Den videre rejse – i livet

Nu har jeg været hjemme i snart to måneder. Oplevet en anden slags rejse – gennem forårets mange fridage og småferier. Snart seks år efter, at jeg er gået på pension, kan jeg stadig glæde mig til disse fridage i foråret. Ved de første – i påsken – havde jeg fået energi igen efter hjemkomsten og gik i gang med havearbejde. Stod der, 2. påskedag, og tænkte: “Åh, nej, jeg nåede ikke at blive færdig.” For så at huske – jamen i morgen er der også fridag.

Et langt arbejdsliv med tidsfrister sidder stadig dybt i kroppen. Jeg kan ikke li’ at skynde mig mere. Især om morgenen. Selv om jeg står tidligt op – mellem 6 og 6:30 – så hader jeg de dage, hvor jeg skal skynde mig ud. De minder mig om et langt livs travlhed. Fra 7-års alderen til jeg blev 65!

Men – der er nu også noget rart ved “at glæde sig til fridagene”. Sådan glæder jeg mig også til lørdag, søndag – fordi jeg trods alt godt kan li’ den gamle vekselvirkning mellem ugedage og weekend. Derfor har jeg ingen vækning på min telefon i weekenden. Vågner lidt senere, af mig selv. Men en gammel overbevisning om, at “livet er for dem, der står op” følger mig. På den gode måde. For med alderen og fremtiden, der skrumper, er jeg optaget af det liv, der stadig skal leves. Måske ikke med lange rejser. Men livets rejse. Om jeg vælger rigtigt på denne rejse. Det vil jeg vende tilbage til. Men det er også en rejse, som jeg foretager alene. En anden slags singlerejse. Gennem livets efterår og vinter. Eller gennem en “indian summer”?

Jeg er optaget af livets flygtighed, årstidernes skiften med en hastighed, som næsten er skræmmende. Da jeg bar mine ret tunge liggestole op fra kælderen, syntes jeg, at jeg lige havde knoklet med at få dem derned.

For kun 10 dage siden sad jeg med min morgenkaffe i haven og skrev dette:

Forsythiaens blomster daler ned over mig som store, tunge, gule regndråber. Dagen, der kommer mig i møde, mens jeg sidder på min morgenplads. Nyder øjeblikket. Foråret, der allerede har bragt sommerlige dage. Jeg ved, at det vil passere forbi. Hurtigere end ellers. Hurtigere end sidste år.

Sådan er det.

Tidens hurtighed.

Forsythiaen, der stod med alle sine blomster for få dage siden. Æbletræet, der i dag blomstrer lyserødt mod morgenhimlen. Syrenen og kastanjen, der står på spring.

I mit livs efterår møder jeg sommeren igen.

IMG_20180508_094043_resized_20180508_095126379

Og nu – 10 dage senere – er æbletræet afblomstret. Syrenen står i fuldt flor og dufter. Kastanjen lidt længere inde i byen begynder allerede at smide blomsterne.

Ja, det er nok livets rejse, bloggen kommer til at handle mere og mere om. Selv om jeg har planlagt næste rejse til Frankrig. Sammen med min bror, min niece, hendes mand og børn, har jeg lejet en lejlighed i Erquy, mit andet hjemsted, i 2 uger i juli. Jeg tager derned lidt før de andre og lejer “min” lejlighed i en uge, efter at de er taget hjem.

Den sidste uge i Nepal, fortsat

To dage senere bestilte jeg en taxa til Pharping. For at være sikker på at komme de rigtige steder. En munk fra Neydo Klostret, som somme tider sad i hotellets reception, foreslog at tage med mig som guide.

Og så kom jeg endelig til de rigtige steder. Bl.a. hulerne, hvor Guru Rinpoche havde mediteret. Her – ved én af dem – skulle hans håndaftryk kunne ses, og jeg måler min hånd med hans.

IMG_20180319_103753_resized_20180327_111826631 IMG_20180319_103854_resized_20180327_111827564

 

 

 

 

 

IMG_20180319_102408_resized_20180327_111724920

Men det bedste ved turen blev de lange samtaler med munken. Hans fortælling om at være født i en tibetansk flygtningefamilie i Indien. Om at komme i skole i et kloster og senere at vælge sit liv der. Om at blive sendt til videre uddannelse i Nepal. Glæden og tilfredheden ved livet. “Livet er enkelt for mig – og jeg har alt, hvad jeg har brug for. Arbejder med det, jeg kan lide – undervisning og receptionen på hotellet, hvor jeg møder folk fra hele verden, bliver bedre til engelsk.” Og om sorgen efter moderens død. Da hun blev syg, nåede han ikke tilbage til hende i Indien, inden hun døde. Det har han stadig dårlig samvittighed over.

Da vi kom hjem til klostret, ville jeg give ham noget. Jamen hvad giver man en munk? Og jeg havde jo kun penge at give. Sad og fumlede med nogle sedler og sagde, at jeg var taknemmelig over at have haft ham med som guide, men da jeg ville række ham pengene, ville han ikke have dem. “Som sagt har jeg alt, hvad jeg har brug for. Jeg er glad for at have gjort det her for dig. Det føles lidt som at gøre noget af det, jeg ikke kunne gøre, for min mor.” Der stod vi. Begge rørt til tårer.

IMG_20180319_143810_resized_20180327_111725787

Farvel til Neydo næste dag – tilbage til Kathmandu. Hvor der ikke var plads på det hotel, som jeg havde booket halvanden måned tidligere. Jeg havde endda været henne og tjekke stedet, hilse på hotelejeren, mens jeg var i Kathmandu. Han undskyldte sig med, at han både lejede ud gennem booking.com og flere andre sites, så han havde ikke kontrol over det. Nu havde der været helt fyldt i flere dage!

Jeg fik ham til at ringe til Hotel Vajra, som jeg vidste ligger ca. 500 m væk. Og der var der plads. Godt nok til en pris, der var fire gange så høj (her skulle jeg kun have betalt 60 kr. pr. nat), men jeg kender Vajra fra tidligere. Det er et af Kathmandus velrenomerede og – måske – smukkeste hoteller. Det var nemt at gå derned.

I receptionen fik jeg at vide, at de havde taget fejl, der var ikke det lovede værelse, men jeg kunne få en suite til samme pris. Om det var i orden? Det var det. (I parentes skal det siges, til http://www.booking.com ’s fordel: At de straks, da jeg mailede om, hvad der var sket, skrev tilbage, at jeg skulle sende dem kopi af hotelregning, så ville de sørge for, at hotelejeren, som havde overbooket,  refunderede differencen. Jeg fik pengene mindre end en uge efter at jeg havde sendt kvittering. God service. Jeg har ikke ofte brugt deres site, da jeg bedst kan li’ selv at kontakte hoteller. Men deres håndtering giver virkelig tillid).

