Nepal 2010, fortsat…

(Indlæg starter HER )

“Kathmandu er en sansemæssig oplevelse, som jeg ikke har oplevet andre steder. Jeg er fuldkommen fascineret af dens larm, trafik, affald, lugt, farver, mennesker. Jeg er næsten lige kommet, og jeg synes jeg har været her længe. Ind imellem som et dyk ned i fjerne tider. Et glimt af middelalderen. Kunne jeg forestille mig. Byen har overvældet mig. Jeg har ikke lyst til at rejse videre. Komme på trekking? Er trekking lige mig? Gåture, jo. Men trekking? Det var noget, jeg troede, jeg skulle. For det er da det, man tager til Nepal for.”

“Mødtes med Karen fra mit gamle kollektiv. 80’ernes Christiania. Nu sidder vi her – på et hotel i Kathmandu – og spiser frokost og snakker, som om vi så hinanden i går. Men det var sidste år. Eller året før. Bagefter viser hun mig rundt i “sit” Kathmandu, hvor hun er kommet næsten hvert år siden -81. Vi ender på det kloster, hvor hun bor, hvor hun altid bor, når hun er her. På klostrets “Guest House”. Da vi bevæger os ind på gårdspladsen omgivet af klosterbygningerne, mærker jeg en ro og som en hvisken af “velkommen hjem”. Gæstehuset ligger øverst oppe med udsigt over Kathmandu. Altaner. Lille have. Her vil jeg bo. Jeg kan næsten ikke tro, at det er muligt at finde så dejligt et sted.”

“Gåtur hjem i skumringen. Glad og mæt på oplevelser.”

“Glider ind i rytmen her. Nu, hvor trekking er droppet, skal jeg ikke skynde mig videre. Jeg har slået mig ned i mit midlertidige liv på klostret. Næste weekend har jeg bestilt to overnatninger på et hotel oppe i bjergene ved Nagarkot. Der er 2½ uge til det 10 døgns kursus, jeg har meldt mig til på Kopan Klostret. Men lige nu bor jeg på Benchen Klostrets gæstehus. ”

“Som i Tyrkiet er mændene kun ude efter mine penge. De vil være guider eller sælge noget. Tiden med invitationer til andet og mere ligger i fortiden. Det gør det hele lidt nemmere. Eller lidt vemodigt? Måske hjalp det lidt, at der så var en ung kvinde, hvor jeg købte en trøje, som sagde: “Du er smuk.” Selv om hun tilføjede “Old, but very beautiful.” Eller hvad med den her? Var inde for at købe en tangka (buddhistisk maleri) til Sara, og sælgeren spurgte: “Hvor gammel er du?” Og jeg, der kækt svarede med et spørgsmå, som jeg nok ikke skulle ha’ gjort: “Ja, hvor gammel tror du?.” – “Fifty? (det begynder jo godt) – men han fortsætter straks: “Sixty? Seventy? More? I really don’t know.” Det kan lære mig, kan det”

“Drøner gennem byen i sand dødsforagt i helt igennem rustne minibusser. Minibusser er virkelig minibusser. Troede ikke, at hverken trafik eller køretøjer ku’ bli’ værre end i Kina. Men det er de her. Og jeg sidder der, som en stor, svedende europæer, enten klemt ind på forsædet mellem så nepalesere, eller bagi, hvor jeg med store europæiske fødder får trådt alle over tærene, inden jeg får mig klemt ned med den ene balle på30 cm plads. Man sku’ tro, der ikke var plads til flere, men vi kommer op på 15 passagerer i den lille bitte minibus, da de to – tre sidste nærmest ligger bukket hen over alle vi andre. Jeg får åndenød og galopperende hjerte, når at tænke: “Sådan starter et angstanfald vist.” Men når at tænke videre: “Det behøver jeg jo ikke at få.” Og så var det væk igen.”

“Namaste. Jeg hilser guden (det guddommelige) i dig. Smuk måde at hilse på. Og når nepaleserne spørger, hvad man synes om Nepal, spørger de: “How are you feeling about Nepal?”

“Bare være. Lytter til de små munkes undervisning i haven bagved. Lige før var det engelsk. Nu lyder det som matematik. Går somme tider til Mahakala Puja tidlig morgen. Bliver alligevel vækket af instrumenter og de reciterende stemmer. Eller går koraen, pilgrimsruten rundt om Swayambhu-højen sammen med alle de andre, der starter deres dag på denne måde, inden arbejde og andre gøremål. Glider ind i flowet af mennesker, gør som de andre, sætter små og store bedemøller i sving. Undervejs er der boder med salg af smørlamper, farvestrålende blomster til ofringer, unge drenge, der sælger fugle (ved at betale, lukker man dem ud, befrir dem for deres fangenskab). Overalt aber (også hjemme i gæstehuset: “Don’t leave your room windows open” – aberne kan gøre stor skade). Forbi ligbrændingspladsen, hvor ligene venter på at blive brændt, eller gløderne fra aftenens og nattens bål. Jeg har fundet freden i udkanten af en millionby, i stedet for der, hvor jeg troede, jeg skulle hen.”

“Naturen har kaldt. Lidt. To døgn. Fredfyldt sted i de lave bjerge (op til 2000 m, og som bliver kaldt bakker) uden for Nagarkot. Om morgenen, lige når solen står op, skulle man kunne se de højeste bjerge. To morgener i træk stirrede jeg mod Everest. Troede jeg så en tydelig trekant. Selv om der var for diset til at se noget som helst. Gik 10 km ad stier og småveje mod udkanten af Kathmandu. Sammen med en amerikansk kvinde, som bor i Laos, enke efter laotisk mand. Så fik jeg også lavet – en slags – trekking. Ned ad bjerget.”

De sidste 11 døgn i Nepal, tog jeg til Kopan Klostret lige nord for Kathmandu for at deltage i et 10 døgns kursus som introduktion til buddhismen. Fantastisk godt tilrettelagt. Vekslende mellem meditationer, indføring i den buddhistiske filosofi, velstyrede diskussioner. Fra om aftenen efter den sidste undervisningstime indtil næste dag kl. 14, når diskussionstimen startede, var der stilhed. De sidste to døgn i fuldkommen stilhed. Den stilhed. Jeg nød den. Kunne næsten ikke have, når den blev brudt og alle mødtes til te/ kaffe efter diskussionstimen. Stemmerne, der steg og steg i styrke.

Disse kurser på Kopan er virkelig anbefalelsesværdige. På de 10 døgn kurset varede, lærte jeg mere om meditation, livets forgængelighed, altings evige skiften, accepten af døden end jeg nogen sinde før havde gjort. Jeg vil faktisk sige, at de 10 døgn var mere befordrende for mig end års terapi (siger jeg – psykoterapeut). Og en forberedelse til at klare den rejse gennem sorg og savn, som startede tre måneder senere. (Jeg har skrevet en bog om det at miste min datter – og en blog eftersara.dk )

Du kan se fotos fra Kopan Klostret samt noget om, hvordan man tilmelder sig HER

På rejsen hjem til Danmark lagde askeskyen sig over Europa, mens jeg sad i transit i Istanbul Lufthavn. Det betød 6 dages ophold i Istanbul. Ikke det værste sted at sidde fast.

Og snart er jeg igen i Nepal

 

Hvad med den lange rejsetid?

