Kathmandu-kuller

Så kom det. Min Kathmandu-kuller! Hvordan kunne jeg glemme det? At når jeg er over 10 dage i Kathmandus støv og forurening, så bliver jeg syg. Så syg, at jeg næsten ikke kan holde byen ud. Jamen jeg skulle være taget op til Nargakot et par dage. Min glæde over klostrets ro og ulysten til at flytte for meget rundt, pakke ned og pakke ud, gjorde, at jeg droppede idéen om at tage væk et par dage.

Og nu er den her igen. En bronkitis. Ingen feber. Jeg tror, at det bare er åndedrætsorganerne, der bliver overbelastede af forureningen. Selv om jeg bruger maske. Sådan var det også sidst. Og gangen før. Hvad er det, der får mig til at glemme det – når jeg oven i købet ved, at jeg skal passe på ift. lunger med emfysem? Overmodig bliver jeg.

Mine bronkier tyngede mig mere og mere, som dagen gik i går. Og sent på aftenen havde jeg ondt af mig selv: Jeg er SYG! Vejrtrækning, der hvæsede vildt. Men så fik jeg en idé. Jeg lagde min lille, nyindkøbte Tara-statue på den øverste del af brystet – og lidt senere begyndte jeg at hoste og spytte slim (ja, undskyld detaljerne) i et par timer. Det hjalp.

Men jeg føler mig træt og snottet og hostende stadigvæk – og gider ikke Kathmandu i dag – eller i morgen eller i overmorgen. Gider ikke gå ud i larm og støv. Og så er der koldt i dag. Kun 20 grader! Bliver hjemme og hviler mig.

Og, altså, hvis jeg får brug for lægehjælp, så er klinikken jo i nærheden.

—–

Næste dag: Tvang mig selv til at spise lidt i aftes og fik en masse forskellige halspastiller og naturmedicin af min nabo, Karen. Det hjalp til en bedre nats søvn – og i dag går det bedre. Tog ind til Thamel, turist- og backpackerområdet, for at få zoneterapi. Det var velgørende, og jeg skyndte mig at tage en taxa hjem igen – efter en hurtig cappuccino med chokoladekage.

I går styrtede et fly fra Bangladesh ned i lufthavnen i Kathmandu. Selv om jeg herfra mit altanvindue kan se så langt væk, at flytrafikken over lufthavnen er tydelig, så havde jeg intet bemærket. Det var en besked fra min bror, der gjorde mig opmærksom på det. Ca. 50 mennesker døde. Et fly, der var skrottet af SAS pga. flere uheld, men altså opkøbt af et luftfartselskab i Bangladesh. Burde det ikke være ulovligt at sælge skrottede fly videre?

(fortsættes)


Kathmandu

Jeg har været her siden torsdag aften. Det er søndag morgen nu. Det tager lidt tid at finde ro efter den lange rejse. Derfor ville jeg aldrig kunne finde ud af at rejse så langt for kortere tid, end de godt tre uger, jeg har valgt denne gang.

Flyrejser – jeg har sagt det før – er mere udmattende, end de har været. Og jeg har været ved at bilde mig selv ind, at jeg ikke orker dem mere. Det gør jeg sådan set heller ikke – men det er et nødvendigt onde at skulle igennem inden rejsemålet. Engang havde flyrejser deres egen magi. Det har de ikke rigtigt længere. Altså undtagen den følelse af magi, jeg stadig oplever, når flyet accelererer og letter, og  at jeg stadig kan gribes af undren og taknemmelighed over at det kan lade sig gøre.

I lufthavnene mister jeg overblikket over alt det, der skal gøres: Gennem sikkerhedskontrol et par gange i forskellige lufthavne på den lange rejse. Alt det, der skal tages op, lægges i plastikbakker, pakkes ned igen.

Derfor, med ørebetændelse og lidt feberhed, valgte jeg i sidste øjeblik at sende min lille kuffert som medfølgende bagage. Jeg, der lige har brugt lang tid på at tale varmt for kun at medbringe håndbagage. Træt og lidt syg kunne jeg bare ikke forestille mig at have kuffert med ved sikkerhedskontrol.

Jeg bevæger mig apatisk med eller mod strømmen i lufthavnene, lader mig blive skubbet og klemt, mens vi står som sild i en tønde på vej til pladserne i flyene, eller inden vi får lov til at bevæge os ud igen. Jeg halvsover det meste af tiden under flyturene, har ingen energi til hverken at læse eller se film undervejs. I øvrigt havde jeg også glemt min roman i kufferten, da jeg sendte den af sted – og købte en anden, der bare ikke fænger.