IMG_20180320_114345_resized_20180517_054434004 IMG_20180320_114356_resized_20180517_053223007 IMG_20180320_114409_resized_20180517_053222670 IMG_20180322_132851_resized_20180517_054433122

Eneste minus: Jeg skulle bo i stueetagen, og sidst jeg boede på Vajra, så jeg en rotte i receptionen. Jeg sad og skrev i en lænestol der, fordi der ikke var internetforbindelse på mit værelse på 3. sal, og pludselig kom en rotte ud fra under stolen, helt tæt på min venstre fod, gik lidt rundt – og forsvandt så ind i restauranten.

Jeg gik hen til receptionisten og fortalte det. Han kiggede bare på mig, trak på skuldrene og sagde: “Oh, well, it comes on and off. It does no harm.”

Så min første opgave på værelset blev at tjekke for rottehuller – og at holde døren til wc/badeværelse hermetisk lukket.

Den sidste uge i Nepal

Kan begynde at fortælle nu, hvor trætheden har lagt sig, og hvor jeg begynder at kunne tage de gode oplevelser ind igen.

Jeg havde ikke rigtig lyst til at forlade Benchen Klostret. Kathmandu, jo, men ikke klostret. Havde mest af alt lyst til bare at gemme mig der. Væk fra trafikken, byens støv og larm. Havde ikke fundet samme glæde ved at bevæge mig rundt i byen som tidligere. Som om jeg havde set nok. Hørt nok. Men blive på klostret, gemt væk. Kun bevæge mig rundt i den fredfyldte have, mellem klosterbygningerne. Måske lige ned til den lillebitte restaurant ved indgangen. Eller over gaden til det lille udsalg af frugt og dagligvarer. Indtage en sukkerrørsdrik der. Og så skynde mig tilbage.

Men – jeg havde jo ikke længere noget værelse der. Alt optaget efter den 15. Så ud måtte jeg. Döndrop, munken, som er klostrets manager, bar min kuffert ned ad alle trapperne, selv om jeg insisterede på at bære selv. Han ville også forhandle en rimelig taxapris for mig, for han havde ikke kunnet få fat i én af de taxa’er, som de plejer at bruge. 1100 rupees – en rimelig pris. For selv om der kun er ca. 20 km til Pharping, er det en meget dårlig vej. Opad bakke på støvede eller mudrede veje. Det lignede nogle gange en sandstorm undervejs og tog vel en times tid.

De fem dage på Neydo Klostret nær Pharping blev en god oplevelse. Efter de første to dage i min egen “silent retreat”, som jeg fortalte om HER rejste de grupper, der var der, nye rejsende kom til, og jeg fik en masse god kontakt med et engelsk par på min egen alder, en fransk midaldrende kvinde, som rejste alene, to yngre franske kvinder, som var på veninderejse uden deres mænd. Derfor blev de næste dage en god blanding af samvær og alenetid samt to ture til Pharping.

Jeg havde egentlig troet, at klostret lå umiddelbart udenfor Pharping, så jeg kunne gå dertil. Det kunne jeg sådan set også, selv om der var 5 km. Tværs over markerne ville være den reneste løsning, langt fra trafikken på hovedvejen – men i min halvsyge tilstand blev jeg alligevel i tvivl. Næstbedste løsning ville være en bus. Men da jeg stod ved vejsiden og ventede, viste det sig, at alle busser var overfyldte. Jeg havde ikke taget højde for, at der var dyreofringsdag i en anden lille by, og at folk fra Kathmandu deltog i stride strømme. En munk, som sad og drak te på en lille café, tilbød mig at sidde sammen med ham og drikke en kop te, mens jeg ventede. Bus efter bus kørte forbi, mens vi holdt en slags samtale i gang. Han kom fra det tibetanske område, som jeg havde været i under min Kinarejse, så vi kunne tale lidt om Labrang Klostret i Xiahe. En munk mere satte sig ved bordet, og nu begyndte den første at standse privatbiler, som måske ville tage mig med. En mand ville godt gøre det for 50 rupees (ca. 3 kr.), men da jeg skulle til at stige ind i bilen, holdt munken mig tilbage med en “man no good” bemærkning. Okay…

Endelig en bus. Ikke helt overfyldt, men næsten. Jeg fik en ståplads bag chaufføren, hvor det var lykkedes 3-4 personer at sætte sig. Jeg tog et fast greb i en tværgående jernstang oppe under loftet (siger man det om en bus? Eller er det under taget?) og stod og fremsagde mantraer/bønner de få km, hvor bussen skred i svingene, kørte fast og altid var faretruende nær bakkekanten.

Jeg blev sat af i Pharping – sagde de, der stod/sad omkring mig. Undrede mig over, at der ikke var mere by. Jeg var på en fodboldplads med spredt bebyggelse omkring – og fandt ud af langt senere, at jeg var blevet sat af inden byen.

003 004

Begyndte at lede efter Guru Rinpoche hulerne (der, hvor munken, som bragte buddhismen til Tibet havde mediteret i flere år inden rejsen) og blev sendt i forskellige retninger, alt efter, hvem jeg spurgte. Så jeg valgte at gå tilbage ad den stærkt trafikerede vej til et klosterområde, som jeg havde set fra bussen.

006

009 011

Jeg blev ikke klog på, hvor jeg var. Men smukt og fredfyldt var det – og derfra gik jeg op ad veje, forbi masser af klostre, som jeg heller ikke vidste noget om. Havde ikke taget mine oplysninger om området med! Og hvorfor lod jeg min gode rejseven, Lonely Planet, blive hjemme i DK? Helt sikkert fordi den var for tung at rejse rundt med. Men jeg kunne i det mindste have revet siderne om Pharping ud og taget dem med.

Varm og svedig satte jeg mig ind og drak en cola i en ydmyg lille café sammen med caféens indehaverske og en ung munk. Jeg fantaserede om hans evt. slægtskab med kvinden. Måske hans mor? Det fandt jeg ikke ud af, men jeg fik at vide, at højere oppe ad bjerget – bakken – lå et hotel, hvor jeg havde overvejet at booke værelse, inden jeg bestemte mig for Neydo.

030

Efter laaang vandring op ad bakken i middagsheden, kom jeg til New Dakshinkali Village Resort – og blev straks glad for, at jeg ikke havde valgt at bo der. Ganske vist var det et plus, at det var ene lokale gæster i parken omkring hotellet og i restauranten. Men der var fyldt med unge festglade nepalesere ved poolen og høj popmusik, som gav ekko i bjergene. Med klostre som nærmeste naboer virkede det lidt underligt.