Et spørgsmål fra en læser gør mig opmærksom på, at jeg har glemt at fortælle om, hvad man gør, når man rejser alene, ift. de nogle gange lange rejsetider pga. mellemlandinger.

For specielt som singlerejsende (og måske oven i købet ikke en helt ung pensionist på rejse) vil mange føle sig udfordret af lange rejsetider og lange mellemlandinger.

Man kan vælge at se mellemlandingen som et nødvendigt onde, der skal overstås. Ruste sig med god læsning. Finde tilgængeligt internet og skrive mail o.a. Ose rundt i butikkerne. Kaste sig over udvalget af kager og kaffe. Måske finde et meditationsrum/ bederum, som nogle lufthavne har, en massagestol eller rigtig menneskemassage.

Men man kan også se på det som en rejse i rejsen. Jeg har efterhånden lært at gøre det sidste. Mest. Somme tider ER jeg fed up.

Jeg husker min første rejse til Nepal, hvor jeg havde 6-8 timers ophold om natten i Delhis lufthavn, hvor det kun lykkedes mig at kapre en hvilestol den sidste time. Jeg tror, jeg har beskrevet det andetsteds. Tro mig, det var ikke sjovt.

Men en gammel veninde, som jeg mødte i Nepal, kom mig til hjælp. Hun fortalte, at hun altid betalte det, det kostede at få adgang til en lounge (som business class og 1. klasses passagerer har fri adgang til). Og, se, det prøvede jeg så for første gang på min hjemrejse: En fredelig lounge med bløde lænestole, drikkevarer og ta’ selv bord til rådighed. Det var intet mindre end vidunderligt.

Siden har jeg benyttet mig af tilkøb af lounge med min economy class billet på lange rejser med mange timer i lufthavnen. Specielt i nattetimerne er det skønt at komme væk fra vrimlen. Husker en nat i Doha Lufthavn (med Qatar Airways) som speciel komfortabel. Efter sultent at have spist af buffeten, sendt et par mail, fandt jeg en god liggestol, hvor jeg sov i et par timer.

Det er lidt forskelligt, hvad det koster at få adgang. Jeg har som regel betalt lidt over 200 kr. for op til 6 timer.

En anden ting, man skal være opmærksom på, er, at nogle flyselskaber giver enten en byrundtur eller et hotel, hvis mellemlandingen er over 7 timer, tror jeg det er. Også på de billige billetter. Det er jo som regel med dem, man får de lange mellemlandinger. Det står IKKE på billetten. Man skal henvende sig ved info og spørge om det. Første gang, det gik op for mig, var i Bahrains Lufthavn, hvor mellemlandingen var på 8-9 timer fra sidst på eftermiddagen til over midnat. Ved skranken spurgte jeg, om det var tilladt at tage ind til byen (vidste ikke, om det krævede visum). Den ansatte kiggede på billetten og sagde: “Jamen der er et hotelværelse til rådighed.” Ind til byen med taxa (incl.), lidt rundt i byen, gratis mad på hotellet, og så et par timers hvil på værelset, inden afhentning af taxa. Jeg tror, det var Gulf Air, jeg rejste med.

Hvis flyselskabet ikke giver hotelværelse, så er det billigere at bruge en lounge end at tage ind til et hotel. Og mindre stressende. Men hvis det er om dagen, er de mange timer måske bedre brugt ved at tage en tur ind til byen. Enten, hvis man får turen med sin billet. Eller med almindelig bus. Lufthavne er som regel kun en halv times kørsel fra bycentrum.

Der er flere internetsider, som giver gode råd til mellemlandinger. Bl.a har Momondo denne

Når jeg tænker over mine forskellige rejser, tror jeg faktisk, at de lange mellemlandinger kan hjælpe til at gøre oplevelsen af jetlag mindre. Fordi man tager rejsen i to etaper. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg bilder mig ind. Men jeg har haft voldsomst jetlag, når rejsen fra Kina eller Thailand er foregået i ét stræk derfra og til Paris, København eller Amsterdam.

På selve flyturen er det vigtigt at få valgt et sæde, som passer til dig. Jeg selv HADER at komme til at sidde ved vinduet på en lang rejse, selv om det er skønt med udsigten. Jeg vil heller ikke sidde i midt i den række sæder, der er ned langs midten af flyet. Der er to grunde til dette. Dels skal jeg tit på toilettet, og det er ubehageligt, synes jeg, at be’ en fremmed sovende person om at rejse sig flere gange. Dels har jeg et dårligt blodomløb i venstre ben, så jeg skal sidde på et sæde, hvor jeg kan strække venstre ben ud, lave bøj- og stræk øvelser med fod og ben.

Hvis jeg enkelte gange har været uopmærksom på sædet og har fået en vinduesplads eller én i midten, så har det aldrig været et problem at få den byttet, når jeg har fortalt hvorfor. De vil vel helst ikke ha’, at nogen får blodpropper i benet undervejs. (Husk for øvrigt, at jo ældre, du bliver, jo mere vigtigt er det at bruge flystrømper eller støttestrømper på flyturen).

Nogle gange kan man være utrolig heldig på en flytur. Det er sket for mig to gange. Første gang på en natflyvning mellem Qatar og Katmandu, hvor én af stewardesserne kom hen og undskyldende spurgte, om jeg ville have noget imod at rykke op på 1. klasse – fordi der var et par, som ellers ikke kunne komme til at sidde ved siden af hinanden. Altså. Hvor heldig kan man være. En første klasses lænestol på hele rejsen. Og den kunne slås ned, så det næsten føltes som en seng. Og så vågne op til sol og Himalaya bjergene, der strakte sig op over skyerne. Her gjorde det ikke noget, at det var ved vinduet, for der var rigeligt med plads til at komme ud uden at vække naboen.

Anden gang var på en rejse fra København til Bangkok. Jeg havde som sædvanligt valgt en plads med venstre ben ud til mellemgangen. Til højre for mig, var der tre sæder ledige. Jeg ventede spændt på, om nogen ville indtage dem i sidste øjeblik. Det var der ikke. Efter aftenmåltidet havde stewardesserne stadig ikke flyttet nogen rundt. Så jeg kunne lægge mig – på fire sæder – og sove godt hele natten. Nogle gange falder gaverne bare ned over én.

Måske kan lange flyture virke mindre afskrækkende efter disse forslag.

 

 

Nepal 2010

Der er nu kun lidt over to uger til min rejse til Nepal. Den begynder at tage form. De første to uger på Benchen Klostret i udkanten af Kathmandu. Alle værelser er udlejet fra den 15. pga. et større kursus på klostret, så jeg tager op i de lave bjerge syd for Kathmandu i nogle dage og derefter har jeg lejet et hotelværelse i Kathmandu de sidste dage. Så kan jeg deltage lidt i kurset, møde én af mine gode veninder, som vil være kommet i mellemtiden, ligesom en kvinde fra mit gamle kollektiv på Christiania. Og når jeg ankommer til Kathmandu vil en anden veninde – også fra det gamle kollektiv – allerede være der. Hun tilbringer som regel februar og marts i Nepal, og det var hende, der oprindeligt introducerede mig til Benchen Klostret.

