Hvad med den lange rejsetid?

Et spørgsmål fra en læser gør mig opmærksom på, at jeg har glemt at fortælle om, hvad man gør, når man rejser alene, ift. de nogle gange lange rejsetider pga. mellemlandinger.

For specielt som singlerejsende (og måske oven i købet ikke en helt ung pensionist på rejse) vil mange føle sig udfordret af lange rejsetider og lange mellemlandinger.

Man kan vælge at se mellemlandingen som et nødvendigt onde, der skal overstås. Ruste sig med god læsning. Finde tilgængeligt internet og skrive mail o.a. Ose rundt i butikkerne. Kaste sig over udvalget af kager og kaffe. Måske finde et meditationsrum/ bederum, som nogle lufthavne har, en massagestol eller rigtig menneskemassage.

Men man kan også se på det som en rejse i rejsen. Jeg har efterhånden lært at gøre det sidste. Mest. Somme tider ER jeg fed up.

Jeg husker min første rejse til Nepal, hvor jeg havde 6-8 timers ophold om natten i Delhis lufthavn, hvor det kun lykkedes mig at kapre en hvilestol den sidste time. Jeg tror, jeg har beskrevet det andetsteds. Tro mig, det var ikke sjovt.

Men en gammel veninde, som jeg mødte i Nepal, kom mig til hjælp. Hun fortalte, at hun altid betalte det, det kostede at få adgang til en lounge (som business class og 1. klasses passagerer har fri adgang til). Og, se, det prøvede jeg så for første gang på min hjemrejse: En fredelig lounge med bløde lænestole, drikkevarer og ta’ selv bord til rådighed. Det var intet mindre end vidunderligt.

Siden har jeg benyttet mig af tilkøb af lounge med min economy class billet på lange rejser med mange timer i lufthavnen. Specielt i nattetimerne er det skønt at komme væk fra vrimlen. Husker en nat i Doha Lufthavn (med Qatar Airways) som speciel komfortabel. Efter sultent at have spist af buffeten, sendt et par mail, fandt jeg en god liggestol, hvor jeg sov i et par timer.

Det er lidt forskelligt, hvad det koster at få adgang. Jeg har som regel betalt lidt over 200 kr. for op til 6 timer.

En anden ting, man skal være opmærksom på, er, at nogle flyselskaber giver enten en byrundtur eller et hotel, hvis mellemlandingen er over 7 timer, tror jeg det er. Også på de billige billetter. Det er jo som regel med dem, man får de lange mellemlandinger. Det står IKKE på billetten. Man skal henvende sig ved info og spørge om det. Første gang, det gik op for mig, var i Bahrains Lufthavn, hvor mellemlandingen var på 8-9 timer fra sidst på eftermiddagen til over midnat. Ved skranken spurgte jeg, om det var tilladt at tage ind til byen (vidste ikke, om det krævede visum). Den ansatte kiggede på billetten og sagde: “Jamen der er et hotelværelse til rådighed.” Ind til byen med taxa (incl.), lidt rundt i byen, gratis mad på hotellet, og så et par timers hvil på værelset, inden afhentning af taxa. Jeg tror, det var Gulf Air, jeg rejste med.

Hvis flyselskabet ikke giver hotelværelse, så er det billigere at bruge en lounge end at tage ind til et hotel. Og mindre stressende. Men hvis det er om dagen, er de mange timer måske bedre brugt ved at tage en tur ind til byen. Enten, hvis man får turen med sin billet. Eller med almindelig bus. Lufthavne er som regel kun en halv times kørsel fra bycentrum.

Der er flere internetsider, som giver gode råd til mellemlandinger. Bl.a har Momondo denne

Når jeg tænker over mine forskellige rejser, tror jeg faktisk, at de lange mellemlandinger kan hjælpe til at gøre oplevelsen af jetlag mindre. Fordi man tager rejsen i to etaper. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg bilder mig ind. Men jeg har haft voldsomst jetlag, når rejsen fra Kina eller Thailand er foregået i ét stræk derfra og til Paris, København eller Amsterdam.