029

Jeg spiste – og skyndte mig derfra igen. Ned ad bakken, heldigvis. Da jeg ikke orkede mere sightseeing, stillede jeg mig op ved en busholdeplads nede ved hovedvejen. Vild trafik – og igen mange fyldte busser, der nu kørte forbi mod Kathmandu uden at standse. Frem med støvmasken igen, der ved vejsiden.

 

IMG_20180317_125355_resized_20180317_043822061

Disse to unge piger, som gerne ville snakke, og som talte godt engelsk, ventede også på bussen. På et tidspunkt, da utallige busser bare var kørt forbi, besluttede de sig for at blaffe og fik hurtigt standset en bil, hvor de sørgede for, at jeg også fik plads. Så det blev nemt at komme hjem til Neydo Klostret. Og nyde synet af de små munke under bedeflagene – med dalen i baggrunden.

IMG_20180319_143138

Og det var heldigvis den dag, der havde været udskiftning i gæsteflokken, så jeg nu var omgivet af glade og sociale gæster ved bordet om aftenen.

(fortsættes)

Hjemkomst

Senere følger resumé af de sidste dage i Nepal

Det blev svært med tid til at skrive. Pludselig så mange kontakter og meget at lave. Kunne næsten ikke følge med. Mit behov for langsomhed blev udfordret. Har været hjemme i nogle dage, og i tråd med hvad jeg skrev i mine refleksioner om alder og rejser, så måtte jeg sande, at det at være på farten i 24 timer er hårdere for en 70-årig krop end en 65-årig, som sidst jeg var i Nepal. Ja, jeg ku’ jo faktisk mærke en forskel allerede fra 2014 til 2015 – de to gange jeg var i Thailand/ Cambodia. At lange flyrejser med ophold i forskellige lufthavne blev hårdere og hårdere for kroppen.

Se, det er også noget af det, jeg glemmer – når det fortoner sig, og de gode minder og oplevelser tager pladsen. Jeg glemmer, at rejsen ikke bare er de 14-15 timer i luften, men også tidlig ankomst til lufthavnen. I Kathmandu skal man være der tre timer før afgang – selv om der ikke sker noget ret meget af tiden, så med taxakørsel en time til lufthavnen, er der allerede gået fire timer, når flyet letter. Mellemlandinger, denne gang to af hver ca. 3 timers varighed. Til sidst bus fra Aalborg Lufthavn til Nibe. Var lige ved at tage en taxa. Men allerede der var der et øjebliks optimisme, mens jeg kørte på den adrenalin, der skulle til, indtil jeg var helt hjemme. I et glimt tænkte jeg: “Gem de penge til næste rejse.” I kan godt se, hvor hurtigt jeg glemmer?

Men jeg tror ikke, at jeg helt vil glemme denne udmattethed, for jeg mener ikke, at jeg nogen sinde har været så træt som denne gang. Først nu, på min femte dag hjemme,  har jeg samlet kræfter til at være mere aktiv i livet igen.

Lidt over et døgn på farten. Og hjem til en enorm stilhed. På den frydefulde måde. Jeg tror heller ikke, at jeg før er blevet så forstyrret af den larm, der hele tiden er på et fly. Motorlarm. En evig puslen rundt om. Køen ved toiletterne. Sidde op og sove. Men jeg gør det – sover – for det er det eneste, jeg kan finde ud af. Den forstyrrende aircondition, både på flyene og i lufthavnene. Trøje af og på – hele tiden. Og husk nu at skifte til varmere tøj i den sidste lufthavn, inden du skal ud i kulden.

Ud over alt det, så blander flyrejser sig med et større savn efter min datter, Sara. Måske fordi en flyrejse var noget af det sidste, vi havde sammen.

Den første dag holdt jeg mig med besvær vågen indtil om aftenen – for at komme ind i døgnrytmen. Faldt i søvn ved 20-tiden og sov over 10 timer – og så nægtede min krop simpelthen at stå på benene den næste dag. Sitren, ømhed, træthed. Så jeg blev i sengen og læste hele dagen – og faldt så i søvn igen. Siden 2. dagen har jeg været oppe, men langsom, stille. Har fået pakket ud. Vasket. Lidt efter lidt. Nu ligger der kun enkelte ting og flyder.

Nu er jeg endelig klar til at bevæge mig ud i livet igen. Mens jeg spørger mig selv, om det er ok at blive ved med at udsætte kroppen for den slags belastninger.Og om ikke den her blog for alvor skal ændres til sådan noget som “Gamle på rejse.”

Refleksioner om alder og rejser

Inden jeg fortæller videre om Pharping, vil jeg dele lidt refleksioner om alder og rejser. Det første par dage på Neydo Klostret havde jeg rigelig tid til at tænke over det at rejse – og rejse alene. Og også om jeg var blevet for gammel til Kathmandu. Så blev de rejsende skiftet ud – alle, der var der, da jeg kom, rejste, og nye kom til. Og pludselig fik jeg masser af kontakt. Men tankerne om alder og rejse er ikke forsvundet.

I Kathmandu begyndte jeg at længes hjem i takt med, at mine bronkier kom på mere og mere overarbejde. Da jeg ankom to uger forinden, var jeg virkelig lykkelig over at være her igen og fortrød, at jeg ikke havde valgt en måned. Men det glemte jeg fuldkommen i al dårligdommen. Var bare glad for, at jeg kun skulle være her i tre uger. Når jeg bevægede mig rundt i Kathmandus støv, kunne jeg tænke ind imellem: ”Hvad laver jeg dog her?”

Det skal siges, at det er første gang, jeg opholder mig her uden at deltage i ét eller andet kursus. Det, der giver et indhold i dagligdagen. For jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt gider sightseeing ret lang tid ad gangen. Derimod elsker jeg at sidde og glo på gadelivet. Men det er lidt svært i Kathmandu. Det vrimler ikke med steder, hvor man kan sætte sig uden at komme i nærkontakt med bilos. De første gange klarede mine luftveje det nok lidt bedre – for da kunne jeg godt bare slå mig ned på et trin eller en fortovskant, kigge på gadehandlen., menneskene, bygningerne omkring.

Men med hoste og vejrtrækningsbesvær forsvinder min fascination for Kathmandu. Jeg kan ikke længere finde glæde ved at gå rundt i den ældste del af byen og lede efter gader og stræder, som jeg ikke før har set.

Jeg lægger også mærke til, at jeg med alderen bliver mindre social. Jeg gider ikke rigtigt engagere mig i samtaler med nogen, hvis vej jeg bare lige krydser.

Heldigvis var min gamle kollektiv-veninde her. Tid til samtaler, sjov, spisning. Jeg kan li’ hendes måde at være buddhist på. Vidende – på en ikke dogmatisk måde. Hvis vi boede tættere på hinanden, ville jeg bruge hende som vejleder/sparringspartner omkring buddhistiske tekster, som jeg ikke forstår.