Men så ankommer jeg. Efter mere end 19 timers rejse. Eller 21, hvis jeg tæller, fra jeg tog hjemmefra. Og pludselig stiger min energi. Jeg kender Kathmandus lidt provinsagtige  lufthavn godt efterhånden. Venter længe ved bagagebåndet, hvor kæmpepakker med fjernsyn, printere, komfurer, køkkenmaskiner, og jeg ved ikke hvad, triller rundt, godt emballeret. Nepalesere, som arbejder i Qatar eller andre steder har meget med hjem, og jeg undrer mig over alt det, der kan være i et fhv. lille fly (180 passagerer. Her burde jeg vel brillere med flytype, men det kan jeg ikke).

Endelig kommer min lille bitte Eastpak kabinekuffert godt skjult mellem alle de store ting på bagagebåndet. Jeg krammer den næsten og takker for, at den er med den lange vej. Jeg havde min tvivl, nu hvor indtjekning af kuffert, som alt andet, også foregår digitalt. Uden menneskehænder, der venligt sender af sted.

Taxachaufføren, som klostret har sendt, står parat blandt utallige andre chauffører, vifter med mit navn blandt alle de andre viftende A4 sider med navne som velkomstflag. Jeg træder ud i det lune mørke. Fra minus 7 grader i Nibe til 25 grader i Kathmandus aften. Det er en forskel, der kan mærkes.

Gennem Katmandus vilde trafik, hvor jeg bare skal give slip og ikke tænke over, hvordan vi kommer ud af de trafikpropper, der hele tiden opstår i gadekrydsene. Det går jo. Hele tiden og hver gang. Jeg fornemmer de huller i gaderne, murbrokker undervejs, de sår, der minder om jordskælvet. Og klostergården. Da vi kører ind, er det et stort hul. Den største tempelbygning blev så ødelagt af jordskælvet, at man har valgt at rive den helt ned. En byggetomt.  Ingen følelse af at komme hjem lige her. Den, der var så kraftig, første gang jeg gik gennem porten til Benchen Klostret. Men når jeg kigger op ad bakken, står alt, som tidligere, og jeg bevæger mig op ad de mange trapper (ca. 100 op til gæstehuset – det er sådan et sted, det er godt ikke at ha’ tung bagage).

Da jeg endelig står i gæstehusets have er det med den samme følelse af at komme hjem, som jeg oplevede den første gang. Munken, der er gæstehusets manager, står i receptionen. Han var også manager for 5 år siden, har lavet noget andet i mellemtiden, men er nu tilbage her.

Vi går sammen op til mit værelse, og jeg ved fra en opringning to dage tidligere, at min gode, gamle veninde, Karen, fra vores kollektivs tid, er min nabo. Hun, der er her i to måneder, har sørget for naboskabet. Inde på værelset ligger en velkomstpakke fra hende: Stearinlys, en rose, vand, lidt frugt, en bog, en khata (silketørklæde, som bruges til ofringer) og et stykke stof til at lægge over den ene seng, så værelset bliver mindre soveværelse. Og – ikke at forglemme – en maske til at dække mund og næse under byture.

Så sidder vi her. Det er lige ved, at vi mødes mere i Nepal end i Danmark. Men med den gamle fortrolighed fra år under samme tag i behold. Og så ukompliceret. Dejligt, at hun er her. At vi kan mødes, snakke, spise sammen ind imellem, lave lidt sammen. Uden at SKULLE alt muligt, for vi har hver vores eget, begge brug for at være her på egne vilkår.

Fotos: Værelse med udsigt, “gavebord”, haven.

IMG_20180302_100101_resized_20180304_104501119

IMG_20180302_100231_resized_20180304_104500775

IMG_20180302_110530_resized_20180304_104232413

IMG_20180302_103911_resized_20180304_104500296

IMG_20180302_133907_resized_20180304_104231940

Og nu har jeg haft to hele dage her. Tredje dagen er godt i gang. Jeg tømmer tanker fra mit urolige sind, som vist stadig er på rejse og knapt har sluppet de daglige gøremål. I hvert fald fik jeg lynhurtigt skabt nogle nye, som skulle overstås i går og i forgårs. Ud for at købe det, jeg manglede i fredags. Og i går til Thamel for at veksle penge. Af alle bydele valgte jeg Thamel, området, som vrimler med turister, for der vidste jeg, hvor vekselstederne lå. Og det gjorde jeg alligevel ikke. Jeg gik frem og tilbage og rundt og rundt, for noget lignede alligevel ikke helt sig selv. Støv har der altid været, men endnu mere nu. Gader, der ser lidt “opbrudte” ud med bunker af sand og sten og murbrokker. Minder fra jordskælvet. Selv om det faktisk allerede mange steder er godt genopbygget. Og fortove er der kommet en del af, især herude, hvor jeg bor. Fortove, der tidligere var en mangelvare, dukker nu op. Små etaper ad gangen, som pludseligt holder op igen, men rigtig gode i de stærkt befærdede gader.