I aftes kom jeg til at læse i det hæfte, som jeg skrev dagbog i på min første rejse til Nepal. Jeg brugte noterne som grundlag for fællesbreve til familie og venner. Lidt vemodigt at tænke på, at min datter, Sara, levede dengang. At hun kun havde fire måneder tilbage at leve i, vidste jeg heldigvis ikke. På forsiden af hæftet havde jeg klistret fotos af hende, alene og sammen med kæresten – og et foto af hendes storebror (hendes fars søn) og hans kæreste. Både for at ha’ disse fotos med mig – men også fordi jeg, af erfaring fra min Kinarejse, vidste, at det er godt at kunne vise familiefotos, når folk, man møder, er nysgerrige omkring, hvilket liv man lever.

Ved gennemlæsning i går blev jeg overrasket over, at de første dages notater handler meget om, at jeg savner min datter. Jeg skulle være væk en måned, men hun havde allerede boet i København i næsten tre år, så jeg var vant til, at jeg ikke så hende så tit. Vi havde tilbragt et par intense dage i København inden min afrejse. Måske derfor? Eller – havde jeg mon en slags forudanelse om den sorg og det savn, jeg snart ville føle?

Jeg vil dele nogle af noterne fra det hæfte. Tanker om at rejse alene. Uredigeret. Fordi de giver et godt indblik i meget af det, man kan komme i kontakt med som alenerejsende. Fra “Hvorfor gør jeg dog det her” over udmattethed og frustration til dyb tilfredshed, ro og glæde.

Marts 2010

“New Delhi lufthavn. Uret på min mobil siger 01:00, men jeg øver mig i at tænke 5:30 lissom tiden her. Har fundet en hvileplads – endelig – og håber på at sove lidt. International lufthavn. Må være kæmpestor, men sidder her i et lille, lukket transitområde, som jeg ikke kunne gå ind i – men hentes ind. Og må heller ikke bevæge mig ud herfra. Straks, da jeg forsøgte, kom en vagt. Troede på et tidspunkt, at jeg ville blive skubbet ud af lufthavnen, for selv om jeg på vej væk fra flyet og midt i en menneskestrøm mod udgangen flere gange sagde til vagter, at jeg IKKE skulle ud, så blev jeg bare sendt videre og videre. Inden tolden fik jeg så at vide, at jeg skulle blive stående og vente – og “og noget personale ville komme”. Endelig kom en kvindelig ansat – kun til mig. Tog alle mulige oplysninger – og jeg fik selv tjekket, tror jeg da, om min bagage nu helt sikkert blev sendt videre (det skal man selv sørge for, når det ikke er samme flyselskab til og fra Delhi). Og så op igen – og ind i det her område med besked om, at “nogen vil hente mig – og give mig mit pas tilbage” inden boarding til flyet til Nepal. Sidder og ser folk blive hentet. Én efter én. Jamen – ham der, han skulle da med samme fly som mig. Hvorfor bliver han nu hentet. Og ham der – han skulle da med et fly et andet sted hen – senere – ud fra hvad jeg hørte. Har de glemt mig? Jeg spørger og får at vide, at jeg skal blive siddende.”

…..

“Har været i en parallelverden på rejsen indtil nu. Har hverken kunnet læse eller se film på flyet fra Istanbul til Delhi. Har bare været i tiden, der går eller ikke går. Jeg har bare været der og undret mig lidt over, at jeg gør det her – altså rejser. Sku’ jeg ikke ha’ givet Sara pengene? Og jeg savner hende. Sku’ jeg ikke bare besøge hende tit (men gider hun det?)”

“Huske at hver rejse er en rejse i mig selv. Jeg er på rejse for at lære. Selv om jeg ikke ved hvad.”

“Sidder min første aften på hotellet og tænker, at livet måske alligevel ikke er at rejse alene. Tænker på alle de gode oplevelser jeg har haft på rejse med andre. Glæden ved sidste års ferie i Istanbul med Sara og hendes kæreste. Nu skal jeg måske spise de næste mange uger alene. Har lige lavet en kalenderoversigt. Det er jo laaaang tid, jeg skal være her. Og jeg, der var bange for ikke at ha’ tid nok. Savner allerede Sara, mit hjem, hverdagens stille glæder……Men husk nu Kina – hvor godt det blev. Netop fordi du var alene.

Jeg er bare træt nu. Og søvnig. Har været på rejse i 24 timer. Sad i New Delhis lufthavn i næsten 10 timer. Selv om jeg er ekspert i bare at vente og at være, så var det i overkanten af min formåen i venten og væren.”

“Dagen efter. Jeg er landet. Vågner frisk og udhvilet. Dejligt at ha’ sovet en hel nat. Solen skinner. Vandet i bruseren er varmt. Morgenmaden indbydende og velsmagende. Går ned i byen. Kathmandus centrum. Drejer til højre i stedet for mod Thamels turistkvarter. Orienterer mig godt med kortet i Turen går til Nepal. Nemmere at læse uden briller end det i Lonely Planet. Jeg driver med menneskemylderet, ind og ud af og igennem smalle gader og gyder. Lader mig indfange af stemningen, det pulserende liv, farverne. Ender på Durbar Square, hvor jeg afslår alle tilbud fra unge mænd, som tilbyder deres hjælp som guide. Det er svært, men jeg vil selv, jeg vil bare gå, sidde, snuse, drømme. Kathmandu her er jeg. Jeg skulle ha’ været her i -68, men blev altså nogle år forsinket. Jeg finder nemt, meget nemt, hjem til hotellet. Det er ikke svært. Heller ikke svært at spise alene Det er faktisk afslappende. Somme tider sjovt. Og fra tagterrassen en fantastisk udsigt over hele byenNepal 001

Nepal 017

 

 

 

Nepal 004Nepal 014

 

 

 

 

Nepal 013Nepal 041   Nepal 034 Nepal 025 Nepal 057

 

 

 

 


 

 

(fortsættes HER )

Planlægning når du rejser alene

Jeg har tidligere – og lidt spredt – fortalt om, hvordan man planlægger og forbereder sin rejse alene. Også som pensionist.

Her vil jeg kort gennemgå de vigtigste ting, du kan gøre for at få en god singlerejse, hvis det er første gang, du vil prøve den rejseform.

Overvej grundigt, hvilket land, du gerne vil besøge – eller hvad du gerne vil lave på din rejse.

Når du har valgt landet, vil det aller nemmeste måske være at vælge en charterrejse. Jeg foreslår ikke en charterdestination for, at du skal opholde dig der alene. Jeg kunne forestille mig, at det ville blive en oplevelse, hvor man nemt ville kunne føle sig ensom blandt par og familier. Men jeg foreslår charterrejsen som en nem og måske billig mulighed for at komme til et ønsket rejsemål, have et sted at “lande” og vende tilbage til, men ellers bruge det som udgangspunkt for at rejse rundt alene. Jeg har brugt den måde at rejse på, når jeg var på familieferie. På en 2 ugers ferie brugte vi charterhotellet meget lidt. Vi havde i forvejen bestemt, hvilke steder vi ville besøge og rejste så rundt med lokale busser og bookede os ind på små hoteller eller b&b undervejs.

Dette vil være nemt at gøre alene. Du skal bare bestille charterrejsen, ikke bekymre dig om selv at booke fly og derefter hotel. Du skal bare finde ud af, hvilke steder du gerne vil besøge, når du er ankommet til byen/ hotellet. I mange lande sydpå er der en god infrastruktur med busruter til alt det, du kunne ønske dig at se. Du kan forberede det hjemmefra ved at søge på nettet. Og når du nu har dit hotelværelse, har du altid et sted at vende tilbage til. Trygt at vide, hvis det er første gang på egen hånd. Desuden er der efterhånden flere charterrejser udbydere, som begynder at reklamere med singlerejser og “intet tillæg for eneværelse”. Dette sidste er virkelig betydningsfuldt, for hvem gider, som alenerejsende dele værelse i en uge eller to med en ukendt person?