Og så var der gæstehusets søde manager. En ung munk, hjertelig, god til engelsk, travlt beskæftiget med at få gæstehusets dagligdag til at fungere, samtidig med, at han var bygherre for caféprojektet. De små intense møder med andre gæster var også givende. Lige hvad jeg kunne rumme sådan rent socialt. Jeg har erkendt, at jeg er mere introvert end jeg tidligere i mit liv har givet mig lov til at være.

Er jeg så gammel nu – og så introvert – at jeg nu også har set det af verden, som jeg behøver? Det har jeg overvejet det sidste par år, samtidig med en erkendelse af, at mine rejser tilbage til min franske ”hjemby” giver mig alt det, jeg har brug for på en rejse: At glide ind i en dagligdag, at have mit eget, i og med at jeg lejer min bolig, gamle venner  og familie omkring mig. Og – ikke mindst – så nem en adgang til naturen, hvor jeg kan opholde mig i timevis. Og det er det sted, hvor halvdelen af mig hører til.

Da jeg kom her til Neydo Klostrets hotel og stod og kiggede op på de skovklædte bjerge lige overfor, tænkte jeg, at det var jo det, jeg havde ønsket: At komme uden for Kathmandu for at kunne gå lange ture i naturen. Men samtidig kunne jeg slet ikke forestille mig at gå opad i lang tid.

011

 

Så tænkte jeg igen på Bretagne, som i den grad er mit ”ude-sted”, hvor jeg får travet og bevæget mig, så jeg bliver glad i låget af det.

Skal jeg droppe Canada-projektet? Jeg ville jo besøge datteren til nogle franske venner og tage videre og opsøge Dene-folket. Men så langt nordpå, som de bor, er der måske koldt hele året. Eller Caminoen? Skal jeg også droppe den? Bliver der også for støvet for luftvejene?

Er jeg så gammel nu, at jeg udover det årlige ophold i Frankrig, ville kunne slappe af på en uges charterferie? Et sted, der er varmt og tørt?

Over morgenmaden havde jeg en interessant samtale med en fransk kvinde, som har rejst i en måned – med egen guide alle de steder hun har været. I Kathmandu, i Phokara – og i Buthan, hvor man slet ikke må rejse uorganiseret. Hele hendes rejse har været tilrettelagt derhjemmefra. Dyrere end hvis hun skulle være i en gruppe, men langt mere frit.

Det engelske par, måske på min alder, er også på en måneds rejse. På samme måde. Med alt tilrettelagt hjemmefra. Chauffør/guide med bil, som venter dem hvert nyt sted. De ville slet ikke kunne forestille sig at organisere alt selv. Alt det arbejde.

Og det er jo rigtigt. At rejse alene uden sikkerhedsnet kræver, at hvert sted skal man selv finde ud af, hvordan man kommer videre. Med de forhindringer og besværligheder, der kan være i det. Tidligere syntes jeg, at det bare var spændende. Sådan har jeg det ikke mere. Selv om den her blog hedder Rejs alene, underforstået med den glæde, der ligger deri.

Jeg ved mere og mere, at alder HAR en betydning. Alderen, den fysiske, der lidt efter lidt sætter nogle begrænsninger. Energien, den umiddelbare, der ikke rækker helt så langt. Lysten til at udforske, der bliver mindre. Ja, alder har en betydning. For mig i hvert fald. Større med alderen.

Med alderen indser jeg også mere og mere, at det, jeg troede, jeg skulle ud for at lære/gøre, det kan jeg måske lige så godt lære og gøre derhjemme. I taknemmelighed over, at jeg har været ude og hente hjem – tidligere.

Når jeg ser mit liv derhjemme – herfra – er det godt. Det er blot et viljespørgsmål om at bruge min energi på det, der føles mest rigtigt.

Se nu f.eks.: Jeg troede, jeg skulle ud for at begynde på skrivningen af en fantastisk fortælling. Den, der bare venter på at blive fortalt. Af mig. Den, der bare venter på at blive lukket ud.

Men sådan er det ikke. Den er slet ikke med. Der er ikke plads til den her. Den blev derhjemme. Og det er der, jeg skal finde den.

Neydo Kloster/ hotel. Nær Pharping

Efter to uger i Kathmandu er dette min nye udsigt fra min seng. Neydo Klostret nær Pharping, hvor jeg bliver boende i fem dage. Klostret har lavet, ikke bare et gæstehus, men et hotel i luksusklassen. 75 dollars pr. nat. Dyrt efter nepalesiske forhold. Mere end dobbelt så dyrt som det 3-stjernede og rigtig gode Hotel Vajra inde i Kathmandu. Og 10 gange så dyrt for værelse og morgenmad, som det gæstehus jeg lige kommer fra.

Jeg er lidt flov over at betale så meget i et fattigt land. Som om jeg er et rigt svin, der smider om mig med pengene. Som om en imperialistisk arv tynger mig.

Aldrig har jeg vist betalt så meget for et værelse så mange nætter i træk.

Når det er sagt, så kan jeg godt mærke, at det er skønt med lidt luksus. Det hjælper faktisk allerede på min tilstand.004

006

007

010Altså et meget stort værelse og et stort badeværelse. Og aldrig har jeg set så ren en wc kumme i Nepal:

008

Pænt er det – hele vejen igennem. Også fællesarealerne, som f.eks. den lækre stue og nogle gode terrasser, både i haveplan og på 1. sal.

013

034

038


Der er lagt op til fælles spisning med et stort fællesbord og et par mindre. De to første dage er de fleste andre gæster delt op i grupper. En gruppe unge amerikanske kvinder, som er her på yogaretreat – og som sidder sammen ved den ene ende af det store bord. To mindre grupper, som er på rundrejse med guider – og de optager de to mindre borde.

Ved den anden ende af det store bord sidder to kvinder. Så hvad gør jeg? Jeg sætter mig mellem gruppen af de unge amerikanere, som er fuldt optaget af at tale om deres kursus, og de to kvinder. Kan ikke undgå at høre, at de taler fransk, så jeg hilser på dem på fransk, hvilket får dem til at tale lavere.

Okay, tænker jeg. Her kan jeg lave min egen silent retreat, hvis der ikke er plads til mig i nogen gruppe. Uden beklagelse. Om morgenen kan jeg sætte mig ud i haven og spise morgenmad i solen.

(Se desuden dette indlæg om at spise alene blandt andre. Noget, man ikke kan undgå, når man rejser alene. http://rejsalene.dk/?p=149

Så det første par dage bliver som en stille retræte – tid til læsning, tid til mere meditation, tid til små ture på klosterområdet. Og en lidt udfordende tur til Pharping.

