Motorcykeltaxa

Jeg følte, det var på tide at sige farvel til Koh Chang. Eller ihvertfald Lonely Beach. Det var en fejlvurdering, at jeg ville kunne finde mig til rette med den slags strandferie så længe. Og en ekstra trekkingtur føltes lige rigelig overvældende. Jeg  havde forudbestilt 6 nætter – men jeg kunne selvfølgelig have taget af sted tidligere. Orkede bare ikke at lede efter noget andet. Jeg vidste, at Blue Lagoon, hvor der var rart, var fuldt optaget. Der kunne man forøvrigt hjælpe til med havearbejde, hvis man var der længere tid. Meget mere min stil. Men altså en fejlvurdering. Det er heldigvis meget sjældent, at jeg havner et sted, som jeg ikke er helt tilfreds med. Så værre er det altså heller ikke.

Farvel til badeværelset uden tag – sådan ét ville være rart derhjemme, ihvertfald i sommerperioden:

005

Og farvel til meget, der også mindede mig så meget om Sara, min datter. Vores sidste ferie sammen var en strandferie, vi kom hjem ugen før, hun blev dræbt. De unge mindede mig om det liv, Sara forsvandt fra, og unge kvinder, unge par med børn, mindede mig om det liv, hun ikke fik.

Stille tilstedeværelse, ikke tung, men en baggrundsfilm, der kørte.

Og nu var jeg parat til næste fase af rejsen.

Efter en times kørsel over Koh Chang, ventetid ved færgen, færgesejlads og videre med minibussen, blev jeg sat af 4-5 km udenfor Chanthaburi, ved et autoværksted,  med besked om, at jeg kunne tage en taxa ind til byen.

Mekanikerne virkede noget overraskede over, at jeg kom anstigende. Om de havde en taxa? Det kunne jeg så forstå, de ikke havde, men et par stykker fik travlt med at ringe .” 10 minutter,” forstod jeg, at jeg skulle vente. Og så kom en motorcykeltaxa.

Når jeg har talt om motorcykeltaxaer før – hvis jeg har det – så er det fordi jeg somme tider kommer til at kalde tuk-tuk’erne sådan. Men det her var…….en motorcykel!

Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig ville benytte sådan én. Det turde jeg bare ikke. Men nu var den der – og jeg skulle jo ind til byen, nåede ikke at blive rigtig forskrækket. Chaufføren tog min kuffert foran sig, min skuldertaske havde jeg over skulderen, fik udleveret en styrthjelm. Og så op på bagsædet, efter at jeg med tegn og engelske gloser prøvede at gøre det klart, at han skulle køre langsomt.

I starten klamrede jeg mig til chaufføren, men fik hurtigt travlt med at holde på styrthjelmen, hvis rem ikke var spændt ordentligt til under hagen. Og så kunne jeg efterhånden også give slip i ham med den anden hånd. Jamen det var egentlig en fantastisk tur, selv gennem byens tætte trafik.

Er nu på et helt almindeligt hotel midt i byen. Hvor stor den er, har jeg ikke tjek på, men ret stor. I hele provinsen er der lidt over 500.000 indbyggere.

Jeg har været lidt rundt sidst på eftermiddagen. Så dejligt at gå rundt i en almindelig by omgivet af thailændere. På et par timer har jeg været i kontakt med og talt med flere end alle dagene på Lonely Beach. Fandt et vidunderligt lille kaffested nede ved floden.

Der ligger et kæmpemarked lige overfor hotellet, et rigtigt marked, hvor folk kommer og køber mad og det tøj, de har brug for, ikke et marked, hvor f.eks. alle tøjboderne sælger de samme ting til turister.

Ja, jeg er selv turist – og vil helst ikke mindes for meget om, at jeg er det. Lidt dobbeltmoralsk.

Har lige været ude og spise. Hjem ved 22-tiden. Byen syder af liv – på den dejlige måde. Glæder mig til at se den i morgen formiddag igen – inden jeg skal videre til meditationsretreaten.

A propos spisning. Jeg spiser en masse dejlig mad. Og, som jeg gav udtryk for på facebook i går, så mindede glæden ved at spise mig pludselig om en (smådårlig) Julia Robert-film: “Spis, bed, elsk.” Hun kvitter sit arbejde, sin kæreste, sit liv og rejser rundt i verden for at finde glæden og meningen med livet på forskellig vis: Spiser løs af dejlig italiensk mad, tager på en slags meditationsretreat i Indien – og videre til Bali, hvor hun møder Javier Bardem. Jamen, tænkte jeg,mens jeg sad og grinede lidt for mig selv: jeg spiser vidunderligt det meste af tiden, jeg tager på retreat. Hvornår kommer Javier Bardem så?