På selve flyturen er det vigtigt at få valgt et sæde, som passer til dig. Jeg selv HADER at komme til at sidde ved vinduet på en lang rejse, selv om det er skønt med udsigten. Jeg vil heller ikke sidde i midt i den række sæder, der er ned langs midten af flyet. Der er to grunde til dette. Dels skal jeg tit på toilettet, og det er ubehageligt, synes jeg, at be’ en fremmed sovende person om at rejse sig flere gange. Dels har jeg et dårligt blodomløb i venstre ben, så jeg skal sidde på et sæde, hvor jeg kan strække venstre ben ud, lave bøj- og stræk øvelser med fod og ben.

Hvis jeg enkelte gange har været uopmærksom på sædet og har fået en vinduesplads eller én i midten, så har det aldrig været et problem at få den byttet, når jeg har fortalt hvorfor. De vil vel helst ikke ha’, at nogen får blodpropper i benet undervejs. (Husk for øvrigt, at jo ældre, du bliver, jo mere vigtigt er det at bruge flystrømper eller støttestrømper på flyturen).

Nogle gange kan man være utrolig heldig på en flytur. Det er sket for mig to gange. Første gang på en natflyvning mellem Qatar og Katmandu, hvor én af stewardesserne kom hen og undskyldende spurgte, om jeg ville have noget imod at rykke op på 1. klasse – fordi der var et par, som ellers ikke kunne komme til at sidde ved siden af hinanden. Altså. Hvor heldig kan man være. En første klasses lænestol på hele rejsen. Og den kunne slås ned, så det næsten føltes som en seng. Og så vågne op til sol og Himalaya bjergene, der strakte sig op over skyerne. Her gjorde det ikke noget, at det var ved vinduet, for der var rigeligt med plads til at komme ud uden at vække naboen.

Anden gang var på en rejse fra København til Bangkok. Jeg havde som sædvanligt valgt en plads med venstre ben ud til mellemgangen. Til højre for mig, var der tre sæder ledige. Jeg ventede spændt på, om nogen ville indtage dem i sidste øjeblik. Det var der ikke. Efter aftenmåltidet havde stewardesserne stadig ikke flyttet nogen rundt. Så jeg kunne lægge mig – på fire sæder – og sove godt hele natten. Nogle gange falder gaverne bare ned over én.

Måske kan lange flyture virke mindre afskrækkende efter disse forslag.

 

 

Meditationsretreat – en rejse i rejsen, 1. del

Hjemme igen bliver hverdagen hurtigt den samme som før: Jeg må standse op, trække vejret, være, for ikke bare at gå ”fra aftale til aftale” eller lade nu’et drukne i daglige små og store gøremål. Huske med kroppen, hvordan det var at have oceaner af tid langt væk fra det daglige, hvordan det var at stå op, uden bestemte planer, uden noget, der ventede.

Når jeg er kommet hjem efter en lang rejse, er det vigtigt at tage en beslutning om at tage rejsen med mig, lade den fylde, bruge denne oplevelse af at have tid nok til også at give dagligdagen denne dimension: At jeg har tid nok. Bruge denne overbevisning om morgenen, inden dagen rigtigt starter.

Somme tider lykkes det, andre gange er det mere besværligt. Denne gang tror jeg, at meditationsretreaten hjælper med dette.

Jeg må fortælle om den. Denne ”rejse i rejsen”, en rejse, der i den grad var en rejse alene gennem 11 døgn. Også fordi det måske kan inspirere dig, der læser, til at forestille dig, hvad du selv kunne lægge ind af indhold i din eventuelle rejse alene.