Og jeg accepterer og værdsætter lidt efter lidt denne nye luksus – og at dette så er en anden måde at organisere ophold for rejsende på klostre. Ved at satse på en anden slags rejsende, der vil betale mere, tjener de flere penge til undervisningen af munkene, til vedligeholdelse af klostre, til godgørende arbejde.

Stille dage

Internettet fungerer upåklageligt, bedre end nogen sinde her – fordi Kathmandu dalen ikke længere lider af de lange strømafbrydelser. Men det vender jeg tilbage til.

Derimod fungerer min lille bærbare ikke ret godt længere. Skulle nok ha’ givet mig selv en ny, samtidig med den nye mobil. Mobilen fungerer på nettet hele tiden, men den bærbare går i stå, kører i tomgang længe om at skifte side osv., så det tager alt for lang tid, når jeg vil skrive, opdatere. Redigeringsværktøjet med klip og copy/paste fungerer heller ikke mere.

Så jeg skriver – og venter under afbrydelserne, omredigerer langsomt. Mobilen er for lille, synes jeg, til at jeg har overblik over det skrevne.

En uge siden jeg rejste hjemmefra. Stille dage her, efter at jeg besluttede at blive hjemme søndag. Ro i sindet. Tankerne, der ikke længere flyver rundt. Glæde i hjertet. Hverdagens små oplevelser:

At sætte mig et sted og se på livet, der folder sig ud her, for øjnene af mig.

Ikke nødvendigvis opsøge socialt samvær, men indgå i det, når det føles rigtigt. Spontane møder med f.eks. de andre beboere i gæstehuset. (At rejse alene er ikke det samme som at være alene hele tiden. Der er altid masser af muligheder for kontakt. Nu er jeg selv sådan skruet sammen, at jeg befinder mig godt alene – vel fordi jeg samtidig har muligheden for ikke at være det. Men jeg elsker stilhed og ro, så jeg udvælger med omhu “nye” mennesker, der ikke virker for støjende)

Den gode grøntsags karryret i den lille ydmyge café lige ved klosterporten. Ventetiden kan være lidt lang. Men alt bliver lavet fra bunden. Masser af grønt. Utrolig lækker. Serveret med lassi (drikkeyoghurt). Lidt over 12 kroner i alt (det er én af de dyre retter).

At bo på et velfungerende gæstehus, have et godt værelse med eget bad, toilet og altan. Morgenmad i haven. Se/ høre klosterlivet. Deltage i det, hvis jeg har lyst, ved at gå til morgen puja eller aften Mahakala, eller blot lytte på afstand og alligevel føle mig som en del af det. Lydene fra de små munke i klosterbygningen bagved, lytte til undervisningen, høre dem lege, specielt om aftenen inden sengetid. Støjende og glade som børn er.

Morgener med god tid til yoga og meditation, mens solen stiger op over Kathmandu, bader værelset i lys, opvarmer det.

Glide ind i Koraen, pilgrimsruten omkring Swayambhunath, højen med én af de mest betydningsfulde stupaer, følge menneskestrømmen morgen eller aften, føle mig som en del af noget urgammelt.

Alt det, der er at se, sanse, på de 3-4 km rundt: De hundredevis af bedemøller, små og store, det farvestrålende tøj, butikkerne med alle duftene, senere de små boder med frugt og grønt – og endnu senere med lys, som man kan købe og tænde, med en bøn. Børn på vej til eller fra skole.

IMG_20180308_075114_resized_20180308_112132128

IMG_20180308_111401_resized_20180308_112755253 IMG_20180308_111938_resized_20180308_112131443

IMG_20180308_073009_resized_20180308_112754842

IMG_20180308_073026_resized_20180308_112755565

IMG_20180308_111830_resized_20180308_112131904

Ligbrændingspladsen, hvor et bål kan være i gang, mens gløderne fra tidligere bål stadig lever. Familier, der flokkes om deres døde. Døden, der ikke er gemt væk.

Flokkene af aber. Ha’ nu ikke noget mad fremme, eller andet, som de kan hugge. De er temmelig nærgående.

004

009

Ja, det har været en lise for sjælen at lande her. Så meget, at jeg i går var parat til en udflugt til Patan.

Når jeg rejser, er jeg  – som det vist fremgår tydeligt allerede – ikke den store forbruger af oplevelser. Jeg er aldrig ude i at nå så meget som muligt, styrte fra det ene sted til det næste. Vide så meget som muligt. Jeg vil hellere lære et eller to områder godt at kende i stille tempo, stykke min forståelse af landet sammen af, hvad folk fortæller mig.

Men i går var jeg altså parat til en udflugt til Patan, den ene af de tre store byer i dalen.

Indtil slutningen af det 18. århundrede var Nepal delt i en mængde små kongeriger. Kathmandu, Bakhtapur og Patan var tre af disse små selvstændige kongeriger. I det næste par hundrede år, var de afgrænsede byer i Kathmandudalen, men med den demografiske eksplosion fra sidste fjerdedel af det 20. århundrede, er specielt Patan og Kathmandu vokset så enormt, at de flyder sammen til én stor by. Alligevel havde jeg endnu ikke været i Patan, men beskrivelserne af bl.a. dens Durbar Square (pladsen omkring det gamle kongepalads med templer) gav mig lyst til endelig at tage en taxa de relativt få km.

Så jeg tog på sightseeing sammen med en anden beboer fra gæstehuset, tilbragte det meste af dagen der – og oplevede foruden den smukke arkitektur, et par fredfyldte templer og en god frokost, at støj- og støvniveau var noget lavere end i Kathmandu.

IMG_20180306_123717_resized_20180307_071936696

IMG_20180306_125718_resized_20180308_114047298

IMG_20180306_125938_resized_20180308_114047848 IMG_20180306_204336_resized_20180308_114047605

Nu går noget i stå igen. Altså ikke nettet, men pc’en. For strømmen fungerer. Det var det, jeg ville fortælle noget mere om.

På mine tidligere rejser oplevede jeg et Kathmandu med flere timers strømafbrydelser hver dag. For at spare på den. Det undrede mange, for adgang til den energi, der skulle til for at levere strøm, måtte der da være nok af. Og for et par år siden kom sandheden så frem. En højt ansat – vist nok i energiministeriet – havde i årevis sørget for at sælge/levere strøm til Indien, altså dirigeret Kathmandus strøm ud af landet. Efter afsløringen har der været el nok.