Lonely Planets hjemmeside er et super godt og overskueligt sted at bruge. Hvis du f.eks. har fundet en charterrejse til Tyrkiet, lander i f.eks. Antalya, fordi du tænker, okay, det kunne være godt med et par dages badeferie, og så vil jeg videre til Göreme i Kappadokien. Nu googler du Lonely Planet Göreme og kommer ind på en side, der fortæller om byen. Nedenunder det flotte farvebillede kan du klikke ind på hotels, restaurants, activities, in detail etc. Det er lige nu in detail, der interesserer mig, for her findes bl.a. practical information og et afsnit, der hedder getting around. Under dette finder du flights and getting there. Og straks ser du, hvilke destinationer man kan komme til og fra fra Göremes Otogar (Busterminal). Busrejser er langt billigere end fly – og en god måde at få set landet på. Der er regelmæssige stop til toiletbesøg og køb af mad.

På listen kan du se, at turen til Antalya tager ca. 9 timer, at der er mange afgange hver dag – hvilket betyder, at der er lige så mange afgange fra Antalya. Så når du er ankommet med din charterrejse til Antalya, kan du spørge efter busstationen, gå hen og købe en billet til Göreme. Voilà.

Jeg har overalt på rejser benyttet mig af Lonely Planets hotelforslag. Der er i alle priskategorier. Jeg vælger som regel blandt de billigste og er aldrig blevet skuffet. Nogle gange går jeg ind på hotellets hjemmeside og bestiller i forvejen, andre gange leder jeg bare efter hotellet, når jeg kommer frem.

Det her var altså en lille smagsprøve på en rejse,  der vil være fhv. nem at planlægge.

For en uges tid siden er jeg blevet bekendt med en facebookside, som hedder Single Rejser. Her er der f.eks. mange, der søger en rejsepartner, og der er flere, som planlægger og foreslår singlerejser i små grupper. Hvor du rejser alene, men rejse og ophold er arrangeret. Det er https://www.facebook.com/groups/singlerejser/

På ovenstående facebookside fandt jeg bl.a. link til denne side, som organiserer rejser for singler  http://www.rikkesrejser.dk/

Men prøv selv at gå ind og kigge på facebooksiden Single Rejser. Man skal tilmelde sig for at kunne læse med.

I det næste indlæg vil jeg igen lave et overblik over, hvordan du kan planlægge egen rejse “helt fra bunden”.

Kina, den tibetanske provins Gansu

Nej, jeg er der ikke nu. Min Kina rejse var længe før denne blog, faktisk i 2006. Men som jeg har omtalt tidligere, var det min første “rigtige” rejse alene ud i verden som fuldvoksen, for ikke at sige gammel. Og da jeg ikke har været på en længere rejse i mere end et år (undtagen til Frankrig, som jeg ikke rigtigt tæller med pga. mit tætte forhold til landet) vil jeg fortælle lidt mere om rejsen til Kina.

Jeg oprettede faktisk en blog allerede dengang – men den eksisterede kun under den rejse, og mest for at fortælle venner og familie, hvad jeg lavede.

Som nævnt tidligere, var det min datters halve års ophold i Kina, der fik mig lokket derover. Selvfølgelig ville jeg besøge hende. Jeg organiserede det, så jeg kunne tage af sted i knap fire uger i maj måned, og da det var bedst for hende, at mødes med mig sidst på måneden, startede jeg min rejse med at tage til de vestlige tibetanske provinser alene. Jeg har beskrevet andetsteds, hvordan det var at ankomme og dagen efter stå på banegården uden at forstå de kinesiske skrifttegn på den store ankomst- og afrejsetavle. Her vil jeg lave et nedslag i min gamle blog, som vist hed sådan noget som “BEIJING OG VESTKINA UDEN SIKKERHEDSNET: kan man rejse alene som 58-årig?”

“Den 3-hjulede motorcykeltaxa kører mig gennem byen. Jeg kan ikke se ret meget. Sneen pisker mig i ansigtet, og jeg forsøger at holde på min bagage med iskolde fingre. På ladet sidder et ungt engelsk par sammen med mig. Vi er lige steget af bussen, som har kørt os fra storbyen Lanzhou i den kinesisk/tibetanske provins, Gansu, til Xiahe, som ligger i 3000 m højde på kanten af det tibetanske plateau. Det er læsning om autonome tibetanske områder i disse vestlige provinser, der har lokket mig her til, i stedet for til det officielle Tibet. Her er mindre militær og politi, nemmere at komme i kontakt med den tibetanske befolkning.

Under turen med minibussen hertil, skiftede ikke bare naturen karakter, fra lavland til højland, selve området blev synligt mere og mere tibetansk med stupaer og bedemøller spredt i bakkerne, mennesker klædt i farverige tibetanske dragter.

Negative0-21-22(1)

Negative0-15-15(1)

Negative0-04-02(1)

Negative0-02-00(1)

 

 

 

 

Få minutter efter ankomsten til Xiahe er jeg altså om bord på dette køretøj, på vej mod Tara’s Guest House, anbefalet af Lonely Planet, der allerede er blevet den rejseven, jeg kan have tillid til.

Jeg er snart 59. En operation og en skilsmisse for et par år siden fik mig til at tage nogle vigtige beslutninger om mit liv. Én af dem er at rejse.

Min 19-årige datter arbejder i en by nær Beijing i ½ år. Vi har aftalt at mødes sidst i maj, og inden da vil jeg bruge tiden til at se en flig af Tibet ved at besøge de tibetanske områder i provinserne Gansu og Quinghai.

Jeg har glædet mig, men også været lidt beklemt ved folks reaktioner: Hvordan tør du osv. Jeg sagde ikke til mange, at min egen indre uro kun gik på, at i Gansu provinsen, skal turister tegne ekstra forsikringer oveni billetten til busrejser. Fordi det er bjergrigt, dårlige veje, dårlige busser. At fortælle en veninde, hvor alle mine papirer lå – hvis jeg nu skulle falde med bussen ned i en slugt og blive glemt der – beroligede mig allerede lidt. Og i Air France’s fly mellem Paris og Beijing forsvandt uroen. Franskmænd har en anderledes tilgang til rejser. Når de omkringsiddende hørte, at jeg skulle rejse alene rundt, var deres kommentarer: Quelle aventure! (sikken et eventyr!)

Nu har jeg været i Kina i nogle dage.

