue Lagoon, hvor der var rart, var fuldt optaget. Der kunne man forøvrigt hjælpe til med havearbejde, hvis man var der længere tid. Meget mere min stil. Men altså en fejlvurdering. Det er heldigvis meget sjældent, at jeg havner et sted, som jeg ikke er helt tilfreds med. Så værre er det altså heller ikke.

Farvel til badeværelset uden tag – sådan ét ville være rart derhjemme, ihvertfald i sommerperioden:

005

Og farvel til meget, der også mindede mig så meget om Sara, min datter. Vores sidste ferie sammen var en strandferie, vi kom hjem ugen før, hun blev dræbt. De unge mindede mig om det liv, Sara forsvandt fra, og unge kvinder, unge par med børn, mindede mig om det liv, hun ikke fik.

Stille tilstedeværelse, ikke tung, men en baggrundsfilm, der kørte.

Og nu var jeg parat til næste fase af rejsen.

Efter en times kørsel over Koh Chang, ventetid ved færgen, færgesejlads og videre med minibussen, blev jeg sat af 4-5 km udenfor Chanthaburi, ved et autoværksted,  med besked om, at jeg kunne tage en taxa ind til byen.

Mekanikerne virkede noget overraskede over, at jeg kom anstigende. Om de havde en taxa? Det kunne jeg så forstå, de ikke havde, men et par stykker fik travlt med at ringe .” 10 minutter,” forstod jeg, at jeg skulle vente. Og så kom en motorcykeltaxa.

Når jeg har talt om motorcykeltaxaer før – hvis jeg har det – så er det fordi jeg somme tider kommer til at kalde tuk-tuk’erne sådan. Men det her var…….en motorcykel!

Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig ville benytte sådan én. Det turde jeg bare ikke. Men nu var den der – og jeg skulle jo ind til byen, nåede ikke at blive rigtig forskrækket. Chaufføren tog min kuffert foran sig, min skuldertaske havde jeg over skulderen, fik udleveret en styrthjelm. Og så op på bagsædet, efter at jeg med tegn og engelske gloser prøvede at gøre det klart, at han skulle køre langsomt.

I starten klamrede jeg mig til chaufføren, men fik hurtigt travlt med at holde på styrthjelmen, hvis rem ikke var spændt ordentligt til under hagen. Og så kunne jeg efterhånden også give slip i ham med den anden hånd. Jamen det var egentlig en fantastisk tur, selv gennem byens tætte trafik.

Er nu på et helt almindeligt hotel midt i byen. Hvor stor den er, har jeg ikke tjek på, men ret stor. I hele provinsen er der lidt over 500.000 indbyggere.

Jeg har været lidt rundt sidst på eftermiddagen. Så dejligt at gå rundt i en almindelig by omgivet af thailændere. På et par timer har jeg været i kontakt med og talt med flere end alle dagene på Lonely Beach. Fandt et vidunderligt lille kaffested nede ved floden.

Der ligger et kæmpemarked lige overfor hotellet, et rigtigt marked, hvor folk kommer og køber mad og det tøj, de har brug for, ikke et marked, hvor f.eks. alle tøjboderne sælger de samme ting til turister.

Ja, jeg er selv turist – og vil helst ikke mindes for meget om, at jeg er det. Lidt dobbeltmoralsk.

Har lige været ude og spise. Hjem ved 22-tiden. Byen syder af liv – på den dejlige måde. Glæder mig til at se den i morgen formiddag igen – inden jeg skal videre til meditationsretreaten.

A propos spisning. Jeg spiser en masse dejlig mad. Og, som jeg gav udtryk for på facebook i går, så mindede glæden ved at spise mig pludselig om en (smådårlig) Julia Robert-film: “Spis, bed, elsk.” Hun kvitter sit arbejde, sin kæreste, sit liv og rejser rundt i verden for at finde glæden og meningen med livet på forskellig vis: Spiser løs af dejlig italiensk mad, tager på en slags meditationsretreat i Indien – og videre til Bali, hvor hun møder Javier Bardem. Jamen, tænkte jeg,mens jeg sad og grinede lidt for mig selv: jeg spiser vidunderligt det meste af tiden, jeg tager på retreat. Hvornår kommer Javier Bardem så?