 

 

 

 

Nepal 2010, fortsat…

(Indlæg starter HER )

“Kathmandu er en sansemæssig oplevelse, som jeg ikke har oplevet andre steder. Jeg er fuldkommen fascineret af dens larm, trafik, affald, lugt, farver, mennesker. Jeg er næsten lige kommet, og jeg synes jeg har været her længe. Ind imellem som et dyk ned i fjerne tider. Et glimt af middelalderen. Kunne jeg forestille mig. Byen har overvældet mig. Jeg har ikke lyst til at rejse videre. Komme på trekking? Er trekking lige mig? Gåture, jo. Men trekking? Det var noget, jeg troede, jeg skulle. For det er da det, man tager til Nepal for.”

“Mødtes med Karen fra mit gamle kollektiv. 80’ernes Christiania. Nu sidder vi her – på et hotel i Kathmandu – og spiser frokost og snakker, som om vi så hinanden i går. Men det var sidste år. Eller året før. Bagefter viser hun mig rundt i “sit” Kathmandu, hvor hun er kommet næsten hvert år siden -81. Vi ender på det kloster, hvor hun bor, hvor hun altid bor, når hun er her. På klostrets “Guest House”. Da vi bevæger os ind på gårdspladsen omgivet af klosterbygningerne, mærker jeg en ro og som en hvisken af “velkommen hjem”. Gæstehuset ligger øverst oppe med udsigt over Kathmandu. Altaner. Lille have. Her vil jeg bo. Jeg kan næsten ikke tro, at det er muligt at finde så dejligt et sted.”

“Gåtur hjem i skumringen. Glad og mæt på oplevelser.”

“Glider ind i rytmen her. Nu, hvor trekking er droppet, skal jeg ikke skynde mig videre. Jeg har slået mig ned i mit midlertidige liv på klostret. Næste weekend har jeg bestilt to overnatninger på et hotel oppe i bjergene ved Nagarkot. Der er 2½ uge til det 10 døgns kursus, jeg har meldt mig til på Kopan Klostret. Men lige nu bor jeg på Benchen Klostrets gæstehus. ”

“Som i Tyrkiet er mændene kun ude efter mine penge. De vil være guider eller sælge noget. Tiden med invitationer til andet og mere ligger i fortiden. Det gør det hele lidt nemmere. Eller lidt vemodigt? Måske hjalp det lidt, at der så var en ung kvinde, hvor jeg købte en trøje, som sagde: “Du er smuk.” Selv om hun tilføjede “Old, but very beautiful.” Eller hvad med den her? Var inde for at købe en tangka (buddhistisk maleri) til Sara, og sælgeren spurgte: “Hvor gammel er du?” Og jeg, der kækt svarede med et spørgsmå, som jeg nok ikke skulle ha’ gjort: “Ja, hvor gammel tror du?.” – “Fifty? (det begynder jo godt) – men han fortsætter straks: “Sixty? Seventy? More? I really don’t know.” Det kan lære mig, kan det”

“Drøner gennem byen i sand dødsforagt i helt igennem rustne minibusser. Minibusser er virkelig minibusser. Troede ikke, at hverken trafik eller køretøjer ku’ bli’ værre end i Kina. Men det er de her. Og jeg sidder der, som en stor, svedende europæer, enten klemt ind på forsædet mellem så nepalesere, eller bagi, hvor jeg med store europæiske fødder får trådt alle over tærene, inden jeg får mig klemt ned med den ene balle på30 cm plads. Man sku’ tro, der ikke var plads til flere, men vi kommer op på 15 passagerer i den lille bitte minibus, da de to – tre sidste nærmest ligger bukket hen over alle vi andre. Jeg får åndenød og galopperende hjerte, når at tænke: “Sådan starter et angstanfald vist.” Men når at tænke videre: “Det behøver jeg jo ikke at få.” Og så var det væk igen.”

“Namaste. Jeg hilser guden (det guddommelige) i dig. Smuk måde at hilse på. Og når nepaleserne spørger, hvad man synes om Nepal, spørger de: “How are you feeling about Nepal?”

“Bare være. Lytter til de små munkes undervisning i haven bagved. Lige før var det engelsk. Nu lyder det som matematik. Går somme tider til Mahakala Puja tidlig morgen. Bliver alligevel vækket af instrumenter og de reciterende stemmer. Eller går koraen, pilgrimsruten rundt om Swayambhu-højen sammen med alle de andre, der starter deres dag på denne måde, inden arbejde og andre gøremål. Glider ind i flowet af mennesker, gør som de andre, sætter små og store bedemøller i sving. Undervejs er der boder med salg af smørlamper, farvestrålende blomster til ofringer, unge drenge, der sælger fugle (ved at betale, lukker man dem ud, befrir dem for deres fangenskab). Overalt aber (også hjemme i gæstehuset: “Don’t leave your room windows open” – aberne kan gøre stor skade). Forbi ligbrændingspladsen, hvor ligene venter på at blive brændt, eller gløderne fra aftenens og nattens bål. Jeg har fundet freden i udkanten af en millionby, i stedet for der, hvor jeg troede, jeg skulle hen.”

“Naturen har kaldt. Lidt. To døgn. Fredfyldt sted i de lave bjerge (op til 2000 m, og som bliver kaldt bakker) uden for Nagarkot. Om morgenen, lige når solen står op, skulle man kunne se de højeste bjerge. To morgener i træk stirrede jeg mod Everest. Troede jeg så en tydelig trekant. Selv om der var for diset til at se noget som helst. Gik 10 km ad stier og småveje mod udkanten af Kathmandu. Sammen med en amerikansk kvinde, som bor i Laos, enke efter laotisk mand. Så fik jeg også lavet – en slags – trekking. Ned ad bjerget.”

De sidste 11 døgn i Nepal, tog jeg til Kopan Klostret lige nord for Kathmandu for at deltage i et 10 døgns kursus som introduktion til buddhismen. Fantastisk godt tilrettelagt. Vekslende mellem meditationer, indføring i den buddhistiske filosofi, velstyrede diskussioner. Fra om aftenen efter den sidste undervisningstime indtil næste dag kl. 14, når diskussionstimen startede, var der stilhed. De sidste to døgn i fuldkommen stilhed. Den stilhed. Jeg nød den. Kunne næsten ikke have, når den blev brudt og alle mødtes til te/ kaffe efter diskussionstimen. Stemmerne, der steg og steg i styrke.

Disse kurser på Kopan er virkelig anbefalelsesværdige. På de 10 døgn kurset varede, lærte jeg mere om meditation, livets forgængelighed, altings evige skiften, accepten af døden end jeg nogen sinde før havde gjort. Jeg vil faktisk sige, at de 10 døgn var mere befordrende for mig end års terapi (siger jeg – psykoterapeut). Og en forberedelse til at klare den rejse gennem sorg og savn, som startede tre måneder senere. (Jeg har skrevet en bog om det at miste min datter – og en blog eftersara.dk )

Du kan se fotos fra Kopan Klostret samt noget om, hvordan man tilmelder sig HER

På rejsen hjem til Danmark lagde askeskyen sig over Europa, mens jeg sad i transit i Istanbul Lufthavn. Det betød 6 dages ophold i Istanbul. Ikke det værste sted at sidde fast.