 

 

Hverdag på øen – og at spise alene

Jeg er, som sagt, mildere stemt over for den lille by her på Lonely Beach. Så slem er den heller ikke:

010

011

012

Caféen er min yndlingscafé, indehaverne er søde, god udsigt til livet omkring.

Men her festes – meget:

018

020

Man kan have sine egne beholdere med og købe den ønskede kvantitet alkohol.

Men det er jo om aftenen og natten, der festes. Om dagen er her roligt. Jeg begynder også at sætte pris på stranden. Den bedste plet, helt nede ved vandkanten, med medbragt frokost-frugt og under en skøn trækrone:

025

027

028

Jeg skrev forleden, at jeg ville fortælle noget om at spise alene blandt andre. Hvordan er det at være omgivet af familier og par – og sidde alene? Det er jo noget af det, man må være opmærksom på, når man rejser alene: At måltiderne ofte foregår alene. Og du skal ha’ noget at spise hver dag.

Jeg fik tidligt øvet mig i at spise alene, når jeg var nødt til det: På de tidligere omtalte utallige rejser mellem Frankrig og Danmark kunne jeg finde glæde ved at spise alene under nogle timers ophold i Paris. Og da jeg boede i København, hvor jeg i en periode havde et arbejde, der indebar, at jeg ofte var flere dage rundt i landet for at føre tilsyn med plejefamilier. Jeg spiste så alene på restaurant, havde aldrig svært ved det, kunne nyde at sidde og glo – ud i luften, eller på de andre. Men alligevel kunne jeg aldrig drømme om at gå ud at spise alene derhjemme. At gå ud at spise der indebærer et samvær med andre. Det er ikke bare for at spise, men for at dele oplevelsen, tale sammen, have god tid. Jeg går tit på café alene, drikker kaffe, spiser kage, hvis jeg under en bytur pludselig trænger til det. Men altså aldrig på restaurant.

Alene på rejse foregår de daglige måltider på restauranter og caféer, med mindre man bor på et sted med køkken. Da du jo skal spise hver dag, er der ingen vej uden om. Så det er ihvertfald én af de ting, du skal være opmærksom på, hvis du overvejer at rejse alene.

På rejse har jeg intet imod at sætte mig ved et bord og vente på maden, spise den, mens de fleste omkring mig sidder sammen med andre og spiser. Jeg forestiller mig, at hvis jeg gjorde det derhjemme, ville det signalere ensomhed. På rejse er jeg ikke ensom, jeg er bare alene.

Jeg kan få megen tid til at gå med bare at kigge, forestille mig de andres liv. Tidligere havde jeg tit en bog med – hvis serveringen blev for langsommelig. Der er grænser for, hvor lang tid, jeg vil tillade mig at kigge på andre. Nu har jeg som regel min bærbare med, for ventetiden inden maden giver mulighed for at tjekke mail, læse nyheder, da der næsten altid er wifi på restauranter og caféer.

Tit er det at spise alene en mulighed for at komme i kontakt med andre. I Kina, f.eks., var der altid mange, der næsten stod i kø for at komme i snak. Eller man falder i snak med andre rejsende, der sidder der alene. Ofte bor jeg på steder, der lægger op til samvær, fordi der er fhv. få borde, så man kommer simpelthen til at sidde sammen.

Dette er faktisk min første rejse, hvor jeg har haft meget lidt kontakt med andre, mens jeg spiser. På retreatcentret var der jo ligefrem lagt op til, at man spiste hos sig selv.

Det første sted, jeg boede på Koh Chang, var der rigtig mange familier med børn, så det giver sig selv, at de spiser sammen og ikke ligefrem længes efter at snakke med fremmede. Og her, hvor jeg bor nu, er der enkelte familier og ellers masser af par, unge, som starter festen allerede sidst på eftermiddagen og er i gang med n’te drink inden aftensmaden.

Hvordan klarer jeg så det? Som sædvanlig. Glor, skriver, læser. Jeg har ikke lyst til at være en del af det samvær, der er lige her. Så jeg tilbringer mere tid alene, end jeg er vant til på rejser. Det giver mig ikke nogen speciel følelse. Det er bare sådan, det er.

Jeg har heldigvis en dagligdag derhjemme med et godt socialt liv – og alenetid har altid været noget tilvalgt. Og nødvendigt. Nogle mennesker får deres energi ved at være omgivet af andre, sociale hele tiden. Andre, der har det som jeg, har brug for tid alene til at genoplade.