Altså:
Jeg ankommer til retreatcentret, som ligger flere km fra den lille by Pong Nam Ron, 40-50 km fra Chanthaburi. Taxachaufføren (jo, det er en rigtig taxa) har haft svært ved at finde stedet. På kortet, som jeg har fået tilsendt pr. mail, ser det ud, som om centret ligger umiddelbart op til hovedvejen. Hvad det altså ikke gør. Som altid, når sådan noget sker, har jeg været i en indre dialog med mig selv om, om det nu er nok at give taxachaufføren de 700 aftalte baht (ca. 147 kr.), eller om jeg skal give ham mere. Jeg vælger det sidste – og giver ham 100 baht ekstra. Ved aldrig, om sådan noget er nok eller for meget.

Vi er steget ud i heden, som er voldsom efter bilens kølige air-condition, og jeg prøver at lave en aftale med chaufføren om, at han skal hente mig igen om morgenen om 11 dage. Men det forstår han simpelthen ikke.

Stedet ser ud som på fotos på nettet. Hovedbygning med kontorer, spise- og undervisningsrum, den store bygning med meditationshallen, bygningerne med soveafdelingerne, alle spredt ud i landskabet med de fjerne bjerge som baggrund.

Dette er altså dag 0. For 10 dage er 10 hele dage, ikke noget med at tælle den dag, man ankommer som dag 1. Og vi rejser igen på dag 11. Resten af dag 0 går med indskrivning, praktiske oplysninger, aftensmad, introduktion til undervisningen. Stedets kvindelige manager, der kommenterer en ung russisk kvindes nedringede t-shirt uden ærmer: ”Du ved godt, at du ikke må se sådan ud.” Det er én af reglerne: Ikke vise overarme, kavallergang, knæ. Jeg havde selv en t-shirt parat til at tage på over min lette sommerkjole, da jeg gik ind. En anden regel: Alle ipads, pc’er, telefoner, penge bliver afleveret og låst inde i små bokse, som vi selv har nøgle til, men som vi først må bruge, når vi forlader stedet. Det er meget mærkeligt at låse disse links til omverdenen inde. Jeg får talt lidt med nogle af de andre deltagere. Vi er i alt ca. 50 i alle aldre, kun 6 udlændinge, resten er thailændere.

Jeg er imponeret over logistikken, måden vi får udleveret alt, hvad vi har brug for: Tallerken, skål og bestik i en blå pose med viskestykke – til at lægge på det bord, hvor jeg skal spise resten af tiden. Den første aften får vi lov til at tale sammen, men fra vores første besøg i meditationshallen senere på aftenen, er der tavshed. Sengetøj, håndklæde, bademåtte bliver udleveret sammen med nummer til værelset – ingen nøgle, værdierne er jo låst inde. Selv om der står ”dormitory”, har vi heldigvis eget værelse. Hvis der ikke var det, ville jeg nok ikke ha’ deltaget.

Jeg får hilst på min unge thailandske nabo, og det er så det. Samtalen fortsætter først 10 dage senere, selv om vi sidder og spiser ved siden af hinanden hver dag. Introduktionen til undervisningen foregår senere på aftenen på den måde, at thailænderne bliver samlet, mænd og kvinder hver for sig, til introduktion på thailandsk, mens vi udlændinge, mænd og kvinder sammen, mødes i et mindre rum med videointroduktion på engelsk. Der sidder vi, en østrigsk mand på min alder, regner jeg med, en ung østriger, en ung russisk kvinde og en ung russisk mand, en ung tysker og mig. Alle alene-rejsende.

Vi får præsenteret S. N. Goenkas livshistorie (se www.dhamma.org ) og det daglige program, som ses herunder. Det er S. N. Goenka, der på lydoptagelser selv vil introducere alle meditationerne, ligesom det er videoptagelser med ham, som bliver undervisningen om aftenen. Det er sådan, det foregår over alt i verden, ud fra den erkendelse, at uddannede lærere nødvendigvis vil fortolke, fremlægge på egen måde, og undervisningen vil forandre sig. På denne måde står den i sin oprindelige form. De to tilstedeværende lærere, en engelsk mand og kvinde, fungerer på den måde, at de mediterer sammen med os, siddende på en forhøjning foran os. Det er dem, vi kan stille spørgsmål til, hvis vi undervejs oplever besvær eller noget, vi ikke forstår.