Først Beijing. Og noget af et projekt at komme fra lufthavnen til vandrehjemmet, som min datter havde foreslået mig. Blev nærmest tilbageholdt af taxachauffører, der underbød hinanden med priser fra 250 yan til 200 yan. Men jeg havde gjort mit hjemmearbejde og læst alle steder, at prisen var 80, max 100 – men prøv at fortælle dem det. Så det blev bus. Da jeg steg ud ved Central Station, havnede jeg i en ny tumultagtig oplevelse. Nu var det mænd med cykeltaxier, som ville have mig med. Men også her var hjemmearbejdet i orden. Jeg vidste, at vandrehjemmet lå “lige om hjørnet”, men en særlig vedholdende chauffør fik mig sendt i den forkerte retning. Mindst to km sagde han. Så ku’ jeg lære, at jeg havde brug for kørsel. Jeg tjekkede kort en ekstra gang – og gik så i den rigtige retning. Fik et dobbeltværelse – uden vinduer. Men jeg skulle jo bare sove der. Til trods for jetlag ud og kigge på byen. MÅTTE se Den forbudte By, i hvert fald udefra. Og den Himmelske Freds Plads. Og alt muligt på vejen. “Jeg er i Kina,” tænkte jeg hele tiden. Mens jeg aldrig følte mig langt væk hjemmefra. Kun tryg. Masser af hjælpsomhed. Fantastisk fodmassage. Og så videre med tog.

Fra Beijing en 24 timers togrejse til Lanzhou i hard sleeper kupé, der giver nær kontakt med de kinesiske rejsende. En togrejse i Kina er en oplevelse. Selv de billigste sovepladser i “hardsleeper” klassen, byder på en rimelig komfort. Køjer, som i vores gamle 2. klasses liggevogne, broderede gardiner for vinduerne, broderede duge på bordene, kæmpe termokande, som altid kunne fyldes med kogende vand til te eller kaffe. fra den store kedel ude i mellemgangen mellem to vogne. Madsælgere, som kører deres små vogne med papkasser fyldt med mad gennem toget ved stationerne. Rimelige toilet- og vaskeforhold. De andre rejsende, der gavmildt tilbyder af deres medbragte mad.

De enkelte 6-personers kupéer er uden døre eller forhæng. Så det rygtes hurtigt, at der er en udlænding – en hvid, som de siger – med toget. Og det giver virkelig nærkontakt på en lang rejse. På min rejse var jeg helt sikkert den eneste udlænding, så fra morgenstunden på andendagen flokkedes kineserne omkring kupéen. Når nogle gik, kom andre til. En ung mand i min kupé, som talte godt engelsk, oversatte spørgsmål og svar, så her fik jeg allerede en god forsmag på kinesernes ikke tilbageholdte nysgerrighed omkring alder, indtægt, familieforhold.

Et døgns ophold i Lanzhou, en kinesisk by med et par millioner indbyggere ( en LILLE by belærte et ungt par mig om), beliggende ved Den Gule Flod, som her flyder 1600 moh . Det var her, jeg virkelig begyndte at sætte pris på Lonely Planet som rejseven. I løbet af få minutter havde den vist mig vej til det nærmeste hotel, og derefter direkte til området med gadekøkkener, næste dag til White Pagoda Temple, beliggende på en bakke i den nordlige del af byen, med flot udsigt – og tibetansk buddhistiske helligdomme. Jo, Lonely Planet kan. Også det med at skrive bynavne på kinesisk. Så da jeg skulle købe busbillet til Xiahe, var det bare at pege på navnet i guiden.

Og nu er jeg altså her, i Xiahe, min rejses første mål. Med en kuffert fuld af sommertøj. Jamen, hvad har jeg tænkt på. Godt nok er det maj, men byen ligger i næsten 3000 m højde. Og hvad med bjergvandringerne? Et af mine første projekter må være at gå ud og købe varmt tøj.”

Jeg fik købt det varme tøj. En uldjakke med tykt foer, et uldsjal, lange underbukser. Blev flere dage i Xiahe, hvor jeg opholdt mig en del i og omkring det store Labrang Kloster. Dvs. jeg gik hen og satte mig på den store plads mellem klosterbygningerne for at meditere i solen om formiddagen, snakke lidt med nogle af munkene, blive inviteret på smørte og lidt mad af pilgrimme, gå pilgrimsruten rundt om klosterarealet sammen med dem. En dag blev jeg også inviteret hjem af en gammel kvinde, da hun var færdig med sine bønner og glidefald. Gang på gang oplevelser, der gik lige i hjertet. En glæde ved, at vi befolker den samme verden på tværs af kulturer og levemåder. At vi gerne vil hinanden.

Negative0-11-09(1)

På hotellet mødte jeg en englænder på min egen alder, som havde rejst rundt i Asien i et år, og en ung koreansk kvinde, som lige havde afsluttet 6 måneders arbejde i Kina. Vi tre tog på ture sammen – bl.a. lidt bjergvandring, som var overraskende svær i den tynde luft. Jeg fik lidt begyndende højdesyge, men fik noget medicin, som den koreanske kvindes mor havde givet hende med.

Negative0-35-35A(1) Negative0-36-36A(1)

På en gå-tur blev vi inviteret ind til en tibetansk familie i et af de spredt beliggende huse. Vi forstod ikke hinanden, men kunne dele smil og mad og kropssprog.

Negative0-26-27(1)

En morgen, mens jeg drak kaffe, mødte jeg et dansk rejseselskab, som rejste rundt i området i 14 dage til en pris, der var langt over min formåen og med et dagsprogram, som gjorde mig træt bare ved at lytte til det. Lige der blev jeg rigtig glad for at planlægge det hele selv.

Da jeg tog bussen videre til Tongren fulgtes jeg med englænderen, og på ét af Tongrens klostre, mødte vi en munk, som var thangka-maler (thangkaer er buddhistiske billeder malet på stof)  og ansvarlig for alle thangka værkstederne i byen. Derfor besluttede jeg mig at blive der en dag ekstra, så jeg kunne tage med munken rundt og se de forskellige værksteder.

Negative0-32-30(1)

Negative0-36-34(1) Negative0-16-14(1)

Videre til  Xining i en anden tibetansk provins, Qinghai. Der mødte jeg igen englænderen, meldte mig til en dagsudflugt med kinesiske turister for at opleve en sø og lidt af snelandskabet, og fra Xining tog jeg toget, først tilbage til Lanzhou og derfra hele vejen til Beijing. Tilfreds og bekræftet i, at det stadig, ligesom i ungdommen, var nemt at komme i kontakt med mennesker på rejsen, både lokale og andre rejsende.

I Beijing ventede min datter mig på et vandrerhjem . Så vidunderligt at se hende igen. Hun var rejst midt i februar, og nu var det sidst i maj. Efter et par dages sightseeing i Beijing – og selvfølgelig ud til Den store Mur tog vi til Tianjin, hvor hun boede og arbejdede, og jeg fik rig mulighed de næste dage for at få et indblik i det liv, hun levede der.

Negative0-05-03(1)Negative0-34-32A(1)Negative0-03-01(1)

En vellykket første rejse ud i en del af verden, jeg ikke kendte.

 

En rejse ind i vinteren

Jeg vil skrive om en anden slags rejse. En skriverejse. Jeg har skrevet mig gennem vinteren. Ind i vinteren. Omfavnet vinteren. Ladet den omfavne mig med mørke, kulde, langsomhed, ro. En rejse indad. Altså en hel anden slags vinterrejse, end når jeg søger sol og varme.

Siden sidste sommer har jeg deltaget i skrivekurser på nettet. Skrivecirkler, som varer 4 måneder, opkaldt efter årstiderne. Jeg har deltaget i Sommercirklen, Vintercirklen – og er nu i gang med Forårscirklen. Underviseren opretter en lukket facebookgruppe for deltagerne. Den første dag i hver måned får vi tilsendt månedens skriveopgaver og andre oplæg om det at skrive. Vi deler vore tekster i den lukkede facebookgruppe.

