Nepal 2010

Der er nu kun lidt over to uger til min rejse til Nepal. Den begynder at tage form. De første to uger på Benchen Klostret i udkanten af Kathmandu. Alle værelser er udlejet fra den 15. pga. et større kursus på klostret, så jeg tager op i de lave bjerge syd for Kathmandu i nogle dage og derefter har jeg lejet et hotelværelse i Kathmandu de sidste dage. Så kan jeg deltage lidt i kurset, møde én af mine gode veninder, som vil være kommet i mellemtiden, ligesom en kvinde fra mit gamle kollektiv på Christiania. Og når jeg ankommer til Kathmandu vil en anden veninde – også fra det gamle kollektiv – allerede være der. Hun tilbringer som regel februar og marts i Nepal, og det var hende, der oprindeligt introducerede mig til Benchen Klostret.

I aftes kom jeg til at læse i det hæfte, som jeg skrev dagbog i på min første rejse til Nepal. Jeg brugte noterne som grundlag for fællesbreve til familie og venner. Lidt vemodigt at tænke på, at min datter, Sara, levede dengang. At hun kun havde fire måneder tilbage at leve i, vidste jeg heldigvis ikke. På forsiden af hæftet havde jeg klistret fotos af hende, alene og sammen med kæresten – og et foto af hendes storebror (hendes fars søn) og hans kæreste. Både for at ha’ disse fotos med mig – men også fordi jeg, af erfaring fra min Kinarejse, vidste, at det er godt at kunne vise familiefotos, når folk, man møder, er nysgerrige omkring, hvilket liv man lever.

Ved gennemlæsning i går blev jeg overrasket over, at de første dages notater handler meget om, at jeg savner min datter. Jeg skulle være væk en måned, men hun havde allerede boet i København i næsten tre år, så jeg var vant til, at jeg ikke så hende så tit. Vi havde tilbragt et par intense dage i København inden min afrejse. Måske derfor? Eller – havde jeg mon en slags forudanelse om den sorg og det savn, jeg snart ville føle?

Jeg vil dele nogle af noterne fra det hæfte. Tanker om at rejse alene. Uredigeret. Fordi de giver et godt indblik i meget af det, man kan komme i kontakt med som alenerejsende. Fra “Hvorfor gør jeg dog det her” over udmattethed og frustration til dyb tilfredshed, ro og glæde.

Marts 2010

“New Delhi lufthavn. Uret på min mobil siger 01:00, men jeg øver mig i at tænke 5:30 lissom tiden her. Har fundet en hvileplads – endelig – og håber på at sove lidt. International lufthavn. Må være kæmpestor, men sidder her i et lille, lukket transitområde, som jeg ikke kunne gå ind i – men hentes ind. Og må heller ikke bevæge mig ud herfra. Straks, da jeg forsøgte, kom en vagt. Troede på et tidspunkt, at jeg ville blive skubbet ud af lufthavnen, for selv om jeg på vej væk fra flyet og midt i en menneskestrøm mod udgangen flere gange sagde til vagter, at jeg IKKE skulle ud, så blev jeg bare sendt videre og videre. Inden tolden fik jeg så at vide, at jeg skulle blive stående og vente – og “og noget personale ville komme”. Endelig kom en kvindelig ansat – kun til mig. Tog alle mulige oplysninger – og jeg fik selv tjekket, tror jeg da, om min bagage nu helt sikkert blev sendt videre (det skal man selv sørge for, når det ikke er samme flyselskab til og fra Delhi). Og så op igen – og ind i det her område med besked om, at “nogen vil hente mig – og give mig mit pas tilbage” inden boarding til flyet til Nepal. Sidder og ser folk blive hentet. Én efter én. Jamen – ham der, han skulle da med samme fly som mig. Hvorfor bliver han nu hentet. Og ham der – han skulle da med et fly et andet sted hen – senere – ud fra hvad jeg hørte. Har de glemt mig? Jeg spørger og får at vide, at jeg skal blive siddende.”

…..

“Har været i en parallelverden på rejsen indtil nu. Har hverken kunnet læse eller se film på flyet fra Istanbul til Delhi. Har bare været i tiden, der går eller ikke går. Jeg har bare været der og undret mig lidt over, at jeg gør det her – altså rejser. Sku’ jeg ikke ha’ givet Sara pengene? Og jeg savner hende. Sku’ jeg ikke bare besøge hende tit (men gider hun det?)”

“Huske at hver rejse er en rejse i mig selv. Jeg er på rejse for at lære. Selv om jeg ikke ved hvad.”

“Sidder min første aften på hotellet og tænker, at livet måske alligevel ikke er at rejse alene. Tænker på alle de gode oplevelser jeg har haft på rejse med andre. Glæden ved sidste års ferie i Istanbul med Sara og hendes kæreste. Nu skal jeg måske spise de næste mange uger alene. Har lige lavet en kalenderoversigt. Det er jo laaaang tid, jeg skal være her. Og jeg, der var bange for ikke at ha’ tid nok. Savner allerede Sara, mit hjem, hverdagens stille glæder……Men husk nu Kina – hvor godt det blev. Netop fordi du var alene.

Jeg er bare træt nu. Og søvnig. Har været på rejse i 24 timer. Sad i New Delhis lufthavn i næsten 10 timer. Selv om jeg er ekspert i bare at vente og at være, så var det i overkanten af min formåen i venten og væren.”

“Dagen efter. Jeg er landet. Vågner frisk og udhvilet. Dejligt at ha’ sovet en hel nat. Solen skinner. Vandet i bruseren er varmt. Morgenmaden indbydende og velsmagende. Går ned i byen. Kathmandus centrum. Drejer til højre i stedet for mod Thamels turistkvarter. Orienterer mig godt med kortet i Turen går til Nepal. Nemmere at læse uden briller end det i Lonely Planet. Jeg driver med menneskemylderet, ind og ud af og igennem smalle gader og gyder. Lader mig indfange af stemningen, det pulserende liv, farverne. Ender på Durbar Square, hvor jeg afslår alle tilbud fra unge mænd, som tilbyder deres hjælp som guide. Det er svært, men jeg vil selv, jeg vil bare gå, sidde, snuse, drømme. Kathmandu her er jeg. Jeg skulle ha’ været her i -68, men blev altså nogle år forsinket. Jeg finder nemt, meget nemt, hjem til hotellet. Det er ikke svært. Heller ikke svært at spise alene Det er faktisk afslappende. Somme tider sjovt. Og fra tagterrassen en fantastisk udsigt over hele byenNepal 001

Nepal 017

 

 

 

Nepal 004Nepal 014

 

 

 

 

Nepal 013Nepal 041   Nepal 034 Nepal 025 Nepal 057

 

 

 

 


 

 

(fortsættes HER )