Og snart er jeg igen i Nepal

 

Hvad med den lange rejsetid?

Et spørgsmål fra en læser gør mig opmærksom på, at jeg har glemt at fortælle om, hvad man gør, når man rejser alene, ift. de nogle gange lange rejsetider pga. mellemlandinger.

For specielt som singlerejsende (og måske oven i købet ikke en helt ung pensionist på rejse) vil mange føle sig udfordret af lange rejsetider og lange mellemlandinger.

Man kan vælge at se mellemlandingen som et nødvendigt onde, der skal overstås. Ruste sig med god læsning. Finde tilgængeligt internet og skrive mail o.a. Ose rundt i butikkerne. Kaste sig over udvalget af kager og kaffe. Måske finde et meditationsrum/ bederum, som nogle lufthavne har, en massagestol eller rigtig menneskemassage.

Men man kan også se på det som en rejse i rejsen. Jeg har efterhånden lært at gøre det sidste. Mest. Somme tider ER jeg fed up.

Jeg husker min første rejse til Nepal, hvor jeg havde 6-8 timers ophold om natten i Delhis lufthavn, hvor det kun lykkedes mig at kapre en hvilestol den sidste time. Jeg tror, jeg har beskrevet det andetsteds. Tro mig, det var ikke sjovt.

Men en gammel veninde, som jeg mødte i Nepal, kom mig til hjælp. Hun fortalte, at hun altid betalte det, det kostede at få adgang til en lounge (som business class og 1. klasses passagerer har fri adgang til). Og, se, det prøvede jeg så for første gang på min hjemrejse: En fredelig lounge med bløde lænestole, drikkevarer og ta’ selv bord til rådighed. Det var intet mindre end vidunderligt.

Siden har jeg benyttet mig af tilkøb af lounge med min economy class billet på lange rejser med mange timer i lufthavnen. Specielt i nattetimerne er det skønt at komme væk fra vrimlen. Husker en nat i Doha Lufthavn (med Qatar Airways) som speciel komfortabel. Efter sultent at have spist af buffeten, sendt et par mail, fandt jeg en god liggestol, hvor jeg sov i et par timer.

Det er lidt forskelligt, hvad det koster at få adgang. Jeg har som regel betalt lidt over 200 kr. for op til 6 timer.

En anden ting, man skal være opmærksom på, er, at nogle flyselskaber giver enten en byrundtur eller et hotel, hvis mellemlandingen er over 7 timer, tror jeg det er. Også på de billige billetter. Det er jo som regel med dem, man får de lange mellemlandinger. Det står IKKE på billetten. Man skal henvende sig ved info og spørge om det. Første gang, det gik op for mig, var i Bahrains Lufthavn, hvor mellemlandingen var på 8-9 timer fra sidst på eftermiddagen til over midnat. Ved skranken spurgte jeg, om det var tilladt at tage ind til byen (vidste ikke, om det krævede visum). Den ansatte kiggede på billetten og sagde: “Jamen der er et hotelværelse til rådighed.” Ind til byen med taxa (incl.), lidt rundt i byen, gratis mad på hotellet, og så et par timers hvil på værelset, inden afhentning af taxa. Jeg tror, det var Gulf Air, jeg rejste med.

Hvis flyselskabet ikke giver hotelværelse, så er det billigere at bruge en lounge end at tage ind til et hotel. Og mindre stressende. Men hvis det er om dagen, er de mange timer måske bedre brugt ved at tage en tur ind til byen. Enten, hvis man får turen med sin billet. Eller med almindelig bus. Lufthavne er som regel kun en halv times kørsel fra bycentrum.

Der er flere internetsider, som giver gode råd til mellemlandinger. Bl.a har Momondo denne

Når jeg tænker over mine forskellige rejser, tror jeg faktisk, at de lange mellemlandinger kan hjælpe til at gøre oplevelsen af jetlag mindre. Fordi man tager rejsen i to etaper. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg bilder mig ind. Men jeg har haft voldsomst jetlag, når rejsen fra Kina eller Thailand er foregået i ét stræk derfra og til Paris, København eller Amsterdam.

På selve flyturen er det vigtigt at få valgt et sæde, som passer til dig. Jeg selv HADER at komme til at sidde ved vinduet på en lang rejse, selv om det er skønt med udsigten. Jeg vil heller ikke sidde i midt i den række sæder, der er ned langs midten af flyet. Der er to grunde til dette. Dels skal jeg tit på toilettet, og det er ubehageligt, synes jeg, at be’ en fremmed sovende person om at rejse sig flere gange. Dels har jeg et dårligt blodomløb i venstre ben, så jeg skal sidde på et sæde, hvor jeg kan strække venstre ben ud, lave bøj- og stræk øvelser med fod og ben.

Hvis jeg enkelte gange har været uopmærksom på sædet og har fået en vinduesplads eller én i midten, så har det aldrig været et problem at få den byttet, når jeg har fortalt hvorfor. De vil vel helst ikke ha’, at nogen får blodpropper i benet undervejs. (Husk for øvrigt, at jo ældre, du bliver, jo mere vigtigt er det at bruge flystrømper eller støttestrømper på flyturen).

Nogle gange kan man være utrolig heldig på en flytur. Det er sket for mig to gange. Første gang på en natflyvning mellem Qatar og Katmandu, hvor én af stewardesserne kom hen og undskyldende spurgte, om jeg ville have noget imod at rykke op på 1. klasse – fordi der var et par, som ellers ikke kunne komme til at sidde ved siden af hinanden. Altså. Hvor heldig kan man være. En første klasses lænestol på hele rejsen. Og den kunne slås ned, så det næsten føltes som en seng. Og så vågne op til sol og Himalaya bjergene, der strakte sig op over skyerne. Her gjorde det ikke noget, at det var ved vinduet, for der var rigeligt med plads til at komme ud uden at vække naboen.

Anden gang var på en rejse fra København til Bangkok. Jeg havde som sædvanligt valgt en plads med venstre ben ud til mellemgangen. Til højre for mig, var der tre sæder ledige. Jeg ventede spændt på, om nogen ville indtage dem i sidste øjeblik. Det var der ikke. Efter aftenmåltidet havde stewardesserne stadig ikke flyttet nogen rundt. Så jeg kunne lægge mig – på fire sæder – og sove godt hele natten. Nogle gange falder gaverne bare ned over én.

Måske kan lange flyture virke mindre afskrækkende efter disse forslag.