Sådan som jeg oplever det, handler det om at skrive fra sjælen, uden kontrol, lade ordene flyde, lade fortællingen fortælle sig selv – ud fra det emne, der nu er givet. Hver årstidscirkel handler dog især om at indfange årstiden, være i den, følge dens rytme, opleve det unikke, som netop denne tid på året er.

I disse cirkler har jeg genopdaget glæden ved at skrive løs. Skrivning har tidligere og altid været en metode for mig til at forstå mit liv. Efter min datters død brugte jeg i den grad skrivningen til at forstå og leve med alle detaljerne i sorgprocessen. Det kom der så en bog ud af. Men siden har jeg været lidt tømt for ord. Bloggen her har virket godt for mig, når jeg har været på rejse. Netop fordi jeg tit rejser alene, så har jeg kunnet fastholde indtryk, reflektere over rejsen på denne måde. Men skrivecirklerne har åbnet for min skriveenergi på en ny måde. Jeg har endda oplevet, at jeg kan skrive fiktion, oplevet hvor sjovt og kreativt det er.

Og især Vintercirklen har været befordrende for mig. En rejse ind i vinteren, hvor jeg i stedet for at være i modstand mod kulde og mørke, flygte fra vinteren, så har jeg ladet mig omfavne af den i en sådan grad, at jeg ikke har villet eller kunnet rejse fra den. Jeg kom på en anden slags rejse – uden at rejse. En skriverejse og en spirituel rejse.

For  – på et andet plan – erkendte og accepterede jeg mere og mere, at jeg er på vej mod mit livs vinter. Jeg ved, at jeg ikke er udødelig. Jeg ved, at jeg snart bliver 70. Jeg ved, at fremtiden skrumper ind. Og gennem mine vinterskriverier, så jeg hvordan alderen tit sneg sig ind i fortællingerne med råb om accept af, at sådan er det. Jeg begyndte at erkende og acceptere ordet gammel og ikke de forblommede vendinger som “moden” eller “ældre”, som  er eufemismer, der vil ha’ os til at benægte alderen, ikke tale om at være gammel. Vi er børn i kort tid og unge meget, meget længe, før vi bliver voksne, og mærkværdigvis nogle gange yngre (tænk over sætningen: “Hun er en yngre kvinde”)  modne og ældre. Ældre end hvem?

Derfor dedikerer jeg indlægget om denne rejse gennem vinteren til alderen og det at blive gammel:

November omslutter mig.

Jeg står på tærsklen til vinteren. Lidt forstemt. Sommeren ligger allerede bag mig, og jeg har plukket de sidste brombær i haven. Hvordan kunne det gå så hurtigt? Flygtigheden, som jeg ellers accepterer, overvælder mig.

Jeg har kæmpet lidt med November. Jeg vil gøre, som jeg plejer. Drikke min første kop kaffe udenfor, tidligt om morgenen. Se lyset komme. Men November har vundet de sidste dage og holdt mig inde med kaffen.

Jamen jeg vil gøre alt, som jeg plejer, selv om energien er lav. Ligesom solens. Se, hvordan den allerede har svært ved at hive sig op over trætoppene. Dagen kommer sent nu.

Mens jeg står her med November, kan jeg alligevel mærke en stille glæde i hjertet ved øjeblikkets skønhed. Solen, der er på vej gennem disen. Træerne, der spejler sig i vandet. Åen, som jeg får lyst til at følge. Ind i vinteren. Min vinter.

Jeg mærker efterårets kulde, mørke, lave energi. Alt det, jeg mangler at nå inden vinteren. Hvorfor tænker jeg sådan? Ved jeg ikke, at der også er solskinsdage om vinteren? Sneen, der lyser op.

November puster med sin kølige luft lidt energi i mig. ”Fremad,” hvisker hun. ”Du kan ikke blive stående her og begræde, det, der er forbi.” Og jeg kigger ind i November. Overvejer, om jeg kan have tillid til hende, om jeg tør overgive mig til hende med mine dage, hvor energien er lav, behovet for hvile stort. Tro på, at det, jeg ikke har nået, stadigvæk kan gøres.

”Der er også liv om vinteren,” hvisker hun. ”Det ved du vel godt? Lad være med at tænke på måder, der dræner dig. Du kan heller ikke forudse, hvordan vinteren bliver. Bare følg mig. Kom og se.”

Jeg begynder at gå med November. Langs åen. På min spirituelle rejse mod vinteren.

004

“BROEN TIL VINTER

Der står hun ved broen. Hun ved, at ovre på den anden side ligger vinteren. Hun tøver med at gå over, for hun synes, at hendes vej gennem efteråret nærmest lige er begyndt. Før det var der sensommeren og høsten, en tid, hvor livet foldede sig ud med farver, varme og pragt, som hun vist ikke havde oplevet om sommeren.

Var sommeren der overhovedet? Havde der ikke bare været et uendeligt langt forår? Hun hoppede nærmest fra våren direkte ind i høsten, hvor livets gaver begyndte at falde ned til hende, nærmest uden at hun havde forventet dem eller bedt om dem – og derfor måske heller ikke altid parat til at tage imod dem.

Hun var så optaget af livet i høsten, at hun helt glemte, at efteråret ventede. Men da hun pludselig blev kastet ind i efterårets mørke, vidste hun, at vandringen mod vinter kunne blive ubærlig. Alligevel lykkedes det hende, i samklang med evighedens kald og med gode kræfters hjælp, at lægge mere mærke til efterårets solskinsdage end til alle de grå og triste.

Og nu står hun altså ved broen. Allerede. Der, hvor vinteren begynder på den anden side. Den er vel ikke så slem, vinteren, hvis hun tør overgive sig til dens ro, dens stilhed, dens pludselige flimmer af lys og farver, som ikke behøver at vare så længe, fordi det er okay at trække sig indenfor igen.

Hun kan også blive lidt i efteråret. For er det ikke her hun stadig kan bruge sin viden, sin erfaring, her hun stadigvæk kan påtage sig opgaver udover de sociale og venskabelige? Selv om hun begynder at opdage, at hun nærmest bliver lettet, hvis én af disse opgaver alligevel ikke bliver til noget.

Men hun har brug for efterårets sysler endnu. Når hun senere kan overgive sig til visheden om, at intet er spildt, at noget nyt vil spire, at når alt er slut, vil livet alligevel fortsætte i nye forår, i andre former, når det sker, så vil hun uden tøven gå over broen.

Om vinteren bliver lang eller kort, kan hun ikke vide. Kun at den bliver lige præcis så lang, at hun får gjort det, hun SKAL gøre. Mens det er vinter.”

Og sådan fortsatte vinteren med rejser i erkendelser, rejser tilbage og frem i livet, rejser i min slægtshistorie, rejser, hvor virkelighed og fiktion levede side om side. Rejser, som startede med en opgave, men hvor opgavens udførelse aldrig var givet på forhånd, for brændstoffet var ordene, der formede sig til sætninger og fortællinger, mens jeg skrev. Uden projekter, uden kontrol. En meditativ skriverejse.