Vi er klar til at gå over i meditationssalen for første gang. Igen er logistikken i top. Vi får hver udleveret nummeret på vores meditationspude, samt nummeret på en stol, hvis man, som jeg, har bedt om at kunne skifte mellem pude og stol efter behov. De er vores under hele retreaten. Jeg tænker på, hvordan underviserne på ”mine” klostre i Nepal kunne lære noget her: Der har det altid været svært at holde den samme plads, de samme puder, en flytten rundt næsten hver dag. Dette her, oplever jeg undervejs, giver tryghed. Jeg har min plads, der er nogen, der sørger for, at noget bare er, som det er, hver dag. Jeg kan koncentrere mig om selve meditationen. Det lærer jeg at sætte pris på undervejs, selv om jeg den første aften dels er imponeret over al den orden, dels undrer mig og griner lidt ad det indeni mig selv.

Og nu har tavsheden så lagt sig mellem os – og sådan vil det være de næste 10 døgn. Vi har fået at vide, at på 10. dagen vil vi på et tidspunkt få lov til at tale sammen igen – vi skal på denne måde vænne os til det liv, vi skal ud til.
Jeg går træt i seng kl. 21. Intet besvær med at falde i søvn. Det var ellers én af de ting, jeg havde forestillet mig: At jeg ikke ville kunne sove, når jeg ikke måtte læse (en regel, som jeg har tænkt mig at overholde, selv om jeg ikke har afleveret min roman). Og sove, det skal jeg, når jeg skal op igen kl. 4.
Fortsættes….

Højdepunkter på rejsen

Jeg har været hjemme i 6 dage, og rejsen bundfælder sig, lidt efter lidt. Den har været god på alle måder, og jeg er så glad for at ha’ gjort det – rejst alene igen.

Jeg mangler stadig at skrive om retreaten – det kræver tid, for det var i den grad en rejse i rejsen. Her vil jeg bare dele nogle af højdepunkterne på rejsen.

Boonkanjam Meditationscenter syd for Pattaya, min hytte med mit lille “ude-køkken” og spiseplads:

IMG_4516

IMG_4517

Madlevering og omgivet af så megen venlighed fra naboer (thailændere, som kom for at meditere i få eller mange dage) og personale:

IMG_4518

Blue Lagoon Bungalows på Koh Chang, så fredfyldt og smukt, restauranten, der ligesom mange af hytterne er bygget på pæle, man er virkelig midt i “vandlandskabet” på dette resort:

003

010

Jeg fortalte på et tidspunkt, at det mest var familier på ferie her. Men selv om det ikke var oplagt med kontakter, følte jeg mig hverken ensom eller alene, men igen omgivet af så megen venlighed. Her kunne jeg godt vende tilbage og tilbringe mere tid.

Trekkingturen – hvor er jeg bare glad for at ha’ været på den. En stor oplevelse at være der midt i regnskoven og mærke kroppens styrke, trods besvær. Og igen omgivet af venlighed, guiderne, de unge tur-deltagere:

026

Og så – at komme til byen Chanthaburi, væk fra turiststrømmen, gå på aftenmarkedet lige overfor hotellet og rundt i byen:

Min yndlingscafé:

005

006

Elsker asiatiske byer med disse store “ubrugte” arealer mellem husene:017

Aftenmarkedet – mad og fine kjoler:021

024

Retreatcentret, min udsigt fra altanen og rundt på området:

005

024

035

Så må der tales og kommunikeres – efter 10 døgn:036 - Kopi (2)

Og Sri Racha – hvor jeg følte mig fuldkommen lykkelig med udsigten fra min altan, ophold i parken, samvær med andre:

005

034

035

037