I mine ældre år går det op for mig, at jeg nok har levet det meste af mit liv som ekstrovert – selv om jeg dybest set er en introvert person. Med tiden har jeg kunnet tillade mig at acceptere denne introverthed. Det er også den, der gør, at nogle rejser, skal jeg bare foretage alene. Hvis der er steder, jeg vil opleve mere intenst, retreats, som jeg har lyst til at deltage i… Hvis jeg er sammen med andre, bliver min indre oplevelse mere flygtig, mindre min.

Jamen er jeg så asocial? Nogle antyder dette: “Skal du ikke lære at rejse med andre?” Jamen det har jeg jo også gjort – hele mit liv og stadig væk. Sidste år var jeg på min årlige tur til Sverige med to danske og en fransk veninde. En vidunderlig uge fyldt af godt samvær, fortrolighed, sjov. Og nogle uger senere i Norditalien med en veninde og min eks-mand. Også gode og dejlige oplevelser. Finn, ex’en, har også to gange sluttet sig til mig i Nepal, hvor vi så har deltaget i kurser sammen og andre dage lavet hver vores.

Det er bare to forskellige måder at rejse på, sammen med andre eller alene. To helt forskellige behov, der bliver opfyldt.

 

Jungle-trekking og lidt mere “hjemme”

Faktisk var det noget af en nedtur at komme hertil. Ærligt talt. Der dømte jeg altså forkert ud fra beskrivelsen på nettet. At havne i Lonely Beach, hvor der er fest overalt til kl. 5 om morgenen. Heldigvis har jeg ørepropper med. Det resort, jeg bor på, ligner måske nok beskrivelsen, sådan billedmæssigt set. Men – hvordan forklare – en lidt “kold” stemning. Måske fordi folk mest er her for at feste. Tyskeren, som jeg mødte i forgårs, ville hurtigt væk herfra – og tog til Blue Lagoon, som jeg anbefalede.

I går morges, inden trekkingturen, blev jeg lidt mildere stemt. Jeg skulle af sted tidligt og tog derfor ned til byområdet og spiste morgenmad på en lille café med søde thailændere, hvor jeg allerede havde været dagen før. Mens jeg spiste havregrød og drak kaffe, så jeg byen vågne med de fastboende thailændere, minibusser, der hentede børnene til skole, et almindeligt liv. Det føltes så befriende at sidde der og kigge på, indtil min guide kom og hentede mig.

Han spurgte – lidt leende: “Hvorfor bor du på Lonely Beach? Det er da kun for unge, der vil feste.” Så var dét ligesom på plads.

Rundt og hente de andre deltagere op langs strandene. Seks, udover mig. Vi skulle ha’ været otte, men én havde festet igennem og sov stadig.

Der stod vi så på vores startpunkt inden dagens tur: Tre tyskere, en franskmand, en moldavier, en svensker og mig. Ingen af de andre var en dag over 30! Jeg startede med at sige, at jeg håbede, jeg kunne følge med. “For jeg kan jo godt se, at I alle ku’ ha’ været mine børn.”

007

“Men jeg hørte, du var ældre, så jeg har taget en hjælpeguide med. Det har jeg altid, hvis det er en blandet gruppe, eller hvis der kun er ældre.”

Vi begynder at gå, og så længe det går ligeud, følger jeg fint med og hører alt, hvad guiden fortæller om planter og dyr, men er ude af stand til at genfortælle det. Det røg ud, da det blev besværligt.

009

Og så begynder det at gå opad. Jamen virkelig meget opad! Jeg er lettet, hver gang der er 20, 30 m nogenlunde ligeud. Ellers er det kæmpeskridt opad, fra klippestykke til klippestykke, eller fra trærod til trærod, eller bare på den stejle sti. Vandrestokkene, som vi har fået udleveret, er oftest til en kæmpehjælp, bortset fra, når jeg får min viklet ind i trærødder eller blade og skal bruge kræfter på at få den ud igen. Min skuldertaske vejer tungt med madpakken og to liter vand, som jeg har fået udleveret.