Men den mest uventede gave har virkelig været at gå helt ind i mørket, kulden, trætheden, langsomheden. Som vinteren gik, undrede jeg mig over, at jeg endnu ikke var blevet overmandet af forårslængsel. At jeg faktisk nød den form for vinterhi, jeg kunne glide ind i , somme tider flere dage ad gangen. Inaktiv, langsom, kun energi til læsning, skrivning gåture. Tidligere var det varmen om sommeren, der nærmest gav mig et alibi, gav mig lov til nogle dage at være helt inaktiv. Bare sidde og glo eller læse under et træ, mens solen varmede

Jeg længtes heller ikke efter lyset på samme måde som ellers. Længtes slet ikke efter at komme væk, ud til solen, til varmen. Jeg ville opleve hele vinteren. Fra start til slut. Huskede også, hvor hårdt det kunne være de to gange, jeg kom hjem fra Thailand sidst i februar eller midt i marts, hvor hårdt det faktisk var at starte på vinteren igen.

Nu hvor vinteren er ved at være forbi, synes jeg, at den er gået for hurtigt. Og det ville jeg aldrig ha’ troet, at jeg kunne sige.  Om sommeren, ja, men aldrig om vinteren. Da solen begyndte at stå tidligere op, syntes jeg, at lyset kom næsten anmassende. Jeg lærte virkelig at acceptere vinteren.

Måske til fortsættelse…

 

 

 

Hverdag på øen – og at spise alene

Jeg er, som sagt, mildere stemt over for den lille by her på Lonely Beach. Så slem er den heller ikke:

010

011

012

Caféen er min yndlingscafé, indehaverne er søde, god udsigt til livet omkring.

Men her festes – meget:

018

020

Man kan have sine egne beholdere med og købe den ønskede kvantitet alkohol.

Men det er jo om aftenen og natten, der festes. Om dagen er her roligt. Jeg begynder også at sætte pris på stranden. Den bedste plet, helt nede ved vandkanten, med medbragt frokost-frugt og under en skøn trækrone:

025

027

028

Jeg skrev forleden, at jeg ville fortælle noget om at spise alene blandt andre. Hvordan er det at være omgivet af familier og par – og sidde alene? Det er jo noget af det, man må være opmærksom på, når man rejser alene: At måltiderne ofte foregår alene. Og du skal ha’ noget at spise hver dag.

Jeg fik tidligt øvet mig i at spise alene, når jeg var nødt til det: På de tidligere omtalte utallige rejser mellem Frankrig og Danmark kunne jeg finde glæde ved at spise alene under nogle timers ophold i Paris. Og da jeg boede i København, hvor jeg i en periode havde et arbejde, der indebar, at jeg ofte var flere dage rundt i landet for at føre tilsyn med plejefamilier. Jeg spiste så alene på restaurant, havde aldrig svært ved det, kunne nyde at sidde og glo – ud i luften, eller på de andre. Men alligevel kunne jeg aldrig drømme om at gå ud at spise alene derhjemme. At gå ud at spise der indebærer et samvær med andre. Det er ikke bare for at spise, men for at dele oplevelsen, tale sammen, have god tid. Jeg går tit på café alene, drikker kaffe, spiser kage, hvis jeg under en bytur pludselig trænger til det. Men altså aldrig på restaurant.

Alene på rejse foregår de daglige måltider på restauranter og caféer, med mindre man bor på et sted med køkken. Da du jo skal spise hver dag, er der ingen vej uden om. Så det er ihvertfald én af de ting, du skal være opmærksom på, hvis du overvejer at rejse alene.

På rejse har jeg intet imod at sætte mig ved et bord og vente på maden, spise den, mens de fleste omkring mig sidder sammen med andre og spiser. Jeg forestiller mig, at hvis jeg gjorde det derhjemme, ville det signalere ensomhed. På rejse er jeg ikke ensom, jeg er bare alene.

Jeg kan få megen tid til at gå med bare at kigge, forestille mig de andres liv. Tidligere havde jeg tit en bog med – hvis serveringen blev for langsommelig. Der er grænser for, hvor lang tid, jeg vil tillade mig at kigge på andre. Nu har jeg som regel min bærbare med, for ventetiden inden maden giver mulighed for at tjekke mail, læse nyheder, da der næsten altid er wifi på restauranter og caféer.

Tit er det at spise alene en mulighed for at komme i kontakt med andre. I Kina, f.eks., var der altid mange, der næsten stod i kø for at komme i snak. Eller man falder i snak med andre rejsende, der sidder der alene. Ofte bor jeg på steder, der lægger op til samvær, fordi der er fhv. få borde, så man kommer simpelthen til at sidde sammen.

Dette er faktisk min første rejse, hvor jeg har haft meget lidt kontakt med andre, mens jeg spiser. På retreatcentret var der jo ligefrem lagt op til, at man spiste hos sig selv.

Det første sted, jeg boede på Koh Chang, var der rigtig mange familier med børn, så det giver sig selv, at de spiser sammen og ikke ligefrem længes efter at snakke med fremmede. Og her, hvor jeg bor nu, er der enkelte familier og ellers masser af par, unge, som starter festen allerede sidst på eftermiddagen og er i gang med n’te drink inden aftensmaden.

Hvordan klarer jeg så det? Som sædvanlig. Glor, skriver, læser. Jeg har ikke lyst til at være en del af det samvær, der er lige her. Så jeg tilbringer mere tid alene, end jeg er vant til på rejser. Det giver mig ikke nogen speciel følelse. Det er bare sådan, det er.

Jeg har heldigvis en dagligdag derhjemme med et godt socialt liv – og alenetid har altid været noget tilvalgt. Og nødvendigt. Nogle mennesker får deres energi ved at være omgivet af andre, sociale hele tiden. Andre, der har det som jeg, har brug for tid alene til at genoplade.

I mine ældre år går det op for mig, at jeg nok har levet det meste af mit liv som ekstrovert – selv om jeg dybest set er en introvert person. Med tiden har jeg kunnet tillade mig at acceptere denne introverthed. Det er også den, der gør, at nogle rejser, skal jeg bare foretage alene. Hvis der er steder, jeg vil opleve mere intenst, retreats, som jeg har lyst til at deltage i… Hvis jeg er sammen med andre, bliver min indre oplevelse mere flygtig, mindre min.

Jamen er jeg så asocial? Nogle antyder dette: “Skal du ikke lære at rejse med andre?” Jamen det har jeg jo også gjort – hele mit liv og stadig væk. Sidste år var jeg på min årlige tur til Sverige med to danske og en fransk veninde. En vidunderlig uge fyldt af godt samvær, fortrolighed, sjov. Og nogle uger senere i Norditalien med en veninde og min eks-mand. Også gode og dejlige oplevelser. Finn, ex’en, har også to gange sluttet sig til mig i Nepal, hvor vi så har deltaget i kurser sammen og andre dage lavet hver vores.

Det er bare to forskellige måder at rejse på, sammen med andre eller alene. To helt forskellige behov, der bliver opfyldt.

 

Engang på Hærvejen

Rejser er meget forskellige. Og for at prøve at rejse alene behøver man ikke nødvendigvis begive sig langt væk. Jeg husker stadig med glæde tilbage til en uge, som jeg tilbragte alene i min moster og onkels campingvogn ved Vestkysten for over 30 år siden. Det var et par år efter, at jeg var flyttet hjem til Danmark, jeg boede i kollektiv på Christiania, havde et krævende arbejde – og jeg havde bare brug for lidt tid alene. Og det fik jeg deroppe.

For 12-13 år siden, inden jeg skulle på familieferie, havde jeg besluttet mig for at gå tre dage på Hærvejen alene. Min datter, som på det tidspunkt var 16, var vældig støttende overfor mit projekt, og aftenen før jeg skulle af sted, vandrede hun 10 km med mig, mens jeg gik en prøvetur med oppakning.

