Plads til tanker

Spidsen af Cap d’Erquy.

Mens jeg boede i Erquy, gik jeg ofte herud, når jeg havde brug for at være alene. Eller for at få styr på mine tanker, give plads til nye. Det var her de store tanker opstod – da jeg var i 20’erne.

Efter at jeg var flyttet hjem til Danmark, yndede jeg at sidde her, når jeg kom tilbage på ferie, lod alle årene passere revy, og jeg blev altid ramt af en stille lykkefølelse over at have tilbragt så stor en del af min ungdom netop her. Jeg forstod, hvorfor jeg var blevet, også når det gik dårligt mellem min franske mand og mig, at jeg var blevet, efter at vi ikke boede sammen længere. Landskabet, venskaberne, der opstod her, har været med til at forme mig som voksen, båret mig videre i livet.

Når jeg sidder her nu, er det stadig med denne følelse af lykke og glæde. Over dengang – og over nu.

Nogle dage senere – på vej hjem:

Hvor er det dog forskelligt, som jeg oplever lufthavne. Sidder i Amsterdams Lufthavn, kigger mig omkring, og selv om jeg er træt, føler jeg et øjebliks glæde over menneskemængden, oplevelsen af enhed. Her er vi. Alle på rejse, fra et sted til et andet. Så mange nationaliteter bare her i denne lille del af lufthavnen. Her sidder vi i fredeligt samvær, side om side, overfor hinanden. Nogle taler sammen, andre er optaget af computeren, læsning, eller at kigge ud i luften. Et lille nedslag i en blandet del af verdens befolkning i fredelig sameksistens – mens jeg læser om flygtninge og den unge mand i Saudi Arabien, som står til at blive halshugget, hvis ikke underskrifter fra alverden gør en forskel.

For to timer siden sad jeg i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Uglad og træt. Det gav slet ikke mening for mig at kigge ud over menneskemængden.

Og for endnu flere timer siden, lufthavnen i Rennes. Endnu mere træt. Har ikke sovet meget de sidste nætter. Har i det hele taget oplevet søvnproblemer i mange måneder. Jeg, der altid kunne sove! Ligegyldigt hvad, der skete i mit liv: Skilsmisse, sygdom, operation. Jeg har altid kunnet finde fred om natten i søvnen. Selv efter Saras død, hjalp søvnen mig hver nat til at finde ro, hvile, glemsel.

Men i flere måneder har det været anderledes. Selv under ferien i Bretagne. Et dyk i sorgen. Igen.

Jeg har skullet meget, mere end sædvanlig, når jeg var der. 14 dage er ikke nær nok, når jeg ønskede både tid til at begynde at skrive ny bog og til masser af møder med gamle venner. Vennerne kom i forgrunden. Selvfølgelig.

De sidste fem dage skete der noget hele tiden. Gik fra det ene til det næste. Og så til rengøring og pakning.

At gøre rent inden jeg forlader en lejet ferielejlighed er hårdt, synes jeg.

Til Rennes. Sove sidste nat hos en veninde der. Biograf i aftes. Sent hjem – kl. 00:30. Og her til morgen, i lufthavnen i Rennes, orkede jeg bare ikke mere snak.

Men om én flyvning mere lander jeg i Aalborg.

Dagen efter:

Synes, jeg har jetlag, selv om jeg ikke har bevæget mig gennem længdegrader og tidszoner. Kun breddegrader og lufthavne – og alligevel mere træt end efter tidsforskydninger. Den samlede rejse har jo også varet lige så længe som en rejse til Bangkok.

Jeg er vist mest ked af, at jeg ikke blev i Erquy i en hel måned. Men jeg kunne – pga. flere ting – ikke tage af sted før sidst i september. Og jeg ville være hjemme til Saras fødselsdag. Selv om hun ikke er her, kan jeg endnu ikke finde ud af at være væk på hendes fødselsdag. Som ofte også er en dag, hvor hendes veninder og andre, der har kendt hende kigger forbi.

Det er jo også det, jeg er trist over. Saras fravær, der mærkes tydeligere omkring fødselsdag, dødsdag, højtider…