Men altså – Thamel. Jeg fik vekslet og gik både frem og tilbage (lang tur), fandt heldigvis en genvej, som jeg huskede fra for fem år siden ved hotel Vajra, så jeg kunne undgå den stejle og stærkt trafikerede vej op (uden fortove) på vejen hjem. Jeg bliver forpustet, det er i 1400 m højde, og der skal også være kræfter til de 100 trin op, når jeg kommer hjem. Øm i kroppen besluttede jeg mig for at aflyse en tur, jeg skulle ha’ været på i dag. Kunne have delt en taxa med en nonne og en belgisk kvinde ud til Pharping, hvor der er en anden afdeling af Benchen Klostret og en ceremoni for de unge munke, der begynder en tre års retreat.

At skulle skynde mig til morgen for at komme af sted kl. 7, den lange køretur, være social undervejs og være blandt mange mennesker derude. Jamen det kunne jeg ikke rigtigt overskue. Ikke allerede. Det lyder virkelig som en pensionist rejse, det her. Meeeen – det er jo det, jeg er: pensionist på rejse alene.

Og efter byturen i går, længtes jeg efter fred. Det urolige sind skal have fred. Bryde dagligdagens vaner. Selv om dette er dobbelt. For mest af alt elsker jeg at få skabt en slags dagligdag på min rejse. At føle mig hjemme med nogle små rutiner.

Og så er jeg mere og mere bevidst om, at jeg har brug for at rejse langt væk for at se mit liv på afstand. Tage en pause fra det dagligt hjemlige til noget dagligt langt borte. Mens jeg sidder her og kigger fra min altan ud over Kathmandu, kigger jeg i starten lige så meget ind i mit eget liv. Følelser opløses, tanker falder på plads. Det er tit på rejse, jeg får taget nye beslutninger. Men også på rejse og efter en rejse, at jeg bliver allermest glad for det liv, jeg har.

Og huske, at denne rejse også er en slags pilgrimsrejse. I taknemmelighed over alt det, jeg fik med mig herfra første gang. Inden det svære. Inden alt det svære.

Og så er jeg fornuftig denne gang. Bruger maske, som alle andre, når jeg færdes rundt i byen. Ingen maskeforbud her.

IMG_20180303_145523_resized_20180304_104231464

 

 

Min nye bolig, Koh Chang

Så er jeg flyttet hertil, Oasis, Lonely Beach.

001

002

003

90 kr. pr. nat og mere min prisklasse, hvis jeg skal rejse flere uger. Hyggeligt med det nødvendigste: Hytterne ligger spredt midt i junglebevoksning, terrasse med hængekøje, værelse med stor seng og få hylder, det nødvendige myggenet, og i forlængelse af værelset er der et badeværelse under åben himmel. Men absolut et par niveauer under Blue Lagoon.

Og Lonely Beach er ikke “lonely”. Byområdet ligger et par hundrede meter nede ad vejen – og det ligner alle andre backpacker- og turistområder med et hav af butikker, som sælger samme slags tøj, dusinvis af caféer og restauranter. Kao Sahn i Bangkok, Thamel i Kathmandu, hovedstrøget i Pokhara….alle ligner de hinanden.

Men selve Oasis er fint, ligger lidt oppe ad skrænten, og fra restauranten er der udsigt til havet. Virkelig lækker mad.

002

Strand er godt – at kigge på, lytte til bølgernes brusen, gå i sandet, tage et dyp i havet. Men jeg har aldrig været tilhænger af at bruge flere timer til solbadning. Det bliver for varmt og for kedeligt. Og da jeg ikke er nogen vandhund, så er det hurtigt overstået. I Bretagne, som jo var mit hjem i en årrække, elsker jeg at gå ture langs strandene, på klipperne, falde i søvn til lyden af bølgerne, alt sammen så beroligende hjemligt.

Men her nyder jeg stranden bedst over en cappucino og en pandekage:

004

Det har været lidt underligt, at siden jeg er ankommet til Koh Chang har jeg været omgivet af familier og par, og da det er meget turisted her, er de lokale ikke ligefrem vilde med at komme i snak med udlændinge. Så ikke så mange sociale kontakter, først her til morgen, hvor jeg spiste med en tysker, som også bor her – og har været alene på meditationsretreat på et kloster i Nordthailand.

Jeg vender tilbage til det med at være omgivet af familier og par i et andet indlæg.

I morgen tager jeg på jungle trekking hele dagen. Det indebærer bl.a. at bestige et lille bjerg på 500 m. “Very challenging,” som ejerne her siger. “Of course, I don’t know how fit you are.” 500 m sku’ være meget i varmen. Nu må vi se. Guiden efterlader mig vel ikke alene tilbage, hvis jeg har svært ved at følge med.