 

 

Nepal 2010

Der er nu kun lidt over to uger til min rejse til Nepal. Den begynder at tage form. De første to uger på Benchen Klostret i udkanten af Kathmandu. Alle værelser er udlejet fra den 15. pga. et større kursus på klostret, så jeg tager op i de lave bjerge syd for Kathmandu i nogle dage og derefter har jeg lejet et hotelværelse i Kathmandu de sidste dage. Så kan jeg deltage lidt i kurset, møde én af mine gode veninder, som vil være kommet i mellemtiden, ligesom en kvinde fra mit gamle kollektiv på Christiania. Og når jeg ankommer til Kathmandu vil en anden veninde – også fra det gamle kollektiv – allerede være der. Hun tilbringer som regel februar og marts i Nepal, og det var hende, der oprindeligt introducerede mig til Benchen Klostret.

I aftes kom jeg til at læse i det hæfte, som jeg skrev dagbog i på min første rejse til Nepal. Jeg brugte noterne som grundlag for fællesbreve til familie og venner. Lidt vemodigt at tænke på, at min datter, Sara, levede dengang. At hun kun havde fire måneder tilbage at leve i, vidste jeg heldigvis ikke. På forsiden af hæftet havde jeg klistret fotos af hende, alene og sammen med kæresten – og et foto af hendes storebror (hendes fars søn) og hans kæreste. Både for at ha’ disse fotos med mig – men også fordi jeg, af erfaring fra min Kinarejse, vidste, at det er godt at kunne vise familiefotos, når folk, man møder, er nysgerrige omkring, hvilket liv man lever.

Ved gennemlæsning i går blev jeg overrasket over, at de første dages notater handler meget om, at jeg savner min datter. Jeg skulle være væk en måned, men hun havde allerede boet i København i næsten tre år, så jeg var vant til, at jeg ikke så hende så tit. Vi havde tilbragt et par intense dage i København inden min afrejse. Måske derfor? Eller – havde jeg mon en slags forudanelse om den sorg og det savn, jeg snart ville føle?

Jeg vil dele nogle af noterne fra det hæfte. Tanker om at rejse alene. Uredigeret. Fordi de giver et godt indblik i meget af det, man kan komme i kontakt med som alenerejsende. Fra “Hvorfor gør jeg dog det her” over udmattethed og frustration til dyb tilfredshed, ro og glæde.

Marts 2010

“New Delhi lufthavn. Uret på min mobil siger 01:00, men jeg øver mig i at tænke 5:30 lissom tiden her. Har fundet en hvileplads – endelig – og håber på at sove lidt. International lufthavn. Må være kæmpestor, men sidder her i et lille, lukket transitområde, som jeg ikke kunne gå ind i – men hentes ind. Og må heller ikke bevæge mig ud herfra. Straks, da jeg forsøgte, kom en vagt. Troede på et tidspunkt, at jeg ville blive skubbet ud af lufthavnen, for selv om jeg på vej væk fra flyet og midt i en menneskestrøm mod udgangen flere gange sagde til vagter, at jeg IKKE skulle ud, så blev jeg bare sendt videre og videre. Inden tolden fik jeg så at vide, at jeg skulle blive stående og vente – og “og noget personale ville komme”. Endelig kom en kvindelig ansat – kun til mig. Tog alle mulige oplysninger – og jeg fik selv tjekket, tror jeg da, om min bagage nu helt sikkert blev sendt videre (det skal man selv sørge for, når det ikke er samme flyselskab til og fra Delhi). Og så op igen – og ind i det her område med besked om, at “nogen vil hente mig – og give mig mit pas tilbage” inden boarding til flyet til Nepal. Sidder og ser folk blive hentet. Én efter én. Jamen – ham der, han skulle da med samme fly som mig. Hvorfor bliver han nu hentet. Og ham der – han skulle da med et fly et andet sted hen – senere – ud fra hvad jeg hørte. Har de glemt mig? Jeg spørger og får at vide, at jeg skal blive siddende.”

…..

“Har været i en parallelverden på rejsen indtil nu. Har hverken kunnet læse eller se film på flyet fra Istanbul til Delhi. Har bare været i tiden, der går eller ikke går. Jeg har bare været der og undret mig lidt over, at jeg gør det her – altså rejser. Sku’ jeg ikke ha’ givet Sara pengene? Og jeg savner hende. Sku’ jeg ikke bare besøge hende tit (men gider hun det?)”

“Huske at hver rejse er en rejse i mig selv. Jeg er på rejse for at lære. Selv om jeg ikke ved hvad.”

“Sidder min første aften på hotellet og tænker, at livet måske alligevel ikke er at rejse alene. Tænker på alle de gode oplevelser jeg har haft på rejse med andre. Glæden ved sidste års ferie i Istanbul med Sara og hendes kæreste. Nu skal jeg måske spise de næste mange uger alene. Har lige lavet en kalenderoversigt. Det er jo laaaang tid, jeg skal være her. Og jeg, der var bange for ikke at ha’ tid nok. Savner allerede Sara, mit hjem, hverdagens stille glæder……Men husk nu Kina – hvor godt det blev. Netop fordi du var alene.

Jeg er bare træt nu. Og søvnig. Har været på rejse i 24 timer. Sad i New Delhis lufthavn i næsten 10 timer. Selv om jeg er ekspert i bare at vente og at være, så var det i overkanten af min formåen i venten og væren.”

“Dagen efter. Jeg er landet. Vågner frisk og udhvilet. Dejligt at ha’ sovet en hel nat. Solen skinner. Vandet i bruseren er varmt. Morgenmaden indbydende og velsmagende. Går ned i byen. Kathmandus centrum. Drejer til højre i stedet for mod Thamels turistkvarter. Orienterer mig godt med kortet i Turen går til Nepal. Nemmere at læse uden briller end det i Lonely Planet. Jeg driver med menneskemylderet, ind og ud af og igennem smalle gader og gyder. Lader mig indfange af stemningen, det pulserende liv, farverne. Ender på Durbar Square, hvor jeg afslår alle tilbud fra unge mænd, som tilbyder deres hjælp som guide. Det er svært, men jeg vil selv, jeg vil bare gå, sidde, snuse, drømme. Kathmandu her er jeg. Jeg skulle ha’ været her i -68, men blev altså nogle år forsinket. Jeg finder nemt, meget nemt, hjem til hotellet. Det er ikke svært. Heller ikke svært at spise alene Det er faktisk afslappende. Somme tider sjovt. Og fra tagterrassen en fantastisk udsigt over hele byenNepal 001

Nepal 017

 

 

 

Nepal 004Nepal 014

 

 

 

 

Nepal 013Nepal 041   Nepal 034 Nepal 025 Nepal 057

 

 

 

 


 

 

(fortsættes HER )