Morgenen efter tog jeg offentlig transport til Viborg, vandrede ud af byen og fandt Hærvejs Vandreruten (der er to ruter, én for cyklister og én for vandrere, som absolut er den mest øde). Med mit detaljerede kort fra Dansk Vandrelaug begav jeg mig ud på den første etape. Jeg havde i forvejen bestilt bed and breakfast til de to nætter, for selv om der er primitive campingpladser på vejen, så var det måske liiiiige lidt rigeligt at sove alene i skoven. Første dags etape havde jeg planlagt til mellem 15 og 20 km for at starte blidt op.

På andendagen, som var en helt utrolig oplevelse, kom jeg gennem et Danmark, som var mere øde, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Bortset fra et tidspunkt, hvor jeg gik forkert og kom til at gå langs hovedvejen, inden jeg igen fandt ruten, mødte jeg kun enkelte andre vandrere: et par og en lille gruppe. På en hel dag! Godt nok krydsede jeg marker, kom i nærheden af gårde og landsbyer, men aldrig så tæt på, at jeg mødte folk, der boede der.

Endelig kom jeg frem til dagens mål, en landsby hvor min bed and breakfast skulle være. Jeg ringede dertil og fandt ud af, at stedet faktisk lå på den anden side af landsbyen. Jeg var ved at give mig til at græde – for under de sidste to hvil, havde jeg ikke kunnet sætte mig. Jeg var bange for ikke at kunne rejse mig igen. Så øm var min krop. Nu stod jeg  op ad en hegnspæl, overbevist om at jeg ikke kunne gå mere end nogle få meter længere. Men frem kom jeg alligevel.

Jeg havde regnet mig frem til, at denne etape ville være lidt under 30 km, men det viste sig, at jeg havde gået nær 40 km. Aldrig har jeg været så fysisk træt. Jeg spiste aftensmad og gik i seng. Udtrykket “at falde i søvn så snart hovedet lå på puden” var i den grad rigtigt.

Den sidste dag var jeg selvfølgelig stadig godt øm i kroppen, men samtidig næsten berusende glad over at kunne navigere efter mit kort og regelmæssige skilte med “Hærvejen” – og en god intuition. For selv om ruten er godt skiltet, så er der steder, hvor stien næsten forsvinder under sidste års visne blade. På et tidspunkt røg jeg vist også ud af Hærvejsruten og gik langs det gamle jernbanespor.

Efter ca. 25 km kom jeg frem til Nørre Snede. Lidt under 80 km på tre dage. Godt klaret af den 55-årige, som jeg var dengang. Nu var der kun tilbage at tage ekspresbussen til Silkeborg, en anden til Viborg/Aalborg.

Efter at have siddet så lang tid, var det næsten umuligt at rette kroppen ud igen! Aldrig har jeg da mærket den så meget. At gå ned fra bussen var en kæmpeanstrengelse – og at sætte mig ind i bilen, som hentede mig, var næsten umuligt.

Men hold op, hvor var det en fed oplevelse at have besluttet og gennemført de tre dage. Jeg havde glemt at få kamera med på turen, men skovstierne, markerne, heden er stadig indre billeder, ligesom de sansemæssige oplevelser stadig er indeni mig: stilheden, den lette vind på huden, oplevelsen af næsten at flyve på nogle tidspunkter – og den voldsomme træthed.

 

 

At rejse alene

Min glæde ved at rejse opstod, mens jeg i min ungdom blaffede rundt i Europa og Tyrkiet. Senere boede jeg i Bretagne i Frankrig i 10 år. Dengang da flyrejser var dyre, og en togrejse fra Bretagne til Aalborg tog mindst 24 timer. Én, højst to gange om året tog jeg på ferie i Danmark. Togrejsen var ikke kun trættende. Den blev en oplevelse i sig selv – og for mig helt alene. En tid mellem det liv, jeg nu for en tid forlod – og det danske liv, som jeg for en tid vendte tilbage til.

Tilbage i Danmark fulgte et familieliv i 18 år med ferierejser sydpå i bil, eller charterrejser, hvor vi brugte hotellet som basis til rejser rundt i det land, vi var i.

I 2004 blev jeg alene igen. Min mand og jeg flyttede fra hinanden, min datter var på vej til at flytte ud i verden, og bonussønnen var for længst derude. Jeg skulle til at finde ud af, hvordan jeg så ville holde ferier, hvordan jeg ville rejse, og mit første spæde forsøg alene blev en dejlig oplevelse. Jeg havde meldt mig til en uges kursus i Assisi, så jeg havde en base, hvor der foregik noget nogle timer hver dag. Men jeg fandt lige så megen glæde ved at gå på opdagelse alene – i byen og i området omkring.

Da min datter året efter tog til Kina i et halvt år, var det oplagt, at jeg skulle besøge hende. Men jeg besluttede mig for, at jeg først ville tage et par uger til en tibetansk provins på kanten af det tibetanske plateau. Det var en gammel drøm, der blev til virkelighed, og det viste sig at være nemt at rejse rundt alene, til trods for en lille bæven, da jeg den første dag stod på Beijings banegård for i et mylder af mennesker og kinesiske skrifttegn at finde den rigtige perron og toget, som skulle bringe mig 24 timers rejse vest på. Mennesker er jo hjælpsomme – og verden er ikke så farlig, som nogen tror. Jeg havde jo også et mål, fordi jeg sidst på rejsen skulle jeg tilbage til Beijing, hvor min datter ville møde mig, så vi sammen kunne tage til den by, hvor hun arbejdede. Det var en slags tryghed.

Og mine rejser alene ud i verden var nu en begyndende succes.

Jeg vil gerne dele min glæde ved at rejse alene, overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er.

Hvorfor denne blog?

Jeg har længe haft lyst til at dele alt muligt om de rejseoplevelser, jeg har haft alene. Dele erfaringer, som andre måske kan bruge.

Der kan være mange grunde til at rejse alene: De to overordnede kan helt enkelt deles op i, at du enten ikke har nogen at rejse med, eller det har du, men du gider ikke alt det bøvl, det kan give med at blive enige om hvorhen og hvordan. Når du først er begyndt at rejse alene, vil du få øjnene op for alle de muligheder, der ligger i det. Bl.a. at du er mere tilgængelig og derfor nemmere kommer i kontakt med folk i de lande, du besøger. Og du er mere i kontakt med dig selv og dine egne oplevelser.

Men hvad gør man som single, hvis man har lyst til at rejse alene? Og hvad gør man, hvis man er single, kvinde, 50-60 eller derover – og ikke kan se pakkerejser som en mulighed?

Jeg tror, at jeg selv ville dø langsomt, hvis jeg altid skulle rejse på den måde, fordi jeg synes, det er kedeligt. Og fordi jeg som single-rejsende må betale ekstra, hvis jeg ikke vil dele værelse med en komplet ukendt person.

Nogle rejsebureauer organiserer singlerejser, hvor du som single deltager i en grupperejse.

At planlægge det hele selv er både mere spændende – og langt billigere. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er, at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet. Havde faktisk først tænkt at kalde bloggen pensionistrejser.

Og, ja, I må også gerne kigge med, hvis I rejser som par eller flere – og gerne vil ud af pakkerejsereservaterne.

Verden står åben.