Jeg kommer hurtigt til at danne bagtrop med hjælpeguiden. Da jeg først sakkede bagud, fik jeg som et déjà vu til bestigningen af et plateau i Tassili i det sydøstlige Algeriet. Engang i starten af 80’erne – sammen med en veninde. Vi havde sammen med to franskmænd og to spaniere hyret en touareg-guide. Men franskmændene var fra Alperne, spanierne fra Pyrenæerne – og de løb næsten op ad bjerget. Touaregeren nærmest fløj op. Mens Hanne og jeg dannede bagtrop. I vores kinasko! Det gik nogenlunde på vej op, men nedad, da var det, som om hverken guiden eller de andre ænsede os, mens de skyndte sig ned, og vi møjsommeligt kravlede bagefter, skiftevis skældende og grædende.

Men den her guide lader mig ikke i stikken. Han bliver sammen med mig. Når jeg standser, forcerer han mig til at drikke, bare lidt, også når jeg ikke har lyst. Og jeg tænker, at så bliver den flaske da lidt lettere! Når jeg kan mærke, at nu bliver jeg nødt til at tage ti helt dybe og rolige vejrtrækninger, peger han på hjertet og spørger, om det er okay. Jeg hører ikke længere førsteguidens fortællinger. Han og de andre er langt forude. Og jeg er også ligeglad. Kan kun koncentrere mig om at flytte fødderne og holde godt ved med hænderne, der hvor jeg kan. Vi indhenter dem nogle gange, når de er næsten færdige med at holde hvil.

Jeg kan slet ikke fatte, at en lille bakke på 500 m kan have så voldsom en stigning. Hvis jeg kigger op, mister jeg fuldkommen modet, for jeg tænker, at der kan jeg altså ikke fortsætte. Så jeg lader være med at kigge op. Det er ikke bare en stigning. Der ligger umanerligt mange faldne træer, tykke og tynde, over stien. Dem skal vi også kravle over. Her er et eksempel:

019

Hjælpeguiden ser helt uanfægtet glad ud. Han slider ellers efterhånden med at få mig over træerne. I starten havde jeg kræfter til at sætte af, enten med vandrestaven eller ved at hive mig op ved at gribe om en lian eller en gren, og stige – lidt elegant –  op på et væltet træ. Men med tiden er det som om, at alle mine kræfter ryger ned i fødder og ben, arme og hænder bliver helt slappe, og tit må han hive til for at få mig over. Når træerne er stå store som ovenstående, må jeg sætte mig og glide over på den måde – eller lægge mig på maven…

Endelig, endelig ankommer vi til et udsigtspunkt, hvor vi indhenter de andre, som er ved at spise første del af frokosten.013

Opløftet af udsigten, af at jeg har indhentet de andre, og at guiden fortæller, at nu er der kun 10-20 min. gang til toppen, og derefter næsten lige ud i en lille times tid inden nedstigningen, bliver jeg helt munter og siger: “I brochuren stod der, at det blev en dag fuld af oplevelser og sjov. Hvornår starter det sjove?” Tyskerne og moldaveren griner højt, guiden svarer, lidt spidst: “Jeg kan jo ikke tilrettelægge individuelt.” En læring i, at humor og ironi ikke er ens overalt.

Jeg får dog lidt goodwill, både af ham og de andre deltagere, da jeg siger, jeg er 67. Ingen kender nogen over 60, der ville gøre det her. Det husker jeg på vej ned.

For nedstigningen er ikke så udfordrende som opstigningen, ikke noget med at standse somme tider efter 20 skridt for igen at trække vejret, men den er svær, fordi det nu handler om at være opmærksom på hvert skridt, når det går stejlt nedad. Et øjebliks uopmærksomhed, og foden kan sidde fast i trærødder eller glidt i blade og løs jord. Jeg ved ikke, om det her giver et indtryk af stejlheden:

027

Jeg sveder – som aldrig før. Og tænker, at det gode er udrensningen, som det da må give. Endelig, endelig når vi ned til en lille sø efter et vandfald. Vi er næsten nede:

035

Vi bader, og nu kan det kun blive godt. Vi skal gå på klipperne langs det næsten udtørrede vandløb. Det ligner jo klipperne i Bretagne, tænker jeg. Det skal aldrig blive så svært. Men altså. Op og ned ad klipper efter alt det andet. Hjælpeguiden har hele tiden undervejs terpet cambodianske gloser, khmer, med mig. Så jeg nu kan sige tak og glide – de eneste, jeg husker. Tak, siger jeg, når jeg får lov at sidde lidt:

038

Efter endelig en god halv times vandring i lavlandet kan bjerget – den lille top – ses på afstand:

041

Jeg gjorde det! YES.

Om aftenen kan jeg næsten ikke gå op ad bakken for at spise i restauranten. Men dagen efter hjælper en gang massage på den værste ømhed. Jeg går uden besvær igen.